Villy Klit-Johansens hjemmeside

Af Villy Klit-Johansen, fhv. sognepræst, Lisbjerg

At troen og dåben hører uløseligt sammen, betyder, at dåben er et sakramente. Det skal dåbsritualet af sjælesørgeriske grunde afspejle. Ritualet må ikke være bestemt af andre hensyn end Jesu indstiftelse. Jeg læser Ambrosius af Milano og sammenholder ham med Luther og Grundtvig. Jeg læser Ambrosius efter bogen »Ambrosius av Milano: Om Sakramenten. Om Mysterierna«. Översatta med inledning av Per Beskow, Artos Bokförlag, Skellefteå 1989.

Biskop Ambrosius af Milano er en af oldkirkens største teologer og kirkefolk. Skriftet »Om sakramenterne«, der sandsynligvis er en stenografisk nedskrift af biskop Ambrosius’ dåbsundervisning for de nydøbte gennem seks dage efter påskens dåbstermin, giver os god oplysning om dåbsritualet i Milano. Ambrosius skrev i slutningen af 300-tallet. I det væsentlige er det milanesiske ritual identisk med ritualet i Rom, sådan som vi kender det fra »Den apostolske Tradition« fra omkring 220, der ofte tilskrives Hippolyt.

På enkelte punkter peger Ambrosius frem mod den katolske middelalder. Således blev dåbsvandet indviet ved en indvielsesbøn. Men i det væsentlige stemmer det med Luthers ritualer fra 1523/1526. Kernen i ritualet er forsagelsen af Djævelen og dåbspagtens oprettelse ved spørgsmål og ja-svar i tæt forbindelse med vanddåben.

I dåben får vi den frelsende tro

Det er interessant, at tilspørgslen med trosbekendelsen og dåbskandidatens ja-svar stadig, som i Den apostolske Tradition, fungerede som det egentlige døbeord. Døbeordet »Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« hører i den vestlige tradition en senere tid til.

I Ambrosius’ »Om Sakramenterne«, Anden bog, punkt 20, læser vi om fremgangsmåden. Dåbskandidaten står i dåbsbassinet, og så kommer det afgørende:

Man spurgte dig: »Tror du på Gud, den almægtige Fader?«

Du svarede: »Jeg tror«

og sænkedes ned, det vil sige blev begravet.

Man spurgte dig fremdeles: »Tror du på vor Herre Jesus Kristus og på hans kors?«

Du svarede: »Jeg tror« og sænkedes ned.

Tredje gang spurgte man dig: »Tror du også på Den Helligånd?«

Du svarede: »Jeg tror«

og sænkedes ned for tredje gang.

Muligvis har trosbekendelsen i denne tilspørgsel i virkeligheden været længere. Måske har den ligget tæt på Det gammelromerske Symbol. Men det er ikke afgørende. Intet tyder på, at der ved siden af dette ritual fandtes et særligt dåbsritual for spædbørn. I det omfang, barnedåb har fundet sted, har barnet vel fået hjælp af faderen eller moderen til at svare troens ja, sådan som det er tilfældet i Den apostolske Traditions ritual ca. 150 år tidligere. Det betyder, at kirken meget tidligt i historien har taget barnetroen (fides infantium) alvorligt. Dåben var troendes dåb uanset den døbtes alder. Det var simpelthen den samme dåb.

Som indledning til sin dåbsundervisning skriver Ambrosius i Første bog, punkt 1:

(Jeg oversætter fra svensk): »hos en kristen kommer troen først (hos en kristen kommer tron främst). Derfor kalder man i Rom de døbte for ’troende’ (trogna), og vor fader Abraham blev retfærdiggjort af tro og ikke af gerninger. I har nu taget imod dåben, I har fået troen. Jeg kan umuligt bedømme det på anden måde, thi du ville ikke være blevet kaldt til nåden, hvis Kristus ikke havde regnet dig værdig til sin nåde«.

Det er interessant, at Ambrosius, ligesom Luther og Grundtvig, så dåben som et udtryk for retfærdiggørelsen af tro, nej endnu stærkere: ikke som et udtryk for, men som en meddelelse af retfærdiggørelsen af tro. I dåben får vi den frelsende tro. Tro forud for dåben må betragtes som noget forberedende, en længsel efter Gud og hans frelse, eller som en bøn derom.

Lige så interessant er det, at Ambrosius konsekvent kalder dåbsbassinet for »kilden«. Dåben er livets kilde.

Videre, i punkt 15: »Da vor Herre Jesus Kristus indstiftede dåben, begav han sig til Johannes …«. Ambrosius mente som Luther og Grundtvig, at Matt. 3,14 f., beretningen om Jesu dåb i Jordanfloden ved Johannes Døber, er beretningen om den kristne dåbs indstiftelse. Videre skriver han: »Hvorfra kommer dåben om ikke fra Kristi kors, fra Kristi død? Dér findes hele mysteriet, thi han er død for dig. I ham er du genløst, i ham er du frelst«.

Når Jesus, den syndfri, Guds enbårne Søn, modtog synderes dåb, begyndte han dermed at gå vejen til korset, hvor han døde for vore synder. Dåbens indstiftelse skal ikke findes i en evangelists ord, f.eks. missionsbefalingen i Matt. 28, men i selve Jesu person og gerning. At blive døbt er at blive ét med ham.

Det er Kristi ord, ikke evangelisters ord, der gør dåben til en frelsende handling

Jeg anfører fortrinsvis citater, som er relevante for den aktuelle debat om dåben. Det skal tilføjes, at der er uendelig meget mere at sige om Ambrosius’ skrift.

Men lad mig tage et par citater fra Fjerde bog – om nadveren. De er nemlig relevante for dåbsritualet. Han drøfter, hvad det er, der gør nadverens brød og vin til Jesu legeme og blod. 

Punkt 14: »Med hvilke ord sker konsekrationen og med hvis [ord]? Med Herren Jesu ord«. 

Punkt 15: »Hvilket ord af Kristus? Jo, med det ord, ved hvilket alting er blevet skabt«. Ambrosius regner altså, igen ligesom Luther og Grundtvig, Jesu ord ved nadveren for et skaberord, et ord, der skaber, hvad det nævner.

I nadverens velkendte indstiftelsesord skelner Ambrosius endda omhyggeligt mellem evangelistens ord og Jesu ord. I Punkt 22 citerer han nadverens indstiftelsesord. Jeg tager ikke det hele med, men kun herfra:

»Tag og drik alle heraf. Dette er mit blod«. »Læg mærke til«, skriver Ambrosius, »at alle ordene er evangelistens lige til ‘Tag’, både når det gælder legemet og blodet; derefter er det Kristi ord: ‘Tag og drik alle heraf. Dette er mit blod.’ Læg mærke til disse detaljer«. Ambrosius’ skelnen mellem evangelistens ord og Kristi ord er af stor betydning. Det er Jesu ord, der er skabende, ikke evangelistens. Det er Kristi levende ord, der gør dåben og nadveren til sakramenter. Man skulle tro, at han havde læst Grundtvig!

Det skulle nemlig ligne Ambrosius dårligt, om han ikke også i dåbsritualet skelner mellem evangelisters (skriftens) ord og Kristi ord. Her kommer to led i det milanesiske ritual i betragtning:

1. Åbningen, Jesu ord til den døve i Mark. 7,34: »Effata«, et aramæisk ord, der betyder »Luk dig op«. Det bevarede Luther i sit ritual 1523, og Grundtvig brugte motivet i sine salmer (DDS 443,5).

2. Dåbspagtens ord: »Tror du o.s.v.« Ambrosius regnede helt klart dåben for en guddommelig frelseshandling på linje med nadveren. Derfor er det nærliggende at antage, at han regnede Jesu ord i dåbspagten for »konsekrationsord« eller indstiftelsesord. Dét så meget mere, som dåbspagtens ord var døbeordet. Sådan så Grundtvig også på det. Han troede fuldt og fast, at Herren Jesus er til stede ved døbefonten og taler sit levende og skabende ord i dåben. At den apostolske trosbekendelse i den skikkelse, vi kender og bruger, ikke fandtes på Ambrosius’ tid, ændrer ikke ved, at dåbens pagt oprettes ved Jesu spørgsmål om troen og dåbskandidatens ja-svar.

Luther og Grundtvig: Der er ingen forskel på barnedåb og voksendåb

Vi springer frem til Luthers dåbsritual. Her er forholdet det samme som i Ambrosius’ fra Milano. Dåbspagtens oprettelse ved Herrens spørgsmål til dåbskandidaten og dennes svar er i Luthers ritualer af 1523/1526 stadig en hovedsag. Dåbspagten hører nødvendigt med til dåben. Blandt andet derfor kan man ikke sige som professor Thodberg, at Luthers ritual er et udtalt barnedåbsritual. (»Dåben og dåbs-ritualets historie«, Fønix 2017 s. 76).

Grundtvig afviste udtrykkeligt tanken om, at der skulle være forskel på barnedåb og voksendåb. For eksempel skriver han i skriftet »Daab og Synds-Forladelse«, 1834: »som om barnedåben var væsentlig forskellig fra de voksnes dåb«.

Er »baptismen« en følge af den uheldige udvikling i den lutherske tradition?

Det med at se barnedåb og voksendåb som to forskellige slags dåb er ganske enkelt et »moderne« fænomen. Kan det tænkes, at »baptismens« afvisning af barnedåben er en følge af, at kristendommen fra at være evangeliet om frelse ved troen på Jesus Kristus var blevet til dogmatik netop i dåbsritualet. I den lutherske landskirke efter reformationen og især under enevælden blev kristendommen til den statsbærende ideologi. Staten blev opfattet som en kristen stat. Det fik stor betydning for kirkens dåbspraksis. Dåben var ikke længere en frivillig sag. Det fik også i et vist omfang betydning for dåbsritualets udformning. Det blev med tiden i stigende grad præget af dogmatik, hvilket fordunklede dåbens karakter af livets kilde eller – med andre ord – den personlige forening med Kristus i dåbspagten.

Med Grundloven i 1849 fik vi et sekulært samfund, og statskirken benævntes nu Den danske Folkekirke, men kirken var stadig dybt præget af enevældens tankegang. Samfundet kunne også stadig betragtes som en kristen enhedskultur.

Der er løbet meget vand i stranden siden 1849. Kristen tankegang er ikke længere en selvfølgelighed. Sekulariseringen er slået igennem i folkeskolen, i medierne og i offentligheden i videre forstand. Der råder en monumental uvidenhed om, hvad kristendom er.

Man taler i disse år om en vågnende »trang til tro«. Men kan den tilfredsstilles af den dogmatisering af dåben, der slog så stærkt igennem i dåbsritualet i 1912. Dåbspagten er ganske vist bevaret i 1912/1992-ritualet, men den er i betænkelig grad sat i skyggen af dogmatikken (Guds børn-teologien). Jeg nøjes her med at nævne, at dåben i Peder Madsens indledende bøn entydigt defineres som barnedåb, og at troen er helt fraværende. I modsætning til Luthers berømte »synd-flodsbøn« er Madsens ikke en bøn om, at dåbskandidaten i dåben må få den saliggørende tro. Forskellen er meget dyb. Det er folkekirkeideologi contra frelsen ved troen på Vor Herre Jesus Kristus.

»Baptismen« synes at leve af den uheldige udvikling i den lutherske tradition.

Hvad nu?

Den kristne enhedskultur er fortid. Færre og færre bliver døbt som spæde, men glædeligvis vokser antallet af unge og voksne, der bliver døbt. Vi skal derfor til at være mere bevidste om, at der kun er én dåb, og det er den samme uanset dåbskandidatens alder. Det skal tydeligt fremgå af dåbsritualet. Blandt andet derfor kan Peder Madsen-bønnen ikke bruges mere.

Troen og dåben hører uløseligt sammen, og troen er Guds gave. I absolut forstand. Den er ikke en subjektiv beslutning, som folkekirkens stadig pietistisk prægede konfirmation lægger op til, men troen er virkelig Guds gave ved Kristi mægtigt virkende ord i dåben. Det betyder, at dåben er evangelium, ikke som i den herskende ideologi et halvt evangelium. Folkekirkeideologien lægger jo op til, at den frelsende tro er noget, som hin enkelte selv føjer til.

At troen og dåben hører uløseligt sammen betyder, at dåben er et sakramente. Det skal dåbsritualet af sjælesørgeriske grunde afspejle. Ritualet må ikke være bestemt af andre hensyn end Jesu indstiftelse, som både Luther og Grundtvig understregede. Og, hvad der er meget vigtigt: evangeliet er enkelt. Denne enkelhed, eller vi kan sige denne dåbens folkelighed, må vi ved Åndens hjælp finde frem til igen. Som i oldkirken og i den lutherske reformations dåbsritual.

I oldtidens hedenske samfund, som Ambrosius levede i, gik der et treårigt katekumenat forud for dåben. Måske er tiden inde til at drøfte kirkens dåbspraksis. Dåben er et frelsesmiddel, ikke et middel til at skaffe folkekirken medlemmer og fremtidige kirkeskatteydere. Hvad betyder det for kirkens dåbspraksis? Ja, det er det spørgsmål, der bør drøftes.

Og så hører det selvfølgelig med, at dåben varer hele livet, den er ikke overstået med selve handlingen. Det er ikke dåbshandlingen, der frelser, men dåbspagten. Det betyder, at dåben hører sammen med et liv i Kristi menighed med bønnen, evangeliets forkyndelse og nadverens måltid som troens næring til vækst frem mod fuldendelsen i Guds evige rige.

---

Artiklen har været trykt i Præsteforeningens Blad “Præsten”, 25. september 2026, #39

Høringssvar, 29.12.2025.

Ph.D Jens Rasmussen, fhv. hospitalspræst og cand. Theol Villy Klit-Johansen, fhv. sognepræst

Punkt 10. Kommentarer og bemærkninger til kommissionens samlede arbejde som fremstillet i midtvejsrapporten.

Grundtvig ønskede dogmatisk og liturgisk frihed inden for en fri rammeordning. Det bør inspirere dåbskommissionen: Ved at bevare uniformiteten i ritualets kerneled, kan de øvrige dele varieres.

Grundtvig ønskede i den menighed, hvor han var præst, at forblive ved det gamle dåbsritual, men han ville i samvittighedens navn tillade Clausen frihed til at bruge et nyt moderne dåbsritual.

Clausen gik ind for at omskrive eller helt undvære forsagelse og tilspørgsel. Det vigtige var konstateringen af, at barnet havde Guds nådegaver, som skulle bekræftes med konfirmationen.

Faktisk minder Clausens forsøg meget om Frederiksberg-ritualet.

Ønsket for os er, at uniformiteten i tillempet grad bevares i dåbsritualets dåbsformular, hvor de øvrige dele af dåbsritualet kan varieres i flere muligheder. Dåbsformularen, som den blandt andet står i salmebogen, drejer sig om dåbsritualets centrale led: korstegnelse, forsagelse, trosbekendelse med tilspørgsel, dåben i den treenige Guds navn, dåbsbekræftelsen og Fadervor.

Dåbskommissionens opgave er ifølge kommissoriets retningslinjer blandt andet at samle op på de forslag til forandringer i dåbsritualet, som er fremkommet de senere år: “Tilsvarende er der fra forskellige sider blevet fremlagt forslag til nye dåbsritualer.”

Kommissionen har undladt at formulere en model, der i tillempet form er i god harmoni med Luthers dåbsritual (1526), blandt andet med flytning af Fadervor. Der har ellers været flere forslag i debatten de senere år.

Altså har vi stadig tre modeller, men de er fastholdt med en mere ensartet struktur for dåbens centrale led: 

Peder Madsen af 1912/1992, som ud fra debatten at dømme har flest tilhængere. Et ritual tilnærmet Luther (blandt andet ved at flytte Fadervor). Og endelig det allerede anvendte Frederiksberg-ritual tillempet (eventuelt uden forsagelse og kort tilspørgsel).

Vi mener kort sagt, at det ud fra dåbsformularen er vigtigt at fremhæve dåbspagten, der står så stærkt i Luthers ritual fra 1526 og hos Grundtvig. I denne forbindelse foretrækker vi, at dåbskommissionen også ser på Luthers indledende bøn i hans ritual af 1526: “syndflodsbønnen” – og finder en nutidig form.

Vi vil foreslå et ritual, der stemmer bedre med den lutherske reformation:

Peter 1,3; korstegnelse; ny formulering af bede-banke-bønnen og syndflodsbønnen; Markus 10,13-16; fadervor; fuld tilspørgsel med forsagelsen og trosbekendelsen; dåb i den treenige Guds navn; dåbsbekræftelse (Den almægtige Gud …); Fred være med dig!

Punkt 11. Om det indledende spørgsmål (”Er barnet hjemmedøbt”)

”Er barnet allerede døbt” peger hen på vigtigheden af, at dåben kun sker en gang.

Punkt 12. Om den indledende takkebøn

Forslag til ny indledende bøn:

Vi kommer med følgende forslag, som har sin baggrund i Luthers ”Syndflodsbøn” (1526). Vi foreslår, at den tillades anvendt til indledende bøn:

Herre, vor Gud!
Du frelste Noa og alle hans kære
i arken gennem syndflodens vande.
Du indstiftede dåben som et frelsende vand
og åbnede vejen til himlen for os,
da din Søn, Jesus, lod sig døbe for vores skyld.
Vi beder dig, Herre! Send din Helligånd,
så NN bliver forenet med Jesus Kristus i dåbens pagt.
Giv ham i dette jordiske liv syndernes forladelse
Og håbet om det evige liv i dit himmelske rige
som du tilsiger ham i dåben, der nu skal finde sted!
Amen

I denne bøn er dåbsbarnet ikke – som i Peder Madsens indledende bøn – en passiv genstand, men en person, som Gud taler til, hvorved han kalder troen frem i dåbskandidatens hjerte. Det er det, Luther beder om: “at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden.”

Dåbspagten er altså tænkt med i Luthers bøn.

Punkt 13. Om tekstlæsningerne

Der bør i dåbsritualet ikke være andre tekstlæsninger end børneevangeliet, Mark. 10,13-16.

Læsningen af missionsbefalingen er blevet en tradition ved dåben, men dåbskommissionen bør give mulighed for at udelade den, og i hvert fald hører missionsbefalingen ikke hjemme som selve indstiftelsesordet. Luther siger ikke i Katekismen, at det er ord fra den hellige skrift, der gør dåben til genfødelsens bad, og Grundtvig siger klart, at det er det ikke. Grundtvig taler i Kirkelige Oplysninger især for Lutherske Christne, II (Udv. Skr. 8, s. 428) om “troen og dåben som noget, der ikke skal udledes eller bevises af skriften, men tages som det findes i kirken, uafhængigt af al skrift.”

Det er en udbredt opfattelse i forskningen, at der ikke findes et skriftsted som dåbens indstiftelsesord i modsætning til nadverens indstiftelsesord.

Luther var tilbøjelig til at anse Jesu dåb i Jordan, Matt. 3,13-17, som den begivenhed, hvorved Gud indstiftede den dåb, vi bliver døbt med. Det ser vi blandt andet i hans syndflodsbøn i dåbsritualet i Taufbüchlein 1526 og i hans salme om Jesu dåb i Jordanfloden ved Johannes Døber, to meget centrale tekster.

Luther kalder i Den lille Katekismus ganske vist Matt. 28,18-20 for Jesu befaling, men det er ikke det samme som dåbens indstiftelsesord, og han tog da heller ikke denne tekst ind i dåbsritualet (1526). Det kan ikke være tilfældigt. Senere var den heller ikke med i Kirkeritualet af 1685. Man havde i 1685 trods alt, ligesom Luther, respekt for den historiske overlevering.

Tanken om Matt. 28,19-20 stammer fra pietismens tid og blev taget op af Peder Madsen i 1912. Det ser nu ud til, at dåbskommissionen vil føre den udvikling et stort skridt videre med den centrale placering af missionsbefalingen, der ovenikøbet, som i 1912, introduceres med ordene: ”Således taler vor Herre Jesus Kristus.” Det kan ikke anbefales.

Punkt 14. Om korstegnelsesordene

Det er kun godt, at kommissionen foreslår ordene “Modtag det hellige korses tegn” ændret til “Modtag korsets tegn”. ”Modtag det hellige korses tegn” er en oversættelse til dansk af Luthers tyske ritual af 1526: ”Nimm das Zeichen des heiligen Kreuzs”. Det hellige kors er ikke korstegnet, men Jesu uskyldige lidelse og død for vores skyld. Det er det, korstegnet henviser til. Udtrykket “det hellige korses tegn” fungerer simpelthen ikke på dansk, fordi ordet kors ender på s. Det høres og opfattes uvægerligt som om der siges “det hellige korsets tegn”. Men hvis det var meningen, kunne man hellere sige “korsets hellige tegn”. Men det er ikke og har aldrig været meningen. I den latinske udgave af Luthers ritual hedder det i øvrigt: ”Accipe signum crucis tum in fronte, tum in pectore!” Altså: ”Modtag korsets tegn!” Kommissionens forslag er altså i en vis forstand en tilbageføring til Luthers ritual fra 1526. Vi støtter derfor kommissionens forslag: “Modtag korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.” Det er ham og hans gerning, der er hellig.

Punkt 15. Om kort tilspørgsel

Med brug af kort tilspørgsel henviser dåben i virkeligheden til menighedsbekendelsen i fremsættende form. Dåbsformularen fordunkler derved dåbspagten som en personlige gave.

Regin Prenter skriver i “Skabelse og Genløsning” om dåbspagtens personlige betydning for barnet, som bæres til dåben: “Vil DU modtage denne pagt, som jeg nu åbner for dig?” (side 56) – med henvisning til trosbekendelsens fulde tilsigelse i spørgende form direkte til barnet. I dåbens bekendelse spørger Gud således med hele pagtens historie personligt.

Prenter henviste til Grundtvig, som ønskede at bevare den eksisterende spørgende dåbsformular med ja-ordet til forsagelsen (i uforandret skikkelse) og ja-ordene til den apostolske trosbekendelses tre hovedled i fuld længde med efterfølgende bekræftende ja-ord til dåbens pagt med Gud.

Kun således, mente Grundtvig, blev dåbspagten oprettet, forstået som en personlig gave fra Gud til barn (eller voksen).

Det er langt mere retvisende at spørge om, hvad det er for ord, der gør dåben til genfødelsens bad eller et sakramente, eller hvordan man vil udtrykke denne vigtige pointe. For Luther og Grundtvig var der ingen tvivl. Det er de fire ord, som vor opstandne Herre og Frelser siger personligt i dåben til den, der døbes. Det er: 1. Fadervor (placeringen som i 1526), 2. Forsager du, tror du, 3. Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og 4) Fred være med dig.

Her nævnes således kerneleddene i dåbsritualet.

Først og sidst er trosbekendelsen i dåbspagten vigtigst, skriver Grundtvig i Den kristelige Børnelærdom (Grundtvigs Udv. Skr. 9, s. 348). Tidligere kunne han skrive, at Gudsordet er ”det Guds-Ord, som Herren har lagt sin Menighed i Munden”. Dette citat er taget fra Grundtvigs skrift Lidt mere om Alterbogs-Daaben, 1856. ”Munden” viser især hen til spørgsmål og svar i dåbspagtens forsagelse og trosbekendelse.

Punkt 16. Om dåbstilspørgslen

Spørgsmålet, der lyder efter tilspørgslen med forsagelsen og trosbekendelsen, foreslås i midtvejsrapporten også tilbageført til formuleringen i Luthers ritual af 1526. Det kan man kun bifalde. I Luthers ritual lyder spørgsmålet: “Vil du døbes?” Den nuværende formulering af spørgsmålet stammer fra Alterbogen 1580, hvor det hedder: “Vilt du paa denne Tro være døbt?” Det var den begyndende lutherske ortodoksi (Grundtvig: den strenge lutherske stivkrampe!), der slog igennem i denne udvidelse af spørgsmålet. Tilføjelsen “på denne tro” skulle tjene til at sikre rettroenheden. Men de ord, der siges ved dåben, skal ikke sikre rettroenheden, de skal tjene til, at dåbspagten lyder og forstås som livets ord til de små (uanset alder), der trænger til det. Ved døbefonten skal der ikke lyde døde læresætninger, her skal vi høre det levende ord af Herrens mund.

Dåbspagtens ord er Herrens mægtige ord, der ved Helligånden i dåben skænker et menneske troen og genføder det til det evige liv. Dette er kirkens sag. Kirkens sag er livet, læren hører hjemme i “skolen”, det vil sige i teologien og i kirkens undervisning. Ved udeladelse af ordene “i denne tro” bliver tilspørgslen med for­sagelsens og troens ord sværere at misforstå som en overhø­ring i den rette lære.

Dåbspagten kan ganske vist med rette betragtes som grundlag for den kristne lære. Men det skal forstås rigtigt. Det er netop som dåbspagtens ord, altså som livets ord, at trosbekendelsen er læregrundlag. Dåbspagten var for Grundtvig både den faste læremæssige grund og livskilden: ”For det ord af Sandheds Mund,/som er Kirkens Klippegrund/Og Livs-Kildespringet. (Grundtvig, Gudskelov for Daabens Pagt, Sang-Værk, bd. 5, nr. 274, 4. strofe, v. 5-7, s. 513). Kirken er bygget på Dåbspagtens ord, der er ord af Sandheds mund, det vil sige af Kristi mund. Derfor er det ikke død lære, men livets kilde. Denne sandhed sikres bedst ved at undgå den sammenblanding af kirken og “skolen”, som tilføjelsen “i denne tro” i ritualet er udtryk for.

Punkt 17. Om dåbsbekræftelse og håndspålæggelse

Vi holder på den eksisterende dåbsbekræftelse.

Den er menighedens bekræftelse af, hvad den har tillid til, at Gud nu har gjort. Han har genfødt den døbte i kraft af Gudsordet, der ved Ånden skænker troen. Der fortsættes i ”dåbsbekræftelsen med en forbøn for den døbte, at Gud vil ”styrke dig med sin nåde til det evige liv!” ”Ved sin nåde” betyder konkret ”ved sine nådemidler, først og fremmest nadveren, bønnen og gudstjenestens forkyndelse”. Der afsluttes med et velsignelsesønske: ”Han bevare din udgang og indgang fra nu af og til evig tid.”

Dåbsbekræftelsen et meget vigtigt led. Den er meget gammel og behøver ingen ændring.

Punkt 18. Om fredlysningen

Fra os ubetinget tilslutning til den mere centrale placering, som fredlysningen får i dåbskommissionens forslag.

Punkt 19. Om Fadervor

Dåbskommissionen har holdt fast på at placere Fadervor til sidst i dåbsformularen, men man kan også som Luther (1526) anbringe Fadervor efter børneevangeliet og før tilspørgslen med dåbspagtens ord. Dåbsritualet fra 1895 har også fadervor efter børneevangeliet, men desværre med en misforstået regibemærkning.

Rækkefølgen i dåbsritualets enkelte led er meget vigtig, for det enkelte led får sin betydning ud fra konteksten. Fadervor er ganske vist formelt en bøn og som sådan henvendt til Gud. Men Grundtvig forstår den ud fra Luthers ritual af 1526 som et ord af Herren, henvendt til den, der døbes. Derved sker der (under håndspålæggelse) en overdragelse af bønnen, og det er den enbårne Søn, der dermed indsætter dåbskandidaten i barneforholdet til den himmelske Fader.

Punkt 20. Om faddertiltalen

Punkt 21. Om Slutkollekten

Punkt 22. Om vejledninger

Punkt 23. Andet

Dåbsritualets kerne ifølge Dåbskommissionen

Dåbskommissionen mener, at der i dåbsritualet er en tydelig kerne. “Kommissionen ser denne kerne i dåben i den treenige Guds navn, dåbsbekræftelsen og Fadervor.” (Midtvejsrapporten s. 5)

Kommissionen definerer ikke begrebet dåbsritualets kerne. Men kan man måske gå ud fra, at det betyder de led, der skal til, for at det er den kristne dåb? Sådan tillader jeg mig at forstå det.

Dåbens kerne er ifølge kommissionen:

1. Dåb i den treenige Guds navn 
2. Dåbsbekræftelse
3. Fadervor

1. Ja, selvfølgelig hører dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn til i dåbsritualets kerne.

2. “Bekræftelsen” er menighedens bekræftelse af dåben og dens bekendelse af, hvad den tror om dåben. Bekræftelsen er vigtig. Grundtvig mente, at den hører med til dåbens væsen; den hører altså nødvendigt med. Men Bekræftelsen kommer i kommissionens forståelse ind på linje med Kristi ord i dåben: “JEG døber DIG i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Kommissionen skelner altså ikke mellem Kristi ord og menighedens (menneskers) ord. Det er problematisk.

3. Fadervor hører også med i dåbsritualets kerne. Men hvordan stemmer det med, at Fadervor siden 1912 er henlagt til efter dåben. Kommissionen henholder sig til “den udbredte forståelse af Fadervor som dåbsgave til barnet.” (s. 9). Hvis gave? Jo, “Fadervor følger efter håndpålæggelsen og fungerer på dette sted i ritualet som de døbtes gave til den døbte!” I midtvejsrapportens model III kan Fadervor endda ligge efter faddertiltalen, og så bliver det ligefrem fantasifuldt, hvad dåben skal betyde. Læs selv!

Grundtvig forstår ud fra Fadervors klassiske placering i den lutherske reformations dåbsritual bønnen som Kristi gave til den, der døbes. Kristus selv lægger os i dåben Fadervor i munden, så vi dermed bliver inddraget i den enbårne Søns eget barneforhold til den himmelske Fader. Så i reformationens ritual kan man da med rette sige, at Fadervor hører hjemme i kernen.

Dåbens kerne grundtvigsk og luthersk set

Nu bruger kommissionen altså begrebet “dåbsritualets kerne”. Lad os da bruge det og definere det klart. Grundtvigsk set er kernen de ord af den levende Frelser og Herre i dåben, der gør dåben til genfødelsens og fornyelsens bad. De har karakter af tilsigelse

Det er

1. Fadervor
2. Dåbspagtens ord (Forsager DU …, Tror DU… efterfulgt af svaret JA.
3. Dåben ledsaget af ordene JEG døber DIG i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
4. Fredlysningen: “Fred være med DIG”.

Kommentarer:

1. Fadervors vanskæbne og oprindelige betydning har vi kommenteret

2. Dåbspagten. Hvis vi sammenligner vi med, hvor dåbskommissionen tydeligt ser ritualets kerne, må vi sige: Ups!, der røg dåbspagten ud af kernen. Så kan man bedre forstå, at kommissionen kan foretage det livsfarlige stunt at flytte menighedens fælles bekendelse IND I DÅBSRITUALET. Altså tage dåbspagtens ord ud af Herrens mund og lægge det i menneskers. I stedet for at lade Herren om at lægge os dåbspagtens ord i mund og hjerte. Den frelsende tro er Jesu gave i dåben

Betyder det, at dåben i kraft af disse ord virker automatisk. Nej, selvfølgelig ikke. Hvis der svares ja hyklerisk, altså uden at man mener det, eller hvis dåben sker under tvang, som det langt op i historien har været tilfældet, er der ikke nogen garanti for, at Guds nådegave er modtaget. 

3. Døbeordene hører med til kernen under den forudsætning, at de forstås som Kristi ord til den, der bliver døbt. Det er ikke den døbende præsts ord, men Herrens eget nådefulde ord.

4. “Fred være med dig” er Herrens eget velsignelsesord, der giver det, som ordene siger. Det betyder: Nu er alt godt mellem Gud og dig. Fredlysningen er også slettet af kernen i dåbskommissionens forståelse.

 Det er ligesom Fadervor, dåbspagten og døbeordene et “guddomsord, der skaber, hvad det nævner. Det er ikke en forkyndelse eller en oplysning om et forhold, der nu er etableret, nej, det er ord, der skal sammenlignes med skaberordet: “Bliv lys”, og der blev lys. Eller hans ord til den døvstumme: “Effatha!”-”Luk dig op”. Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. (Mark. 7,31 ff.). Eller hans ord til den døden unge mand, som de var ved at bære til graven: “Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans moder. (Luk. 7,13-14).

Luther og Grundtvig tænkte sjælesørgerisk. De forstod Herrens ord i dåben, Fadervor, dåbspagten, døbeordene og fredlysningen som Frelserens trøst og hjælp til det bestemte nødstedte menneske, der nævnes med navn. Det er ord, der skaber, hvad de nævner. Derfor er dåben et genfødelsens og fornyelsens bad. Den er frelsende. Kristi levende ord gør dåben til genfødelsens og fornyelsens bad.

Disse fire ord er altså dåbens kerne. Hvis dåbskommissionen ville tage det alvorligt, ville det få store konsekvenser for kommissionens arbejde.

Hvis man tilslutter sig dåbskommissionens synspunkt, kan man så fortsætte med at synge Grundtvigs salmer, f.eks. “Guds fred er mer end englevagt”? Og kan man overhovedet forstå dem, når dåbspagtens ord og fredlysningen altså ikke længere må høre til i ritualets kerne?

4.
Det fredens ord ved dåbens bad
den bange sjæl gør barneglad,
det fredens ord hver Herrens dag
gør rolig midt i våbenbrag.

5.
Du ved det godt, Guds menighed!
det ene tjener til din fred,
at i dit hjerte og din mund
er troens ord i allen stund.

6.
Thi da Guds Søn med freden kom,
det var kun tro, han spurgte om;
for den og ej for verden al,
Guds nåde og Guds fred er fal! (=opnåelig)

—————-

I min læsning af disse to skrifter fandt jeg gode grundtvigske/lutherske vitaminer:

Dåbens ord – Grundtvig om sandhed og frihed i kirken – Godtfred Grønningers Blog

Den røde tråd i Kristenhedens Syvstjerne – Godtfred Grønningers Blog

Jo, det er Grundtvigs fødselsdag. I år bør vi benytte anledningen til at beskæftige os seriøst med hans tolkning af dåbsritualet. Som landet ligger, fristes man til at spørge, om der er plads til hans syn i dagens folkekirke? Den aktuelle debat kunne tyde på, at det nærmest er trængt ud.

Det a-sakramentale dåbssyn, der er udbredt Folkekirken, har jeg argumenteret imod i flere artikler. Det går selvfølgelig ikke an at nedskrive dåben til noget mindre end et nådemiddel, hvori Gud skænker den evige frelse til troen. Det har jeg taget stilling til, så det lader jeg ligge i denne omgang.

Skriftlæsninger eller Kristus selv – det levende ord

Spørgsmålet til deltagerne i den aktuelle drøftelse er jo: Hvad er det, der gør dåben til et nådemiddel eller et sakramente? Er det teologernes påfund, eller er det Herrens levende ord og troen på det?

Stærke kræfter især omkring en del af Tidehverv og dele af Indre Mission ser bort fra Grundtvigs forsøg på at gøre op med den uheldige udvikling af dåbsritualet efter reformationen under statskirkens lutherske ortodoksi og pietisme.

Grundtvig søgte tilbage til det oprindelige, og det fandt han i høj grad repræsenteret i den lutherske reformations dåbsritual af 1526. Dette ritual, der er udgangspunktet for det danske, står i Luthers “Taufbüchlein”, der er aftrykt i “Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherische Kirche”. Heri ligger vægten på Guds ord i dåben og troen på Guds ord i dåben, ikke på bibelske læsninger. Det er i skønneste overensstemmelse med ordene i Den lille Katekismus: “Det er ikke vandet, der gør det [nemlig skænker frelsen], men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet”. I Luthers ritual af 1526 er der da heller ikke andre skriftlæsninger end “børneevangeliet” fra Markus 10,13-16.

Der er noget alvorligt på spil her. Enevældens statskirkelige luthersk-ortodokse og pietister ændrede gradvis dåbsritualet, så det afspejlede deres teologi. I denne forbindelse gik deres teologi ud på, at dåbens sakramentale karakter blev sat af visse af dem udvalgte skriftsteder. Grundtvig kaldte dem “de skriftkloge”, fordi de repræsenterede en perverteret udgave af Luthers “skriften alene”. Denne afart af luthersk teologi blev ført til en foreløbig sejr med dåbsritualet af 1912. Det var et overgreb på dåben.

Det er den linje i den lutherske tradition, som dele af Tidehverv og Indre Mission nu forsvarer med næb og klør. Stik imod Luthers og Grundtvigs intention. For Grundtvigs vedkommende kan enhver, der kan læse, overbevise sig om det ved at læse de relevante skrifter af Grundtvig.

For Luther og Grundtvig var Guds ord og troen det afgørende. Og følger man Grundtvig, hører dåbspagtens spørgsmål om forsagelsen og troen og ja-svaret dertil uløseligt med til dåben som et konstituerende led.

Den indledende bøn

Nu er ritualets indledende bøn i kraft af de luthersk-ortodokses indædte kampagne bragt i fokus. Om den indledende bøn gælder det rent principielt, at den, før vi overhovedet tager stilling til indhold og formulering, i og med placeringen som indledning før selve dåben uundgåeligt kommer til at bestemme den lyttende menigheds opfattelse af dåben. Derfor er det meget vigtigt, hvad der står i den.

Læser man de indledende bønner i Luthers ritual (bede-banke-bønnen og syndflodsbønnen), er det klart, at de i ét og alt er underordnet selve dåben, altså ordet, der er forbundet med vandet, og troen på ordet. I disse bønner bliver der bedt om netop det, som det centrale i dåben peger på som dåbens gave.

Således forholder det sig ikke med 1912-bønnen, som stadig står i det gældende ritual. Den har en anden dagsorden, der peger væk fra det centrale og bevæger sig ud ad en tangent. Vi har levet med denne bøn i lange tider og har ikke haft de store problemer med den, fordi det centrale i dåben dog var bevaret, omend i en noget forkommen skikkelse. Men nu ..

Den indflydelsesrige lektor, dr. teol. Nils Arne Pedersen, udtrykker i kronik i Kristeligt Dagblad 11. maj 2025 tilfredshed med, at “det er lykkedes at samle alle kommissionens medlemmer om at anerkende, at når dåbsritualets nuværende indledende takkebøn udtrykker genfødslen i dåben med formuleringen “hvori du gør os til dine børn”, så er det i overensstemmelse med de nytestamentlige, oldkirkelige og lutherske/grundtvigske forståelser af, at dåben giver barnekår hos Gud”. Nils Arne Pedersen fortsætter: “At kommissionen her er nået til enighed, kan dog kun få betydning, hvis den tager konsekvensen, som er, at kun takkebønnens fine formulering skal være det, der samler folkekirken som én kirke”.

Det lyder unægtelig, som om lektoren lægger op til, at 1912-bønnen skal tillægges bekendelseskarakter. Hvis det virkelig er meningen, er der ikke længere tale om et sammenstød mellem teologiske meninger, men om noget potentielt kirkesplittende. Den lærde teolog er åbenbart ikke i stand til at forstå Grundtvigs kritik af den lutherske ortodoksi/pietismen på grundlag af Luthers reformatoriske ritual, som Grundtvig skrev sine salmer og vigtige artikler på. Med al respekt, Grundtvig var hverken doktor i teologi eller ansat på universitetet, men han er den største teolog siden reformationen.

Pedersen mener tydeligvis, at alle, der ikke kan tilslutte sig formuleringen i bønnen fra 1912, ikke har et bibelsk og luthersk dåbssyn. Ak, hvor misforstået! Som om dåben først er blevet et sakramente i 1912!

Hvis Nils Arne Pedersen fastholder sit synspunkt, er det udtryk for, at der føres kirkekamp mod det luthersk-reformatoriske og det grundtvigske. Under sådanne omstændigheder bliver det nødvendigt at kræve, at bønnen fra 1912 bliver erstattet af en bøn, der er i overensstemmelse med selve dåbens karakter.

Der må i den grundtvigske verden og i Indre Mission og andre kredse i Folkekirken være kræfter, der der vil tilslutte sig det grundtvigske synspunkt, at dåben ikke skal bestemmes af de skriftkloges teologi, for dåben er indstiftet af Guds eneste Søn, og dåben er følgelig troens personlige forhold til Gud ved ham, vor Frelser Jesus Kristus.

På Grundtvigs fødselsdag må vi sammen med fødselaren besinde os på den oprindelige kristne tro. Hvem vil være med til intensiverede studier? Måske er der ligefrem behov for at indbyde til et møde med lødige foredrag og debat.

---

Villy Klit-Johansen, 8. september 2025

Det er meget interessant, at professor Regin Prenter i de prædikener, han holdt i Branderup Kirke i midten af 70erne, forkynder helt og holdent grundtvigsk om dåben. Han prædiker ud fra Grundtvigs dåbspagtsteologi, som Grundtvig fra og med den “mageløse opdagelse” i 1824-25 har fået øjnene åbnet for i det lutherske dåbsritual. Alt hvad Grundtvig skrev efter den tid i et utal af salmer og flere dybtborende artikler er gennemsyret af denne befriende opdagelse.

Regin Prenter havde dette syn som udgangspunkt for sit arbejde med dåben og hele kristendomsforståelsen. Det er et syn, der flytter vægten fra teologernes fortolkning af Bibelen til Herrens levende ord i dåben og nadveren. Det er i virkeligheden også udgangspunktet for Grundtvigs folkelige syn. Grundtvig vidste jo, at her kunne børn og jævne folk være med. Levende kristendom var overleveret fra slægt til slægt netop ved døbefonten og nadverbordet – helt bortset fra “de skriftkloges” skiftende tankekonstruktioner.

Det er ikke mindst den stærke grundtvigske inspiration i Prenters forkyndelse, som har begrundet genudgivelsen. Det er ikke, fordi jeg mener, at vi kan gentage Prenters prædikener i 2024. Men vi læser jo også Grundtvigs og Luthers prædikener for at lære af dem.

Prenters grundtvigske, pastorale omsorg for “de små” kommer frem i prædikenerne fra Branderup-tiden. Det første eksempel kan findes i prædiken til

1. s. e. h3k, s. 21 ff.:

“Når Guds rige hører de små børn til, hvem kan da sige nej, når de beder om dåben …? Den bøn fremføres på barnets vegne af dets forældre.”

Uden polemik – polemik hører ikke hjemme i en prædiken – lader Prenter som om, den indledende bøn i ritualet stadig er den fra Luthers 1526-ritual, der stod i dåbsritualet indtil 1912. “Jeg råber til dig over denne N. din tjener, der beder om din dåbs gave … giv nu det gode til den, som beder …” Hele den drastiske omstøbning af ritualet og dermed forståelsen af dåben, der for alvor begyndte med enevældens lutherske ortodoksi og efterfølgende pietisme, og som kulminerede med ritualet af 1912, ser Prenter bort fra. Han prædiker luthersk-grundtvigsk om dåben.

To citater mere fra samme prædiken:

“Han [Jesus] vil kalde os barnedøbte tilbage til vor dåbs pagt. Han vil hjælpe os til at blive på den vej, han selv har banet for de små fra dåben til Guds rige. Også de store skal blive på den vej. Det er det, vi siger til vore konfirmander, når vi bekræfter dem i dåbspagten.”

Dåben er for Prenter dåbspagten, og konfirmationen er ikke konfirmandens eget bevidste svar på troens ord, som forældrene i sin tid svarede på ved døbefonten. Så stor betydning tillagde Grundtvig (og Prenter) ikke den voksne bevidsthed. Konfirmationen er intet andet end menighedens bekræftelse af dåben. Der skal ikke en ny kirkelig handling til, for at dåben kan “virke”. Derfor skal konfirmanden ikke højtideligt stilles et eller andet mærkeligt spørgsmål, som han/hun besvarer.

Og det sidste citat fra denne prædiken:

“Vi frelses ikke ved dåbsakten, men ved dåbspagten, som sluttes mellem Gud og os ved dåbsakten.”

Det er selve kernen i Grundtvigs mageløse opdagelse.

I prædikenen til 3. s. e. h3k, s. 29:

“Vi beder: “Herre, bevar os, sammen med den lille dreng, der i dag skal døbes i vor kirke, i den tro, du føder os påny til at leve i ved den hellige dåb. Bevar os i den tro, du som et sennepskorn sår i os ved døbefonten.”

Prenter kunne aldrig komme bort fra Grundtvigs dybe forståelse af den uløselige sammenhæng mellem Ordet og Troen. Som Prenter et sted i en af prædikenerne skriver: “Troen er slet ikke noget, vi kan gøre til vor ejendom, i en større eller mindre portion. Den tro, Jesus taler om, er noget andet end det, apostlene og vi mener, når ordet tro lyder.” Troen er den tro, som Kristus ved sit ord giver os (sår i os) i dåben.

2. påskedag, s. 69:

“Når den Opstandne kalder os ved navn – og det gjorde han, da han sluttede pagt med os i dåben – da løskøber, dvs. frier han os ud af den fortabelse, hvori vi befinder os, da giver han os magt til at kalde ham vor Herre.”

Ja, dåben er ikke vandet alene, dåben er dåbspagten, Herrens levende ord og hjertets ja til det.

1. søndag efter påske, s. 72:

“Da Fadervor under håndspålæggelse var overgivet os som Herrens og vor fælles bøn, altid hørt af Faderen i himmelen, da lød til sidst ordene: “Fred være med dig!”

Igen forudsætter Prenter det lutherske ritual fra før statskirkens skriftkloge, de luthersk ortodokse og pietisterne, gjorde sig til herrer over dåben. Det var det lutherske ritual, som Grundtvig digtede sine salmer på. I det kom Fadervor uden fantasifulde præstelige regibemærkninger lige efter ordene fra “børneevangeliet”: “Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Derefter skulle præsten lægge hånden på dåbskandidatens hoved og bede Fadervor, der altså i sammenhængen forstås som Herrens ord til den, der døbes. En overdragelse, der giver ret til sammen med Jesus at være Guds barn og tale til hans og vor himmelske Fader. Efter dåbspagten, vanddåben og menighedens bekræftelse af dåben sluttede dåben, som Grundtvig kendte den fra det lutherske ritual, særdeles stærkt med Jesu ord: “Fred være med dig.” Det er Herrens velsignelse, der giver, hvad ordet siger, til den, der tror det.

20. s. e. trin, s. 122-123:

Til sine vordende mordere siger Jesus til sidst: “Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.” Hvad er det for et folk? Det er alle dem, der i tro på den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus bliver døbt til hans navn. Og hvad er det for frugter, dette folk bærer? Det er alle de nye mennesker, som ved troen og dåben, slægt efter slægt, lukkes ind i Guds rige.”

Igen en meget grundtvigsk formulering. Kirken som et folk. Troen og dåben; de to ord står hos Grundtvig ALTID i den rækkefølge. Det er der nok en pointe i.

Betyder Prenters grundtvigske syn, at han benægter dåbens karakter af sakramente? Nej, selvfølgelig ikke. I prædikenen til 1. s. e. h3k over “børneevangeliet”, Mark 10,13-16 (s. 21) understreger han, at “dåben er uendelig meget mere end en forbigående barnevelsignelse, så smuk og betydningsfuld denne end er, når det er Jesus, der giver den. Dåben er, både når den gives til voksne, og når den gives til små, en ny fødsel af vand og Helligånd, som det hedder i brevet til Titus kap. 3, v. 5: det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.”

Der er slet ikke nogen modsætning mellem vægten på ordet og troen og dåben som genfødelsens bad, for Helligånden er netop “enheden af ordet og troen”. Denne tanke udfolder Prenter i Skabelse og Genløsning s. 481 ff. Og det er netop ordet og troen, der gør dåben til genfødelsens bad. Det er genuint grundtvigsk tankegods, som man ikke skal læse meget i de relevante grundtvig-skrifter for at støde på. Jeg nøjes med at anføre et enkelt eksempel.

Hvis man ser bort fra salmerne, har Grundtvig næppe udtrykt sin dåbspagtsteologi klarere, end han gør det i sin prædiken til aftensang 6. søndag efter trinitatis 1842 (Grundtvig, prædikener i Vartov, bind 3, Forlaget Vartov 2003). Sproget er lidt knudret, men tanken er klar. Han understreger først, at uden genfødelsen af vand og Ånd i dåben får man ikke magt til at blive Guds barn. Dåben er altså nødvendig. Dernæst får vi hans bud på, i hvilken forstand man kan tale om, at der sker en genfødelse i dåben:

“Dette er det første, mine venner, men det andet er ligesom dette, at uden ordet og troen udretter dåben slet intet, … så hvem der enten vil indbilde sig, at dåben kan genføde ham uden tro, eller at han genfødes ved nogen anden tro end troen paa det ord, som lyder til ham ved dåben, når han på Herrens vegne tilspørges: forsager du? og tror du? og døbes paa Herrens vegne i Faderens og Sønnens og Helligaandens Navn, og velsignes paa Herrens vegne med hans “Fred være med dig,” … får også nøjes med en indbildt genfødelse.” Så vidt Grundtvig. Der kunne anføres et utal af steder i Grundtvigs skrifter, både prosaskrifterne og de poetiske, med samme indhold.

Det er denne “dåbspagtsteologi” hos Grundtvig, som Regin Prenter var dybt indlevet i og øste så flittigt af. Prenter prædikede ud fra det lutherske ritual, som Grundtvig skrev sine salmer på. Og, som man kan konstatere, uden polemik, fordi polemik slet ikke hører hjemme i en prædiken. Tilhørerne i Branderup Kirke har sikkert ikke bemærket denne særlige side af Prenters forkyndelse, ligesom en læser let vil kunne overse den. Det, der betyder noget, når vi er til gudstjeneste, er jo at høre evangeliet og blive opbygget af det.

Gad vidst, hvad Prenter ville have ytret i forbindelse med det aktuelle arbejde med dåbsritualet! Plads i dåbskommissionen ville han næppe have fået. Dertil var han for grundtvigsk.

Villy Klit-Johansen, 14. juli 2025

Det er ikke konstruktivt at gøre kampen om dåbsritualet til et spørgsmål om at bevare Peder Madsens indledende bøn, som har stået i ritualet siden 1912.

En opmærksom sammenligning med Luthers “bede- og bankebøn” og “syndflodsbønnen” i hans ritual af 1526 gør det klart, hvad der er galt i den nuværende bøn. Der er faktisk sket et alvorligt skred.

Det, der i Luthers bøn netop er bøn, er i Peder Madsens bøn blevet til dogmatiske påstande og belæring, nemlig at vi i dåben bliver Guds børn og får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. I Luthers bøn derimod beder vi for dåbskandidaten om syndernes forladelse og det evige liv. Det sker med ordene: “at denne frelsende syndflod må bortskylle alt det, han har fra Adam, og det, han selv har gjort.” (syndernes forladelse), og “at han med alle dine troende må blive værdig til at få del i din forjættelse om evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.” (det evige liv). Det er virkelig en væsentlig forskel, om kirken så at sige har dåben i sin magt, eller om alt beror på Gud, og vi derfor er henvist til at komme til ham i ydmyg bøn.

Det næste, man bemærker, er, at Luther forudsætter, ligesom i højeste grad Grundtvig, at barnet er en selvstændig person, som Gud kan slutte sin pagt med. I Peder Madsens bøn er der derimod en tendens til at gøre barnet til en genstand, som man gør noget ved. Det er næsten som et ekko af den lutherske ortodoksis syn på dåben som en ækvivalent til den jødiske omskærelse. I Luthers ritual er det helt anderledes. Her foregår det mellem Gud og den, der døbes. Det, der sker i dåben, sker mellem Gud og den, der døbes. Derfor er det heller ikke gudfader eller gudmoder, der bliver spurgt med forsagelsen og trosbekendelsen, det er den, der bliver døbt.

I Peder Madsens bøn bærer vi et barn frem for Guds åsyn. I Luthers bøn er dåbskandidaten en, der “begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse”. Dåbskandidaten er en, der beder og banker på hos Gud.

I Peder Madsens bøn er således dåbskandidaten en passiv genstand. I Luthers bøn er denne en person, som Gud taler til, hvorved han kalder troen frem i dåbskandidatens hjerte. Det er det, Luther beder om: “at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden.” Dåbspagten er altså tænkt med i Luthers bøn. Det er den ikke i Peder Madsens. Dåbspagten var altafgørende for den lutherske Grundtvig. Vi har et godt eksempel i “Barnelivets favre dage”, 2. strofe:

Men hvad alle verdens vise
kun omsonst vil prøve på,
han, som alle kristne prise,
har bevist, hans ord formå:
hver, som tror af hjertens grund,
hvad han os har lagt i mund,
de i dåben fødes atter
til Guds børn, hans søn og datter. (DDS 454)

Det er et meget præcist udtryk for Grundtvigs “dåbspagtsteologi”. Kernen i dåben er Ordet og troen. Ordet, som Gud i dåben har lagt os i munden, er Fadervor og forsagelsen og trosbekendelsen. Gud har lagt os ordet i munden, så det vender tilbage til ham, når vi svarer ja til dåbspagtens ord, og når vi beder Fadervor.

Der er endnu en stor forskel. Peder Madsen forudsætter, man fristes til at sige: i forlængelse af den statskirkelige tvangsdåb, at dåbskandidaten er et barn. Men det er jo langtfra altid tilfældet. I dag endnu mindre end på Peder Madsens tid og endnu meget mindre end på Luthers tid. Luther forudsætter derimod, at dåbskandidaten er et menneske, der trænger til frelsen fra syndens og dødens magt. Hos Luther, som hos Grundtvig, er der ingen forskel på, om den, der døbes, er barn eller voksen. Dåben er den samme. Der er kun én dåb.

Endelig kan man pege på det ulogiske i at lade den indledende bøn begynde med tak. Det naturlige må være at indlede med bøn, som det er tilfældet i Luthers ritual af 1526, og slutte med tak. I ritualbogen er dåbskollekten (slutningskollekten) netop en takkebøn: “Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb …” Nadverritualet begynder heller ikke med en takkebøn, men med en bedebøn.

Presset fra moderniteten

Den nuværende dåbsbøn er, ligesom det allermeste af, hvad der bringes i forslag i dag, præget af moderniteten. Med moderniteten menes der subjektivismen, der vel har rod i pietismen. Man siger tit, at pietismen er individualistisk, hvilket måske er rigtigt, men hvad der er vigtigere: den er subjektivistisk. Den kulminerede med Kierkegaards eksistensteologi.

Rent bortset fra hvad godt der er at sige om Kierkegaard, alvor kan man ikke frakende ham, så er det velkendt, at han ikke regnede dåben for noget. Det, der gør et menneske kristent, er den personlige afgørelse i voksen alder, mente han. Pietisterne og Kierkegaard har på grund af deres subjektivisme store problemer med dåben, især barnedåben. Kierkegaard regnede dåben for “ren objektivitet”, som kun kunne få betydning ved en inderlig, subjektiv tilegnelse i voksen alder.

Det er moderniteten: Troen er en beslutning eller en følelse eller en oplevelse. Den eneste autoritet er selvet. Og det hjælper ikke noget så at flytte vægten til det objektive. Hele skaden er opstået ved opdelingen i objektivt og subjektivt. Det er en filosofisk figur, som er ganske fremmed for evangeliet og Guds Ånd. Det havde Grundtvig et skarpt blik for. Jeg har skrevet en selvstændig artikel om denne problematik, så jeg skal ikke komme nærmere ind på den her.

Moderniteten er også slået igennem i Peder Madsens bøn. Det er som om, han viger for presset fra moderniteten. Guds ord i dåben og troen på Guds ord i dåben er, som allerede påpeget, ladt ude af betragtning. Det er den afgørende forskel på bønnen i Luthers ritual og den af Peder Madsen forfattede. Analysen viser således, i hvor høj grad den bøn, der indleder det nuværende ritual, er bestemt af moderniteten.

Skal vi ikke benytte lejligheden til nu, da der er nedsat en dåbskommission, at prøve at komme tilbage i sporet? Vi kender indvendingen. Et spædbarn kan jo ikke tro, siger man, og det kan ikke svare. Svaret på indvendingen er: Hvis Gud ikke kan slutte sin pagt med et spædbarn ved sit ord og troen, der tager imod dét, han giver i sit ord, bør vi selvfølgelig ikke døbe børn. Så har baptisterne ret i, at barnedåb ikke har noget at gøre med en kristen dåb.

Dåbsbønnens relation til ritualets kerne

Ved formulering af dåbsbønnen bør det være en forudsætning, at den skal understøtte det, som er dåbens kerne. Dåbens kerne er, som allerede nævnt, hvad ordene angår, de ord, der tæt omgiver vandøsningen:

1. Fadervor under håndspålæggelse

2. Dåbspagtens ord (spørgsmål og ja-svar)

3. Døbeordene: Jeg døber dig …

4. Fredlysningen under håndspålæggelse

Bemærk, at disse ord i dåbens kerne er tiltale og tilsigelse, talt af Herren Jesus!

Den indledende bøn skal ligesom i øvrigt også de bibeltekster, der læses i ritualet, være saglige. Dermed menes, at de ikke skal forstyrre selve dåbens kerne ved at bringe al mulig teologi ind i ritualet, den være aldrig så god og velment. Sentimentaliserende ord om de søde børn og forældres bekymringer hører heller ikke hjemme i dåbsritualets indledende bøn. I bønnen skal der bedes om netop det, som Gud vil give i dåben. Det bør man holde sig for øje, når man drister sig ud i det såre vanskelige at formulere en dåbsbøn. Teologisk originalitet skal man gøre alt for at undgå. Dåbsteologi er en god, ja en nødvendig ting, men den skal ikke trænge ind i dåbsritualet.

Konklusion

1. Vi må have en bøn, der er mere bøn og mindre påstand og dogmatisk belæring. Navnlig er det vigtigt at få bønnen om Helligånden med, jf. DDS 446 “O, lad din Ånd nu med os være”.

2. Vi må have en bøn, der dækker både barnedåb og voksendåb.

3. Vi må have en bøn, der, i overensstemmelse med dåbens kerne, beder om netop det, som Gud vil give.

Et forsøg

Sprogligt kan bønnen nedenfor muligvis forbedres, uden at det går ud over indholdet. Andet steds argumenterer jeg for, at vi skal have én obligatorisk bøn i dåbsritualet, hvis vi fremtidig skal have et autoriseret ritual.

Lad os bede:

(Stedord indsættes alt efter dåbskandidatens/-kandidaternes køn og antal: han/ham/hans, hun/hende/hendes, de/dem/deres).

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for (___), der i dag kommer til den hellige dåb. Tag imod (___) som dit barn!

Jesus, vor Frelser fra syndens og dødens magt, du har selv sagt: “Bed, så skal I få, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer.” Giv nu dåbens gave til (___), der beder, og luk døren til dit evige rige op for (___), der banker på!

Kære Gud, send din Helligånd i (___s) hjerte! Lad dit ord lykkes, så (___) modtager, hvad du vil give i dåben! Forén (___) med dig i dåbens pagt og giv (___) at leve alle sine dage i din menighed i troskab mod dit ord og i forventning til dit kommende rige! Amen.

Villy Klit-Johansen, 9. juli 2025

Luthers Taufbüchlein og Grundtvigs mageløse opdagelse som en kritisk instans i forhold til den lutherske tradition i den danske kirke.

I anledning af, at Kirkeministeriets dåbskommission den 2. april udgav en midtvejsrapport er der grund til at minde om, at Grundtvig mente, at den lutherske reformation skulle fortsættes.

Vi giver ordet til Grundtvig:

”Hvad man end vil behage at kalde Reformation, saa betyder Ordet i det Latinske Sprog, hvoraf det er laant, dog en Fornyelse eller Gienfødelse af det Oprindelige i givne Forhold eller Indretninger, og toges i den Mening af Morten Luther og hans første Discipler, saa i Kirkens og Statens Historie kan den Lutherske Reformation aldrig komme til at betyde Andet, end det Lutherske Forsøg paa at bringe den Christne Kirke tilbage til sin oprindelige Beskaffenhed i alle Henseender.” (Grundtvig, Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?, Udvalgte Skrifter, bind. 5, s. 296.)

Grundtvig tænkte især på dåben. Den skulle så vidt muligt bringes tilbage til sin oprindelige beskaffenhed. Han brugte i dén forbindelse med forkærlighed udtrykket “dåben efter Kristi indstiftelse”.

Dåbsbønnen

Indflydelsesrige kredse i folkekirken arbejder ihærdigt på, at debatten om dåbsritualet kommer til at dreje sig om én bestemt ting. Det eneste afgørende for dem synes at være, at den indledende bøn, som biskop Peder Madsen i 1912 forsynede dåbsritualet med, bliver bibeholdt. Det er den noksom bekendte bøn, hvori det hedder: “Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.”

Disse kredse er bange for, at en afskaffelse af denne bøn vil afsvække eller helt fjerne teologien om, at vi i dåben bliver Guds børn, så der er en forskel på før og efter.

Teologien om, at vi bliver Guds børn i dåben er ikke forkert. Den er klart udtrykt af apostelen Paulus. Det er heller ikke forkert, at der er forskel på før og efter. Både Luther og Grundtvig fastholdt dette. Luther fremhæver det i sin “Taufbüchlein” fra 1526 i fortalen til hans dåbsritual fra dette år, og i Grundtvigs tekster findes det mange steder.

Der er imidlertid en markant forskel på, hvordan tanken om, at vi bliver Guds børn i dåben, fungerer i Peder Madsens ritual 1912 og i Luthers 1526. I Peder Madsens er det en dogmatisk påstand, pakket ind i en takkebøn. I Luthers 1526 er det noget, som der ydmygt bedes om. I fortalen til sit ritual skriver Luther: “Her hører du i denne bøns ord, med hvor megen klage og hvor alvorligt den kristne kirke bærer det lille barn frem og med vedvarende, utvivlsomme ord bekender for Gud, at det er besat af Djævelen og er et syndens og unådens barn, og således flittigt beder om hjælp og nåde gennem dåben, at det må blive et Guds barn.” (Oversat efter “Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche, Vandenhoech und Ruprecht in Göttingen 1967”, s. 535-536).

I samme skrift, s. 537, opfordrer Luther dem, der står omkring døbefonten, til at høre Guds ord og bede alvorligt med på bønnen. Og lidt længere fremme formaner han om, at alt skal gå ordentligt til ”så man ikke udsætter det høje sakramente for Djævlens spot og vanærer Gud, som deri med så overstrømmende og grundløs rigdom overøser os med sin nåde, så det ligefrem kaldes “en ny fødsel”, for at vi skal blive fri af al Djævelens tyranni, blive befriet fra synden, døden og helvede, og blive livets børn og arvinger til alle Guds åndelige goder og blive Guds egne børn og Kristi brødre.”

Der er ingen slinger i valsen: i dåben bliver vi Guds børn. Men det er værd at lægge mærke til, at det ikke fremsættes som en dogmatisk påstand. Den lutherske reformations dåbsritual har bønnen som fortegn. Det, at vi i dåben bliver Guds børn, er ikke en selvfølgelig ting. Det fremstår ikke som den rigtige teologi, som menigheden i dåbens situation skal belæres om af de skriftkloge teologer. Det er noget, som vi tigger Gud om.

Forskellen på det lutherske og det moderne ritual er til at tage og føle på. Rent faktisk er der en afgrund mellem dem. I det moderne ritual er det at blive Guds barn kirkens påstand.. Det leder unægtelig tanken hen på en selvsikker og selvgod folkekirke, der endda med staten i ryggen kan dele ud af sin rigdom. Dette skriver jeg med stor ulyst. Jeg  ved næsten ikke, om jeg tør skrive det, men prøv at læse Johannes´Åbenbaring kap. 3, v. 14-22!

Når vi så kommer til selve Luthers 1526-ritual, der er udgangspunktet for folkekirkens ritual, ser vi det samme. Fortegnet er bønnen: “Jeg råber til dig over denne N., din tjener, der beder om din dåbs gave og begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse.” Derefter kommer “bede- og bankebønnen”, hvor den, der skal døbes, ligeledes betragtes som en, der beder og banker på hos Gud: “så giv nu det gode til den, som beder, åbn døren for den, som banker, at han må erhverve dette himmelske bads evige velsignelse o.s.v.”.

I den danske folkekirke lægger vi i den indledende bøn ud med at fastslå som en kendsgerning, at vi bliver Guds børn i dåben. Det er ikke er nogen bøn, for vi beder ikke om noget. Vi er rige. Vi har ikke brug for at bede Gud om noget. Jo, i bønnen beder vi ganske vist også om, at Gud vil tage imod det barn, som vi bærer frem for hans ansigt, men den bøn falder til jorden, fordi et bestemt teologisk motiv (at vi i dåben bliver Guds børn) er blevet indført i ritualet og endda stillet i spidsen, så det kommer til at bestemme hele ritualet og trække opmærksomheden bort fra selve dåbens kerne, der er Kristi oprettelse af sin pagt med den, der bliver døbt.

Peder Madsens bøn fra 1912 er ikke udtryk for en stor tiltro til Gud eller et “stærkt dåbssyn”, som indflydelsesrige og magtfulde kredse af teologer mener. Den er tværtimod et markant udtryk for et dåbsritual, der er kørt af sporet – bort fra den lutherske reformation.

En nærmere analyse og sammenligning med reformationens bøn viser, at vi gerne kan undvære Peder Madsens bøn. Det store spørgsmål er, hvad vi så skal have i stedet. Det er derom, kampen bør stå. Vi kan ikke uden videre vende tilbage til reformationens bøn, men vi skal i ritualet have en bøn, der er virkelig bøn, og vi skal have en bøn, der korresponderer med selve dåben som Kristi indstiftelse. Vi skal ikke have en bøn, hvori en selvtilstrækkelig kirke flager med sin teologi.

Missionsbefalingen i dåbsritualet – dåbens indstiftelse

Missionsbefalingen fra Matt. 28,19-20 får i dåbskommissionens midtvejsrapport en meget central placering lige før dåbspagten og dåben Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det ligger helt på linje med ånden i Peder Madsens bøn. I midtvejsrapporten bliver missionsbefalingen oven i købet kaldt dåbens indstiftelsesord. Den pointeret antigrundtvigske Peder Madsen docerede også, at missionsbefalingen er dåbens indstiftelsesord, og han påstod ganske frimodigt, at tilspørgslen med forsagelsen og troen ikke hører med til dåben efter Kristi indstiftelse! (Se “Den kristelige troslære, s. 616-617!).

At missionsbefalingen skulle være dåbens indstiftelsesord er en opfindelse af den pietistiske biskop Hersleb (1689-1757), der i en lang betænkning gav udtryk for, at det var en mangel, at dåbens indstiftelse, og dermed mente han Matt. 28,19-20, ikke var med i ritualet. Han foreslog, at den skulle læses umiddelbart før tilspørgslen med forsagelsen og trosbekendelsen. Det er netop, hvad dåbskommissionen nu foreslår. Teksten fra Matt. 28. opfattes sådan, at kirken har fået fuldmagt til at udføre dåben på Guds vegne. Igen trænger kirken sig frem og gør sig stor og mægtig på Kristi bekostning.

I Luthers 1526-ritual skal dåbens indstiftelse findes i Jesu dåb ved Johannes Døber. Det fremgår af “syndflodsbønnen”, der følger efter “bede- og bankebønnen”: “du, som gennem dit kære barns, Jesu Kristi dåb har helliget Jordan og alle vande til en salig syndflod og en rigelig renselse fra synden …”. Missionsbefalingen fra Matt. 28. er opstået senere end dåben og hører slet ikke hjemme i ritualet. Dåben er ældre end Matthæusevangeliet. Dåbens indstiftelse er Jesu egen dåb, og når vi bliver døbt, bliver vi døbt med hans dåb og bliver ét med ham, så vi sammen med ham er Guds børn. Motivet Guds børn er til stede i det lutherske ritual før Peder Madsens revolution i 1912, men rigtignok på en ganske anden evangelisk måde.

Fadervor i dåbsritualet

Motivet Guds børn er til stede et sted mere i det lutherske ritual, nemlig i fadervor, der i det klassiske ritual står før vanddåben, lige efter “børneevangeliet”, der slutter: “og han tog dem i favn og velsignede dem”. Derefter skal præsten lægge sin hånd på dåbsbarnets hoved og bede fadervor. Fadervor er altså forstået primært som Kristi eget levende ord til den, der døbes. Fadervor overdrages til den, der skal døbes, og denne inddrages dermed i Jesu eget barneforhold til den himmelske fader.

Dåbskommissionen vil beholde fadervor på Peder Madsens placering af Herrens bøn efter dåben, hvor bønnen mister sin oprindelige betydning. Kommissionen vil ikke have fadervor flyttet tilbage i dåbens kerne af Kristi levende ord til den, der døbes. Man vil beholde den på den nuværende plads i forløbet. I midtvejsrapporten hedder det, at fadervor “fungerer på dette sted i ritualet som de døbtes gave til den døbte.” (s. 43). Igen gør kirken sig rig og magtfuld ved at tiltage sig ejerskabet til Kristi ord, som den kan dele ud af. Kommissionen foreslår endda, at fadervor kan flyttes til efter faddertiltalen.

Der savnes et kritisk forhold til den lutherske tradition 

Det kan ikke nægtes, at den danske statskirke/folkekirken i tidens løb gradvis har ændret dåben, så den er er kommet langt bort fra fra den lutherske reformation. Det er ingen overdrivelse at sige, at dåbsritualet er kommet ganske tæt på den middelalderlige katolske opfattelse af dåben som virkende automatisk (“ex opere operato”). Man kan roligt sige, at dåbsmagien har sneget sig ind i ritualet.

Den meget indflydelsesrige biskop Martensen (1808-1884) kan ikke sige sig fri for en stærk tendens i den retning. Han hævdede, at Helligånden ganske vist gives i dåben, men ikke troen. Helligånden gives derimod i dåben som en evne til at tro, en mulighed, der sidenhen kan udvikles. Denne lære overtog Indre Missions formand Vilh. Beck. Den findes allerede i den middelalderlige katolske teologi. Middelalderens katolske “normalteolog” Thomas Aquinas mente netop, at spædbarnet i dåben får skænket trosevnen, men den aktuelle tro vokser først frem senere i livet. (“Med nåden i favn”, Fønix 2024, s. 216). Det er en farlig lære, for den medfører en betydelig risiko for, at troen, der altså skal følge efter, når barnet bliver voksent og bevidst, bliver en menneskelig præstation. Samtidig medfører det, at et spædbarn altså kan blive frelst uden tro. Det er en forestilling, der er helt utænkelig for Luther og Grundtvig.

I folkekirken mangler vi desværre selvkritik. Grundtvig var i stand til at forholde sig kritisk til den lutherske tradition efter reformationen, men hans indsigter efter den mageløse opdagelse i 1825 har sat sig ringe spor. Han mente som bekendt, at den lutherske reformation skulle fortsættes. Men der er desværre sket det, at kirkens ritual i stedet har bevæget sig længere og længere bort fra reformationens dybeste anliggende: At dåben er det fornemste udtryk for, at et menneske retfærdiggøres ved troen på Kristus.

Luthers ritual af 1526 er på tysk. Luther droppede latinen; det var ham meget om at gøre, at der blev “døbt på tysk”, så at fadderne og de omkringstående, “desto mere kan blive tilskyndet til tro og alvorlig andagt.” Og han mente som bekendt, at Ordet og troen var det afgørende i dåben, ligesom det var for Grundtvig.

Grundtvig skrev en artikel på 12 sider i Den Christelige Børnelærdom om Ordet og Troen (Udv. Skr. 9, s. 437-448), og i Christenhedens Syvstjerne har han en lang række strofer i afsnittet “Tysker-kirken” om samme emne (“Christenhedens Syvstjerne, Th. Michaelsen og Tilges Forlag, København 1860, ss. 121 ff. I Th. Balslevs udgave, Kirkeligt Samfund 1955, er det fra strofe 23 og videre, s. 150 f.). Disse skrifter burde i langt højere grad frugtbargøres i arbejdet med dåbsritualet.

Ordet og troen som det centrale i dåben betyder, at dåben er en pagt, hvorved Kristus nådigt tager den, der døbes, ind i troens forhold til ham. Troen er i absolut forstand en gave. Derfor bedes der i “syndflodsbønnen” om, at Gud “i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden.” Grundtvig er i det stykke helt på linje med den lutherske reformation. Opfattelsen af dåben som en pagt er ganske vist ikke helt fraværende i midtvejsrapporten, men den får desværre ikke nogen indflydelse på de tre mulige modeller, der foreslås.

I dåbskommissionens midtvejsrapport savnes en kritisk forholden sig til den lutherske tradition, og der mangler en bestræbelse på tilbagevenden til det oprindelige.

Det oprindelige er en fattig kirke, der ved dåben tigger Gud om den gave, han i dåben vil give ved sin Søn, vor frelser Jesus Kristus. Gaven udtrykkes på mange måder. Ikke mindst er det syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv, som det hedder i dåbspagten.

Villy Klit-Johansen, 9. juli 2025

Revolution eller reformation

Midtvejsrapporten udkom den 2. april, H.C. Andersens fødselsdag. Men noget eventyr er der ikke tale om. Rapporten er tør i sproget, som det sig hør og bør i den slags tekster. Kommissionen har arbejdet systematisk – og hårdt, der er gået et stort arbejde forud. Det er der grund til at takke kommissionens medlemmer for.

Der er mange gode detaljer i rapporten. Dem ser vi imidlertid i denne omgang bort fra. Det skal ikke handle om enkeltheder, selv om de kan være vigtige nok, men om tendensen, retningen. Er der tale om en revolution eller en reformation?

En nøgtern vurdering er, at rapporten er det foreløbig sidste skridt i en revolution i slow motion. Revolutionen begyndte ret hurtigt efter reformationen. Vi vil ikke her følge udviklingen skridt for skridt, men lader det stå som en påstand, at teologerne, de skriftkloge, som Grundtvig ville sige, i ortodoksiens tid indførte den ene ændring efter den anden, der førte bort fra reformationens anliggende, og denne udvikling accelererede under den statskirkelige pietisme.

Tendensen i udviklingen var en bevægelse bort fra dåben som en pagt, der oprettes med den enkelte ved Kristi levende ord og troen, der tager imod hans gave, hen imod et ”exegeternes pavedømme”, idet teologerne i stadig stigende grad kilede deres fortolkning af skriften ind mellem Gud og mennesket. På den måde gjorde de sig til herre over dåben og menneskers gudsforhold.

Da Grundtvig fik øjnene op for denne ulykkelige tilstand, råbte han vagt i gevær. I forsøget på at standse den revolution, der var i gang, talte og skrev han år efter år om dåbspagten som essensen af dåben. Kristi levende ord og troen på det er dét, der gør dåben til genfødelsens bad i den Helligånd. Grundtvig var af den grund ildeset i det statskirkelige magtapparat.

Efter Grundtvigs død begyndte mange af hans venner at omtolke ham, så revolutionen kunne fortsættes. Den kulminerede med dåbsritualet i 1912. 1992-ritualet ændrede intet, og nu er det klart, at dåbskommissionen ønsker at fortsætte revolutionen. Kommissionens udspil lægger op til, at den inden længe føres igennem til sejr.

Hvordan? 1. Jo, strukturen fra Peder Madsens dåbritual af 1912 bevares. Denne struktur og hvad deraf fulgte, betegner ellers det største brud med den lutherske reformation. 2. Fadervor flyttes ikke tilbage på plads i dåbsritualets kerne af Kristi levende ord, men tages ud af Kristi mund og lægges i menneskers. Det hedder, at fadervor er de døbtes gave til den døbte. Igen skydes der en menneskelig instans ind mellem Gud og hans menneske. 3. Missionsbefalingen fra Matt. 28,19-20 flyttes hen til lige før vanddåben, og denne bibeltekst bliver gjort til dåbens indstiftelsesord, så den indtager den plads, der kun tilkommer Kristi levende ord i dåbspagten. Dette er bare de vigtigste ting. At revolutionen er foregået skridt for skridt betyder ikke, at der ikke kan tales om en revolution. Samlet set betyder udviklingen i den lutherske statskirke en total omvæltning.

Hvis der er nogen af kommissionens medlemmer, der støtter Grundtvigs intention og bestræbelse på, at kirkens dåb skal være “dåben efter Kristi indstiftelse”, har de ikke kunnet sætte sig igennem. Prisen betales af dem, Grundtvig kaldte ”de små”, af mennesker af alle slags, hvis hjerte hænger ved Kristus. De må ængstelige spørge, om dåben i statskirken er Kristi dåb eller de skriftkloges dåb.

Grundtvig var i den grad imod de statskirkelige lutheranske skriftkloges revolution. Han var reformationens mand. Han skriver:

”Hvad man end vil behage at kalde Reformation, saa betyder Ordet i det Latinske Sprog, hvoraf det er laant, dog en Fornyelse eller Gienfødelse af det Oprindelige i givne Forhold eller Indretninger, og toges i den Mening af Morten Luther og hans første Discipler, saa i Kirkens og Statens Historie kan den Lutherske Reformation aldrig komme til at betyde Andet, end det Lutherske Forsøg paa at bringe den Christne Kirke tilbage til sin oprindelige Beskaffenhed i alle Henseender.” (Grundtvig, Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?, Udvalgte Skrifter, bind. 5, s. 296.)

Især gjaldt det for Grundtvig dåbens og nadverens skikkelse. Han arbejdede ved Åndens kraft på, at kirkens dåbsritual skulle afspejle dåben efter Kristi indstiftelse. Dette forstod han som den lutherske reformations anliggende: At forsøge at bringe den kristne kirke tilbage til sin oprindelige beskaffenhed i alle henseender.

Kommissionen har skullet tage en række hensyn. Der nævnes: Bevidsthed om, at vi står i en tradition, evangelisk-luthersk, grundtvigsk, pietistisk, som folkekirke og som en del af Kristi kirke i verden. Yderligere: Bevidsthed om samtid, kultur og samfund, herunder sprog og erfaring. (Midtvejsrapporten s. 13). Alt sammen er udmærket, men hvad der mangler, er hensynet til det reformatoriske. Det skulle da ellers være det vigtigste. Ikke at kommissionen skulle agere reformator. Selvfølgelig ikke. Den skulle blot have forholdt sig kritisk til den lutherske tradition. Kritikken behøvede de ikke engang præstere selv, den er leveret på et sølvfad af Grundtvig. Hans indsats kunne kommissionen have ladet sig inspirere af i stedet for at vandre videre ad slow motion-revolutionens vej.

Alt tyder på, at løbet er kørt. Og hvad så? Ja, hvis de reformatoriske og de revolutionære skal kunne blive i folkekirken sammen, er tiden inde til at gennemføre Grundtvigs forslag om ritualfrihed. Så vil det blive tydeligt, at der er forskellige slags kristendom i folkekirken, og den enkelte kan frit vælge mellem de forskellige slags menigheder.

For klarhedens skyld: Til de revolutionære må regnes dem, der betragter den nuværende struktur i dåbsritualet som hellig, og dem, der kæmper en brav kamp for at bevare den pietistiske biskop Peder Madsens bøn fra 1912, for, som det atter og atter påstås, så vil en afskaffelse af denne bøn betyde en afsvækkelse af dåben som sakramente. Som om dåben først blev et sakramente i 1912! Og som om det er dogmatiske påstande, pakket ind i en takkebøn, der gør dåben til et sakramente!

Kommissionen lægger op til forskellige alternative bibelske læsninger i dåbsritualet. Den øgede brug af bibeltekster i ritualet betyder, at dåbspagten sættes i skyggen, og forskellige teologier føres ind i dåbsritualet, hvor de slet ikke hører hjemme. Deres rette plads er i prædiken og undervisning.

Endelig åbnes der mulighed for, at dåbspagtens ord i gudstjenester med dåb lyder som menighedens fælles bekendelse, hvorefter den, der skal døbes, bliver spurgt med en stærkt forkortet udgave af dåbspagtens ord. Det vil skabe det indtryk, at menighedens bekendelse er den primære form af trosbekendelsen. Men det er den spørgende form ved dåben, der er den primære. Det betyder, at både troen og de ord, med hvilke vi kan bekende den, er Guds gave i dåben. Det må fastholdes, at der kun kan døbes på et ja til Herrens levende ord og ikke på et ja til menighedens fælles bekendelse. Igen skydes en menneskelig instans ind mellem Gud og menneske. Der foreslås endda en kort tilspørgsel uden forsagelsen! Grundtvig må vende sig i sin grav.

I stedet for kommissionens forslag anbefales følgende: Ved højmesse med dåb udelades fælles bekendelse, og ved dåben benyttes der fuld tilspørgsel til den eller dem, der skal døbes.

Man skal ikke se bort fra, at det er en vanskelig opgave for kommissionen at finde en fællesnævner for de meget forskellige holdninger, som findes i folkekirken. Det er mere end svært. Kommissionen har gjort et behjertet forsøg, men det klogeste vil være at erkende, at opgaven er umulig.

Villy Klit-Johansen, 15. maj 2025

Sangværk bind I, nr. 92

1. Fader-Vor er Herrens Bøn,
Passer sig kun for Guds Søn,
Som Sig os tilregner,
Og for Brødre, Systre smaa,
Som, med Barne-Tro derpaa,
Ham sig kækt tilegner!

2. Men hvor er nu Tro og Haab,
som de lyde ved vor Daab,
Hvem har dem nu inde?
Fattes ei de Liv og Aand,
Selv hvor de med Barne-Haand
Drages end til Minde!

3. Derfor læses Fader-Vor,
Som i Bog det skrevet staar,
Sjelden kun det bedes,
Sættes lavt mod egne Ord,
Regnes knap ved Herrens Bord,
Naar til fest, der redes !

4. Som det gaar med Herrens Bøn,
Saa med Navnet paa Guds Søn,
Rod til Bønnens Dyder:
Faa kun lyder saa i Favn
Nu vor Herres Jesu Navn,
At det Hjertet fryder!

5. Vel hver Bøn med ærligt Sind
Kommer for Guds Throne ind,
Engle den frembære,
Undres selv dog høilig paa,
At ei længer nu de Smaa
Fader-Vor kan lære!

6. Lederen paa Livets Vei,
Herrens Aand dog undres ei,
Dybt Han kun bedrøves,
Sukker: hvi kom jeg herned
Til den hele Menighed,
Hvis jeg ei behøves!

7. O du gode Hellig-Aand!
Aldrig kan dit Lede-Baand
Herrens Folk undvære,
Ei til Himmels fare Børn,
Hvis paa Vinger ei som Ørn
Du os did vil bære!

8. Bliv ei vreed, vi sov saa haardt,
Kirke-Livet sov vi bort,
Og med Livet Trøsten,
Aar for Aar blev Hjertet sløvt,
Dag for Dag blev Øret døvt
Da for Himmel-Røsten!

9. Men nu vaagned vi igjen,
Som en Død, hvis bedste Ven
Ved hans Baare sukked,
Da dit Suk blev Hjertets Trøst,
Atter for din Guddoms-Røst
Øret sig oplukked!

10. Herrens Bøn og Troens Grund
Hørde af din egen Mund
Vi da brat med Gammen,
Hørde saa og Herrens Ord,
Ved vor Daab og ved Hans Bord,
Sagde Alle Amen!

11. Op vi med det Amen fik
Munden, som i Baglaas gik,
Mens vi sov på Bogen,
Var maaskee det lidt for høit,
Lød vort Amen lidt for drøit,
Saa kun bli’r man vaagen!

12. Nu vi komme grant ihu,
At vor Talsmand kaldtes du,
Før vi randt af Rode,
Talsmand i vor Herres Navn,
Ham til Ære, os til Gavn,
Faders Aand, den Gode!

13. Derfor sagte nynne vi:
Talsmand! staae os kraftig bi!
Lær Du os at bede,
Som Guds Søn, der, uden Bog,
Himlens rette Barne-Sprog
Husked godt hernede!

14. Trøstens Aand paa Jorderig!
Troen lever kun af Dig,
Giv den Mod og Evne,
Saa i Navnet af Guds Søn
Vi kan bede Herrens bøn,
Gud vor Fader nævne!

15. Uden Dig det klinger dødt,
Haardt og stivt, ei blødt og sødt,
Jesus Drot at kalde,
Lær os Smaa nu, i din Favn,
I vor Herres Jesu Navn
Ret paa Knæ at falde!

16. Slaae et Kors  med Herrens Røst
For vort Ansigt og vort Bryst,
saa vi kan fornemme,
At vor Jesus, det er Ham,
Som, trods Korsets Død og Skam,
Har Gud-Faders stemme!

17. Da vi hørde Troens Ord,
Vel med Ja og Amen svor
Vi til Korsets Fane,
Men kun paa det Vilkaar godt,
Vei til vor og Korsets Drot
Du os vilde Bane!

18. Der var Himmel-Vidner Tre
Til vor Daab, vel ei at see,
Alle dog at høre;
Med din egen Mund de To
Dig i Pant til Moder tro
Satte for vort Øre!

19. Ja, det er en afgjort Sag,
Dig pantsatte til sin Dag
Herren i sin Kirke;
Godt begyndt er halvt fuldendt,
Saa det Værk, Du er udsendt
Til som Gud at virke!

20. Selv den store Snog at slaa,
Selv til Paradis at gaae,
Os er over Magten,
Havde derfor Herren glemt,
Hvad Han loved os bestemt,
Selv Han brød jo Pagten!

21. Men kan Moder glemme Søn,
Os ei glemmer Han i Løn,
Som os dyrekiøbde,
Som os, til en evig Trøst,
Med sin Faders Aand og Røst
Korsede og døbde!

22. Skiøndt vi brød den gode Pagt,
Stod mod Fienden slet paa Vagt,
Sov fra al vor Glæde,
Han til Enden elsked dog
Dem, Han skrev i Livets Bog,
Elskede som Spæde!

23. Han os kaldte med sit Kluk,
Han os vakde med dit Suk
Trøster med din Tale,
Bøier i sit Frelser-Navn,
Løfter til sin Faders Favn
Høit i Himmel-Sale!

24. End vi stamme paa den Bøn,
Der kun passer paa Guds Søn,
Som sig os tilregner,
Og paa Brødre, Systre smaa,
Som, med Barne-Tro derpaa,
Ham sig kiækt tilegner!

25. Vækst vi alle har behov,
Levende dog, Gud Skee Lov!
Stamme vi i Aanden!
Kommer Tid, da kommer Raad,
Stemmen giennem Sang og Graad
Styrkes efterhaanden.

26. Da Guds Aand af Hjertens Grund
Lægger Bønnen i vor Mund,
Fader-Vor vi sige,
I vor Herres Jesu Navn,
Saa os i Hans Faders Favn
Aabnes Himmerige!

som det kommer til udtryk i salmen “Fadervor er Herrens bøn”, Sangværk I, nr. 92

Hvis man vil finde ind i hjertet af Grundtvigs kristendom, er “Sangværket” en guldgrube. Når man er kommet i gang med læsningen, er det simpelthen umuligt at stoppe. Guldet glimter alle vegne.

 ‘Fadervor er Herrens bøn’ er måske ikke et af Grundtvigs poetiske mesterværker, men den kan læses som en indføring i det centrale i Grundtvigs kristendom. Læser man salmen, vil man straks se, at Grundtvig ikke kan sige fadervor uden at sige dåben, og han kan ikke sige dåben uden at sige fadervor – eller faktisk dåbspagten og fadervor – for det, der gør dåben til det, den er, er det levende ord, talt af Jesus selv ved dåben. Han lever og er usynlig til stede ved dåben og nadveren. Han lever i dag i sin kirke, hvor han virker ved Helligånden.

Grundtvigs kristendom er en folkelig kristendom. Derom senere. Det er ikke kun i denne tekst, at det forholder sig sådan, det er sådan, det er overalt i Grundtvigs trykte, skriftlige produktion efter den mageløse opdagelse.

Salmen er repræsentativ for Grundtvigs kristendom. Det kan man ikke helt sige om det udvalg af hans salmer, der har fundet optagelse i Den danske Salmebog. I det følgende vil den blive analyseret, kommenteret og tolket. Dette er skrevet i det håb, at Grundtvigs digt må blive læst.

Det er ikke sikkert, at alle læsere er i besiddelse af “Sangværk til den danske kirke” med salmer og kristelige digte gavmildt strøet ud over de i alt 2799 sider. Derfor har jeg tastet salmen ind. Den kommer i et særskilt opslag.

Den åndelige elendighed og vendepunktet

Strofe 1-5

1. Første strofe er vigtig. Det ses af, at den gentages med variation i strofe 24. Fadervor er i streng forstand Herrens bøn, men den bliver også vores, idet han ved dåben giver sig selv til os, så vi bliver hans små brødre og søstre, når vi med barnetroen frimodigt tager imod ham.

“Han tilregner sig os”. Der tænkes både på, at han blev menneske som os og levede og døde og opstod for os, og at han er levende blandt os i sin menighed.

2. Hvordan giver han sig til os i dåben? Det gør han i sit ord, i dåbens ord. “Tro og håb” er Grundtvigs måde at sige troens ord og fadervor. Forsagelsen og trosbekendelsen er troens ord, og fadervor er hos Grundtvig håbets ord. Troens ord og fadervor lyder til os i dåben, lige til at tage imod. Troens ord og fadervor hører til i dåbsritualets kerne. Det bør siges ind i debatten om dåbsritualet i denne tid.

Men hvordan står det til hos os med troens og håbets ord? Hvem har dem i hjertet? Grundtvig mener, at ordene mangler liv og ånd. Det står ikke godt til.

3. Fadervor bliver læst op af en bog. Som en død remse. Bedt bliver den sjældent, den kommer ikke fra hjertet. Her antydes allerede Grundtvigs kritik af den lutherske skriftteologi efter reformationen. Bog-teologien endte med åndelig død.

Det er ikke et godt tegn, at det regnes for finere at bede med sine egne ord end at bede med på Herrens bøn. Den er dog bordbønnen ved nadverens festmåltid!

4. Som det er med fadervor, er det desværre også med Jesu navn. Det er få, hos hvem navnet lyder, så det fryder hjertet.

5. Ganske vist når enhver bøn, der bedes med et ærligt sind, ind for Guds trone, for englene bærer den derind. Men englene undrer sig over, at “de små” ikke længere for alvor kan lære fadervor. Teologernes døde skriftteologi er gået ud over “de små”, der trænger til evangeliets trøst. De blev gjort afhængige af teologernes skiftende (og ofte forkerte) tolkninger. De små er ikke udelukkende de spæde børn, de små er alle, der ved med sig selv, at de ikke er værdige til at komme i Himmeriget. Det er jo nemlig målet at komme i himmeriget. (strofe 26,6).

Grundtvig skriver i “Den kristelige Børnelærdom”: “Endelig er det klart, at efter Apostel-Skriften skal baade den sande Kristendom, som Aabenbaringen af den himmelske Faders Kærlighed, uden al sammenligning være mest tiltalende for ”de smaa” i alle Maader: de umyndige, enfoldige og ydmyge, og tillige skal Erfaring vise, at den ægte Menighed bestaar fornemmelig af dem, der slet ingen Anseelse har i denne Verden, enten for Højbyrdighed, Rigdom, Magt eller Lærdom og Vidskab …” (Udvalgte skrifter 9, s. 338).

Grundtvigs kristendom er en folkelig kristendom. Grundtvig var stærkt imod præsters og teologers tendens til at stille sig imellem Guds ord og mennesket. I den Romersk-katolske Kirke var det det gejstlige hierarki med paven i spidsen, der stillede sig frem, så de skyggede for evangeliet. I den lutherske kirke så han en lignende tendens. Her var det blot de lærde, der med deres skriftfortolkning gjorde sig til herre over menighedens tro. Grundtvig brugte om dette udtrykket ”det eksegetiske pavedømme”. Grundtvig holdt stærkt på, at de lærde ikke har lov til at gøre ”de små” afhængige af deres teologiske fortolkninger. De små har nemlig direkte adgang til livets ord i dåben og nadveren. Det er det folkelige i Grundtvigs kristendom.

Strofe 6-19:

6. Englene undres. Herrens Ånd til gengæld bedrøves dybt og sukker

7-8. Fra strofe 7 henvender salmen sig til Helligånden. Helligånden omtales, henholdsvis tiltales, “Herrens Ånd” (str. 6) “du gode Helligånd (str. 7), “vor Talsmand … Faders Ånd, den gode” (str. 12), “trøstens Ånd på jorderig” (str. 14), “sin [Jesu] Faders Ånd og røst” (str. 21), “Guds Ånd” (str. 26). Henvendelsen til Helligånden fortsætter til og med strofe 23.

I de to strofer 7-8 har henvendelsen til Helligånden karakter af inderlig bøn. Vi er ikke selv i stand til at “fare til himmels” (i bøn? eller mest sandsynligt ultimativt om den evige frelse), Helligånden må bære os derop.

Det står rent elendigt til. Grundtvig tigger Helligånden: Bliv ikke vred! Vi sov kirkelivet bort. Hjertet blev mere og mere sløvt, og øret blev døvt for himmelrøsten. Det er netop Ordet, det levende ord, Helligånden virker igennem. Helligånden er den kraft, der virker i ordet.

I tredje vers i strofe 8 kommer noget for Grundtvig vigtigt. Sammen med livet sov vi trøsten bort. Trøst skal ikke forstås, som når vi trøster et barn, der har slået sit knæ. Der menes ikke ”et trøstende ord” i den forstand, men konkret HJÆLP mod dødens magt.

Grundtvig var særdeles vel bevandret i den akademiske teologi, men det er ikke den slags, der ligger ham på sinde. Han er først og fremmest sjælesørger. Han var aldrig ansat på Universitetets teologiske fakultet og benyttede sig ikke af akademikernes videnskabelige form, men ikke desto mindre var han Danmarks største teolog i 1800-tallet. For ikke at sige, at han er vores største teolog i tiden efter reformationen.

Ordet trøst kommer igen i strofe 9, 14, 21 og 23. Salmen er skrevet for dem, der trænger til trøsten fra Guds ord. Det er dem, Grundtvig kalder “de små” (strofe 1, 5, 15 og 24). Til dem hørte digteren selv, og andre end de, der trænger til trøsten, vil næppe have interesse for hans ord.

Vendepunktet

Strofe 9-10 er vendepunktet.

9. I strofe 9 vender det. Vi vågnede faktisk af den åndelige søvn. Eller endnu stærkere: Den åndelige død. Opvækkelsen lignede i virkeligheden en dødeopvækkelse. Helligåndens suk blev hjertets trøst. Der spilles på Rom. 8,26: “Også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.” Ved Helligåndens kraft lukkede øret sig igen op for det levende ord fra Gud. Igen: Ånden virker igennem ordet.

Grundtvigs kristendom er vækkelseskristendom. Kristendom er liv og ånd. (str. 2). Ikke tilfældigt fylder henvendelsen til Helligånden det meste af salmen. Helligånden er den levendegørende kraft i Herrens ord,

Kristenlivet er tro og håb. Hvis vi vil have kærligheden med, må vi gå til nr. 93, 3.

10.

Herrens Bøn og Troens Grund
Hørde af din egen Mund
Vi da brat med Gammen,
Hørde saa og Herrens Ord,
Ved vor Daab og ved Hans Bord,
Sagde Alle Amen!

Den mageløse opdagelse var den, at den levende Jesus ved dåben og nadveren taler sit lige så levende ord til os. Netop til os. Helligånden er den “måde”, Herren nu er til stede og taler til os. Da vi vågnede op og hørte ordet af Åndens egen mund, var det dermed Herrens ord, vi hørte. Ordet kaldes “Herrens bøn og troens ord”. Det vil som sagt sige fadervor og dåbspagten.

Grundtvig havde lært af Luther (Den lille Katekismus), at dåben ikke er “bare vand, men den er vandet, indesluttet i Guds befaling og forbundet med Guds ord.” Grundtvig så imidlertid klarere end Luther, at dåbens ord ikke er skriftsteder, men det levende ord.

Når Grundtvig altså regner fadervor og dåbspagtens ord for at være dåbens ord, betyder det, at fadervor og troen gives os i dåben, og dermed er det udelukket, at det skulle være Grundtvigs opfattelse, at fadervor i dåbsritualet først hører hjemme efter dåben, som der lægges op til det i det drastisk omstøbte ritual af 1912. Se også Den kristelige Børnelærdom: “Fadervor, som, når vi ved dåben modtager det af Herrens egen mund”. (Udvalgte Skrifter 9, s. 378). Selvfølgelig hører fadervor hjemme i kristenlivet efter dåben, den er beregnet til at bedes hver dag, men Herrens bøn kan kun være den døbtes bøn, når den først i dåben er givet til os af Herren selv.

I 1912 fik teologerne forrykket perspektivet i Herrens dåb bort fra troens forhold til frelseren Jesus givet os i dåben, og samtidig forsøgte de at indsnævre horisonten, så et enkelt motiv (”hvori du gør os til dine børn”) blev helt dominerende.

Jeg respekterer dem, der følger den vej, som den lutherske ortodoksi og pietismen stak ud, selv om det ikke er mig muligt at se, at den giver mening i dag. Den var på en måde forståelig under enevældens åndelige tvang, men den er det ikke længere. Som sagt respekterer jeg de teologer, især i Indre Mission og Tidehverv, som holder fast ved den vej. Men det undrer mig, at indflydelsesrige teologer og kirkelige magthavere mener, at de kan tage Grundtvig til indtægt for den ulyksalige omstøbning af dåbsritualet, der blev foretaget i 1912.

11. I strofen indrømmer digteren, at han nok fo’r for hårdt frem, da han havde gjort sin mageløse opdagelse. Hans begejstrede Amen kom til at lyde lidt for ”drøjt”. Men sådan er det, når man vågner af søvnen. Munden var gået i baglås, “mens vi sov på bogen.” Det er en indrømmelse af, at han gik for hårdt til professor Clausen i sin pamflet “Kirkens genmæle” i 1825.

Det kan ikke nægtes, at Grundtvigs kritik ikke kun rammer rationalismen, hans kritik rammer også hele udviklingen efter reformationen, altså også den lutherske ortodoksi og pietismen. Skaden var, at teologerne dyrkede en perverteret udgave af Luthers “skriften alene”. Som rettesnor for teologien er Luthers “skriften alene” fuldt ud gyldigt, ja uundværligt, men det er ikke de døde bogstaver, der skaber livet, det gør kun Herrens levende ord, som vi nu igen “hørte ved vor dåb og Herrens bord.”

Skriftteologien er i øvrigt ifølge Grundtvig kun til åndelig gavn i den udstrækning den drives i afhængighed af Helligånden. Grundtvig viser, at der for kirken er en anden vej, en vej, der er bedre i overensstemmelse med Luther og især da med Herren Jesus.

12. Grundtvigs kristendom er trinitarisk, Gud er den treenige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden. Helligånden er “Talsmand i vor Herres navn Faders Ånd, den gode”. Grundtvig udleder den kristelige treenighedstanke udelukkende af dåbspagten og dåbsordet.

Det skriver han om i Den kristelige Børnelærdom.  Helligånden er Åndelig person med selvbevidsthed … og “naar man nu kristelig betragter Forsøgene paa nærmere at oplyse og forklare den guddommelige Treenighed, da skal hverken Grækernes i Oldtiden eller Latinernes i Middelalderen eller Tyskernes i Nyaarstiden friste os til Efterligning, da de enten gik ud fra Vantro eller førte dertil” o.s.v. (Udvalgte skrifter 9, s. 474-475.).

Dette kan godt ses som en kommentar til de aktuelle forsøg på at gøre den “nikænske” bekendelse til bekendelsen i højmessen. Grundtvigs betragtning indebærer ikke en afstandtagen fra hans side fra Nicænum som læredokument. Han tilsluttede sig helt og fuldt Nicænums indhold. Vel at mærke som læredokument, men ikke som gudstjenestebekendelse. Han skelnede nemlig mellem liv og lære, kirke og skole. Nicænum hører hjemme i ”skolen”, det vil sige i teologien.

13. Nu – efter opvækkelsen – har påkaldelsen af Helligånden fået en anden og lysere tone. Vi nynner sagte til Talsmanden, Helligånden: Lær du os at bede!

14. Troen lever alene af “trøstens Ånd”. Ham beder vi om at give os mod og evne, så vi i Jesu navn kan bede Herrens bøn og kalde Gud vor Fader. Igen er formuleringen trinitarisk.

15. Der spilles på 1. Kor. 12,3: “ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.” Drot, konge, er Grundtvigs gengivelse af “Herre”.

16. Det er stadig bøn til Helligånden, og dåben er stadig horisonten. Vi beder med salmens ord Helligånden om at tegne os med korsets tegn for ansigt og bryst, som det sker i dåben. Også dette vers er trinitarisk. Det er Jesus, der har Gud Faders stemme.

17. Helligånden banede os vej til korsets drot, altså korsets Herre. Atter slås det på luthersk vis fast, at Ånden virker gennem ordet. Vi hørte ved dåben troens ord som et spørgsmål rettet til os, og vi svarede ja dertil. Dåbspagtens ord og vores ja dertil er det gode vilkår, der åbner vejen til Vor Herre Jesus. Dåbspagtens ord er også troens grund (strofe 10,1), og det er livets ord. Vægten ligger i salmen på det sidste, dåbspagten som livets ord. Det viser den stærke fremhævelse af Helligåndens gerning.

18. Strofe 18 er lidt svær at forstå. Den kan overspringes, uden at man går glip af sammenhængen. Men vi prøver. Der var tre himmelvidner til vores dåb. De var usynlige, men de kunne høres. De tre vidner er Faderen og Sønnen og Helligånden. Her behøver vi den oplysning, at oversættelsen af NT af 1819 (ved Kong Frederik den Siettes christelige Omsorg med Flid efterseet, og rettet efter Grundtexten) har følgende oversættelse af 1. Johs. 5,6-8, som Grundtvig alluderer til:

“Vers. 6. Denne er den, som kom med Vand og Blod, Jesus Christus; ikke med Vand alene, men med Vand og Blod; og det er Aanden, som vidner, at Aanden er Sandhed.
Vers 7. Thi de ere tre, som vidne [i Himmelen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; og disse tre ere Eet.
Vers 8. Og de ere tre, som vidne paa Jorden]: Aanden, og Vandet, og Blodet; og disse tre forene sig til Eet.”

En fodnote i 1819-oversættelsen af Ny Testamente oplyser, at ordene i skarp parentes i 7. og 8. vers mangler i alle gamle håndskrifter, de ældste oversættelser og kirkefædre.

“Pant” i næstsidste linje skal vi til 2. Kor. 1,22 for at forstå. Der står: “Og den, som knytter både os og jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, der også beseglede os og gav os Ånden i pant i vore hjerter.”

Den tro(faste) moder, som de to, Faderen og Sønnen satte Helligånden i pant til, er kirken. Kirken er vor moder. Helligånden som pant er en “sikkerhed”, som er stillet til kirken, når den er tro mod ordet. Pantet blev jo sat for vort øre. Sikkerhed skal hverken forstås som selvsikkerhed i form af tiltro til egen personlige fromhed eller som en selvfed kirkeligheds magtglæde. En kirkelighed, værst, historisk set, en statskirkelighed, der mener at have forpagtet Guds sandhed, er langt fra apostelens og Grundtvigs forståelse af Helligånden som pant.

19. Tanken fortsættes i strofe 18 i en tillidsfuld tone. Typisk for Grundtvig bruger han et velkendt gammelt ordsprog: Godt begyndt er halvt fuldendt.

Livet i Pagten – den evige trøst

Strofe 20-23

20. Henvendelsen til Helligånden fortsætter frem til og med strofe 23. Tredje linje i denne strofe lyder: “Trøster med din tale”: din tale er Helligåndens tale. Men nu inddrages en stærk forkyndelse af Herren Jesus og hans gerning, vel at mærke hans gerning for os i dag. Nærmere bestemt handler det om kristenlivet, der er det samme som livet i dåbspagten. Og det betyder igen Jesus eget liv, som han har delt med os og givet os lov til at leve. Kristenlivet er for Grundtvig Kristi liv, delt med os. Pagtens ord er hans eget spørgsmål til os ved dåben om forsagelsen og troen og vores taknemmelige ja til den gave, han dér giver os. Gaven er den at høre sammen med ham for tid og evighed, jf. strofe 21,4 “evig trøst” og strofe 26: “således åbnes Himmerige”.

I denne del af salmen bliver dåbspagten strakt ud over livet. I livet skal den stå sin prøve. Livet er ikke en dans på roser, truet som vi er af døden. Vi er oppe mod kræfter, som vi ikke selv magter, døden og Djævelen (den store snog). Vi er ikke i stand til i egen kraft at nå Paradiset. Den evige frelse kan vi kun modtage som en uforskyldt gave. Den gave fik vi i dåben, og i livet skal den stå sin prøve. Det går ikke af sig selv, vi kan ikke sove os ind i himmeriget (strofe 2-5). Det er ikke som en åndelig sovepude, Helligånden er givet os til pant. (strofe 18-19), og vi kan umuligt selv overvinde de truende magter. Men Herren glemmer ikke sin pagt, hans løfte står fast.

Strofe 21.

Men kan Moder glemme Søn,
os ei glemmer Han i Løn,
Som os dyrekiøbde,
Som os, til en evig Trøst,
Med sin Faders Aand og Røst
Korsede og døbde!

Det evangelisk-sjælesørgeriske aspekt træder stærkt frem. Grundtvig trækker på de gode ord i Esajas 49,15: “Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.”

Vi er dyrt købte, 1. Kor. 6,20 og 7,23. Se også Åbenbaringsbogen 5,9: “du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag”!

“Købte” rimer på “døbte”. Han korsede og døbte os til en evig trøst. Som altid hos Grundtvig er det ikke dåbens vand i sig selv, der udretter noget, det er Ordet. Han døbte os med sin Faders Ånd og røst, altså det levende ord.

Igen er det et udtryk for Grundtvigs tro på den treenige Gud. Det stod Grundtvig klart, at vi ikke kan udforske og kende den usynlige Gud. Vi lærer ham at kende gennem hans åbenbaring. Derfor er det Helligånden og Sønnen, der fylder i salmen, Helligånden i strofe 6-19 og Sønnen i strofe 20-23. Det er Guds åbenbaring og gerning på jorden, Grundtvig primært synger om. Det er gennem den, vi lærer Gud at kende som skaber og Fader.

Der kan næppe være tvivl om, at det er beretningen om Jesu dåb i Matt. 3,13-17, der ligger bagved de sidste to linjer i strofe 21, især er det versene Matt. 3,16 og 17, der lyder: “Men da Jesus var døbt steg han straks op fra vandet og se himlene åbnede sig over ham og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag.”

Guds Søn døbte os med sin egen dåb, med Ånden og røsten fra himmelen, til sammen med ham at være Guds elskede børn. Se Grundtvigs gendigtning af Luthers salme om Jesu dåb, Sangværk bind 1 nr. 382, især strofe 3, linje 9: ”Med Jesu dåb vi døbes!” Beretningen om Jesu dåb kunne med fordel få en mere fremtrædende plads i dåbsteologien. Både Luther og Grundtvig anså beretningen om Jesu dåb som det nærmeste, vi kommer til en historisk beretning om dåbens indstiftelse. Se igen Nr. 382 strofe 1:

Vor Herre kom til Jordans flod,
alt som Gud Fader ville,
og af Sanct Hans sig døbe lod,
da udsprang livets kilde,
da blanded Han et sjæle-bad,
som synd og død i allen stad
kan herlig oversvømme;
i dåben vi genfødes!

(fremhævelsen er min).

I modsætning hertil er missionsbefalingen siden 1912 stillet i spidsen som en sergent-agtig kommando. Den blev allerede udtrykkeligt ønsket indført i dåbsritualet af den pietistiske biskop Peder Hersleb (biskop over Sjællands Stift 1737-1757), der betragtede missionsbefalingen som dåbens indstiftelsesord. Det var dog først med biskop Balles dåbsritual 1783, at den i forkortet form fik plads i ritualets indledning. I 1912 kom den endelig ind i fuld længde. Men den hører jo ikke hjemme i denne sammenhæng.

I prædikener ved gudstjenester med dåb bliver missionsbefalingens slutord meget ofte fremhævet som Jesu løfte, “Jeg er med jer alle dage”. Men i Luthers lille Katekismus er dåbens løfte noget andet. Dér er det den opstandnes ord, der står i slutningen af Markusevangeliet (16,16): “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Dåbens løfte er pagtens ord. Sådan forstod Grundtvig det også. Strofe 20:

Havde derfor Herren glemt,
Hvad han loved os bestemt,
Selv Han brød jo Pagten!

I pagten skænker Gud ved sin Søn, der døde for vore synder og opstod som livets sejr-helt, enhver som tror, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Det er, hvad Grundtvig forstår ved dåbens løfte. Løftet er Herrens ord i pagten.

Der skete i 1912 en voldsom ændring, der fik store konsekvenser for forståelsen af dåben. Perspektivet blev forskudt fra forståelsen af dåben som en pagt ved Herrens ord og troen, der tager imod det, til dåben som nærmest en magisk handling. Det medfører den udbredte forestilling, at troen er noget, som mennesket selv lægger til efterfølgende. Det er en farlig tankegang, fordi frelsen så risikerer at blive set som menneskets præstation.

For Grundtvig hænger Ordet og Troen uløseligt sammen. Troen er ikke til uden ordet, og ordet er ikke uden troen. Det er evangelium for ”de små”.

I Den kristelige Børnelærdom udfolder Grundtvig temaet “ordet og troen” over 12 sider. (Udvalgte skrifter 9, s. 437 ff.). Han har også markante strofer om samme emne andre steder, f.eks. i Kristenhedens Syvstjerne i “Tyskermenigheden”. (Kristenhedens Syvstjerne, København 1860, s. 121 ff.)

I artiklen om ORDET OG TROEN beklager Grundtvig, at reformationens store fornyelsesværk i begyndelsen af 1500-tallet nærmest blev kvalt i fødslen, fordi vi fik en statskirke, der lignede kirkestaten. Når Kristi menighed sammenblandes med politisk magt, er der altid grund til at være på vagt. Efter reformationen er det kun gået tilbage med det store fornyelsesværk.

Når jeg nu refererer det følgende fra artiklen ORDET OG TROEN, understreger jeg, at enhver lighed med nutidige forhold naturligvis er utilsigtet og alene må tilskrives læserens fantasi. Grundtvig skriver, at det er hans erfaring, at “vi nu har meget ondt ved at blive forstået af dem [de lutherske skriftkloge], når vi med de allerjævneste ord og på det allertydeligste udvikler den kristelige oplysnings ældgamle, i pavedømmet skjulte, men af Luther på ny opdagede grundsætning om “Ordet og Troen”, det kristelige Guds-ord og den dertil svarende menigheds-tro, som de to i saliggørelsens orden uadskillelige grund-kræfter.”

De skriftkloge, altså teologerne, kan simpelthen ikke forstå det, der skulle være det enkleste af alt. Men lykkeligvis er det ikke sådan med kvinder og børn. De ulærde, ”de små”, fatter umiddelbart, ”at vi har det evige livs ord, fuldt af nåde og sandhed, midt iblandt os i det troens og håbets og kærlighedens ord af Vorherres Jesu Kristi egen mund, med ”hans egen røst”, som lyder til os alle fra ham, ved hans egne indstiftelser: den hellige dåb og den hellige nadver.” (Udvalgte skrifter 9, s. 439).

Alvorlig talt: Man kan spørge, om folkekirken som organisation er til for sin egen skyld. Eller er den til for dem, som Grundtvig kalder “de små”?

Den 12-siders artikel fra Den kristelige Børnelærdom rummer nærmest som i en nøddeskal hele Grundtvigs kristendomsopfattelse i al dens kompleksitet og rigdom. Han har blandt andet nogle værdifulde overvejelser vedrørende spørgsmålet om Guds børn i henholdsvis skabelsens og genløsningens perspektiv. Hans overvejelser desangående bør bringes ind i den diskussion, der føres i folkekirken om, hvorvidt vi bliver Guds børn i dåben. Grundtvigs overvejelser kunne i høj grad kvalificere debatten. Det er tiltrængt. Artiklen kan varmt anbefales. Her har vi dog holdt os til det, der er relevant for denne artikels emne: Det centrale i Grundtvigs kristendom.

22. Herrens trofasthed mod pagten og hans kærlighed til dem, han skrev ind i livets bog, træder stærkt frem på baggrund af vor svigten og svaghed. I Den kristelige Børnelærdom i afsnittet om Fadervor skriver Grundtvig: “skjønt vi ikke elskede Gud, som vi efter Loven skulde, saa elskede Gud dog os, og sendte sin Søn til vore synders Afsoning; og Gud veed jo, at kun denne hans uforskyldte Naade og Faderlige Kjærlighed kan bevæge vort Hjærte til at elske ham igjen, som har elsket os først o.s.v.” (Udvalgte skrifter 9, s. 381).

Tanken om at være indskrevet i livets bog er et udtryk, hentet i Åbenbaringsbogen 13,8, 17,8 og 20,15. Grundtvig kendte sin Bibel og brugte den flittigt.

23. Jesu frelser-omsorg bliver yderligere udmalet med det billede, som Jesus brugte i domstalen over Jerusalem: “Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne.” Fortsættelsen er udeladt: “Men I ville ikke.” (Matt. 23,37 og Luk. 13,34). Grundtvig bruger billedet fra domstalen i sin trøstetale.

Slutning

Strofe 24-26

24. Med gentagelsen af 1. strofe er ringen sluttet. Første linje er varieret: “end vi stamme på den bøn.” Vi beder ganske vist fadervor, men vi “stammer” kun på den. Vi er stadig “de små”, der er helt og fuldt afhængige af vor store broder, Guds Søn, og Helligånden. Se strofe 1, 5 og 15!

25. Vi har behov for vækst. En typisk grundtvigsk tanke, der ikke er fremmed for Ny Testamente. Se Ef. 4,13; Fil. 1,9; Kol. 1,10; Kol. 2,19; 2. Thess. 1,3; 1. Pet. 2,2; 2. Pet. 1,8! Vi skal ikke gennemgå alle disse steder, men det synes at være pointen, at væksten sker ved Guds ord og Ånd.

Det er muligt at tolke Grundtvigs vækstanke ud fra hele den teologi, han fremlægger i denne salme og i Den kristelige Børnelærdom: “Det maa være Faderen, skjult med Sønnen i Aanden, som gennem Nadverordet personlig medvirker til den guddommelige Kjærligheds Opkomst og Væxt o.s.v.” (Den kristelige Børnelærdom, Udvalgte skrifter 9, s. 479). Grundtvig knytter det nye livs fødsel fast til dåben og dets vækst til nadveren, der nævnes i strofe 3 og i den helt centrale strofe 10.

Vel er vi små og trænger til at vokse, men vi er dog levende, og når vi beder fadervor, stammer vi trods alt på den i Ånden. Vi er i en helt ny virkelighed sammenlignet med den i digtets indledning beskrevne. Igen bruger Grundtvig en folkelig talemåde: “Kommer tid, kommer råd.” Stemmen styrkes efterhånden. Og når enden er god, er alting godt:

Da Guds Aand af Hjertens Grund
Lægger Bønnen i vor Mund,
Fader-Vor vi sige,
I vor Herres Jesu Navn,
Saa os i Hans Faders Favn
Aabnes Himmerige!

Villy Klit-Johansen, den 31. marts 2025