Vi har i Danmark meget at være Grundtvig taknemmelige for, men først og fremmest dette, at vi trods det gradvise forfald, der skete med dåbsritualet og dåbsteologien gennem ortodoksien, pietismen og rationalismen, dog har bevaret dåbspagten.
Det, vi kalder Grundtvigs dåbspagtsteologi, udgør en hel verden. En stor og forunderlig verden, som man skal passe på med at bevæge sig ind i, for der er stor risiko for, at man aldrig kommer ud igen. Jeg vil mene, at det er en risiko, som man bør løbe! Bor man i den verden, betyder det ikke, at man ikke kan se andre verdener, men man vil nødvendigvis se de andre verdener fra den verden, man selv bor i.
Dåbspagtsteologien har sat sig stærke spor i Den danske Salmebog. Vi tager nogle få strofer frem – netop fra salmebogen, fordi de er umiddelbart tilgængelige og almindeligt kendte.
Stroferne er dels fra salmer, hvori ordet “pagt” forekommer, og dels fra salmer, der har ord-parret “tro og dåb”. Troen er nemlig et andet ord for pagten. I Grundtvigs skrifter som helhed er disse ord, “pagten” og “tro og dåb” talrige som havets sand og himlens stjerner, men vi holder os altså i denne omgang til salmebogen.
Dåbspagten er selve det forhold, som Gud opretter med et menneske ved sit ord og sin Ånd i dåben. Det forhold er eet med et nyt liv her på jorden og ind i evigheden.
Ordet “pagten”, betyder tillige nogle ganske bestemte ord, nemlig forsagelsens og trosbekendelsens ord, der er Vor Herres ord personlig talt til den, der skal døbes: “Forsager du Djævelen … Tror du på Gud Fader den almægtige…” Og så ja-svaret med hjerte og mund. Dåbspagten, forstået som selve det forhold, som Gud stifter med et menneske i dåben, oprettes nemlig ved dåbspagtens ord.
Man må af sammenhængen se, hvilken betydning ordet “pagten” har. Sommetider har det begge betydninger. De to betydninger hænger selvfølgelig tæt sammen. Troen i hjertet kommer jo af troens ord.
Det samme er tilfældet med det nævnte ord-par “tro og dåb”. Troen er dåbspagtens ord, som netop omtalt. Grundtvig har altid ordene tro og dåb i denne rækkefølge, fordi troens ord i dåben står foran overøsningen med vand. Men rækkefølgen har også forbindelse til visse tekster i Ny Testamente.
———-
Den første salme, vi citerer fra, handler om, at Jesus blev døbt i Jordanfloden af Johannes Døber.
I dåbens ord og pagt
den ild med Ånd er lagt,
skal under vandet brænde
til alle dages ende.
Her ser du over dåben
Guds-husets dør stå åben.
(Slbg. 142)
“Dåbens ord og pagt”: Dåbens ord er dåbspagtens ord, og pagten er det forhold til Gud, som han derved opretter. Ikke flere kommentarer. I skal bare læse og så glæde jer over poesien og ordenes indhold, altså omtalen af al den herlighed, som Gud skænker os i dåbspagten. Det gælder også de følgende strofer, hvor jeg kun kommenterer de ord, der er relevante for vort emne.
———-
Dernæst en strofe af “Kirken den er et gammelt hus.
Husene dog med kirkenavn,
bygget til Frelserens ære,
hvor han de små tog tit i favn,
er os som hjemmet så kære;
dejlige ting i dem er sagt,
sluttet har der med os sin pagt
han, som os Himmerig skænker.
(Slbg. 323)
Her er det 1. person flertal. Dåbspagten er personlig, men det personlige udelukker ikke det fælles.
———-
Det næste eksempel er fra biskop P.C. Kierkegaards konfirmationssalme. Konfirmationen er for ham en dåbsfest. Vi tager biskop Kierkegaard med, fordi han var fuldkommen kongenial med Grundtvig.
Lad øret høre hyrdens røst,
hvor til dit folk du taler trøst
og fred til dine spæde!
I pagten hvile hjertet trygt,
trods verdens lyst, trods dødens frygt,
og smage så din glæde!
(Slbg. 482)
“I pagten hvile hjertet trygt!” “Hvile” er ikke nutid. Det er jo ikke sikkert, at hjertet hviler trygt i pagten. Der er udråbstegn efter, “hvile” er nemlig den i vor tid næsten forsvundne konjunktiv. Det er en opfordring og opmuntring: Lad dit hjerte hvile trygt i dåbspagten!
———-
Den følgende strofe hører oprindelig til “Kirken den er et gammelt hus”. Her har vi så ord-parret troen og dåben.
Aldrig dog glemmes mer i Nord
kirken af levende stene,
dem, som i kraften af Guds Ord
troen og dåben forene!
(Sbg. 329)
Troen er nok både dåbspagtens ord (troens ord) og hjertets tro, for det at forene troens ord og dåben (i dåbsritualet) lader sig nok gøre ved menneskers beslutning, og for Grundtvig var det alt om at gøre, at det sker, men hjertets tro fås og bevares kun ved Guds ords kraft, altså ved Helligåndens gerning.
———-
At “troen” i Grundtvigs salmer ofte simpelthed betyder dåbspagtens ord, fremgår tydeligt af en anden salme:
Vort løsen er vor tro og dåb,
det er vort samfunds kæde,
deraf udspringer alt vort håb,
oprinder al vor glæde;
og ordet af vor Herres mund
det er vor kirkes klippegrund,
og det er Åndens bolig.
Og hvad så Herrens menighed
end sukker for af Ånden,
når tro og dåb vi holder ved,
oprinder efterhånden;
(slbg. 453)
Dåbspagtens ord og dåben med vand er menighedens fælles kendetegn (løsen). Troen er i denne salme klart ikke hjertets tillid, men Ordet, som troen holder sig til. Ellers giver det ikke mening.
———-
Fra “Barnelivets favre dage”:
Hver, som tror af hjertens grund,
hvad han os har lagt i mund,
de i dåben fødes atter
til Guds børn, hans søn og datter.
(Slbg. 454)
Igen tro og dåb. Interessant er det, at hjertets tro er rettet mod det, som han selv har lagt os i mund, nemlig troens ord: Forsager du …? Tror du …?
———-
Intet andet sted er pointen i Grundtvigs dåbspagtsteologi vist tydeligere udtrykt end i “Op til Guds hus vi gå”:
Dåbspagten stiftes ved forsagelsens og troens ord sagt af Gud selv i spørgende form til den, der døbes og ja-svaret fra denne.
Guds ord til sjæl og krop
det siger selv: »Luk op!
Afsiger løgnen du
og tror Guds sandhed nu?«
Det er hans Effatha,
og tungen svarer ja!
Guds røst, som almagts hånd,
os skar for tungebånd.
(Slbg: 443)
—————-
Det var kun nogle få eksempler fra Grundtvigs poetiske skrifter. De er åbninger ind til en forunderligt rig verden.
Villy Klit-Johansen 3. marts 2021