Evangelium: Mattæus 17,1-9
Der findes mange hellige bjerge rundt omkring i verden. For at nævne et par stykker, så har vi Fujiyama i Japan og Olympen i Grækenland. Olympen var gudernes bolig. Guderne bor i det høje. Opad er nemlig godt, og nedad er skidt.
Det ved vi også fra dagligsproget. Man kan være opstemt, og man kan være nede i kulkælderen.
Opad er godt. Måske er det derfor, så mange i vore dage dyrker bjergbestigning og paragliding og svæveflyvning. Eller måske er det i virkeligheden bare, fordi mennesker keder sig, og derfor føler trang til at udfordre skæbnen.
Vi forstår i hvert fald godt, at det netop var oppe på forklarelsens bjerg, at de tre disciple fik et glimt at se af Jesu guddomsherlighed.
Det var jo også på et bjerg, at Moses fik de ti bud på to stentavler af Gud selv. Når man i nattens mulm og mørke møjsommeligt har slidt sig op ad de stenede stier på det 2642 m høje Mosesbjerg langt inde i Sinaj Ørken og så endelig står på toppen og ser solen stige op over det smukke, dramatiske granitbjerglandskab, der strækker sig så langt øjet rækker, så synes man, det giver god mening sammen med 20-30 andre bjergbestigere at synge:
Og med Guds sol udgår fra øst
en himmelsk glans på jord,
et glimt fra Paradisets kyst,
hvor lysets abild gror.
En himmelsk glans på jord, et glimt fra paradisets kyst. Ja, det så vi. Og det øjeblik, da solen stod op – det ville vi gerne have kunnet forlænge. Det måtte gerne have varet evigt. Og så var det endda kun indirekte, vi så et glimt af paradisets kyst. Jakob, Peter og Johannes så det umiddelbart, så de var ganske overvældet. De så lyset.
Jeg skal være den sidste til at bebrejde Peter, at han gerne ville slå sig ned permanent sammen med Jesus og Moses og Elias, de store skikkelser fra den gamle pagt.
De højdepunkter, som vi oplever i vores liv, er vel mindelser om det tabte paradis. Og de behøver selvfølgelig ikke have med bjergbestigning at gøre. Højdepunkterne er øjeblikke af overordentlig stor skønhed og glæde og godhed, som giver os en klump i halsen. Det kan være det at opleve sig elsket uden forbehold af et andet menneske. Eller det kan være det at have et lille barn, der søger tryghed hos en og giver smil og latter og tillid igen. Sådan nogle højdepunkter vidner om, at Gud ikke har sluppet sin skabning, fordi den har vendt ham ryggen. Han holder sin skabning oppe endnu. Han opgiver ikke sit projekt: En verden, der er fuldkommen skøn og god. Han arbejder endnu.
Livets højdepunkter er 1. mindelser om det tabte paradis og 2. vidnesbyrd om Guds aldrig hvilende kærlighed. Og 3. så nærer højdepunkterne vores drøm om at vinde det tabte paradis tilbage. De nærer drømmen om lys, fred og glæde.
Peter udtrykker den drøm, når han siger: ”Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.” Lad os slå os ned her! Det her må ikke høre op! Ikke så sært, at Peter var højt oppe. ”[Jesus] blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.” Det var som at se lige ind i himmelen. Peter har uden tvivl haft lys i øjnene, da han kom med sit lidt komiske forslag om at bygge hytter. Han oplevede jo, at menneskets urgamle drøm var opfyldt, drømmen om at se Gud, drømmen om at se tilværelsens inderste gåde opklaret.
Hvad er kristendom så? Er kristendom en bekræftelse af menneskets stræben op mod Gud? Nej, tværtimod.
Alle de hellige bjerge rundt omkring i verden, også dem, der er bygget af mennesker, pyramiderne i Ægypten, zigguraterne i Babylonien, og hvad de nu hedder, tårnhøje bygninger, der er bygget op i trin, de røber, at det er menneskets drøm trin for trin at arbejde sig op til Gud. Vores bestigelse af Mosesbjerget på Sinajhalvøen i for nogle år siden er et godt billede på, hvad kristendom ikke er.
I vore dage er babelstårnene både af politisk og af mere åndelig art. Vi nøjes med at sige noget om de åndelige babelstårne. De mange åndelige teknikker, der falbydes på markedet i disse år, røber det samme. Religiøs selvudvikling ved forskellige metoder er menneskets himmelstræbende forsøg på at arbejde sig op til guddommelighed.
Det bør aldrig siges hårdt eller nedgørende. At menneskets religiøse stræben ikke fører til målet betyder ikke, at den skal fordømmes. Hvem har ret til at fordømme? Men evangeliet kommer som en kæmpe overraskelse. Som en varm strøm af kærlighed, der vender op og ned på vore forestillinger, og – hvis vi vil høre – vender os om til Gud.
Hvad er kristendom? Det er ikke, at mennesket hæver sig op til Gud. Kristendom er, at Gud er steget ned til mennesket. Det er det, der gør kristendommen så helt anderledes end alt, hvad der findes af religion i verden.
Oplevelsen på bjerget var og blev glimtvis. Peters drøm blev ikke opfyldt. I samme øjeblik han havde ytret sit ønske og sit forslag om at eviggøre øjeblikket, lød røsten fra den lysende sky: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”
Guds Søn – det er ham, de kender fra de anstrengende vandringer på Israels veje. Jesus var altid på vej til mennesker, der led nød, hans bestræbelse var at finde og møde dem, der var nede i skidtet.
Det er ham, der er Guds Søn. I ham har Gud forenet sig med mennesket.
Så er Jesus ikke en guru eller en vismand eller en healer, der kan guide os på selvudviklingens vej, trin for trin op til lys og harmoni. Nej, Jesus er Guds Søn. Dette menneske af kød og blod, som de kender med støv på fødderne og snavs på hænderne, fordi han altid samlede dem op, der lå i nede rendestenen, er Guds Søn. Når de ser ham, står de ansigt til ansigt med Gud selv.
I et kort glimt fik de ham at se i hans herlighed. Det undte Gud dem. Men det var ikke meningen, at Jesus ville samle en lille menighed af særligt udvalgte, en åndelig elite, som var nået så højt op, at han fandt dem værdige til at skue hans herlighed. Det er så langt fra som tænkeligt. Han selv skulle ned af bjerget igen, og de skulle følge ham. Han valgte vejen ned, for at være, hvor mennesker lever, hvor mennesker lider, og hvor mennesker ler. Hvad enten vi er højt oppe eller langt nede, vil han være hos os. Han ville ned for at gå kærlighedens vej til ende. Den endte som bekendt på et kors. Og han døde ikke for en åndelig elite, men for alle mennesker. Ja, for den hele verden.
”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”
”Hør ham!” Den besked får vi også. Ham skal vi høre, når vi er langt nede, og ham skal vi høre, når vi er højt oppe.
Livets glædelige højdepunkter er mindelser om det tabte paradis og vidnesbyrd om Guds aldrig hvilende skabergodhed, men de giver os ikke det tabte paradis tilbage, for alle glæderne glider os af hænde. Vi kan ikke fastholde dem, og livet selv kan vi ikke beholde.
Men overalt i landskabet ligger kirkerne. De rager op, så de ikke er til at overse. Og om søndagen kalder klokkerne på os, rig og fattig, høj og lav. Og hvis vi følger klokkernes kalden, kan søndagens gudstjeneste blive et højdepunkt i ugen, fordi vi her kan høre Guds Søn, og at høre ham betyder i virkeligheden mere end at høre ham, det betyder at møde ham. Møde ham som den, der har magt til at rejse os op, når vi ligger ned, og magt til at tænde lys, når det er blevet mørkt omkring os, og magt til at give os kraft til at vende tilbage, ned til hverdagens udfordringer.
Når drømmen om lys og fred og glæde er bristet som en sæbeboble, tænder han håbets flamme. En fader, der mistede sin søn og svigerdatter og sine to små børnebørn ved flodbølgekatastrofen i Sydøstasien – de var lige ankommet til Khaolak dagen før katastrofen – han blev af Jyllandsposten spurgt: ”Kan der være en god mening, en guddommelig mening med en sådan begivenhed?”
Tidl boligminister Flemming Kofoed Svendsen, ham var det nemlig, svarede: ”Nej .. Tilværelsen er en kamp mellem Gud og Guds modstander. .. alt, hvad Djævelen står bag, er meningsløst. .. Men jeg tror på, at Kristus opretter et nyt herlighedsrige, en ny himmel og en ny jord.”
Det kalder han i interviewet ”det ultimative håb”, og det omfatter også, at han vil se sin søn i sådan en ny verden. – Sagt af en mand, der har lidt et tab, der synes ubærligt.
Til sidst skal drømmen om lys, fred og glæde ikke længere være en drøm, men en virkelighed, ligesom det, de tre disciple så i et kort glimt på bjerget, var en virkelighed. Men til sidst skal det være en vedvarende virkelighed.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen
Salmer: 403 – 569 – 309 — 161 – (473) – 636