Den indledende bøn i dåbsritualet

Et motiveret forsøg

I. Peder Madsens bøn – og Luthers

Der kan ikke indvendes noget imod det teologiske indhold i Peder Madsens bøn, som vi har brugt siden 1912. At vi bliver Guds børn i dåben, og at vi i dåben får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv er grundkristeligt. Det er en afsporing af debatten, når det er blevet det, den drejer sig om.

Men der er god grund til at benytte lejligheden til nu, 111 år efter, nøje at overveje denne bøns hele karakter.

En opmærksom sammenligning med Luthers “bede- og bankebøn” og “syndflodsbønnen” i hans ritual af 1526 gør det klart, hvad der er galt i den nuværende bøn. Der er faktisk sket et alvorligt skred.

Det, der i Peder Madsens bøn er påstande og belæring, nemlig at vi i dåben bliver Guds børn og får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv, er i Luthers bøn netop bøn. I Luthers bøn bedes der om, “at denne frelsende syndflod må bortskylle alt det, han har fra Adam, og det, han selv har gjort.” (syndernes forladelse). Og der bedes om, “at han med alle dine troende må blive værdig til at få del i din forjættelse om evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.” (det evige liv). Det er virkelig en væsentlig forskel, om kirken så at sige har dåben i sin magt, eller om alt beror på Gud, og vi derfor er henvist til at komme til ham i ydmyg bøn.

Det næste, man bemærker, er, at Luther forudsætter, ligesom i øvrigt Grundtvig, at barnet er en selvstændig person, som Gud kan slutte sin pagt med. I Peder Madsens bøn er der derimod en tendens til at gøre barnet til en genstand, som man gør noget ved. Det er næsten som et ekko af den lutherske ortodoksis syn på dåben som en ækvivalent til den jødiske omskærelse. Pietismen er som bekendt den logiske følge af dette syn. I Luthers ritual er det helt anderledes. Her foregår det mellem Gud og den, der døbes. Det, der sker i dåben, sker mellem Gud og den, der døbes.

  1. I Peder Madsens bøn bærer vi et barn frem for Guds åsyn. I Luthers bøn er dåbskandidaten en, der “begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse”. Dåbskandidaten er en, der beder og banker på hos Gud.
  2. I Peder Madsens bøn er dåbskandidaten en passiv genstand. I Luthers bøn er denne en, som Gud taler til og kalder troen frem i. Det er det, Luther beder om: “at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden.”

Der er endnu en stor forskel. Peder Madsen forudsætter, man fristes til at sige: i forlængelse af den statskirkelige tvangsdåb, at dåbskandidaten er et barn. Men det er jo langtfra altid tilfældet. I dag endnu mindre end på Peder Madsens tid og endnu meget mindre end på Luthers tid. Luther forudsætter derimod, at dåbskandidaten er et menneske, der trænger til frelsen fra syndens og dødens magt. Hos Luther, som hos Grundtvig, er der ingen forskel på, om den, der døbes, er barn eller voksen. Dåben er den samme. Der er kun èn dåb.

Endelig kan man pege på det ulogiske i at lade den indledende bøn begynde med tak. Det naturlige må være at indlede med bøn, som det er tilfældet i Luthers ritual af 1526, og slutte med tak. I ritualbogen er dåbskollekten (slutningskollekt) netop en takkebøn: “Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb …” Nadverritualet begynder heller ikke med en takkebøn, men med en bedebøn.

II. Presset fra moderniteten

Den nuværende dåbsbøn er, ligesom det allermeste af, hvad der bringes i forslag i dag, præget af moderniteten. Med moderniteten menes der pietismen, der, som ofte fremhævet, er individualistisk, men hvad vigtigere er: den er subjektivistisk. Den kulminerede med Kierkegaards eksistensteologi. Rent bortset fra hvad godt der er at sige om Kierkegaard, alvor kan man ikke frakende ham, så er det velkendt, at han ikke regnede dåben for noget. Det, der gør et menneske kristent, er den personlige afgørelse i voksen alder, mente han. Pietisterne og Kierkegaard har på grund af deres subjektivisme store problemer med dåben, især barnedåben. Kierkegaard regnede dåben for “ren objektivitet”, som kun kunne få betydning ved en inderlig, subjektiv tilegnelse i voksen alder. Se note! *)

Moderniteten er også slået igennem i Peder Madsens bøn. Det er som om, han viger for presset fra moderniteten. Guds ord i dåben og troen på Guds ord i dåben er, som allerede påpeget, ladt ude af betragtning. Det er den afgørende forskel på bønnen i Luthers ritual og den af Peder Madsen forfattede. Analysen viser således, i hvor høj grad den bøn, der indleder det nuværende ritual, er påvirket af moderniteten.

Skal vi ikke benytte lejligheden til nu, da der er nedsat en dåbskommission, at prøve at komme tilbage i sporet? Vi kender indvendingen. Et spædbarn kan jo ikke tro, siger man, og det kan ikke svare. Svaret på indvendingen er: Hvis Gud ikke kan slutte sin pagt med et spædbarn ved sit ord og troen, der tager imod det, han giver i sit ord, bør vi selvfølgelig ikke døbe børn. Så har baptisterne ret i, at barnedåb ikke har noget at gøre med en kristen dåb.

III. Dåbsbønnens relation til ritualets kerne

Ved formulering af dåbsbønnen bør det være en forudsætning, at den skal understøtte det, som er dåbens kerne. Dåbens kerne er, hvad ordene angår, de ord, der tæt omgiver vandøsningen:

  1. Fadervor under håndspålæggelse
  2. Dåbspagtens ord (spørgsmål og ja-svar)
  3. Døbeordene: Jeg døber dig …
  4. Fredlysningen under håndspålæggelse

Bemærk, at disse ord i dåbens kerne er tiltale og tilsigelse, talt af Herren Jesus!

Den indledende bøn skal ligesom i øvrigt også de bibeltekster, der læses i ritualet, være saglige. Dermed menes, at de ikke skal forstyrre selve dåbens kerne ved at bringe al mulig teologi ind i ritualet, den være aldrig så god og velment. Sentimentaliserende ord om de søde børn og forældres bekymringer hører heller ikke hjemme i dåbsritualets indledende bøn. I bønnen skal der bedes om netop det, som Gud vil give i dåben.

Det bør man holde sig for øje, når man drister sig ud i det såre vanskelige at formulere en dåbsbøn.

Teologisk originalitet skal man gøre alt for at undgå. Dåbsteologi er en god, ja en nødvendig ting, men den skal ikke trænge ind i dåbsritualet.

Sprogligt kan bønnen nedenfor sikkert forbedres, uden at det går ud over indholdet.

IV. Konklusion

Vi må have en bøn, der er mere bøn og mindre påstand og dogmatisk belæring. Navnlig er det vigtigt at få bønnen om Helligånden med, jf. DDS 446 “O, lad din Ånd nu med os være”.

Vi må have en bøn, der dækker både barnedåb og voksendåb.

Vi må have en bøn, der, i overensstemmelse med dåbens kerne, beder om netop det, som Gud vil give.

V. Et forsøg

Lad os bede:

(Stedord ændres i forhold til dåbskandidatens/-kandidaternes køn og antal)

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for (den), der i dag kommer til den hellige dåb. Tag imod (ham) som dit barn!

Jesus, vor Frelser fra syndens og dødens magt, du har selv sagt: “Bed, så skal I få, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer.” Giv nu dåbens gave til (den), der beder, og luk døren til dit evige rige op for (den), der banker på!

Vi beder dig, vor Gud, send din Helligånd, så (han) modtager, hvad du vil give ved dit ord i dåben! Forén (ham) med dig i dåbens pagt, og giv (ham) at leve alle sine dage for dit ansigt i glad forventning til dit kommende rige!

Amen

_____________________________

*) Elektrisk strøm vil altid følge den kortest mulige vej. Derfor er det fatalt, hvis der er en kortslutning i en printplade. Tanken har det desværre som den elektriske strøm, den følger den kortest mulige vej.

Den tankemæssige kortslutning, der her sigtes til, kommer af, at man bruger den filosofiske skelnen mellem objektivt og subjektivt på kristendommen. Denne skelnen stammer nærmere bestemt fra Kant og Hegel. Når den anvendes på teologien, konkret i den udbredte forestilling om dåben som noget objektivt og troen som noget subjektivt, er der tale om en tankemæssig kortslutning. Den stemmer godt med tankegods fra ortodoksien og især pietismen, men ikke med den lutherske reformation. De røde lamper på kontrolpanelet står og blinker.

Sagen er den, at den historiske statskirkelige lutherske ortodoksi og den statskirkelige pietisme fik dåben og troen godt og grundigt adskilt. Efter Kant blev det almindeligt, også i dansk teologi, at bruge den filosofiske skelnen mellem objektivt og subjektivt på teologien.  Det er den dag i dag i præstekredse og i det teologiske akademia en udbredt forestilling, at Grundtvigs mageløse opdagelse kan indpasses i denne tradition. Men det er en kortslutning. Sandheden er, at den mageløse opdagelse ligger i forlængelse af den lutherske reformation – og i virkeligheden i forlængelse af kirkens historie helt tilbage til dåbens indstifter.

Grundtvigs tanker fulgte på dette punkt Åndens bane uden at benytte kortslutningens korteste vej. Det er hans sande storhed. Tankens enfold er hans storhed. Ganske vist taler han et sted om, hvad der er det eneste objektive i kirken. Han skriver om kirken, at den: “staaer og falder med sine Naade-Midler, fordi de er det eneste Grund-Virkelige, Objective i den.” (“Om Daabs-Pagten” 1832-33). Men det betyder noget helt andet. Han mener, at kristendom er noget bestemt, har altid været noget bestemt og vil altid være noget bestemt. Det skriver han en del om i skriftet “Skal den lutherske reformation fortsættes?” fra 1830 (Udvalgte Skrifter, bd. 5, s. 278 ff.).

Pointen i skriftet “Om Daabs-Pagten” er netop ikke en adskillelse af troen og dåben, men  sammenhængen mellem dem. “Kirken har oprettet en Daabs-Pagt med os, som indeholdes i Spørgsmaal og Gjensvar, der ikke blot findes i vor Alter-Bog, og ei indførdes af Morten Luther, men findes i den Biskoppelige og den Pavelige Kirke saavelsom hos os, ja findes i Grunden hele Christenheden over, hvor Man ikke beviislig har forandret dem efter Apostlernes Tid. Denne Daabs-Pagt, som vi godt tør paastaae, er uadskillelig fra den ægte christelige Daab …” Dåbspagten med spørgsmålet på forsagelsen og troen og troens ja hertil er uadskillelig fra dåben. Uden dette er dåben ikke et sakramente. Det lagde Grundtvig stor vægt på.

Tanken om en skelnen mellem objektivt og subjektivt er en helt anden sag. Den skelnen tog Grundtvig kraftigt afstand fra. Guds ord og troen er ét, de kan ikke skilles ad. Ordet er ikke til uden troen, og troen er ikke til uden ordet. Og ordet og troen er præcis det, der gør dåben til et sakramente.

Grundtvigs mageløse opdagelse er altså ikke en opdagelse af dåbens sakramentale karakter. Dåbens sakramentale karakter forudsatte Grundtvig lige fra sin lutherske vækkelse i 1810, og på dette punkt adskilte han sig ikke fra de luthersk-ortodokse og pietisterne, nej opdagelsen i 1824-25 var, at troen og dåben hører uløseligt sammen. På dette punkt argumenterede Grundtvig konsekvent mod den lutherske ortodoksi og pietismen. Han mente, at dåben er et trosforhold til Gud. At adskille i objektivt og subjektivt, dåben og troen, som Kierkegaard og Martensen og mange efter dem har gjort, beror på en kortslutning.

Grundtvigs syn på troen og dåben som en uløselig enhed er det, man kalder Grundtvigs dåbspagtteologi. Det er enfoldigt, det er stort, og det er ingen kortslutning.

Villy Klit-Johansen, 31. august 2023

Grundtvig skal bringes i spil

Grundtvig skal bringes i spil i den aktuelle debat om dåbsritualet

Igen i dag søndag den 23. juli sang vi i Aarhus Vor Frue salmebogens nr. 407, Nu står sjælen op af døde. Jeg er lige ved at mene, at det er gudstjenestesalmen over alle gudstjenestesalmer. Den er båret af påskens opstandelsesglæde. Opstandelsen er virkelighed i gudstjenestens NU. Den opstandne og levende Jesus er selv til stede, hvor to eller tre “troe, hvad kun Guds engle ser.”

Salmen er tre strofer fra digtet “Jesus! hvor er du dog henne?” (Sangværk 1. bd., nr. 35). Salmebogens tre strofer svarer (stort set) til digtets strofe 11, 12 og 8. Salmen kommer her:

1
Nu står sjælen op af døde,
for os lyser Kristus nu,
daglig kan vi Herren møde,
kommende hans røst i hu,
og når klokken ringer sammen,
dybt vi føle da med gammen:
Jesus er, hvor to og tre
tro, hvad kun Guds engle se.

2
Sejer! Glæde over glæde!
Nu et lys for mig opgår:
Jesus! du var selv til stede,
nu jeg ved det, hvor og når:
hånd du på mit hoved lagde,
grant jeg ved nu, hvad du sagde,
hvor jeg døbtes med dit ord,
hvor du bød mig til dit bord.

3
Jesus! Ja, nu har jeg vundet,
du er min, og jeg er din.
Nu jeg har din bolig fundet
mellem os så favr og fin.
Du er med os alle dage,
når vi dig på ordet tage,
som det lever, død til trods,
som det lyder, sagt til os.

N.F.S. Grundtvig 1836.

Grundtvig er i digtet ikke fri for at polemisere mod statskirke-ortodoksiens hævdelse af skriften og teologernes udlægning af skriften som essensen i kristendommen. Denne polemik er udeladt i salmebogen. I de tre valgte strofer udtrykkes det positive i Grundtvigs syn.

Digtet åbnes med spørgsmålet: “Jesus! hvor er du dog henne?” Problematikken er helt igennem sjælesørgerisk tænkt. Hvor finder “de små” den Jesus, der for os overvandt døden?

Svaret gives i sidste strofe:

Du er med os alle Dage,
Naar vi dig på Ordet tage,
som det lever, Død til Trods,
Som de lyder, sagt til os!

Med “Ordet” mener Grundtvig ikke ord fra en bog, evt. læst op af en præst, men Herrens levende røst. Jvf. “hans røst”, slbg. strofe 1, linje 4.

Læg mærke til fremhævelsen af ordene Ordet, lever, lyder, sagt til os. Altså sagt til os personligt. Hvor og hvornår taler Jesus personligt til os? Det gør han dér, hvor han klart og tydeligt taler i 2. person, du, dig, I jer. Hvor gør han det?

G. svarer i slbg. strofe 2. Men det er tydeligere i den oprindelige tekst i Sangværket. Jeg citerer slutningen af strofe 7 og hele strofe 8, svarende til slbg. strofe 2:

Hvad var det, Han selv mig sagde,
Da han mig i Vuggen lagde?
Hvad er det, jeg selv har sagt,
Da med Ham jeg gik i pagt?

Pagt! ja Pagt med Hjertens Glæde,
Nu et lys for mig opgaar,
Jesus! Du var selv tilstæde,
Nu jeg veed det hvor og naar,
Haand du på mit hoved lagde,
Grandt jeg veed nu hvad du sagde,
Hvor jeg døbtes med dit Ord,
Hvor Du bød mig til dit bord!

“Jeg” ved nøjagtig, hvad du sagde, da jeg blev døbt med dit ord. Det var ikke tekster fra den hellige skrift. Nej det var det levende ord talt personligt til mig. Bibelens ord er ord, skrevet til bestemte mennesker på en bestemt tid. Herrens ord i dåben er uomtvistelig talt til os.

Hvilke ord er det? Pagtens ord selvfølgelig! Forsager du Djævelen …? Tror du på Gud …? Og så det ja, som lille jeg fik sagt.

Men når G skriver “Hånd du på mit hoved lagde” er det utvivlsomt et par ord mere, han mener.

For det første er det Fadervor. Selv om bønnen formelt set ikke er henvendt i 2. person til “mig”, da jeg blev døbt, skal den forstås som Herrens levende ord til “mig”. “Jeg” fik af ham overdraget barnebønnen og dermed barneforholdet til den himmelske Fader.

For det andet er det selvfølgelig fredlysningen, som G omtaler i digtets 5. strofe: “Du gik gennem lukte Dørre, / lydt Guds fred i Kredsen bød.”

Herfra skal der lyde en opfordring til, at man, ikke mindst de, der har indflydelse på dåbskommissionens arbejde, lærer tydeligt at skelne mellem apostlenes undervisning om dåben og Herrens levende ord I dåben. G kaldte det henholdsvis lysordet og livsordet. At drikke af livets kilde er noget andet og større end at få lys over dåben gennem undervisning og prædiken.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at oplysningen (teologien i Skriften og teologers skrifter) er unødvendig. Slet ikke. Eller jeg vil sige tværtimod. Men den skal ikke føres ind i dåbsritualet af teologer, der som bekendt elsker at teologisere, også at teologisere dåben. Ikke at der er noget galt i at drive dåbsteologi, men den skal ikke føres ind i dåben.

Herrens levende ord i dåben er dåbsritualets kerne. Det bør stå klart, før vi tænker på at ændre noget som helst i ritualet.

Grandt jeg veed nu hvad du sagde,
Hvor jeg døbtes med dit Ord,
Hvor Du bød mig til dit bord!

Villy Klit-Johansen 25. juli 2023

Skamlingsbankens talerstol

Skamlingsbankens talerstol fra 1903 er en stensætning, dannet af et større antal granitsten. Den største sten, den, der har front mod tilhørerne, er udstyret med et gedigent stykke stenhuggerarbejde, der er udført af Niels Larsen Stevns efter tegning af Lorenz Frølich, der på det tidspunkt var 84 år gammel. Begge var grundtvigianere med tilknytning til Københavns Valgmenighed. Stevns var som ung elev på Vallekilde Højskole, hvor Ernst Trier fik stor betydning for hans udvikling.

De to løver, der dominerer billedet, hviler fødderne på Thors hammer, Mjølner. I hammeren er der indridset to fisk. Over løverne ses ni hjerter og på hver side af dem en lærke.

Umiddelbart tænker man på Grundtvigs sang “Velkommen i den grønne lund” med verset:

“Vi føre løver i vort skjold
af hjerter tæt omsatte,
dem førte vi fra hedenold
og ingen abekatte.”

Ved Det unge Grænseværns stiftelsesfest på Skamlingsbanken i 1934 citerede H.P. Hanssen i sin tale Laurids Skaus ord: “Det er løver, og ikke aber der springer i det danske våben.” Skau, bondesønnen fra Sommersted, var en fremragende repræsentant for den danske folkelige vækkelse blandt bondebefolkningen i Nordslesvig. Han kæmpede for danskhedens og det danske sprogs ret i Slesvig. Skau holdt en berømt tale ved en festlighed 21. februar 1843 på en kro i Sommersted, og han talte på Skamlingsbanken både den 18. maj 1843 og den 4. juli 1844 (hvor Grundtvig også holdt en stor tale). Jeg har ikke fundet den fulde ordlyd af Skaus taler, så jeg ved ikke, om ordene, som H.P. Hanssens citerer, er fra en af disse tre taler. Grundtvigs sang er skrevet til et folkemøde i Suserup Lystskov den 28. maj 1843. Det er mig derfor ikke muligt at afgøre, om der er nogen forbindelse mellem Skaus udtalelse og Grundtvigs sang, og i givet fald, hvilken vej inspirationen er gået. Hvorom alting er, kunstnerne, Frølich og Larsen Stevns, har i det mindste kendt Grundtvigs sang.

Men hvis vi nu begynder fra “bunden”. Thors hammer symboliserer det danske folk. Fiskene må symbolisere kristendommen. Kristendommen har ikke udslettet det danske folk; det ville stride mod den forståelse, som de to kunstnere havde fra Grundtvig. Det danske folk var til, før kristendommen kom hertil, og det består også efter. Kristendommen har aldrig villet udslette nogen folkelighed, mente Grundtvig som bekendt. Kristendommen lever i det danske folk som fisk i vandet.

Løverne fra rigsvåbenet hviler på Thors hammer. Det vil sige, at riget hviler på det danske folk, der ganske vist blev kristnet, men riget hviler på det danske folk, ikke på kristendommen. Det er en vigtig grundtvigsk pointe. Og folk betyder ikke befolkning, der er en rent numerisk størrelse. Folk er et begreb fra “den mosaisk-kristelige anskuelse”, altså et “religiøst” begreb.

De ni hjerter er selvfølgelig dem fra rigsvåbenet. Grundtvig brugte rimet løvemod – hjerteblod.

Så er der lærkerne. Ja, selvfølgelig sangfuglene. “Kun ord, som går i sagn og sang fra mund til mund i folkevang, opholder folkelivet.” (Grundtvigs noksom bekendte sang).

Hvad ligger der mon i den omstændighed, at der kun er to løver, og ikke tre som i det danske rigsvåben? Jo, vi er jo i Slesvig, så det er vel de to slesvigske løver. Kampen gik jo om danskhedens ret i Slesvig. I sin store tale ved folkemødet på Skamlingsbanken den 4. juli 1844 sagde Laurids Skau: “den slesvigske Nationalitet bestaar ikke i noget, som hverken er dansk eller tysk, men den er enten dansk eller tysk, og vor er den danske.” Det var den, han kæmpede for, for den var under voldsomt pres.

Billedets stil? Niels Larsen Stevns rettede sig ikke uden videre efter Lorenz Frølichs tegning, som Stevns ikke var tilfreds med. Under arbejdet, der foregik på havnen i Kolding, besøgte Stevns Øster Starup Kirke nordvest for Kolding, ud mod Egtved. Det er en jysk kvaderstenskirke, der i muren har nogle løver, hugget ud i granit. De blev en stor inspiration for Stevns, der generelt var inspireret af den tidlige middelalderlige kristne kunst. Og for øvrigt af den arkaiske græske kunst, ikke den klassiske, som Thorvaldsen dyrkede. Det enkle, oprindelige var det, Stevns var inspireret af og stræbte efter. Han rettede løverne til efter dette ideal, så godt det lod sig gøre.

Man kunne tilføje, at det er ganske interessant, at Grundtvig overhovedet ikke brød sig om billedkunst, men ikke desto mindre er mange billedkunstnere blevet inspireret af ham. Det har Niels Thomsen en artikel om i bogen “I al sin glans. Grundtvig og grundtvigsk”. Men nu må opslaget vist ikke blive længere!

P.S. Jeg har engang stået på denne talerstol og læst op for en lille forsamling af den tale, Grundtvig holdt på stedet 4. juli 1844. Skørt, men sandt!

Villy Klit-Johansen 1. juli 2023

“Frederiksbergritualet” læst og kommenteret

Frederiksberg Provsti har siden 2015 arbejdet med dåben og dåbsritualet. På et tidspunkt blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skulle formulere et forslag til nyt dåbsritual. Det er det, der er offentliggjort på provstiets hjemmeside, og som med biskoppens tilladelse kan bruges i provstiets kirker. “Frederiksbergritualet” kan læses her: https://folkekirken-frederiksberg.dk/page/875/frederiksberg-ritualet.

Især det at der er givet biskoppelige tilladelse og så den omstændighed, at biskopperne har anmodet Kirkeministeriet om, at der nedsættes en dåbskommission gør det nødvendigt, at vi for kirkens skyld tager stilling til dette dåbsritual. Der er virkelig nok at tage fat på. Jeg håber, at mange vil deltage i arbejdet.

Provst Kirsten Jørgensen, Frederiksberg skriver i “Præsten” 2023 #16, s. 308, at de særlig har været optaget af: “Et ønske om at lade teologiens og traditionens ord mødes af det moderne menneskes erfaring og forventning i forhold til dåb, tro og kirke.” Det er i det mindste al ære værd at være optaget af “det moderne menneskes” erfaring og forventning, forstået som de folkelige religiøse forestillinger. Hvis det altså skal forstås sådan. Meningen med begrebet folkekirke er for mig at se netop, at kirken bør være et mødested mellem den folkelige religiøsitet (læs: mennesker af alle slags) og den kristne forkyndelse og dåb.

På hjemmesiden står der i introduktionen til ritualet i forlængelse heraf: “Hvordan fører vi traditionen videre og fornyr den, så den svarer på nutidens spørgsmål og forbliver en levende del af samfund og kultur.” Her begynder det at blive problematisk, for skal et dåbsritual virkelig svare på nutidens spørgsmål? Det kan jo være, at nutidens spørgsmål er helt forkerte. Det er dog bedre, for ikke at sige, at det er kristeligt set nødvendigt at lade dåben være, hvad den er. Dåben er ikke “vores”, så vi kan lave den om efter tidens spørgsmål. I dåben er det tværtimod Gud, der spørger, og mennesket, der svarer: “Forsager du Djævelen … Tror du på Gud …? Hvis man ønsker at blive døbt, svares der “Ja”.

Det næste, der falder i øjnene, er, at dåbsliturgien er opdelt i to: 1. For hele menigheden og 2. Ved døbefonten. I første del står til indledning den velkendte lovprisning fra 1. Petersbrev: Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader o.s.v. Derefter kommer der en række dåbstaler, en række bønner og en række skriftlæsninger. Jeg vil mene, at det er uheldigt at gøre dåbstaler og forskellige bibeltekster, valgt af præsten eller dåbsforældrene, til en del af dåbsliturgien. Det giver alt for meget rum for præsters mere eller mindre velbegrundede private meninger. Sådan noget bør ikke blandes ind i dåben. Lad dog dåben stå alene! Den står stærkt.

Generelt er det sigende, at bestemte ord er meget hyppigt forekommende i de foreslåede dåbstaler, ligesom også i forslagene til indledende bøn og i faddertiltalerne. Det er ordene fællesskab, kærlighed og velsignelse og de dermed beslægtede udsagnsord. Det må antages, at det er de begreber, de gode frederiksbergske præster mener skal til for at “møde det moderne menneskes erfaring og forventning”. Denne tendens dominerer i en grad, så dåben selv, som vi har modtaget den fra fædrene, blegner noget. Disse ord formodes åbenbart at klinge bedre i “det moderne menneskes” øren end forsagelse af Djævelen, genfødelse ved vand og Helligånden, syndernes forladelse og det evige liv og den slags.

——————–

Nu en kommentar til en af de anførte dåbstaler. Det er den, der er beregnet til dåb af børn. Talen lyder sådan:


“Vi døber vores børn i Faderens navn,
i taknemmelighed over livets gave.
Vi døber vores børn i Jesu navn,
fordi nåden og tilgivelsen gælder dem.
Vi døber vores børn i Helligåndens navn,
for at de skal få kræfter til at leve
og vide, at de aldrig bliver forladt.”

Bortset fra, at perspektivet er udelukkende dennesidigt, hvilket kan kritiseres, så går det galt med treenigheden. Man skal være meget omhyggelig med formuleringerne i en dåbsliturgi. Problemet i denne tale er, at der lægges op til, at vi døber i tre navne. Men så kan det jo forstås som triteisme (treguderi). Den bibeltekst, der må antages at ligge bagved talen, er Mattæus 28,16-20, kaldet missionsbefalingen. Her står ordene: “idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Det er vigtigt for forståelsen af stedet, at ordet “navn” er ental. (græsk: eis to onoma, latin in nomine). Vi døber (forhåbentlig) ikke til tre navne, men til det ene navn, som  er Guds navn, Faderen og Sønnen og Helligånden. Ét navn, én Gud. Sådan oversatte Luther det: “Ich taufe dich im Namen des Vaters und des Sohns und des heiligen Geistes.” Og sådan har man altid forstået det i Danmark. Det var lettere at se i ældre oversættelser, der fulgte den græske grundtekst mere nøje. Se f. eks. Frederik den Sjettes Nye Testamente: ”… og døber dem i Navnet Faderens, og Sønnens, og den Hellig Aands.” “Navnet” i ental bestemt form. Formuleringen i den frederiksbergske dåbstale skyldes sikkert skødesløshed eller uopmærksomhed, vil jeg tro. Derfor er det godt, at Frederiksbergritualet bliver lagt ud til offentlig debat. Tak for det!

Vi går videre til skriftlæsningerne.

Først anføres Mattæus 28,18-20. Det er den eneste skriftlæsning, som frederiksbergerne mener, bør autoriseres. Det er meget påfaldende, eftersom denne tekst først er kommet ind i dåbsritualet med biskop Balles ritual af 1783. Og det endda kun i form af en kort citering i Balles lange indledning, der er en sammenkædning af en lang række skriftsteder. Balle skriver: “… da han befalede sine Disciple: Gaaer hen, og lærer alle Folk, og døber dem i Navnet Faderens, og Sønnens, og den Hellig Aands.” Kun dette citerer Balle fra Matt. 28,18-20, og det er som sagt en nyhed, at denne tekst overhovedet optræder i dåbsritualet. Teksten er da heller ikke nogen vigtig tekst til forståelse af dåben. Den danner afslutning på Mattæusevangeliet og handler om evangeliets verdensperspektiv. Apostlene (kirken) bliver sendt med evangeliet til alle folkeslag. Det er en farlig mission, der vil koste mange kristne livet. Den trøst, som Herren giver dem, er, at Han selv vil være med dem alle dage indtil verdens ende. Det er ikke en central dåbstekst, men en missionsbefaling. Derfor bør den ikke tildeles den position i dåben, som der lægges op til i Frederiksbergritualet.

Der bør ikke være så mange tekstlæsninger i dåbsritualet, heller ikke valgfrie. Så kan de være så gode, de være vil. De hører hjemme i prædiken og undervisning. Sagen er jo den, at dåben er ældre end Ny Testamente. Jeg mener, vi bør skelne mellem dåben, som Vor Herre har indstiftet den, og så på den anden side apostlenes teologiske undervisning og forkyndelse. De to ting hører sammen i menighedens liv, men de bør ikke blandes sammen. Vi behøver strengt taget ikke skriftstykker i dåbsritualet, for det er ikke skriftstykkerne, der gør dåben til dåb. Biskop Balle indledte i sit ritual 1783 dåben med en hel dogmatik efter loci-metoden. Det er ikke efterlignelsesværdigt.

Det er ikke sådan: Dåben er som bekendt ikke vandet alene, men vandet og Guds ord. Vandet giver sig selv, når der er dåb, men man skal ikke mene, at så kan vi efter teologisk eller privat behag fylde bibeltekster og andet godt ind i ritualet. Det er sandt, at dåben ikke bare er vand, den er vandet og ordet. Men hvilke ord? Det er et afgørende spørgsmål: Hvilke ord er dåbens ord? Svaret er, at det er de ord, der er talt af Herren selv i dåbens situation. Og dermed mener jeg ikke de ord, der i vores ritual indledes med: “Således taler Vor Herre Jesus Kristus”. Det er nemlig ikke den heldigste formulering, for det, der så følger efter, er ord, som han engang talte til nogle bestemte mennesker. Nej, vi skal lytte nøje efter de ord, som Herren taler personligt til den, der døbes. Det er ordene:

1. “Forsager du Djævelen og alle hans gerninger … Tror du på Gud Fader …”
2. “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”
3. Fadervor, som tales og dermed gives til den, der døbes.
4. Herrens egen velsignelse: “Fred være med dig.”

Det er alt sammen personlig tiltale. Det er de ord, hvormed Herren Jesus slutter sin pagt med et menneske, forener sig med et menneske, så alt det, der er hans, bliver det menneskes. At det er tiltale til den, der døbes, gælder også Fadervor, selv om der ikke grammatisk bruges 2. person til den, der døbes. Bønnen er selvfølgelig formelt rettet til Gud. Men i dåben er Fadervor at forstå som Herrens ord, som han selv overdrager til den, der døbes. Derved inddrages den døbte i Jesu eget barneforhold til hans himmelske Fader.

I Luthers ritual og i det danske indtil 1912 er der en tæt sammenhæng mellem børneevangeliet og Fadervor. Det kan ingen nægte. Børneevangeliet slutter jo: “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Luther fortsætter direkte med Fadervor uden nogen snak. “Så skal præsten lægge sin hånd på barnets hoved og bede Fadervor, mens fadderne knæler ned.” Fadervor er klart forstået som et velsignelsesord, altså et ord talt af Herren selv til den, der døbes. Fadervor er en bøn, menneskets anråbelse af Gud, men i dåben er den først Herrens levende ord. Altså i Luthers ritual og indtil den hovedløse ændring af Folkekirkens ritual i 1912, der så sørgeligt marginaliserede Fadervor.

For Grundtvig var denne sammenhæng en selvfølgelighed. Det kan man se utallige steder i hans skrifter. Tænk for eksempel på “Sov sødt, barnlille”, v. 4: “et ord af Guds Søn er blevet til bøn.” Med “Et ord af Guds Søn” menes der ikke, at bønnen som bekendt stammer fra Jesus, men at den skal forstås som Herrens levende ord i dåben. I  v. 3 har Grundtvig endda lige kaldt Fadervor “det lille Guds ord”.

Dåben er vandet sammen med Herrens levende ord, personlig talt til den, der døbes, og troen, der stoler på ordet. Med andre ord: Dåben er dåbspagten.

Det er kort udtrykt den grundtvigske “dåbspagtsteologi”. Vi skylder at takke Grundtvig for denne mageløse opdagelse (netop ikke opfindelse!). De fire nævnte “ord” er sammen med vandøsningen dåbens kerne. Eller med andre ord: Det er selve dåben.

Derfor må jeg mene, at to tekstlæsninger i dåbsritualet er nok. Det skal så være centrale tekster, og de skal ikke kunne udskiftes med andre, for det vil bringe forvirring ind i dåben og i folks hoveder. Det næste forslag i rækken, Markus 1,9-11, Jesu dåb ved Johannes Døber, er en langt mere central dåbstekst. Den – sammen med børneevangeliet, Markus 10,13-16, så er meningen klar! 

Jesu dåb ved Johannes Døber, enten fra Markus eller måske bedre fra Mattæus 3,13-17, holder jeg på, fordi de to store af vore fædre, Luther og Grundtvig, betragtede denne begivenhed som den kristne dåbs indstiftelse, og der findes mig bekendt ikke nogen anden begivenhed i evangelierne, der kommer nærmere på at fortjene denne betegnelse.

Hvad børneevangeliet angår, kan det ikke undværes. Det har stået i dåbsritualet siden oldtiden. Når vi absolut bør beholde det, er det fordi dåben i selve dåbsritualet er forstået som et trosforhold til Gud, og i børneevangeliet gør Jesus det netop klart, hvad troen er. “Som et lille barn” betyder at tage imod gaven uden at kunne gøre sig fortjent til den. Det er en vigtig pointe, der også er det bedste forsvar for barnedåben. Den tekst kan dårligt undværes i dåben.

De to omtalte tekster er centrale tekster omkring dåben. Også børneevangeliet, selv om det ikke bogstaveligt handler om dåben.

Flere af de foreslåede tekster er velegnede som udgangspunkt for prædikener ved dåbsgudstjenester. Tag dem ud af ritualet og bring dem som forslag til prædiketekster andetsteds! Og hvorfor så ikke medtage så væsentlige tekster som  1. Petersbrev 3,20b-21 om dåben som en pagt og Apostlenes Gerninger 8,35b-39 om den etiopiske hofmands dåb. Manden kan blive døbt, da han adspurgt af Filip om troen, svarer: “Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.” Det er også en tekst om dåben som pagt.

———————-

Så kommer vi til det, der er selve dåben. Eller skulle være det, for i Frederiksbergritualet sker der et alvorligt brud med traditionen. Forsagelsen og trosbekendelsen er i dette ritual ikke Herrens levende ord til den, der skal døbes. De er i stedet lagt i menighedens mund. Begrundelsen er, som provst Kirsten Jørgensen skriver i “Præsten”: “Mindre fokus på dåben som individets handling og større fokus på, at vi døbes ind i kirkens fællesskab.” (Der var det igen, fællesskabet). Man har i tidens løb hørt forskellige begrundelser for ønsket om at tage troens ord ud af Herrens mund og lægge det i menneskers mund. Ingen af dem er overbevisende, heller ikke provstens.

Det er indlysende, at et menneske ved dåben bliver et lem på Kristi legeme. Men det er da den enkelte, der bliver det, og det sker ved, at Kristus slutter sin pagt med det enkelte menneske personligt og skænker det troen og håbet og kærligheden som gave i absolut forstand, lige til at tage imod med JA-svaret. Dermed bliver den døbte et lem på Kristi legeme. Dåben har aldrig været “individets handling”. Den er Kristi handling. At han unægtelig har betroet sin menighed den opgave at lægge mund og hånd til, gør provstens modstilling af “individet” og “kirkens fællesskab” uforståelig. Dåben finder i princippet sted i menigheden også ved hjemmedåb.

Så længe der findes grundtvigianere, vil der blive strid, når nogen forsøger at få troens ord flyttet fra Herrens mund til menneskers. Som om det, der står i dåbspagtens ord, er noget, vi med vores fornuft eller viljesbeslutning eller hede følelser er i stand til at stå inde for, bare vi er mange nok om det! Nej, lad Kristus selv stå inde for de store ord i dåbspagten! De er hans ord, som vi kan leve på og vokse i.

Frederiksbergritualet har ikke udeladt tilspørgslen, men beholder den i kort form:

“NN: Tror du, sådan som vi sammen har bekendt, på Gud Fader? – Ja
Tror du på Jesus Kristus? – Ja
Tror du på Helligånden? – Ja
Vil du døbes på denne tro? – Ja”

Der skal altså efter dette ritual svares ja til “hvad vi sammen har bekendt” i stedet for til Herrens store tilbud. Den ændring er den sværeste at kapere.

Tilmed er forsagelsen udeladt i denne forkortede tilspørgsel. Men forsagelsen hører da med til dåbspagten. Hvordan skal dåben ellers kunne forstås som den store omvendelse, hvor Frelseren flytter os fra mørket til lyset i Guds rige? Det er dåben forstået som pagt, der fortoner sig. Det virker, som om frederiksbergerne er blinde for, at dåben er et trosforhold til Gud. Den er ellers velbegrundet, og fastholdelsen af dåben som en pagt kan siges at være Grundtvigs og den danske kirkes vigtige bidrag til den universelle kirke. En lang, lang række salmer vil miste deres mening, skulle Frederiksbergritualet på dette punkt vinde anerkendelse eller endda blive autoriseret.

Det er slemt nok, men lige så slemt er det, at fredlysningen er sendt på pension. Den er simpelthen kasseret. Det er virkelig svært at forstå. Grundtvig mente, at Herrens velsignelse, altså: Fred være med dig!, hører med til dåbens væsen. Den hører nødvendigt med til dåbsritualet. Det kan man mene om, hvad man vil, men der skal meget gode grunde til at slette den af ritualbogen. I ritualet, altså det gældende ritual, står den endda med stor vægt som det sidste ord til den døbte.

”Fred være med dig!”, det var var den hilsen fra den opstandne Herre, som det hele begyndte med påskedag om aftenen. Og det er de ord, det nye liv som Guds barn begynder med for den enkelte.

Velsignelsen siges, ligesom Fadervor, under håndspålæggelse på den døbtes hoved, hvis man ellers følger den gældende ritualbog. Håndspålæggelsen understreger, at der oprettes et personligt forhold mellem Gud og det bestemte menneske. Det er jo personlig tiltale. Den mægtige Herre bøjer sig ned og siger du til et menneske! Der er rigtig meget i salmebogen, der vil blive uforståeligt med udeladelsen af fredlysningen. Den er, trods sin korthed, et af de meget vigtige led i dåben, men den vil man smide ud!

Jeg anerkender absolut intentionen bag det arbejde, man har gjort, og jeg anerkender, at der i frederiksbergernes arbejde findes gode enkelte formuleringer. Men hvis vi skal lade “det moderne menneske” møde “teologiens og traditionens ord”, som det noget nedsættende hedder om den hellige dåb, så må vi først kende “teologiens og traditionens ord”. Jeg ville sige: Vi må først kende dåben, som Herren har indstiftet den. Ellers bliver der ikke tale om et møde mellem mennesker og dåben, men et brud med noget centralt i dåben. Vi må virkelig tænke os om, før vi laver hovedløse ændringer. Dem er der lavet nok af i tidens løb.

Villy Klit-Johansen 1. maj 2023

Martin A. Hansens forhold til Kierkegaard og Grundtvig

Martin A. Hansen læser vi jo. Det er nærmest en selvfølgelighed. Der er tale om et monumentalt værk fra det 20. århundrede. Ikke til at komme uden om. Litteraten, nu også sognepræst Anders Thyrring Andersen analyserer i “Polspænding”, især i kap. IX, MAH´ s dybe inspiration fra Kierkegaard og hans noget mere komplekse forhold til Grundtvig. Jeg vurderer, at Anders Thyrrings fremstilling af sagforholdet er retvisende, så det forudsætter jeg i det følgende, hvor jeg tillader mig at sætte nogle spørgsmålstegn ved MAH´ s forståelse af Grundtvig. Det forekommer mig, at hans næsegruse beundring for Kierkegaard hindrer ham i at forstå Grundtvig. Facebook-formatet tillader ikke en dybere analyse, mit eget format måske heller ikke(!), så det bliver kun nogle punktvise nedslag, der dog rummer et overordnet synspunkt.

MAH’s nadveroplevelse, som han fortæller om i hospitalsdagbogen (sidetal husker jeg ikke), viser, at han grundlæggende har fattet evangeliet. “Meningen skulle man ikke komme med. Nar, som man var, den kunne bare gives.” Ja,bedre kan det vist ikke siges. Kierkegaard havde også fattet evangeliet. Selvfølgelig. Jeg erindrer et billede, som Kierkegaard et sted bruger, jeg husker ikke hvor. Han siger noget i retning af, at havet spejler himlen, men kun hvis det holder sig i ro. Hvis det anstrenger sig bare den mindste smule, forsvinder billedet. Det er et usædvanlig smukt og rammende billede af evangeliets kerne. Samtidig rummer det også forståelsen af livet som en kamp med tvivlen (hvis det anstrenger sig!). En “grundtvigsk” kommentar kunne være: Det hele er givet i dåben, også håbet, det hele er givet som et liv at leve i pagten. Ingen har lovet os, at det er en slentretur i ro og mag. Det er netop en grundtvigsk kommentar, for det ville Kierkegaard ikke kunne sige.

MAH’s udtalelse til Sverre Riisøen i en samtale i Aarhus Stiftstidende i 1954 kan jeg tilslutte mig. Han siger:”Idyl-religiøsiteten skyr jeg som pesten. Men hvad havde jeg vundet i livet uden Søren Kierkegaard som et af de faste stadier på min vej:” Med “idyl-religiøsiteten” tænker han tænker vel på den “grundtvigianske” kristendom (Polspænding s. 296), og måske også på Grundtvig selv. Men i så fald vil jeg mene, at han skyder Grundtvig noget i skoene. Ualvorlig kan man bestemt ikke kalde den gamle.

MAH havde heller ikke behøvet at ty til Kierkegaards tankegang i sin udlægning af “O kristelighed” i sit sidste dagbogsnotat i hospitalsdagbogen (s. 287): “At blive frelst vil ikke sige at finde det rette igen – det kan ingen – men det vil sige gennem fortvivlelse at nå ud i et øde, hvor alt er tabt, og hvor redningen kommer.” Det ville den gamle kunne sige ja og amen til, men det er ikke det, salmen “O kristelighed” handler om. Den befinder sig et andet sted i G.’s rige tankeverden.

Ikke desto mindre har MAH hentet inspiration fra begge de to store. Men især fra Kierkegaard, der unægtelig er meget radikal i sin tankegang. Det er hele tiden hin enkelte, springet ud på de jeg ved ikke hvor mange favne, afgørelsen, eksistensen, subjektivismen (s. 290), valget, den eksistentielle anstrengelse (s. 289). At det er bevægende på denne vis at få et indblik i Kierkegaards ensomhed og sjælekvaler kan der ikke herske tvivl om, og ethvert menneske, der kender til alvor og ejer følelse, vil kende noget af det fra sit eget liv.

Personlig har jeg nok lidt ensidigt studeret i Grundtvigs dåbspagtsteologi. Hvorfor? Fordi det i den lutherske tradition efter Luther har knebet gevaldigt med at få troen til at hænge sammen med dåben. Det er en fatal fejludvikling, fatal, fordi den i høj grad overbelaster det enkelte menneske. Altså overbelaster det i forhold til Gud. Udviklingen i det lutherske (ortodoksien, statskirkepietismen, rationalismen, vækkelserne) har tildelt mennesket mere i gudsforholdet, end det kan bære, og det er blevet svært at se, at det frelses af nåde og ikke ved egen kraft. Ofte er det kommet til at se ud, som om evangeliet er en “lære”, som mennesket kan “vælge at tro på”. Det, der bestandig siden 1825 optog Grundtvig, var overvindelsen af den dikotomi mellem objektivt og subjektivt, dåben og troen, som det lutherske var endt i. Kierkegaard og MAH kunne simpelthen ikke få troen til at hænge sammen med dåben. Grundtvigs mageløse opdagelse betød, at det HANG sammen. DÅBSPAGTEN ER ET PERSONLIGT TROSFORHOLD TIL GUD. Det betyder, at det, evangelisk set, er umuligt at adskille troen og dåben, det vil sige ordet og troen, for det centrale i dåben er Guds ord. Det har jeg skrevet så meget om, at de må hænge mine læsere ud af halsen. MAH forstod det ikke. Dertil var han for kierkegaardsk.

Det hænger nøje sammen med den afgørende dikotomi, som MAH med Kierkegaard som vejleder dyrkede, mellem hin enkelte og fællesskabet, menigheden. De to mener, at det begynder med hin enkelte, og de mange hine enkelte kan eventuelt finde sammen og danne menighed (s. 301: “forsaavidt der, religieust, ER ‘Menighed’, da er dette et Begreb, som ligger paa den anden Side af ‘den enkelte’” (Kierkegaards Samlede Værker, bd. 18, s. 67-68)

Det er opdagelsen af og troen på Herrens tilstedeværelse i menighedens forsamling, der gør, at MAH´s og Kierkegaards dikotomi mellem den enkelte og fællesskabet er umulig. Menigheden er ikke en sammenslutning af enkelte troende. Menigheden er dybest set Kristus selv. Derfor er kristendom ikke en “lære”, som den enkelte kan beslutte at “tro på”, men kristendom er Kristi eget liv, der skænkes os at få del i, ikke intellektuelt ved læsning, men gennem hans levende ord i dåben og nadveren.

MAH indrømmer ganske vist (s. 301, at det ikke er Bibelen, men menigheden, som er det bærende i kristendommens liv. Her henviser han til “Kirkens Gienmæle fra 1825. Men han har svært ved at fastholde den pointe. Thi I DEN TID, VI LEVER I, REFLEKTIONSTIDEN, må vi nødvendigvis begynde med Kierkegaard. Grundtvig hører en eller anden fremtid til. Kierkegaard må først have fuldført sit nedbrydningsværk (nedbrydningen af den enkeltes gåen op i massen), først da bliver der mulighed for den grundtvigske menighedsforståelse (s. 297-298). Her er jeg i fremmed land, for jeg tror som sagt ikke det er rigtigt.

Måske er det rigtigt, hvis man udelukkende vil henvende sig til en intellektuel elite, men er det det, vi skal? Grundtvig mente, at det hele begynder med de små i folket. DE SMÅ – de fylder umådelig meget i den gamles tankeverden. Han havde lært det af Jesus, der sagde: “Jeg priser dig fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige.” (Mattæus 11, 25).

Hvad havde MAH mon læst af Grundtvig? I Polspænding på s. 287 skriver Anders Thyrring, at MAH jævnlig opstiller lister over sine inspirationskilder i første halvdel af 1940’erne, og der er der intet spor af Grundtvig. Det er helt klart, at Kierkegaard var hans primære inspirationskilde – næst efter evangeliet.

På s. 301 nævner Anders Thyrring et citat fra “Kætterbreve”, hvoraf det fremgår, at MAH kender Kirkens Gienmæle. Og så er der de allersidste sider af dagbogen, hvor MAH skriver notater om “O kristelighed”, fordi et forlag havde opfordret ham til at skrive om salmen. Den forsøger han lidt kikset at forstå med sit kierkegaardske begrebsapparat.

MAH skriver meget om, at Grundtvig ikke kan bruges til noget i den moderne tid. Måske engang, når man ved Kierkegaards hjælp har renset ud i augiasstalden. Men hvor han har sine forestillinger om Grundtvigs tanker fra forbliver en gåde.

Det er en skam, at han havde så mange meninger om Grundtvig, men i virkeligheden havde forstået så lidt af det centrale i hans tankeverden.

MAH blev aldrig grundtvigianer, fastslår Anders Thyrring. Og med rette. Han voksede jo op i Indre Mission. Derfra gik hans vej meget tidligt i ungdommen til læsning af Kierkegaard.

Hvis han havde læst mere af Grundtvig, kunne det medført en forløsning for ham personligt. Det krampagtige kierkegaardske kunne han måske være blevet løst fra. Måske! Men så ville han muligvis ikke være blevet digter. Det er vel netop den forkrampede spænding, der gør ham til digter?

Mine overvejelser her ændrer ikke ved, at MAH var en stor forfatter. Og det ændrer heller ikke ved, at Grundtvig ikke kan bruges i dag én til én, som man siger. Men det kan Kierkegaard nu altså heller ikke, selv om man næsten kan få det indtryk, når man ser, hvor meget han fylder blandt de lærde, i medierne, på antikvariaternes hylder o.s.v.

For mig at se gælder det i dag om at finde ind til det centrale i Grundtvigs tankeverden. Dér er der vitaminer for ånden. Derfra vil der kunne flyde en rig fornyelse af dansk kirke og dansk folkelighed. Det er jeg overbevist om.

Villy Klit-Johansen 20. april 2023

Helligånden trindt på jord

I Vartovs grønnegård står Niels Skovgaards grundtvigstatue i granit. Den viser Grundtvig knælende, mens han peger på kilden, som han knæler ved. Teksten, der står på soklen, tolker denne kilde. Teksten løber som et bånd soklen rundt. Der står: “Livets ord af Guddoms-rod kilden er til livets flod.”

Ordene er fra salmen “Helligånden trindt på jord” (1859), salmebogen nr. 298. Det er en vaskeægte grundtvigsalme. I kender den, men alligevel:

1
Helligånden trindt på jord
er Guds røst med livets ord;
hvem der har for sandhed øre,
i Guds nådes røst kan høre
Guddoms-faderhjertet slå.

2
Livets ord af Guddoms-rod
kilden er til livets flod;
lysets børn deri sig bade,
de af dåben sjæleglade
dukker op til evigt liv.

3

Livets Træ ved flodens rand
vokser op i troens land,
så Guds-folket mad og drikke
midt i ørken savner ikke,
lever højt ved Herrens bord.

4
Det er sandt, og det er stort,
det har Jesus Kristus gjort,
det har Herren som vor næste
kærlig gjort til fælles bedste,
evigt liv med salighed.

Salmen forekommer enkel, og dog rummer den “det hele”: Den treenige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden, dåben og nadveren. Men ikke som død dogmatik, den afspejler tværtimod dynamisk liv.

Hvor mange gange har man ikke sunget den salme uden at tænke dybt over indholdet. Sådan er det jo tit. Nu sang vi den så i dag i Århus Vor Frue, og jeg måtte et par gange holde op med at synge, fordi jeg blev slået af salmens storhed. Sådan kan det også gå.

Udtrykket livets ord, der dukker op i første strofe henter G. fra det første vers af Johannes’ 1. brev: “Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord  – og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os –  det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus.”

Livets ord var ikke noget fjernt og abstrakt for Johannes. Det var særdeles nærværende og konkret, ja faktisk håndgribeligt: “det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved”. Livets ord er identisk med Guds menneskeblevne Søn Jesus Kristus.

Heller ikke for G. var livets ord fjernt og abstrakt, det var helt nærværende i dåben og nadveren. Udtrykket livets ord ligger tæt på det ofte brugte: Det levende ord, nemlig Herrens levende ord i dåben (ofte benævnt troens ord), hvor vi genfødes til evigt liv for i troens land at vokse ved den føde, vi får i nadveren (strofe 2 og 3).

Også i denne lille, store salme ser vi, at ordet og troen, som altid hos den gamle, er uløseligt knyttet sammen.

Lad det være nok. Der er i salmen dybder, som vi næppe kan lodde, og samtidig er den enkel og poetisk meget stærk. God søndag alle sammen!

Villy Klit-Johansen 19. marts 2023

Dåbspagten som grundlæggende for teologien og kilde til frelsen

Regin Prenters dybe grundtvigske inspiration

Det har i årtier været en udbredt antagelse blandt teologer og præster, at tilspørgslen ved dåben med forsagelsen og trosbekendelsen: forsager du …, tror du …, kunne risikere at gøre troen til en menneskelig præstation i en eller anden forstand. For Grundtvig var det modsatte tilfældet. Ved tilspørgsel og ja-svar opretter Gud sin pagt med et menneske, og netop den pagt gør det tindrende klart, at troen er en gave.

Aarhus-teologen Regin Prenter, der var dybt inspireret af Grundtvig, udgav i 1955 sin store “dogmatik”, Skabelse og Genløsning. I den såkaldte prolegomena, en slags indledning, § 5, bruges pagtstanken til at formulere en åbenbaringsforståelse og et skriftsyn. Prenter skriver: “Åbenbaringshistorien som pagtshistorie … er kun åbenbar for den tro, der modtager de historiske begivenheder, hvorigennem Gud øver sine frelsende gerninger, som Guds uforskyldte gave.” Den tro, der er tale om, er “ganske enkelt den lydige modtagelse af frelsens uforskyldte gave, som tilbydes i pagtens ord.” … “Denne tro er identisk med eksistensen i pagten, hvis historie de tre guddommelige navne betegner.”

Det er sandsynligt, at det er i Grundtvigs store digt Kristenhedens Syvstjerne, nemlig i passagerne om “ordet og troen”, at Prenter har lært om sammenhængen mellem ordet og troen.

Eksistensen i pagten er et andet udtryk for troen. Prenter Skriver: “i dåbens bekendelse træder Gud med pagtens historie personligt hen til hver enkelt og spørger: “Vil du modtage denne pagt, som jeg nu åbner for dig?” Dette er kernen i den “kirkelige anskuelse”. Dermed peger Prenter på en meget vigtig og for mig indlysende og uomgængelig pointe, som netop findes i Syvstjernens forståelse af “ordet og troen”.

Den måde, hvorpå Prenter sammentænker Grundtvigs kirkelige anskuelse med åbenbaringsforståelsen og skriftsynet, er original. Vi er stadig § 5 i dogmatikkens prolegomena.

Han skriver, at “der er en uløselig sammenhæng mellem åbenbaring og tro, mellem pagtshistorie og pagtslydighed. … I Grundtvigs “kirkelige anskuelse” er denne sammenhæng mellem pagtens historie og eksistensen i pagten erkendt så klart som få andre steder i protestantisk tænkning.”

Udtrykkene “pagtens historie” og “eksistensen i pagten” er originale. De benyttes netop, fordi formålet er at grundlægge åbenbaringssynet og skriftsynet i dåbspagten. Den uopløselige sammenhæng mellem “pagtens historie” og “eksistensen i pagten” er dét, som det kommer an på. Det er Grundtvig inde på utallige steder i sine skrifter. Jeg har for nylig læst Syvstjernen. Derfor citerer jeg fra den. Ordet og troen hører sammen som mand og hustru i ægteskabet:

Ja, fra Nebo-Bjergets Tinde
Luther syned Herrens Land,
Saae hans Ark og Flod derinde,
Leiret mellem Flod og Strand,
Saae, at dér i Ægtestanden
Aanden vied til hinanden
Smukt Guds Ord og Hjertets Tro!

(Kristenhedens Syvstjerne Tysker-Menigheden, strofe 24)

Endnu stærkere udtrykkes den samme tanke i Strofe 103, hvor der gøres den tilføjelse, at sammenhængen mellem ordet og troen faktisk bunder i dåben. Ordet, som troen er uløseligt knyttet til er, dåbspagtens ord:

Thi oplyst er Hjerte-Øjet,
Seer, at Herren ved sit Bad
Ord og Tro har sammenføiet
Til ei meer at skilles ad,
Og velsignet tusind Gange,
Til ved Aanden at undfange
Herlighedens Barne-Haab!

Sådan hænger det hele sammen hos Grundtvig – og hos Prenter. Soteriologien (synet på frelsen) hænger sammen med åbenbaringssynet og skriftsynet. Og i frelsens sag er det afgørende vigtigt, at ordet og troen hænger sammen. Ordet er ikke til uden troen, og troen er ikke til uden ordet.

Det er klart, at dette har betydning for den løbende debat om dåbsritualet. Hvis man er tilhænger af den kirkelige anskuelse, vil man naturligt vende sig imod alle forsøg på at få afskaffet “tilspørgslen” ved dåben, forstået som Herrens mægtige ord til den, der døbes. At den kirkelige anskuelse også har betydning for prædikenens indhold siger sig selv.

Det skal understreges, at dette syn kan opretholdes uafhængigt af det dogmatisk-grundtvigianske syn, der var meget udbredt blandt kirkelige grundtvigianere langt op i 1930’erne, nemlig at Den apostolske Trosbekendelse i den form, vi kender den, historisk går tilbage til Kristus selv. At den altså i den forstand skulle være “ordet af Vorherres egen mund”. Men det er ikke pointen i Grundtvigs kirkelige anskuelse.

Endelig lidt om en indsigt, som Prenter henter ud af Grundtvigs kirkelige anskuelse.

Jeg mener ikke, det er overdrevet at kalde Grundtvigs kirkelige anskuelse en reformation. En reformation indenfor den lutherske kirke, men helt klart en reformation, en fornyelse af kirken. Prenter bruger ikke dette ord i paragraf 5 i “Skabelse og genløsning”, men der er en tydelig kritik af udviklingen op gennem den lutherske ortodoksi og pietismen, der kulminerede med Kierkegaards eksistenstænkning. Han medgiver, at der er et moment af sandhed i talen om den kristelige erkendelses eksistentielle karakter. Sandhedsmomentet er “at åbenbaringshistorien eller pagtshistorien … kun er åbenbar for troen, som står i pagten, og ikke for almindelig iagttagelse.”

Problemet, som vi stadig trækkes med, er, at der – sagt med jævne ord, er sket en adskillelse i noget objektivt og noget subjektivt. Det objektive er kristendommen, der som noget objektivt bliver en slags verdensanskuelse, der er noget foreliggende, som, bevares, ikke skal ændres, og som hin enkelte kan tilslutte sig gennem troen. Derved bliver troen noget, som mennesket “lægger til” pagtens objektive kendsgerning, der er givet af Gud. Og vupti er evangeliet blevet til en lov og troen til en menneskelig præstation. Og dermed er kristendommen netop blevet ændret. Således min korte gengivelse af ræsonnementet på s. 56-58 i “Skabelse og genløsning”. Læs selv!

Det, som Prenter krediterer Grundtvig for, er, at han insisterer på troens afhængighed af Herrens LEVENDE ord, livsordet ved dåben. Derved er han i stand til at fastholde troen som GAVE i absolut forstand. Dette i modsætning til den protestantiske skriftteologi, der adskiller troen fra Herrens levende ord.

Hvis der skulle være et problem med trosbekendelsen med hensyn til at gøre troen til en menneskelig præstation, så er det ikke i trosbekendelsens spørgende form ved dåben, men snarere i den fremsættende form i gudstjenesten. Dér kunne troen lettere opfattes som en menneskelig præstation: VI TROR på – og så en række led, som selvfølgelig godt kan volde den menneskelige fornuft vanskeligheder. Derfor introducerede Prenter i gudstjenesten trosbekendelsen med ordene: “Lad os bekende vor kristne tro I DÅBSPAGTEN.” Nemlig som stående i den tro, der er GIVET os af Herren i dåben. Jeg har ikke haft et personling forhold til Prenter. Jeg hørte det i en radiotransmitteret gudstjeneste; så vidt jeg husker var det hans afskedsgudstjeneste i Branderup, jeg hørte i radioen.

Det var og er i sandhed en mageløs opdagelse,

… at Herren ved sit Bad
Ord og Tro har sammenføiet
Til ei meer at skilles ad,
Og velsignet tusind Gange,
Til ved Aanden at undfange
Herlighedens Barne-Haab!

Herved er evangeliet atter kommet til at skinne klart i mørket.

Jeg huskede faktisk ikke, at Prenter skriver om dette i Skabelse og genløsning, før jeg for nylig genlæste dele af bogen. Men det er for mig en indlysende sandhed, som ikke forældes. Vejen er for mig gået over Grundtvig og derefter tilbage til et godt gensyn med Prenter.

Villy Klit-Johansen, 12. februar 2023

Folkekirke og statskirke

Vi har en statskirke. Nogle af os har længe levet i den illusion, at vi siden 1849 har en folkekirke og ikke en statskirke. Det lyder så smukt, at kirken ikke blander sig i det politiske, og til gengæld blander staten sig ikke i kirkens indre anliggender. Men den nye regerings faste beslutning om at bruge sit skrøbelige parlamentariske flertal til at afskaffe Store Bededag minder os eftertrykkeligt om, at det er en illusion.

Det giver aktuelt anledning til stor vrede i kirkelige kredse. Vreden skyldes, at man ikke har indset, at staten kan gøre stort set, hvad den vil med Folkekirken. Intet hindrer den i det. Vi har en statskirke.

Vreden er forståelig, men vi bør tænke konstruktivt. Vi har jo ikke bare en statskirke, vi har også en folkekirke, og nu skriver jeg folkekirke med lille f. Den kristne kirke ER efter sit væsen en folkekirke. Ellers er den et misfoster af en kristen kirke.

Hvad er den kristne kirke så, til forskel fra Folkekirken, altså den statslige organisation? Jo, se, vi skal til at tage det syn på Folkekirken, som vi har fra Grundtvig, mere alvorligt. Det syn går ud på, at Folkekirken ikke er et kristent kirkesamfund, Folkekirken er ikke en bekendelseskirke. Den er blot en “borgerlig indretning”, det vil sige den politiske ramme om det danske folks religiøse liv. Og det er ikke nogen ringe funktion. Den kristne menighed til gengæld en bekendelseskirke. Selvfølgelig er den det, ellers er den ikke en kristen kirke/menighed.

Den kristne menighed findes i Folkekirken, og den findes i valgmenigheder og frimenigheder. I Folkekirken findes den, så længe folketingets flertal vil det. Det vil sige, så længe der på Christiansborg findes tilstrækkeligt mange, der har forståelse for og kærlighed til kirken. Måske endnu længere. Måske findes Folkekirken, så længe et politisk flertal i denne institution ser en mulighed for at kontrollere kirken? Men i hvert fald: den kristne menighed vil altid bestå, uanset måden kirken er organiseret på.

Uanset hvor den findes, altså hvordan den rent ydre er organiseret, kan den kristne menighed, hvis den vil det, blive ved med at holde fast ved Store Bededag som en helligdag. Om ikke andet kan den holde gudstjeneste om aftenen, når folk (de fleste) har fri fra arbejde.

Grundtvig tænkte klart. Han indså, at den kristne enhedskultur var ved at høre fortiden til. Han indså, at enevældens statskirke hørte fortiden til. Han så fremad mod frihedens tid. Han ønskede, at den kristne menighed skulle blive i Folkekirken så længe som muligt – for folkets skyld. Men hans betingelse var FRIHED. Frihed i Folkekirken.

Jeg vil tro, at en fri kristen menighed har større mulighed for at give et magtfuldkomment politisk system modspil, end en statskirke har. Totalitære tendenser er en statskirke ikke god til at modvirke, for den er en del af den statslige administration. Dér har den frie kristne menighed større muligheder. Uanset om den “bor” i Folkekirken eller i en frimenighed. Friheden er jo den luft, menigheden ånder i.

Villy Klit-Johansen, 20. janar 2023

Mit nytårsønske

På denne blog skal der være plads til lidt længere indlæg. Det er ikke sikkert, at de bliver læst, for alle har travlt, men det må ikke hindre mig i at reflektere over vigtige spørgsmål og at dele refleksionerne med andre.

Altså til sagen:

REFORMATIONEN

Så tænker vi på Luther, Calvin og Zwingli, men hvad betyder ordet reformation i grunden? Indførelse af reformer, forandring, omdannelse, gendannelse, fornyelse? Ordbøgerne har forskellige bud på det.

Grundtvig holder sig til den sidste betydning, fornyelse. Han skriver ofte fornyelse og så i parentes: reformation. Det er i øvrigt den oversættelse, man finder i Jensen og Goldschmidts berømte Latinsk-dansk ordbog. I det ord fornyelse ligger der den pointe, at en reformation ikke bare er en gentagelse af noget fra fortiden. Reformationen i 1500-tallet indebar noget nyt. Især at der nu blev lagt vægt på Kristus alene, ligesom Bibelen blev rykket frem i forreste linje.

Det samme gælder den grundtvigske reformation. For, ja, Grundtvig var en reformator. Den grundtvigske reformation var en fornyelse. Den var ikke en gentagelse af den lutherske reformation. Ganske vist stod Luthers “Kristus alene” lysende klart for Grundtvig. Det nye var opdagelsen af, at Herrens levende ord ved dåben og nadveren var livskilden.

Jo, fornyelse er den bedste gengivelse af det latinske fremmedord reformation.

Når det er sagt, må vi tilføje, at der i reformationen, både den lutherske og den grundtvigske er et stærkt element af gendannelse. Den lutherske reformation var stærkt influeret af renæssancens slogan: “ad fontes”, tilbage til kilderne.

Det understregede Grundtvig stærkt i skriftet “Kirke-Spejl” fra 1861 til 1863. Han interesserer sig i skriftet stærkt for, hvad der er “den oprindelige og uforanderlige kristendom” og “hvad der i grunden lige fra begyndelsen har været og til enden må blive den eneste ægte og sande kristendom”. (Udvalgte skrifter 10, s. 84). Det vil ikke være en overraskelse for læserne af dette opslag, at Grundtvig fandt den oprindelige og sande kristendom i trosbekendelsen ved dåben, vel at mærke som et ord af den levende Herre Kristus: “den apostoliske trosbekendelse ved dåben er det ægte grund-evangelium, hvorom det med rette kan siges, at det er en Guds kraft til frelse for hver den, som tror.”

Vi er stærkt på vej mod 200-året for den grundtvigske reformations gennembrud. Det må give os anledning til at besinde sig på, at tiden efter en reformation altid synes at være en forfaldstid. Sådan var det efter den lutherske reformation, og sådan har det været efter den grundtvigske. Den livgivende kilde, der sprang med stor friskhed ved reformationen, tørrede ud. De skikkelser, der prægede tiden, vendte opmærksomheden, deres egen og tidens, bort fra den erkendelse og mageløse opdagelse, der satte reformationen i gang.

Det er nødvendigt, at vi i dag besinder os på den kendsgerning, at vi ikke lever i en reformationstid. I vore dage er der ingen reformator i luthersk og grundtvigsk forstand. Derfor lurer forfaldet. I den bedste mening arbejder mange på at formidle evangeliet på en måde, der gør det relevant for nutidens mennesker. Det gamle budskab må formuleres på en ny måde. Den alvorlige risiko, man løber, er, at de ændrede formuleringer og det ændrede fokus ender med at resultere i ikke en fornyelse af den eneste ægte og sande kristendom, men i en helt “ny kristendom”, altså i virkeligheden noget helt andet end kristendom.

Mit nytårsønske skal være, at enhver, der ikke virkelig er reformator, erkender det klart: Jeg er ikke reformator. Jeg har ikke af Guds Ånd fået indgivet en erkendelse eller en opdagelse af noget nyt, og jeg skal for alt i verden ikke opfinde noget nyt i kirkens sammenhæng. I stedet bør vi alle alvorligt arbejde med det, der af fædrene er erkendt som den eneste ægte og sande kristendom. Nytårsønsket kunne formuleres sådan: Tilbage til kilderne. Vær trofast i bestræbelsen på at komme tilbage til kilderne. Det er derfra, fornyelsen skal komme. Den fornyelse, som vi venter på.

Uvægerligt ser jeg en analogi til, hvad Grundtvig i sangen “Ingen har guldtårer fældet” skriver om forholdet mellem det skabte (og faldne) menneskeliv og det genløste og genfødte menneskeliv:

Ingen har guldtårer fældet,
som ej glimt af guldet så,
og Gudsbilledet forældet
må i glans dog for os stå,
om hos os det skal fornyes,
thi fornyes kan som flyes
kun, hvad gammelt end er til.

(Højskolesangbogen, 18. udg. nr. 93)

Hvad der gælder gudsbilledet i mennesket gælder også fornyelsen af den eneste ægte og sande kristendom. Den kan kun fornyes, hvis den – skønt “forældet” – trods alt stadig er til. Og det er den! Den er til. Derfor gælder det gamle slogan stadig: Tilbage til kilderne. Og kilderne er den lutherske og den grundtvigske reformation.

Fornyelsen skal og kan vel at mærke ikke ske i et “rum” for sig, afsondret fra tiden, men netop ind i tiden.

Hermed ønsker jeg et GLÆDELIGT NYTÅR!

Villy Klit-Johansen, 29. december 2022

Den røde tråd i Kristenhedens Syvstjerne

Var Grundtvig luthersk?

I det store og mærkelige digt “Kristenhedens Syvstjerne” fra 1854-55 samler Grundtvig det væsentlige af, hvad han er nået frem til gennem et langt liv. Grundtvig var først i 70’erne, da han udgav digtet, der er på langt over 800 strofer.

Denne indledende bemærkning om, at Grundtvig her samler de væsentlige indsigter erhvervet gennem de mange år, er ganske vist meget langt fra at være udtømmende til forståelse af “Syvstjernen”, men jeg vil mene, at den dog rammer noget, der kan bruges til den begrænsede opgave, jeg har sat mig for, og hvis resultat er den følgende artikel..

Jeg bruger udgaven fra 1860, men forsøger i øjeblikket at anskaffe mig udgaven “med oplysninger” ved Balslev fra 1955. Læseren må altså finde sig i den gammeldags ortografi. Jeg har selv nummereret stroferne i hver af de syv “sange”, som Syvstjernen består af. De syv sange er: 1. Ebræer-Menigheden, 2. Græker-Menigheden, 3. Latiner-Menigheden, 4. Angler-Menigheden, 5. Tysker-Menigheden, 6. Den nordiske menighed, 7. Den sidste Menighed. Det hele er, som man kan se, kirkehistorisk tænkt.

Jeg begrænser mig dog til 5. sang og 6. sang. 

Hvis man ikke er i besiddelse af en trykt udgave, kan kan man finde digtets samlede tekst på torshammer.dk: https://www.torshammer.dk/hojskolen/Grundtvig/Syvstjerne.htm

Troens ord ved dåben er den røde tråd

Det er et bestemt motiv, jeg forfølger. I de to strofer 93 og 94 i sangen om Den nordiske Menighed finder jeg dette motiv, som jeg vil mene er den røde tråd i Syvstjernen og i øvrigt i alt, hvad G. skrev om kristendom efter 1824-25. Det var det år, da han gjorde den mageløse opdagelse af Herrens levende ord i dåben og nadveren som det, hvorved den kristne tro og det kristne liv forplanter sig gennem alle tider.

Det udtrykker G. i disse to strofer, og det er ham tydeligvis ALT om at gøre, at vi fastholder troens ord ved dåben i Herrens mund.

Slip for alt, hvad dig er helligt,
Slip, for alt, hvad dig er kiært,
O r d e t  ei, som sandt giør skielligt (= gyldigt, forstandigt, rimeligt),
O r d e t  ei, som alt er værdt:
T r o e n s  O r d som Herrens Tale,
Hvor han jævner Bjerg og Dale,
Baner Vei for sine smaa.

Pagtens, T r o e n s  O r d  ved  D a a b e n,
Som, fra Rigets Morgenstund,
Huset bar med Dørren aaben,
Hold det fast i  H e r r e n s  M u n d !
Ordet af  h a n s  Mund udrive
Aanders Haand, som Ord kan gribe,
Aldrig mægter, hold kun fast !

Troens ord er selvfølgelig den apostolske trosbekendelse. Den skal vi i dåbsritualet fastholde som Herrens tale, vi skal holde det fast i Herrens mund. Det er for G. afgørende, at mennesker ikke ændrer ritualet, så de tager ordet ud af Herrens mund og bemægtiger sig det. G. mente altså, at det ikke er skriftens ord, der baner vejen for hans små, men den levende Herres lige så levende ord.

Betyder det så, at G. blot flytter den katolske “dåbsmagi” fra dåbshandlingens udførelse til Ordet? Jeg sigter til den katolske lære om, at dåben virker i og med, at den er udført, helt uafhængigt af troen. Mente G., at dåben virker automatisk, blot de rigtige ord er sagt? Nej, det betyder det på ingen måde. For G. hænger dåben uløseligt sammen med frelse ved troen alene. For G. var Herrens levende ord mægtigt virkende, men det nærmer ham ikke et skridt til den katolske lære om, at dåben virker “ex opere operato”, som det hedder på latin.

For at forstå det rigtigt må vi have kompleksiteten i G.’s tænkning med. Og her må vi forstå hans i bund og grund lutherske tale om “troen og dåben” og om “ordet og troen”. Disse to centrale lutherske temaer er vigtige for G. Han retter en hård kritik mod Tysker-Menigheden. Strofe 14:

Og om Luther det end tro´de,
Aldrig i hans Tro af Rode
Randt det rette Livsens Træ.”

Forkaster G. Luthers “troen alene”? Nej, det er noget helt andet, han polemiserer imod. Han påstår ikke, at Luther faktisk troede, at livets træ udvoksede af HANS tro. Men selv om han skulle have troet det, ville han have taget fejl, for troen er ikke et menneskes besiddelse, men Kristi gave i troens ord.

Det er udviklingen efter Luther gennem ortodoksiens og pietismens tid, G. tager under kritisk behandling. Han mener, at den lutherske ortodoksi kørte af sporet og erstattede Herrens levende ord med stivnet dogmatik, bygget på skriftsteder. Dermed blev troen til rette meninger og bogstavtro. Strofe 16:

“Efter Tyskens Hoved Troen
Slaaer almægtig paa en Studs
Mellem Jord og Himmel Broen,
Giør sit eget Ord til Guds,
Det i Tyskens Kiød er Pælen,
Det fra Arildstid var Sjælen
I al tysk Teologi.”

Strofe 17:

Kunde Tro saavidt det drevet,
At et bogstav blev til Aand,
Sikkert Tro da havde givet
i Papister-Kredsen Livet
Rigelig til Stok og Sten.”

Hvis bogstav kunne blive til ånd, kunne troen også gøre stok og sten levende. Bogstavtroen er altså en slags magi. Det er Herrens levende ord til gengæld ikke. Det kan genføde mennesker til et liv i Guds rige.

G. går hårdt til den afsporede lutherske teologi. Strofe 27-28, stadig i “Tysker-Menigheden”:

Mærk det vel, du lille skare
i det store Tysker-Land,
Som end på din egen Fare
Holde vil med Luther Stand !
Vogt dig ikke blot for Paven !
Vogt dig vel for  L u t h e r – G r a v e n.
Som hos dig er aabenlys!


Troens Ord, det klippefaste
Herrens Lærdom, Troens Lov,
Nær du var ved at bortkaste,
Som det gjordes ei Behov,
Som om, under alle Skifter
Bibelen og Luthers skrifter
Var Guds Ord og Aandens Pant.

I sin strid med pavekirken var lutheranerne endt i noget, der var lige så farligt som romerkirkens vildfarelser. Luther-graven er et ord for den åndelige død. De var nærmest endt i en forestilling om, at Bibelen og Luthers skrifter var Guds Ord og Åndens pant. Men det er jo i virkeligheden Troens ord, der er det. Dette udtryk, troens ord, og denne tankegang fandt G. i Romerbrevet kap. 10, vers 8-10: “Nej, hvad siger den? [nemlig retfærdigheden af tro] “Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,” og det ord er troens ord, som vi prædiker. For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse.”

Når G. siger, at “du”, altså tyskernenigheden var nær ved at bortkaste Troens ord, sigter han også til den rationalistiske “kristendom”, han selv mødte i sin ungdom på universitetet og i kirken. Den måtte han nødvendigvis gøre op med. 

Grundtvig gør, som sagt, lige så lidt op med Luthers “troen alene” som med hans “skriften alene”. Hvad han gør op med, er troen, når den bliver gjort til menneskets besiddelse og “skriften alene”, når skriften, tolket af de skriftkloge, bliver gjort til livskilden, hvad bogstaver aldrig kan være. Skriften er derimod det nødvendige grundlag for den kristelige lære. Om G.’s syn herpå se en række strofer i “Latinermenigheden”. Det vil føre for vidt at gennemgå dem her.

Det er ikke, fordi G. ikke kritiserer Luther. Det gør han da rask væk. F. eks. mener han, at der er grund til at kritisere Luther for, at han ikke var i stand til at fastholde den indsigt, han sætter ord på i Ll. Katekismus, at “det ikke er vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet” o.s.v. Der er formuleringer hos Luther, der ikke er uden skyld i, at udviklingen i “den tyske teologi” kørte af sporet. Og den danske kirke og teologi har som bekendt været tæt vævet sammen med den tyske. Men tag ikke fejl: G. polemiserer ikke mod “troen alene”. Det er virkelig TROENS ord ved dåben, der baner vejen for de små.

“T r o e n s  O r d  som Herrens Tale,
Hvor han jævner Bjerg og Dale,
Baner Vei for sine smaa.”

Ordet og troen

Eller sagt med ordene i en kendt salme (slbg. 676, strofe 5 og et par linjer af strofe 6):

“Du ved det godt, Guds menighed!
det ene tjener til din fred,
at i dit hjerte og din mund
er troens ord i allen stund.

Thi da Guds Søn med freden kom,
det var kun tro, han spurgte om.”

Salmen er fra 1855-56, altså samme tid som Syvstjernen. “Kun tro”. Altså troen alene. Det er ikke, fordi der ikke hører mere med til det kristelige liv end troen. Treheden tro, håb og kærlighed spiller som bekendt en vigtig – og interessant – rolle for G. Men det ændrer ikke ved, at han fastholder det lutherske “troen alene”.

Og så er vi kommet til det helt afgørende i G.’s “dåbspagtsteologi”. Det er udtrykt med forbilledlig klarhed i strofe 103 i Tysker-Menigheden”:

Thi oplyst er  H j e r t e – Ø i e t,
Seer, at Herren ved sit bad
Ord og Tro har sammenføiet
Til ei meer at skilles ad,
Og velsignet tusind gange,
Til ved Aanden at undfange
Herlighedens Barnehåb.

I dåben har Herren sammenføjet ordet og troen, så at troen ikke er til uden ordet, og ordet kan ikke være uden troen. Det sker i kraft af Helligånden, der både udvirker, at den døbte undfanger “herlighedens barnehåb” og fødes til et nyt liv i Jesu efterfølgelse. Strofe 88-89:

Vi dog skal med lyst og glæde
I hans gamle fodspor træde,
Fra hans krybbe til hans kors!
Dertil  T r o e n  os i Daaben
Føder med den  H e l l i g a a n d.

Og Helligåndens “virkemiddel” er, som det er alle luthersk sindede bekendt, ORDET. Igen: G. var luthersk. Dybt luthersk. Strofe 94:

Ene  L u t h e r,  ingen anden,
Førde Krig paa Liv og Død,
Mindst med Paven, mest med Fanden,
Om hvad “Ord og tro” betød,

Afslutning

Det er klart, at vi her er langt fra den måde, der i vore dage for det meste tales om disse ting på. Man siger, at “spædbørn jo ikke kan tro”. Jamen, hvis man virkelig mener det, bør man ikke døbe børn. Det er jo baptisternes begrundelse for at forkaste barnedåben. Man må betænke, at ordet og troen i dåben er det samme som et menneskes personlige møde med den levende Herre. Ordet er hans spørgsmål til den, der døbes, (og ikke til den, der bærer spædbarnet): Tror du. Og ja-svaret er troen, også når den, der døbes, må have lidt hjælp til at svare. Dette er dåbspagten, som Herren slutter med et menneske, barn, ung eller gammel, ved sit mægtige ord og hjertets tro på det.

Men – indvender man – mente Grundtvig virkelig, at alle, der er døbt, også tror? Nej, det mente han ikke. Alene af den grund, at han var vokset op med den statskirkelige tvangsdåb. Vi kan selvfølgelig heller ikke i dag mene, at alle døbte også tror. Det er umuligt, hvis man ellers skal tage det, som nogle døbte mennesker siger alvorligt. Og det skal man vel?

Men det endelige svar på denne indvending er, at dåben ikke giver noget menneske, og slet ikke kirkeinstitutionen, magt til at afgøre troens og salighedens sag. Den magt er alene Guds. Når vi døber – og det gør vi på Herrens befaling – sker det under et bestemt fortegn, nemlig bønnens. Det kommer klart frem i Luthers ritual af 1526. Først den såkaldte bede- og bankebøn: “O, almægtige, evige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader … giv nu det gode til den, som beder, åbn døren for den, som banker …” Derefter “syndflodsbønnen” med ordene: “at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden …” Den frelsende tro er Guds gave i dåben, en gave, som vi kun kan bede om. Denne forudsætning for dåben, som vi udfører, den menneskelige afmagt og bønnen til Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, kommer ikke så klart frem i det nuværende ritual. Også på det punkt er der tale om en forfaldshistorie.

Grundtvigs syn, der i virkeligheden ikke er andet end et nyt klart blik på dåbsritualet, indebærer, at der ikke er nogen forskel på barnedåb og voksendåb. Det kan høres som en replik til visse røster i den aktuelle debat. Et fælles nordisk studieprojekt 2020-2022 resulterede i en række anbefalinger. De blev offentliggjort i Præsteforeningens Blad #13 2022. Punkt 8 af 18 lyder: Det anbefales, at kirker “udvikler en forståelse af dåb, som ikke kun relaterer til spædbørnsdåb, men også omhandler dåb af børn, unge og voksne.” Det er en virkelig god anbefaling. Replikken herfra kan være, at det er allerede sket. Grundtvigs forståelse af dåben passer som hånd i handske til den anbefaling.

Punkt 11 lyder: (Det anbefales, at kirker) “kommunikerer om dåb på en måde, der lægger vægt på tilhørsforhold og fællesskab.” Det er bestemt ikke forkert, at man i dåben kommer til at høre hjemme i en sammenhæng. Men man kunne spørge, om det er tilstrækkeligt at sige det. Går man ikke uden om det væsentligste? Det ville G. mene. Jvf. ovenstående gennemgang.

Villy Klit-Johansen, 6. december 2022