Det værste i den lutherske tradition er, at den adskiller det, som Gud har sammenføjet.
Ordet adskilles fra dåben. Og troen adskilles fra dåben.
Dåben er den rene objektivitet. Og hvad bliver troen så? Ja, svaret giver sig selv: Troen bliver den rene subjektivitet, menneskets viljesbeslutning og roden rundt i eget – og andres – sjæleliv.
Objektivitet og subjektivitet er filosofiske begreber, der er trængt ind i kernen af kristendommen og har erstattet Helligånden. Den enkle og ukomplicerede kristentro er blevet korrumperet af filosofisk refleksion.
Det sørgelige resultat er, at dåben nærmest bliver en magisk handling, og troen bliver en menneskelig præstation. Du skal tro! I sin mest outrerede version bliver det til: Du skal tro på dåben!
Dermed er troen på Kristus sat i skammekrogen. Troen på Gud Fader og på Jesus Kristus og på Helligånden er manøvreret ud på et sidespor.
Dåben som den rene objektivitet findes historisk i den lutherske ortodoksi, og troen som den rene subjektivitet findes i den historiske pietisme.
I dag er de to tendenser ofte forenet i samme bevægelse eller kirkelige miljø. Se til missionsforeningerne og Tidehverv!
Den ikke så reflekterede pietisme findes i Indre Mission, der dog langt fra altid ender i ren metodisme, det må indrømmes.
Og den yderst raffinerede og intellektualistiske pietisme findes i den kierkegaardsk inspirerede Tidehverv. Ikke overraskende ser det ud til, at de to miljøer nu hastigt nærmer sig hinanden.
Og se til den brede og slatne pietisme, der behersker Folkekirken! Det er blevet til tro mig her og tro mig der og tro op ad døre og ned ad stolper. Tro som psykologi, og tro som anskuelser.
Vi skal i dag ikke vende tilbage til luthersk ortodoksi og til pietisme. Vi skal vende tilbage til evangeliet. Det var det, Grundtvig gjorde.
På dansk grund er det, jeg kalder det værste i den lutherske tradition, med stor konsekvens overvundet af ham:
Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben forene.
At “vi” under kors med ærlig hu / troen og dåben forene betyder, at “vi” holder fast ved troens ord i dåben. Troen er givet i dåben. “Vi” adskiller ikke, hvad Gud har sammenføjet. “Vi” med anførselstegn, fordi det er Helligåndens værk.
Troen er både troens ord ved dåben og troen i hjertet. Først ordet og så troen. Troen i hjertet er nemlig helt afhængig af troens ord. Hvis troen løsrives fra dåben, går den på egen hånd og ender i menneskeværk.
Derfor er det helt afgørende, at dåbsritualet ikke lider yderligere overlast i forbindelse med en fornyelse af ritualbogen. Det skulle endda gerne genoprettes.