Det er meget interessant, at professor Regin Prenter i de prædikener, han holdt i Branderup Kirke i midten af 70erne, forkynder helt og holdent grundtvigsk om dåben. Han prædiker ud fra Grundtvigs dåbspagtsteologi, som Grundtvig fra og med den “mageløse opdagelse” i 1824-25 har fået øjnene åbnet for i det lutherske dåbsritual. Alt hvad Grundtvig skrev efter den tid i et utal af salmer og flere dybtborende artikler er gennemsyret af denne befriende opdagelse.
Regin Prenter havde dette syn som udgangspunkt for sit arbejde med dåben og hele kristendomsforståelsen. Det er et syn, der flytter vægten fra teologernes fortolkning af Bibelen til Herrens levende ord i dåben og nadveren. Det er i virkeligheden også udgangspunktet for Grundtvigs folkelige syn. Grundtvig vidste jo, at her kunne børn og jævne folk være med. Levende kristendom var overleveret fra slægt til slægt netop ved døbefonten og nadverbordet – helt bortset fra “de skriftkloges” skiftende tankekonstruktioner.
Det er ikke mindst den stærke grundtvigske inspiration i Prenters forkyndelse, som har begrundet genudgivelsen. Det er ikke, fordi jeg mener, at vi kan gentage Prenters prædikener i 2024. Men vi læser jo også Grundtvigs og Luthers prædikener for at lære af dem.
Prenters grundtvigske, pastorale omsorg for “de små” kommer frem i prædikenerne fra Branderup-tiden. Det første eksempel kan findes i prædiken til
1. s. e. h3k, s. 21 ff.:
“Når Guds rige hører de små børn til, hvem kan da sige nej, når de beder om dåben …? Den bøn fremføres på barnets vegne af dets forældre.”
Uden polemik – polemik hører ikke hjemme i en prædiken – lader Prenter som om, den indledende bøn i ritualet stadig er den fra Luthers 1526-ritual, der stod i dåbsritualet indtil 1912. “Jeg råber til dig over denne N. din tjener, der beder om din dåbs gave … giv nu det gode til den, som beder …” Hele den drastiske omstøbning af ritualet og dermed forståelsen af dåben, der for alvor begyndte med enevældens lutherske ortodoksi og efterfølgende pietisme, og som kulminerede med ritualet af 1912, ser Prenter bort fra. Han prædiker luthersk-grundtvigsk om dåben.
To citater mere fra samme prædiken:
“Han [Jesus] vil kalde os barnedøbte tilbage til vor dåbs pagt. Han vil hjælpe os til at blive på den vej, han selv har banet for de små fra dåben til Guds rige. Også de store skal blive på den vej. Det er det, vi siger til vore konfirmander, når vi bekræfter dem i dåbspagten.”
Dåben er for Prenter dåbspagten, og konfirmationen er ikke konfirmandens eget bevidste svar på troens ord, som forældrene i sin tid svarede på ved døbefonten. Så stor betydning tillagde Grundtvig (og Prenter) ikke den voksne bevidsthed. Konfirmationen er intet andet end menighedens bekræftelse af dåben. Der skal ikke en ny kirkelig handling til, for at dåben kan “virke”. Derfor skal konfirmanden ikke højtideligt stilles et eller andet mærkeligt spørgsmål, som han/hun besvarer.
Og det sidste citat fra denne prædiken:
“Vi frelses ikke ved dåbsakten, men ved dåbspagten, som sluttes mellem Gud og os ved dåbsakten.”
Det er selve kernen i Grundtvigs mageløse opdagelse.
I prædikenen til 3. s. e. h3k, s. 29:
“Vi beder: “Herre, bevar os, sammen med den lille dreng, der i dag skal døbes i vor kirke, i den tro, du føder os påny til at leve i ved den hellige dåb. Bevar os i den tro, du som et sennepskorn sår i os ved døbefonten.”
Prenter kunne aldrig komme bort fra Grundtvigs dybe forståelse af den uløselige sammenhæng mellem Ordet og Troen. Som Prenter et sted i en af prædikenerne skriver: “Troen er slet ikke noget, vi kan gøre til vor ejendom, i en større eller mindre portion. Den tro, Jesus taler om, er noget andet end det, apostlene og vi mener, når ordet tro lyder.” Troen er den tro, som Kristus ved sit ord giver os (sår i os) i dåben.
2. påskedag, s. 69:
“Når den Opstandne kalder os ved navn – og det gjorde han, da han sluttede pagt med os i dåben – da løskøber, dvs. frier han os ud af den fortabelse, hvori vi befinder os, da giver han os magt til at kalde ham vor Herre.”
Ja, dåben er ikke vandet alene, dåben er dåbspagten, Herrens levende ord og hjertets ja til det.
1. søndag efter påske, s. 72:
“Da Fadervor under håndspålæggelse var overgivet os som Herrens og vor fælles bøn, altid hørt af Faderen i himmelen, da lød til sidst ordene: “Fred være med dig!”
Igen forudsætter Prenter det lutherske ritual fra før statskirkens skriftkloge, de luthersk ortodokse og pietisterne, gjorde sig til herrer over dåben. Det var det lutherske ritual, som Grundtvig digtede sine salmer på. I det kom Fadervor uden fantasifulde præstelige regibemærkninger lige efter ordene fra “børneevangeliet”: “Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Derefter skulle præsten lægge hånden på dåbskandidatens hoved og bede Fadervor, der altså i sammenhængen forstås som Herrens ord til den, der døbes. En overdragelse, der giver ret til sammen med Jesus at være Guds barn og tale til hans og vor himmelske Fader. Efter dåbspagten, vanddåben og menighedens bekræftelse af dåben sluttede dåben, som Grundtvig kendte den fra det lutherske ritual, særdeles stærkt med Jesu ord: “Fred være med dig.” Det er Herrens velsignelse, der giver, hvad ordet siger, til den, der tror det.
20. s. e. trin, s. 122-123:
Til sine vordende mordere siger Jesus til sidst: “Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.” Hvad er det for et folk? Det er alle dem, der i tro på den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus bliver døbt til hans navn. Og hvad er det for frugter, dette folk bærer? Det er alle de nye mennesker, som ved troen og dåben, slægt efter slægt, lukkes ind i Guds rige.”
Igen en meget grundtvigsk formulering. Kirken som et folk. Troen og dåben; de to ord står hos Grundtvig ALTID i den rækkefølge. Det er der nok en pointe i.
Betyder Prenters grundtvigske syn, at han benægter dåbens karakter af sakramente? Nej, selvfølgelig ikke. I prædikenen til 1. s. e. h3k over “børneevangeliet”, Mark 10,13-16 (s. 21) understreger han, at “dåben er uendelig meget mere end en forbigående barnevelsignelse, så smuk og betydningsfuld denne end er, når det er Jesus, der giver den. Dåben er, både når den gives til voksne, og når den gives til små, en ny fødsel af vand og Helligånd, som det hedder i brevet til Titus kap. 3, v. 5: det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.”
Der er slet ikke nogen modsætning mellem vægten på ordet og troen og dåben som genfødelsens bad, for Helligånden er netop “enheden af ordet og troen”. Denne tanke udfolder Prenter i Skabelse og Genløsning s. 481 ff. Og det er netop ordet og troen, der gør dåben til genfødelsens bad. Det er genuint grundtvigsk tankegods, som man ikke skal læse meget i de relevante grundtvig-skrifter for at støde på. Jeg nøjes med at anføre et enkelt eksempel.
Hvis man ser bort fra salmerne, har Grundtvig næppe udtrykt sin dåbspagtsteologi klarere, end han gør det i sin prædiken til aftensang 6. søndag efter trinitatis 1842 (Grundtvig, prædikener i Vartov, bind 3, Forlaget Vartov 2003). Sproget er lidt knudret, men tanken er klar. Han understreger først, at uden genfødelsen af vand og Ånd i dåben får man ikke magt til at blive Guds barn. Dåben er altså nødvendig. Dernæst får vi hans bud på, i hvilken forstand man kan tale om, at der sker en genfødelse i dåben:
“Dette er det første, mine venner, men det andet er ligesom dette, at uden ordet og troen udretter dåben slet intet, … så hvem der enten vil indbilde sig, at dåben kan genføde ham uden tro, eller at han genfødes ved nogen anden tro end troen paa det ord, som lyder til ham ved dåben, når han på Herrens vegne tilspørges: forsager du? og tror du? og døbes paa Herrens vegne i Faderens og Sønnens og Helligaandens Navn, og velsignes paa Herrens vegne med hans “Fred være med dig,” … får også nøjes med en indbildt genfødelse.” Så vidt Grundtvig. Der kunne anføres et utal af steder i Grundtvigs skrifter, både prosaskrifterne og de poetiske, med samme indhold.
Det er denne “dåbspagtsteologi” hos Grundtvig, som Regin Prenter var dybt indlevet i og øste så flittigt af. Prenter prædikede ud fra det lutherske ritual, som Grundtvig skrev sine salmer på. Og, som man kan konstatere, uden polemik, fordi polemik slet ikke hører hjemme i en prædiken. Tilhørerne i Branderup Kirke har sikkert ikke bemærket denne særlige side af Prenters forkyndelse, ligesom en læser let vil kunne overse den. Det, der betyder noget, når vi er til gudstjeneste, er jo at høre evangeliet og blive opbygget af det.
Gad vidst, hvad Prenter ville have ytret i forbindelse med det aktuelle arbejde med dåbsritualet! Plads i dåbskommissionen ville han næppe have fået. Dertil var han for grundtvigsk.
Villy Klit-Johansen, 14. juli 2025