Af en samtale på Facebook om tro og dåb
NN1: Jeg forstår (dog) ikke helt, hvorfor sakramentet ikke skulle være virksomt i sig selv. Er det ikke det, ser ligger i udtrykket ex opere operatio? At det ikke kommer an på dåbsbarnets evt. senere tro, om dåben virker eller ej til salighed. Men glimrende skrevet. Måske bør jeg læse den en gang til.
Villy Klit-Johansen: Lige nu må jeg svare kort, NN, for vi er ved at forberede gæsters ankomst til frokost. At sakramentet virker ex operere operato var netop det, Luther gjorde op med. Dåben som en slags magisk handling lå ham meget fjernt. Både for Luther og Grundtvig var det indlysende, at uden tro er der ingen genfødelse. Nec fides nec regeneratio, hedder det vist hos Luther. Det betyder, at uden tro sker der ikke nogen genfødelse i dåben.
Det er det alt for korte svar på et spørgsmål, der tydeligt lægger op til samtale. Den håber jeg, kan fortsættes. For det er vigtige sager, ikke mindst i denne tid, hvor der er lagt op til “en bred debat om kirkens ritualer”!
NN1: tak for det indledende korte svar. Nej dåben er ikke en magisk handling, men samtidig er dens “virkning” vel heller ikke betinget af dåbsbarnets tro? Der “sker noget” i dåben, som ikke lader sig forklare psykologisk uden at sakramentet ophører med at være sakramente.
NN2: Villy Klit-Johansen, men opgaven er vel at redegøre for hvad “fides” er ?
Villy Klit-Johansen: NN1 Nej, troen er ikke noget, der kan forklares psykologisk. Men dåben kan ikke adskilles fra troen. Hvis vi skiller dåben fra troen, kommer vi i konflikt med NT (fx. Mk. 16,16).
NN2 har selvfølgelig ret i, at der så må redegøres for, hvad troen er. Grundtvig er inde på det i salmen “I dåben lukkes op den dør” (Sangværket, bind 5, nr. 283). Han siger “Vor tro er hjertets sikkerhed / på Herren og hans tale.” Det lyder måske enfoldigt, men kan det siges bedre?
Han tilføjer, at troen ikke kommer ud af det blå: “den findes kun af troens ord / i hjertegangens gode jord / som åbner sig for sæden.” Det er altså ikke mennesket, der skal finde troen, det er tværtimod troens ord i dåben, der alene kan finde troen i menneskets hjerte. Det gælder vel i øvrigt, hvad enten dåbskandidaten er barn eller voksen.
Men kan børn tro? Grundtvig siger i den samme salme: “De små vi døber i det håb, / Guds-ordet tro skal møde.” Vi døber ikke, uden at der er svaret ja til troens ord. Men nogen garanti for tro kan vi ikke få, det er slet ikke vores opgave at søge garantier. Men hvis det kan tænkes, at Gud (Guds-ordet) kan finde troen, så kan vi døbe børn. Hvis det derimod ikke kan tænkes, så er der kun baptismens mulighed tilbage: Børn kan ikke døbes.
Jo, der sker noget i dåben. Dåben er et sakramente. Det er Grundtvig aldrig i tvivl om. Men det, der sker, sker i kraft af Ordet, der gør vandet til genfødelsens bad ved Helligånden.
Troen og dåben hører uløseligt sammen, når vi taler om den kristne dåb: “Vi er Guds hus og kirke nu, / bygget af levende stene, / som under kors med ærlig hun / troen og dåben forene.”
Det blev meget Grundtvig, men det er jo hans dåbssyn, jeg har skrevet om.
Men Grundtvig har det jo fra NT og fra Luther. Et hovedsted hos Luther er selvfølgelig ordene i Den Lille Katekismus. Først at der “sker noget” i dåben: “Dåbens virkning er syndernes forladelse, den befrier fra døden og Djævelen …” Jo vel sker der noget i dåben. Når du så skriver, at virkningen vel ikke er betinget af dåbsbarnets senere tro, er der to ting at sige dertil. 1. Troen kan under ingen omstændigheder betegnes som en betingelse for Guds nåde. Det er ikke det, det handler om. Troen er og bliver en gave. 2. Hos Luther og Grundtvig er der ikke tale om dåbsbarnets evt. senere tro, men om tro i dåbens situation og øjeblik. Luther skriver i Katekismen, at det “ikke er vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” Der er ikke tale om en evt. senere tro, men om troen i dåbens øjeblik. Uden tro sker der ikke nogen genfødelse i dåben.
NN2: Villy Klit-Johansen stort set enig, og dog: hvis dåbens tro kun er til stede i håbet, som Grundtvig skriver i dit anførte citat, så er der forskel på børns tro og voksnes tro, og da skifter vi hest i vadestedet og døber på to forskellige slags tro ved spædbarne- og voksendåb (dog: grundliggende døber vi jo på ordet). Det må ikke ske. Luther sætter i en disputation i 1540’erne lighedstegn mellem sola fide og solus Christus. Det har dog noget for sig.
Villy Klit-Johansen: Jeg tror ikke, det er det Grundtvig mener. At troen altså kun er til stede i håbet. Der er grundlæggende ikke forskel på barnedåb og voksendåb i henseende til troen. Der er tale om, at de, der har ansvaret for dåben: først forældrene, dernæst præsten og menigheden, principielt ikke kan afgøre, om troen er til stede. Det må vi overlader til Gud. Hvad vi kan gøre, er at håbe og bede. Det er så vores lille, men vigtige, opgave. Det er det, Grundtvig sigter til med ordene “De små vi døber i det håb, / Guds-ordet tro skal møde.”
Luthers lighedstegn mellem troen alene og Kristus alene har i den grad noget for sig. 🙂