Det med konfirmationen er ikke så enkelt, bl. a. fordi konfirmationen ikke, som dåben og nadveren, er et sakramente, der er indstiftet af Vor Herre Jesus. Konfirmationen er en kirkelig skik, der er opstået senere. Den har en broget historie. Den konfirmation, vi har i dagens folkekirke går tilbage til pietismens tid. Den er indført i 1736.
Definition
Allerførst en definition. Konfirmationsvelsignelsen og hele konfirmationsgudstjenesten må forstås som en menighedens forbøn for sine døbte unge om, at de må blive i deres dåbspagt. Denne definition har jeg fra Jørgen G. Hansen.
KONFIRMATIONSRITUALET (-RITUALERNE)
Hvordan foregår så konfirmationen? Det kan man læse i ”Gudstjenesteordning for Den Danske Folkekirke, Ritualbog, København 1992″: Efter en indledende tale til konfirmanderne og evt. en forbøn samt fremsigelse af forsagelsen og trosbekendelsen (præsten og konfirmanderne eller hele menigheden) følger det, man vel må betragte som selve konfirmationshandlingen: 1. Tilspørgsel og svar (med navns nævnelse) samt 2. individuel personlig konfirmationsvelsignelse med håndspålæggelse. Denne personlige henvendelse til hver enkelt konfirmand må siges at udgøre selve konfirmationshandlingen. Den er som en ellipse med to brændpunkter.
Hele handlingen afsluttes med fælles Fadervor.
Det, jeg særligt vil knytte kommentarer til, er det med tilspørgsel og svar, især fordi der her er tre valgmuligheder. For overskuelighedens skyld nummererer jeg dem med romertal:
I. Tilspørgsel med dåbspagtens ord
Med navns nævnelse spørger præsten hver enkelt konfirmand, og denne svarer ja til hvert spørgsmål:
N.N. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? – Ja!
Tror du på Gud Fader, den Almægtige, og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, og på Helligånden? – Ja!
Konfirmanden knæler, og præsten velsigner under håndspålæggelse hver enkelt med følgende ord:
Den treenige Gud,
som har antaget dig til sit barn i den hellige dåb,
og gjort dig til arving til det evige liv,
han opholde dig i din dåbs nåde
indtil din sidste stund,
han give dig bestandighed i din tro,
din sjæl til salighed!
(Der er i ritualbogen anført to andre mulige formuleringer af konfirmationsvelsignelsen. Disse valgmuligheder er i sig selv interessante, men det skal ikke være emnet i denne omgang. Men jeg nævner i forbifarten, at jeg ikke betragter den anførte konfirmationsvelsignelse som den bedste, selv om den i ritualbogen er anført som første valg).
II Den nye konfirmation
Præsten spørger med navns nævnelse hver enkelt konfirmand:
N.N. Vil du konfirmeres i den kristne tro?
Konfirmanden:
Ja!
Herefter konfirmationsvelsignelsen som under 1.
III Konfirmationsvelsignelse uden tilspørgsel og svar
Tilspørgsel og svar udelades, og konfirmationsvelsignelsen indledes med, at præsten nævner konfirmandens navn.
Herefter konfirmationsvelsignelsen som under 1. og 2.
—-
For hvert hold siger præsten til slut:
Fred være med jer!
Når alle er konfirmeret, beder konfirmander og præst i kor Fadervor
————
KOMMENTARER TIL DE TRE VALGMULIGHEDER
Kommentar til III
Konfirmationsvelsignelse uden tilspørgsel og svar
På grund af konfirmationens historiske baggrund og den dermed sammenhængende usikkerhed om, hvad konfirmationen i grunden er, har jeg ikke haft samme praksis i al min præstetid. De første år brugte jeg den form, der svarer til den i den nuværende ritualbog, som jeg har givet nummer III, altså velsignelse af hver konfirmand med navns nævnelse og under håndpålæggelse og uden forudgående tilspørgsel.
Denne måde at holde konfirmation på vil jeg anbefale, fordi man ved brug af den undgår at lægge nogen form for åndeligt pres på den enkelte konfirmand. Og velsignelsen med navns nævnelse og under håndspålæggelse står der stadig som en stærk handling, der peger tilbage til dåben. Velsignelsen kan forstås som menighedens forbøn for den unge, at han/hun må forblive i dåbspagten. Herved bliver den unge også mindet om dåbens nåde.
Bruger man denne form risikerer man ikke, at selve konfirmationshandlingen kommer til at skygge for dåben og nadveren.
Kommentar til I
Tilspørgsel med dåbspagtens ord
Når jeg alligevel på et tidspunkt er gået over til at benytte valgmulighed I med tilspørgsel og svar på forsagelsen og trosbekendelsen, skyldes det, at konfirmanderne, enstemmigt tror jeg, har ønsket det, når jeg har stillet dem overfor valget mellem de to former. Vel at mærke efter en nøje gennemgang af dem begge. Jeg fik det klare indtryk, at de faktisk gerne ville sige ja.
Måske er dette i mange tilfælde et udslag af folkekristendom, kulturkristendom, eller hvad man vil kalde det. I den folkelige bevidsthed er det jo en uudryddelig forestilling, at konfirmation går ud på, at konfirmanden “svarer ja til det, som moderen svarede ja til på barnets vegne for de her 13 år siden”. Men er det så dårligt? Sådan er det, og så må vi begynde dér. Problemet bliver så rigtignok at forklare, at konfirmationen ikke er nødvendig for at fuldstændiggøre dåben eller lignende. Ja, strengt taget er den slet ikke en kristelig nødvendighed.
Det har jeg altid kæmpet for at understrege: At dåben ikke behøver nogen tilføjelse, som om dåbens gyldighed eller “virkekraft” afhænger af bevidsthedsgraden eller viljestyrken i vores ja. Det har været svært at trænge igennem med, for det er jo selve modernitetens inderste væsen, at alt afhænger af mig selv. Her er virkelig noget at slås med. Det har jeg så valgt at gøre netop i mødet med konfirmanderne, ved forældremøder og ved konfirmationsgudstjenesten, hvor der er mulighed for at sige noget, mens folk er til stede. Om de hører og fatter, ligger det udenfor min mulighed at vide eller til syvende og sidst at gøre noget ved.
Fordelen ved formen med tilspørgsel med dåbspagtens ord er, at det bliver meget klart, at konfirmationen er tæt knyttet til dåben og dermed “handler om” det personlige gudsforhold.
Når der på den måde tydeligt henvises til dåbspagten, er der god mulighed for at forkynde dåbens evangelium. Det er nøjagtig det samme mægtige ord, der lyder til dem ved konfirmationen som den dag, da de blev døbt. Det er Guds mægtige tilbud om i troen på Kristus at have ham, altets skaber, som sin Fader i Himlen og ved hans Søn Jesus Kristus at leve sit liv i hans menighed i tillid til, at han, som han har lovet, aldrig slipper mig. Dette dåbens store tilbud er, som dengang ved dåben, lige til at svare JA TAK til. Den eneste forskel er, at konfirmanden nu hørligt lægger stemme til.
Det er da godt at få lov til at sige ja, når man gerne vil, selv om det dybest set ikke ændrer noget ved dåben. Det er i hvert fald ikke det, der sætter dåben i kraft. Men går det ikke an at sige, at et liv som kristen er et liv under Guds stadige tiltale, og når Gud taler til os, venter han også svar?
Jeg har altså forstået konfirmationen som det at blive mindet om, at Gud i dåben har tilsagt den enkelte hele sin rige nåde. Og naturligvis også som velsignelse og forbøn.
Ja, sådan har jeg forsvaret og forklaret min praksis. Jeg mener altså, at den kan forsvares.
Kommentar til II
Den nye konfirmation
Den nye? Ja, ganske vist er den 26 år gammel, den blev indført som valgmulighed med ritualbogen af 1992, men den er ny i en dybere forstand. Sagt med et fint ord er den en novitet, den er en nydannelse, der bryder med traditionen.
Den nye konfirmation er den, der erstatter tilspørgslen med forsagelse og (en forkortet) trosbekendelse med spørgsmålet: “Vil du konfirmeres i den kristne tro?” Det er noget helt nyt, der kommer ind her. Det er godt fundet på, men måske lidt for smart, for hvad betyder det at konfirmeres? Dertil kommer, at jeg ikke har kunnet tage dette latinske fremmedord i min mund i et ritual. I et ritual skal der tales dansk.
Og hvad er den kristne tro? Hertil kan man hurtigt svare, at præsten og konfirmanderne jo lige har bekendt troen i kor, så det er vel klart nok, hvad den kristne tro er. Javist, men der er forskel på den fælles fremsigelse og den personlige tilsigelse.
Den fælles fremsigelse er ret forstået et ekko af den personlige tilsigelse i dåben, men den kan let misforstås som en trospræstation. I et ritual, der henvender sig personligt til den enkelte konfirmand bør der derfor ikke spørges om et ja til det, som er fremsagt i fællesskab. Der bør kun refereres til, hvad der personligt er tilsagt konfirmanden. Man må huske, at konfirmationen er et ritual, der som sådan uvægerligt tillægges betydelig vægt. Man bør ikke rituelt bede om et ja til den kristne tro, uden at det er et ja til troens ord, talt til den enkelte som Guds tilsigelse og tilsagn i dåben.
Dertil kommer det liturgisk formelle. Den fælles fremsigelse af trosbekendelsen er som sagt at opfatte som lovsang og afsluttes derfor med Amen. Det har man netop gjort, hvorfor det er underligt at bede den enkelte konfirmand om at tilføje et JA.
Hvis man overhovedet vil have en tilspørgsel, og det kan da godt forsvares, så er den helt tætte forbindelse til dåbens ord, forstået som Guds tilsagn, ganske afgørende. Løst fra troens ord bliver troen alt for let til præstation, evt. til tilslutning til nogle alt for svære dogmer.
Bør vi ikke tage den kendsgerning alvorligt, at konfirmationen netop er en slags dåbsfest? Hvad er den ellers? Og hvis det ikke er klart, at den er det, hvad kan den så blive til? En gøgeunge, der forsøger at vælte de ægte unger, dåben og nadveren, ud af reden?
Min største betænkelighed ved denne tilspørgsel “Vil du konfirmeres i den kristne tro?” er netop, at den forekommer mig at gøre konfirmationen til en selvstændig kirkelig handling efter dåben og omtrent med en vægt, der svarer til dåbens. Er vi så ikke på vej tilbage til den katolske forståelse eller den pietistiske, der begge forudsætter, at dåben behøver en tilføjelse?
Jeg vil prøve at tydeliggøre dette. Sagen er den, at der, så vidt jeg umiddelbart kan se, er to tolkningsmuligheder:
- Dette nye spørgsmål “Vil du konfirmeres i den kristne tro?” er en parallel til spørgsmålet ved dåben efter tilspørgsel og svar på forsagelsen og trosbekendelsen og før vandøsningen: “Vil du døbes på denne tro?” Dette ældgamle spørgsmål er rimeligt ved en handling af dåbens vægt og betydning. Man har vel villet sikre sig, at dåben skete frivilligt og ikke under pres. Hvis det er sådan, konfirmationsspørgsmålet skal forstås, kan det netop på en uheldig måde gøre konfirmationen til en selvstændig handling omtrent af samme vægt som dåben. Det er lige før, man forventer, at præsten fortsætter: “Så konfirmerer jeg dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Med denne tolkning bliver konfirmationsvelsignelsen ganske vist det egentlige i handlingen, spørgsmålet er blot et oplæg. Men da spørgsmålet dog er et spørgsmål om at blive konfirmeret i den kristne TRO, er der som sagt en kilde til fejlforståelse her. Er troen stadig Guds gave i dåben, eller er den noget, og noget afgørende, som konfirmanden selv må præstere?
- Den anden tolkningsmulighed, jeg kan se, er, at spørgsmålet “Vil du konfirmeres i den kristne tro” står som en direkte erstatning for konfirmationens klassiske spørgsmål på forsagelsen og trosbekendelsen og altså som det ene af to brændpunkter i konfirmationshandlingen, 1. tilspørgsel og svar og 2. velsignelsen. Med denne tolkning er resultatet det samme: Konfirmationen bliver på uheldig vis en selvstændig handling, der i virkeligheden konkurrerer med dåben.
Gad nok vide, hvor stor udbredelse den nye konfirmation har fået, jeg har ikke været til konfirmationsgudstjeneste i flere år. Mon der er foretaget en undersøgelse?
Det oprindelige konfirmationsløfte
I den oprindelige pietistiske konfirmationsordning blev konfirmanden foruden et ja til troen afkrævet et løfte. Det stod stadig i den ritualbog, der var gældende indtil 1992. Efter spørgsmålet på forsagelsen og troen fulgte dette spørgsmål: “Er det din vilje at blive i denne din dåbs pagt indtil din sidste stund”. Dette kunne dog udelades. Men oprindelig forventede man, at konfirmanden skulle svare ja til dette. Et barn på 13-14 år! Jeg mener, der er en verden til forskel på at henvise til Guds store tilbud om liv og frelse i dåbspagten og så at afkræve de meget unge mennesker et løfte. Det sidste ville jeg finde helt uholdbart. Og som det fremgår, har jeg gjort alt, hvad jeg kunne, for at forebygge den misforståelse, at ja-svaret til dåbspagten skulle være et løfte. At sige ja tak til en gave er alt andet end at aflægge et løfte.
Til slut
Konfirmationsritualet og forståelsen af det er noget, jeg har kæmpet med. Også uden nogensinde at kunne bringe det hele på en enkel formel eller at turde hævde, at den form, jeg har brugt, skulle være den eneste rigtige. Men jeg mener, at formen med tilspørgsel og svar på forsagelsen og trosbekendelsen har givet god mulighed for at forkynde evangeliet. At blive mindet om sin dåb er at få evangeliet at høre. Og under alle omstændigheder vil jeg mene, at det væsentlige må være forbønnen for menighedens unge om, at de må blive bevaret i dåbspagten.
Strengt taget kunne konfirmationen jo undværes. Jeg forstår godt de grundtvigske kredse, der i sin tid afskaffede den; det gav god mening. Når jeg ikke foreslår den afskaffet i Folkekirken, skyldes det, at den i kraft af den forudgående konfirmationsforberedelse spiller en stor rolle i ungdommens oplæring i kristendom. Og den festlige konfirmation ville jeg også nødig undvære, når det altså gøres klart, hvad konfirmationen er, og hvad den ikke er.
Villy Klit-Johansen