ANMELDELSE
Skabelsen først, kristen så
– Grundtvigs skabelsesteori opdateret
Af: Hans Raun Iversen
Pris: 299,95 kr.
ISBN: 978-87-410-1199-8
Eksistensen 2026
Hans Raun Iversen har i årevis fordybet sig i Grundtvigs teologi og hele tankeverden. Det er tydeligt, at han har kærlighed til Grundtvigs kæmpestore værk. Som resultat af hans forskning foreligger nu denne fine bog.
I indledningen skriver han med front mod den dialektiske teologis ensidige fokus på Kristus-åbenbaringen: ”Skabelsesteologien må udvikles og gøres gældende som en forudsætning for, at Kristustroen og Helligåndserfaringen kan få mening.” Det kan jeg godt tilslutte mig. Grundtvigs ”Menneske først og kristen så” indebærer også et mere positivt syn på religion og (hedensk) religiøsitet, end det har været tilfældet i den dialektiske teologi, der dominerede dansk teologi og kirke i efterkrigstiden.
I den forbindelse ser denne anmelder det som positivt, at Iversen med Helge Grell kritiserer Thanings sekularisering af det humane liv. (s. 214).
Indhold
Bogen falder i fire dele.
Del I, og i øvrigt også andre dele, kan læses som en glimrende indføring i Grundtvigs teologisk begrundede syn på kristendom, menneskeliv, folkeliv, historie og poesi.
I del II efterspores kilderne til Grundtvigs skabelses- og missionsteologi. Særlig fremhæves Bibelen og Irenæus.
I Del III viser Raun Iversen, hvorledes forskningens verdensbillede (den positivistiske videnskab) har åbnet sig siden Løgstrup skrev Den etiske Fordring i 1956. Der viser sig i dag i dele af lægevidenskaben og naturvidenskaben tilknytningspunkter til teologi og kirke. Også hos sociologen Hartmut Rosa er der gode takter.
I Del IV arbejdes der med en opdatering af Grundtvigs skabelsesteologi. Iversen kaster nogle spørgsmål ud og forsøger selvfølgelig at svare på dem: a) Hvad er ånd, og hvad vil det sige, at vores liv er båret af ånd? b) Hvad tænker vi om de levende ord i dag? Hvad er sand poesi? c) Hvordan tænker vi om, og hvordan lever vi med tro, håb og kærlighed? d) Hvordan forstår vi forholdet mellem skabelse og åbenbaring i kristendommen og det fælles omdrejningspunkt: gudbilledligheden?
Det lyder måske meget akademisk, men der er masser af gode pointer. Nogle afsnit er endda ligefrem opbyggelige. Jeg anbefaler bogen til behagelig og oplysende læsning. Og det selv om jeg ikke er 100% enig i Raun Iversens Grundtvig-tolkning.
I det følgende stiller jeg nogle kritiske spørgsmål og fremkommer med kritiske kommentarer.
Statskirke – ordets og troens kirke
I indledningen, s. 9, skriver Raun Iversen: ”Selv om Grundtvig som vækkelseskristen ikke ville kunne være præst i dagens brede folkekirke med samme plads til alle, har hans skabelsesteologi medvirket til, at vi har den åbne folkekirke, vi har.”
Dette udsagn udtrykker en spænding i Grundtvigs teologi, der har været frugtbar, nemlig spændingen mellem på den ene side kirken som bundet til staten (det er ikke det samme som kirkens folkelighed, der følger af Grundtvigs skabelsesteologi) og på den anden side kirkens karakter af ordets og troens kirke, samlet omkring Kristi levende ord i dåben og nadveren. Hvis jeg har ret i, at netop denne spænding viste sig meget frugtbar i Grundtvigs teologiske tænkning og i kirkens liv, kunne man spørge, om det ikke er en spænding, der kunne vise sig også at være frugtbar i vor tid. Men det kræver mod hos præsterne. Der er næppe nogen, der har et mod af Grundtvigs størrelse, men mindre kan også gøre det.
Folkeånden
I omtalen af folkeånden hedder det på s. 202: ”Grundtvig har ret i, at ånd knytter sig til sprog, historie, kultur og styreform i ethvert land.”
Ville vi ikke være tættere på Grundtvig, hvis vi sagde, at ånden, Guds Ånd, betjener sig af og virker igennem levende ord på modersmålet i ethvert folk. Er det et led i opdateringen af Grundtvigs skabelsesteologi, at ”modersmål” skal erstattes af ”sprog”, og at ”folk” udskiftes med ”land”? Jeg vil mene, at der går noget helt væsentligt tabt. ”Sprog” leder tanken hen på et teknisk kommunikationsmiddel, mens ”modersmål” er forbundet med menneskeligt fællesskab i kærlighed i familien og i folket. Ifølge Grundtvig findes der ikke andre sprog end modersmålene. Det har Grundtvig ret i, også i 2026. IT-verdenens programmeringssprog o.l. er en helt anden sag.
Videre vender Iversen sig mod Grundtvigs bibelsk inspirerede begreb om folkeånd. Han skriver: ”Talen om folkeånd i et biologisk bestemt folk giver ikke mening i dag, virker derimod ideologiserende i forhold til vores virkelighed, som i bund og grund er præget af folkevandringer, globalisering og sameksisterende kulturer i snart sagt alle kulturelle blandinger. Jeg foreslår derfor, at vi i den gamle, danske kultur ikke taler om folkeånd, men om en høj grad af historisk bestemt, fællesfolkelig mentalitet.”
Fik I den: ”en historisk bestemt, fællesfolkelig mentalitet”. At ånden er på færde i historien er i høj grad grundtvigsk tankegang. Grundtvig tror på Gud som historiens herre. Jordens mange folkeslag skylder Gud deres eksistens.
Folkets og folkelighedens væsen er af åndelig art og kan ikke uden skade erstattes af et begreb som ”historisk bestemt, fællesfolkelig mentalitet”.
At der er et biologisk element i folkeligheden, siger sig selv; vi er efterkommere af mennesker, der har boet i dette land gennem mange hundrede år og er altså biologisk i slægt med dem og med hinanden. Men alligevel forstår Grundtvig ikke begrebet folk som biologisk bestemt; Grundtvig var ikke racist. Det er en falsk beskyldning, Raun Iversen retter mod Grundtvig.
Det er ligesom i en familie, hvor vi deler gener med vore forfædre, forældre og søskende. Der er altså et biologisk element i det, men grundlæggende er familien et åndeligt fællesskab. Derfor kan ikke-slægtninge optages i familien ved adoption.
Ligeså med folket. Der er et biologisk element i folket. Det er der ingen grund til at benægte. Derfor er der heller ikke i vore dage nogen grundt til, at et bestemt vers af Grundtvigs digt om folkeligheden skal være udeladt i Højskolesangbogen. Det er det vers, der begynder: “Byrd og blod er folkegrunden, / ikke luft og mindre stål.” Under den nazistiske racismes hærgen i Europa og i tiden umiddelbart efter krigen var der en berettiget frygt for, at verslinjerne kunne forstås racistisk. Men nu? Grundtvig tager jo i digtet udtrykkeligt afstand fra racismen.
Folkeånden er et udmærket ord for det folkelige fællesskab, knyttet sammen i kærlighed. ”Dansk er immer kærlighed”, som der står i sidste vers af ”Folkeligt skal alt nu være”. Den kraft, der skaber et folk er en åndelig magt, der virker igennem ord på modersmålet. Og det folkelige fællesskab er åbent for enhver, der vil. Hvad er det, der står i Grundtvigs digt:
Til ét folk de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild;
Men verset fortsætter rigtignok:
resten selv som dragedukker
sig fra folket udelukker,
lyse selv sig ud af æt,
nægte selv sig indfødsret.
Der er altså noget vigtigt på færde her. Iversen skriver: ”Talen om folkeånd i et biologisk bestemt folk giver ikke mening i dag, virker derimod ideologiserende i forhold til vores virkelighed, som i bund og grund er præget af folkevandringer, globalisering og sameksisterende kulturer i snart sagt alle kulturelle blandinger. Jeg foreslår derfor, at vi i den gamle, danske kultur ikke taler om folkeånd, men om en høj grad af historisk bestemt, fællesfolkelig mentalitet.”
Mener Raun Iversen, at talen om dansk folkelighed i Grundtvigs forstand det hele taget virker ideologiserende i dag? Det mener han åbenbart. Hvad skal ”fællesfolkelig” ellers betyde? Jeg vil mene, at Raun Iversen netop er ude i en ideologisering. Det er et forsøg på at videreføre globaliseringens liberalisme med drømmen om det grænseløse. Denne ideologi er på tilbagetog i hele den vestlige verden, fordi den skader mere end den gavner, den har skabt kæmpestore problemer, og den er ved at blive erstattet af en anden ideologi: Nationalkonservatismen, ofte i en populistisk variant.
Ak ja, sådan går det, når folkeligheden glemmes eller forkastes. Så får vi en kamp mellem ideologierne. Den ene ikke bedre end den anden.
Hvordan kan mennesker blive kristne i dag?
S 224: ”Hvordan kan mennesker blive kristne i dag? Ved at høre Guds ord! Der er næppe nogen, der for fuld alvor tilslutter sig Grundtvigs mest restriktive formulering: ”Kun ved Badet og ved Bordet, hører vi Guds ord til os.” (GSV V, 232) … ”Kirkens og kristne menneskers levende kommunikerede vidnesbyrd er således mit bud på en opdateret grundtvigsk forståelse af vejen til ”kristen så”.
Her må jeg erklære mig uenig med Iversen. Grundtvig fremhævede i verslinjen ordene ”Guds ord til os.” Derfor er de i Sang-Værk sat med kursiv. Det udelukker ikke, at Gud kan bruge menneskers talte eller skrevne ord, også i Bibelen, men Guds Ord til os taler han i dåben. Det er personlig tiltale: ”Forsager du … tror du, Fadervor, du som er i himlene! …, Fred være med dig! Det er Kristi personlige tiltale i levende ord, der skænker os det, som ordene siger. Derfor må vi fastholde: Det er dåben, der er vejen til ”kristen så”. Menneskeord kan ikke sidestilles med endsige overordnes ”Guds Ord til os”. Men selvfølgelig skal dåben praktiseres i en sammenhæng, hvor Bibelen bruges, og menneskers vidnesbyrd lyder i prædiken og samtale.
Guds børn i dåben?
Jeg bliver også nødt til at føje en kritisk kommentar til dette på s. 244: ”Folkekirkens gældende dåbsritual, der siger, at Gud ”gør” den døbte til ”sit barn” ved dåben, underkender både skabelsen og Kristi død og opstandelse – og gør barneforholdet til Gud afhængig af kirkens dåbshandling. Her er Christian Thodbergs formulering om dåben, ”hvori du kalder os dine børn, og vi er det” bedre.
Efter min opfattelse er Thodbergs formulering af dåbsritualets indledende bøn ikke bedre. Men Peder Madsens formulering i det gældende ritual er heller ikke god. Debatten om Guds børn er kørt helt af sporet. Grundtvig hævder, at mennesket som skabt i Guds billede fra skabelsen af er Guds barn, men han glemmer ikke syndefaldet, der førte mennesket bort fra sin Fader. Så menneskets ulykkelig tilstand før troen og dåben er, at det både er Guds barn og ikke Guds barn.
Den helt håbløse debat om dåbsritualet kommer af den pietistiske professor og biskop Peder Madsens totale omkalfatring af dåbsritualet i 1912. Det værste var, at han ud fra sin biblicisme mente sig berettiget til at udskifte den indledende anråbelse af Gud og bønnen for den, der skal døbes, at han/hun må få den frelsende tro, med et udstillingsvindue for sin teologi.
Thodberg og andre ønskede/ønsker at bruge bønnen til at modsige Peder Madsen. Men dåbens indledende bøn er slet ikke et sted til teologisk promovering eller debat. Lad os derfor vende tilbage til en bøn, der i indhold svarer til bønnen i den lutherske reformations ritual af 1526. Vi må ikke glemme, at det centrale i dåben for Grundtvig er dåbspagten, det vil sige det personlige livs-genfødende møde med frelseren Jesus Kristus i hans levende ord og troen, der svarer ja.
Lovens anden brug
Et sted – jeg kan ikke lige finde det nu – skriver Iversen, at Grundtvig gjorde op med lovens anden brug, som Luther lærte. Den går ud på, at loven er en ”tugtemester til Kristus”. Lovens dom skal drive os til Kristus, men den kan aldrig give liv.
Lovens første brug er groft sagt de ti bud. Dem forkastede Grundtvig ikke, men han mente, at de ikke hører med til den kristelige børnelærdom i egentlig forstand. Derfor var det en fejl af Luther at sætte de ti bud i spidsen for Den lille Katekismus.
Om lovens anden brug skriver Iversen, at Regin Prenter tolker Grundtvig luthersk, når han mener, at Grundtvig også tillagde lovens anden brug gyldighed. Men er det nu rigtigt? Man kunne tænke på det 248 strofer lange digt fra 1863 ”Den levende røst”, GSV, V, 233.
V. 41:
På Moses at skue
Er Trangen paa Tue
Til Frelserens Røst.
Betyder det ikke, at loven er en ”tugtemester til Kristus”? Lovens forkyndelse vækker trangen til nåden i Frelserens røst.
V. 44:
Med Lynild og Torden,
Til Skælven for Jorden,
Er Loven Guds Røst,
Den Kiød uvelkommen,
Slaar ned med Døds-Dommen
I Menneske-Bryst!
Loven dømmer os til døden, fordi vi ikke kan (eller vil) opfylde den. Og loven er først og fremmest det dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Og du skal elske din næste som dig selv.”
Vi er skyldige overfor loven. Derfor dømmer den os med rette. Det er netop som dem, der er dømt af Guds lov, at “et evigt livs-ord kan lyde og høres:
V66:
Men kun under Loven
Guds-Munden fra Oven
Neddaled til Jord,
Midt under Guds Torden,
Kan tone paa Jorden
Et evigt Livs-Ord!
Vi kunne også nævne den velkendte salme ”Klynke og klage” fra 1837, DDS 516:
Klynke og klage
nætter og dage
må hvem der vågner på afgrundens rand,
hører kun Loven
tordne fra oven:
Dø, eller gør, hvad en synder ej kan.
Sjunge og kvæde,
græde af glæde
må, hvem der hviler i Frelserens favn,
finder sig trøstet,
føler i brystet
nåde for nåde og bod for alt savn.
Er det ikke dokumentation for, at Grundtvig ikke afviste lovens anden brug? Hvor tit ser vi i øvrigt tallet 516 på kirkens nummertavle?
Slutning
Mine kritiske spørgsmål og kommentarer skal ikke skygge for, at jeg anbefaler bogen. Køb den og læs den! Der er meget at glædes over og tænke over og meget, der ægger til modsigelse.
Villy Klit-Johansen, 2. og 6. november 2026
