Godtfred Grønningers Blog

Martin A. Hansen læser vi jo. Det er nærmest en selvfølgelighed. Der er tale om et monumentalt værk fra det 20. århundrede. Ikke til at komme uden om. Litteraten, nu også sognepræst Anders Thyrring Andersen analyserer i “Polspænding”, især i kap. IX, MAH´ s dybe inspiration fra Kierkegaard og hans noget mere komplekse forhold til Grundtvig. Jeg vurderer, at Anders Thyrrings fremstilling af sagforholdet er retvisende, så det forudsætter jeg i det følgende, hvor jeg tillader mig at sætte nogle spørgsmålstegn ved MAH´ s forståelse af Grundtvig. Det forekommer mig, at hans næsegruse beundring for Kierkegaard hindrer ham i at forstå Grundtvig. Facebook-formatet tillader ikke en dybere analyse, mit eget format måske heller ikke(!), så det bliver kun nogle punktvise nedslag, der dog rummer et overordnet synspunkt.

MAH’s nadveroplevelse, som han fortæller om i hospitalsdagbogen (sidetal husker jeg ikke), viser, at han grundlæggende har fattet evangeliet. “Meningen skulle man ikke komme med. Nar, som man var, den kunne bare gives.” Ja,bedre kan det vist ikke siges. Kierkegaard havde også fattet evangeliet. Selvfølgelig. Jeg erindrer et billede, som Kierkegaard et sted bruger, jeg husker ikke hvor. Han siger noget i retning af, at havet spejler himlen, men kun hvis det holder sig i ro. Hvis det anstrenger sig bare den mindste smule, forsvinder billedet. Det er et usædvanlig smukt og rammende billede af evangeliets kerne. Samtidig rummer det også forståelsen af livet som en kamp med tvivlen (hvis det anstrenger sig!). En “grundtvigsk” kommentar kunne være: Det hele er givet i dåben, også håbet, det hele er givet som et liv at leve i pagten. Ingen har lovet os, at det er en slentretur i ro og mag. Det er netop en grundtvigsk kommentar, for det ville Kierkegaard ikke kunne sige.

MAH’s udtalelse til Sverre Riisøen i en samtale i Aarhus Stiftstidende i 1954 kan jeg tilslutte mig. Han siger:”Idyl-religiøsiteten skyr jeg som pesten. Men hvad havde jeg vundet i livet uden Søren Kierkegaard som et af de faste stadier på min vej:” Med “idyl-religiøsiteten” tænker han tænker vel på den “grundtvigianske” kristendom (Polspænding s. 296), og måske også på Grundtvig selv. Men i så fald vil jeg mene, at han skyder Grundtvig noget i skoene. Ualvorlig kan man bestemt ikke kalde den gamle.

MAH havde heller ikke behøvet at ty til Kierkegaards tankegang i sin udlægning af “O kristelighed” i sit sidste dagbogsnotat i hospitalsdagbogen (s. 287): “At blive frelst vil ikke sige at finde det rette igen – det kan ingen – men det vil sige gennem fortvivlelse at nå ud i et øde, hvor alt er tabt, og hvor redningen kommer.” Det ville den gamle kunne sige ja og amen til, men det er ikke det, salmen “O kristelighed” handler om. Den befinder sig et andet sted i G.’s rige tankeverden.

Ikke desto mindre har MAH hentet inspiration fra begge de to store. Men især fra Kierkegaard, der unægtelig er meget radikal i sin tankegang. Det er hele tiden hin enkelte, springet ud på de jeg ved ikke hvor mange favne, afgørelsen, eksistensen, subjektivismen (s. 290), valget, den eksistentielle anstrengelse (s. 289). At det er bevægende på denne vis at få et indblik i Kierkegaards ensomhed og sjælekvaler kan der ikke herske tvivl om, og ethvert menneske, der kender til alvor og ejer følelse, vil kende noget af det fra sit eget liv.

Personlig har jeg nok lidt ensidigt studeret i Grundtvigs dåbspagtsteologi. Hvorfor? Fordi det i den lutherske tradition efter Luther har knebet gevaldigt med at få troen til at hænge sammen med dåben. Det er en fatal fejludvikling, fatal, fordi den i høj grad overbelaster det enkelte menneske. Altså overbelaster det i forhold til Gud. Udviklingen i det lutherske (ortodoksien, statskirkepietismen, rationalismen, vækkelserne) har tildelt mennesket mere i gudsforholdet, end det kan bære, og det er blevet svært at se, at det frelses af nåde og ikke ved egen kraft. Ofte er det kommet til at se ud, som om evangeliet er en “lære”, som mennesket kan “vælge at tro på”. Det, der bestandig siden 1825 optog Grundtvig, var overvindelsen af den dikotomi mellem objektivt og subjektivt, dåben og troen, som det lutherske var endt i. Kierkegaard og MAH kunne simpelthen ikke få troen til at hænge sammen med dåben. Grundtvigs mageløse opdagelse betød, at det HANG sammen. DÅBSPAGTEN ER ET PERSONLIGT TROSFORHOLD TIL GUD. Det betyder, at det, evangelisk set, er umuligt at adskille troen og dåben, det vil sige ordet og troen, for det centrale i dåben er Guds ord. Det har jeg skrevet så meget om, at de må hænge mine læsere ud af halsen. MAH forstod det ikke. Dertil var han for kierkegaardsk.

Det hænger nøje sammen med den afgørende dikotomi, som MAH med Kierkegaard som vejleder dyrkede, mellem hin enkelte og fællesskabet, menigheden. De to mener, at det begynder med hin enkelte, og de mange hine enkelte kan eventuelt finde sammen og danne menighed (s. 301: “forsaavidt der, religieust, ER ‘Menighed’, da er dette et Begreb, som ligger paa den anden Side af ‘den enkelte’” (Kierkegaards Samlede Værker, bd. 18, s. 67-68)

Det er opdagelsen af og troen på Herrens tilstedeværelse i menighedens forsamling, der gør, at MAH´s og Kierkegaards dikotomi mellem den enkelte og fællesskabet er umulig. Menigheden er ikke en sammenslutning af enkelte troende. Menigheden er dybest set Kristus selv. Derfor er kristendom ikke en “lære”, som den enkelte kan beslutte at “tro på”, men kristendom er Kristi eget liv, der skænkes os at få del i, ikke intellektuelt ved læsning, men gennem hans levende ord i dåben og nadveren.

MAH indrømmer ganske vist (s. 301, at det ikke er Bibelen, men menigheden, som er det bærende i kristendommens liv. Her henviser han til “Kirkens Gienmæle fra 1825. Men han har svært ved at fastholde den pointe. Thi I DEN TID, VI LEVER I, REFLEKTIONSTIDEN, må vi nødvendigvis begynde med Kierkegaard. Grundtvig hører en eller anden fremtid til. Kierkegaard må først have fuldført sit nedbrydningsværk (nedbrydningen af den enkeltes gåen op i massen), først da bliver der mulighed for den grundtvigske menighedsforståelse (s. 297-298). Her er jeg i fremmed land, for jeg tror som sagt ikke det er rigtigt.

Måske er det rigtigt, hvis man udelukkende vil henvende sig til en intellektuel elite, men er det det, vi skal? Grundtvig mente, at det hele begynder med de små i folket. DE SMÅ – de fylder umådelig meget i den gamles tankeverden. Han havde lært det af Jesus, der sagde: “Jeg priser dig fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige.” (Mattæus 11, 25).

Hvad havde MAH mon læst af Grundtvig? I Polspænding på s. 287 skriver Anders Thyrring, at MAH jævnlig opstiller lister over sine inspirationskilder i første halvdel af 1940’erne, og der er der intet spor af Grundtvig. Det er helt klart, at Kierkegaard var hans primære inspirationskilde – næst efter evangeliet.

På s. 301 nævner Anders Thyrring et citat fra “Kætterbreve”, hvoraf det fremgår, at MAH kender Kirkens Gienmæle. Og så er der de allersidste sider af dagbogen, hvor MAH skriver notater om “O kristelighed”, fordi et forlag havde opfordret ham til at skrive om salmen. Den forsøger han lidt kikset at forstå med sit kierkegaardske begrebsapparat.

MAH skriver meget om, at Grundtvig ikke kan bruges til noget i den moderne tid. Måske engang, når man ved Kierkegaards hjælp har renset ud i augiasstalden. Men hvor han har sine forestillinger om Grundtvigs tanker fra forbliver en gåde.

Det er en skam, at han havde så mange meninger om Grundtvig, men i virkeligheden havde forstået så lidt af det centrale i hans tankeverden.

MAH blev aldrig grundtvigianer, fastslår Anders Thyrring. Og med rette. Han voksede jo op i Indre Mission. Derfra gik hans vej meget tidligt i ungdommen til læsning af Kierkegaard.

Hvis han havde læst mere af Grundtvig, kunne det medført en forløsning for ham personligt. Det krampagtige kierkegaardske kunne han måske være blevet løst fra. Måske! Men så ville han muligvis ikke være blevet digter. Det er vel netop den forkrampede spænding, der gør ham til digter?

Mine overvejelser her ændrer ikke ved, at MAH var en stor forfatter. Og det ændrer heller ikke ved, at Grundtvig ikke kan bruges i dag én til én, som man siger. Men det kan Kierkegaard nu altså heller ikke, selv om man næsten kan få det indtryk, når man ser, hvor meget han fylder blandt de lærde, i medierne, på antikvariaternes hylder o.s.v.

For mig at se gælder det i dag om at finde ind til det centrale i Grundtvigs tankeverden. Dér er der vitaminer for ånden. Derfra vil der kunne flyde en rig fornyelse af dansk kirke og dansk folkelighed. Det er jeg overbevist om.

Villy Klit-Johansen 20. april 2023

I Vartovs grønnegård står Niels Skovgaards grundtvigstatue i granit. Den viser Grundtvig knælende, mens han peger på kilden, som han knæler ved. Teksten, der står på soklen, tolker denne kilde. Teksten løber som et bånd soklen rundt. Der står: “Livets ord af Guddoms-rod kilden er til livets flod.”

Ordene er fra salmen “Helligånden trindt på jord” (1859), salmebogen nr. 298. Det er en vaskeægte grundtvigsalme. I kender den, men alligevel:

1
Helligånden trindt på jord
er Guds røst med livets ord;
hvem der har for sandhed øre,
i Guds nådes røst kan høre
Guddoms-faderhjertet slå.

2
Livets ord af Guddoms-rod
kilden er til livets flod;
lysets børn deri sig bade,
de af dåben sjæleglade
dukker op til evigt liv.

3

Livets Træ ved flodens rand
vokser op i troens land,
så Guds-folket mad og drikke
midt i ørken savner ikke,
lever højt ved Herrens bord.

4
Det er sandt, og det er stort,
det har Jesus Kristus gjort,
det har Herren som vor næste
kærlig gjort til fælles bedste,
evigt liv med salighed.

Salmen forekommer enkel, og dog rummer den “det hele”: Den treenige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden, dåben og nadveren. Men ikke som død dogmatik, den afspejler tværtimod dynamisk liv.

Hvor mange gange har man ikke sunget den salme uden at tænke dybt over indholdet. Sådan er det jo tit. Nu sang vi den så i dag i Århus Vor Frue, og jeg måtte et par gange holde op med at synge, fordi jeg blev slået af salmens storhed. Sådan kan det også gå.

Udtrykket livets ord, der dukker op i første strofe henter G. fra det første vers af Johannes’ 1. brev: “Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord  – og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os –  det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus.”

Livets ord var ikke noget fjernt og abstrakt for Johannes. Det var særdeles nærværende og konkret, ja faktisk håndgribeligt: “det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved”. Livets ord er identisk med Guds menneskeblevne Søn Jesus Kristus.

Heller ikke for G. var livets ord fjernt og abstrakt, det var helt nærværende i dåben og nadveren. Udtrykket livets ord ligger tæt på det ofte brugte: Det levende ord, nemlig Herrens levende ord i dåben (ofte benævnt troens ord), hvor vi genfødes til evigt liv for i troens land at vokse ved den føde, vi får i nadveren (strofe 2 og 3).

Også i denne lille, store salme ser vi, at ordet og troen, som altid hos den gamle, er uløseligt knyttet sammen.

Lad det være nok. Der er i salmen dybder, som vi næppe kan lodde, og samtidig er den enkel og poetisk meget stærk. God søndag alle sammen!

Villy Klit-Johansen 19. marts 2023

Regin Prenters dybe grundtvigske inspiration

Det har i årtier været en udbredt antagelse blandt teologer og præster, at tilspørgslen ved dåben med forsagelsen og trosbekendelsen: forsager du …, tror du …, kunne risikere at gøre troen til en menneskelig præstation i en eller anden forstand. For Grundtvig var det modsatte tilfældet. Ved tilspørgsel og ja-svar opretter Gud sin pagt med et menneske, og netop den pagt gør det tindrende klart, at troen er en gave.

Aarhus-teologen Regin Prenter, der var dybt inspireret af Grundtvig, udgav i 1955 sin store “dogmatik”, Skabelse og Genløsning. I den såkaldte prolegomena, en slags indledning, § 5, bruges pagtstanken til at formulere en åbenbaringsforståelse og et skriftsyn. Prenter skriver: “Åbenbaringshistorien som pagtshistorie … er kun åbenbar for den tro, der modtager de historiske begivenheder, hvorigennem Gud øver sine frelsende gerninger, som Guds uforskyldte gave.” Den tro, der er tale om, er “ganske enkelt den lydige modtagelse af frelsens uforskyldte gave, som tilbydes i pagtens ord.” … “Denne tro er identisk med eksistensen i pagten, hvis historie de tre guddommelige navne betegner.”

Det er sandsynligt, at det er i Grundtvigs store digt Kristenhedens Syvstjerne, nemlig i passagerne om “ordet og troen”, at Prenter har lært om sammenhængen mellem ordet og troen.

Eksistensen i pagten er et andet udtryk for troen. Prenter Skriver: “i dåbens bekendelse træder Gud med pagtens historie personligt hen til hver enkelt og spørger: “Vil du modtage denne pagt, som jeg nu åbner for dig?” Dette er kernen i den “kirkelige anskuelse”. Dermed peger Prenter på en meget vigtig og for mig indlysende og uomgængelig pointe, som netop findes i Syvstjernens forståelse af “ordet og troen”.

Den måde, hvorpå Prenter sammentænker Grundtvigs kirkelige anskuelse med åbenbaringsforståelsen og skriftsynet, er original. Vi er stadig § 5 i dogmatikkens prolegomena.

Han skriver, at “der er en uløselig sammenhæng mellem åbenbaring og tro, mellem pagtshistorie og pagtslydighed. … I Grundtvigs “kirkelige anskuelse” er denne sammenhæng mellem pagtens historie og eksistensen i pagten erkendt så klart som få andre steder i protestantisk tænkning.”

Udtrykkene “pagtens historie” og “eksistensen i pagten” er originale. De benyttes netop, fordi formålet er at grundlægge åbenbaringssynet og skriftsynet i dåbspagten. Den uopløselige sammenhæng mellem “pagtens historie” og “eksistensen i pagten” er dét, som det kommer an på. Det er Grundtvig inde på utallige steder i sine skrifter. Jeg har for nylig læst Syvstjernen. Derfor citerer jeg fra den. Ordet og troen hører sammen som mand og hustru i ægteskabet:

Ja, fra Nebo-Bjergets Tinde
Luther syned Herrens Land,
Saae hans Ark og Flod derinde,
Leiret mellem Flod og Strand,
Saae, at dér i Ægtestanden
Aanden vied til hinanden
Smukt Guds Ord og Hjertets Tro!

(Kristenhedens Syvstjerne Tysker-Menigheden, strofe 24)

Endnu stærkere udtrykkes den samme tanke i Strofe 103, hvor der gøres den tilføjelse, at sammenhængen mellem ordet og troen faktisk bunder i dåben. Ordet, som troen er uløseligt knyttet til er, dåbspagtens ord:

Thi oplyst er Hjerte-Øjet,
Seer, at Herren ved sit Bad
Ord og Tro har sammenføiet
Til ei meer at skilles ad,
Og velsignet tusind Gange,
Til ved Aanden at undfange
Herlighedens Barne-Haab!

Sådan hænger det hele sammen hos Grundtvig – og hos Prenter. Soteriologien (synet på frelsen) hænger sammen med åbenbaringssynet og skriftsynet. Og i frelsens sag er det afgørende vigtigt, at ordet og troen hænger sammen. Ordet er ikke til uden troen, og troen er ikke til uden ordet.

Det er klart, at dette har betydning for den løbende debat om dåbsritualet. Hvis man er tilhænger af den kirkelige anskuelse, vil man naturligt vende sig imod alle forsøg på at få afskaffet “tilspørgslen” ved dåben, forstået som Herrens mægtige ord til den, der døbes. At den kirkelige anskuelse også har betydning for prædikenens indhold siger sig selv.

Det skal understreges, at dette syn kan opretholdes uafhængigt af det dogmatisk-grundtvigianske syn, der var meget udbredt blandt kirkelige grundtvigianere langt op i 1930’erne, nemlig at Den apostolske Trosbekendelse i den form, vi kender den, historisk går tilbage til Kristus selv. At den altså i den forstand skulle være “ordet af Vorherres egen mund”. Men det er ikke pointen i Grundtvigs kirkelige anskuelse.

Endelig lidt om en indsigt, som Prenter henter ud af Grundtvigs kirkelige anskuelse.

Jeg mener ikke, det er overdrevet at kalde Grundtvigs kirkelige anskuelse en reformation. En reformation indenfor den lutherske kirke, men helt klart en reformation, en fornyelse af kirken. Prenter bruger ikke dette ord i paragraf 5 i “Skabelse og genløsning”, men der er en tydelig kritik af udviklingen op gennem den lutherske ortodoksi og pietismen, der kulminerede med Kierkegaards eksistenstænkning. Han medgiver, at der er et moment af sandhed i talen om den kristelige erkendelses eksistentielle karakter. Sandhedsmomentet er “at åbenbaringshistorien eller pagtshistorien … kun er åbenbar for troen, som står i pagten, og ikke for almindelig iagttagelse.”

Problemet, som vi stadig trækkes med, er, at der – sagt med jævne ord, er sket en adskillelse i noget objektivt og noget subjektivt. Det objektive er kristendommen, der som noget objektivt bliver en slags verdensanskuelse, der er noget foreliggende, som, bevares, ikke skal ændres, og som hin enkelte kan tilslutte sig gennem troen. Derved bliver troen noget, som mennesket “lægger til” pagtens objektive kendsgerning, der er givet af Gud. Og vupti er evangeliet blevet til en lov og troen til en menneskelig præstation. Og dermed er kristendommen netop blevet ændret. Således min korte gengivelse af ræsonnementet på s. 56-58 i “Skabelse og genløsning”. Læs selv!

Det, som Prenter krediterer Grundtvig for, er, at han insisterer på troens afhængighed af Herrens LEVENDE ord, livsordet ved dåben. Derved er han i stand til at fastholde troen som GAVE i absolut forstand. Dette i modsætning til den protestantiske skriftteologi, der adskiller troen fra Herrens levende ord.

Hvis der skulle være et problem med trosbekendelsen med hensyn til at gøre troen til en menneskelig præstation, så er det ikke i trosbekendelsens spørgende form ved dåben, men snarere i den fremsættende form i gudstjenesten. Dér kunne troen lettere opfattes som en menneskelig præstation: VI TROR på – og så en række led, som selvfølgelig godt kan volde den menneskelige fornuft vanskeligheder. Derfor introducerede Prenter i gudstjenesten trosbekendelsen med ordene: “Lad os bekende vor kristne tro I DÅBSPAGTEN.” Nemlig som stående i den tro, der er GIVET os af Herren i dåben. Jeg har ikke haft et personling forhold til Prenter. Jeg hørte det i en radiotransmitteret gudstjeneste; så vidt jeg husker var det hans afskedsgudstjeneste i Branderup, jeg hørte i radioen.

Det var og er i sandhed en mageløs opdagelse,

… at Herren ved sit Bad
Ord og Tro har sammenføiet
Til ei meer at skilles ad,
Og velsignet tusind Gange,
Til ved Aanden at undfange
Herlighedens Barne-Haab!

Herved er evangeliet atter kommet til at skinne klart i mørket.

Jeg huskede faktisk ikke, at Prenter skriver om dette i Skabelse og genløsning, før jeg for nylig genlæste dele af bogen. Men det er for mig en indlysende sandhed, som ikke forældes. Vejen er for mig gået over Grundtvig og derefter tilbage til et godt gensyn med Prenter.

Villy Klit-Johansen, 12. februar 2023

Vi har en statskirke. Nogle af os har længe levet i den illusion, at vi siden 1849 har en folkekirke og ikke en statskirke. Det lyder så smukt, at kirken ikke blander sig i det politiske, og til gengæld blander staten sig ikke i kirkens indre anliggender. Men den nye regerings faste beslutning om at bruge sit skrøbelige parlamentariske flertal til at afskaffe Store Bededag minder os eftertrykkeligt om, at det er en illusion.

Det giver aktuelt anledning til stor vrede i kirkelige kredse. Vreden skyldes, at man ikke har indset, at staten kan gøre stort set, hvad den vil med Folkekirken. Intet hindrer den i det. Vi har en statskirke.

Vreden er forståelig, men vi bør tænke konstruktivt. Vi har jo ikke bare en statskirke, vi har også en folkekirke, og nu skriver jeg folkekirke med lille f. Den kristne kirke ER efter sit væsen en folkekirke. Ellers er den et misfoster af en kristen kirke.

Hvad er den kristne kirke så, til forskel fra Folkekirken, altså den statslige organisation? Jo, se, vi skal til at tage det syn på Folkekirken, som vi har fra Grundtvig, mere alvorligt. Det syn går ud på, at Folkekirken ikke er et kristent kirkesamfund, Folkekirken er ikke en bekendelseskirke. Den er blot en “borgerlig indretning”, det vil sige den politiske ramme om det danske folks religiøse liv. Og det er ikke nogen ringe funktion. Den kristne menighed til gengæld en bekendelseskirke. Selvfølgelig er den det, ellers er den ikke en kristen kirke/menighed.

Den kristne menighed findes i Folkekirken, og den findes i valgmenigheder og frimenigheder. I Folkekirken findes den, så længe folketingets flertal vil det. Det vil sige, så længe der på Christiansborg findes tilstrækkeligt mange, der har forståelse for og kærlighed til kirken. Måske endnu længere. Måske findes Folkekirken, så længe et politisk flertal i denne institution ser en mulighed for at kontrollere kirken? Men i hvert fald: den kristne menighed vil altid bestå, uanset måden kirken er organiseret på.

Uanset hvor den findes, altså hvordan den rent ydre er organiseret, kan den kristne menighed, hvis den vil det, blive ved med at holde fast ved Store Bededag som en helligdag. Om ikke andet kan den holde gudstjeneste om aftenen, når folk (de fleste) har fri fra arbejde.

Grundtvig tænkte klart. Han indså, at den kristne enhedskultur var ved at høre fortiden til. Han indså, at enevældens statskirke hørte fortiden til. Han så fremad mod frihedens tid. Han ønskede, at den kristne menighed skulle blive i Folkekirken så længe som muligt – for folkets skyld. Men hans betingelse var FRIHED. Frihed i Folkekirken.

Jeg vil tro, at en fri kristen menighed har større mulighed for at give et magtfuldkomment politisk system modspil, end en statskirke har. Totalitære tendenser er en statskirke ikke god til at modvirke, for den er en del af den statslige administration. Dér har den frie kristne menighed større muligheder. Uanset om den “bor” i Folkekirken eller i en frimenighed. Friheden er jo den luft, menigheden ånder i.

Villy Klit-Johansen, 20. janar 2023

På denne blog skal der være plads til lidt længere indlæg. Det er ikke sikkert, at de bliver læst, for alle har travlt, men det må ikke hindre mig i at reflektere over vigtige spørgsmål og at dele refleksionerne med andre.

Altså til sagen:

REFORMATIONEN

Så tænker vi på Luther, Calvin og Zwingli, men hvad betyder ordet reformation i grunden? Indførelse af reformer, forandring, omdannelse, gendannelse, fornyelse? Ordbøgerne har forskellige bud på det.

Grundtvig holder sig til den sidste betydning, fornyelse. Han skriver ofte fornyelse og så i parentes: reformation. Det er i øvrigt den oversættelse, man finder i Jensen og Goldschmidts berømte Latinsk-dansk ordbog. I det ord fornyelse ligger der den pointe, at en reformation ikke bare er en gentagelse af noget fra fortiden. Reformationen i 1500-tallet indebar noget nyt. Især at der nu blev lagt vægt på Kristus alene, ligesom Bibelen blev rykket frem i forreste linje.

Det samme gælder den grundtvigske reformation. For, ja, Grundtvig var en reformator. Den grundtvigske reformation var en fornyelse. Den var ikke en gentagelse af den lutherske reformation. Ganske vist stod Luthers “Kristus alene” lysende klart for Grundtvig. Det nye var opdagelsen af, at Herrens levende ord ved dåben og nadveren var livskilden.

Jo, fornyelse er den bedste gengivelse af det latinske fremmedord reformation.

Når det er sagt, må vi tilføje, at der i reformationen, både den lutherske og den grundtvigske er et stærkt element af gendannelse. Den lutherske reformation var stærkt influeret af renæssancens slogan: “ad fontes”, tilbage til kilderne.

Det understregede Grundtvig stærkt i skriftet “Kirke-Spejl” fra 1861 til 1863. Han interesserer sig i skriftet stærkt for, hvad der er “den oprindelige og uforanderlige kristendom” og “hvad der i grunden lige fra begyndelsen har været og til enden må blive den eneste ægte og sande kristendom”. (Udvalgte skrifter 10, s. 84). Det vil ikke være en overraskelse for læserne af dette opslag, at Grundtvig fandt den oprindelige og sande kristendom i trosbekendelsen ved dåben, vel at mærke som et ord af den levende Herre Kristus: “den apostoliske trosbekendelse ved dåben er det ægte grund-evangelium, hvorom det med rette kan siges, at det er en Guds kraft til frelse for hver den, som tror.”

Vi er stærkt på vej mod 200-året for den grundtvigske reformations gennembrud. Det må give os anledning til at besinde sig på, at tiden efter en reformation altid synes at være en forfaldstid. Sådan var det efter den lutherske reformation, og sådan har det været efter den grundtvigske. Den livgivende kilde, der sprang med stor friskhed ved reformationen, tørrede ud. De skikkelser, der prægede tiden, vendte opmærksomheden, deres egen og tidens, bort fra den erkendelse og mageløse opdagelse, der satte reformationen i gang.

Det er nødvendigt, at vi i dag besinder os på den kendsgerning, at vi ikke lever i en reformationstid. I vore dage er der ingen reformator i luthersk og grundtvigsk forstand. Derfor lurer forfaldet. I den bedste mening arbejder mange på at formidle evangeliet på en måde, der gør det relevant for nutidens mennesker. Det gamle budskab må formuleres på en ny måde. Den alvorlige risiko, man løber, er, at de ændrede formuleringer og det ændrede fokus ender med at resultere i ikke en fornyelse af den eneste ægte og sande kristendom, men i en helt “ny kristendom”, altså i virkeligheden noget helt andet end kristendom.

Mit nytårsønske skal være, at enhver, der ikke virkelig er reformator, erkender det klart: Jeg er ikke reformator. Jeg har ikke af Guds Ånd fået indgivet en erkendelse eller en opdagelse af noget nyt, og jeg skal for alt i verden ikke opfinde noget nyt i kirkens sammenhæng. I stedet bør vi alle alvorligt arbejde med det, der af fædrene er erkendt som den eneste ægte og sande kristendom. Nytårsønsket kunne formuleres sådan: Tilbage til kilderne. Vær trofast i bestræbelsen på at komme tilbage til kilderne. Det er derfra, fornyelsen skal komme. Den fornyelse, som vi venter på.

Uvægerligt ser jeg en analogi til, hvad Grundtvig i sangen “Ingen har guldtårer fældet” skriver om forholdet mellem det skabte (og faldne) menneskeliv og det genløste og genfødte menneskeliv:

Ingen har guldtårer fældet,
som ej glimt af guldet så,
og Gudsbilledet forældet
må i glans dog for os stå,
om hos os det skal fornyes,
thi fornyes kan som flyes
kun, hvad gammelt end er til.

(Højskolesangbogen, 18. udg. nr. 93)

Hvad der gælder gudsbilledet i mennesket gælder også fornyelsen af den eneste ægte og sande kristendom. Den kan kun fornyes, hvis den – skønt “forældet” – trods alt stadig er til. Og det er den! Den er til. Derfor gælder det gamle slogan stadig: Tilbage til kilderne. Og kilderne er den lutherske og den grundtvigske reformation.

Fornyelsen skal og kan vel at mærke ikke ske i et “rum” for sig, afsondret fra tiden, men netop ind i tiden.

Hermed ønsker jeg et GLÆDELIGT NYTÅR!

Villy Klit-Johansen, 29. december 2022

Var Grundtvig luthersk?

I det store og mærkelige digt “Kristenhedens Syvstjerne” fra 1854-55 samler Grundtvig det væsentlige af, hvad han er nået frem til gennem et langt liv. Grundtvig var først i 70’erne, da han udgav digtet, der er på langt over 800 strofer.

Denne indledende bemærkning om, at Grundtvig her samler de væsentlige indsigter erhvervet gennem de mange år, er ganske vist meget langt fra at være udtømmende til forståelse af “Syvstjernen”, men jeg vil mene, at den dog rammer noget, der kan bruges til den begrænsede opgave, jeg har sat mig for, og hvis resultat er den følgende artikel..

Jeg bruger udgaven fra 1860, men forsøger i øjeblikket at anskaffe mig udgaven “med oplysninger” ved Balslev fra 1955. Læseren må altså finde sig i den gammeldags ortografi. Jeg har selv nummereret stroferne i hver af de syv “sange”, som Syvstjernen består af. De syv sange er: 1. Ebræer-Menigheden, 2. Græker-Menigheden, 3. Latiner-Menigheden, 4. Angler-Menigheden, 5. Tysker-Menigheden, 6. Den nordiske menighed, 7. Den sidste Menighed. Det hele er, som man kan se, kirkehistorisk tænkt.

Jeg begrænser mig dog til 5. sang og 6. sang. 

Hvis man ikke er i besiddelse af en trykt udgave, kan kan man finde digtets samlede tekst på torshammer.dk: https://www.torshammer.dk/hojskolen/Grundtvig/Syvstjerne.htm

Troens ord ved dåben er den røde tråd

Det er et bestemt motiv, jeg forfølger. I de to strofer 93 og 94 i sangen om Den nordiske Menighed finder jeg dette motiv, som jeg vil mene er den røde tråd i Syvstjernen og i øvrigt i alt, hvad G. skrev om kristendom efter 1824-25. Det var det år, da han gjorde den mageløse opdagelse af Herrens levende ord i dåben og nadveren som det, hvorved den kristne tro og det kristne liv forplanter sig gennem alle tider.

Det udtrykker G. i disse to strofer, og det er ham tydeligvis ALT om at gøre, at vi fastholder troens ord ved dåben i Herrens mund.

Slip for alt, hvad dig er helligt,
Slip, for alt, hvad dig er kiært,
O r d e t  ei, som sandt giør skielligt (= gyldigt, forstandigt, rimeligt),
O r d e t  ei, som alt er værdt:
T r o e n s  O r d som Herrens Tale,
Hvor han jævner Bjerg og Dale,
Baner Vei for sine smaa.

Pagtens, T r o e n s  O r d  ved  D a a b e n,
Som, fra Rigets Morgenstund,
Huset bar med Dørren aaben,
Hold det fast i  H e r r e n s  M u n d !
Ordet af  h a n s  Mund udrive
Aanders Haand, som Ord kan gribe,
Aldrig mægter, hold kun fast !

Troens ord er selvfølgelig den apostolske trosbekendelse. Den skal vi i dåbsritualet fastholde som Herrens tale, vi skal holde det fast i Herrens mund. Det er for G. afgørende, at mennesker ikke ændrer ritualet, så de tager ordet ud af Herrens mund og bemægtiger sig det. G. mente altså, at det ikke er skriftens ord, der baner vejen for hans små, men den levende Herres lige så levende ord.

Betyder det så, at G. blot flytter den katolske “dåbsmagi” fra dåbshandlingens udførelse til Ordet? Jeg sigter til den katolske lære om, at dåben virker i og med, at den er udført, helt uafhængigt af troen. Mente G., at dåben virker automatisk, blot de rigtige ord er sagt? Nej, det betyder det på ingen måde. For G. hænger dåben uløseligt sammen med frelse ved troen alene. For G. var Herrens levende ord mægtigt virkende, men det nærmer ham ikke et skridt til den katolske lære om, at dåben virker “ex opere operato”, som det hedder på latin.

For at forstå det rigtigt må vi have kompleksiteten i G.’s tænkning med. Og her må vi forstå hans i bund og grund lutherske tale om “troen og dåben” og om “ordet og troen”. Disse to centrale lutherske temaer er vigtige for G. Han retter en hård kritik mod Tysker-Menigheden. Strofe 14:

Og om Luther det end tro´de,
Aldrig i hans Tro af Rode
Randt det rette Livsens Træ.”

Forkaster G. Luthers “troen alene”? Nej, det er noget helt andet, han polemiserer imod. Han påstår ikke, at Luther faktisk troede, at livets træ udvoksede af HANS tro. Men selv om han skulle have troet det, ville han have taget fejl, for troen er ikke et menneskes besiddelse, men Kristi gave i troens ord.

Det er udviklingen efter Luther gennem ortodoksiens og pietismens tid, G. tager under kritisk behandling. Han mener, at den lutherske ortodoksi kørte af sporet og erstattede Herrens levende ord med stivnet dogmatik, bygget på skriftsteder. Dermed blev troen til rette meninger og bogstavtro. Strofe 16:

“Efter Tyskens Hoved Troen
Slaaer almægtig paa en Studs
Mellem Jord og Himmel Broen,
Giør sit eget Ord til Guds,
Det i Tyskens Kiød er Pælen,
Det fra Arildstid var Sjælen
I al tysk Teologi.”

Strofe 17:

Kunde Tro saavidt det drevet,
At et bogstav blev til Aand,
Sikkert Tro da havde givet
i Papister-Kredsen Livet
Rigelig til Stok og Sten.”

Hvis bogstav kunne blive til ånd, kunne troen også gøre stok og sten levende. Bogstavtroen er altså en slags magi. Det er Herrens levende ord til gengæld ikke. Det kan genføde mennesker til et liv i Guds rige.

G. går hårdt til den afsporede lutherske teologi. Strofe 27-28, stadig i “Tysker-Menigheden”:

Mærk det vel, du lille skare
i det store Tysker-Land,
Som end på din egen Fare
Holde vil med Luther Stand !
Vogt dig ikke blot for Paven !
Vogt dig vel for  L u t h e r – G r a v e n.
Som hos dig er aabenlys!

Troens Ord, det klippefaste
Herrens Lærdom, Troens Lov,
Nær du var ved at bortkaste,
Som det gjordes ei Behov,
Som om, under alle Skifter
Bibelen og Luthers skrifter
Var Guds Ord og Aandens Pant.

I sin strid med pavekirken var lutheranerne endt i noget, der var lige så farligt som romerkirkens vildfarelser. Luther-graven er et ord for den åndelige død. De var nærmest endt i en forestilling om, at Bibelen og Luthers skrifter var Guds Ord og Åndens pant. Men det er jo i virkeligheden Troens ord, der er det. Dette udtryk, troens ord, og denne tankegang fandt G. i Romerbrevet kap. 10, vers 8-10: “Nej, hvad siger den? [nemlig retfærdigheden af tro] “Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,” og det ord er troens ord, som vi prædiker. For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse.”

Når G. siger, at “du”, altså tyskernenigheden var nær ved at bortkaste Troens ord, sigter han også til den rationalistiske “kristendom”, han selv mødte i sin ungdom på universitetet og i kirken. Den måtte han nødvendigvis gøre op med. 

Grundtvig gør, som sagt, lige så lidt op med Luthers “troen alene” som med hans “skriften alene”. Hvad han gør op med, er troen, når den bliver gjort til menneskets besiddelse og “skriften alene”, når skriften, tolket af de skriftkloge, bliver gjort til livskilden, hvad bogstaver aldrig kan være. Skriften er derimod det nødvendige grundlag for den kristelige lære. Om G.’s syn herpå se en række strofer i “Latinermenigheden”. Det vil føre for vidt at gennemgå dem her.

Det er ikke, fordi G. ikke kritiserer Luther. Det gør han da rask væk. F. eks. mener han, at der er grund til at kritisere Luther for, at han ikke var i stand til at fastholde den indsigt, han sætter ord på i Ll. Katekismus, at “det ikke er vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet” o.s.v. Der er formuleringer hos Luther, der ikke er uden skyld i, at udviklingen i “den tyske teologi” kørte af sporet. Og den danske kirke og teologi har som bekendt været tæt vævet sammen med den tyske. Men tag ikke fejl: G. polemiserer ikke mod “troen alene”. Det er virkelig TROENS ord ved dåben, der baner vejen for de små.

“T r o e n s  O r d  som Herrens Tale,
Hvor han jævner Bjerg og Dale,
Baner Vei for sine smaa.”

Ordet og troen

Eller sagt med ordene i en kendt salme (slbg. 676, strofe 5 og et par linjer af strofe 6):

“Du ved det godt, Guds menighed!
det ene tjener til din fred,
at i dit hjerte og din mund
er troens ord i allen stund.

Thi da Guds Søn med freden kom,
det var kun tro, han spurgte om.”

Salmen er fra 1855-56, altså samme tid som Syvstjernen. “Kun tro”. Altså troen alene. Det er ikke, fordi der ikke hører mere med til det kristelige liv end troen. Treheden tro, håb og kærlighed spiller som bekendt en vigtig – og interessant – rolle for G. Men det ændrer ikke ved, at han fastholder det lutherske “troen alene”.

Og så er vi kommet til det helt afgørende i G.’s “dåbspagtsteologi”. Det er udtrykt med forbilledlig klarhed i strofe 103 i Tysker-Menigheden”:

Thi oplyst er  H j e r t e – Ø i e t,
Seer, at Herren ved sit bad
Ord og Tro har sammenføiet
Til ei meer at skilles ad,
Og velsignet tusind gange,
Til ved Aanden at undfange
Herlighedens Barnehåb.

I dåben har Herren sammenføjet ordet og troen, så at troen ikke er til uden ordet, og ordet kan ikke være uden troen. Det sker i kraft af Helligånden, der både udvirker, at den døbte undfanger “herlighedens barnehåb” og fødes til et nyt liv i Jesu efterfølgelse. Strofe 88-89:

Vi dog skal med lyst og glæde
I hans gamle fodspor træde,
Fra hans krybbe til hans kors!
Dertil  T r o e n  os i Daaben
Føder med den  H e l l i g a a n d.

Og Helligåndens “virkemiddel” er, som det er alle luthersk sindede bekendt, ORDET. Igen: G. var luthersk. Dybt luthersk. Strofe 94:

Ene  L u t h e r,  ingen anden,
Førde Krig paa Liv og Død,
Mindst med Paven, mest med Fanden,
Om hvad “Ord og tro” betød,

Afslutning

Det er klart, at vi her er langt fra den måde, der i vore dage for det meste tales om disse ting på. Man siger, at “spædbørn jo ikke kan tro”. Jamen, hvis man virkelig mener det, bør man ikke døbe børn. Det er jo baptisternes begrundelse for at forkaste barnedåben. Man må betænke, at ordet og troen i dåben er det samme som et menneskes personlige møde med den levende Herre. Ordet er hans spørgsmål til den, der døbes, (og ikke til den, der bærer spædbarnet): Tror du. Og ja-svaret er troen, også når den, der døbes, må have lidt hjælp til at svare. Dette er dåbspagten, som Herren slutter med et menneske, barn, ung eller gammel, ved sit mægtige ord og hjertets tro på det.

Men – indvender man – mente Grundtvig virkelig, at alle, der er døbt, også tror? Nej, det mente han ikke. Alene af den grund, at han var vokset op med den statskirkelige tvangsdåb. Vi kan selvfølgelig heller ikke i dag mene, at alle døbte også tror. Det er umuligt, hvis man ellers skal tage det, som nogle døbte mennesker siger alvorligt. Og det skal man vel?

Men det endelige svar på denne indvending er, at dåben ikke giver noget menneske, og slet ikke kirkeinstitutionen, magt til at afgøre troens og salighedens sag. Den magt er alene Guds. Når vi døber – og det gør vi på Herrens befaling – sker det under et bestemt fortegn, nemlig bønnens. Det kommer klart frem i Luthers ritual af 1526. Først den såkaldte bede- og bankebøn: “O, almægtige, evige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader … giv nu det gode til den, som beder, åbn døren for den, som banker …” Derefter “syndflodsbønnen” med ordene: “at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden …” Den frelsende tro er Guds gave i dåben, en gave, som vi kun kan bede om. Denne forudsætning for dåben, som vi udfører, den menneskelige afmagt og bønnen til Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, kommer ikke så klart frem i det nuværende ritual. Også på det punkt er der tale om en forfaldshistorie.

Grundtvigs syn, der i virkeligheden ikke er andet end et nyt klart blik på dåbsritualet, indebærer, at der ikke er nogen forskel på barnedåb og voksendåb. Det kan høres som en replik til visse røster i den aktuelle debat. Et fælles nordisk studieprojekt 2020-2022 resulterede i en række anbefalinger. De blev offentliggjort i Præsteforeningens Blad #13 2022. Punkt 8 af 18 lyder: Det anbefales, at kirker “udvikler en forståelse af dåb, som ikke kun relaterer til spædbørnsdåb, men også omhandler dåb af børn, unge og voksne.” Det er en virkelig god anbefaling. Replikken herfra kan være, at det er allerede sket. Grundtvigs forståelse af dåben passer som hånd i handske til den anbefaling.

Punkt 11 lyder: (Det anbefales, at kirker) “kommunikerer om dåb på en måde, der lægger vægt på tilhørsforhold og fællesskab.” Det er bestemt ikke forkert, at man i dåben kommer til at høre hjemme i en sammenhæng. Men man kunne spørge, om det er tilstrækkeligt at sige det. Går man ikke uden om det væsentligste? Det ville G. mene. Jvf. ovenstående gennemgang.

Villy Klit-Johansen, 6. december 2022

Med inspiration fra Grundtvigs klassiske konfirmationssalme

Hvad er konfirmationen? Et svar kan vi søge inspiration til i Grundtvigs salme fra 1843 og 1845, Den danske Salmebog nr. 479. Man tør vel betegne den som den klassiske konfirmationssalme.

Salmen begynder med Gud. Det er ikke så almindeligt i vore dage at begynde med Gud, almindeligvis tager man hellere udgangspunkt i mennesket. Gud, eller måske Herren Kristus, men det gør i denne sammenhæng ingen forskel, introduceres som “Han, som på jorden bejler til troskab uden svig.” Der tænkes på troskab mod Herren Kristus, der i dåben har indgået sin nådepagt med os. Dette er for Grundtvig et centralt tema ved konfirmationen. Troskaben. Bemærk udtrykkene “troskab uden svig” (1, 2) og “tro og huld” (4,4)!

Hvad der er interessant, er at salmen egentlig ikke har konfirmationshandlingen som tema. Grundtvig holdt ganske vist fast ved konfirmationen som kirkeskik, men han fulgte ikke pietismens teologi. Og den ellers ritualtro Grundtvig knytter ikke sin konfirmationssalme til noget konfirmationsritual.

Nej, emnet er kristenlivet, levet på dåbspagtens grund. Salmedigteren opmuntrer konfirmanderne, og alle andre døbte, til troskab mod Herren Kristus og dåbens pagt, hvori han har skænket os alt. Når perspektivet ved konfirmationen er livet i dåbspagten fra dåbens øjeblik og frem mod fuldendelsen, sættes der spotlight på troskabs-aspektet af troen. Det hele forudsætter selvfølgelig, at konfirmanderne vedkender sig deres dåbspagt.

Salmens disposition er klar: Kristenlivets vandring mod målet begynder med dåben (1. strofe), og går om ad nadveren (2. strofe), og vandringsstaven på vejen frem er Bibelen (3. strofe). Vandringen ender i et vældigt lovsangs-crescendo i evigheden (4. og 5. strofe).

1. strofe handler som sagt om dåben. Tankegangen er den, at hovedsagen i dåben er den pagt, som Gud opretter med et menneske. Vi bliver spurgt med troens ord, og når vi svarer ja, besegler Gud pagten ved at døbe os med Helligånden. “Når vi kun vil”, jf. spørgsmålet “Vil du døbes” i det klassiske lutherske dåbsritual. Spørgsmålet skulle sikre, at dåben virkelig skete frivilligt. At Gud besegler pagten forklares nærmere i den næste sætning “på ord, som aldrig fejler”. Pagten oprettes ved det ord, som Gud selv taler; det er pagtens ord, altså forsagelsen og trosbekendelsen i spørgende form, og hans ord fejler aldrig, det kalder selv den tro frem, som det spørger om. Ordet besegle (græsk: sfragizå) er ordet for meddelelsen af Helligånden i dåben (Se 2. Kor. 1,22 og Ef. 1,13 og 4,30). 1. strofe handler altså om dåben.

KONFIRMATIONSHANDLINGEN

Indledningsvis vil jeg herom sige, at vi bør undgå fantasifulde fortolkninger af det fra pietismen stammende begreb konfirmation/konfirmere/bekræftelse/bekræfte/bekræftes. Ofte hører man præster sige, at det i virkeligheden er Gud, der bekræfter. Men Gud behøver ikke bekræfte noget, han én gang har sagt. Populært hedder det modsat altid, at konfirmanden nu selv svarer ja til det, som en anden svarede ja til ved dåben. Det er den “folkelige” forståelse af “bekræftelsen”. Den sætter på en uheldig måde mennesket i centrum og overbelaster potentielt individet.

Udelad tilspørgsel og svar!

Jeg vil anbefale ikke at lade tilspørgsel og svar indgå i konfirmationshandlingen, fordi konfirmationen derved gøres til en selvstændig kirkelig handling i konkurrence med dåben. Grundtvig gør netop ikke konfirmationen til en selvstændig handling, der skal “gøre dåben færdig”, for der mangler ikke noget. I dåben har Gud givet den hele og fulde frelse, altså netop også troen, der ikke beror på en bevidst viljesbeslutning, men i absolut forstand er en gave.

Ritualbogen af 1992 har to muligheder for tilspørgsel og svar til hver enkelt konfirmand. Enten 1. tilspørgsel med forsagelsen og en forkortet trosbekendelse, der går tilbage til den af Chr. den 6. i 1736 indførte konfirmation. Eller 2. den noget problematiske nydannelse, der kom til i 1992. Den lyder som følger. Præsten spørger: ”N.N. vil du konfirmeres i den kristne tro? Konfirmanden svarer: ”Ja!”. Problemet er ikke mindst, at forbindelsen til dåbspagten forstået som Guds gave er pst væk. Hvad betyder det at konfirmeres i den kristne tro? Det er meget ukonkret. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle forklare det for et konfirmandhold. Men hovedproblemet er, at denne form giver konfirmationen nærmest sakramental karakter.

”Konfirmationsvelsignelsen”

Allerede anordningen om konfirmation af 1912 åbner imidlertid for den mulighed, at man helt udelader tilspørgsel og svar og lader den egentlige konfirmationshandling bestå i, at præsten nævner konfirmandens navn og under håndspålæggelse af konfirmandens hoved siger ”bekræftelsen/bønnen”, der i ritualbogen kaldes ”konfirmationsvelsignelse”. Den form foretrækker jeg.

Jeg foretrækker nr. 2 af de tre mulige ”konfirmationsvelsignelser”, som anføres i ritualbogen af 1992. Hvis der skal tales om bekræftelse, er det dermed menigheden, der bekræfter dåben over for konfirmanden. Det er netop det, der siges i ”konfirmationsvelsignelsen”: ”Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i dåben har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv!” Denne ”konfirmationsvelsignelse” er en gentagelse af bekræftelsen/forbønnen efter dåben. Den kan ikke forstås som Guds ord, for det er en bøn henvendt til Gud. Den er derfor at forstå som menighedens ord, udtalt på dennes vegne af præsten. Så det er menigheden, der bekræfter, at konfirmanden er døbt, og menigheden bekender sin tro på, hvad dåben gavner, og ”konfirmationsvelsignelsen” går så over i menighedens bøn om, at Gud vil ”styrke dig med sin nåde til det evige liv”. ”Med sin nåde” betyder ved sine nådemidler, evangeliet og nadveren. Det er konkret og til at forstå. Og med dette ældgamle led fra dåbsritualet er vi på sikker grund.

Konfirmationen er således kort sagt menighedens bekræftelse af dåben og dens forbøn for de unge.

Afslutning

Og lad os så i øvrigt bruge konfirmationsgudstjenesten til at forkynde dåbspagten for de unge, simpelthen minde dem om dåbens pagt, hvori de har fået alt, hvad der skal til, så der intet er at tilføje. Og så, ligesom Grundtvig i den bestemt ikke forældede salme, tale om kristenlivet som en vandring i dåbspagten fra dåbens stund, til livet ender. På denne vandring kræves der troskab. Intet i vort liv må få den plads, der tilkommer Kristus. Det lykkes kun ved troskab mod nådemidlerne.

Sådan kan man med rimelighed forstå konfirmationen i lyset af Grundtvigs konfirmationssalme.

Villy Klit-Johansen, 2022

BOGANMELDELSE
Niels Thomsen: Historie, teologi og forkyndelse
– artikler, debat og opbyggelse
Forlaget Eksistensen

Der er tale om en samling af tidligere udgivne artikler, bønner og prædikener, som forfatteren nu på opfordring har udgivet. Udvalget spænder tidsmæssigt fra 1969 til 2022, hvilket gør det muligt at se en udvikling hos forfatteren, selv om artiklerne ikke er ordnet kronologisk, men efter emner. Bogen er redigeret af Flemming O. Nielsen.

Niels Thomsen er født i 13/2 1938, fylder altså 85 den 13/2 næste år. Han har været en markant og selvstændig røst i dansk teologi og kirke gennem mere end fem årtier. Han fylder meget. Niels Thomsen viste tidligt sin teologiske begavelse. Han kunne utvivlsomt have fået en smuk karriere på universitetet. Men det var ikke sådan, det blev, for i 1969 skiftede han spor og fik ansættelse som frimenighedspræst i den i grundtvigsk sammenhæng prestigiøse frimenighed i Ryslinge. Karrieren toppede med stillingen som rektor for Præstehøjskolen i Løgumkloster 1985-2000. Desuden har han engageret sig i et stort antal foretagender af kirkelig og folkelig art. Og så har han altså været flittigt skrivende.

Det er godt, at vi nu har fået et repræsentativt og fyldigt udvalg i den foreliggende bog, der er på 442 sider. Jeg anbefaler den uden forbehold. Læs den og bliv klogere på menneskelivet, Bibelen, kirkehistorien, Den danske Folkekirke, kirkens musik, kunst i kirken, teologien i det 20. og 21. århundrede, moderne kirkearkitektur, missionsteologi, forholdet mellem Luther og Grundtvig og meget, meget mere!

Niels Thomsen er en Grundtvig-læser. Han er i stadig samtale med Grundtvig. Alene det gør ham interessant. Man er muligvis ikke altid enig i hans udlægning og brug af Grundtvig, men med optagetheden af Grundtvigs værk har vi en form for fælles “platform”, der giver mulighed for meningsfuld samtale med Thomsens tekster.

Thomsen har en vid horisont. Han er på højde med tidens kulturliv og er i stadig dialog med det. Han refererer andres synspunkter loyalt, men får altid sin egen kristne pointe tydeligt frem. Han er fordomsfri – undtagen i forhold til Søren Krarup og Jesper Langballe. Overfor deres ægteskabssyn spidser han pennen og spidder de to DF’ere og præster i et sandt fyrværkeri af sarkasme (s. 393-400). Yderst elegant. Men samtale er der næppe blevet ud af denne tekst.

Teologen Niels Thomsen er ikke let at sætte i bås. Han er opvokset i et indremissionsk hjem, men blev præst i en decideret grundtvigsk menighed. Det giver god mening, hvis man ikke er partimand og ikke fra begyndelsen har det udgangspunkt, at man allerede er nået til vejs ende med at få greb på det med kristendommen.

ENKELTHEDER

Hvis min travle læser har mere tid, kan han/hun i det følgende blive oplyst om specifikke emner, som Niels Thomsen behandler i bogen. Der er overskrifter på, så det skulle være let at orientere sig. Prøv at se, om noget fanger interessen!

Det er desværre umuligt i en anmeldelse at omtale bare et repræsentativt udsnit af bogens talrige artikler. Hvilke af bogens tekster, der citeres, refereres og kommenteres i det følgende, beror selvsagt på mine præferencer. Den nødvendige begrænsning har indebåret mange fravalg, som jeg beklager.

Alder som teologisk forudsætning

I den indledende artikel fra 2014, “Alder som teologisk forudsætning”, gør han rede for sin forståelse af teologien. Ordet teologisk kan have mindst tre betydninger, skriver han. 1. den, der er slået igennem på vore universiteter. Her er teologi ikke til at skelne fra religionsvidenskab. 2. den måde at tale om teologi på, som han mødte hos de fleste af sine lærere på universitetet. Det er den, vi kender fra slagordet: Der skal drives teologi, fordi der skal prædikes på søndag. Teologien er til for kirkens skyld. 3. Endelig er der den måde, som fyldte meget i kirkens ældste tid, nemlig “arbejdet med at tale sandt om Gud”. “Hvad man ønsker sig af teologien er vis [viis] tale om Gud, udsprunget af troen.”

Det er i den sidste betydning, Thomsen taler om alder som teologisk forudsætning. “Alder alene gør det ikke”, hedder det, “men den kristelige erfaring, som vokser med alderen, fører hen til en troens teologi. Sådan kan man vokse i teologisk indsigt.” Jeg har citeret ret fyldigt fra artiklen, fordi den er er en god hjælp til at forstå Thomsens position, eller man skulle hellere sige hans vej, for han har netop ikke stået stille. Artiklen slutter med disse ord: “Alderen er en god forudsætning for at finde frem til, hvad der kan bruges af den lærde teologi. Med alderen forstår man også skridt for skridt, at kristendom ikke er en lære, men er som mad og drikke, man lever af.”

Teologi i oldkirken

Troens teologi er i høj grad til stede i det kirkehistoriske kapitel Oldkirke. Man kunne også sige engageret teologi. Thomsen driver ikke teologi med en distance til stoffet, så han lige så godt kunne samle på frimærker. Der er noget på færde. Intentionen er at tale sandt om Gud.

Det er en fornøjelse at blive ført omkring biskop Clemens (år 96) af Roms brug af myten om Fugl Fønix som opstandelsessymbol med Niels Thomsens pointe, at vi også er henvist til at forstå kristendommen både med Bibelen og med de myter og tanker, der er vor tids. Videre til Johannes´ Åbenbaring, som ifølge Niels Thomsen måske er det bibelske skrift, han har læst flest gange. Tesen er, at billederne kommer først. Det gælder også bibellæsning generelt. “Kristendom er ikke et system, som er eksemplificeret i Bibelen. Troen er en virkelighed, der gennem Bibelen og dens billeder kommer til os og giver lys over vor verden, så den bliver klarere henad vejen,”

Meget fine og lærerige er også artiklerne “Bibelen i den gamle kirke”, s. 43-53, og “Gnosticismens skønhed”, s. 55-69. Hvis man ikke forstår, hvorfor gnosticismen er dragende, forstår man heller ikke, hvorledes den var en alvorlig trussel for kirken i det 2. og 3. årh., mener Thomsen, og man forstår heller ikke, hvorfor nyreligiøsiteten i sin gnostiske dragt er så tiltrækkende for mennesker, der hører hjemme i folkekirken nu om stunder. Problemet er, at gnostikerne vil skyde genvej til frelsen, uden om lidelsen. Men prisen er forfærdende høj. Det vil føre for vidt at referere den ret lange artikel. Men læseren får god besked om gnosticismens tankegods og om nogle af de kirkefædre, der bekæmpede den: Ignatius og Irenæus. Ignatius´ kamp mod gnosticismen får bogstavelig talt kød og blod i Ignatius´ martyrium. I de breve, som han skrev på vej til martyrdøden i Rom, bliver vi oplyst om, hvad der drev ham.

Kristendom og religion

Den lange artikel fra 1971, altså ret tidligt i karrieren, “Lad os ikke ringeagte mysteriet og kulten”, s. 115-128, er en diskussion med den tyske teolog Götz Harbsmeier, der havde tætte forbindelser til det danske teologiske miljø. Det emne, der diskuteres, er spørgsmålet, om gudstjenesten er kult, og om Kristus er mysterium. Man kunne også sige, om kristendom er religion.

I artiklen får vi en glimrende redegørelse for, hvordan det forholdt sig med disse spørgsmål i den ældste kirke. Dengang stod det for de kristnes omgivelser klart, at kristendommen ikke var religion, de kristne kaldte man ligefrem ateister.

Det, der ligger Niels Thomsen på sinde er dog efter alt at dømme at gøre gøre op med det forrige slægtleds “dialektiske teologi”. Niels Thomsen knytter i stedet til ved den religionshistoriske skole og mysterieteologien. Han nævner i den forbindelse Odo Casel. “Kristi nærvær, handlende og virkende, har kunnet formuleres intensere og stærkere end ellers netop ved hjælp af de tanker om mysterium, som Casel og andre blev ledt frem til, ved at se den kristne gudstjeneste i sammenhæng med mysteriereligionernes mysterier.”

Det forekommer mig at være en unødvendig omvej at gå. I det hele taget er tankegangen i denne artikel meget kompleks. Man kan selvfølgelig godt forstå, når han skriver: “Det klare ord, det er Guds ord. Men det kan ikke umiddelbart sættes lig menneskets ord i prædikenen.” Nej, det forstår sig. Ja, det vil sige: tidehvervske teologer vil nok vende sig mod det udsagn, men Thomsen er mere grundtvigsk sindet. Når han skriver om “Kristi nærvær, handlende og virkende”, kan jeg også forbinde noget med det, hvis det skal forstås som handlende og virkende i sit levende ord.

Det vil føre for vidt at referere artiklen, der er på et højt akademisk niveau. Sagt med et glimt i øjet kan man som læser næsten føle sig dum. Men heldigvis er der trøst at hente, nemlig i bønnen “Omsorg”, udgivet 2010, s. 252:

“Gud!

Brug lidt af din almagt til at tage dig af de afmægtige.

Tag dig af de dumme.

De kloge indretter samfundet for de kloge

og siger, at der ikke er nogen, der er dumme.

Det gør det sværere at være dum.”

Det gælder ikke kun samfundet, men sandelig også teologien. De kloge driver teologi for de kloge. Det gør det sværere at være dum. Måske tør vi håbe, at Gud vil bruge lidt af sin almagt til at tage sig af os dumme.

Vi er historiske

Når det er sagt, skal det også siges, at Niels Thomsen faktisk er viis, måske: er blevet viis. Som når han i artiklen “Historien og de frie skoler” fra 1989 skriver: “fornuften, den rene fornuft, har netop ikke brug for erfaringer. Når så overtroen på fornuftens almagt lider skibbrud, slår det om. Så begynder man at udgrunde love for menneskeliv, der er så faste som tyngdeloven. Historien bliver til sociologi, et arsenal af sociologiske modeller, hvor man ser bort fra det tilfældige og enestående.” Ligeså med eviggyldige socialøkonomiske love: “Der er ikke stor forskel på, om man tror på stjernemagter, eller man tror på den økonomiske nødvendighed.” 

“Overfor det skal sættes forståelsen af, at vi er historiske”, hedder det. (s. 426-27). Det er en vigtig indsigt.

Den samme indsigt udfoldes i artiklen artiklen “Eksperiment eller historie”, s. 411-415. Niels Thomsen er til stede i tiden. Men tag ikke fejl, Han flyder ikke bare med i tidens strøm. Et eksempel: “Menneskeliv er historie.” Det betyder, at “hvis vore handlinger skal blive andet end meningsløse brokker og tilfældigheder, må vi tage ansvaret for dem.” “En nu om stunder udbredt holdning er at dømme historien, dømme fortidens begivenheder og tanker og samfundsforhold. Det kan være rigtigt at gøre det, men man skal huske, at når man gør det, dømmer man samtidig sig selv, fordi det netop er os selv, der er blevet til af den historie.” Her konfronteres nogle af tidens yndlingstanker, eller skal vi sige fordomme.

Opbyggelse

Ind imellem er der god dækning for ordet “opbyggelse” i bogens undertitel. I artiklen Luther 500 år efter (2011), s. 129-131, hævder Niels Thomsen, at for den almindelige folkekirkelige gennemsnitsteologi er Luthers tale om anger, bod og skriftemål noget af det sværest tilgængelige hos Luther. “Moderne mennesker går [nemlig] ud fra, at de kan hjælpe sig selv, og hvis de ikke kan, er det ikke deres skyld. Dermed bliver syndernes forladelse temmelig ligegyldigt.”

Blot et par citater mere fra det korte interview: “Men uden anger, uden at mennesker vedkender sig deres skyld, bliver talen om syndernes forladelse bare en anledning til frækhed.” Og: “Vores mekaniske tale om syndernes forladelse er en moderne afladshandel, hvor vi bilder hinanden ind, at vi kan købe syndernes forladelse for kirkeskatten.”

Der er også opbyggelse i et par enkle tekster om ensomhed og om skyld, s. 211-218. Her er al akademisk tankeflugt lagt bort. I bedste forstand enfoldigt bliver der talt om, at “stillet overfor Gud, alene, står man til ansvar og kan ikke gemme sig mellem de andre.” Lige så enkelt tales der om skyld. Talen om evangeliet som syndernes nådige forladelse mister sin mening uden erkendelse af skylden.

I prædikenen til 2. s. i fasten 1984, s. 219 ff., tager Thomsen Løgstrup til hjælp i forsøget på at hjælpe til rette med troens vanskeligheder med det moderne verdensbillede. Og så kommer denne forløsende sætning: “Men det er vigtigt at huske, at troen ikke først begynder, når man er kommet til ende med alle de tankearbejder og har fået orden på alle anskuelser. Troen er fuldt så meget det at høre til i en sammenhæng og øve sig i at leve ud af den. Prøve om ikke den skulle kunne holde – også uden for kirkedøren. Så må man lade tingene klare sig efterhånden, som man vandrer ad sin vej.”

Folkekirken

Hvis man tror, at kirkepolitik er kedeligt, bør man læse kapitlet om Folkekirken, for her får vi præsenteret et gennemreflekteret syn som grundlag for kirkepolitikken og tillige for en mulig måde for den enkelte at forholde sig på i Folkekirken.

Artiklen “Kirke, folk og stat” (1999), s. 171-176, oprindelig trykt i Ribe Stiftsbog 1999, er en meget god beskrivelse af folkekirkens væsen og ordning. Kirkeordningen er i sammenligning med kirkeordninger i andre lande temmelig enestående. Artiklen burde være pligtlæsning for alle folketingspolitikere – og menighedsrådsmedlemmer for den sags skyld. Det syn på folkekirken, som Thomsen lægger frem i denne og de følgende artikler, var en vigtig grund til, at jeg håbede, at han ville blive valgt til biskop over Helsingør Stift, da han i 1995 var opstillet. Han blev ikke valgt, men han kunne være blevet en god biskop.

Om forholdene i folkekirken hedder det, at der skal meget til, før man går på kætterjagt. “Grundreglen skal være, at der ikke er andre midler til at sætte sin mening igennem end ordet.” Niels Thomsen mener ikke, at bekendelsesskrifterne kan eller bør gøres gældende som juridisk norm. Vi bør skelne mellem Jesu Kristi menighed, der selvfølgelig bygger på bekendelsen, og på den anden side Folkekirken som organisation, altså som den ydre politiske ramme om Kristi menighed, der har en mangfoldighed af skikkelser og udtryksformer i Folkekirken. Thomsen repræsenterer “frihedslinjen” i dansk kirkepolitik.

Kirkens betydning for med sin prædiken om kristen frihed at have medvirket til at at skabe folkelig frihed fremhæves. Forbindelsen med staten får bl. a. disse ord med på vejen: “Den (kirken) har kun grund til at være statskirke, så længe statskirkeordningen kan værne evangeliets frihed bedre, end en anden kirkeordning kan.”

I debatten om “en moderne styringsstruktur for Folkekirken”, s. 183 ff. er Niels Thomsen klar og skarp i sin kritik af den ulutherske teologi, man forsøger at gøre til grundlag for Folkekirkens styrelse. 

Thomsen har min fulde sympati, når han “finder det vigtigt, at man i højere grad tager udgangspunkt i de lokale menigheder og nedskruer interessen i at understrege enheden.” Forskydningen fra den enkelte menighed til organisationen med styrkelse af provstens og biskoppens rolle er ikke sund for folkekirken.

Læresagen mod Bent Feldbæk Nielsen

Niels Thomsen var meget aktiv i debatten om læresagen mod Bent Feldbæk Nielsen i 1990erne. I bogen er der to tekster, der ret udførligt behandler sagen, nemlig “Prædiken til 8. s. e. trin. 1996”, s. 227 ff., og artiklen “Kammeradvokaten og Den Treenige Gud”, s. 203 ff. Thomsen kaster et kritisk blik på det uheldige i, at “bekendelsesgrundlaget” ved en retssag bliver gjort til juridisk målestok. Endvidere peger han (med Grundtvigs argument) på, at “præsterne taber troværdigheden, hvis man tror, de siger, hvad de siger, fordi de er bange for at miste indtægten.”

Og så henviser han i øvrigt til muligheden for at bruge den kirkelige frihedslovgivning, hvis man er utilfreds med sin sognepræsts forkyndelse og lære. Thomsen ønskede, at Feldbæk Nielsen ville blive frifundet, selv om han formentlig ikke delte hans synspunkt. Hans mening om præsteretten udtrykkes i ordene: “Det statslige ønske om klarhed er ikke overensstemmende med folkekirkens egenart. Tidligere klarede vi os med fri samtale og meningsudveksling.”

Personligt kunne jeg ønske, at sagen i almindelighed havde givet anledning til dybere teologisk refleksion, end det blev tilfældet. I artiklen formulerer Thomsen det teologiske problem sådan, som det var almindeligt under sagen: “Den kristelige kerne i sagen … er spørgsmålet om, hvorvidt man skal lægge vægten på, at mennesker bliver kristne ved den modne personlige tilegnelse af kristendommen gennem omvendelse, oplevelse m.m. – eller om vægten skal lægges på det “objektive”, der sker i den åbenbare dåbshandling.” Thomsen mener, at hovedlinjen i Danmark har været den “objektive”, kanoniseret af Grundtvig og grundtvigianerne. 

Det er måske rigtigt, hvad grundtvigianerne angår, men ikke for Grundtvigs vedkommende. Adskillelsen i objektivt og subjektivt (dåb og tro) var et resultat af enevældens statskirkeortodoksi og statskirkepietisme. De to positioner, som Thomsen ridser op, har den herfra stammende fælles forudsætning, at tro og dåb kan skilles ad. Men det var lige præcis det, Grundtvig efter 1825 bestandig vendte sig imod.

For Grundtvig var omvendelse og tro i den grad en del af selve dåben. Det følger af hans “mageløse opdagelse” og den “dåbspagtsteologi”, der fulgte af opdagelsen. Denne “opdagelse” understøtter på bedste vis det syn på troen, som Niels Thomsen giver udtryk for i prædiken til 2. søndag i fasten 1984: “Troen er fuldt så meget det at høre til i en sammenhæng og øve sig i at leve ud af den.” Når troen er givet i dåbspagten, har vi dermed muligheden for fra dåbens øjeblik at leve i troen og vokse i troen.

Dette syn burde have spillet en større rolle i debatten. Det ville ganske vist ikke have gjort det lettere for Feldbæk Nielsen at blive frifundet, men det ville have haft betydning for forståelsen af dåben og dens forvaltning i en efterkristen tid.

I Prædikenen til 2. s. i fasten 1984 finder vi måske forklaringen på, at Thomsen ikke udfolder Grundtvigs dåbssyn i debatten om Feldbæk Nielsen-sagen. I Ryslinge Frimenighed har de nemlig, længe før Niels Thomsens ansættelse som menighedens præst, brudt med det på et afgørende punkt: “I stedet for at sige: “Tror du på …” tre gange, siger [vi]: “Vil du døbes til den gave, Gud skænker i den tro, vi her sammen har bekendt.” Thomsen indrømmer, at “man kan diskutere formuleringen, men idéen i det er, at de spørgsmål ikke må kunne forveksles med et politiforhør i rigtige meninger, der skal være betingelse for, at barnet kan blive døbt.”

Bortset fra, at det er svært at se, hvordan dåbspagtens spørgsmål skulle kunne forveksles med et politiforhør om de rigtige meninger, spørgsmålene er jo rettet til den, der døbes, også ved barnedåb, så vil jeg mene, at problemet i Ryslinge Frimenigheds ændring af dåbsritualet er, at man har taget ordet ud af Kristi mund og gjort det til sit eget, til menneskers. Dåbspagtens ord i forsagelsen og bekendelsen er ikke længere Kristi levende, mundtlige ord til den, der døbes, men menighedens ord. Men så er man kommet fra asken i ilden, for det er mig ikke muligt at se, hvordan det med den ændring kan fastholdes, at troen i absolut forstand er en gave, skænket i Guds levende ord, hvorved han opretter sin pagt med et menneske. Det ja, der bliver svaret til forsagelsen og trosbekendelsen er jo omvendelsen og troen.

De, der ikke kan gå ind for dette syn, altså for det, der ligger i selve dåben som Guds pagt med et menneske, må nødvendigvis i stedet følge Bent Feldbæk Nielsen, der udtalte, at han foretrak voksendåb fremfor dåb af spædbørn.

Hal Koch

Man fornemmer som læser, at kirkehistorikeren Hal Koch er Niels Thomsens vigtigste lærer. Thomsen forstår også sig selv mere som historiker end som systematisk teolog. Dogmatiker er han slet ikke, teologiske systemer bryder han sig ikke om. Hal Koch var historisk teolog: “Hans teologiske arbejde går ud på at efterspore, hvorledes kristendommen har taget skikkelse i historien. Han leder ikke efter den rigtige teologi.” (s. 281).

Hele fem artikler er viet Hal Koch, der under besættelsen holdt nogle berømte forelæsninger om Grundtvig. Niels Thomsens artikler om Hal Koch er oplysende for en, der har en lidt anderledes tilgang til N. F. S. Grundtvig end Koch og Thomsen. For mig har det betydning, hvordan Grundtvig gør forholdet mellem “kirken og skolen (= teologien)” op. I det følgende citat om denne sag synes Grundtvig at lægge større vægt på bekendelsens fasthed, end Niels Thomsen gør: “Kirken skal med jorden stå, / skolen skal med solen gå, / riget at oplyse!” (Grundtvigs Sangværk, III, 150). Det betyder, at evangeliet og bekendelsen er uforanderlig, men de teologiske formuleringer skifter med tiden. Jeg ved ikke, hvor dyb forskellen på Thomsens og min grundtvigtolkning er, men det er klart, at accenten kan lægges forskelligt.

Man kan også sige, at Grundtvig gjorde det, som Thomsen roser professor Leif Grane for at have arbejdet med til det sidste (s. 306): “at befri Luther for ortodoksiens og rettroenhedens omklamring.” Det er rigtigt, og i det stykke burde man have fulgt Grundtvig i debatten omkring Feldbæk Nielsen-sagen. Men det er ikke for sent at gøre alvor af Grundtvigs indsigt.

Mission og folkelighed

Niels Thomsens nye bog er som sagt en samling artikler. Det betyder, at man kan vælge at læse visse tekster, der umiddelbart har ens interesse og springe andre over. Hvis man skulle vælge den metode, vil jeg personlig stærkt anbefale ikke at overspringe artiklen “Mission og folkelighed – og udvikling – Anne Marie Petersen”. (s. 321-329). Anne Marie Petersens navn er knyttet sammen med det lille missionsselskab Porto Novo Missionen. I sit syn på skole og kristen mission var hun inspireret af både N. F. S. Grundtvig og Mahatma Gandhi.

Anne Marie Petersen og Gandhi var fælles om troen på den religiøse grundtone i det indiske folk, bag ved den hindunationalistiske fundamentalisme og kastevæsenet, som de begge afskyede. Anne Marie Petersen oprettede en pigeskole, Seva Mandir, hvis formål skulle være: “at tildele indiske piger en sådan uddannelse, som på nationalt grundlag sætter dem i stand til at tjene Kristus i Indien i deres forskellige livsområder, enten som husmødre eller på anden vis.” Med ordet “tjene” viser hun ifølge Niels Thomsen en anden vej – med brod imod den vestlige individualistiske egoisme. Det er mig helt umuligt at skjule min begejstring for denne artikel.

Til slut

Bedst er Niels Thomsen næsten, når han læser salmer. Han skriver fint om “Skabelsesglæde og himmellængsel hos Brorson”, s. 133-142. Køb og læs!

Villy Klit-Johansen 15. oktober 2022

Et par nedslag i vigtige prosatekster af Grundtvig

For et par dage siden havde jeg et opslag med fem eksempler i Grundtvigs salmer på brug af udtrykket “troens ord”. En læser efterlyste belæg i Grundtvigs prosaskrifter for hans forståelse af begrebet “troens ord” (Rom. 10, 8). Det bringer jeg her et par eksempler på.

Men tillad mig allerførst at bemærke, at vi har haft en strålende søndag. Vi deltog i en dejlig gudstjeneste i Vor Frue Kirke i Aarhus. Et øjeblik under gudstjenesten troede jeg, at jeg var i himlen. Min søde hustru sagde, da jeg bagefter fortalte det, at hun er glad for, at jeg er her endnu. Mit øjeblik, der føltes som evigheden, indtrådte under fremførelsen af Bachs kantate “Freue dig, erlöste Schar”, BWV 30. I Vor Frue har vi nemlig hvert år den første søndag i Aarhus Festuge en kantategudstjeneste, hvor en af Bachs talrige kirkekantater opføres som en integreret del af gudstjenesten, nøjagtig som kantaterne er tænkt fra komponistens side.

Grundtvig kommer ind i billedet, fordi dagens epistel (11. søndag efter trinitatis) er Romerbrevet kap. 10, v. 4-13. Og netop denne tekst havde Grundtvig valgt til en hverdagsprædiken i 1844. Teksten var ikke med i alterbogen på Grundtvigs tid, det er den først kommet med 2. tekstrække, der blev indført i 1889, hvis jeg ikke husker galt. Men Grundtvig kendte og brugte sin bibel! Da han vendte tilbage til tjenesten som præst i Vartov efter den alvorlige krise i foråret 1844, aflagde han så at sige regnskab for sin kristne tro (og sin udvikling). Det skete i hans onsdagsprædiken den 1. maj 1844 (Grundtvig, Prædikener i Vartov, Bind 6, Kirkeåret 1843-44, Forlaget Vartov).

Jeg mener at kunne fastslå, at troens ord i denne prædiken forstås både som det forkyndte evangelium og som bekendelsens ord. Ligesom i paulusteksten. Grundtvig antyder ikke den mening, at troens ord skulle være ordret identisk med den apostolske trosbekendelse, som vi kender den. Men han siger udtrykkeligt, at det er bekendelsen til den treenige Gud (de Christnes ældgamle tre Troes-Artikler og Børne-Lærdom!). Det er muligt, at Paulus ved troens ord har tænkt på den urkristelige bekendelse “Jesus er Herre” (Rom. 10, 9), men det gør ikke nogen saglig forskel. Jeg mener at kunne argumentere for, at Grundtvigs tolkning af Paulus er sagligt forsvarlig.

Jeg lægger umiddelbart mærke til, at Grundtvig ud fra Rom. 10 om troens og bekendelsens ord må sige, at det er (for nu at tage det vigtigste frem):

• et levende, lydeligt Guds ord, altså et mundtligt ord
• et ord, der lyder i dåben
• et ord, der skænker os troen i hjertet
• et ord, der lægger os bekendelsen i munden; bekendelsens ordlyd er givet os
• et ord, der skænker saligheden
• et ord, der er fælles for alle kristne
• et ord, som alle kristne må kende, lærde og ulærde
• et ord, som alle kristne må have i hjertet og bekende med munden.
• et ord, der er skjult for de lærde, men åbenbart for de umyndige
• et ord, som han kalder Guds ord
• et ord, der ikke hans eget påfund
• et ord, der ikke er fundet ved hans egen skriftkundskab og skriftklogskab
• et ord, der ikke er udledt af hans egne indre følelser og erfaringer
• et ord, som han finder er i overensstemmelse med skriften, hvor det er “beskrevet”

Her bringer jeg nu et længere citat af prædikenen. Læs selv! Det er en meget væsentlig tekst til forståelse af Grundtvigs hårdt (og forgæves) tilkæmpede, men lykkeligt fundne kristendom. Den er både alvorlig og hjertelig. Bedre ord kan jeg ikke finde. Jeg citerer:

“Det var langtfra, at det i Begyndelsen stod saa klart for mine Øine, som det staaer nu, hvad det er for et Troens og Bekendelsens Ord, Apostelen gav det store Vidnesbyrd, at det giver hvert troende Hjerte Fred og Fyldestgørelse, saa vi ikke spørge, hvem der vil hente os Herren, men føle, Han er os saa nær, som det Ord, Han har sendt os med sine Apostler, ligesaa nær vor Mund og vort Hjerte, som dette Ord; men altid var det dog et levende, lydeligt Guds Ord, Herrens og ikke vort eget, som jeg gav Vidnesbyrd, et Guds Ord altsaa, som alle Kristne, baade Lærd og Læg, baade Vise og Uvise, maatte kende, have, troe, elske, i Hjertet bevare tilfælles, og med Munden enstemmig bekiende, thi saaledes fandt jeg Guds saliggiørende Ord beskrevet i Skriften, og saaledes følde jeg Dets Kraft og Velsignelse i mit eget hjerte.

Derfor blev jeg glad, som En, der finder et stort Bytte, ja, som den Kiøbmand, der ledte om ægte Perler og fandt en saa dyrebar, at Han solgte Alt, hvad han havde, og kiøbde den, da jeg i Morten Luthers Cathekismus, i de Christnes ældgamle tre Troes-Artikler og Børne-Lærdom, og fremfor Alt i den fælles Troes-Bekiendelse ved Daaben, fandt det eneste Guds Ord, som alle Christne har hørt og enstemmig bekiendt, det Guds Ord, som alle Christne skal troe og bekiende, retfærdiggøres og blive salige ved; thi nu kunde jeg klare det baade for mig selv og for Menigheden, at det var ikke mig selv, men Herren Jesus Christus, jeg forkyndte, ikke mit eget Paafund, eller min egen Skrift-Kundskab og Skrift-Klogskab, eller mine egne indvortes Følelser og Erfaringer, jeg kalder det Guds Ord, som er mægtigt til at saliggiøre Sjæle, men at det er et fælles Troens Ord, fra de hellige Apostlers Mund, hørt og bekiendt over hele Christenheden, vel skjult for de Lærde, men aabenbart for de Umyndige, et saadant netop, som Apostelen beskriver i vor Text, hvilket ogsaa jeg byggede mit Saligheds-Haab alene paa, og gav villig mit ringe Vidnesbyrd.

See, derfor kan jeg nu rolig, naar Gud vil, fuldende min Tale og slutte mit Vidnesbyrd; thi jeg veed, at dette Troens Ord er Guds eget Vidnesbyrd om Sin Søn, saa Enhver, som har dette Ord i sin Mund og i sit Hjerte, har, som Apostelen Johannes skriver, Guds eget Vidnesbyrd inden i sig, Guds Vidnesbyrd, at Han haver skænket os det evige Liv, og at dette Liv er i Hans Søn, Vorherre Jesus Christus, saa hvem der i Troen har Ham, har ogsaa Livet.”

——–

Også i Den Kristelige Børnelærdom, foruden mange andre steder, skrev Grundtvig om troens ord: “Da det nu igjen er Tros-Ordet ved Daaben, hvorigennem den Helligaand, som den guddommelige Ordfører og Talsmand, personlig virker den tilsvarende Kristen-Tro …”

(Den kristelige Børnelærdom, US 9, s. 478-479).

Villy Klit-Johansen 28. august 2022

Fem nedslag i Grundtvigs Sangværk af Paulus’ udtryk “troens ord”

Det sidste af de fem nedslag er til forståelse af Grundtvigs “dåbspagtsteologi” nok det mest interessante.

10. søndag e. trin. er epistelen hentet fra Romerbrevet kap. 10, hvor Paulus i et afsnit modstiller den retfærdighed, der kommer af loven med den retfærdighed, som kommer af tro. Om den retfærdighed siger Paulus i 10, 8: “Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,« og det ord er troens ord, som vi prædiker.” (Rom. 10,8).

Troens ord fik som bekendt stor betydning for Grundtvig i forbindelse med “den mageløse opdagelse 1824-1825. Troens ord forstår han selvfølgelig som den apostolske trosbekendelse (ved dåben). Ikke overraskende dukker udtrykket “troens ord” op i flere af hans salmer.

1837 udgav han sin gendigtning af det gamle latinske vers “Veni Sancte Spiritus”. (Sangværk I, nr. 112, Den danske Salmebog 304):

Gud Helligånd, opfyld med lyst
din troende forsamlings bryst!
Med Himlens ild du os antænde
af Kristi kærlighed at brænde!
For hjerterne dig åbenbar!
Oplys dem med din lampe klar,
så alle tunger trindt på jord
som én bekender troens ord
og sjunger som i englekor:
Halleluja, halleluja!

—————-

1851 og 1856 skrev han den kendte “Op dog, Sion! ser du ej”, Sangværk II, nr. 131, DDS 380. I denne originale salme kommer vi tættere på den kirkelige anskuelse. Strofe 4:

Troens ord er Herrens røst, altså det levende ord af Herrens egen mund.

———————-

Endnu tydeligere udtrykkes den mageløse opdagelse i salmen “Vor frelser, du, som døde, Sangværk V, nr. 285 fra 1853-1855 og 1864, DDS 206. Om “livets vej” hedder det i strofe 2:

Den vej, Kristus viste, er for os vandringen i dåbspagten fra dåben (badet uden mage) til Himmeriges bord. Nadveren fejres både på jorden og i Himlen. På vejen vil Herrens Ånd ledsage os med troens ord.

————————–

I Sangværk V nr. 77 har vi den elskede salme Guds fred er mer end englevagt fra 1855-56, DDS 676. Troens ord nævnes i stroferne 5 og 7. Hovedordet i salmen er Guds fred, som Guds Søn kom med. Der hentydes til den opstandnes hilsen til apostlene: “Fred være med jer”, den hilsen, der også er hans velsignelse i dåben. Da han kom med freden , var det kun tro, han spurgte om. Igen en allusion til dåbens spørgsmål: Tror du? Kun for troen er freden opnåelig.

Du ved det godt, Guds menighed!
det ene tjener til din fred,
at i dit hjerte og din mund
er troens ord i allen stund.

Thi da Guds Søn med freden kom,
det var kun tro, han spurgte om;
for den, og ej for verden al,
Guds nåde og Guds fred er fal!

Guds fred! er overalt på jord
vor Herres svar på troens ord,
så har vi tro, da skal med fred
vi indgå til Guds herlighed.

———————————–

Endelig vil jeg fremhæve salmen “Sejervindersken på jorden” fra 1862, Sangværk V nr. 167, DDS 545. De fire første linjer i 3. (sidste) strofe er ændret i 1882, altså efter Grundtvigs død; han døde i 1872. De rummede oprindelig en hentydning til Johannes Larsen, søn af Peder Larsen Dons og var derfor ikke egnet til menighedens salmesang. Men ellers møder vi i denne salme den mageløse opdagelse klart udtrykt. Vor tro er “troen på livsordet / ved vor dåb og nadverbordet”. Livsordet bestemmes nærmere som: “troens ord og Herrens bøn”. Både troens ord og Herrens bøn, Fadervor forstås begge som Herrens levende ord i dåben. Med dette mægtige ord gør Herren dåben til “livets væld”:

Sejervindersken på jorden
over verden er vor tro,
den kan dæmpe Lovens torden,
midt i striden skabe ro,
overvinde synd og død,
gøre natten morgenrød;
det er troen på livsordet
ved vor dåb og nadverbordet.

Derfor skal på jord højloves
troens ord og Herrens bøn,
derpå liv og død tør voves
i livsordet med Guds Søn;
Gud med os, Immanuel,
gør sin dåb til livets væld,
gør vor død til livets sejer,
gør vort håb til Himlens ejer.

Om end sorg med glæde blandes,
dog i al Guds menighed
det skal ses, og det skal sandes,
synges ud med kærlighed:
Ånd og liv er troens ord,
skaber Himmerig på jord,
skænker alle dem, som græde,
Jesu Kristi fred og glæde.

Dette opslag er ikke et indlæg i nogen debat, men jeg kan ikke tilbageholde den bemærkning, at 2. strofe er en understregning af påstanden om, at flytningen af Fadervor i dåbsritualet 1912 med rette kan betegnes som en brøler.

Villy Klit-Johansen 28. august 2022