Af Villy Klit-Johansen, fhv. sognepræst, Lisbjerg
At troen og dåben hører uløseligt sammen, betyder, at dåben er et sakramente. Det skal dåbsritualet af sjælesørgeriske grunde afspejle. Ritualet må ikke være bestemt af andre hensyn end Jesu indstiftelse. Jeg læser Ambrosius af Milano og sammenholder ham med Luther og Grundtvig. Jeg læser Ambrosius efter bogen »Ambrosius av Milano: Om Sakramenten. Om Mysterierna«. Översatta med inledning av Per Beskow, Artos Bokförlag, Skellefteå 1989.
Biskop Ambrosius af Milano er en af oldkirkens største teologer og kirkefolk. Skriftet »Om sakramenterne«, der sandsynligvis er en stenografisk nedskrift af biskop Ambrosius’ dåbsundervisning for de nydøbte gennem seks dage efter påskens dåbstermin, giver os god oplysning om dåbsritualet i Milano. Ambrosius skrev i slutningen af 300-tallet. I det væsentlige er det milanesiske ritual identisk med ritualet i Rom, sådan som vi kender det fra »Den apostolske Tradition« fra omkring 220, der ofte tilskrives Hippolyt.
På enkelte punkter peger Ambrosius frem mod den katolske middelalder. Således blev dåbsvandet indviet ved en indvielsesbøn. Men i det væsentlige stemmer det med Luthers ritualer fra 1523/1526. Kernen i ritualet er forsagelsen af Djævelen og dåbspagtens oprettelse ved spørgsmål og ja-svar i tæt forbindelse med vanddåben.
I dåben får vi den frelsende tro
Det er interessant, at tilspørgslen med trosbekendelsen og dåbskandidatens ja-svar stadig, som i Den apostolske Tradition, fungerede som det egentlige døbeord. Døbeordet »Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« hører i den vestlige tradition en senere tid til.
I Ambrosius’ »Om Sakramenterne«, Anden bog, punkt 20, læser vi om fremgangsmåden. Dåbskandidaten står i dåbsbassinet, og så kommer det afgørende:
Man spurgte dig: »Tror du på Gud, den almægtige Fader?«
Du svarede: »Jeg tror«
og sænkedes ned, det vil sige blev begravet.
Man spurgte dig fremdeles: »Tror du på vor Herre Jesus Kristus og på hans kors?«
Du svarede: »Jeg tror« og sænkedes ned.
Tredje gang spurgte man dig: »Tror du også på Den Helligånd?«
Du svarede: »Jeg tror«
og sænkedes ned for tredje gang.
Muligvis har trosbekendelsen i denne tilspørgsel i virkeligheden været længere. Måske har den ligget tæt på Det gammelromerske Symbol. Men det er ikke afgørende. Intet tyder på, at der ved siden af dette ritual fandtes et særligt dåbsritual for spædbørn. I det omfang, barnedåb har fundet sted, har barnet vel fået hjælp af faderen eller moderen til at svare troens ja, sådan som det er tilfældet i Den apostolske Traditions ritual ca. 150 år tidligere. Det betyder, at kirken meget tidligt i historien har taget barnetroen (fides infantium) alvorligt. Dåben var troendes dåb uanset den døbtes alder. Det var simpelthen den samme dåb.
Som indledning til sin dåbsundervisning skriver Ambrosius i Første bog, punkt 1:
(Jeg oversætter fra svensk): »hos en kristen kommer troen først (hos en kristen kommer tron främst). Derfor kalder man i Rom de døbte for ’troende’ (trogna), og vor fader Abraham blev retfærdiggjort af tro og ikke af gerninger. I har nu taget imod dåben, I har fået troen. Jeg kan umuligt bedømme det på anden måde, thi du ville ikke være blevet kaldt til nåden, hvis Kristus ikke havde regnet dig værdig til sin nåde«.
Det er interessant, at Ambrosius, ligesom Luther og Grundtvig, så dåben som et udtryk for retfærdiggørelsen af tro, nej endnu stærkere: ikke som et udtryk for, men som en meddelelse af retfærdiggørelsen af tro. I dåben får vi den frelsende tro. Tro forud for dåben må betragtes som noget forberedende, en længsel efter Gud og hans frelse, eller som en bøn derom.
Lige så interessant er det, at Ambrosius konsekvent kalder dåbsbassinet for »kilden«. Dåben er livets kilde.
Videre, i punkt 15: »Da vor Herre Jesus Kristus indstiftede dåben, begav han sig til Johannes …«. Ambrosius mente som Luther og Grundtvig, at Matt. 3,14 f., beretningen om Jesu dåb i Jordanfloden ved Johannes Døber, er beretningen om den kristne dåbs indstiftelse. Videre skriver han: »Hvorfra kommer dåben om ikke fra Kristi kors, fra Kristi død? Dér findes hele mysteriet, thi han er død for dig. I ham er du genløst, i ham er du frelst«.
Når Jesus, den syndfri, Guds enbårne Søn, modtog synderes dåb, begyndte han dermed at gå vejen til korset, hvor han døde for vore synder. Dåbens indstiftelse skal ikke findes i en evangelists ord, f.eks. missionsbefalingen i Matt. 28, men i selve Jesu person og gerning. At blive døbt er at blive ét med ham.
Det er Kristi ord, ikke evangelisters ord, der gør dåben til en frelsende handling
Jeg anfører fortrinsvis citater, som er relevante for den aktuelle debat om dåben. Det skal tilføjes, at der er uendelig meget mere at sige om Ambrosius’ skrift.
Men lad mig tage et par citater fra Fjerde bog – om nadveren. De er nemlig relevante for dåbsritualet. Han drøfter, hvad det er, der gør nadverens brød og vin til Jesu legeme og blod.
Punkt 14: »Med hvilke ord sker konsekrationen og med hvis [ord]? Med Herren Jesu ord«.
Punkt 15: »Hvilket ord af Kristus? Jo, med det ord, ved hvilket alting er blevet skabt«. Ambrosius regner altså, igen ligesom Luther og Grundtvig, Jesu ord ved nadveren for et skaberord, et ord, der skaber, hvad det nævner.
I nadverens velkendte indstiftelsesord skelner Ambrosius endda omhyggeligt mellem evangelistens ord og Jesu ord. I Punkt 22 citerer han nadverens indstiftelsesord. Jeg tager ikke det hele med, men kun herfra:
»Tag og drik alle heraf. Dette er mit blod«. »Læg mærke til«, skriver Ambrosius, »at alle ordene er evangelistens lige til ‘Tag’, både når det gælder legemet og blodet; derefter er det Kristi ord: ‘Tag og drik alle heraf. Dette er mit blod.’ Læg mærke til disse detaljer«. Ambrosius’ skelnen mellem evangelistens ord og Kristi ord er af stor betydning. Det er Jesu ord, der er skabende, ikke evangelistens. Det er Kristi levende ord, der gør dåben og nadveren til sakramenter. Man skulle tro, at han havde læst Grundtvig!
Det skulle nemlig ligne Ambrosius dårligt, om han ikke også i dåbsritualet skelner mellem evangelisters (skriftens) ord og Kristi ord. Her kommer to led i det milanesiske ritual i betragtning:
1. Åbningen, Jesu ord til den døve i Mark. 7,34: »Effata«, et aramæisk ord, der betyder »Luk dig op«. Det bevarede Luther i sit ritual 1523, og Grundtvig brugte motivet i sine salmer (DDS 443,5).
2. Dåbspagtens ord: »Tror du o.s.v.« Ambrosius regnede helt klart dåben for en guddommelig frelseshandling på linje med nadveren. Derfor er det nærliggende at antage, at han regnede Jesu ord i dåbspagten for »konsekrationsord« eller indstiftelsesord. Dét så meget mere, som dåbspagtens ord var døbeordet. Sådan så Grundtvig også på det. Han troede fuldt og fast, at Herren Jesus er til stede ved døbefonten og taler sit levende og skabende ord i dåben. At den apostolske trosbekendelse i den skikkelse, vi kender og bruger, ikke fandtes på Ambrosius’ tid, ændrer ikke ved, at dåbens pagt oprettes ved Jesu spørgsmål om troen og dåbskandidatens ja-svar.
Luther og Grundtvig: Der er ingen forskel på barnedåb og voksendåb
Vi springer frem til Luthers dåbsritual. Her er forholdet det samme som i Ambrosius’ fra Milano. Dåbspagtens oprettelse ved Herrens spørgsmål til dåbskandidaten og dennes svar er i Luthers ritualer af 1523/1526 stadig en hovedsag. Dåbspagten hører nødvendigt med til dåben. Blandt andet derfor kan man ikke sige som professor Thodberg, at Luthers ritual er et udtalt barnedåbsritual. (»Dåben og dåbs-ritualets historie«, Fønix 2017 s. 76).
Grundtvig afviste udtrykkeligt tanken om, at der skulle være forskel på barnedåb og voksendåb. For eksempel skriver han i skriftet »Daab og Synds-Forladelse«, 1834: »som om barnedåben var væsentlig forskellig fra de voksnes dåb«.
Er »baptismen« en følge af den uheldige udvikling i den lutherske tradition?
Det med at se barnedåb og voksendåb som to forskellige slags dåb er ganske enkelt et »moderne« fænomen. Kan det tænkes, at »baptismens« afvisning af barnedåben er en følge af, at kristendommen fra at være evangeliet om frelse ved troen på Jesus Kristus var blevet til dogmatik netop i dåbsritualet. I den lutherske landskirke efter reformationen og især under enevælden blev kristendommen til den statsbærende ideologi. Staten blev opfattet som en kristen stat. Det fik stor betydning for kirkens dåbspraksis. Dåben var ikke længere en frivillig sag. Det fik også i et vist omfang betydning for dåbsritualets udformning. Det blev med tiden i stigende grad præget af dogmatik, hvilket fordunklede dåbens karakter af livets kilde eller – med andre ord – den personlige forening med Kristus i dåbspagten.
Med Grundloven i 1849 fik vi et sekulært samfund, og statskirken benævntes nu Den danske Folkekirke, men kirken var stadig dybt præget af enevældens tankegang. Samfundet kunne også stadig betragtes som en kristen enhedskultur.
Der er løbet meget vand i stranden siden 1849. Kristen tankegang er ikke længere en selvfølgelighed. Sekulariseringen er slået igennem i folkeskolen, i medierne og i offentligheden i videre forstand. Der råder en monumental uvidenhed om, hvad kristendom er.
Man taler i disse år om en vågnende »trang til tro«. Men kan den tilfredsstilles af den dogmatisering af dåben, der slog så stærkt igennem i dåbsritualet i 1912. Dåbspagten er ganske vist bevaret i 1912/1992-ritualet, men den er i betænkelig grad sat i skyggen af dogmatikken (Guds børn-teologien). Jeg nøjes her med at nævne, at dåben i Peder Madsens indledende bøn entydigt defineres som barnedåb, og at troen er helt fraværende. I modsætning til Luthers berømte »synd-flodsbøn« er Madsens ikke en bøn om, at dåbskandidaten i dåben må få den saliggørende tro. Forskellen er meget dyb. Det er folkekirkeideologi contra frelsen ved troen på Vor Herre Jesus Kristus.
»Baptismen« synes at leve af den uheldige udvikling i den lutherske tradition.
Hvad nu?
Den kristne enhedskultur er fortid. Færre og færre bliver døbt som spæde, men glædeligvis vokser antallet af unge og voksne, der bliver døbt. Vi skal derfor til at være mere bevidste om, at der kun er én dåb, og det er den samme uanset dåbskandidatens alder. Det skal tydeligt fremgå af dåbsritualet. Blandt andet derfor kan Peder Madsen-bønnen ikke bruges mere.
Troen og dåben hører uløseligt sammen, og troen er Guds gave. I absolut forstand. Den er ikke en subjektiv beslutning, som folkekirkens stadig pietistisk prægede konfirmation lægger op til, men troen er virkelig Guds gave ved Kristi mægtigt virkende ord i dåben. Det betyder, at dåben er evangelium, ikke som i den herskende ideologi et halvt evangelium. Folkekirkeideologien lægger jo op til, at den frelsende tro er noget, som hin enkelte selv føjer til.
At troen og dåben hører uløseligt sammen betyder, at dåben er et sakramente. Det skal dåbsritualet af sjælesørgeriske grunde afspejle. Ritualet må ikke være bestemt af andre hensyn end Jesu indstiftelse, som både Luther og Grundtvig understregede. Og, hvad der er meget vigtigt: evangeliet er enkelt. Denne enkelhed, eller vi kan sige denne dåbens folkelighed, må vi ved Åndens hjælp finde frem til igen. Som i oldkirken og i den lutherske reformations dåbsritual.
I oldtidens hedenske samfund, som Ambrosius levede i, gik der et treårigt katekumenat forud for dåben. Måske er tiden inde til at drøfte kirkens dåbspraksis. Dåben er et frelsesmiddel, ikke et middel til at skaffe folkekirken medlemmer og fremtidige kirkeskatteydere. Hvad betyder det for kirkens dåbspraksis? Ja, det er det spørgsmål, der bør drøftes.
Og så hører det selvfølgelig med, at dåben varer hele livet, den er ikke overstået med selve handlingen. Det er ikke dåbshandlingen, der frelser, men dåbspagten. Det betyder, at dåben hører sammen med et liv i Kristi menighed med bønnen, evangeliets forkyndelse og nadverens måltid som troens næring til vækst frem mod fuldendelsen i Guds evige rige.
Artiklen har været trykt i Præsteforeningens Blad “Præsten”, 25. september 2026, #39