Morten Messerschmidt er som bekendt blevet valgt til ny næstformand i Dansk Folkeparti. Han ser det som sin opgave at styrke DFs profil med “kristen værdikamp”. De mange angreb på MM, som er dukket op i den anledning, har ikke just været opløftende læsning.
Svend Brinkmann, professor i psykologi, forsøger at gøre sig morsom på MMs bekostning ved at fremhæve Jesu radikale budskab. Det lykkes ikke særlig godt. Det er Svend Brinkmann selv, der kommer til at stå i et komisk skær. Jeg citerer: “Han (Jesus) opfordrede til nåde og tilgivelse, bød de undertrykte, udstødte og fremmede velkommen og krævede det umulige: At man skal elske sine fjender og vende den anden kind til. … Et DF baseret på Jesu lære vil jo nok kræve en total forandring af partiets politik. Det bliver vildt!”
Hvis Svend Brinkmann mener, hvad han skriver, er han mere uvidende, eller måske mere perfid, end jeg ville have troet om ham. Han forstår ikke, eller lader som om, han ikke forstår, at ordet kristendom kan betyde andet end Jesu radikale fordring. Den kan selvfølgelig ikke omsættes til politik. Hvorfor så kræve det af DF? Hvad MM siger, er, at “det er vigtigt, at Danmark er et samfund, hvor befolkningen står robust fast på den danske kultur, og der er dansk kristendom selvfølgelig tema nummer et.” (Interview i Kristeligt Dagblad.) Det er jo noget ganske andet, end hvad Brinkmann taler om.
———————
Så er der Mogens Mogensen, der er formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og driver en selvstændig konsulentvirksomhed, Intercultural.dk. Han kommenterer på sin blog et interview, som Morten Messerschmidt har givet til Politiken. Det har jeg ikke adgang til, men jeg har set så mange andre udtalelser fra Morten Messerschmidt, at jeg godt tør kommentere Mogens Mogensens kommentar.
Mogens Mogensen begår den samme fejl som Svend Brinkmann, nemlig at forlange af DF, at partiet skal føre politik ud fra Jesu radikale fordring om at elske sin fjende. Som om der kan føres udenrigspolitik og udlændingepolitik på Bjergprædikenen. Det er da for langt ude! MM (Mogens Mogensen) kan være uenig med MM om, hvorvidt Danmark skal prioritere forfulgte kristne i forhold til andre, herunder muslimske, men at smide Jesu fordring om fjendekærlighed i hovedet på ham som argument er utilbørligt.
Jeg skal ikke kommentere alt, hvad MM (altså Mogens Mogensen) skriver, men han går i rette med Messerschmidt, fordi denne ønsker at styrke folkeskolens kristendomsundervisning. “Det må være kirkens opgave at undervise børn i Luthers Katekismus og ikke statens”, skriver han. Messerschmidt taler imidlertid ikke om Luthers Katekismus, men om “den kristne katekismus”, hvilket betyder en enkel og folkelig indføring i, hvad kristendom er. Det har vi i høj grad brug for. Mogensen beskylder Messerschmidt for at ville religiøs tvang. Mon ikke det er at tage munden for fuld? Hvis kristendomsundervisningen, som reglerne er nu, ikke er forkyndende, men udelukkende oplysende, holder argumentet ikke.
Man kan mene, som undertegnede, at undervisning i kristendom, afsyngelse af salmer m.m. uundgåeligt er forkyndende, hvorfor den burde være frivillig. Men den ville stadig være statens opgave. Folkekirken understøttes ifølge Grundloven af staten, det indebærer ganske naturligt, at det er statens pligt at sørge for en ordentlig kristendomsundervisning i Folkeskolen. Bør MM ikke roses for at interessere sig politisk for dette vigtige område?
Mogens Mogensens synspunkt betyder uundgåeligt, at han fjerner sig fra et folkekirkeligt syn og nærmer sig et frikirkeligt. Samtidig lyder det som en konsekvent sekularisme. Ønsker han virkelig, at Danmark bliver en gennemført sekulær stat? Det går jeg i det mindste ikke ind for. Jeg vil mene, at staten selvfølgelig ikke er eller skal være religiøst neutral, den skal tværtimod fremme dansk folkelighed, og hertil hører kristendommens dybe indflydelse på Danmark gennem århundreder.
Folkestyret har jo en levende dansk folkelighed som sin nødvendige forudsætning. Så også for folkestyrets skyld skal vi fremme oplysningen om kristendom.
Hvis staten skal være religiøst neutral, er den tom, men det kan den ikke være ret længe, den vil selvfølgelig blive fyldt af noget andet religiøst, enten en vestlig totalitær eller halvtotalitær ideologi af en slags eller mellemøstlig totalitær islamisme.
Lad det være nok i denne omgang. Der kunne være mere at sige, men det bliver for langt. Så jeg vil slutte med en opfordring til alle mennesker af god vilje om at stå sammen om at fremme dansk folkelighed, herunder kristendommen i den forstand, som Messerschmidt her tale om den. Et sådant sammenhold vil kunne omfatte langt større kredse end dem, som kirkelige organisationsfolk og frikirkeligt tænkende folk som Mogens Mogensen henvender sig til.
Betyder Danmark noget? Den slags kristendom, der ser bort fra folket og dets eksistens, vil få mange til at tage afstand fra kirken, er jeg bange fo
Villy Klit-Johansen, 7. august 2020