Evangelium: Matt. 23,34-39
Først tror jeg, at jeg skal give den ”forbrugeroplysning”, at 2. juledag faktisk ikke er en juledag, selv om vi stadig er i juletiden. Den er en martyrdag, vores kirkes eneste martyrdag.
Da ærkebiskoppen i San Salvador, Oscar Romero, for nogle år siden (1980) blev myrdet foran altret i sin kirke, sørgede millioner af mennesker ud over verden.
Ærkebiskoppen havde kæmpet de fattiges og undertryktes sag – med ordets sværd, kun med ordets sværd, og vel vidende hvilken risiko han løb.
Efterfølgende var der en udsendelse om Romero, hvor man gik ud på gaden og spurgte folk om deres reaktion. En gammel kone blev spurgt om, hvad der var grunden til, at man havde myrdet ham. Hun svarede: ”De slog ham ihjel, fordi han var god.”
Jeg har ikke noget dybere kendskab til Romero eller til baggrunden for det brutale mord på ham. Men det skal nok passe, at det var derfor, de slog ham ihjel. Ikke fordi han var ond. Ikke engang på trods af, at han ellers var en god mand, de vidste det bare ikke, eller de forstod ham ikke. Men fordi han var god.
Et frygteligt svar. For det rejser spørgsmålet, hvordan godhed dog kan kalde hadet frem i mennesker. Hvordan kan mennesker dog blive helt forblindede af had ved at møde godheden? Det er en sørgelig kendsgerning, at det kan de. Og en gådefuld kendsgerning. Det forekommer – i hvert fald rent umiddelbart – at være ufatteligt og helt urimeligt.
Jesus er eksemplet frem for noget på, at godheden kalder det blinde had frem. Han var god. Han var kommet for at gøre godt. Apostelen Peter siger om ham i sin prædiken i Cornelius´ hus (Ap. Ger.), at han ”færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme.” (ApG 10,38). Det var Peters vidnesbyrd om ham, som han havde vandret med og kendte så godt. ”han færdedes overalt og gjorde vel”. Så kort kunne han beskrive sin Mester.
Peter vidste også godt, at dette var mere end et almindeligt menneske, han vidste, at han var Guds kærlighed, kommet til os i kød og blod – så bogstaveligt, at mennesker kunne slå nagler gennem hans hænder og tage livet af ham ved at hænge ham op på et kors. I sit første brev skriver Peter: ”også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud.” (1 Pet 3,18).
Men Guds kærlighed blev vraget af autoriteterne i det folk, som den først var sendt til. De tålte ham ikke. Men han tålte den pine, de påførte ham. Da han hang på korset, bad han for sine fjender, for ”kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.” (1. Kor. 13,7). Om Jesus kan man med fuld ret sige, at de slog ham ihjel, fordi han var god. Men hvorfor dog slå én ihjel, fordi han er god? Det er jo ikke nogen forklaring.
Dem, Jesus sendte ud med budskabet om ham efter hans opstandelse, kom til at dele skæbne med ham. Det gik, som han havde sagt til jøderne: ”se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by.” Det var sådan, Jesus sagde i den sidste tale, han holdt til de skriftkloge og farisæerne i Jerusalem. Få dage efter lykkedes det dem at få ham korsfæstet. Og efter hans opstandelse og himmelfart blev hans forudsigelse bekræftet af, hvad der skete. Den første martyr var Stefanus, som vi hørte om i stykket fra Apostlenes Gerninger. Også Stefanus slog de ihjel, fordi han var god. Vi hørte, hvordan han, da de dræbende sten haglede ned over ham, faldt på knæ og bad for sine mordere: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd.”
Jesu vej var vejen fra krybben til korset, og Stefanus gik i hans fodspor. De slog ham ihjel, fordi han var god. Men det er en grund, der ikke tilfredsstiller os. Den får os bare til at spørge igen: Hvorfor?
Vi skulle synes, at det var naturligt, at mennesker håner os og vender sig imod os, når det ikke lykkes os at praktisere den kristendom, vi bekender os til. Og vi må med skam indrømme, at det er meget tit, det ikke lykkes. Ny Testamente taler om det milde sind, som kristne har, og om ydmyghed og tjenersind. Kristne, forstår vi, hører ikke til dem, der tramper andre ned for at komme frem i verden. Kristne viser tværtimod næstekærlighed.
Vi skulle mene, at mennesker normalt ville blive glade for at møde en kristendom, der ikke bare er store ord, men bliver praktiseret i hverdagen. Og det er selvfølgelig også tilfældet til en vis grad, måske endda et langt stykke hen ad vejen. Jesus selv oplevede undertiden, at folk ligefrem nærede beundring for ham. ”Han har gjort alting vel” udbrød de, da han havde helbredt en døvstum. Og palmesøndag hyldede skarerne ham. Men det vendte altid igen. Fra palmesøndag til langfredag var der som bekendt bare fem dage. Og efter Jesu opstandelse og himmelfart kom den tid, da Guds Ånd virkede i mennesker. Mennesker med store fejl og store svagheder var det altid. Det er i skrøbelige og ufuldkomne mennesker, at kærlighedens Ånd bor og virker. Sådan nogle mennesker oplevede i tidernes løb, at der var kort fra palmesøndag til langfredag.
Vi spørger igen: Hvorfor? Måske fordi Guds kærlighed altid afslører os. Den rene kærlighed og godhed afslører vores ukærlighed.
Jesus er kontroversiel, fordi han siger sandheden. Men han siger jo netop ikke sandheden, fordi han synes, det er morsomt at støde folk på manchetterne, eller at gøre os ondt. Blandt mennesker er det en yndet sport at ”sige sandheder”, den slags, der på en arbejdsplads kan gøre dagene til et helvede for den, det går ud over. Det er noget helt andet, når vi siger, at Kærligheden (med stort K) kan aldrig være uden sandhed. Det er ligesom med lægen. Hvis han kan konstatere, at jeg er alvorligt syg og skal opereres, så er det ikke kærligt af ham at skjule det, fordi jeg nok ikke bryder mig om at høre det. Tværtimod. Den gode læge siger til mig: Du er syg, og hvis du skal blive rask og leve, må der et indgreb til.
Det er alt sammen sagt klart og stærkt i Jesu sidste kald til Jerusalem, hvor han med et enkelt og skønt billede beskriver lyset og varmen og trygheden hos ham og samtidig advarer os mod den forfærdelige konsekvens af at afvise ham: ”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.”
I de ord møder vi både hans ømhed og omsorg, hans tålmodige, opsøgende kærlighed og hans advarsel om, hvor galt det går os, hvis vi i hovmod tror, at vi kan klare os uden ham. Huset øde og tomt. Vores tilværelse forladt af ham og overladt til os selv. Værre kan det ikke blive.
De slog ham ihjel, fordi han var god, og han har ikke lovet sine sendebud anden skæbne end hans egen.
Vi vil meget hellere høre, at vi faktisk er temmelig gode, og hvis der mangler en lille smule i, at vi er gode nok til, at vi kan bestå for den hellige dommer, så lægger Jesus den sidste lille smule til. Det vil vi hellere høre end Jesu budskab om, at alt vort eget ikke duer til at komme i himlen på, vi skal have det hele foræret af ham af hans ufortjente godhed. Vi behøver en Frelser, en redningsmand.
Hvordan skal det gå med at være kirke i en tid, der sætter menneskets muligheder i frelserens sted?
Ja, det må jo gå som det kan og skal. Vi skal bare huske at bede om, at Vores Herre vil give os kærlighedens og sandhedens Ånd – og frimodighed og glæde, og skulle det blive nødvendigt så kraft til at give vores liv for ham. Han er det værd. For hans frelserkærlighed, som fik ham til at gå i døden, er det eneste, der er til at leve på og dø på. Mennesker slog ham ihjel, fordi han var god. Men der har også altid været dem, der troede på ham, fordi han er DEN GODE.
Havde det så noget med jul at gøre i dag? Nej, kun indirekte. Men det passer godt til julens budskab. Dét er jo dog, at der er født en frelser. Vi er ikke forladt og overladt til os selv, og vi behøver aldrig blive det.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
——————–
Salmer: 125 – 118 – 122 — 126 – (473) – 129
Villy Klit-Johansen 26. december 2020