Evangelium: Mattæusevangeliet 3,13-17
Der er dem, der spørger, hvordan dåben kan have så meget at betyde. Der er faktisk mange kloge mennesker i vores på én gang fornuftsdyrkende og overåndelige tid, der er ligefrem irriterede, fordi de mener, at et menneskes forbindelse med Gud og den højeste mening med det hele skal gå til på en anden måde. Det skal foregå inde i deres kloge hoveder eller i deres indre, i deres åndelige indre. Det der med vand på hovedet er alt for uåndeligt. Det er urimeligt, mener de, at det kan have så meget at betyde, at vi engang i dåbens bad fik øst vand over hovedet tre gange.
Vi må svare, at alt hos os bygger på, at Gud har forbundet sig med vores materielle liv, ikke kun med ånden, for et menneske er både ånd og krop. Hvis det kun skal være ånd, er det ikke et virkeligt menneske, men et spøgelse.
Gud er kommet til os og har forbundet sig med vores virkelige liv, hvor vi ler og græder, lider og glædes, og handler og tænker og taler godt og ondt. Alt afhænger for os af den korsfæstede og opstandne Frelser, der kom til mennesker engang, og at han endnu kommer til os levende, virkeligt.
I bønnen forud for dåben beder vi: “Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn.” Gør os til dine børn. Vi tror, at Gud bruger denne handling, udført med ord, som øret kan høre, og vand, som kan mærkes på huden.
Vi tror ikke, at alt er evig godt med os, blot denne handling bliver udført på den rette måde af en dertil indviet person, der har lært at sige de rette ord.
Vores kirkefader Martin Luther har lært os at læse Ny Testamente og fatte, at det ikke er vandet, der gør, at dåben udretter så store ting, at vi får Guds tilgivelse, nok til hele livet, og bliver hans højt elskede børn. Men det er Guds ord, der gør det og troen, som stoler på hvad han siger.
Luther har formet enkle ord til undervisning af os kristne, som generationerne før os slægt efter slægt efter slægt lærte udenad. Jeg ved ikke, hvordan den nu opvoksende slægt skal kunne fastholde denne sandhed, når de ikke lærer ordene. Det, jeg tænker på i denne forbindelse, er, at Luther i Den lille Katekismus stiller spørgsmålet: ”Hvorledes kan vand virke så store ting?”
Og han svarer: ”Det er så vist ikke vand, der virker det, men Guds ord, som er med og ved vandet, og troen, der stoler på Guds ord, forbundet med vandet. Thi uden Guds ord er vandet vand slet og ret og slet ingen dåb;”
Og så fortsætter Luther med disse skønne ord: ”men med Guds ord er det en dåb, det vil sige: et livets vand, fuldt af nåde.”
Det er med andre ord ikke dåbshandlingen, der frelser, det er dåbspagten, altså Guds ord og troen på Guds ord. Og Guds ord i dåben er først og fremmest Vor Herres spørgsmål: “Forsager du Djævelen, tror du på Gud Fader vor skaber og hans Søn Jesus Kristus og på Helligånden – og så det Ja fra hjerte og mund, som ordet selv kalder frem. Den Guds handling, der frelser, er dåbspagtens ord. Men når det er sagt, må vi straks tilføje, at vi ikke kan skille Guds ord fra dåbens – og nadverens – synlige, materielle handlinger. Vi har ikke lov til at skille ordet fra de to handlinger, som vi plejer at kalde sakramenterne.
Og så er vi for resten lige midt i dagens tekst. Hvad vi tror og lever på, kommer nemlig til os længere tilbage fra end Martin Luther og hvem der ellers kunne nævnes af vidner, der har bragt Guds ord videre op gennem tiderne, så det er nået til os i dag.
Vi skal helt tilbage til den tid, da Døberen Johannes levede og virkede og ved sin gerning med at prædike og døbe blev ophavsmand til en åndelig bevægelse, der satte landet på den anden ende.
Så stor en mand var Johannes, men trods hans indsats og betydning dengang, ville vi aldrig have hørt om ham, hvis det ikke var fordi der skete det, som vi hørte om: at ”Jesus [kom]fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham.” Dén ene dåb blandt de mange er årsagen til, at Johannes er blevet husket.
Hvorfor er det så vigtigt, at Jesus blev døbt af Johannes?
Det er det, fordi vores tro, glæde og håb, ja hele vores eksistens afhænger af, at Jesus gik vejen til lidelsen og døden på korset. Det var nemlig den vej, Jesus begyndte på, da han lod sig døbe af Johannes. Dåben er forspillet til det drama, der hedder Jesu lidelse og død.
Derfor står den beretning i evangeliet som indledning til den gerning, som Jesus havde at gøre, og derfor skal vi høre den Fastelavns søndag. Nu begynder vi jo at se fremad mod påsken. Hvis Jesus ikke i kærlighed havde ofret sig for os, kunne vi ikke døbe i hans navn til syndernes forladelse og det evige liv.
Vi kan det, fordi Guds Søn kom herned og blev menneske som os og led og døde for os. Nu kender vi Guds ansigt.
Til fastelavn klæder børnene sig ud og tager masker på, så vi ikke kan kende dem.
Men fastelavn og påske betyder, at Gud ikke bærer maske. Jesus har vist os hans ansigt.
Selv om Jesus var Guds Søn fra evighed af og aldrig gjorde Guds vilje imod, lod han sig døbe med den dåb, som Johannes indbød syndere til at lade sig døbe med. Da viste han os Guds ansigt, han viste os den kærlige Faders ansigt. Jesus var ikke en maske, som Gud tog på og gemte sig bagved, han var virkelig Guds ansigt.
Da han tog synderes dåb på sig, viste han, at han tog al vores synd på sig, og i det øjeblik blev i virkeligheden den kristne dåb til, den, som vi er døbt med, den, der er fyldt med Kristus selv og alt, hvad han har gjort for os.
Det er Guds eget ord, der gør det. Når vi bliver døbt til at tilhøre Gud – Fader og Søn og Helligånd – så gælder de ord, som Gud fra den åbne himmel sagde til sin Søn, da han blev døbt i Jordanfloden – så gælder de også os. Gud sagde: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” De samme ord gælder os, der ved troen og dåben hører Jesus til: ”Dette menneske er mit barn, som jeg elsker.” For da Jesus blev døbt, gjorde han Johannesdåben til frelsens vand.
Men der gik en forberedelse forud. Johannes havde forberedt det, som Jesus kom med, ved at forkynde Guds lov. Hvad er Guds lov? Det er den lov, at vi mennesker skal ”opfylde al retfærdighed”. Den var Johannes sat til at forkynde og gøre gældende. Gud venter af os, og han kan med fuld ret kræve af os, at vi lever i den hele og fuldkomne kærlighed til ham og til vor næste. Han har selv skabt os, så han har ret til at kræve af os, hvad han har skabt os til.
Men Johannes havde også erkendt, at vi faktisk ikke opfylder al retfærdighed. Hvis vi gjorde det, ville verden rigtignok også have set anderledes ud.
Enhver der lod sig døbe med Johannes´ dåb, gjorde dermed den indrømmelse, at han heller ikke opfyldte alt, hvad Gud med rette forlanger af os, og hvis vi ikke opfylder det, er det ude med os.
Dér endte de, der blev døbt af Johannes. De endte under Guds dom. Og dér, på dette fortvivlede sted, ender du og jeg også, når Guds øjne falder på os. Vi må ikke glemme, hvem Gud er, og hvem vi er. Gud er den gode, vi er det ikke.
Men det var til dette fortvivlede sted, Jesus kom, da han sagde til Johannes: ”Således bør vi opfylde al retfærdighed.”
Og når Jesus siger de ord, så bliver det, som Gud kræver af os, vendt om til en gave, som han rækker os. Kærligheden til Gud og vor næste, som vi har lidt skibbrud på, vi elsker mest os selv, den giver han os, og det kostede ham alt. Det er forløsningen.
Og så er vi tilbage ved dåben, hans dåb og vores dåb. Når vi ser ham træde ned i vandet, forstår vi, at han vil bære navnet: en synder, og vi skal til gengæld bære navnet: Et Guds barn.
Og i dåben, vi er døbt med, lyder det til os: ”Du er mit elskede barn, i dig har jeg fundet velbehag.”
Sådan bytter han med os.
Og sådan viser han os Guds ansigt, så vi kan kende ham og kende den store trøst og glæde, han giver os.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
*
Salmer: 380 – 599 – 694 — 141 – (473) – 442
Villy Klit-Johansen 13. februar 2021