Kategori: Ikke kategoriseret

Omkring 1970 plus minus et par år sagde en præst, at billetten til himlen er dåben og troen. Billetten består af to halvdele. Den ene halvdel er dåben, der er Guds værk. Den anden halvdel er troen, som mennesket skal komme med. Kun hvis disse to halvdele sættes sammen, er billetten hel og giver adgang til himlen.

Det, præsten sagde, er et præcist udtryk for en fatal fejludvikling i den lutherske tradition, hvor man nu altid taler om dåben og troen. Dåben først og derefter troen. – Måske følger troen efter, det beror på mennesket.

Det siger jo sig selv, at efter den tankegang kommer et menneskes frelse til helt og holdent at afhænge af mennesket selv. Troen er blevet en menneskelig præstation. Dette er stik imod Luthers opdagelse, da han læste i Bibelen: At det hele er Guds gave ved Jesus Kristus.

Grundtvig så lige gennem tågerne og vandt ny klarhed over evangelisk-luthersk kristendom med tråden intakt tilbage til Kristus, apostlene og oldkirken. Det kommer for eksempel til udtryk i en karakteristisk sprogbrug hos ham, som man let overser, nemlig det, at han altid, som i ALTID, både i prosaskrifterne og i salmer og digte har den modsatte rækkefølge: Tro og dåb. Læs selv efter! Altid: Tro og dåb. Det betyder, at troen er Guds gave i dåben, ikke noget, vi selv bagefter skal forsøge at lægge til. Tro og dåb er een billet. Den kan ikke deles i to.

Det at have Gud til Fader, det at frelses ved troen på Jesus Kristus og det at eje syndernes forladelse og det evige livs håb er alt sammen Guds gave til os i badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden. Det hænger sådan sammen, at den opstandne og levende Herres eget mægtige ord i Fadervor, Troens Ord og velsignelsen “Fred være med dig” gør dåben til frelsens vand. Ordet skaber troen. Sådan er det jo også i almindelige menneskelige forhold. Vores tiltro til et menneske kommer af det menneskes ord.

Den skæbnesvangre fejludvikling i den lutherske tradition består i, at troen er blevet adskilt fra dåben. Evangeliet bliver ganske vist forkyndt mange steder, men det er meget svært at se, at det har at gøre med dåben, der ellers er det grundlæggende i et kristent menneskes liv.

Hos Grundtvig hænger det sammen:
Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben FORENE.

Ikke adskiller, men forener.

Hvorfor skrive om dette emne igen igen? Fordi kristendom er godt budskab til de små. Ganske vist har kristendom ret forstået med alt at gøre, alt i livet, i samfundet og i verden, naturen inklusive, men grundlæggende er kristendom et budskab om frelse, ikke et ideologi, der skal forbedre verden. Kristendom er godt budskab til de små. Dem uden tro, uden håb og uden kærlighed. Derfor bredte kristendommen sig som en steppebrand i Romerriget i de første århundreder. Og derfor fængede evangeliet på reformationstiden. Det blev hørt som et budskab om befrielse, hvad det netop er. Det er et budskab om, at nu slår befrielsens time.

Jeg er ikke reformator. Luther var det. Og Grundtvig var det også. Han mente i hvert fald, at den lutherske reformation skulle fortsættes. Det er jeg enig i.

Villy Klit-Johansen 31. januar 2020

Nogle få vigtige citater af Grundtvig

“Daaben er kun et Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i i uopløselig Forening med Daabs-Pagten.”
(Den kristelige Børnelærdom, US 9, s. 335)

“Da det nu igjen er Tros-Ordet ved Daaben, hvorigennem den Helligaand, som den guddommelige Ordfører og Talsmand, personlig virker den tilsvarende Kristen-Tro …”
(Den kristelige Børnelærdom, US 9, s. 478-479).

“Og at Morten Luthers christelige Grund-Oplysning om “Ordet og Troen”, [at] det rene Guds-Ord og den hjertelige Tro derpaa er de eneste virkelige Drive-Hjul i Saliggiørelsens guddommelige Værk med den Helligaands Kraft.”
(N. F. S. Grundtvigs Vartovs-Prædikener 1839-1860 i udvalg ved Holger Begtrup)

-hvor er de grundtvigske i debatten?

Det er for mig ikke særlig opbyggeligt at diskutere teologi. Jeg har det langt bedre med at være til gudstjeneste. Men jeg vil ikke desto mindre mene, at det undertiden er nødvendigt at diskutere. 

Det er en kendsgerning, at der vidt og bredt i præsteskabet og på det teologiske parnas (og blandt kirkens medlemmer) florerer et meget tyndt dåbssyn. Mange regner simpelthen ikke dåben for et sakramente i egentlig forstand. Det vil sige, at man ikke anser dåben for at være det af Kristus indstiftede uomgængelige middel til at frelse det fortabte menneske ind i Guds rige.

På den anden side er der en hård kerne af luthersk ortodokse og statskirkepietister, som holder fast ved dåbens sakramentale karakter, men de gør det med ord og udsagn, der bringer dem meget tæt på det højmiddelalderlige katolske syn, at dåben virker “ex opere operato”, det vil sige, at den virker automatisk i og med at den udføres. Et sådant synspunkt forfægtes f. eks. af sognepræst Claus Thomas Nielsen i Tidehverv nr. 1 januar 2022. Så vidt jeg ved, har ingen imødegået hans synspunkt, som ellers står i direkte modsætning til den lutherske bekendelse. Men ellers er det i almindelighed noget med, at man temmelig højrøstet giver det synspunkt til kende, at “dåben gør en forskel”, “dåben frelser” eller at “vi i dåben bliver Guds børn”. Hvilket ikke i sig selv er forkert, men det er bare ikke et tilstrækkeligt svar.

Hvis vi bliver ved det sidste, at vi i dåben bliver Guds børn, så er der solid bibelsk, luthersk og grundtvigsk belæg for det, men det har ikke tidligere stået alene på den måde, som det efterhånden er kommet til i de kredse. Peder Madsens bøn, der i 1912 kom til at stå som indledende bøn i dåbsritualet, indeholder den efterhånden berømte tak til den himmelske Fader, “fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn …”. Og så følger bønnen: “Tag i nåde imod dette barn, som vi bærer frem for dit åsyn …”

Den bøn er i den grad kommet til at styre hele debatten, Bispekandidater bliver i enqueter i Kristeligt Dagblad spurgt, om de mener, at man det er i dåben, vi bliver Guds børn. Alt andet er væk.

Det er oplysende at sammenligne Peder Madsens dåbsbøn med Luthers dåbsbøn fra hans tyske dåbsritual fra 1526: “Jeg råber til dig over denne N., din tjener, der beder om din dåbs gave og begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse…”.

I Peder Madsens bøn er barnet reduceret til en genstand for den hellige handling. I Luthers derimod er barnet en aktør. Barnet er med andre ord regnet for et fuldgyldigt menneske, et menneske skabt i Guds billede og bestemt til at tale med Gud. Den, der nu skal døbes, er en, der beder om dåbens gave. I den følgende “syndflodsbøn” hedder det så: “vi beder … at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden …” Og her tænkes der ikke på, at dåbsbarnet engang ad åre må få troen. Luther regnede bestemt ikke med, at der skulle være en frelse for spædbarnet uden troen på Kristus. Nej, der tænkes på dåben. Den frelsende tro gives i dåben. Retfærdiggørelse uden troen på Kristus var for Luther en utænkelig tanke. Og troen forstod han som en gave i absolut forstand.

Men er det ikke en forestilling om dåben som en automatisk virkende handling, der florerer i de ortodokse/pietistiske kredse? Det lyder afgjort sådan. De skal presses, før de går med til, at troen hører sammen med dåben.

Der er slet ingen tvivl om, hvor vi finder Grundtvig i hele denne problematik. Hans dåbssyn kan ikke gøres færdigt med, at “vi bliver Guds børn i dåben”. Og troen er ikke noget, der “hører sammen med dåben”, den er en del af selve dåben, uden hvilken den slet ikke er genfødelsens bad. Dette udtryk, der stammer fra Titusbrevet 3,3, spillede i øvrigt en stor rolle for Grundtvig. Hans dåbssyn rummer en langt, langt større dybde og rigdom, end man får indtryk af, når missionsfolk og tidehververe bruger ham i debatten.

Hvor er de grundtvigske? Hvor er de, der anser Grundtvig for den afgørende teolog på overgangen fra statskirke til religionsfrihed? De fylder alt for lidt i dagens debat.

Villy Klit-Johansen 21. april 2022

I Vor Frue sker det, at vi synger “Herrens røst var over vandet” ved højmesse med dåb. I Vor Frue får vi nemlig lov til at synge vægtige salmer! Den står som nr. 388 i Salmebogen.

“Herrens røst” er en klar demonstration af, hvordan den mageløse opdagelse blev udmøntet i praksis, altså i god gudstjenestelig poesi. Her ser vi, hvad “det levende” ord betyder for dåbssynet.

Salmen er noget redigeret i forhold til den oprindelige version, men salmebogens version går an. Den rummer:

1. To strofer om Guds mægtige ord ved skabelsen.

2. To strofer om Guds mægtige ord i dåben

3. En strofe om Guds mægtige ord i nadveren.

Det at Grundtvig ser en parallel mellem gudsordet i henholdsvis skabelsen og i dåb og nadver viser, hvordan han forstår Herrens ord i dåben og nadveren. Det er virkende ord. Det er ikke forkert at sige, at ordet er sakramentalt.

Ordene i 3. strofe er et prægnant udtryk for hovedsagen i Grundtvigs dåbssyn. “Herrens røst er over vandet, / Herrens røst i dåbens ord, / Herrens røst og intet andet / igenføder liv på jord.”

Også den 4. strofe er interessant ved at vise, at Grundtvig betragter Fadervor som Herrens ord i dåben, altså som en del af dåbens ord. “Herrens røst er dulgt i bønnen / af vor Herres egen mund.” Helge Dahn skriver i sin Salmehåndbog fra 1968: “Fadervor er tilsyneladende vort ord til Gud, men da det er Vor Herre, der har lært os bønnen, skjuler den i sig hans ord til os.” Helge Dahns ord viser, hvor svært det er for lutherske pietister at forstå radikaliteten i Grundtvigs syn. Udtrykket “har lært os bønnen” er for svagt, det kan forstås sådan, at det jo var Jesus, der lærte disciplene Fadervor, og de har skrevet den ned, så den også er nået til os. Men hvad Grundtvig mener, er, at Fadervor i dåben er Herrens levende ord til den, der døbes. Dermed gives dåbskandidaten barnekår hos Gud.

1
Herrens røst var over vandet,
Herrens røst med ånd og liv,
Herrens røst og intet andet
var det store Skaber-bliv;
deraf skinner sol og måne,
deraf sky og bølger blåne,
deraf blomstrer mark og eng.

2
Herrens røst var over støvet,
da han skabte mand af muld,
aldrig vorder overdøvet
efterklangen underfuld;
klart den toner fra vor tunge,
når som mennesker vi sjunge:
I Guds billed skabtes vi.

3
Herrens røst er over vandet,
Herrens røst i dåbens ord,
Herrens røst og intet andet
igenføder liv på jord,
nytårslivet af Guds nåde,
kristenlivet, dåbens gåde,
salighedens visse pant.

4
Herrens røst er dulgt i bønnen
af vor Herres egen mund,
æsker barnlig nådelønnen
for hans dyd af hjertens grund,
for hans kærlighed til sine,
for hans kors og for hans pine,
for hans dybe ydmyghed.

5
Herrens røst er over bordet
i sin kraft og herlighed,
i sin fylde dér livsordet
som Guds manna drypper ned;
kærlighed og sandhed sammen
nydes dér med lyst og gammen
som Guds vin og Himlens brød.

N.F.S. Grundtvig 1860 og 1864.

Villy Klit-Johansen, 20. maj 2022

Præsteskabet og de skriftkloge har altid haft det med at ville tage ordet ud af Vor Herres mund og bemægtige sig det.

Vi kan tage sådan noget som døbeordet “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Det er indført omkring år 1000 som en tilføjelse til dåben. Hensigten var efter alt at dømme at styrke præsteskabets autoritet. Jeg, der døber, blev forstået som den døbende præst. Sådan høres det vel stadig af de fleste? Grundtvig ville ikke afskaffe det, men han forstod det sådan, at det er Herren Jesus, der døber. “Jeg døber dig o.s.v.” er ord talt af den levende Herre og Frelser. Forstået på den måde havde Grundtvig ikke noget at indvende imod det.

Et andet nedslagspunkt kunne være den drastiske ændring, der skete med dåbsritualet i 1912. Aldrig så snart var Grundtvig nemlig død, før de pietistiske blandt hans venner i præsteskabet begyndte at rulle hans dyrt købte indsigter tilbage. Det drejede sig igen om at tage ordet ud af Vor Herres mund og tage magten over det. Grundtvigs vigtige opdagelse, kaldet den mageløse opdagelse, indebar jo, at Kristus i dåben taler sit levende ord.

Det gik ud over Fadervor og fredlysningen (ordene “Fred være med dig”). De skriftkloge blandt præsterne, de kaldte sig endda grundtvigianere!, fik udvirket, at Fadervor blev flyttet og ændrede status fra Herrens ord, talt personligt til den, der døbes, til at være menneskers ord. De mente, i øvrigt ganske rigtigt, at vi i dåben bliver Guds børn, men hvordan? Åbenbart ikke i kraft af, at Kristus selv lægger os gudsbarnets bøn i munden. De fik flyttet Fadervor hen efter “selve dåben”, som de sagde, thi i dåben bliver vi Guds børn, og det er kun Guds børn, der har ret til at bede fadervor! Dermed var fadervor taget ud af Vor Herres mund som hans levende ord til den, der døbes.

Dåbspagten lod de dog i første omgang stå. Men hvor længe vil det vare? Dåbspagten fik Grundtvig jo også øje på som Herrens levende ord til os i dåben. Og navnlig dåbspagten.

Jeg citerer nogle salmelinjer der viser det, jeg her har skrevet, men det kan man læse alle vegne i de relevante skrifter af Grundtvig.Citatet er fra Grundtvigs Sang-Værk, Første bind, No. 92, 10. strofe, ss. 224-225:

Herrens Bøn og Troens Grund
Hørde af din egen Mund
Vi da brat med Gammen,
Hørde saa og Herrens Ord,
Ved vor Daab og ved Hans Bord,
Sagde alle Amen!

Dette efter den tørre og hårde tid, da vi sov kirkelivet bort. Men nu vågnede vi op igen. “Atter for din Guddoms-Røst / Øret sig oplukked”, står der i digtet. Og så kommer verset ovenfor, der er henvendt til Gud. “Herrens Bøn og Troens grund, hørde af din egen Mund”. Ved dåben og ved hans bord. Fadervor hører med til Herrens ord, talt til os i dåben. Sådan er Grundtvigs tro, som han henter direkte ud af dåbsritualet, som vi har det fra gammel tid. Så hører Fadervor hjemme i dåbens ord og ikke efter “dåben”. Fadervor er en central del af dåben.

Det samme er tilfældet med fredlysningen, der i 1912 også på det skammeligste blev marginaliseret. Man skal være meget bevidst om det for ikke at være med til at tage ordet ud af Vor Herres mund. Det med fredlysningen står også utallige steder i Grundtvigs skrifter. Her er et godt eksempel, endda fra en god salme i salmebogen, DDS 44, Urolige hjerte, v. 2:

Har ej med de færre
du favreste håb?
Hvad sagde vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet »Fred være med dig«?

Fred være med dig. Det var Herrens eget ord til dig i dåben. Ikke et fromt ønske, som hvis det var sagt af et menneske (præsten), men et levende, virkende ord, der giver det, som ordet lyder på, Guds fred, det vil sige alt, hvad der skal til, for at du kan leve i Guds rige her på jorden og i evigheden.

Mon ikke tiden er inde til at promovere Grundtvigs mageløse opdagelse og den dermed sammenhørende dåbspagtteologi? Selv om det ikke behager de skriftkloge. Vi skal ikke tage ordet ud af Vor Herres mund.

Villy Klit-Johansen, 11. april 2022

Regin Prenter var en af de fire store på det nye teologiske fakultet på Århus Universitet fra midten af det 20. århundrede. Han gjorde sig tidligt gældende som en internationalt anerkendt Luther-forsker og blev i øvrigt kendt for at besidde en usædvanlig omfattende lærdom. Men forskeren var først og fremmest præst. Han begyndte sin karriere som præst, og da han tog sin afsked som professor, blev han igen præst, nu i et lille sønderjysk landsogn. Det var i den periode, at hans arbejde som prædikant satte sig frugt i den bog, jeg her omtaler, og hvori den lærde teolog viser sig som en omsorgsfuld præst, der forkyndte evangeliet jævnt og hjerteligt.

Anledningen til den aktuelle genudgivelse er, at bogen, der oprindelig udkom i 1976, ikke er til at opdrive på antikvariat.net. Under corona-nedlukningen, mens det måtte anses for ikke helt forsvarligt at gå i kirke, læste vi Prenters prædikener hjemme i stuen. Dette møde med prædikenerne fra Branderup Kirke i en mærkelig og svær tid var til stor trøst og glæde. Og så imponerede de i høj grad ved den solide teologi, de er båret af. Men ikke død teologi; der er ånd og liv i dem. Læsningen overbeviste os om, at bogen i kraft af det tårnhøje teologiske og åndelige niveau burde gøres tilgængelig igen.

Mange præster i moden alder har sikkert denne bog stående i reolen, og for dem er der ingen grund til at købe genudgivelsen. Det skulle da lige være, hvis de ville betænke et kært menneske med en god gave.

Der er tale om en nænsomt revideret tekst. Revisionen er, bortset fra nogle småting, begrænset til, at citaterne fra Ny Testamente er opdateret. Prenter foretrak den oversættelse, der for ham var “den gamle”, nemlig 1907. I de tilfælde, hvor det kunne gøres, uden at det påvirkede Prenters tankegang, er citaterne skiftet ud med 1992. De ret talrige undtagelser er der gjort rede for i fodnoter. Når jeg læste prædikenerne op, opdagede jeg, at jeg uvilkårligt udskiftede “Eder” med “jer” o.s.v. Derfor revisionen. Bogen skulle jo gerne være så brugbar som muligt for præster og andet godtfolk, der som noget naturligt læser/hører 1992-oversættelsen i gudstjenesten. Indholdsmæssige ændringer er der ingen af.

Prenters prædikener er opbyggelig læsning. Det er også det primære formål med prædikener, men man bliver også godt oplyst. Hvis man ikke kender Regin Prenters teologi og gerne vil sætte sig ind i den, er “Ordet og troen” et udmærket sted at begynde. Læser man bogen med eftertanke og mere analyserende, finder man snart ud af, at den næsten kan bruges som en slags “praktisk teologi” eller for den sags skyld en mini-dogmatik. Man får indblik i Prenters syn på mennesket som skabt i Guds billede, man skimter hans religionsteologi, man lærer om hans syn på dåben, nadveren, konfirmationen, bibelen o.s.v.

Regin Prenter havde venner blandt både missionsfolk, tidehvervske, højkirkelige og grundtvigske. Jeg tror, det skyldes, dels at han aldrig havde travlt med, hvem han ikke kunne lide, for ham drejede det sig om sagen, det positive, og dels skyldes det, at de hver især læste ham gennem deres eget filter, og de kunne alle finde noget, de kunne sympatisere med. Han var simpelthen alt andet end snæver. I dag burde man måske sætte sig for at læse ham uden filter, som ikke hørende til det ene eller andet “parti”, for han sluttede sig aldrig til noget parti. Det er frugtbart at læse ham simpelthen som Prenter, altså som den store teolog, han var.

Hvilken teologi repræsenterer disse prædikener så? Inden jeg forsøger at svare på det spørgsmål, skal det siges, at prædikener hører eller læser man jo ikke for at analysere dem, men for at blive opbygget. Og prædikanten på sin side docerer ikke teologi. Han befinder sig i en anden verden end den analyserende, argumenterende og docerende, som hører den akademiske verden til. Men selvfølgelig har prædikener af det format, som der her er tale om, en teologisk holdning som forudsætning og baggrund. Den kan beskrives, og man kan virkelig lære teologi af prædikenerne, hvis man er til den slags.

Professor Prenter havde hentet inspiration fra flere kilder. Han var syntetiserende. Det er ikke det samme som at sige, at hans teologi var et konglomerat, altså en sammenhobning af uensartede elementer. Nej, syntetiserende skal tages i den præcise betydning, at han holdt elementer sammen, som hører sammen, og hvis de var skilt ad, satte satte han dem sammen. Det kom der en helstøbt teologi ud af. Det hele hænger ualmindelig godt sammen.

Man kan sige, at Prenters teologi, sådan som den kommer til udtryk i denne lille, men billedlig talt store bog, var luthersk nådemiddelteologi i grundtvigsk aftapning. Allerede titlen signalerer det. Her er det fristende at citere fra Grundtvigs prædiken til Pinse-mandag 1860: “Og at Luthers christelige Grund-Oplysning om “Ordet og Troen”, [at] det rene Guds-Ord og den hjertelige Tro derpaa er de eneste virkelige Drive-Hjul i Saliggiørelsens guddommelige Værk med den Helligaands Kraft heller ingensteds faldt i saa god Jord som hos os, det kiendes derpaa, at kun hos os har denne christelige Grund-Oplysning klaret sig til at oplyse Guds Vei paa Jorden og hans Frelsning blandt alle folk.” (N. F. S. Grundtvigs Vartovs-prædikener 1839-1860 i udvalg ved Holger Begtrup, s. 520).

Prenter forkynder på grundtvigsk vis, at den opstandne Kristus er virkelig stede i sin menighed i dåben, nadveren og evangeliet. Af Luther og Grundtvig havde han lært, at nådemidlerne, dåben og nadveren, ikke blot er symboler, men virkelige nådemidler, det vil sige midler, som Gud bruger til at skænke mennesker sin frelse. Hemmeligheden er Guds ord og Helligånden.

Dåben inddrages i et stort flertal af prædikenerne. Hvis man læser de steder, hvor dåben omtales, giver det et fint billede af Prenters grundtvigske dåbspagtsteologi.

Sagen er den, at Prenter i sjælden grad havde levet sig ind i dette helt grundlæggende tema i Grundtvigs teologiske tænkning. Den er kendetegnet ved, at Grundtvig har overvundet den adskillelse af troen og dåben, som man ikke kan nægte, at udviklingen af luthersk teologi i ortodoksiens og pietismens statskirkelige tid havde medført. Alle børn skulle døbes, og alle unge skulle omvendes til levende tro. Troen og dåben var skilt ad. Denne adskillelse havde gjort det svært at se dåben som udtryk for evangeliet. Dåben blev set som noget rent objektivt, og troen fik det derfor med at gå på egen hånd og blive en menneskelig præstation. Det er opgøret med denne skæve udvikling, som var foregået gennem statskirke-ortodoksien og statskirke-pietismen, der er Grundtvigs virkelige indsats på dette felt. Og det er netop også blandt andet på dette punkt, at Prenters teologi stadig, 21 år efter hans død, peger fremad. Frem mod en tid, da evangeliet forhåbentlig vil lyse mere klart iblandt os til trøst for de små, der trænger til det. Og hvor friheden er det element, den kristne menighed lever i, frigjort af enhver statskirkelig tvang.

For Prenter som for Grundtvig, hører troen og dåben sammen som én Guds gerning, der skænker frelsen til det fortabte menneske. Hemmeligheden er Guds ord og Guds Ånd.

Man har kaldt Prenter pietist, højkirkelig og “barthianer”. I virkeligheden var han grundtvigsk. Det var det, han var. Han var en seriøs grundtvigianer med et meget dybt og omfattende kendskab til Grundtvigs skrifter. Jeg anfører nogle få citater til belysning af hans syn på troen og dåben:

“Dåben er, både når den gives til voksne, og når den gives til små, en ny fødsel af vand og Helligånd, som det hedder i brevet til Titus kap. 3, v. 5: det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.” (s. 21).

Troens nødvendighed bliver fastslået:

“troen … er det allernødvendigste, om vi skal leve og dø som Guds børn eller, sagt med et bibelsk udtryk, frelses, det vil sige: leve et ægte menneskeliv her på jorden og bevare det ud over dødens grænse.” (s. 35-36).

Og det bliver konsekvent fastholdt, at troen er en gave. Troen er ikke noget, vi finder hos os selv, den er noget, Kristus finder hos et menneske:

“det vi forstår ved tro, får vi ikke let øje på hos den kana’anæiske kvinde. Det skyldes måske, at vi ikke er kendere på troens område. Jesus derimod, den største kender, ser eller snarere hører sig til denne kvindes store tro.” (s. 35)

Troen er en gave, som gives i dåben:

“Vi beder: “Herre, bevar os, sammen med den lille dreng, der i dag skal døbes i vor kirke, i den tro, du føder os påny til at leve i ved den hellige dåb. Bevar os i den tro, du som et sennepskorn sår i os ved døbefonten.” (s. 29).

Troen gives i dåben. Det er vel at mærke ikke en tro, der skal vokse sig stor, den skal netop blive ved med at være lille.

Og troen gives til at leve i:

“Vi frelses ikke ved dåbsakten, men ved dåbspagten, som sluttes mellem Gud og os ved dåbsakten. Vi frelses derfor ikke ved at blive døbt og forlade dåbens pagt, men ved at blive døbt og blive i dåbens pagt. Og dåbens pagt er Guds pagt med de små, den pagt, der kun hviler på ét vilkår, dette: Guds rige hører de små til. Den, som ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” (s. 24).

Det grundtvigske anslag bliver også meget tydeligt i prædikenen til 1. s. e. påske, som jeg ser som et af højdepunkterne (men der er flere højdepunkter, påskeprædikenerne f.eks):

“At møde den Opstandne er at få fred med Gud. Vort første møde med den Opstandne fandt sted i dåben. Da Fadervor under håndspålæggelse var overgivet os som Herrens og vor fælles bøn, altid hørt af Faderen i himmelen, da lød til sidst ordene: “Fred være med dig!” Så det stemmer, hvad Grundtvig har lært os at synge:

Fred er kirkens velkomst-ord
og farvel på denne jord;
I vor dåb det til os lød,
skal genlyde i vor død:
Fred med eder! Herrens fred,
nu og i al evighed!” (s. 72).”

Dåbspagtens ord, Fadervor og fredlysningen er den opstandne Herres levende ord til os i dåben. I de ord skænker han et fortabt menneske den evige frelse.

Af den grundtvigske dåbspagtsteologi følger for Prenter et klart syn på konfirmationen, som vi jo i den lutherske kirke har store problemer med at sætte på en fælles formel. Konfirmationen består i, at vi (den kristne menighed) bekræfter de unge i dåbspagten: “Han (Jesus) vil kalde os barnedøbte tilbage til vor dåbspagt. Han vil hjælpe os til at blive på den vej, han selv har banet for de små fra dåben til Guds rige. Også de store skal blive på den vej. Det er det, vi siger til vore konfirmander, når vi bekræfter dem i dåbspagten.” (s. 24). Dette syn gjorde Prenter til fortaler for konfirmation uden tilspørgsel og svar. “Hans” konfirmation bestod i konfirmationsvelsignelsen med håndspålæggelse. “Konfirmationsvelsignelsen” er netop en bekræftelse af dåben og en bøn til Gud om at “opholde konfirmanden i dåbens nåde.” Den ligger tæt op ad de tilsvarende ord, der ved dåben følger umiddelbart efter overøsningen.

Lad mig tilføje, at Prenter ikke springer over udsagn af Jesus, som vi selvretfærdige mennesker helst vil være fri for at høre. Synd forstår han som ulydighed mod Guds klart udtrykte vilje, og synden skiller os fra Gud. Og gudsfrygt er for ham et positivt ord.

Prenters skabelsesteologi og hans syn på lovens plads før evangeliet og ikke som hans gamle lærer, den reformerte Karl Barth, mente, efter evangeliet, betyder, at hans prædikener ikke er verdensfjerne. Hele det brogede menneskeliv og hele den brogede verden er hele tiden inden for horisonten. Det betyder så også, at et og andet derfor vil forekomme tidsbestemt, men det er faktisk forbavsende så meget, der virker fuldstændig aktuelt.

“Skabelse og genløsning” hedder Prenters dogmatik. Titlen afspejler den grundtvigske inspiration. Prenter hævdede i øvrigt, at Grundtvig livet igennem bevarede det syn på genløsningen eller med det traditionelle bibelske ord: frelsen, som han kom frem til ved sin omvendelse til luthersk bibelkristendom i 1810. Også på det punkt fulgte Prenter Grundtvig. 

Prenter er tæt på det bibelske sprog i prædikenerne. Er det Kana´anens tungemål, som man siger? Og dermed uforståeligt for “moderne mennesker?” Nej, det vil jeg ikke mene. Han forklarer altid de bibelske ord, og han er også tæt på det danske sprog, når det er bedst. Evangeliet tager bolig i det danske sprog. Man mærker, at det er prædikener, der er holdt for en landsbymenighed; de er holdt i et smukt og jævnt dansk, forståeligt for enhver.

I en forelæsning gjorde Prenter opmærksom på, at alle de bibelske ord er billeder. Allesammen. Han var ikke “fundamentalist”. Men de bibelske ord er vel at mærke billeder, der taler om noget reelt. Han var altså heller ikke uden videre med på Bultmanns afmytologiseringsprogram. Han anerkendte Bultmanns gode intention om at tale, så det kan forstås af det moderne menneske, men måtte alligevel sige fra på afgørende punkter. Men det vil føre for vidt at komme nærmere ind på dette.

Prenters syn på disse ting medfører, at han i prædikenerne uden forbehold – også uden skjulte forbehold – tager det som en virkelighed, at Guds Søn fra evighed af blev menneske, han forkynder opstandelsen som en virkelighed, og han forkynder Kristi genkomst som verdens dommer som en virkelighed. Det gør han, fordi han anser det for virkelighed. Men altså ikke på fundamentalistisk vis, sådan som dette begreb ofte forstås.

Med disse betragtninger har jeg på ingen måde ydet “Ordet og troen” retfærdighed. Den yder man kun retfærdighed ved at læse den og derved overraskes, oplyses, udfordres, opbygges og trøstes af selve evangeliet.

Bogen er ikke først og fremmest interessant som teologi, men som kristen forkyndelse. I prædikenerne gør Prenter alvor af det principielle syn på prædikenen, som han udtrykker i forordet. En prædiken er ikke en fremlæggelse af rigtige meninger, som man kan tilslutte sig eller ej. Hvis man altså forstår dem. Den er heller ikke en opfordring til nu at tage sig sammen og tro. Prædikenen hverken taler til forstanden eller appellerer til den religiøse anstrengelse. “Sigtet … har været at forkynde ordet, i den givne tekst, til troen, … der er hjertets åbnen sig for glæden i ordet.”

Prenter prædiker på baggrund af sin flittige beskæftigelse med klassiske teologiske emner. Og hans forkyndelse er “hjertelig”. Af begge grunde vil jeg varmt anbefale bogen.

Udgivelsen er støttet af VELUX FONDEN og Konvent for Kirke og Theologi.

Regin Prenter: Ordet og troen, prædikener fra Branderup Kirke
Forlaget Trykværket, 2021
136 sider, 169 kr.
Hæftet og med flapper.
ISBN 978-87-94058-55-1
Kan købes hos boghandlerne og i forlagets netbutik: trykvaerket.dk
Udkom den 16. november 2021

Villy Klit-Johansen, 30. november 2021

Regin Prenter: Ordet og troen, prædikener fra Branderup Kirke
Forlaget Trykværket, 2021
136 sider, 169 kr.
Hæftet og med flapper.
ISBN 978-87-94058-55-1

Kan købes hos boghandlerne og i forlagets netbutik: https://trykvaerket.dk/bog/ordet-og-troen/

Udkom den 16. november 2021

Hvis du påskønner initiativet, så udbred gerne kendskabet til det i dit netværk!

Formålet med udgivelsen er at gøre Regin Prenters væsentlige bog tilgængelig for nye læsere. Den kan ses som en brugsbog med en tæt relation til gudstjenesten. Derfor er den velegnet til at hente inspiration fra til prædikenforberedelsen. Lige så velegnet er den til husandagten, som måske er ved at få en renæssance i disse corona-tider? Og til personlig læsning. Og for den sags skyld til studiegrupper.

Hvis man ikke kender Regin Prenters teologi og gerne vil sætte sig ind i den, er “Ordet og troen” et udmærket sted at begynde. Prædikenerne er nemlig båret af en gennemtænkt teologi, der er meget rig på indhold. Og så er det sådan, at hele den brogede verden er inden for horisonten, når Prenter prædiker. Jeg vil ikke røbe detaljer.

Bogen er den oplagte julegave “Fra mig til mig selv” (både for teologer og lægfolk).

Der er tale om en nænsom revision af bogen fra 1976 (Forlaget Aros) – revideret af fhv. sognepræst Villy Klit-Johansen. For dem, der har udgivelsen fra 1976, er der ingen grund til at købe den nye.

Udgivelsen er muliggjort af støtte fra VELUX FONDEN og fra Konvent for Kirke og Theologi.

Menighedens bekræftelse af dåben og menighedens forbøn for de unge

EN ANALYSE AF SALMEN ”HAN, SOM PÅ JORDEN BEJLER”

Hvad er konfirmationen? Et svar kan vi søge i Grundtvigs salme fra 1843 og 1845, Den danske Salmebog nr. 479. Man tør vel betegne den som den klassiske konfirmationssalme. Det er ganske vist mit indtryk, at den ikke bliver brugt så meget mere, men for nogle årtier siden var den på tavlen ved så at sige hver eneste konfirmationsgudstjeneste. Er den slidt op? Det skal man bestemt ikke være for hurtig til at afgøre. Måske tør man ligefrem håbe, at den får en renæssance.

Salmen begynder med Gud. Det er ikke så almindeligt i vore dage at begynde med Gud, almindeligvis tager man hellere udgangspunkt i mennesket, men sådan var Grundtvig ikke. Gud, eller måske Herren Kristus, men det gør i denne sammenhæng ingen forskel, introduceres som “Han, som på jorden bejler til troskab uden svig.” Der tænkes på troskab mod Herren Kristus, der i dåben har indgået sin nådepagt med os. Dette er for Grundtvig et centralt tema ved konfirmationen. Troskaben.

Der står ikke, at Herren kræver vor troskab, han bejler til den, han ønsker den inderligt og søger at vinde den. Til himlen kan der som bekendt ikke tvinges, kun ringes. Ordet bejler viser det “hjertelige” i Grundtvigs kristendom. Der er en varm og kærlig opmuntring i det.

Hvad der er interessant, er at salmen egentlig ikke har konfirmationshandlingen som tema. Grundtvig holdt ganske vist fast ved konfirmationen som kirkeskik, men han fulgte ikke pietismens teologi. Og den ellers ritualtro Grundtvig knytter ikke sin konfirmationssalme til noget konfirmationsritual.

I denne salme er han også helt fri af den pietistiske forståelse. Der er intet om, at konfirmanderne bør genfødes ved en omvendelse til personlig tro og lignende. Nej, emnet er kristenlivet, levet på dåbspagtens grund. Salmedigteren opmuntrer konfirmanderne, og alle andre døbte, til troskab mod Herren Kristus og dåbens pagt, hvori han har skænket os alt. Bemærk udtrykkene “troskab uden svig” (1, 2) og “tro og huld” (4,4). Når perspektivet ved konfirmationen er livet i dåbspagten fra dåbens øjeblik og frem mod fuldendelsen, sættes der spotlight på troskabs-aspektet af troen. Det forudsætter selvfølgelig, at konfirmanderne vedkender sig deres dåbspagt.

Hvordan ser livet i dåbspagten ud? Ja, det er allerede sagt. Det er et liv, der er spændt ud mellem dåben og døden. Eller rettere sagt mellem dåben og evigheden, for kristenlivets mål fylder overraskende meget i salmen: “lunden, hvor livets lyst er sød”, altså Paradisets have (2,3-4), “den lukker op Guds-haven for os i liv og død”, igen Paradiset, som her viser sig ikke udelukkende at være hinsidigt, det er til stede både i liv og død (3,3-4), opstandelsen: “vinker op fra graven vor krop med kjortel ny” (3,6-7), “hvert hoved kroner med evighedens guld”, her er det igen målet i Guds evige rige (4,1-2) , og “for hvilen efter vånden, for glæden i sin glans” er også et udtryk for den evige salighed (5,6-7). Der er virkelig lyse udsigter for den, der her på jorden er tro mod vor forsoner, Jesus.

Den mørke baggrund ses der i øvrigt ikke bort fra: Guds hånd fører os op “fra afgrunden, hvor syndens sold er død” (2,1-2), hvor prisen for at have vendt Gud ryggen altså er døden i betydningen at være evigt uden Gud. Uden Kristus er vores situation fuldstændig håbløs.

Salmens disposition er klar: Kristenlivets vandring mod målet begynder med dåben (1. strofe), og går om ad nadveren (2. strofe), og vandringsstaven på vejen frem er Bibelen (3. strofe). Vandringen ender i et vældigt lovsangs-crescendo i evigheden (4. og 5. strofe).

Ordene i 5. strofe: “Halleluja for Ånden / som livet os har bragt” betyder ikke, at livet har bragt os Ånden. Det er naturligvis Ånden, der er subjekt. Det er Ånden, der har bragt os livet, det åndelige evige liv.

Det hele er bundet sammen af motivet Guds hånd, som han rækker os, som leder os på vejen, og som til sidst kroner os med evighedens guld.

1. strofe handler som sagt om dåben. Tankegangen er den, at hovedsagen i dåben er den pagt, som Gud opretter med et menneske. Vi bliver spurgt med troens ord, og når vi svarer ja, besegler Gud pagten ved at døbe os med Helligånden. “Når vi kun vil”, jf. spørgsmålet “Vil du døbes” i det klassiske lutherske dåbsritual. Spørgsmålet skulle sikre, at dåben virkelig skete frivilligt. At Gud besegler pagten forklares nærmere i den næste sætning “på ord, som aldrig fejler”. Pagten oprettes ved det ord, som Gud selv taler; det er pagtens ord, altså forsagelsen og trosbekendelsen i spørgende form, og hans ord fejler aldrig, det kalder selv den tro frem, som det spørger om. Ordet besegle (græsk: sfragizå) er ordet for meddelelsen af Helligånden i dåben (Se 2. Kor. 1,22 og Ef. 1,13 og 4,30). 1. strofe handler altså om dåben.

Jeg har altid brugt salmen ved konfirmationsgudstjenesterne. De første mange år lod jeg konfirmanderne lære den udenad. De senere år gennemgik jeg den grundigt med dem. Den eneste salme, de så lærte udenad, var Hil dig Frelser og Forsoner. Den var de meget glade for. Når de fik lov til at være med til at vælge salmer til konfirmationen, var den altid en sikker vinder.

KONFIRMATIONSHANDLINGEN

Indledningsvis vil jeg herom sige, at vi bør undgå fantasifulde fortolkninger af det fra pietismen stammende begreb konfirmation/konfirmere/bekræftelse/bekræfte/bekræftes. Ofte hører man præster sige, at det i virkeligheden er Gud, der bekræfter. Men Gud behøver ikke bekræfte noget, han én gang har sagt. Populært hedder det modsat altid, at konfirmanden nu selv svarer ja til det, som en anden svarede ja til ved dåben. Det er den “folkelige” forståelse af “bekræftelsen”. Den er pietistisk.

Udelad tilspørgsel og svar!

Jeg vil anbefale ikke at lade tilspørgsel og svar indgå i konfirmationshandlingen, fordi konfirmationen derved gøres til en selvstændig kirkelig handling i konkurrence med dåben. Grundtvig gør netop ikke konfirmationen til en selvstændig handling, der skal “gøre dåben færdig”, for der mangler ikke noget. I dåben har Gud givet den hele og fulde frelse, altså også troen, der netop ikke beror på en bevidst viljesbeslutning, men i absolut forstand er en gave.

Ritualbogen af 1992 har to muligheder for tilspørgsel og svar til hver enkelt konfirmand. Enten 1. tilspørgsel med forsagelsen og en forkortet trosbekendelse, der går tilbage til den af den pietistiske konge Chr. den 6. i 1736 indførte konfirmation. Eller 2. den noget problematiske nydannelse, der kom til i 1992. Den lyder som følger. Præsten spørger: ”N.N. vil du konfirmeres i den kristne tro? Konfirmanden svarer: ”Ja!”. Problemet er ikke mindst, at forbindelsen til dåbspagten forstået som Guds gave er pst væk. Hvad betyder det at konfirmeres i den kristne tro? Det er meget ukonkret. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle forklare det for et konfirmandhold. Men hovedproblemet er, at denne form giver konfirmationen nærmest sakramental karakter.

Konfirmationsvelsignelsen

Allerede anordningen om konfirmation af 1912 åbner imidlertid for den mulighed, at man helt udelader tilspørgsel og svar og lader den egentlige konfirmationshandling bestå i, at præsten nævner konfirmandens navn og under håndspålæggelse af konfirmandens hoved siger ”bekræftelsen/bønnen”, der i ritualbogen kaldes ”konfirmationsvelsignelse”. Den form foretrækker jeg.

Hvis vi skal beholde konfirmationen, og det er der god grund til at gøre, kan jeg bedst forstå den som menighedens bekræftelse af, at konfirmanden er døbt, og dens forbøn for den unge. Det er netop indholdet af konfirmationsvelsignelsen, eller jeg vil hellere sige bekræftelsen/forbønnen, nemlig bekræftelsen ”Den almægtige Gud … som i dåben har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, og ”forbønnen om, at Gud ”vil styrke dig med sin nåde til det evige liv”. Bønnens indhold er også det væsentlige anliggende i Grundtvigs stærke salme. Det ligger i den vægt, som Grundtvig i salmen lægger på troskaben.

Ja, jeg foretrækker nr. 2 af de tre mulige konfirmationsvelsignelser, som anføres i ritualbogen af 1992.

Hvis der skal tales om bekræftelse, er det dermed menigheden, der bekræfter dåben over for konfirmanden. Det er netop det, der siges i ”konfirmationsvelsignelsen”, hvis fulde ordlyd er: ”Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i dåben har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv!” Denne konfirmationsvelsignelse er en gentagelse af bekræftelsen/forbønnen efter dåben. Den kan ikke forstås som Guds ord, for det er en bøn henvendt til Gud. Den er derfor at forstå som menighedens ord, udtalt på dennes vegne af præsten. Så det er menigheden, der bekræfter, at konfirmanden er døbt, og menigheden bekender sin tro på, hvad dåben gavner, og konfirmationsvelsignelsen går så over i menighedens bøn om, at Gud vil ”styrke dig med sin nåde til det evige liv”. ”Med sin nåde” betyder ved sine nådemidler, evangeliet og nadveren. Det er konkret og til at forstå. Og med dette ældgamle led fra dåbsritualet er vi på sikker grund.

Konfirmationen er således kort sagt menighedens bekræftelse af dåben og dens forbøn for de unge.

Afslutning

Og lad os så i øvrigt bruge konfirmationsgudstjenesten til at forkynde dåbspagten for de unge, simpelthen minde dem om dåbens pagt, hvori de har fået alt, hvad der skal til, så der intet er at tilføje. Og så, ligesom Grundtvig i den gode salme, tale om kristenlivet som en vandring i dåbspagten fra dåbens stund, til livet ender. På denne vandring kræves der troskab. Intet i vort liv må få den plads, der tilkommer Kristus. Det lykkes kun ved troskab mod nådemidlerne.

Sådan kan man med rimelighed forstå konfirmationen i lyset af Grundtvigs konfirmationssalme.

1
Han, som på jorden bejler
til troskab uden svig,
når vi kun vil, besegler
sin pagt om Himmerig.
Han døber med den Helligånd
på ord, som aldrig fejler,
han rækker os sin hånd.

2
Den hånd, som fra afgrunden,
hvor syndens sold er død,
os fører ind i lunden,
hvor livets lyst er sød,
den fører os til Herrens bord,
med hjertet og med munden
at smage nådens ord.

3
Den hånd med bibelstaven
os trøster i al nød,
den lukker op Guds-haven
for os i liv og død;
engang den bryder gennem sky
og vinker op fra graven
vor krop med kjortel ny.

4
Den hånd hvert hoved kroner
med evighedens guld,
som Jesus, vor forsoner,
på jord var tro og huld;
med frydesang der skabes da
et hav af Himmel-toner,
et fuldt halleluja.

5
Halleluja for hånden,
som Herren os har rakt!
Halleluja for Ånden,
som livet os har bragt!
Halleluja for ærens krans,
for hvilen efter vånden,
for glæden i sin glans!
N.F.S. Grundtvig 1843 og 1845.

Villy Klit-Johansen 10. maj 2022

Evangelium: Mattæus kap. 3, v. 1-10

I dag på bededagen har vi fået beretningen om Johannes Døber, og vi har hørt stykker af hans forkyndelse. Og det er helt klart det væsentlige i hans forkyndelse, vi har hørt.

 Når man som præst så at sige får sådan en tekst serveret: Værs´god at gå i gang (det er jo en bunden opgave, man vælger ikke selv teksten), så kan man næsten ikke undgå at komme til at fundere over det spørgsmål: Hvordan skal du kunne lægge mund til disse alvorlige ord. Fx det strenge ord om, at ”Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.”

Vi kommer ikke uden om, at ordene er rystende aktuelle. Den moderne, vestlige kulturs gudløshed har sat bitre frugter. Det vil jeg vende tilbage til lige om lidt. Men hvordan skal man som præst i en etableret og materielt set forkælet kirke kunne stille sig op og lægge mund til ordene om Guds truende straf? Mon ikke ordene rammer en kultur, der ikke har respekt for Guds ord og Guds bud. Mon ikke ordene har noget at sige til et folk, der har bygget et velfærdssamfund og et velstandssamfund og har meget store tanker om, hvad vi selv kan udrette? Vi kan selv, så hvad skal vi med Gud?

Men altså, når man i den grad er en del af systemet, som en folkekirkepræst er, hvordan kan man så prædike omvendelse med den alvor, som sagen kræver?

Vel, nu er der jo ingen, der har sagt, at alle prædikanter skal melde sig ud af samfundet og bo i ødemarken og leve af græshopper, som Johannes Døber gjorde. Ingen tvivl om, at selve hans livsstil har været et stærkt vidnesbyrd, men jeg mener ikke, at jeg indtil nu har fået besked på sådan noget. Derimod har jeg helt klart fået ordre på at forkynde det budskab, vi hører i det det tredje kapitel hos Mattæus.

Og der er en ting, der gør, at det er til at holde ud at prædike, også på en dag, da evangeliet har den strenge tone af bod, og det er dét, at det aldrig – heller ikke i dag – er dårlige nyheder, jeg er sendt med. Ordet om bod og omvendelse er ikke et ord, der sætter os i en håbløs situation. Tværtimod. Ordet afslører vores håbløse situation. Det siger, at vi er syndere, der er under Guds dom. Men dét afslører ordet ikke uden i samme åndedrag at pege på et håb, en lykkelig mulighed.

Johannes Døber har lige indledt sin omvendelsesprædiken med ordene: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær.” Vel var Johannes altså en skrap straffeprædikant, men han var først og fremmest forløberen for Kristus. Han var den, der skulle berede vejen for ham. Johannes var profeten, der vidste, at Kristus allerede var lige på trapperne. Frelseren skulle netop til at begynde sit store værk til menneskers frelse.

Det betød, at der var én at vende om til. Eller for at sige det sådan: Den fortabte søns fader stod allerede og ventede på, at sønnen skulle fortryde og vende hjem til den fædrene gård.

Himmeriget var kommet nær.

For os er Guds rige nær i endnu højere grad, det er virkeligt nær, for Kristus har nu en fuldført gerning bag sig. For os er Guds nåde en nærværende virkelighed, fordi vi kender evangeliet om Kristus.

*

Men jeg nævnte tidens gudløshed. En af de fremtrædende ungdomsoprørere fra slutningen af tresserne har sagt det ret fyndigt. Hun kalder sig ikke kristen, men en troende tvivler. Hun har gjort sine iagttagelser og draget sine konklusioner. Hun skrev et år ved påsketid:

”De fleste mennesker har ikke mere nogen værdier og normer at udfylde deres liv med.

Bare se dig om på gaderne, på hospitalerne, på beværtningerne. Utroligt mange mennesker har det dårligt med sig selv og magter ikke omverdenen. De er på den med druk, piller, narko eller anden selvdestruktion. …

Læs den nyeste litteratur, rapporter om sjælelig elendighed og afmagt. Velfærdsmennesket er forkælet og svagt … Men intet er så glædesløst og kritisk overfor alt som netop forkælede mennesker.

Vi fra 60´er-generationen var med til at rive autoriteterne og normerne ned. Men vi glemte at bygge noget nyt op at tro på… For hvis alt er uden mening, er livet jo ligegyldigt. Familien er blevet ødelagt, dér er ingen styrke at hente. Ægteskabet er blevet åbent, og det går folk åbenbart i stykker på. Religionen er blevet forladt, og intet samfund i andre århundreder har kunnet overleve uden en religion.

Da vi fik friheden, blev vi bange og forladte. Vi har ikke noget at holde fast i. Noget at tro på. Noget at kæmpe for og dermed imod.

Kun indholdsløs materialisme. Hvad betyder noget for folk i dag?”

Og så slutter Ulla Dahlerup – hende er det nemlig: “Kære påske … giv os en eller anden tro tilbage!”

Jeg har citeret så udførligt, fordi ingen præst jo kan holde en stærkere og mere hjertegribende prædiken om tidens gudløshed og om gudløshedens frugter.

Man kunne gå direkte videre med Johannes Døbers ord: ”Øksen ligger allerede ved træernes rod.” Eller vi kunne gå direkte over i Paulus´ ord om Åndens frugt contra kødets gerninger: ”Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Og som Paulus siger: de, der giver sig af med den slags, skal ikke arve Guds rige.” (Gal 5,19-21).

Men Åndens frugt er ”kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” (Gal 5,22-23).

Med Jesu udtryk er det de frugter, som omvendelsen kræver. ”Så bær da frugt, som omvendelsen kræver.” Altså den livsførelse, som svarer til Guds kærlighed til os.

Men hvordan skal det gå til? Det er let nok at skælde ud over tidens dårligdom Der er også god mening i at hævde, at årsagen skal findes i, at mennesket har gjort sig selv til den højeste autoritet og fejet Guds ord til side. Og i stedet for ser vi, at tomrummet fyldes med brokker af østlig religiøsitet, hvis man da ikke ligefrem konverterer til en lovreligion, der har klare regler for alle områder af livet. Der er faktisk en del, der går over til islam i disse år. Det er svært at forstå, men det er tilfældet.

Mange kan se, at vores samfund og civilisation er i fare, men få tør pege på den vej frem, som Johannes Døber viser. Han peger på, at vejen til redning for en undergangstruet civilisation og dens mennesker er boden, altså det at erkende sin fejl og vende om og bede Gud forbarme sig over os.

Hvad bededagens tekst har at sige til den danske offentlighed, politikerne og hele folket, er, at Gud kunne miste tålmodigheden med os og lade sin vrede ramme os.

Men læg mærke til, at det ikke er selvforbedringens vej, der peges på for 117de gang. Det er jo religionernes opskrift, at nu må vi tage os sammen og forbedre os. Eller i den ubehagelige udgave: Nu må vi tage os sammen og gå til kamp mod religionens fjender.

Johannes Døbers budskab er et helt andet. Det handler om noget helt nyt, som mennesker ikke kan gøre selv. Det handler om frelse. Det handler om, at Gud griber ind og sætter en helt ny situation.

”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver.” – De ord sætter os ganske vist i en klemme, for vi ved godt, at det er så som så med de gode frugter i vores liv. Men det åbner også for udsigten til den befriende kendsgerning, at ingen gren kan bære frugt, uden at den er i forbindelse med træet, som giver al den kraft, der skal til for at bære frugt. En gren kan godt bære frugt, men det er træet, der giver frugten.

Vi kan ikke bære troens gode frugter ved at tage os sammen og forbedre os, men Kristus kan skabe gode frugter i vores liv, når vi er i levende forbindelse med ham.

Han er den eneste vej. Alt andet er fejltagelse eller selvbedrag. ”tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér.” Sådan sagde Døberen. Altså: Pas på, at I ikke bedrager jer selv ved at tænke: ”Jeg hører til det barnedøbte danske folk og betaler min kirkeskat og går i kirke juleaften, og så behøver jeg vel ikke bekymre mig mere om den sag.” Eller hvad vi nu kan finde på at dække os bagved, for at ordet ikke skal ramme os.

Nej: ”Omvend jer, for himmeriget er kommet nær!”

Her bliver der ikke lagt byrder på os, her lyder et befriende budskab. Vi bliver indbudt til et nyt liv i glæde. Et liv, hvor vi tør lytte til samvittigheden og Guds ords advarsler og tage konsekvensen af det og søge hen til vores Frelser, Jesus.

Han blev langfredag ramt af Guds vrede, for at vi ikke skal blive det. Han bar vores synd. Han fjernede den, så end ikke Gud ser den.

Så skal vi glæde os og stole på, at det er nok. Der skal ikke mere til, end det, han har gjort.

*

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Salmer: 497 – 583, v. 4-5 – 314 – – – 501 – (473) – 516

Villy Klit-Johansen 29. april 2021

Vi har i Danmark meget at være Grundtvig taknemmelige for, men først og fremmest dette, at vi trods det gradvise forfald, der skete med dåbsritualet og dåbsteologien gennem ortodoksien, pietismen og rationalismen, dog har bevaret dåbspagten.

Det, vi kalder Grundtvigs dåbspagtsteologi, udgør en hel verden. En stor og forunderlig verden, som man skal passe på med at bevæge sig ind i, for der er stor risiko for, at man aldrig kommer ud igen. Jeg vil mene, at det er en risiko, som man bør løbe! Bor man i den verden, betyder det ikke, at man ikke kan se andre verdener, men man vil nødvendigvis se de andre verdener fra den verden, man selv bor i.

Dåbspagtsteologien har sat sig stærke spor i Den danske Salmebog. Vi tager nogle få strofer frem – netop fra salmebogen, fordi de er umiddelbart tilgængelige og almindeligt kendte.

Stroferne er dels fra salmer, hvori ordet “pagt” forekommer, og dels fra salmer, der har ord-parret “tro og dåb”. Troen er nemlig et andet ord for pagten. I Grundtvigs skrifter som helhed er disse ord, “pagten” og “tro og dåb” talrige som havets sand og himlens stjerner, men vi holder os altså i denne omgang til salmebogen.

Dåbspagten er selve det forhold, som Gud opretter med et menneske ved sit ord og sin Ånd i dåben. Det forhold er eet med et nyt liv her på jorden og ind i evigheden.

Ordet “pagten”, betyder tillige nogle ganske bestemte ord, nemlig forsagelsens og trosbekendelsens ord, der er Vor Herres ord personlig talt til den, der skal døbes: “Forsager du Djævelen … Tror du på Gud Fader den almægtige…” Og så ja-svaret med hjerte og mund. Dåbspagten, forstået som selve det forhold, som Gud stifter med et menneske i dåben, oprettes nemlig ved dåbspagtens ord.

Man må af sammenhængen se, hvilken betydning ordet “pagten” har. Sommetider har det begge betydninger. De to betydninger hænger selvfølgelig tæt sammen. Troen i hjertet kommer jo af troens ord.

Det samme er tilfældet med det nævnte ord-par “tro og dåb”. Troen er dåbspagtens ord, som netop omtalt. Grundtvig har altid ordene tro og dåb i denne rækkefølge, fordi troens ord i dåben står foran overøsningen med vand. Men rækkefølgen har også forbindelse til visse tekster i Ny Testamente.

———-

Den første salme, vi citerer fra, handler om, at Jesus blev døbt i Jordanfloden af Johannes Døber. 

I dåbens ord og pagt
den ild med Ånd er lagt,
skal under vandet brænde
til alle dages ende.
Her ser du over dåben
Guds-husets dør stå åben.
(Slbg. 142)

“Dåbens ord og pagt”: Dåbens ord er dåbspagtens ord, og pagten er det forhold til Gud, som han derved opretter. Ikke flere kommentarer. I skal bare læse og så glæde jer over poesien og ordenes indhold, altså omtalen af al den herlighed, som Gud skænker os i dåbspagten. Det gælder også de følgende strofer, hvor jeg kun kommenterer de ord, der er relevante for vort emne.

———-

Dernæst en strofe af “Kirken den er et gammelt hus.

Husene dog med kirkenavn,
bygget til Frelserens ære,
hvor han de små tog tit i favn,
er os som hjemmet så kære;
dejlige ting i dem er sagt,
sluttet har der med os sin pagt
han, som os Himmerig skænker.
(Slbg. 323)

Her er det 1. person flertal. Dåbspagten er personlig, men det personlige udelukker ikke det fælles.

———-

Det næste eksempel er fra biskop P.C. Kierkegaards  konfirmationssalme. Konfirmationen er for ham en dåbsfest. Vi tager biskop Kierkegaard med, fordi han var fuldkommen kongenial med Grundtvig.

Lad øret høre hyrdens røst,
hvor til dit folk du taler trøst
og fred til dine spæde!
I pagten hvile hjertet trygt,
trods verdens lyst, trods dødens frygt,
og smage så din glæde!
(Slbg. 482)

“I pagten hvile hjertet trygt!” “Hvile” er ikke nutid. Det er jo ikke sikkert, at hjertet hviler trygt i pagten. Der er udråbstegn efter, “hvile” er nemlig den i vor tid næsten forsvundne konjunktiv. Det er en opfordring og opmuntring: Lad dit hjerte hvile trygt i dåbspagten!

———-

Den følgende strofe hører oprindelig til “Kirken den er et gammelt hus”. Her har vi så ord-parret troen og dåben.

Aldrig dog glemmes mer i Nord
kirken af levende stene,
dem, som i kraften af Guds Ord
troen og dåben forene!
(Sbg. 329)

Troen er nok både dåbspagtens ord (troens ord) og hjertets tro, for det at forene troens ord og dåben (i dåbsritualet) lader sig nok gøre ved menneskers beslutning, og for Grundtvig var det alt om at gøre, at det sker, men hjertets tro fås og bevares kun ved Guds ords kraft, altså ved Helligåndens gerning.

———-

At “troen” i Grundtvigs salmer ofte simpelthed betyder dåbspagtens ord, fremgår tydeligt af en anden salme: 

Vort løsen er vor tro og dåb,
det er vort samfunds kæde,
deraf udspringer alt vort håb,
oprinder al vor glæde;
og ordet af vor Herres mund
det er vor kirkes klippegrund,
og det er Åndens bolig.

Og hvad så Herrens menighed
end sukker for af Ånden,
når tro og dåb vi holder ved,
oprinder efterhånden;
(slbg. 453)

Dåbspagtens ord og dåben med vand er menighedens fælles kendetegn (løsen). Troen er i denne salme klart ikke hjertets tillid, men Ordet, som troen holder sig til. Ellers giver det ikke mening. 

———-

Fra “Barnelivets favre dage”:

Hver, som tror af hjertens grund,
hvad han os har lagt i mund,
de i dåben fødes atter
til Guds børn, hans søn og datter.
(Slbg. 454)

Igen tro og dåb. Interessant er det, at hjertets tro er rettet mod det, som han selv har lagt os i mund, nemlig troens ord: Forsager du …? Tror du …?

———-

Intet andet sted er pointen i Grundtvigs dåbspagtsteologi vist tydeligere udtrykt end i “Op til Guds hus vi gå”:

Dåbspagten stiftes ved forsagelsens og troens ord sagt af Gud selv i spørgende form til den, der døbes og ja-svaret fra denne.

Guds ord til sjæl og krop
det siger selv: »Luk op!
Afsiger løgnen du
og tror Guds sandhed nu?«

Det er hans Effatha,
og tungen svarer ja!
Guds røst, som almagts hånd,
os skar for tungebånd.
(Slbg: 443)

—————-

Det var kun nogle få eksempler fra Grundtvigs poetiske skrifter. De er åbninger ind til en forunderligt rig verden.

Villy Klit-Johansen 3. marts 2021