Det af biskopperne nedsatte fagudvalg om dåben og nadveren har barslet med en stor rapport og med to små hefter. Det ene af dem, “Dåben kort fortalt”, giver anledning til nedenstående refleksioner.
Først får vi i heftet en både teologisk og pædagogisk set glimrende indføring i Martin Luthers dåbsteologi. Derefter følger dåbsritualets led og en forklaring af disses indhold. Hensigten er, “at pege på, hvor og hvordan de motiver, der ligger i dåben evangelisk luthersk, kan komme til udfoldelse i et dåbsritual.” Den mulighed holdes åben, at dåbsritualet eventuelt kan ændres med Luthers teologi som målestok.
Det er problematisk, at teologien bliver tildelt højere rang end dåbsritualet. Selvfølgelig tillægger vi Luthers teologi stor værdi, men dåben bygger ikke på Luthers teologi. En gennemgang af dåben burde i stedet tage udgangspunkt i dåbsritualets bærende og altså nødvendige elementer, således som Christian Thodberg i forlængelse af Grundtvigs indsats gjorde det i sit store arbejde med dåbsritualets historie.
Luthers store reformatoriske opdagelse var “retfærdiggørelsen ved troen alene”. Den fik ham ikke til at ændre dåben, men han kom til at se den i et nyt lys. Hans nye erkendelse var, at det, der gør dåben til genfødelsens bad, ikke er vandet, “men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” (Lille Katekismus).
Det var en vigtig indsigt, Luther nåede frem til. Dåben kunne nu forstås som evangelium, som den ultimative trøst over for de magter, der truer os: synden, Guds lov, døden og Djævelen. Desværre nåede Luther aldrig, så vidt det ses, frem til en klar erkendelse af, hvad dette Guds ord i dåben så er, helt konkret. Han henviste i tidens løb til forskellige ord fra Bibelen, men mærkeligt nok ord, der ikke var en del af det oprindelige i dåbsritualet.
Til trods for, at evangeliet med den lutherske reformation kom til at skinne klart, er der grund til at være opmærksom på denne svaghed i den lutherske tradition. Selv hvor man med Luther har fastholdt, at dåben er et (engangs)sakramente, altså et nådemiddel, hvorigennem Gud skænker frelsen til mennesket, har den manglende bevidsthed om dåbens ord medført angst og usikkerhed. For man siger: Dåben er Guds handling, men vi skal jo tro på den, ellers frelser den ikke.
Hvis dåben virkelig skal kunne forstås og fastholdes som den ultimative trøst, må der være klarhed over dette. Det lader sig med temmelig stor sikkerhed fastslå, hvilke led (ord) der hører nødvendigt med til dåben. Det er: Forsagelsen og Trosbekendelsen i spørgende form, talt til den, der skal døbes. Det er det, som dåbskandidaten svarer ja til før dåben. Ved barnedåb træder den voksne, der bærer barnet, hjælpende til. Endvidere: Fadervor, bønnen “Den almægtige Gud, o.s.v.” og endelig Herrens egen velsignelse: “Fred være med dig”, som underligt nok ikke er med i arbejdsgruppens hefte. Det er vel en forglemmelse? Grundtvig arbejdede med spørgsmålet om, hvad der hører nødvendigt med til dåben, i afhandlingen “Daaben efter Christi indstiftelse” fra o. 1840.
Det vigtigste at få frem i dagens debat er, at dåben kun er genfødelsens bad i kraft af Guds levende ord til det enkelte menneske og troen, der i tillid griber om Guds ord. Uden Guds ord og troen er dåben ikke genfødelsens bad.
Først når vi erkender, at tro og dåb hører sammen som én Guds handling, forstår vi dåben som evangelium, som den sidste afgørende trøst. Troen er Guds gave ved dåbens ord. Hvis troen bliver løst fra Guds ord i dåben, går den på egen hånd og bliver uvægerligt til menneskets præstation. Og så har vi spillet gående. Troen bliver et: Du skal! Eller et: Du kan i kraft af din vilje, din fornuft eller din moralske evne. Erfaringen har vist, at biblicistisk luthersk teologi let ender i en subjektivisme, hvor den frelsende tro bliver noget, mennesket selv må tilføje til dåben, før den kan blive genfødelsens bad.
For Grundtvig var det især forsagelsen og troens ord, der var dåbens ord. Regin Prenter, en af de største danske teologer i det 20. årh., overvejer spørgsmålet om evt. at afskaffe tilspørgslen med forsagelsen og troen ved barnedåb med den begrundelse, at “et så lille barn jo ikke kan tro”. “Men” skriver Prenter, “så bliver det svært at fastholde barnedåben som en virkelig genfødelse. Enten opgiver man tanken om genfødelsen, og dåben bliver bare en symbolsk “forkyndelse” af Guds uforskyldte nåde, eller også fastholder man, “at der virkelig sker noget i dåben”, men når dette “noget” sker, uden at barnets tro er med i det, glider man uundgåeligt i retning af en “magisk” dåbsopfattelse, hvorefter dåben virker automatisk, uden at menneskets tro er med i det, altså “ex opere operato”, som det hed hos skolastikerne (de store teologer i middelalderen, min parentes). Begge opfattelser er uforenelige med det, Confessio Augustana siger om dåben som genfødelsens bad.” (Regin Prenter: Kirkens lutherske bekendelse, s. 105).
Den lutherske kirkes problem med dåbens ord kan ikke løses ved blot at gentage Luthers teologi. Ikke engang en fornyet tolkning af Bibelen kan løse problemet. Flere steder i Ny Testamente er dåbens ord ganske vist forudsat, men det bliver ikke citeret. Det er ikke så underligt, når man husker på, at dåben er ældre end Ny Testamente. Det var Grundtvigs “mageløse opdagelse”. Dåben var en levende overlevering i menigheden, før Ny Testamente blev til som bog.
Denne opdagelse gav større klarhed om dåbens ord, end det var muligt for Luther at nå frem til. Grundtvig blev aldrig træt af at pege hen på den store glæde: at Vor Herre Jesus i dåben og nadveren taler sit levende ord netop til os. Det betyder ikke, at han benægter, at Gud kan tale, når og hvor han vil, og gennem hvem han vil, men det betyder, at den anfægtede sjæl kan høre, at her taler den opstandne og levende Herre troens og håbets ord med personlig adresse.
Jakob Knudsen skrev om dette: “Han (Grundtvig) ville befri “de kristne små” fra angsten under præsternes og de lærdes strid og tyranni, han ville, at de selv skulle kunne dømme, føle, skønne i deres saligheds sag; og da han således søgte, funklede med ét for hans øjne det evige guld.” Smukkere kan det næsten ikke siges.
For at stille det skarpt op bliver man på den baggrund nødt til i dag at spørge de lutherske teologer: Er Kristus hos os i teologernes udlægning af skriftens døde bogstaver, eller er han hos os i sin menighed, hvor han taler sit levende ord til os i dåben og nadveren? Svaret bør være, at Guds Søn blev menneske, ikke bogstaver. Det betyder ikke, at Bibelen kan undværes som kilde til dåbens teologi, men det betyder, at man ikke kan konstruere dåben ud fra Ny Testamente, hvilket Luther i øvrigt heller ikke forsøgte på, og det betyder, at de relevante bibelske tekster primært hører hjemme i prædiken og undervisning og kun i begrænset omfang i dåbsritualet.
Hvad dåbsritualet angår, kan det med glæde konstateres, at det blev bevaret uskadt gennem den fornyelse, som reformationen var. Kun elementer, der ikke var klart begrundet i evangeliet, rensede Luther ud. Sådan bør det også være i dag: Dåben kan principielt ikke ændres. Hverken det moderne menneskes erfaringer eller teologiske meninger kan begrunde ændringer i dåben, selv om ritualet selvfølgelig kan forbedres på enkelte punkter. Pointen er altså ikke, at Luthers teologi skal erstattes med Grundtvigs, men at vi bør nyttiggøre Grundtvigs erkendelse: At dåben selv går forud for enhver dåbsteologi.
Villy Klit-Johansen
fhv. sognepræst, Lisbjerg