NAP (lektor, dr. teol. Nils Arne Pedersen) har en tendens til at analysere, det betyder at opløse og adskille det, der hører sammen. Det kan påvises nærmest overalt i hans dobbeltartikel i Dansk teologisk Tidsskrift om Guds børn og Fadervor.
Tag f.eks. fodnote 20 i Guds børn og Fadervor (I) s. 109, hvor han forsøger at adskille dåbspagtens ord fra døbeordene: “At døbeordene er indstiftelsesord og trosbekendelsen dåbspagt, fremgår fx af Om Daabs-Pagten fra 1832 (VU 3 s. 308): “naar vi saaledes indskrænke os til at kræve vor Daabs-Pagt ubrødelig holdt og Indstiftelsens ord ved begge Naade-Midler nøiagtig ført og fulgt.”
I dette tilfælde, som i alle de andre, er det let at finde steder i Grundtvigs tekster, der modsiger NAPs tese og hele hans projekt. For et projekt er det, nemlig det projekt at forsøge at bevise, at “selve frelsesmidlet for Grundtvig var vandoverøsningen med døbeordene.” I dette tilfælde er det tilstrækkeligt at henvise til talen ved Vennemødet i 1863. Her sagde Grundtvig: “Jeg talde igaar om Pagtens og Troens og i det hele om Indstiftelsens Ord ved Daaben og Nadveren som det, der ligesaa vist er og maa være det christelige Lys-Ord og det evige Livs-Ord, som Vorherre Jesus Christus er baade Livet og Lyset …” (US 10, s. 540).
Stedet viser, at Grundtvig netop ikke skilte dåbspagtens ord fra “indstiftelsesordene”. Han ser altid dåbsordene som en sammenhængende helhed. Indstiftelsens ord ved dåben var for Grundtvig mere end døbeordene (Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn). Med “Indstiftelsens Ord mener Grundtvig ikke “døbeordene”, men de ord, som de levende Herre selv taler ved døbefonten, og som er det, der gør dåben til genfødelsens bad. Dåbspagtens ord hørte med i den uopløselige helhed, hvortil Grundtvig foruden forsagelsen og trosbekendelsen også regnede fredlysningen og Fadervor, og for ham var det utænkeligt at ændre dåbens ritual. Men aldrig var han lagt i jorden, før hans venner begyndte at argumentere for, at det var en konsekvens af Grundtvigs teologi at foretage en drastisk omrokering af ritualets led. Men argumenterne er uholdbare.
Som jeg tidligere har nævnt, var Grundtvig først og fremmest en syntetiserende teologisk tænker. Det skyldes, at han ikke, som NAP forsøger at bevise, betragtede vanddåben med døbeordene isoleret set som frelsesmidlet. Frelsesmidlet var for Grundtvig dåbspagten, som Gud i dåben stifter med et menneske ved dåbspagtens ord.
Dette rejser spørgsmålet, om NAP trods alle de gode ting, han også henter frem af Grundtvigs skatkammer, får barnet smidt ud med badevandet. Og barnet er altså Grundtvigs dåbspagtsteologi, som er hjertet i hans teologi fra 1825, til han dør i 1872. Forsøger man at bortfortolke Grundtvigs dåbspagtsteologi, er det nærmest casus belli.
NAPs projekt kan forstås som et forsøg på at tage Grundtvig til fange i et tidehvervsk fængsel. Eller man kan sige et luthersk-ortodokst-pietistisk fængsel. De to historiske fejludviklinger af det oprindeligt evangelisk-lutherske, ortodoksien og pietismen, er for resten i vore dage ofte forenet i samme person og i samme kirkelige miljø.
Denne tekst er skrevet i et inderligt håb om, at nogle vil være med til at befri Grundtvig fra hans babyloniske fangenskab. Muligvis er det et forfængeligt håb at nære i denne forvirringens tid i den danske kirke. Hører den grundtvigske fornyelse af den danske kirke definitivt fortiden til?
Villy Klit-Johansen 28. januar 2021