I denne blog har “Grundtvigs dåbspagtsteologi” flere gange været omtalt. Ordet dækker over en meget vigtige erkendelse, som Grundtvig nåede frem til. Han var, som ikke alle bekendt, en meget stor teolog, og han var den, der fortsatte den lutherske reformation – i samme ånd som Luther.
Digtet “Den christelige Daabs-Pagt” fra 1852/53 er godt af få forstand af, hvis man har interesse for Grundtvig. Det er af stor kvalitet, både teologisk og som poesi. Og så gør det da ikke noget, at der også er glimt af humor.
Her bringes digtet, som det står i Grundtvigs Sang-Værk, Fjerde Bind, Det danske Forlag 1949, s. 361-363. Nedenfor knytter jeg nogle få kommentarer til.
No. 277.
Den christelige Daabs-Pagt
1
Gud-Fader elsked Verden saa
Trods Verdens Børn uvorne,
At han til Kraftbevis derpaa
Opoffred sin Enbårne
Til Frelser for enhver, som troer,
Fra Undergang, paa Livets Ord
Til evigt Liv af Naade!
2
Guds Rige nu er kommet nær,
Dets Port og Dør staaer aaben
For alle, som har Sandhed kiær
Og banker paa ved Daaben
For med Omvendelse og Tro
At lukkes ind hvor Engle boe
Til evigt Liv af Naade!
3
Afsig, undsig den gamle Ræv
Paa Lur i Mørkets lænker,
Med alt hans Værk og alt hans Væv
Som er kun Løgn og Rænker!
Thi vender du fra ham din Hu
Til Sandheds Gud omvendes du,
Til evigt Liv af Naade.
4.
Og troe saa paa den Fader-Gud,
Som har en Søn eenbaaren
Af hvem alt sprang med Ordet ud
Som er til Spot for Daaren.
Troe paa Hans Søn og paa hans Aand!
Befal dig i hans Faderhånd
Til evigt Liv af Naade!
5
See, derpaa lyder Pagtens Ord,
Som ingen magt kan rokke,
Hvo derpaa, som det lyder, troer,
Han staar paa Klippeblokke
Hvoraf den Kilde springer ud
Som vier os paa Herrens Bud
Til evigt Liv af Naade.
6
See, det er Naade-Pagten ny,
som trodser Aar og Ælde,
Til Herren dages brat i Sky
Skal Pagten gaae og giælde
Paa den beroer vort christne Haab
Og Kraften i Vorherres Daab
Til evigt Liv af Naade!
7
Kun hvem der indgaaer denne Pagt,
I Verdens Mund forældet,
Udfries fra den Mørkheds Magt,
som os har overvældet,
Og føres over Tvivlens Strand
Til Troens Hjem og Lysets Land,
Til evigt Liv af Naade!
Et vigtigt punkt i Grundtvigs nye erkendelse var, at der i lutherdommen efter Luthers tid, altså i det, vi kalder ortodoksiens og pietismens tid, vi kan også sige i statskirkelighedens tid, med al den åndelige tvang, der i den lange periode blev gjort gældende, var sket en meget uheldig adskillelse af troen og dåben. Uheldig fordi den truede med at tage selve evangeliet fra “de små”. Teologerne havde faktisk bemægtiget sig Herrens ord og gjort sig til herre over det til stor skade for jævne mennesker. Dåb og konfirmation kan gennemføres med statstvang, og det var, hvad det skete, men troen er staten ikke herre over, omend den forsøgte på det.
Så fik vi vækkelserne, der forsøgte at bøde på det problem. De ønskede at hjælpe mennesker til “en levende tro”. Prisen for denne udvikling var, at tro og dåb blev adskilt, og det blev mere end svært at se, hvordan de i virkeligheden hænger sammen. Det er overvindelsen af den adskillelse af troen og dåben, som, uden polemik, enkelt og forståeligt, slår igennem i digtet. Troen er en del af dåben. Det er troen, der beder om dåben, og troen gives af Herren selv i dåben. Uden troen er dåben slet ikke genfødelsens bad, siger Grundtvig andetsteds. Det sagde Luther også. Adskillelsen er overvundet ved en slags “back to basics”. Er den overvindelse af adskillelsen slået igennem i Folkekirken?
Det er ikke en total dåbsteologi, digtet udfolder, ikke alt er med, men Grundtvig får en afgørende vigtig pointe frem.
At dåben er en pagt vidste Grundtvig fra 1. Petersbrev 3, 21: “Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse”. Mindst to ting fremgår af apostelen Peters ord: 1. at dåben frelser, 2. at dåben er en pagt med Gud. Det var netop de to ting, de statskirkelige teologer havde fået skilt ad. Grundtvig mente, at de hører sammen. De er ét.
Frelsen er en frelse fra undergang “til evigt liv af nåde”. Disse sidste ord gør Grundtvig så til omkvæd i alle digtets syv strofer.
1
Grundtvigs var overbevist om, at dåben på det nøjeste hænger sammen med selve Jesu evangelium. Derfor begynder han i 1. strofe med det meget kendte “lille evangelium” i Joh. 3,16: “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
2
Han fortsætter med Jesu evangelium. Ifølge Markus 1, 14-15 kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium med disse ord: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” Det er intet andet end dette evangelium, der ved dåben møder den, der banker på. Hvis man så tror, at det betyder, at Grundtvig mente, at “dåben bare er en forkyndelse”, eller at “vi i dåben får at vide, at vi er Guds børn”, har man slet ikke forstået Grundtvig.
Udtrykket “banker på” viser Grundtvigs afhængighed af Luthers dåbsritual, hvor det den indledende bøn citerer Jesu løfte om bønhørelse for den, der beder, og at døren vil blive åbnet for den, der banker på (Mattæus 7, 7-8), og så hedder det hedder: “så giv nu det gode til den, som beder, åbn døren for den, som banker …” Jvf. til dette den fine salme “Op til Guds hus vi gå” fra 1856, salmebogen nr. 443.
Der tales ikke om alder. Den, der kommer til dåben, er ganske enkelt et menneske, spædbarn eller olding, det gør i den forbindelse ingen forskel.
Og det, som Jesus forkyndte i sin første prædiken, er netop, hvad der sker i dåben: Omvendelse og tro. Det sker i kraft af Jesu levende ord i forsagelsen og trosbekendelsen, rettet personligt til den, der døbes, og det ja, der svares.
3-4
Omvendelsen består i at forsage Djævelen og tro på Gud Fader og hans Søn og Helligånd. Alt (vel både det skabte liv og det i dåben genfødte liv) udsprang af Guds enbårne søn “med ordet”. Det ord “ordet” er fyldt med indhold. Grundtvig har utvivlsomt Johannesevangeliets prolog i tanken, “I begyndelsen var ordet” o.s.v. Johannesevangeliet spillede en særlig rolle for Grundtvig.
5
Efter således at have gengivet pagtens ord med sine egne ord, slår Grundtvig fast, at den, der tror det, som det lyder, står på klippeblokke. Det er virkelig den faste grund, hvoraf kilden med det frelsende vand udspringer. Til evigt liv af nåde.
6.
Dåbspagten er den nye nådepagt, der med Kristus har afløst lovens pagt. På den nye pagt beror både vort kristne håb og kraften i Vorherres dåb.
7
Det skal tages helt alvorligt, at dåbens kraft ikke ligger i selve handlingens udførelse, tre håndfulde vand i håret, men i pagten, i den relation, som Gud i nåde opretter med os. Pagten er jo Kristi ord og troen på det. Også i dette stykke er Grundtvig helt på luthersk grund. Se Den lille Katekismus´ forklaring til dåben, tredje spørgsmål: “Hvordan kan vand gøre så store ting? Svar: Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet, for uden Guds ord er vandet kun vand og ikke nogen dåb.”
Typisk for Grundtvig billedbrug er, at dåbspagten fører os fra mørkets magt til lysets land. Lyset er et hyppigt forekommende ord i Grundtvigs salmer.
————
Jeg sidder tilbage med et enkelt spørgsmål: Hvorfor mon dette digt ikke har fundet vej ind i salmebogen? Er det fordi dåbspagten “i verdens mund” er forældet? Men det er da ikke “verden”, der skal skrive kirkens dagsorden. Den kan i øvrigt synges på flere forskellige særdeles velkendte melodier, f. eks. Nu fryde sig hver kristen mand, så der er ingen undskyldning!
Villy Klit-Johansen 13. august 2022