Vi har en statskirke. Nogle af os har længe levet i den illusion, at vi siden 1849 har en folkekirke og ikke en statskirke. Det lyder så smukt, at kirken ikke blander sig i det politiske, og til gengæld blander staten sig ikke i kirkens indre anliggender. Men den nye regerings faste beslutning om at bruge sit skrøbelige parlamentariske flertal til at afskaffe Store Bededag minder os eftertrykkeligt om, at det er en illusion.
Det giver aktuelt anledning til stor vrede i kirkelige kredse. Vreden skyldes, at man ikke har indset, at staten kan gøre stort set, hvad den vil med Folkekirken. Intet hindrer den i det. Vi har en statskirke.
Vreden er forståelig, men vi bør tænke konstruktivt. Vi har jo ikke bare en statskirke, vi har også en folkekirke, og nu skriver jeg folkekirke med lille f. Den kristne kirke ER efter sit væsen en folkekirke. Ellers er den et misfoster af en kristen kirke.
Hvad er den kristne kirke så, til forskel fra Folkekirken, altså den statslige organisation? Jo, se, vi skal til at tage det syn på Folkekirken, som vi har fra Grundtvig, mere alvorligt. Det syn går ud på, at Folkekirken ikke er et kristent kirkesamfund, Folkekirken er ikke en bekendelseskirke. Den er blot en “borgerlig indretning”, det vil sige den politiske ramme om det danske folks religiøse liv. Og det er ikke nogen ringe funktion. Den kristne menighed til gengæld en bekendelseskirke. Selvfølgelig er den det, ellers er den ikke en kristen kirke/menighed.
Den kristne menighed findes i Folkekirken, og den findes i valgmenigheder og frimenigheder. I Folkekirken findes den, så længe folketingets flertal vil det. Det vil sige, så længe der på Christiansborg findes tilstrækkeligt mange, der har forståelse for og kærlighed til kirken. Måske endnu længere. Måske findes Folkekirken, så længe et politisk flertal i denne institution ser en mulighed for at kontrollere kirken? Men i hvert fald: den kristne menighed vil altid bestå, uanset måden kirken er organiseret på.
Uanset hvor den findes, altså hvordan den rent ydre er organiseret, kan den kristne menighed, hvis den vil det, blive ved med at holde fast ved Store Bededag som en helligdag. Om ikke andet kan den holde gudstjeneste om aftenen, når folk (de fleste) har fri fra arbejde.
Grundtvig tænkte klart. Han indså, at den kristne enhedskultur var ved at høre fortiden til. Han indså, at enevældens statskirke hørte fortiden til. Han så fremad mod frihedens tid. Han ønskede, at den kristne menighed skulle blive i Folkekirken så længe som muligt – for folkets skyld. Men hans betingelse var FRIHED. Frihed i Folkekirken.
Jeg vil tro, at en fri kristen menighed har større mulighed for at give et magtfuldkomment politisk system modspil, end en statskirke har. Totalitære tendenser er en statskirke ikke god til at modvirke, for den er en del af den statslige administration. Dér har den frie kristne menighed større muligheder. Uanset om den “bor” i Folkekirken eller i en frimenighed. Friheden er jo den luft, menigheden ånder i.
Villy Klit-Johansen, 20. janar 2023