Netop i årene omkring min ordination og indsættelse som præst var der en voldsom strid om dåben og Folkekirkens dåbspraksis. Mange husker navnene Frank Villy Nør og Ruben Jørgensen. Der stod så alvorlige sager på spil, at jeg var nødt til både at sætte mig grundigt ind i, hvad dåben er, og alvorligt overveje min dåbspraksis.
Den omfattende debat i 70erne fik afgørende betydning for min præstetjeneste. Jeg blev overbevist om, at administrationen af dåben kræver den største omhu. For eksempel blev nødvendigheden af en grundig dåbssamtale med forældrene forud for dåben indlysende for mig. Dåbssamtalen var bestemt ikke nogen selvfølge dengang. Det almindelige i bysogne var, at (en af) forældrene mødte op på kordegnekontoret og fik barnet indskrevet til dåb. Præsten så ikke forældrene eller barnet før ved døbefonten søndag formiddag. Kordegnen havde skrevet sedler med dåbsbørnenes navne og lagt dem i den rigtige rækkefølge, og så kunne man ellers sætte samlebånds-døbemaskinen i gang. Det var meget utilfredsstillende. Da det ikke var muligt at få ændret denne skik i sognet, blev det medvirkende til, at jeg søgte andet embede.
Endvidere førte min teologiske beskæftigelse med dåben til, at jeg måtte arbejde målrettet for dåbsoplæringen i form af den indledende konfirmationsforberedelse, der blev indført som en konsekvens af skoleloven, der trådte i kraft i 1975, og som slog fast, at skolens kristendomsundervisning ikke er kirkens dåbsoplæring. Opgaven var dermed kastet tilbage til forældrene og kirken, der har en klar forpligtelse til at bistå forældrene.
I mine formative år blev Grundtvigs noget oversete dåbspagtsteologi mig til stor hjælp. Jeg vil her skitsere den ganske kort, i meget sammentrængt form. Dette afsnit bør derfor læses langsomt. Grundtvig drømte om en folkelig og kristelig fornyelse, og han søgte kun sandheden, ikke hvad der kunne fungere. Det førte ham bagom rationalismen, pietismen og den lutherske ortodoksi tilbage til Luther og ultimativt til Kristi indstiftelse af dåben. Grundtvig søgte med en kombination af profetisk klarsyn og hårdt historisk arbejde tilbage til kilden. Dermed blev der kastet et helt nyt perspektiv på den lutherske tradition, som han er en del af. Eller rettere sagt et gammelt, et mere oprindeligt, perspektiv.
1. Kernen i hans syn er, at det er den opstandne Herre Kristus, der i dåben ved sit levende ord slutter sin nådepagt med den, der døbes, og tilsiger – i betydningen skænker – dåbskandidaten Guds fulde nåde: barnekår, den frelsende tro, syndsforladelse og det evige liv.
2. Pagten oprettes ved Kristi ord og menneskets svar.
3. Det absolutte centrum i dette syn er menigheden, det vil sige Kristus selv, der rækker ud til mennesker med frelsen fra synden, døden og Djævelen.
4. Dåbens ord, der er Helligåndens redskab til genfødelsen i dåben, kan principielt ikke ændres.
5. Kristi ord i dåben er Fadervor, dåbspagtens spørgsmål og ja-svar og fredlysningen. (Villy Klit-Johansen, Præsteforeningens Blad 2020 nr. 7, og Grundtvig: “Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, s. 407 ff).
6. Det lå Grundtvig stærkt på sinde, at man skal være omhyggelig med dåbens udførelse. Med dåbens udførelse tænkte han især på at bevare dåbens ord. Men med “omhu” tænkte han også på forvaltningen af dåben i videre forstand.
Den kristne enhedskultur er fortid. Grundtvig så allerede i begyndelsen af det nittende århundrede, hvor det bar hen. Han så for sig en tid efter religionstvang og tvangsdåb. Han var selv – til stor glæde for de vakte lægfolk – stærkt engageret i kampen for åndelig frihed. Han foregreb kort sagt det nutidige sekulariserede samfund. Derfor er det stadig i vor tid så åndeligt frugtbart, at han søgte tilbage til kilden. Det gør, at vi som kirke har fået en stor hjælp til at agere på en rimelig, det vil sige på en teologisk forsvarlig, måde. Ikke mindst på en måde, så det er klart, at vi er døbt til et liv i fællesskab med Vor Herre, der i dåben har givet os, den enkelte døbte, ALT. Der er ikke noget, som vi skal tilføje, for at dåben “virker”.
Spørgsmålet om, hvad dåben er, er nu igen i høj grad blevet aktualiseret i kraft af det af biskopperne igangsatte arbejde med kirkens ritualer. I debatten herom er det vigtigt at modarbejde ønsket i visse kredse om, at dåben bliver ændret, for at den kan komme til at udtrykke en bestemt teologi. Ikke engang en påstået luthersk teologi kan begrunde en ændring af dåben. Det var pointen i en kronik, som jeg fik trykt i Kristeligt Dagblad. Der er én Herre, én tro, én dåb (Ef. 4,6). Og dåben er indstiftet af Vor Herre Jesus. Så: Fingrene væk fra dåben!
Når debatten om ritualet forhåbentlig til sin tid er endt med et godt resultat, hvormed jeg mener, at der ikke er sket nogen væsentlig ændring, i allerbedste fald blot på et par afgørende punkter en tilbageføring til før 1912, så håber jeg, vi er kommet ud på den anden side bedre rustede til at forvalte dåben og forkynde og undervise om dåben.
“Lad verden ej … Livets kilde, Den faste grund”, er et skrift, som jeg udgav i 2019. I denne pamflet underbygger jeg bl.a. synet på dåbspagten. Der er også, for en dels vedkommende, tale om debatterende artikler. Jeg har siden udgivelsen skrevet adskillige tekster om samme emne, idet jeg har adresseret den aktuelle debat. Jeg anbefaler den til læserens velvillige læsning og bedømmelse.
Den trykte udgave, 44 sider, sælger jeg for kr. 30 + forsendelse. Der er kun et lille antal tilbage.
Villy Klit-Johansen