Evangelium: Mattæus kap. 3, v. 1-10
I dag på bededagen har vi fået beretningen om Johannes Døber, og vi har hørt stykker af hans forkyndelse. Og det er helt klart det væsentlige i hans forkyndelse, vi har hørt.
Når man som præst så at sige får sådan en tekst serveret: Værs´god at gå i gang (det er jo en bunden opgave, man vælger ikke selv teksten), så kan man næsten ikke undgå at komme til at fundere over det spørgsmål: Hvordan skal du kunne lægge mund til disse alvorlige ord. Fx det strenge ord om, at ”Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.”
Vi kommer ikke uden om, at ordene er rystende aktuelle. Den moderne, vestlige kulturs gudløshed har sat bitre frugter. Det vil jeg vende tilbage til lige om lidt. Men hvordan skal man som præst i en etableret og materielt set forkælet kirke kunne stille sig op og lægge mund til ordene om Guds truende straf? Mon ikke ordene rammer en kultur, der ikke har respekt for Guds ord og Guds bud. Mon ikke ordene har noget at sige til et folk, der har bygget et velfærdssamfund og et velstandssamfund og har meget store tanker om, hvad vi selv kan udrette? Vi kan selv, så hvad skal vi med Gud?
Men altså, når man i den grad er en del af systemet, som en folkekirkepræst er, hvordan kan man så prædike omvendelse med den alvor, som sagen kræver?
Vel, nu er der jo ingen, der har sagt, at alle prædikanter skal melde sig ud af samfundet og bo i ødemarken og leve af græshopper, som Johannes Døber gjorde. Ingen tvivl om, at selve hans livsstil har været et stærkt vidnesbyrd, men jeg mener ikke, at jeg indtil nu har fået besked på sådan noget. Derimod har jeg helt klart fået ordre på at forkynde det budskab, vi hører i det det tredje kapitel hos Mattæus.
Og der er en ting, der gør, at det er til at holde ud at prædike, også på en dag, da evangeliet har den strenge tone af bod, og det er dét, at det aldrig – heller ikke i dag – er dårlige nyheder, jeg er sendt med. Ordet om bod og omvendelse er ikke et ord, der sætter os i en håbløs situation. Tværtimod. Ordet afslører vores håbløse situation. Det siger, at vi er syndere, der er under Guds dom. Men dét afslører ordet ikke uden i samme åndedrag at pege på et håb, en lykkelig mulighed.
Johannes Døber har lige indledt sin omvendelsesprædiken med ordene: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær.” Vel var Johannes altså en skrap straffeprædikant, men han var først og fremmest forløberen for Kristus. Han var den, der skulle berede vejen for ham. Johannes var profeten, der vidste, at Kristus allerede var lige på trapperne. Frelseren skulle netop til at begynde sit store værk til menneskers frelse.
Det betød, at der var én at vende om til. Eller for at sige det sådan: Den fortabte søns fader stod allerede og ventede på, at sønnen skulle fortryde og vende hjem til den fædrene gård.
Himmeriget var kommet nær.
For os er Guds rige nær i endnu højere grad, det er virkeligt nær, for Kristus har nu en fuldført gerning bag sig. For os er Guds nåde en nærværende virkelighed, fordi vi kender evangeliet om Kristus.
*
Men jeg nævnte tidens gudløshed. En af de fremtrædende ungdomsoprørere fra slutningen af tresserne har sagt det ret fyndigt. Hun kalder sig ikke kristen, men en troende tvivler. Hun har gjort sine iagttagelser og draget sine konklusioner. Hun skrev et år ved påsketid:
”De fleste mennesker har ikke mere nogen værdier og normer at udfylde deres liv med.
Bare se dig om på gaderne, på hospitalerne, på beværtningerne. Utroligt mange mennesker har det dårligt med sig selv og magter ikke omverdenen. De er på den med druk, piller, narko eller anden selvdestruktion. …
Læs den nyeste litteratur, rapporter om sjælelig elendighed og afmagt. Velfærdsmennesket er forkælet og svagt … Men intet er så glædesløst og kritisk overfor alt som netop forkælede mennesker.
Vi fra 60´er-generationen var med til at rive autoriteterne og normerne ned. Men vi glemte at bygge noget nyt op at tro på… For hvis alt er uden mening, er livet jo ligegyldigt. Familien er blevet ødelagt, dér er ingen styrke at hente. Ægteskabet er blevet åbent, og det går folk åbenbart i stykker på. Religionen er blevet forladt, og intet samfund i andre århundreder har kunnet overleve uden en religion.
Da vi fik friheden, blev vi bange og forladte. Vi har ikke noget at holde fast i. Noget at tro på. Noget at kæmpe for og dermed imod.
Kun indholdsløs materialisme. Hvad betyder noget for folk i dag?”
Og så slutter Ulla Dahlerup – hende er det nemlig: “Kære påske … giv os en eller anden tro tilbage!”
Jeg har citeret så udførligt, fordi ingen præst jo kan holde en stærkere og mere hjertegribende prædiken om tidens gudløshed og om gudløshedens frugter.
Man kunne gå direkte videre med Johannes Døbers ord: ”Øksen ligger allerede ved træernes rod.” Eller vi kunne gå direkte over i Paulus´ ord om Åndens frugt contra kødets gerninger: ”Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Og som Paulus siger: de, der giver sig af med den slags, skal ikke arve Guds rige.” (Gal 5,19-21).
Men Åndens frugt er ”kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” (Gal 5,22-23).
Med Jesu udtryk er det de frugter, som omvendelsen kræver. ”Så bær da frugt, som omvendelsen kræver.” Altså den livsførelse, som svarer til Guds kærlighed til os.
Men hvordan skal det gå til? Det er let nok at skælde ud over tidens dårligdom Der er også god mening i at hævde, at årsagen skal findes i, at mennesket har gjort sig selv til den højeste autoritet og fejet Guds ord til side. Og i stedet for ser vi, at tomrummet fyldes med brokker af østlig religiøsitet, hvis man da ikke ligefrem konverterer til en lovreligion, der har klare regler for alle områder af livet. Der er faktisk en del, der går over til islam i disse år. Det er svært at forstå, men det er tilfældet.
Mange kan se, at vores samfund og civilisation er i fare, men få tør pege på den vej frem, som Johannes Døber viser. Han peger på, at vejen til redning for en undergangstruet civilisation og dens mennesker er boden, altså det at erkende sin fejl og vende om og bede Gud forbarme sig over os.
Hvad bededagens tekst har at sige til den danske offentlighed, politikerne og hele folket, er, at Gud kunne miste tålmodigheden med os og lade sin vrede ramme os.
Men læg mærke til, at det ikke er selvforbedringens vej, der peges på for 117de gang. Det er jo religionernes opskrift, at nu må vi tage os sammen og forbedre os. Eller i den ubehagelige udgave: Nu må vi tage os sammen og gå til kamp mod religionens fjender.
Johannes Døbers budskab er et helt andet. Det handler om noget helt nyt, som mennesker ikke kan gøre selv. Det handler om frelse. Det handler om, at Gud griber ind og sætter en helt ny situation.
”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver.” – De ord sætter os ganske vist i en klemme, for vi ved godt, at det er så som så med de gode frugter i vores liv. Men det åbner også for udsigten til den befriende kendsgerning, at ingen gren kan bære frugt, uden at den er i forbindelse med træet, som giver al den kraft, der skal til for at bære frugt. En gren kan godt bære frugt, men det er træet, der giver frugten.
Vi kan ikke bære troens gode frugter ved at tage os sammen og forbedre os, men Kristus kan skabe gode frugter i vores liv, når vi er i levende forbindelse med ham.
Han er den eneste vej. Alt andet er fejltagelse eller selvbedrag. ”tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér.” Sådan sagde Døberen. Altså: Pas på, at I ikke bedrager jer selv ved at tænke: ”Jeg hører til det barnedøbte danske folk og betaler min kirkeskat og går i kirke juleaften, og så behøver jeg vel ikke bekymre mig mere om den sag.” Eller hvad vi nu kan finde på at dække os bagved, for at ordet ikke skal ramme os.
Nej: ”Omvend jer, for himmeriget er kommet nær!”
Her bliver der ikke lagt byrder på os, her lyder et befriende budskab. Vi bliver indbudt til et nyt liv i glæde. Et liv, hvor vi tør lytte til samvittigheden og Guds ords advarsler og tage konsekvensen af det og søge hen til vores Frelser, Jesus.
Han blev langfredag ramt af Guds vrede, for at vi ikke skal blive det. Han bar vores synd. Han fjernede den, så end ikke Gud ser den.
Så skal vi glæde os og stole på, at det er nok. Der skal ikke mere til, end det, han har gjort.
*
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
Salmer: 497 – 583, v. 4-5 – 314 – – – 501 – (473) – 516
Villy Klit-Johansen 29. april 2021