Sker der noget i dåben?

Om Grundtvigs udfordring til den kirkelige vanetænkning

Tidehverv
Med Grundtvigs udfordring tænkes der på hans dåbspagtsteologi, Dåbspagten er nemlig efter den mageløse opdagelse 1825 selve hjertet i Grundtvigs kristendom. Dette emne behandler vi nu, idet vi tager udgangspunkt i spørgsmålet: Sker der noget i dåben?

Her undgår vi ikke at omtale Tidehverv og Indre Mission, fordi der i disse miljøer udtrykkes teologiske tanker. K. Olesen Larsen, den kierkegaardsk inspirerede, tidehvervske, præst og teolog, skrev i sit kirkeblad (her citeret fra bogen “Fra Esajaskirken”, Forlaget Aros 1972, s. 123): “Hvad sker der, når et lille barn bliver døbt? Ikke spor andet, end hvad vi kan se og høre – som Grundtvig siger: “Ordet tørt / og håret vådt, / og kun et degneamen!” Det er det hele. Vandet er almindeligt vand og ordene er ganske simple menneskeord. Alt andet er ren og skær overtro, d.v.s. tro på mystiske handlinger og ceremonier …” Han slutter sin lille artikel med at slå fast, at dåben er FORKYNDELSE!

Bedømt ud fra den lutherske kirkes bekendelsesgrundlag er det for tyndt. Man må nemlig spørge: Hvor bliver sakramentet af? Hvor bliver genfødelsens bad ved den Helligånd af? Og man må spørge: Forkyndelse er vel noget, der skal gentages, men skal dåben det? I forbifarten skal det siges, at brugen af Grundtvig-citatet er et misbrug.

Olesen Larsen hørte til en generation, der for længst er fortid. Når der i dag meldes noget ud om disse sager fra tidehvervsk hold, lyder det i reglen, ikke altid, men i reglen: Der sker noget i dåben! Det lyder unægtelig som det modsatte af Olesen Larsen, og det er det vel også. Og så alligevel, begge parter kan bebrejdes, at de adskiller tro og dåb, herom mere sidst i denne tekst. Der er faktisk noget, de er fælles om. Lad det allerede nu være sagt, at Grundtvig advarede stærkt imod at adskille, hvad Gud har sammenføjet, og han mente troen og dåben. Det er et tilbagevendende tema hos Grundtvig. Det vil føre for vidt her, men se f. eks. han prædiken til aftensang, 6. s. e. trin. 1841. (Grundtvig: Prædikener i Vartov, Bind 2, s. 301).

Den lutherske ortodoksi. Petter Dass som eksempel
Men hvad menes der med, at der sker noget i dåben? Udsagnet kan forstås som, undskyld jeg siger det ligeud, et tilbagefald til den lutherske ortodoksi i 1600-tallet. Først: Hvad kendetegnede denne kirkehistoriske periode? Jo, under udviklingen af enevældens statskirkelighed, i virkeligheden kan man sige: af teokratiet, blev mennesker opfattet som monarkens undersåtter, der skulle disciplineres i monarkens religion, så de kunne blive lydige og nyttige borgere. Der var tale om en udstrakt brug af religiøs tvang. Det var jo sådan, at uden dåb og konfirmation kunne man ikke flytte til et andet sogn, man kunne ikke få arbejde, man kunne ikke gifte sig o.s.v.

Det er naturligvis ikke det, nogle tidehvervske er faldet tilbage til. Men under denne udvikling skete der uundgåeligt noget med opfattelsen af dåben. Mens Luther havde lagt vægten på Guds Ord og troen som det, der i dåben virker frelsen, kom vægten i højere grad til at ligge på vandet. Dertil kommer, at dåben entydigt blev betragtet som barnedåb, for man så i denne periode den israelitiske omskærelse af drengebørn på den ottende dag som dåbens forbillede. Dåben blev noget, man foretog på et spædbarn, uden at den døbtes person og tro var med i det. Den døbte var virkelig undersåt, genstand for statens og dens præsteskabs handlinger.

Hvis man vil have et indtryk af, hvad der var på færde, kan man f.eks. læse Petter Dass’s 35 strofer lange katekismussang om dåben, Daabens Sacramente hedder den. Den er skrevet i slutningen af århundredet. Der er megen traditionel luthersk teologi i den. Arvesynden ses som begrundelse for dåbens nødvendighed. I dåben gives syndernes forladelse, men den døbte er på en gang synder og retfærdig. Mon ikke mange har fundet trøst i en strofe som denne, nr. 16:

Tagis ikke Synden væk, / Straffen er dog tagen, / Dommen giør os ingen Bræk, / GUd tog paa sig Sagen, / Den mon hand clarere, / Os ey krævis meere; / Lad saa Dievel, Synd og Død / lenge nok bravere.

Fra strofe 18 er det den hemmelige forening af vand og Ånd, der udfoldes. Det er vandet, der tematiseres. Fornuften fatter ikke, “At Hand vil det ringe Vand / Saa stor en Krafft forære.” (strofe 19). Det er bare noget, vi må bøje os for. Dass følger op med eksempler fra både Det gamle og det Nye Testamente på, hvordan Gud kan bruge vandet til at udrette undere. Det forekommer at være noget vidtløftigt med alt det vand. Det er næsten til at blive søsyg af. Dette fører over i en understregning af barnedåbens berettigelse.

Så langt så godt. Mere problematisk forekommer det, at Dass fra strofe 29 og helt til strofe 34 går over til at formane forældre og endda true dem med Guds straf, om deres spæde barn på grund af deres forsømmelighed dør udøbt.

Endnu mere problematisk er det, at der simpelthen mangler noget væsentligt. Det er bestemt ikke det lutherske “ordet og troen”, der holdes frem som det afgørende. Helligånden er rigtignok tænkt med, men vel at mærke som den kraft, der forbinder sig med vandet og gør det til et underfuldt bad, ikke som den, der ved Guds mægtige Ord skaber forbindelse mellem Guds hjerte og menneskets. Dette er en alvorlig og for ortodoksien typisk mangel.

Jeg benægter ikke, at Dass er herlig læsning, han er næsten møllehavesk frisk i sin stil. Men han må nødvendigvis læses ud fra den historiske kontekst og kan ikke uden videre gentages i dag.

Tidehverv og Indre Mission som eksponenter for den kirkelige vanetænkning
Men når man lytter til tidehververe – og indremissionske kan vi tilføje, for de har nærmet sig hinanden – så lyder det ofte som en gentagelse af den lutherske ortodoksi. Hvor tidehververe siger “Der sker noget i dåben”, siger missionsfolkene måske som oftest: “Dåben frelser”, men meningen er den samme. Den lutherske og bibelske, nødvendige, sammenhæng med ordet og troen negligeres. Typisk ser man troen som noget, der eventuelt kommer til senere, men hvad man ser bort fra, er, at troen ret beset er en integreret del af dåben.

Der er faktisk god mening i at spørge, om tidehververe og missionske til en vis grad er vendt tilbage til den lutherske ortodoksi, eller, måske mere sandsynligt, aldrig er kommet ud over den. Og her skal det siges, at den lutherske ortodoksi ikke uden videre er evangelisk-luthersk, den er en sidevej, der fører bort fra det centralt evangeliske. Ortodoksien er en størknet og intellektualiseret udgave af det lutherske. Den kan endda ikke siges fri for at have en vis lighed med højmiddelalderens skolastik, der anså dåben for at virke i og med, at den var udført, altså så at sige automatisk og uanset den døbtes person og tro. Det bør ikke være nødvendigt at dokumentere påstanden om, at man ofte fra tidehvervsk og indremissionsk side hører eller læser noget, der ligner det her beskrevne. Erfaringen viser det. Man kan derfor nøjes med en opfordring til at tage til genmæle, hvis det ikke er rigtigt. Det ville kun være glædeligt, hvis det skulle være tilfældet.

Grundtvig som en udfordring til den kirkelige vanetænkning
Grundtvig er en udfordring til den herskende teologi. Han drømte midt under rationalismens (fornuftskristendommens) åndelige tørketid om en åndelig fornyelse. Men han søgte ikke tilbage til pietismens subjektivisme, som mange andre på hans tid, Kierkegaard for eksempel. Nej, Grundtvig sprang hen over fejludviklingerne i rationalismen, pietismen og ortodoksien og vendte tilbage til Luther og apostlene. Det er hans sande genialitet.

Grundtvig tilhører den nye tid og har i høj grad været med til at forme den. Det er den åndelige friheds tid og den folkelige myndiggørelses tid. Folket rejste sig mod myndighedernes, herunder præsteskabets, umyndiggørelse af dem. Hvor Herrens Ånd er, er der frihed. Det vidste Grundtvig fra Paulus, så han støttede oprøret, men han blev ikke pietist, som mange af den gudelige forsamlingsbevægelses ledere blev det. Han var bestemt heller ikke luthersk-ortodoks, som mange af statskirkens repræsentanter. Sagt med nutidige ord: Han var hverken indremissionsk eller tidehvervsk.

Grundtvig er en udfordring til tidens teologi, både den, der siger: Der sker ikke noget i dåben, og den, som bruger slagordet: Der sker noget i dåben. Sagen er den, at Grundtvig aldrig kunne finde på at skille tro og dåb. Dertil var han alt for luthersk, hvilket som sagt er noget andet end luthersk-ortodoks. Luther lagde nemlig vægt på, at det, der sker i dåben, sker i kraft af Guds ord og troen, som han understreger i Den Lille Katekismus. Hvis man adskiller tro og dåb, skaber det enten ligegyldighed overfor Guds ord, eller man skaber angst i bange sind. Den anfægtede må jo nemlig bestandig spørge sig selv: Mon jeg tror? Mon jeg overhovedet har en mulighed for at tro?

Hvis Grundtvigs dåbspagtteologi bliver kendt og taget til hjerte, kan det ikke undgå at få store og positive konsekvenser for en kirke, der i dag er som et skib, der er frosset fast i de tilvante tankeganges ismasser. Hvis noget vil kunne få skibet fri og bringe det i fart igen, er det Guds Ånd, der virker i dåbens ord. Dåbens ord er for Grundtvig 1. dåbspagten, 2. døbeordet (Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn), 3. fredlysningen (Fred være med dig) 4. samt i flere både poetiske og prosaiske tekster Fadervor. Den vigtige tilføjelse skal gøres, at Grundtvig betragtede dåbens ord som ord talt i dåben af den levende Herre Kristus personligt til den, der døbes.

Hvis man ser bort fra salmerne, har Grundtvig næppe udtrykt sin dåbspagtsteologi klarere, end han gør det i sin prædiken til aftensang 6. søndag efter trinitatis 1842 (Grundtvig, prædikener i Vartov, bind 3, Forlaget Vartov 2003). Han understreger, at uden genfødelsen af vand og Ånd i dåben får man ikke magt til at blive Guds barn. Dåben er altså nødvendig. Og så får vi i det følgende hans bud på, hvorvidt der sker noget i dåben:

“Dette er det første, mine venner, men det andet er ligesom dette, at uden ordet og troen udretter dåben slet intet, og det er det ord, som ved dåben lydelig tales til os i Herrens Navn, og troen, som fæster sig til dette ord, så hvem der enten vil indbilde sig, at dåben kan genføde ham uden tro, eller at han genfødes ved nogen anden tro end troen paa det ord, som lyder til ham ved dåben, når han på Herrens vegne tilspørges: forsager du? og tror du? og døbes paa Herrens vegne i Faderens og Sønnens og Helligaandens Navn, og velsignes paa Herrens vegne med hans “Fred være med dig,” hvem der indbilder sig, at nogen anden tro kan hjælpe ham til genfødelse af vand og Ånd end troen paa det ord, som Herrens eget, udsendt til at gøre gerningen, hvem der indbilder sig det, får også nøjes med en indbildt genfødelse, da den virkelige genfødelse til et nyt liv med Jesus Kristus kun virkes af det Herrens ord, som dertil udsendtes hos dem, som tror det.”

Så vidt Grundtvig. For ham er dåben utænkelig uden dåbspagtens ord i form af spørgsmål og ja-svar. Lige så utænkelig som dåb uden vand. Dåbspagtens ord og troen på det er ikke noget udenfor og ved siden af dåben. Og troen er ikke noget, som vi eventuelt på et senere tidspunkt kan eller bør komme frem til. Pointen i Grundtvigs advarsel mod at adskille tro og dåb, det, som Gud har sammenføjet, er ikke, at vi skal sammenføje dåb og tro ved at føje vores tro til dåben, men netop, at Gud har føjet dem sammen, og vi skal vogte os for at skille dem ad. Ordet og troen ER dåben – naturligvis sammen med vandet. Heri ligger Grundtvigs udfordring til den kirkelige vanetænkning. Hvem ved, om der i dåbspagten, troet og forkyndt, findes den Åndens varme, der vil kunne tø det indefrosne kirkeskib fri af ismasserne?

Til sidst: Er nogen kommet bort fra troen, er der i Grundtvigs tankegang kun én vej frem, og det er tilbage. Tilbage til den tro, som Herren gav én i dåben. Tilbage til dåbspagten og det nye liv, der ved den blev født i dåben. Ved Helligåndens kraft. Som Grundtvig tilføjer: “Når ordet ved troen indplantes i vort hjerte, da indplantes vi ved ordet i Ham og får magt til at være Guds børn og begynde et nyt levnedsløb …”

Villy Klit-Johansen den 9. december 2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *