Det er ikke konstruktivt at gøre kampen om dåbsritualet til et spørgsmål om at bevare Peder Madsens indledende bøn, som har stået i ritualet siden 1912.
En opmærksom sammenligning med Luthers “bede- og bankebøn” og “syndflodsbønnen” i hans ritual af 1526 gør det klart, hvad der er galt i den nuværende bøn. Der er faktisk sket et alvorligt skred.
Det, der i Luthers bøn netop er bøn, er i Peder Madsens bøn blevet til dogmatiske påstande og belæring, nemlig at vi i dåben bliver Guds børn og får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. I Luthers bøn derimod beder vi for dåbskandidaten om syndernes forladelse og det evige liv. Det sker med ordene: “at denne frelsende syndflod må bortskylle alt det, han har fra Adam, og det, han selv har gjort.” (syndernes forladelse), og “at han med alle dine troende må blive værdig til at få del i din forjættelse om evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.” (det evige liv). Det er virkelig en væsentlig forskel, om kirken så at sige har dåben i sin magt, eller om alt beror på Gud, og vi derfor er henvist til at komme til ham i ydmyg bøn.
Det næste, man bemærker, er, at Luther forudsætter, ligesom i højeste grad Grundtvig, at barnet er en selvstændig person, som Gud kan slutte sin pagt med. I Peder Madsens bøn er der derimod en tendens til at gøre barnet til en genstand, som man gør noget ved. Det er næsten som et ekko af den lutherske ortodoksis syn på dåben som en ækvivalent til den jødiske omskærelse. I Luthers ritual er det helt anderledes. Her foregår det mellem Gud og den, der døbes. Det, der sker i dåben, sker mellem Gud og den, der døbes. Derfor er det heller ikke gudfader eller gudmoder, der bliver spurgt med forsagelsen og trosbekendelsen, det er den, der bliver døbt.
I Peder Madsens bøn bærer vi et barn frem for Guds åsyn. I Luthers bøn er dåbskandidaten en, der “begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse”. Dåbskandidaten er en, der beder og banker på hos Gud.
I Peder Madsens bøn er således dåbskandidaten en passiv genstand. I Luthers bøn er denne en person, som Gud taler til, hvorved han kalder troen frem i dåbskandidatens hjerte. Det er det, Luther beder om: “at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden.” Dåbspagten er altså tænkt med i Luthers bøn. Det er den ikke i Peder Madsens. Dåbspagten var altafgørende for den lutherske Grundtvig. Vi har et godt eksempel i “Barnelivets favre dage”, 2. strofe:
Men hvad alle verdens vise
kun omsonst vil prøve på,
han, som alle kristne prise,
har bevist, hans ord formå:
hver, som tror af hjertens grund,
hvad han os har lagt i mund,
de i dåben fødes atter
til Guds børn, hans søn og datter. (DDS 454)
Det er et meget præcist udtryk for Grundtvigs “dåbspagtsteologi”. Kernen i dåben er Ordet og troen. Ordet, som Gud i dåben har lagt os i munden, er Fadervor og forsagelsen og trosbekendelsen. Gud har lagt os ordet i munden, så det vender tilbage til ham, når vi svarer ja til dåbspagtens ord, og når vi beder Fadervor.
Der er endnu en stor forskel. Peder Madsen forudsætter, man fristes til at sige: i forlængelse af den statskirkelige tvangsdåb, at dåbskandidaten er et barn. Men det er jo langtfra altid tilfældet. I dag endnu mindre end på Peder Madsens tid og endnu meget mindre end på Luthers tid. Luther forudsætter derimod, at dåbskandidaten er et menneske, der trænger til frelsen fra syndens og dødens magt. Hos Luther, som hos Grundtvig, er der ingen forskel på, om den, der døbes, er barn eller voksen. Dåben er den samme. Der er kun én dåb.
Endelig kan man pege på det ulogiske i at lade den indledende bøn begynde med tak. Det naturlige må være at indlede med bøn, som det er tilfældet i Luthers ritual af 1526, og slutte med tak. I ritualbogen er dåbskollekten (slutningskollekten) netop en takkebøn: “Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb …” Nadverritualet begynder heller ikke med en takkebøn, men med en bedebøn.
Presset fra moderniteten
Den nuværende dåbsbøn er, ligesom det allermeste af, hvad der bringes i forslag i dag, præget af moderniteten. Med moderniteten menes der subjektivismen, der vel har rod i pietismen. Man siger tit, at pietismen er individualistisk, hvilket måske er rigtigt, men hvad der er vigtigere: den er subjektivistisk. Den kulminerede med Kierkegaards eksistensteologi.
Rent bortset fra hvad godt der er at sige om Kierkegaard, alvor kan man ikke frakende ham, så er det velkendt, at han ikke regnede dåben for noget. Det, der gør et menneske kristent, er den personlige afgørelse i voksen alder, mente han. Pietisterne og Kierkegaard har på grund af deres subjektivisme store problemer med dåben, især barnedåben. Kierkegaard regnede dåben for “ren objektivitet”, som kun kunne få betydning ved en inderlig, subjektiv tilegnelse i voksen alder.
Det er moderniteten: Troen er en beslutning eller en følelse eller en oplevelse. Den eneste autoritet er selvet. Og det hjælper ikke noget så at flytte vægten til det objektive. Hele skaden er opstået ved opdelingen i objektivt og subjektivt. Det er en filosofisk figur, som er ganske fremmed for evangeliet og Guds Ånd. Det havde Grundtvig et skarpt blik for. Jeg har skrevet en selvstændig artikel om denne problematik, så jeg skal ikke komme nærmere ind på den her.
Moderniteten er også slået igennem i Peder Madsens bøn. Det er som om, han viger for presset fra moderniteten. Guds ord i dåben og troen på Guds ord i dåben er, som allerede påpeget, ladt ude af betragtning. Det er den afgørende forskel på bønnen i Luthers ritual og den af Peder Madsen forfattede. Analysen viser således, i hvor høj grad den bøn, der indleder det nuværende ritual, er bestemt af moderniteten.
Skal vi ikke benytte lejligheden til nu, da der er nedsat en dåbskommission, at prøve at komme tilbage i sporet? Vi kender indvendingen. Et spædbarn kan jo ikke tro, siger man, og det kan ikke svare. Svaret på indvendingen er: Hvis Gud ikke kan slutte sin pagt med et spædbarn ved sit ord og troen, der tager imod dét, han giver i sit ord, bør vi selvfølgelig ikke døbe børn. Så har baptisterne ret i, at barnedåb ikke har noget at gøre med en kristen dåb.
Dåbsbønnens relation til ritualets kerne
Ved formulering af dåbsbønnen bør det være en forudsætning, at den skal understøtte det, som er dåbens kerne. Dåbens kerne er, som allerede nævnt, hvad ordene angår, de ord, der tæt omgiver vandøsningen:
1. Fadervor under håndspålæggelse
2. Dåbspagtens ord (spørgsmål og ja-svar)
3. Døbeordene: Jeg døber dig …
4. Fredlysningen under håndspålæggelse
Bemærk, at disse ord i dåbens kerne er tiltale og tilsigelse, talt af Herren Jesus!
Den indledende bøn skal ligesom i øvrigt også de bibeltekster, der læses i ritualet, være saglige. Dermed menes, at de ikke skal forstyrre selve dåbens kerne ved at bringe al mulig teologi ind i ritualet, den være aldrig så god og velment. Sentimentaliserende ord om de søde børn og forældres bekymringer hører heller ikke hjemme i dåbsritualets indledende bøn. I bønnen skal der bedes om netop det, som Gud vil give i dåben. Det bør man holde sig for øje, når man drister sig ud i det såre vanskelige at formulere en dåbsbøn. Teologisk originalitet skal man gøre alt for at undgå. Dåbsteologi er en god, ja en nødvendig ting, men den skal ikke trænge ind i dåbsritualet.
Konklusion
1. Vi må have en bøn, der er mere bøn og mindre påstand og dogmatisk belæring. Navnlig er det vigtigt at få bønnen om Helligånden med, jf. DDS 446 “O, lad din Ånd nu med os være”.
2. Vi må have en bøn, der dækker både barnedåb og voksendåb.
3. Vi må have en bøn, der, i overensstemmelse med dåbens kerne, beder om netop det, som Gud vil give.
Et forsøg
Sprogligt kan bønnen nedenfor muligvis forbedres, uden at det går ud over indholdet. Andet steds argumenterer jeg for, at vi skal have én obligatorisk bøn i dåbsritualet, hvis vi fremtidig skal have et autoriseret ritual.
Lad os bede:
(Stedord indsættes alt efter dåbskandidatens/-kandidaternes køn og antal: han/ham/hans, hun/hende/hendes, de/dem/deres).
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for (___), der i dag kommer til den hellige dåb. Tag imod (___) som dit barn!
Jesus, vor Frelser fra syndens og dødens magt, du har selv sagt: “Bed, så skal I få, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer.” Giv nu dåbens gave til (___), der beder, og luk døren til dit evige rige op for (___), der banker på!
Kære Gud, send din Helligånd i (___s) hjerte! Lad dit ord lykkes, så (___) modtager, hvad du vil give i dåben! Forén (___) med dig i dåbens pagt og giv (___) at leve alle sine dage i din menighed i troskab mod dit ord og i forventning til dit kommende rige! Amen.
Villy Klit-Johansen, 9. juli 2025