Evangelium: Johs. 2,1-11
Hvordan bliver der en prædiken ud af den tekst? Jeg mener: Det var helt fint, at bryllupsselskabet i Kana blev skånet for fiaskoen. Men det var trods alt småting, det drejede sig om. Verden vælter dog ikke, fordi vinen slipper op. Er det ikke så bagatelagtigt et problem, at det er svært at se, hvordan underet kan pege på verdens frelser? For der kan jo ikke være tvivl om, at det at prædike er at pege på Jesus som verdens frelser. Var der ikke sværere problemer at tage sig af for en frelser, både dengang og i dag? Er det her ikke et mærkeligt overflødigt luksus-under?
Et svar kunne rumme flere ting. Vi standser ved, at Johannes, evangelisten, faktisk selv rækker os nøglen til underet, og hvis vi bruger den nøgle, han rækker os, kommer vi ind til underets mening og formål.
Han skriver, at det var det første tegn, Jesus gjorde. ”Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn.” Det var et tegn. Det betyder, at underet ikke havde sit formål i sig selv; men det skulle pege videre hen på noget andet. Johannes siger endda, hvad tegnet skal pege hen på. Det skal pege hen på Jesus selv. Ved at forvandle vand til vin åbenbarede Jesus sin herlighed, siger han. Underet afslørede, hvem Jesus er, at han er Guds Søn. Hans herlighed er jo hans guddommelighed. ”Han åbenbarede sin herlighed.” Det betyder, at i Jesus er Gud selv kommet mennesker nær. Tegnet er, at Jesus havde magt over naturlovene og naturkræfterne, som Gud selv har det.
Men er det her virkelig sket? Ja, selvfølgelig er underet virkelig sket. Er det ikke mærkeligt, at mennesker i vor tid har så travlt med at sætte spørgsmålstegn ved, hvad Jesus kunne. Man har så travlt med at gøre Gud lille. Man har så travlt med at sætte grænser for, hvad Gud ”må have lov til at gøre”. – Og det netop i en tid, da vi mere og mere får øje for, hvor rig og mangfoldig og underfuld naturen er. ”Skaberen må vel nok være mægtig!” burde man da snarere tænke.
Eller tænk på, hvordan vi mennesker kan gøre ting, som man for få årtier siden ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig kunne blive virkelighed. Mennesker kan ved hjælp af genteknologi ændre dyrs og planters egenskaber, ja måske – hvad ved jeg – skabe helt nye arter, der kan noget helt andet. Det varer måske ikke længe, før man kan genoplive uddøde dyrearter på grundlag af bevarede celler. Man kunne f.eks. tænke sig, at man kan genskabe mammutten på grundlag af celler fra individer, der har ligget nedfrosset i den sibiriske permafrost i årmillioner. Og ved atomteknologiens hjælp kan man ændre et stof. Man kan så at sige forvandle et stof til et andet ved at manipulere med atomkernerne. Man kan f.eks. skabe et eller andet stof om til guld. Det er ganske vist ikke noget, man giver sig af med i større stil, for det kan ikke betale sig. Processen er for dyr.
Jamen når mennesker kan gøre ting, som det er svært for os at forstå kan lade sig gøre, hvad må Gud så ikke kunne! Hvad grund er der dog til at gøre Gud så lille?
Jesus forvandlede vand til vin. Først for at hjælpe brudeparret. Han havde hjerte for dem. Han hjalp dem ud af en knibe og velsignede deres fest, ligesom han vil velsigne vores liv og hjælpe os – også med problemer, som vi er tilbøjelige til at synes er for små og hverdagsagtige for den almægtige.
Men vinunderet var altså også et tegn. ”og hans disciple troede på ham.” Det er tegnets formål: At vi skal tro på Jesus – tro på ham som Guds Søn, der er kommet herned – blevet menneske for at hjælpe os i al nød. I kap. 5 hos Johs. siger Jesus det selv sådan: ”selve de gerninger, jeg gør, vidner om mig, at Faderen har udsendt mig.” (5,36). Det er meningen med, at Jesu undergerninger kaldes tegn. De skal åbne vore øjne for, at Jesus er fra Gud.
Men kan underet i Kana i Galilæa have den samme betydning for os i dag, som det havde for hans disciple? De så det trods alt ske. Vi har ikke set det ske. Så det kan ikke umiddelbart være et tegn for os, som det var for dem. Noget andet er, at de har fortalt om det og skrevet beretningen om det ned, så vi også har hørt om det. Og vi har al mulig grund til at fæste lid til deres vidnesbyrd.
Men vi må altså spørge, om vi så slet ikke får tegn i vore dage. Var det kun disciplene, der var samtidige med Jesus, som fik tegn? Tegn – var det kun noget, der skete, mens Herren var legemligt hernede – så som vinunderet, helbredelserne, bespisningsunderne og Lazarus´ opvækkelse.
Svaret på det spørgsmål er, at Jesus stadig er legemligt hernede – blot på en anden måde. Ifølge Romerbrevet kap. 12, som vi læste et stykke fra, er vi Kristi legeme. Hans kirke er hans legeme. Søndag efter søndag kalder kirkeklokken os sammen for at høre Guds ord, og når vi har hørt det, bliver vi sendt hjem fra kirke igen, hjem til hverdagen for at gøre efter det. Kirken er en åndelig størrelse, men ånd kan ikke være uden at forbinde sig med det legemlige. Ellers bliver det uånd. Det er noget konkret, når vi samles om søndagen, det er mennesker af kød og blod, der kommer sammen, vi synger, vi hører Guds mægtige ord, mens vandet risler i døbefonten, og vi hører Guds mægtige ord til os, mens vi smager vin og brød. Ordet er legemligt, som vand og som brød og vin. Det er lydbølger, der når vort øre. Og gennem ordet har Guds Ånd overbevist os om, at Jesus virkelig er Guds Søn. Ordet har overbevist os i kraft af ordets egen sandhed. Troen kommer af det, der høres. Guds ord er forunderlig rigt og underfuldt stærkt, når Guds Ånd gør det levende for os. Så skabes troen, og vi kommer til at holde mere og mere af det, jo mere vi hører det og læser det og lærer det at kende.
Og det er noget konkret, når vi med Guds ord i hjerte og sind møder hverdagens udfordringer. Kirken er ånd, der tager legemlig skikkelse, og sådan er Jesus legemligt i verden. Kirken er hans legeme.
Så kan jeg ikke se rettere end, at kirken ved sin blotte eksistens er et tegn på, at Jesus virkelig er opstået og er mennesker nær med sin hjælp og frelse også i dag. Så sandt kirken er en levende organisme, hvor hvert lem på legemet er ivrig efter at tjene de andre lemmer i broderkærlighed, vil der derigennem vise sig mange tegn, der peger hen på Jesus og åbenbarer hans herlighed for os og viser os, at Jesus er midt iblandt os også i vore dage.
Når han f.eks. bliver sådan Herre i et menneskes liv, at hans herredømme endda rækker til tegnebogen, så det menneske begynder at give af sin overflod til evangeliets udbredelse i verden og til hjælp for mennesker, der lider nød, så er det sådan et tegn. Eller når undervisningen af de døbte børn fungerer – der er lærere, der i forskellige sammenhænge arbejder på i kærlighed til børnene at give dem del i det største, så er det et tegn. Det er også et tegn, når nogen trofast besøger sin syge nabo og hjælper og opmuntrer og trøster. Måske også deler Guds ord med en syg og måske endda er flink til at huske den syge nabo i aftenbønnen. Det er bare nogle eksempler. Vi har alle sammen en nådegave fra Gud til at tjene de andre med. Præstens tjeneste med at forkynde evangeliet og lede gudstjenesten o.s.v. er kun én blandt mange tjenester. Når vi alle sammen bruger de nådegaver, Gud giver os, sker der konkrete tegn, der både i sig selv kan være til hjælp og opmuntring, og så peger de altså også hen til Jesus, Vor opstandne og levende Herre og Frelser.
”Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren” lød det i epistlen. Og det skal vi prøve på at tage til os, så vores kristendom ikke ”bare er store ord”, men ordet blive ledsaget af tegn, der følger med i form af kærlighedens jævne og upåagtede gerninger i hverdagen. Men dog tegn, der bekræfter ordet og peger hen på Jesus og vidner om, at han er os nær i dag med Guds kærlighed, med Guds tilgivelse, med liv og kraft og håb. Og hans disciple tror på ham.
Sådan er Kristus nemlig legemligt til stede hos os, så vi kan kende ham, og det er det vidunderligste af alt på jorden.
Kristi kirke er en åndelig, usynlig størrelse, for troen bor i hjerterne, men kirken kan både ses og høres og mærkes.
Kristus er legemligt til stede i verden i skikkelse af sin menighed, Guds folk. Og den er et tegn – eller i den oprejses der tegn på tegn, der viser hen til Jesus.
1 Vidunderligst af alt på jord
er Jesu Kristi rige,
dets herlighed er og så stor,
at det har ingen lige.
2 Usynligt vel som sjæl og sind,
det nemt dog er at kende,
alt som en stad på bjergetind,
der ses til verdens ende.
3 Dets gåde er et guddoms-ord,
som skaber, hvad det nævner,
som fylder dale trindt på jord
og klipperne udjævner.
(Slbg. 319)
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen
Salmer: 2 – 435 – 303 — 319 – (473) – 427