Var Grundtvig luthersk?
I det store og mærkelige digt “Kristenhedens Syvstjerne” fra 1854-55 samler Grundtvig det væsentlige af, hvad han er nået frem til gennem et langt liv. Grundtvig var først i 70’erne, da han udgav digtet, der er på langt over 800 strofer.
Denne indledende bemærkning om, at Grundtvig her samler de væsentlige indsigter erhvervet gennem de mange år, er ganske vist meget langt fra at være udtømmende til forståelse af “Syvstjernen”, men jeg vil mene, at den dog rammer noget, der kan bruges til den begrænsede opgave, jeg har sat mig for, og hvis resultat er den følgende artikel..
Jeg bruger udgaven fra 1860, men forsøger i øjeblikket at anskaffe mig udgaven “med oplysninger” ved Balslev fra 1955. Læseren må altså finde sig i den gammeldags ortografi. Jeg har selv nummereret stroferne i hver af de syv “sange”, som Syvstjernen består af. De syv sange er: 1. Ebræer-Menigheden, 2. Græker-Menigheden, 3. Latiner-Menigheden, 4. Angler-Menigheden, 5. Tysker-Menigheden, 6. Den nordiske menighed, 7. Den sidste Menighed. Det hele er, som man kan se, kirkehistorisk tænkt.
Jeg begrænser mig dog til 5. sang og 6. sang.
Hvis man ikke er i besiddelse af en trykt udgave, kan kan man finde digtets samlede tekst på torshammer.dk: https://www.torshammer.dk/hojskolen/Grundtvig/Syvstjerne.htm
Troens ord ved dåben er den røde tråd
Det er et bestemt motiv, jeg forfølger. I de to strofer 93 og 94 i sangen om Den nordiske Menighed finder jeg dette motiv, som jeg vil mene er den røde tråd i Syvstjernen og i øvrigt i alt, hvad G. skrev om kristendom efter 1824-25. Det var det år, da han gjorde den mageløse opdagelse af Herrens levende ord i dåben og nadveren som det, hvorved den kristne tro og det kristne liv forplanter sig gennem alle tider.
Det udtrykker G. i disse to strofer, og det er ham tydeligvis ALT om at gøre, at vi fastholder troens ord ved dåben i Herrens mund.
Slip for alt, hvad dig er helligt,
Slip, for alt, hvad dig er kiært,
O r d e t ei, som sandt giør skielligt (= gyldigt, forstandigt, rimeligt),
O r d e t ei, som alt er værdt:
T r o e n s O r d som Herrens Tale,
Hvor han jævner Bjerg og Dale,
Baner Vei for sine smaa.
Pagtens, T r o e n s O r d ved D a a b e n,
Som, fra Rigets Morgenstund,
Huset bar med Dørren aaben,
Hold det fast i H e r r e n s M u n d !
Ordet af h a n s Mund udrive
Aanders Haand, som Ord kan gribe,
Aldrig mægter, hold kun fast !
Troens ord er selvfølgelig den apostolske trosbekendelse. Den skal vi i dåbsritualet fastholde som Herrens tale, vi skal holde det fast i Herrens mund. Det er for G. afgørende, at mennesker ikke ændrer ritualet, så de tager ordet ud af Herrens mund og bemægtiger sig det. G. mente altså, at det ikke er skriftens ord, der baner vejen for hans små, men den levende Herres lige så levende ord.
Betyder det så, at G. blot flytter den katolske “dåbsmagi” fra dåbshandlingens udførelse til Ordet? Jeg sigter til den katolske lære om, at dåben virker i og med, at den er udført, helt uafhængigt af troen. Mente G., at dåben virker automatisk, blot de rigtige ord er sagt? Nej, det betyder det på ingen måde. For G. hænger dåben uløseligt sammen med frelse ved troen alene. For G. var Herrens levende ord mægtigt virkende, men det nærmer ham ikke et skridt til den katolske lære om, at dåben virker “ex opere operato”, som det hedder på latin.
For at forstå det rigtigt må vi have kompleksiteten i G.’s tænkning med. Og her må vi forstå hans i bund og grund lutherske tale om “troen og dåben” og om “ordet og troen”. Disse to centrale lutherske temaer er vigtige for G. Han retter en hård kritik mod Tysker-Menigheden. Strofe 14:
Og om Luther det end tro´de,
Aldrig i hans Tro af Rode
Randt det rette Livsens Træ.”
Forkaster G. Luthers “troen alene”? Nej, det er noget helt andet, han polemiserer imod. Han påstår ikke, at Luther faktisk troede, at livets træ udvoksede af HANS tro. Men selv om han skulle have troet det, ville han have taget fejl, for troen er ikke et menneskes besiddelse, men Kristi gave i troens ord.
Det er udviklingen efter Luther gennem ortodoksiens og pietismens tid, G. tager under kritisk behandling. Han mener, at den lutherske ortodoksi kørte af sporet og erstattede Herrens levende ord med stivnet dogmatik, bygget på skriftsteder. Dermed blev troen til rette meninger og bogstavtro. Strofe 16:
“Efter Tyskens Hoved Troen
Slaaer almægtig paa en Studs
Mellem Jord og Himmel Broen,
Giør sit eget Ord til Guds,
Det i Tyskens Kiød er Pælen,
Det fra Arildstid var Sjælen
I al tysk Teologi.”
Strofe 17:
Kunde Tro saavidt det drevet,
At et bogstav blev til Aand,
Sikkert Tro da havde givet
i Papister-Kredsen Livet
Rigelig til Stok og Sten.”
Hvis bogstav kunne blive til ånd, kunne troen også gøre stok og sten levende. Bogstavtroen er altså en slags magi. Det er Herrens levende ord til gengæld ikke. Det kan genføde mennesker til et liv i Guds rige.
G. går hårdt til den afsporede lutherske teologi. Strofe 27-28, stadig i “Tysker-Menigheden”:
Mærk det vel, du lille skare
i det store Tysker-Land,
Som end på din egen Fare
Holde vil med Luther Stand !
Vogt dig ikke blot for Paven !
Vogt dig vel for L u t h e r – G r a v e n.
Som hos dig er aabenlys!
Troens Ord, det klippefaste
Herrens Lærdom, Troens Lov,
Nær du var ved at bortkaste,
Som det gjordes ei Behov,
Som om, under alle Skifter
Bibelen og Luthers skrifter
Var Guds Ord og Aandens Pant.
I sin strid med pavekirken var lutheranerne endt i noget, der var lige så farligt som romerkirkens vildfarelser. Luther-graven er et ord for den åndelige død. De var nærmest endt i en forestilling om, at Bibelen og Luthers skrifter var Guds Ord og Åndens pant. Men det er jo i virkeligheden Troens ord, der er det. Dette udtryk, troens ord, og denne tankegang fandt G. i Romerbrevet kap. 10, vers 8-10: “Nej, hvad siger den? [nemlig retfærdigheden af tro] “Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,” og det ord er troens ord, som vi prædiker. For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse.”
Når G. siger, at “du”, altså tyskernenigheden var nær ved at bortkaste Troens ord, sigter han også til den rationalistiske “kristendom”, han selv mødte i sin ungdom på universitetet og i kirken. Den måtte han nødvendigvis gøre op med.
Grundtvig gør, som sagt, lige så lidt op med Luthers “troen alene” som med hans “skriften alene”. Hvad han gør op med, er troen, når den bliver gjort til menneskets besiddelse og “skriften alene”, når skriften, tolket af de skriftkloge, bliver gjort til livskilden, hvad bogstaver aldrig kan være. Skriften er derimod det nødvendige grundlag for den kristelige lære. Om G.’s syn herpå se en række strofer i “Latinermenigheden”. Det vil føre for vidt at gennemgå dem her.
Det er ikke, fordi G. ikke kritiserer Luther. Det gør han da rask væk. F. eks. mener han, at der er grund til at kritisere Luther for, at han ikke var i stand til at fastholde den indsigt, han sætter ord på i Ll. Katekismus, at “det ikke er vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet” o.s.v. Der er formuleringer hos Luther, der ikke er uden skyld i, at udviklingen i “den tyske teologi” kørte af sporet. Og den danske kirke og teologi har som bekendt været tæt vævet sammen med den tyske. Men tag ikke fejl: G. polemiserer ikke mod “troen alene”. Det er virkelig TROENS ord ved dåben, der baner vejen for de små.
“T r o e n s O r d som Herrens Tale,
Hvor han jævner Bjerg og Dale,
Baner Vei for sine smaa.”
Ordet og troen
Eller sagt med ordene i en kendt salme (slbg. 676, strofe 5 og et par linjer af strofe 6):
“Du ved det godt, Guds menighed!
det ene tjener til din fred,
at i dit hjerte og din mund
er troens ord i allen stund.
Thi da Guds Søn med freden kom,
det var kun tro, han spurgte om.”
Salmen er fra 1855-56, altså samme tid som Syvstjernen. “Kun tro”. Altså troen alene. Det er ikke, fordi der ikke hører mere med til det kristelige liv end troen. Treheden tro, håb og kærlighed spiller som bekendt en vigtig – og interessant – rolle for G. Men det ændrer ikke ved, at han fastholder det lutherske “troen alene”.
Og så er vi kommet til det helt afgørende i G.’s “dåbspagtsteologi”. Det er udtrykt med forbilledlig klarhed i strofe 103 i Tysker-Menigheden”:
Thi oplyst er H j e r t e – Ø i e t,
Seer, at Herren ved sit bad
Ord og Tro har sammenføiet
Til ei meer at skilles ad,
Og velsignet tusind gange,
Til ved Aanden at undfange
Herlighedens Barnehåb.
I dåben har Herren sammenføjet ordet og troen, så at troen ikke er til uden ordet, og ordet kan ikke være uden troen. Det sker i kraft af Helligånden, der både udvirker, at den døbte undfanger “herlighedens barnehåb” og fødes til et nyt liv i Jesu efterfølgelse. Strofe 88-89:
Vi dog skal med lyst og glæde
I hans gamle fodspor træde,
Fra hans krybbe til hans kors!
Dertil T r o e n os i Daaben
Føder med den H e l l i g a a n d.
Og Helligåndens “virkemiddel” er, som det er alle luthersk sindede bekendt, ORDET. Igen: G. var luthersk. Dybt luthersk. Strofe 94:
Ene L u t h e r, ingen anden,
Førde Krig paa Liv og Død,
Mindst med Paven, mest med Fanden,
Om hvad “Ord og tro” betød,
Afslutning
Det er klart, at vi her er langt fra den måde, der i vore dage for det meste tales om disse ting på. Man siger, at “spædbørn jo ikke kan tro”. Jamen, hvis man virkelig mener det, bør man ikke døbe børn. Det er jo baptisternes begrundelse for at forkaste barnedåben. Man må betænke, at ordet og troen i dåben er det samme som et menneskes personlige møde med den levende Herre. Ordet er hans spørgsmål til den, der døbes, (og ikke til den, der bærer spædbarnet): Tror du. Og ja-svaret er troen, også når den, der døbes, må have lidt hjælp til at svare. Dette er dåbspagten, som Herren slutter med et menneske, barn, ung eller gammel, ved sit mægtige ord og hjertets tro på det.
Men – indvender man – mente Grundtvig virkelig, at alle, der er døbt, også tror? Nej, det mente han ikke. Alene af den grund, at han var vokset op med den statskirkelige tvangsdåb. Vi kan selvfølgelig heller ikke i dag mene, at alle døbte også tror. Det er umuligt, hvis man ellers skal tage det, som nogle døbte mennesker siger alvorligt. Og det skal man vel?
Men det endelige svar på denne indvending er, at dåben ikke giver noget menneske, og slet ikke kirkeinstitutionen, magt til at afgøre troens og salighedens sag. Den magt er alene Guds. Når vi døber – og det gør vi på Herrens befaling – sker det under et bestemt fortegn, nemlig bønnens. Det kommer klart frem i Luthers ritual af 1526. Først den såkaldte bede- og bankebøn: “O, almægtige, evige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader … giv nu det gode til den, som beder, åbn døren for den, som banker …” Derefter “syndflodsbønnen” med ordene: “at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden …” Den frelsende tro er Guds gave i dåben, en gave, som vi kun kan bede om. Denne forudsætning for dåben, som vi udfører, den menneskelige afmagt og bønnen til Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, kommer ikke så klart frem i det nuværende ritual. Også på det punkt er der tale om en forfaldshistorie.
Grundtvigs syn, der i virkeligheden ikke er andet end et nyt klart blik på dåbsritualet, indebærer, at der ikke er nogen forskel på barnedåb og voksendåb. Det kan høres som en replik til visse røster i den aktuelle debat. Et fælles nordisk studieprojekt 2020-2022 resulterede i en række anbefalinger. De blev offentliggjort i Præsteforeningens Blad #13 2022. Punkt 8 af 18 lyder: Det anbefales, at kirker “udvikler en forståelse af dåb, som ikke kun relaterer til spædbørnsdåb, men også omhandler dåb af børn, unge og voksne.” Det er en virkelig god anbefaling. Replikken herfra kan være, at det er allerede sket. Grundtvigs forståelse af dåben passer som hånd i handske til den anbefaling.
Punkt 11 lyder: (Det anbefales, at kirker) “kommunikerer om dåb på en måde, der lægger vægt på tilhørsforhold og fællesskab.” Det er bestemt ikke forkert, at man i dåben kommer til at høre hjemme i en sammenhæng. Men man kunne spørge, om det er tilstrækkeligt at sige det. Går man ikke uden om det væsentligste? Det ville G. mene. Jvf. ovenstående gennemgang.
Villy Klit-Johansen, 6. december 2022