Dåbsritualets kerne ifølge Dåbskommissionen
Dåbskommissionen mener, at der i dåbsritualet er en tydelig kerne. “Kommissionen ser denne kerne i dåben i den treenige Guds navn, dåbsbekræftelsen og Fadervor.” (Midtvejsrapporten s. 5)
Kommissionen definerer ikke begrebet dåbsritualets kerne. Men kan man måske gå ud fra, at det betyder de led, der skal til, for at det er den kristne dåb? Sådan tillader jeg mig at forstå det.
Dåbens kerne er ifølge kommissionen:
1. Dåb i den treenige Guds navn
2. Dåbsbekræftelse
3. Fadervor
1. Ja, selvfølgelig hører dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn til i dåbsritualets kerne.
2. “Bekræftelsen” er menighedens bekræftelse af dåben og dens bekendelse af, hvad den tror om dåben. Bekræftelsen er vigtig. Grundtvig mente, at den hører med til dåbens væsen; den hører altså nødvendigt med. Men Bekræftelsen kommer i kommissionens forståelse ind på linje med Kristi ord i dåben: “JEG døber DIG i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Kommissionen skelner altså ikke mellem Kristi ord og menighedens (menneskers) ord. Det er problematisk.
3. Fadervor hører også med i dåbsritualets kerne. Men hvordan stemmer det med, at Fadervor siden 1912 er henlagt til efter dåben. Kommissionen henholder sig til “den udbredte forståelse af Fadervor som dåbsgave til barnet.” (s. 9). Hvis gave? Jo, “Fadervor følger efter håndpålæggelsen og fungerer på dette sted i ritualet som de døbtes gave til den døbte!” I midtvejsrapportens model III kan Fadervor endda ligge efter faddertiltalen, og så bliver det ligefrem fantasifuldt, hvad dåben skal betyde. Læs selv!
Grundtvig forstår ud fra Fadervors klassiske placering i den lutherske reformations dåbsritual bønnen som Kristi gave til den, der døbes. Kristus selv lægger os i dåben Fadervor i munden, så vi dermed bliver inddraget i den enbårne Søns eget barneforhold til den himmelske Fader. Så i reformationens ritual kan man da med rette sige, at Fadervor hører hjemme i kernen.
Dåbens kerne grundtvigsk og luthersk set
Nu bruger kommissionen altså begrebet “dåbsritualets kerne”. Lad os da bruge det og definere det klart. Grundtvigsk set er kernen de ord af den levende Frelser og Herre i dåben, der gør dåben til genfødelsens og fornyelsens bad. De har karakter af tilsigelse
Det er
1. Fadervor
2. Dåbspagtens ord (Forsager DU …, Tror DU… efterfulgt af svaret JA.
3. Dåben ledsaget af ordene JEG døber DIG i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
4. Fredlysningen: “Fred være med DIG”.
Kommentarer:
1. Fadervors vanskæbne og oprindelige betydning har vi kommenteret
2. Dåbspagten. Hvis vi sammenligner vi med, hvor dåbskommissionen tydeligt ser ritualets kerne, må vi sige: Ups!, der røg dåbspagten ud af kernen. Så kan man bedre forstå, at kommissionen kan foretage det livsfarlige stunt at flytte menighedens fælles bekendelse IND I DÅBSRITUALET. Altså tage dåbspagtens ord ud af Herrens mund og lægge det i menneskers. I stedet for at lade Herren om at lægge os dåbspagtens ord i mund og hjerte. Den frelsende tro er Jesu gave i dåben
Betyder det, at dåben i kraft af disse ord virker automatisk. Nej, selvfølgelig ikke. Hvis der svares ja hyklerisk, altså uden at man mener det, eller hvis dåben sker under tvang, som det langt op i historien har været tilfældet, er der ikke nogen garanti for, at Guds nådegave er modtaget.
3. Døbeordene hører med til kernen under den forudsætning, at de forstås som Kristi ord til den, der bliver døbt. Det er ikke den døbende præsts ord, men Herrens eget nådefulde ord.
4. “Fred være med dig” er Herrens eget velsignelsesord, der giver det, som ordene siger. Det betyder: Nu er alt godt mellem Gud og dig. Fredlysningen er også slettet af kernen i dåbskommissionens forståelse.
Det er ligesom Fadervor, dåbspagten og døbeordene et “guddomsord, der skaber, hvad det nævner. Det er ikke en forkyndelse eller en oplysning om et forhold, der nu er etableret, nej, det er ord, der skal sammenlignes med skaberordet: “Bliv lys”, og der blev lys. Eller hans ord til den døvstumme: “Effatha!”-”Luk dig op”. Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. (Mark. 7,31 ff.). Eller hans ord til den døden unge mand, som de var ved at bære til graven: “Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans moder. (Luk. 7,13-14).
Luther og Grundtvig tænkte sjælesørgerisk. De forstod Herrens ord i dåben, Fadervor, dåbspagten, døbeordene og fredlysningen som Frelserens trøst og hjælp til det bestemte nødstedte menneske, der nævnes med navn. Det er ord, der skaber, hvad de nævner. Derfor er dåben et genfødelsens og fornyelsens bad. Den er frelsende. Kristi levende ord gør dåben til genfødelsens og fornyelsens bad.
Disse fire ord er altså dåbens kerne. Hvis dåbskommissionen ville tage det alvorligt, ville det få store konsekvenser for kommissionens arbejde.
Hvis man tilslutter sig dåbskommissionens synspunkt, kan man så fortsætte med at synge Grundtvigs salmer, f.eks. “Guds fred er mer end englevagt”? Og kan man overhovedet forstå dem, når dåbspagtens ord og fredlysningen altså ikke længere må høre til i ritualets kerne?
4.
Det fredens ord ved dåbens bad
den bange sjæl gør barneglad,
det fredens ord hver Herrens dag
gør rolig midt i våbenbrag.
5.
Du ved det godt, Guds menighed!
det ene tjener til din fred,
at i dit hjerte og din mund
er troens ord i allen stund.
6.
Thi da Guds Søn med freden kom,
det var kun tro, han spurgte om;
for den og ej for verden al,
Guds nåde og Guds fred er fal! (=opnåelig)
—————-
I min læsning af disse to skrifter fandt jeg gode grundtvigske/lutherske vitaminer:
Dåbens ord – Grundtvig om sandhed og frihed i kirken – Godtfred Grønningers Blog
Den røde tråd i Kristenhedens Syvstjerne – Godtfred Grønningers Blog