Evangelium: Markus 10, 13-16
Der er en angst, der hører med til det at være menneske, selve livsangsten kan vi kalde den.
Den kan komme, når livet for alvor gør ondt, når man føler sig klemt og ikke synes, der er nogen, der kerer sig om en. Når man ikke møder nogen anerkendelse for det, man gør, selv om man anstrenger sig til det yderste, og når man ikke møder nogen anerkendelse for, hvad man er som menneske.
Eller den kan komme, når døden pludselig bliver en meget påtrængende virkelighed.
Men selv når man i og for sig har det godt, kan ens sind godt spille en et puds, så det hele alligevel kommer til at se håbløst.
Så er det, at spørgsmålene kan komme og stille sig i kø:
Er der overhovedet nogen mening med livet?
Er et menneske kun et skrøbeligt biologisk produkt, der dør lige så tilfældigt, som det er blevet til?
Måske er der en ondskabsfuld Gud, der har moret sig med at skabe os – til smerte og angst og til at dø?
En skaber, der bryder sig om os, er det da svært at forestille sig, når man tænker på jordskælvskatastrofer og zunamier, hvor mennesker omkommer i hundredtusindvis, som var de fluer.
Og selv om vi dør på naturlig vis, går der ikke mange år, før vi er glemt, og gravstenen bliver fjernet og kørt til knusning.
Som én sagde: Hvis du vil vide, om du betyder noget, så stik din finger ned i et glas vand, tag den op igen og se efter, hvor stort et hul, den har efterladt i vandet!
Er jeg noget?
Forsvinder jeg bare i det store intet?
Eller møder jeg måske ligefrem den store dommer, der siger: Duer ikke! Væk!
Ja, hvad var det, der skete ved døbefonten for få minutter siden – og engang for mange år siden, da jeg selv blev døbt?
Og hvad var det, der blev sagt?
Den dag fik jeg adgang til på vejen gennem livet at tale personligt med Gud og kalde ham Fader. Jeg fik nemlig Fadervor til gave – som ord, jeg kan finde mig selv i. De rummer alt, hvad jeg har behov for.
Så hjalp min moder mig med at svare ja til dåbspagtens store tilbud om at tro på skaberen, frelseren og levendegøreren. Jeg måtte have hjælp til at svare, men det har haft fuld gyldighed fra første færd, og det står ved magt den dag i dag. Når jeg vedkender mig dåbens pagt, så gælder den mig endnu.
I dåbens bad, blev mit navn nævnt, og det blev knyttet sammen med Guds store navn, Fader, Søn og Helligånd. Jeg blev talt personligt til af Gud.
Den store, ukendte magt bagved alt, hvad der er til, tog mig til sig og gav mig ret til at høre hjemme både i hans kirke på jorden og i hans evige rige. Han blev min frelser fra alle onde magter.
Så er jeg nogen. Så har jeg identitet.
*
Og så hørte vi ved døbefonten også de få sætninger, der er dagens evangelium. De har sikkert fået plads i dåbsritualet, fordi man har forstået dem som et forsvar for barnedåben. Når nogen har sagt – som der også er dem, der siger i vore dage – at de små jo ikke kan forstå evangeliets ord, de kan ikke tage stilling til det, og de kan ikke selv svare ja til troens ord, så dåben er ikke noget for dem, så har kirken svaret: ”Jamen, Jesus blev vred på disciplene, da de engang forsøgte at holde de små børn borte fra ham. Han sagde: ’Lad de små børn komme til mig, dem må I ikke lægge hindringer i vejen, for dem giver jeg plads i Guds rige.’
Og da Jesus siger, at vi skal gøre alle folkeslagene til hans disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lære dem at holde alt, hvad han har befalet, så gælder det vel også børnene, de hører vel med til folkeslagene? og hvad skulle der så være at betænke sig på? Og vi kan ikke tidligt nok komme i gang med at lære dem alle hans bud, som mest er store tilbud, så de kan blive glade for at have deres identitet i at være kendt personligt af den almægtige Gud. Noget bedre kan man da ikke gøre for sine børn.”
Sådan har kirken sagt, og sådan siger den.
Så er der lige den ikke uvæsentlige krølle på historien, at de ord af Jesus, som vi har i det lille stykke af Markusevangeliet, jo egentlig er sagt til de voksne. Så nu skal vi vist lige være meget opmærksomme. Det var de voksne, selvkloge disciple, der trængte til at blive belært om, hvordan det går til i Guds rige. De mente, at børnene lige skulle blive lidt større og lære lidt mere, før det med Guds rige var noget for dem, men det var de voksne, der trængte til belæring. Det kommer med vældigt eftertryk, det, Jesus siger til dem: ”Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”
Hvad vil det sige at tage imod Guds rige ligesom et lille barn?
Mon ikke vi kan sammenligne med et hjem? Vi siger ikke til et spædbarn: ”Hvis du vil bo her i huset og nyde godt af husets goder: Varme, føde og klæder, omsorg osv., så må du også yde noget. Nu kan du fx godt gå ud at vaske op.” Det er indlysende, at det er meningsløst, det er næsten pinligt indlysende, at det er meningsløst at sige sådan til et spædbarn.
Det lille barn hører ubetinget til i hjemmet. Den kærlighed, som barnet mest af alt har brug for, skal det ikke gøre sig fortjent til først. Den er grundlaget for dets liv.
Det må være sådan, det er med Guds kærlighed. Den er grundlaget for vores liv – både vores liv her på jorden og vores liv i Guds evige rige.
Hvis vi gerne vil høre hjemme i Guds rige, være trygge der og leve i håbet om, at han vil tage imod os, når vores liv her på jorden ender, så vi skal få at se med egne øjne, at der var mening i galskaben, vi var og er så værdifulde for Gud, som hans Søn Jesus gav til kende i al sin gerning og al sin tale, da han gik hernede for et par tusinde år siden, så er vi nødt til først at lægge vores voksne selvklogskab og skeptiske fornuft til side. Den har intet at gøre i denne sammenhæng. Den er tværtimod en hindring.
Og så må vi tage imod Guds rige med samme selvfølgelighed, hvormed det lille barn tager imod forældrenes kærlighed og omsorg. – Ellers kommer vi slet ikke ind i Guds rige.
Sådan sagde Jesus til disciplene. Så kunne de lære det.
Og forhåbentlig kan vi lære det, så vi kan tage imod Guds riges fred og glæde og sige tak til.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
Salmer: 319 – 13 – 482 — 169 – 139, v. 6
Villy Klit-Johansen 9. januar 2021