Fhv. minister Birthe Rønn Hornbech skriver i JyllandsPosten:
“Hvor der er ånd, er der frihed, siger Grundtvig med Paulus. Også for mig er åndsfriheden afledt af kristendommen. Jeg vender mig imod DF’s generalisering af alle muslimer som en homogen gruppe, som skal begrænses i retten til f. eks. at danne friskoler. Ekstremister blandt muslimer skal ikke behandles anderledes end andre ekstremister, men forfølges med den samme lov og intet andet.
Den politik, der diskriminerer og ekskluderer muslimerne, men hævder kristendommen som den monopoliserede danskhed, bruger kristendommen som politisk trumf.”
Jo jo, det lyder godt. Åndsfriheden er afledt af kristendommen. Fuldstændig enig. Grundtvig var en stærk fortaler for religionsfrihed og ytringsfrihed På skoleområdet gik han ind for forældrenes ret til selv at undervise deres børn. Undervisningspligt, ja. Skolepligt, nej. Og så videre og så videre. Grundtvigs liv var én lang kamp for åndsfrihed, og det har vi nydt godt af i Danmark siden først i 1800-tallet og langt hen i 1900-tallet. På visse punkter lignede han endda en ægte liberalist. Han ville sikre den private ejendomsret, og han gik ind for næringsfrihed og for friheden til at bo og rejse frit m.m.. Men hans “liberalisme” var praktisk, ikke ideologisk. Og det er vigtigt.
Især var Grundtvig med til at skabe den åndelige frihed, vi lever på endnu. Men måske er den ved at smuldre mellem fingrene på os. Jeg ved ikke, om Birthe Rønn Hornbech lever i 2020. Man kan godt blive lidt i tvivl om det. Vores land er totalt forandret, og det parti, som Rønn Hornbech har repræsenteret på tinge gennem årtier og som minister i en årrække, er et af de hovedansvarlige partier for, at vi er, hvor vi er i dag. Rønn blev folketingskandidat for Venstre i 1976, valgt ind i 1984, gled ud i 1987, men blev valgt igen i 1990 og blev siden genvalgt ved valg efter valg. Hun kom altså i Folketinget, netop da Uffe Ellemann Jensen blev formand, og der for alvor blev sat turbo på Venstres udvikling bort fra de folkelige kilder og hen mod ideologiseringen i liberalistisk retning. Hun har siddet i Venstres hovedbestyrelse i to perioder og været kirke- og integrationsminister.
Det er påfaldende, at BRH påberåber sig Grundtvig. Grundtvig var netop ikke liberalist i ideologisk forstand, han var udpræget folkelig. Hans frihedssyn udsprang ganske rigtigt af kristendommen, men han havde ikke et ideologisk-politisk sigte med det. Hans drøm var en åndelig og folkelig fornyelse, der kunne skabe grobund for folkelig deltagelse i samfundets anliggender, og som kunne skabe velstand og lige muligheder. Det folkelige fællesskab lå ham stærkt på sinde.
BRH er ikke en “fri fugl”, der kun taler for sig selv, tværtimod, hun er inkarneret venstrekvinde med et tungt ansvar at bære på. Hun har siddet centralt i partiet i den periode, da partiet blev forvandlet fra at være gode højskolebønders og andre jævne menneskers parti til at være de smarte storbyliberalisters og globalisters parti. Min egen far var, i parentes bemærket, selvfølgelig medlem af partiet, han var kirkeligt sindet og drev en lille privat virksomhed. Han var formentlig et typisk medlem i 1950erne. Rønn Hornbech er medansvarlig for at have svigtet den jævne mand og gradvis at have afgivet folkestyre og folkesuverænitet til den fremvoksende europæiske føderale stat. Hun er medansvarlig for, at grænsebevogtningen blev afskaffet, så der blev en åben ladeport for migranter. Hun er medansvarlig for hovedløst at have gjort Danmark til et indvandringsland og at have gjort de små i samfundet fremmede i deres eget land. Det kan man på ingen måde tage Grundtvig til indtægt for.
Rønn Hornbech er medansvarlig for, at der i dag er flere hundrede tusinde i vores land med baggrund i islam og mellemøstlig kultur. Jeg ved ikke, om DF “generaliserer alle muslimer som en ensartet gruppe”. Det lyder som en floskel, en automatreaktion. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg på baggrund af bekendtskab med et stort antal muslimer fra Mellemøsten lige siden begyndelsen af 1970erne udmærket ved, at der er stor forskel på dem. De er mennesker som os. Jeg håber, at Rønn Hornbech lige så vel som jeg OGSÅ ved, at der i de senere år er sket en islamisk vækkelse blandt muslimerne. De unge er langt mere bevidste om deres muslimske identitet end deres forældre og bedsteforældre. De er mere bevidste om, at islams lovkompleks, shariaen, ikke er forenelig med demokratiet, Og de holder på shariaen. Demokratiet bør indrettes på shariaens betingelser, mener rigtig mange af dem.
Så er det, jeg siger til Birthe Rønn Hornbech: Det er let at kritisere nogle formuleringer fra DF’ere, men hun burde være opmærksom på, at det er synspunkter, der har dyb klangbund blandt de små i samfundet. Jeg har selv mange gange kritiseret visse formuleringer og kan finde på at gøre det igen. Det er teologers opgave at nuancere visse bombastiske formuleringer, når de berører teologiske problemstillinger. Ud fra en inspiration fra Grundtvig kan debatten nuanceres og gøres mere frugtbar. Det burde BRH lægge sig efter. Det er for let at kritisere, som hun gør det. For let, fordi hun bærer et tungt ansvar for udviklingen. Det er jo ikke noget, der er sket af sig selv. Udviklingen er en følge af politiske beslutninger.
Derfor tillader jeg mig at spørge: Hvornår ser vi BRH tage stilling til de alvorlige problemer, som indvandringen skaber? Det er unødvendigt at remse dem op, vi kender dem alle. De rammer i meget ringe grad den internationalistisk indstillede storby-elite, de rammer den jævne mand og kvinde ud over hele landet. De rammer det arbejdende folk. Problemerne rammer de dårligst stillede danskere. Er BRH optaget af at få løst disse problemer? Eller er hun mere optaget af at skelne mellem almindelige muslimer og ekstremister, hvad det så siden er for noget. Det skylder hun da at redegøre for. Mange forskere mener i det mindste, at det er umuligt at skelne skarpt mellem “moderat islam” og islamisme.
Hvorom alting er: Situationen er en helt anden end på Grundtvigs tid. Han kæmpede for den jævne mands ret til religiøs frihed og selvbestemmelse. I dag står vi med en voksende befolkningsgruppe, der går ind for en religion, der er bestemt modstander af frihed, undtagen altså frihed til at indføre ufrihed i samfundet. Den “frihed” går skuffende mange muslimer ind for.
Det er da fint nok at adressere dem, “der diskriminerer og ekskluderer muslimerne, men hævder kristendommen som den monopoliserede danskhed”. Hvis nogen ellers vil kendes ved den karakteristik. Men hvad er da den ægte danskhed? Hvad er ægte dansk folkelighed? Og er det noget, BRH ønsker at fremme? DET ville virkelig være interessant at høre om. For en levende dansk folkelighed er den nødvendige forudsætning for vores samfund og folkestyre. Og kristendommen har unægtelig haft en afgørende indflydelse på udviklingen af dansk folkelighed. Skal det fortsat være tilfældet? Og er der i den forbindelse opgaver at løse, folkeligt, kirkeligt og politisk? Morten Messerschmidt fortjener tak, fordi han har åbnet debatten.
Jeg foreslår altså, at BRH og alle andre identificerer de faktiske problemer og arbejder positivt på at løse dem. For Danmarks skyld. For folkestyrets skyld. For frihedens skyld. Hvad er løsningen på, at en stor befolkningsgruppe, der er bundet af islam, ikke går ind for vores folkestyre og frihedstradition? Løsninger tak! Jeg er stærkt inspireret af Grundtvig, men hvorledes skal hans frihedssyn udmøntes i dag i den beskrevne situation? BRH’s synspunkt virker formalistisk, når hun skriver: “Ekstremister blandt muslimer skal ikke behandles anderledes end andre ekstremister, men forfølges med den samme lov og intet andet.” Lighed for loven. Ja, selvfølgelig. Men tiden er inde til at pege på løsninger.
Spørgsmålet er, om der ikke findes en berettiget forskelsbehandling. Det, der er ens, skal behandles ens, men når der i en række byer er opstået store parallelsamfund, hvor man praktiserer et alternativt lovsystem, er det jo ikke ens længere. Spørgsmålet er, om ikke det er nødvendigt at stå fast på, at det danske folk har førsteretten til den lille plet på kortet, som vi regner for “vort hjertes hjem herneden”. Hvis vi altså skal have en fremtid. Hvad en legitim diskrimination betyder konkret og i praksis, skal vi til at samtale om. Det er en folkelig nødvendighed, og det haster. Come on, Birthe Rønn Hornbech!
Venlig hilsen
Villy Klit-Johansen, 12. august 2020