Lidt om det centrale i Grundtvigs “mageløse opdagelse”
Det er dåbens ord, Grundtvig siger sådan om: det er intet løfte. Hvad er det da? En trussel? Nej, det er noget stort og godt. Meget større end et løfte. Og endnu bedre.
Udsagnet kan findes i Sangværk, femte bind nr. 274. Grundtvig kan ikke siges fri for her at polemisere mod “lutheranerne”, det vil sige statskirkelighedens luthersk-ortodokse og pietister. De var skriftteologer, og de var derfor ikke i stand til at skelne Bibelens ord fra dåbens ord. Bibelens ord er gengivelse af ord, der er sagt til mennesker engang. Dåbens ord er ord, sagt til os i dåbens øjeblik. Til os. Dåbens ord står i anden person ental. I dåben siger Gud “du” til os.
Det er kernen i det, man kalder Grundtvigs “dåbspagtsteologi”. Ordet er lidt misvisende, for der er ikke tale om en dåbsteologi, men om en opdagelse af, hvad dåben er. Hvad er dåben da? Den er en pagt, som Gud slutter med et menneske. Ved sit ord i dåben.
Grundtvig opdagede, at dåbens ord ikke er mere eller mindre velvalgte skriftsteder. Som for eksempel missionsbefalingen i Matt. 28, der slutter med ordene “jeg er med jer alle dage”. Det er ganske vist et løfte, men det er ikke dåbens ord; ordet hører hjemme i en anden sammenhæng og er først så småt begyndt at komme ind i dåbsritualet med Balles ritual af 1783. Dåbens ord er heller ikke ordene fra slutningen af Markusevangeliet: “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Det er gode ord, som Luther bruger i Den lille Katekismus, men det er ikke dåbens ord. De er ikke ord, der hører “væsentligt” med i dåbens ritual. (et af Grundtvig brugt udtryk i “Dåben efter Kristi indstiftelse”, 1832). Markus-ordet står ikke i dåbsritualet, og det står i tredje person. Det er ikke tiltale, men omtale. Disse to skriftord siger ikke “du” til den, der bliver døbt. Kun ved badet og ved bordet hører vi Guds ord til os. Som bekendt.
Dåbens ord er ikke et løfte. Grundtvig havde jo fundet ud af, at noget i den lutherske kirke var gået skævt. Man talte om dåbspagten som et løfte, mennesket gav Gud. I sandhed et skrøbeligt fundament at leve sit liv på. Ikke engang hvis vi forstår løftet som Guds løfte til os, er det træffende, for det bliver rask væk forstået som et betinget løfte. Betinget af menneskets “tro”. Nej, dåbens ord er dåbspagtens ord – og nu citerer jeg sangen eller salmen i Sangværket:
Gudskelov for Daabens Pagt,
Eens med alle Døbte!
Herrens Ord i mund os lagt,
Det er intet Løfte,
Det er Sandhed, Liv og Aand,
Det er Enighedens Baand
Mellem Jord og Himmel.
Dåbens ord er sandhed, liv og Ånd. Ordet sandhed hentyder i Grundtvigs tekster som regel til Jesus. Dåbens ord er ord af ham til den, der døbes, ord, som Han lægger os i munden! Og hans ord er et mægtigt Guds ord, det er livets ord, som skænker mennesket et nyt liv, genføder det til et nyt liv. Det nye liv er enighedens båd/mellem jord og himmel. Det skal sige, at dåben er et nyt forhold til Gud. Troens forhold. Troen er skænket os i dåben. Troen er i absolut forstand en gave, ikke menneskets præstation.
Vi kan ikke få det hele med, men i 4. strofe begrundes salmedigterens “gudskelov for dåbens pagt” således:
For det Ord af Sandheds Mund,
Som er kirkens Klippegrund
og Livs-Kildespringet.
Dåbens ord er den faste grund, og det er livets kilde. Og dåbens ord er altså først og fremmest dåbspagtens ord, forsagelsens og troens ord, ved døbefonten rettet som et spørgsmål til dåbskandidaten og modtaget ved dennes JA. Det ja er troen, troen, der frelser fra syndens og dødens magt.
I nr. 229 i samme bog hedder det i strofe 6 og 7:
Intet Ord paa nogen Tunge
Nogensinde kom herhid,
Kaldt af Gamle og af Unge
Troens Ord fra Arildstid,
Uden det, hvormed endnu
Selv du spørges: troer du?
I det Troens Ord Gud-Fader
Og Guds Søn af Kierlighed
Evigt liv dig overlader
Med Guds Aand og med Guds Fred,
Naar du troer fra først til sidst,
Ja og Amen, det er vist.
Dåbens ord er først og fremmest dåbspagtens ord. Men der hører mere med. Herrens velsignelse “Fred være med dig” er også en nødvendig del af dåben. Og videre Fadervor (kommer senere i digtet), ligesom forsagelsens og troens ord lagt os i munden af Jesus, hvorved vi inddrages i hans barneforhold til Faderen i himlen.
Dåbens ord er intet løfte, det er livets kilde. Mon det spiller nogen rolle i dåbskommissionens arbejde, at “Dåben er en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu opstandelse fra de døde” (1. Pet, 3,21). Vi må håbe, at det for kommissionens medlemmer er klart, at dåben ikke er en handling, som vi kan skalte og valte med. Dåbens ritual er ikke noget, vi kan strikke sammen ud fra vores læsning af Bibelen eller ud fra en eller anden yndlingsteologi, for dåben er en pagt, indstiftet af Kristus. Derfor havde jeg nær sagt: Fingrene væk fra dåben! Fri os fra en hjemmelavet dåb!
Må vi ikke nok blive fri for at få et ritual, der lægger op til at døbe på den tro, som menigheden lige har bekendt, som der lægges op til i nogle forslag? Som om vi har nogen bemyndigelse til at døbe nogen på “hvad vi sammen har bekendt” (“Frederiksbergritualet”). Vi kan kun døbe på Herrens ord, talt til den, der døbes og det JA tak, der svares til Guds store tilbud.
Villy Klit-Johansen, 11. februar 2024