Motto: “guddommelig Trøst over Synd og Død og al Verdens Møisommelighed”
De følgende overvejelser over dåbens liturgi og om sandhed og frihed i kirken udspringer af en læsning af “Den danske statskirke upartisk betragtet”, Grundtvigs skrift fra 1832. Jeg benytter Georg Christensen og Hal Koch “Værker i Udvalg”. Skriftet står i tredje bind, s. 312-358. Jeg vil her beskæftige mig med kapitlet “Alter-Bog og Sogne-Baand”, s. 327 ff. Det er yderst relevant for det pågående arbejde med især dåbsritualet.
Grundtvigs hovedsynspunkt rent kirkepolitisk er forslaget (kravet) om præstefrihed og sognebåndets løsning.
Set fra præsternes side: Hvis gammeldags troende præster skal være bundet til alterbogen (han tænker navnlig på dåbs-ritualet og nadver-ritualet), kan intet forandres deri. Og hvis der sker ændringer, må præsterne stilles frit både i lære og forkyndelse og i forhold til ritualerne.
Set fra lægfolkets side: “Fædrenetroens” bekendere må ved sognebåndets løsning skaffes samvittighedsfrihed.
Opfyldelsen af disse krav vil være til nytte for staten, skriver Den Gamle.
Sognebåndsløsningen blev som bekendt indført i 1855, og yderligere valgmenighedsloven i 1868. Præsternes frihed m.h.t. den kristne lære og ritualerne er derimod aldrig gennemført. Både præsteskabet og et politisk flertal mener stadig, at det er en opgave for staten at fastlægge reglerne vedrørende disse for spørgsmålet om liv og salighed helt afgørende områder. Det er stadig sådan, at ændringer i ritualerne skal lovfæstes ved Kongelig Anordning. Det er da et problem, især hvis liturgi-arbejdet fører til, at der sker væsentlige ændringer.
Hvorfor er det et problem? Jo, som Grundtvigs skriver (s. 327), fordi liturgi og kristen lære for lutherske kristne er på det nøjeste forbundne, og “Ordet ved Naade-Midlerne, som netop er det store Tvistens Æble i Liturgien, [er] ingenlunde en blot Gjenstand for “Smag og Behag”, men Kilden til hele de Troendes Haab og Trøst.” Derfor er ændring af dåbens ord et problem.
Det er menneskers liv og salighed, som Grundtvig er optaget af. Hvis man tog nådemidlerne (dåben og nadveren) bort, mener Grundtvig, ville den kristne kirke dermed være forsvundet. Og i hvert fald: derved ville den tabe alt tiltrækkende for dem, “der i Kirken søge guddommelig Trøst over Synd og Død og al Verdens Møisommelighed, altså Fæderne-Troens virkelige tilhængere.” (s. 328).
Også s. 328 skriver G., at det er et såre vanskeligt spørgsmål, “hvormeget Man kunde forandre ved Naademidlerne, uden at forgribe sig paa noget Væsentligt”.
Hvad er det væsentlige ved dåben, som man ikke må forgribe sig på? En del af svaret er allerede givet i og med, at Ordet ved nådemidlerne ingenlunde er et spørgsmål om smag og behag, men kilden til de troendes håb og trøst.
Dåbens ord er nemlig helt afgørende for, om dåben er den ægte kristne dåb. I artiklen Om folkeligheden og dr. Rudelbach (Udv. skr. 9, s. 92) fra 1848 kritiserer G. Luther for den bagvendte talemåde “ordet og sakramenterne”. Luther modsiger med den talemåde sig selv, for i Katekismen siger han jo, at uden Guds ord er vandet bare vand og ingen dåb. Man kan altså ikke skelne på den måde, som Luther gør med den talemåde, for dåbens ord er en integreret del af dåben. Og Ordet kan principielt ikke ændres.
Hvad er da dåbens ord? Det er for G. de personligt henvendende ord fra den levende Herre Jesus til den, der døbes. I “Den danske statskirke upartisk betragtet”, fremgår det klart, at Grundtvig ved dåbens ord først og fremmest forstår dåbspagtens ord. Det samme er tilfældet i alt, hvad Grundtvig efter 1825 skrev om emnet. Men et utal af steder viser, at han videre tænker på de ord, som vi kan identificere rent grammatisk, nemlig dem, der som personlig tiltale har 2. person ental: Forsager du …? Tror du …, Jeg døber dig … og Fred være med dig”. Et utal af steder, som det vil føre for vidt at citere, viser også, at G. ud fra Luthers ritual 1526 regner Fadervor med til dåbens ord, forstået som Herrens levende ord til den, der bliver døbt.
Men i det skrift, vi har fremme, koncentrerer Grundtvig sig om Dåbspagten, der for ham altid er det centrale dåbsord. “Forandrede man virkelig det Mindste ved Daabs-Pagten eller Daaben selv, da ville jeg protestere.” (s. 330) Og hvis det i en tænkt situation, hvor han skulle have et barn døbt, ikke hjalp at protestere, ville han selv døbe sit barn. Med “dåben selv” mener G. vel vandet, altså det at den kristne dåb er Dåbspagten eller med et andet ord Troens ord i uopløselig forbindelse med Vandet. Til dåben hører selvfølgelig vand! Det er ikke en overflødig bemærkning, for Grundtvig mødte som ung den rationalistiske teologi med dens tro på menneskets moralske fornuft og dens nedvurdering af det “mysteriøse” i kristendommen, hvortil dåben hørte.
Først når den uopløselige enhed af ordet og troen og dåben er på plads, taler Grundtvig om dåben som genfødelsens og fornyelsens bad i Helligånden, hvori vi modtager syndsforladelse og bliver Guds børn med arveret til det evige liv. Grundtvig regnede nemlig ikke med, at børn frelses uden troen på Kristus. Han regnede derimod med, at både troen og bekendelsens ord gives i dåben, når der svares ja til Herrens store tilbud. Men når det er på plads, taler han virkelig om dåben som genfødelsens og fornyelsens bad i Helligånden o.s.v. (ss. 329 og 331).
Som tilhænger af “fædrenetroen”, den gamle uforanderlige kristendom, tåler Grundtvig ikke den mindste ændring af dåben i denne forstand. Og hvis noget ændres, må der indføres både sognebåndsløsning og præstefrihed i forhold til troslæren og ritualerne.
Nu var der i Grundtvigs fødeår 1783 indført et nyt ritual, det, som biskop Balle stod bag, og det var Grundtvig blevet døbt med. I det ritual var exorcismen (djævleuddrivelsen) afskaffet, og Luthers “syndflodsbøn” var erstattet af biskop Balles lange indledning, der var en sammenkædning af en masse skriftsteder, der skulle bevise dåbens nødvendighed p.g.a. arvesynden.
Sådan en ny indledning til dåben kunne Grundtvig godt leve med, “naar den kun passede med Troen og Daaben.” (s. 329). Det har han ment, at Balles indledning gjorde, selv om han selv utvivlsomt ville have formuleret sig anderledes.
Godt, at Grundtvig ikke kom til at opleve den nu gældende indledning, som blev indført i 1912, endda under påstand om, at det i virkeligheden var, hvad G. mente! Det drejer sig især om professor og biskop Peder Madsens indledende bøn, der vel ikke er i direkte modstrid med “troen og dåben”, men den passer bestemt ikke med “troen og dåben”. Dertil kommer sammenblandingen af skriftsteder med Herrens levende ord og endelig marginaliseringen af Fadervor. Alt i alt alvorlige ændringer.
Grundtvig ville nok have græmmet sig, men efter et par dybe indåndinger ville han sikkert have tænkt, at han godt kunne leve med den nye indledning, når blot selve “Troen og dåben” blev stående. Vi har levet med den nye indledning siden 1912, og tiden må være inde til en bedre løsning. Helst en sprogligt moderniseret udgave af Luthers Bede- og bankebøn fra 1526 og Fadervor og fredlysningen tilbage på den rette plads..
Såvidt dåbsritualets indledning, men nu er der fare for, at man vil ændre selve dåbspagten. Mange steder undlader man spørgsmålet om forsagelsen. Og det ligger i dåbskommissionens kommissorium, at kommissionen skal udforme et forslag med en “forkortet tilspørgsel” ved gudstjenester, hvor menigheden sammen har bekendt troen.
Denne opgaves formulering forudsætter den opfattelse, at trosbekendelsen i fremsættende form i menighedens mund er trobekendelsens primære form. Men den opfattelse er forkert. Trosbekendelsens grundform er den spørgende form ved dåben.
Ved en ordning med “forkortet tilspørgsel” kan man næppe undgå den misere, at Troens ord bliver taget ud af Herrens mund og i stedet lagt i menneskers. Men vi kan ikke døbe på en bekendelse, som mennesker i flok mere eller mindre bevidst har sagt i kor eller sunget sammen. Vi kan kun døbe på Herrens levende ord til den, der døbes, når der svares ja til det. (Se: https://villy.klit-johansen.dk/2022/12/06/den-roede-traad/)
Hvis noget sådant skulle ende med at blive autoriseret, står vi i den situation, at “den liturgiske Uenighed ret egentlig er en uforlignelig Tvist om “Troen”, umuelig at bilægge … og kan Stats-Kirkens Præster umuelig enes om Ordene ved Daaben, da vilde al anden Enighed være ubetydelig.” (s. 331). Så vidt Den Gamle. Enhver ændring af dåbens ord er for ham et oplæg til krig i kirken. – Hvis der altså ikke indføres ritualfrihed.
Selv om “forkortet tilspørgsel” skulle blive valgfri, vil den dybe splittelse i Folkekirken (statskirken) være til at tage og føle på. Vel har vi sognebåndsløsning som en mulighed, men for mange lægfolk vil sognebåndsløsning være illusorisk, hvis det viser sig umuligt indenfor en rimelig afstand at finde en præst, der vil døbe efter Kristi indstiftelse. Og for præster, der holder sig til “fædrenetroen”, kan det evt. blive umuligt at få et embede. Så er der muligheden for at danne valgmenighed. Valgmenigheder kan godt være folkekirkelige i den ægte betydning af ordet, men de står også i risikoen for at “lukke sig om sig selv”, som man siger. Kirken skal gerne være, hvor folket er.
Efterhånden som de sidste rester af den kristne enhedskultur forsvinder, bevæger vi os frem mod omvæltende tider. Mon Grundtvigs fremsynede tanker har en chance? Mon “fædrenetroen” har en chance i Folkekirken på længere sigt?
Løsningen er ikke en adskillelse af stat og kirke, for det ville være til skade for både staten og folket. Nej, løsningen er frihed. Frihed for statslig indblanding i liturgi og lære. Og vigtigst af alt: den frihed i kirken, der beror på Ånd. For hvor Herrens Ånd er, dér er frihed. Det betyder, at det må være slut med den forestilling, at der er visse præster, dem, man er uenig med, som i virkeligheden ikke burde være i Folkekirken.
Og det er et spørgsmål, om ikke det stadig er den statskirkelige lutherske ortodoksis og pietismes (de skriftkloges) tankegods, der definerer, hvad Folkekirken står for. Inspirationen fra Grundtvig burde bringe Folkekirken nærmere i overensstemmelse med det genuint evangelisk-lutherske.
Den kristne kirke bygger alene på bekendelsen til Jesus som Kristus og Guds Søn, den bekendelse, om hvilken Jesus sagde til apostelen Peter, at det havde den himmelske Fader selv åbenbaret ham. (Matt. 16,17). Og vi kan Gud ske tak tilføje, at Herren Jesus selv har givet os denne bekendelse som troens grund og frelsens kilde, da vi blev døbt.
Den ægte frihed, altså den, der beror på Ånd, giver gerne plads for dem, man er mest uenig med. Grundtvigs personlige eksempel kan udmærket tjene til forbillede. Præsteskabet skal holde op med at klamre sig til den statskirkelige magt. Den eneste magt, der bør anvendes i sager om den rette lære og ordene ved sakramenterne, er ordets magt. Kristelig sandhed, der sættes igennem med magt, det være sig statslig eller kirkelig magt, kan ikke være kristelig sandhed. Thi hvor Herrens Ånd er, dér er frihed.
Men skal der slet ingen grænse være for friheden i Folkekirken? Jo, den skal kun stå for kristendom. Men lige siden apostlenes dage har der været forskellige tolkninger af kristendommen. Mennesker, der er inspireret af Grundtvig, vil altid føle et stærkt ubehag ved forsøg på ensretning i kirken.
Villy Klit-Johansen 22. april 2024