Martin A. Hansen læser vi jo. Det er nærmest en selvfølgelighed. Der er tale om et monumentalt værk fra det 20. århundrede. Ikke til at komme uden om. Litteraten, nu også sognepræst Anders Thyrring Andersen analyserer i “Polspænding”, især i kap. IX, MAH´ s dybe inspiration fra Kierkegaard og hans noget mere komplekse forhold til Grundtvig. Jeg vurderer, at Anders Thyrrings fremstilling af sagforholdet er retvisende, så det forudsætter jeg i det følgende, hvor jeg tillader mig at sætte nogle spørgsmålstegn ved MAH´ s forståelse af Grundtvig. Det forekommer mig, at hans næsegruse beundring for Kierkegaard hindrer ham i at forstå Grundtvig. Facebook-formatet tillader ikke en dybere analyse, mit eget format måske heller ikke(!), så det bliver kun nogle punktvise nedslag, der dog rummer et overordnet synspunkt.
MAH’s nadveroplevelse, som han fortæller om i hospitalsdagbogen (sidetal husker jeg ikke), viser, at han grundlæggende har fattet evangeliet. “Meningen skulle man ikke komme med. Nar, som man var, den kunne bare gives.” Ja,bedre kan det vist ikke siges. Kierkegaard havde også fattet evangeliet. Selvfølgelig. Jeg erindrer et billede, som Kierkegaard et sted bruger, jeg husker ikke hvor. Han siger noget i retning af, at havet spejler himlen, men kun hvis det holder sig i ro. Hvis det anstrenger sig bare den mindste smule, forsvinder billedet. Det er et usædvanlig smukt og rammende billede af evangeliets kerne. Samtidig rummer det også forståelsen af livet som en kamp med tvivlen (hvis det anstrenger sig!). En “grundtvigsk” kommentar kunne være: Det hele er givet i dåben, også håbet, det hele er givet som et liv at leve i pagten. Ingen har lovet os, at det er en slentretur i ro og mag. Det er netop en grundtvigsk kommentar, for det ville Kierkegaard ikke kunne sige.
MAH’s udtalelse til Sverre Riisøen i en samtale i Aarhus Stiftstidende i 1954 kan jeg tilslutte mig. Han siger:”Idyl-religiøsiteten skyr jeg som pesten. Men hvad havde jeg vundet i livet uden Søren Kierkegaard som et af de faste stadier på min vej:” Med “idyl-religiøsiteten” tænker han tænker vel på den “grundtvigianske” kristendom (Polspænding s. 296), og måske også på Grundtvig selv. Men i så fald vil jeg mene, at han skyder Grundtvig noget i skoene. Ualvorlig kan man bestemt ikke kalde den gamle.
MAH havde heller ikke behøvet at ty til Kierkegaards tankegang i sin udlægning af “O kristelighed” i sit sidste dagbogsnotat i hospitalsdagbogen (s. 287): “At blive frelst vil ikke sige at finde det rette igen – det kan ingen – men det vil sige gennem fortvivlelse at nå ud i et øde, hvor alt er tabt, og hvor redningen kommer.” Det ville den gamle kunne sige ja og amen til, men det er ikke det, salmen “O kristelighed” handler om. Den befinder sig et andet sted i G.’s rige tankeverden.
Ikke desto mindre har MAH hentet inspiration fra begge de to store. Men især fra Kierkegaard, der unægtelig er meget radikal i sin tankegang. Det er hele tiden hin enkelte, springet ud på de jeg ved ikke hvor mange favne, afgørelsen, eksistensen, subjektivismen (s. 290), valget, den eksistentielle anstrengelse (s. 289). At det er bevægende på denne vis at få et indblik i Kierkegaards ensomhed og sjælekvaler kan der ikke herske tvivl om, og ethvert menneske, der kender til alvor og ejer følelse, vil kende noget af det fra sit eget liv.
Personlig har jeg nok lidt ensidigt studeret i Grundtvigs dåbspagtsteologi. Hvorfor? Fordi det i den lutherske tradition efter Luther har knebet gevaldigt med at få troen til at hænge sammen med dåben. Det er en fatal fejludvikling, fatal, fordi den i høj grad overbelaster det enkelte menneske. Altså overbelaster det i forhold til Gud. Udviklingen i det lutherske (ortodoksien, statskirkepietismen, rationalismen, vækkelserne) har tildelt mennesket mere i gudsforholdet, end det kan bære, og det er blevet svært at se, at det frelses af nåde og ikke ved egen kraft. Ofte er det kommet til at se ud, som om evangeliet er en “lære”, som mennesket kan “vælge at tro på”. Det, der bestandig siden 1825 optog Grundtvig, var overvindelsen af den dikotomi mellem objektivt og subjektivt, dåben og troen, som det lutherske var endt i. Kierkegaard og MAH kunne simpelthen ikke få troen til at hænge sammen med dåben. Grundtvigs mageløse opdagelse betød, at det HANG sammen. DÅBSPAGTEN ER ET PERSONLIGT TROSFORHOLD TIL GUD. Det betyder, at det, evangelisk set, er umuligt at adskille troen og dåben, det vil sige ordet og troen, for det centrale i dåben er Guds ord. Det har jeg skrevet så meget om, at de må hænge mine læsere ud af halsen. MAH forstod det ikke. Dertil var han for kierkegaardsk.
Det hænger nøje sammen med den afgørende dikotomi, som MAH med Kierkegaard som vejleder dyrkede, mellem hin enkelte og fællesskabet, menigheden. De to mener, at det begynder med hin enkelte, og de mange hine enkelte kan eventuelt finde sammen og danne menighed (s. 301: “forsaavidt der, religieust, ER ‘Menighed’, da er dette et Begreb, som ligger paa den anden Side af ‘den enkelte’” (Kierkegaards Samlede Værker, bd. 18, s. 67-68)
Det er opdagelsen af og troen på Herrens tilstedeværelse i menighedens forsamling, der gør, at MAH´s og Kierkegaards dikotomi mellem den enkelte og fællesskabet er umulig. Menigheden er ikke en sammenslutning af enkelte troende. Menigheden er dybest set Kristus selv. Derfor er kristendom ikke en “lære”, som den enkelte kan beslutte at “tro på”, men kristendom er Kristi eget liv, der skænkes os at få del i, ikke intellektuelt ved læsning, men gennem hans levende ord i dåben og nadveren.
MAH indrømmer ganske vist (s. 301, at det ikke er Bibelen, men menigheden, som er det bærende i kristendommens liv. Her henviser han til “Kirkens Gienmæle fra 1825. Men han har svært ved at fastholde den pointe. Thi I DEN TID, VI LEVER I, REFLEKTIONSTIDEN, må vi nødvendigvis begynde med Kierkegaard. Grundtvig hører en eller anden fremtid til. Kierkegaard må først have fuldført sit nedbrydningsværk (nedbrydningen af den enkeltes gåen op i massen), først da bliver der mulighed for den grundtvigske menighedsforståelse (s. 297-298). Her er jeg i fremmed land, for jeg tror som sagt ikke det er rigtigt.
Måske er det rigtigt, hvis man udelukkende vil henvende sig til en intellektuel elite, men er det det, vi skal? Grundtvig mente, at det hele begynder med de små i folket. DE SMÅ – de fylder umådelig meget i den gamles tankeverden. Han havde lært det af Jesus, der sagde: “Jeg priser dig fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige.” (Mattæus 11, 25).
Hvad havde MAH mon læst af Grundtvig? I Polspænding på s. 287 skriver Anders Thyrring, at MAH jævnlig opstiller lister over sine inspirationskilder i første halvdel af 1940’erne, og der er der intet spor af Grundtvig. Det er helt klart, at Kierkegaard var hans primære inspirationskilde – næst efter evangeliet.
På s. 301 nævner Anders Thyrring et citat fra “Kætterbreve”, hvoraf det fremgår, at MAH kender Kirkens Gienmæle. Og så er der de allersidste sider af dagbogen, hvor MAH skriver notater om “O kristelighed”, fordi et forlag havde opfordret ham til at skrive om salmen. Den forsøger han lidt kikset at forstå med sit kierkegaardske begrebsapparat.
MAH skriver meget om, at Grundtvig ikke kan bruges til noget i den moderne tid. Måske engang, når man ved Kierkegaards hjælp har renset ud i augiasstalden. Men hvor han har sine forestillinger om Grundtvigs tanker fra forbliver en gåde.
Det er en skam, at han havde så mange meninger om Grundtvig, men i virkeligheden havde forstået så lidt af det centrale i hans tankeverden.
MAH blev aldrig grundtvigianer, fastslår Anders Thyrring. Og med rette. Han voksede jo op i Indre Mission. Derfra gik hans vej meget tidligt i ungdommen til læsning af Kierkegaard.
Hvis han havde læst mere af Grundtvig, kunne det medført en forløsning for ham personligt. Det krampagtige kierkegaardske kunne han måske være blevet løst fra. Måske! Men så ville han muligvis ikke være blevet digter. Det er vel netop den forkrampede spænding, der gør ham til digter?
Mine overvejelser her ændrer ikke ved, at MAH var en stor forfatter. Og det ændrer heller ikke ved, at Grundtvig ikke kan bruges i dag én til én, som man siger. Men det kan Kierkegaard nu altså heller ikke, selv om man næsten kan få det indtryk, når man ser, hvor meget han fylder blandt de lærde, i medierne, på antikvariaternes hylder o.s.v.
For mig at se gælder det i dag om at finde ind til det centrale i Grundtvigs tankeverden. Dér er der vitaminer for ånden. Derfra vil der kunne flyde en rig fornyelse af dansk kirke og dansk folkelighed. Det er jeg overbevist om.
Villy Klit-Johansen 20. april 2023