Hvor blev Grundtvig (og Luther) af?
Et bidrag til samtalen om dåbens teologi. En replik.
Grundtvigs dåbssyn var sakramentalt. Det står i modsætning til et a-sakramentalt syn. Ved et a-sakramentalt dåbssyn forstår jeg det at holde fast ved at praktisere dåb, samtidig med, at man ikke betragter dåben som et sakramente i egentlig forstand.
Det sakramentale syn står også i modsætning til sakramentalisme. Herom senere.
I det følgende vil jeg fremhæve tre karakteristika for Luthers og specielt Grundtvigs sakramentale kristendom. Det første er forståelsen af dåben som en pagt, hvilket er fælles for de to. Det andet er opmærksomheden på, at dåbens ord er et bestemt ord, der skal forstås som det levende ord af Herrens egen mund. Det har Grundtvig understreget. Det tredje er den fælles tanke om genfødelsen i dåben.
Dåbens pagt
Ofte siges det i en a-sakramental tradition med henvisning til Luther, at dåben er et tegn. Det betyder, at dåben er en synlig, håndgribelig handling, der understreger forkyndelsen eller illustrerer forkyndelsen. Men det er for tyndt. Det var ikke sådan, Luther tænkte, og det var heller ikke sådan, Grundtvig tænkte. De tænkte sakramentalt.
Luther kaldte ganske vist vanddåben (neddykning eller overøsning) for et tegn. Den ydre handling var rigtignok et tegn. Men det må ikke overses, at han om dåben brugte ordet ”pagt”. Pagten brugt om dåben er et vigtigt begreb for Luther og endnu vigtigere for Grundtvig. Luther skriver f.eks. i ”Sermon om dåben” fra 1521: ”dåbens højværdige sakramente gavner dig derved, at Gud ved den forbinder sig med dig og bliver ét med dig i en nådig og trøstelig pagt.”
Luther betragtede faktisk dåben som Guds nådige pagtsslutning personligt med det enkelte menneske. Selvfølgelig på grundlag af den nye pagt, der blev stiftet i Kristus. I og med dåben består der en ”forbindelse mellem dig og Gud”, skriver Luther (også i Sermon om dåben). Dåbens pagt er det personlige forhold, som den treenige Gud opretter med et menneske i dåben.
Vægtlægningen på dåbspagten er et af kendetegnene på sakramental kristendom.
Der er i tiden en tendens til at udviske forskellen mellem forkyndelse og sakramenter. Det hele opfattes som forkyndelse. Men der er forskel. Ikke sådan at forstå, at der er en total adskillelse af prædikenen på den ene side og dåben og nadveren på den anden, for dåben og nadveren kan naturligvis ikke undvære prædiken og undervisning eller eksistere adskilt fra prædiken og undervisning. Men Guds nådige pagtslutning med et menneske i dåben kan ikke erstattes af nok så megen forkyndelse.
Et af problemerne ved en a-sakramental kristendom, der lægger hovedvægten på de universitetsuddannede præsters bibelfortolkning og forkyndelse, er, at den medfører, at præster og teologer kommer til at herske over menighedens tro, og menigmand dermed under den a-sakramentale teologis regimente får svært ved at finde fast grund under fødderne. Teologerne er jo uenige, og den teologiske mode skifter med tiden.
Det var det problem, der nagede Grundtvig, og gennem den mageløse opdagelse blev han sat i gang med sin omfattende og dybt originale tænkning over dåbspagten. Lad mig allerede nu afsløre, at jeg finder, at Grundtvigs kamp mod eksegeternes (skriftteologernes) pavedømme stadig har aktualitet.
Dåbens ord. Grundtvigs bidrag til kirkens reformation
Svagheden ved den a-sakramentale kristendom er, at den i forbindelse med dåben taler om forkyndelse i almindelighed og i ubestemthed og ikke tager hensyn til, at dåben ikke er dåb uden i forbindelse med dåbens ord forstået som nogle ganske bestemte ord. Uden dåbens ord er dåben kun en gang vandpjaskeri. Og hermed er jeg kommet til det andet kendetegn på et sakramentalt syn.
I Ny Testamente er der vidnesbyrd om, at der til dåben hører bestemte dåbsord. Når dåben i Efeserbrevet 5, 26 omtales som ”badet med vand ved ordet”, skal ”ordet” forstås konkret om dåbsordet. Der står nemlig i Efeserbrevet ikke logos, der kan forstås som en kristologisk titel, men rema. En ordret oversættelse vil være: vandbadet i ord, eller ved ord (græsk: en remati). Se Olof Linton ”Pauli mindre brev, Diakonistyrelsens Bokförlag, Stockholm, 1964).
Luther siger som bekendt i Den lille Katekismus: ”Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” Altså: Ikke vandet, men Guds ord og troen. Vel at mærke forbundet med dåbens vand. Denne sætning fra katekismen er et andet udtryk for oprettelsen af dåbens pagt med det enkelte menneske.
Men hvad er Guds ord til os i dåben? I katekismerne, den lille og den store, mener Luther, at det er ”dåbsbefalingen” i Matt. 28. Men vi må hævde, at det ikke kan være ordene fra Matt. 28, for så havde vi slet ikke haft dåben, før ”dåbsbefalingen” med biskop Balles ritual i 1783 for første gang blev en del af dåbsritualet. Jeg tror, spørgsmålet om dåbsordet i virkeligheden lå udenfor Luthers horisont, fordi han på ensidig måde var skriftteolog. Derfor uklarheden om dåbens ord.
Hvad kan Guds ord til os i dåben så være? Det er selvfølgelig Dåbspagten, altså tilspørgslen med forsagelsen og trosbekendelsen: ”Forsager du …” og ”tror du …”, efterfulgt af ja-svaret. Oprindelig var det Dåbspagten, der var selve døbeordet. Der er historisk belæg for følgende form: Spørgsmålene med troens tre artikler lød lige forud for neddykningen i vand tre gange, 1. trosartikel før første neddykning, 2. trosartikel før anden neddykning og 3. trosartikel før tredje neddykning. Den apostolske trosbekendelses oprindelige form er denne anvendelse ved dåben. Den kristne kirke har aldrig døbt uden først at spørge om troen og få svaret JA.
Ordene ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” kom først ind og erstattede Dåbspagten som døbeord sent i oldtiden eller i begyndelsen af middelalderen. Det er en interessant kendsgerning (Betænkning nr. 973, 1983, s. 9, daterer ændringen til 6.-8. årh. P. Severinsen: Daabens ord, 1924, oplyser, at disse døbeord først blev ”autoriseret” vistnok i begyndelsen af 1000-tallet). Døbeordene ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” er tydeligvis hentet fra Matt. 28, 19b. Det virkelig interessante ved disse ord er ikke, at de er blevet til døbeord, men at de kan være et vidnesbyrd om, at man allerede på Mattæusevangeliets affattelsestid må have døbt på en treleddet trosbekendelse.
Grundtvig regnede i videre forstand også Fadervor og Vor Herres egen velsignelse: ”Fred være med dig” til dåbens ord. De siges jo også direkte til den, der døbes, endda med håndspålæggelse. Disse tre ”ord”, Dåbspagten, Fadervor og ”fred være med dig” er altså Guds levende ord til den, der døbes. Med de ord slutter Gud sin pagt med et menneske. De er sakramentale ord, kunne man sige. De er skaberord talt af Herren selv, hvilket ikke udelukker, men tværtimod indebærer, at de taler til menneskets hjerte og kalder på menneskets svar.
Jeg tror, det allerede var i mellemskolen, jeg lærte, at ”et sakramente er en af Jesus indstiftet tegnhandling, der formidler Guds nåde til os”. Definitionen er ikke forkert, men heller ikke helt tilstrækkelig, fordi den ikke nævner det levende ords betydning for sakramenterne, dåben og nadveren.
Opdagelsen af sakrament-ordene som det levende ord af Herrens egen mund er Grundtvigs kæmpestore bidrag til kirkens reformation (fornyelse). Og det er altså det andet karakteristikum ved sakramental kristendom, som jeg vil fremhæve.
Grundtvig var i dette stykke meget klartseende. Hans analyse og argumentation er overbevisende. Han har bl.a. skrevet en artikel, ”Dåben efter Christi indstiftelse”, hvori han drøfter, hvad der hører nødvendigt med til dåben. Den er god at få forstand af.
Både for Luther og Grundtvig – og mig, sagde hunden – er Guds ord og troen på Guds ord det helt centrale i dåben. Dette står i direkte modsætning både til a-sakramentalisme og til sakramentalisme. Både Luther og Grundtvig stod for en sakramental kristendom, hvilket er noget andet end sakramentalisme.
Ordet sakramentalisme bruges almindeligvis om den opfattelse, at dåben virker uafhængigt af Guds ord og troen. Dåben virker i og med udførelsen af den. Den virker ”ex opere operato”, som det hedder i romersk-katolsk teologi. Dermed nærmer man sig en forståelse af dåben som en magisk handling. Læren om retfærdiggørelse ved tro, som Luther og Grundtvig var fælles om, udelukker den katolske ex opere operato-tankegang.
Kristendom er et budskab, der kan høres – og vil høres. Det gælder også ved døbefonten. Her hører vi livets ord, talt netop til os. Det var det, der var kernen i Grundtvigs mageløse opdagelse. Han opfandt ikke et dåbssyn eller et gudstjenestesyn. Nej, da Guds Ånd lærte ham at høre, opdagede han, at ligesom Jesus i ”sit jordelivs dage” talte personligt til mange konkrete navngivne personer, således er han i dag usynlig til stede i sin menighed og taler nådens ord til os.
Det drejer sig om at høre. Man behøver ikke være særlig god til grammatik for at kunne høre, at han her taler i 2. person. Han siger ”du og dig”, og han siger ”jer”: ”Forsager du …”, ”Tror du …”, ”Fred være med dig!”, ”Dette er mit legeme, som gives for jer”, ”denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer”, ”fred være med jer!”.
Grundtvigs stærke understregning af, at Vor Herre i dåben og nadveren taler sit levende ord netop til os (jf. den programmatiske salmelinje: ”kun ved badet og ved bordet hører vi Guds ord til os”), betyder ikke, at han, eller jeg, benægter, at Gud kan tale, når og hvor han vil, og gennem hvem han vil, men det betyder, at jeg kan høre at her taler den levende Herre Kristus troens og håbets ord til mig, og vi kan høre, at her taler han kærlighedens ord til os som menighed.
Vi behøver med andre ord ikke lade salighedssagen afhænge af, hvordan skiftende teologiske vinde blæser, og vi bør ikke gøre det. Grundtvigs ”mageløse opdagelse” indebærer, at enhver har umiddelbar adgang til frelsens kilder. Jakob Knudsen skrev smukt om dette: ”Han (Grundtvig) ville befri de ”kristne små” fra angsten under præsternes og de lærdes strid og tyranni, han ville, at de selv skulle kunne dømme, føle, skønne i deres saligheds sag; og da han således søgte, funklede med ét for hans øjne det evige guld.” Bedre kan det næsten ikke siges.
Grundtvigs kirkelige anskuelse er stadig er et værn for menigheden mod dårlig teologi og dårlig prædiken og undervisning. Den kirkelige anskuelses vægt på det levende ord i dåben (og nadveren) gør menigmand uafhængig af præster og teologer i spørgsmålet om gudsforholdet, hvis disse vel at mærke lader dåben stå uantastet. Det er derfor, ændringer af dåbsritualet er et ømtåleligt spørgsmål. Hvis der er noget, der virkelig kan skabe strid i Folkekirken, er det forslag om ændring af dåbsritualet.
Traditionelle lutheranere vil spørge: Hvad er så Bibelens plads i menigheden? Svaret er, at skriftens funktion er at være en uundværlig bog til oplysning af det liv, vi lever i menigheden. Men menigheden er ikke bygget på skriften eller på de skriftkloges udlægning af skriften.
Hvis der skal være håb for kirkens liv i Danmark lidt endnu, så gælder det ét: at høre det levende ord, der lyder, hvor menigheden er forsamlet om døbefonten og nadverbordet.
Vi har fået skænket muligheden for at høre evangeliet og hvile i det midt i livets kamp. Det betyder, at et kristent menneske hver aften, trods nederlag og samvittighedens anklager, trygt kan lægge sig til at sove efter at have takket for syndernes forladelse i troens ord og efter at have ladet sig fylde af håbet i Fadervors ord. Det kan man leve leve på, og det kan man være præst på. Når man lever på det, kan man trøste andre ”med den trøst, [man] selv trøstes med af Gud.” (2. Kor. 1, 4).
Troen får vi i dåben
I dette afsnit kommer vi til det tredje kendetegn på sakramental kristendom.
Når det er Guds ord og troen, der ”gør det”, bliver det et kernepunkt, hvilken plads troen har.
I vore dage er ordet tro blevet mondænt. Navnlig tales der, næsten som i pietismens tid, meget om ”min tro”. Man kan sige, at troen atter bliver psykologiseret og moraliseret i den ganske vist helt anderledes religiøsitet, der trives så godt i dag, hvilket tydeligt ses i ugeblade og andre medier. Derfor er det forståeligt, om nogen fristes til at overveje, om man måske skulle undlade at tale om tro i forbindelse med dåben. Men jeg mener dog ikke, det går an. Når vi lærer retfærdiggørelse af tro og ser dåben i tættest mulig forbindelse hermed, er vi nødt til at forholde os til ordet tro. Som sagt er de vigtigste dåbsord jo netop Dåbspagten: ”Forsager du …” og: ”tror du …”
Vores jubilerende reformator Martin Luther citerer i øvrigt i begge katekismer ordene fra Markus 16, 16: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Hvordan komme til rette med dette? Nogle kan jo så få den tanke: Døbt er jeg, men tror jeg? Det kan for nogle være en meget svær nød at knække.
Jeg er i dette spørgsmål kommet til den konklusion, at der er god grund til at fastholde det grundtvigske syn på tro og dåb. Som den store teolog, Grundtvig var, var han helt konsekvent med hensyn til rækkefølgen tro og dåb. Det gælder både i prosateksterne og i salmerne. Den måde, Grundtvig taler – og især synger – om dåben på, indebærer, at vi i dåben får givet både troen og håbet, syndernes forladelse og det evige liv, kort sagt hele frelsen.
Troen er ikke noget, vi selv skal lægge til efterfølgende. I dåben får vi skænket både troen og endda de ord, hvormed vi kan bekende troen, uanset hvor meget eller lidt vi på et givet tidspunkt forstår af trosbekendelsen.
Heri er der godt budskab for et menneske, der fortvivlet må erkende, at det er kommet til kort overfor tilværelsens truende magter: døden og loven, den uafvendelige død og Guds absolutte krav om kærlighed. Det menneske, der således åndeligt er gået fallit og ikke kan finde troen, skal vide, at det ikke behøver anden tro end den, det fik i dåben, og det behøver ikke anden åndsfylde end den, der blev meddelt det i dåben.
Det kan godt være, at der er kristne kredse, der mener, at det er en sølle tro og en sølle åndsfylde. Også fra fornuftens synspunkt er det en sølle tro. Det indrømmer vi og bøjer beskæmmet hovedet. Men hvad har vi at gøre andet at end at holde fast ved den tro, vi fik i dåben? Hvis den ikke er nok, hvordan skulle vi så få en tro, der er nok. Hvis det ikke er den frelsende tro, ved jeg ikke, hvordan vi skulle få den frelsende tro.
For Grundtvig som for Luther er genfødelsen til det nye liv som et Guds barn uløseligt knyttet til dåben og ikke som i den a-sakramentale (pietistiske eller rationalistiske) tradition til en omvendelsesoplevelse, et trosgennembrud, en oplevelse af Åndens fylde eller blot en bevidst forstandsmæssig tilslutning til en eller anden teologisk teori.
Ordet, der giver os livet på ny, er ordet af Vor Herres mund, pagtens ord ved døbefonten.
Vort løsen er vor tro og dåb,
det er vort samfunds kæde,
deraf udspringer alt vort håb,
oprinder al vor glæde;
og ordet af vor Herres mund
det er vor kirkes klippegrund,
og det er Åndens bolig. (Slbg. nr. 453)
Grundtvig bruger om dåben ofte udtrykket ”genfødelsens bad i den Helligånd”, idet han hentyder til Paulus´ brev til Titus, kap. 3, v. 4-7, især v. 5: ”det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden”. ”Ved Helligånden” er ensbetydende med ”ved ordet”, for Helligånden er den usynlige kraft, der virker i ordet. Åndens virkemiddel er ordet. Guds Ånd bor i ordet og virker gennem ordet. Hvis Guds Ånd ikke er til stede og virker med sin livskraft i ordene, som vi lægger mund til ved døbefonten, er det hele et tomt skuespil, et støvet ritual. Men når Guds Ånd virker med, er dåben genfødelsens bad og livets vand.
Grundtvigs, og Luthers, syn på genfødelsen i dåben er det tredje kendetegn på sakramental kristendom, jeg nævner. Dette syn indebærer nemlig, at vi i dåben får alt skænket, også troen.
Afslutning
Luther og Grundtvig var selvfølgelig begge præget af deres tid. Opgaven er at trænge igennem det tidsbetingede hos dem for at nå ind til det centrale, det, der har gyldighed ud over den tid, det er blevet til i, og så gøre det gældende ind i vores egen tid.
Forskellige er de selvfølgelig, f.eks. har de ikke samme syn på Bibelen, på forkyndelsen og på det levende ord. Der er mange andre forskelle, men det har ikke været opgaven her at finde og definere alle forskelle. Jeg har forsøgt at gøre det centrale i forståelsen af dåben hos vore to kirkefædre gældende. Til trøst for dem, der trænger til at høre evangeliet. Og med front især mod det, jeg ser som tidens a-sakramentalisme, der åbner en ladeport for på den ene side religiøst sværmeri og på den anden side rationalisme, det vil sige tør fornuftskristendom.
Såvel Luther som Grundtvig repræsenterede en sakramental kristendom med Guds ord og troen i centrum for forståelsen af sakramenterne. De var hverken sakramentalister eller a-sakramentalister.
Villy Klit-Johansen