I en artikel i Præsteforeningens Blad viste jeg, at det er Grundtvigs overbevisning, at troen bliver givet os i dåben. I den forbindelse blev jeg spurgt på Facebook omtrent sådan: Hvad så med dem, der senere i livet kommer til tro? Spørgsmålet kræver et seriøst svar. Det forsøger jeg hermed at give.
Altså: Hvad vil det sige at tro?
Her er to bud.
1. “den, som kommer til Gud, må tro, at han er til.”
2. “Den, der tror og bliver døbt skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.”
Først 1.
Lad det være sagt med det samme, det er ikke kristendom. Hvorfor det? Jo, sagen er den, at kristen tro ikke er en tro på, at der er en Gud til. For at være eller blive kristen er man ikke nødt til at begynde med den antagelse eller forestilling, at der er en Gud. I virkeligheden er det en temmelig ualvorlig øvelse at forsøge at overbevise sig selv om sådan en tanke, og det er utilladeligt at forlange det af andre.
Diskussionen om Guds eksistens er ikke en diskussion, som kristne deltager i med henblik på at overbevise ateister eller tvivlende om, at Gud er til, for alle mennesker er stillet ens overfor det spørgsmål. En ærlig ateist kan man som kristen kun respektere og føle sig på linje med. Guds eksistens kan nemlig ikke bevises med samme metoder som naturvidenskaben benytter sig af. Så man kan sige, at kristne ikke “ved” noget som ateisterne ikke “ved” og omvendt.
Det betyder ikke, at gudstroen er ufornuftig. På ingen måde. Det er vigtigt at huske, at naturvidenskabens muligheder er begrænsede. Den kan ikke svare på spørgsmålet om tilværelsens dybeste gåde. Den kan ikke udtale sig om meningen med livet, og den kan ikke give svaret på, hvorfor der overhovedet er noget til og ikke bare ingenting. Tilværelsen er og forbliver en gåde.
Alligevel eller måske netop derfor giver det god mening, at filosoffer arbejder med disse spørgsmål. Herhjemme har vi haft en K.E. Løgstrup, der tænkte dybt og originalt og kom frem til, at en analyse af tilværelsen, som den fremtræder for os, lægger en religiøs tydning nær.
Men som sagt: Det er ikke kristendom at tro at Gud er til. Filosofien kan ad fornuftens vej højst rydde nogle fordomme af vejen og åbne blikket for, at livet er gådefuldt.
Sætning 1. er fra Ny Testamente (Hebræerbrevet kap. 11, v. 6) Hebræerbrevets ukendte forfatter udtrykker ikke kristendom i den sætning. Forstå mig ret. Isoleret betragtet som et skriftsted, der er løsrevet fra sammenhængen i brevet og i Ny Testamente som helhed, udtrykker det ikke kristendom. Hebræerbrevets ord: “den, der kommer til Gud, må tro, at han er til” forstår jeg sådan, at Gud filosofisk set er forudsætningen for alt, og det er der god fornuft i, for det ligger i begrebet Gud, filosofisk set.
Hvad kristen tro angår, gælder det i dybeste forstand, at ingen kommer troen nærmere ved fornuftens hjælp, og ingen er afskåret fra den kristne tro på grund af en tilbøjelighed til ateisme eller endda en stærk ateistisk overbevisning. Så det bedste råd er: Glem den diskussion! Og hermed er vi kommet til
Dernæst 2,
altså: “Den, der tror og bliver døbt skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” (Markusevangeliet 16, 16).
Glem den teoretiske diskussion om Guds eksistens! Kristen tro kommer ind i billedet, når alt står på spil. Hvis ens timelige og evige lykke står på spil, så bliver kommer troen i Jesu forstand inden for horisonten.
Det er jo netop ord, som Jesus sagde til apostlene, da han viste sig for dem efter sin opstandelse. De står altså et meget vigtigt sted i evangeliet, hvor Jesus taler om tiden efter hans opstandelse og himmelfart. Altså om vores tid. Den, som tror og bliver døbt, skal frelses.
Først når det er et spørgsmål om liv og død, både i jordisk og i evig forstand, kommer troen ind i billedet. Først da bliver den relevant, som man siger i vore dage. Da kan fornuftens overvejelser ikke bruges til noget. Da nytter kun Jesu ord, der trøster, giver liv og overbeviser hjertet. Det betyder, at troen i absolut er forstand en gave, som Gud giver os i ordet.
Hermed er vi kommet til, hvad kristendom er. Når afgrunden åbner sig under én, eller når livets rigdom og overvældende godhed bliver nærværende for et menneske, er der mulighed for, at ordets sæd kan finde den gode jord, hvori den kan spire og gro.
Tror OG bliver døbt. Nu er det sådan, at de fleste her i landet er døbt med den kristne dåb. I dåben fik vi givet troen på Gud, vores skaber og himmelske far og på Jesus som vores Herre og Frelser fra synden og døden og alle ødelæggende magter og på Helligånden, der som Gud vil bo i vort hjerte og dér udrette alt godt.
Det er langtfra alle mennesker, der livet igennem har haft en vedvarende bevidsthed om den gave, de fik ved Herrens ord til dem i dåben. Mange voksede endda op og blev skeptiske, eller kom ligefrem til at foragte troen.
Men altså: Hvis sådan et menneske senere kommer til tro, hvordan skal det så forstås? Jeg vil mene, at så er det den tro, de fik i dåben, de kommer TILBAGE til, den tro, deres moder eller en anden hjalp dem med at svare ja til i dåben. Kommer de til tro, er det en tilbagevenden til den tro, de fik givet een gang for alle.
Når afgrunden åbner sig under et menneske, skal det have at vide, at det ikke behøver nogen større eller “finere” tro, end den, de fik i dåben. Troen er ikke noget, de selv skal præstere, den er Guds gave, og den er den faste grund i livet og i døden. Der er virkelig noget at komme tilbage til. Det er det gode budskab.
Hvis man er døbt som spæd, så er det at komme til tro at komme tilbage. Hvis man derimod ikke allerede er døbt, så er det at komme til tro ensbetydende med, at man må ønske at blive døbt for af den levende Herres egen mund at få givet troen på Gud, der har givet os livet og i sin Søn Jesus Kristus vil forny det til evigt liv, hvilket han som Ånd lægger ind i vores hjerte som en tillid til Kristus og hans ord.
Villy Klit-Johansen, marts 2020