Fadervor er Herrens bøn

Sangværk bind I, nr. 92

1. Fader-Vor er Herrens Bøn,
Passer sig kun for Guds Søn,
Som Sig os tilregner,
Og for Brødre, Systre smaa,
Som, med Barne-Tro derpaa,
Ham sig kækt tilegner!

2. Men hvor er nu Tro og Haab,
som de lyde ved vor Daab,
Hvem har dem nu inde?
Fattes ei de Liv og Aand,
Selv hvor de med Barne-Haand
Drages end til Minde!

3. Derfor læses Fader-Vor,
Som i Bog det skrevet staar,
Sjelden kun det bedes,
Sættes lavt mod egne Ord,
Regnes knap ved Herrens Bord,
Naar til fest, der redes !

4. Som det gaar med Herrens Bøn,
Saa med Navnet paa Guds Søn,
Rod til Bønnens Dyder:
Faa kun lyder saa i Favn
Nu vor Herres Jesu Navn,
At det Hjertet fryder!

5. Vel hver Bøn med ærligt Sind
Kommer for Guds Throne ind,
Engle den frembære,
Undres selv dog høilig paa,
At ei længer nu de Smaa
Fader-Vor kan lære!

6. Lederen paa Livets Vei,
Herrens Aand dog undres ei,
Dybt Han kun bedrøves,
Sukker: hvi kom jeg herned
Til den hele Menighed,
Hvis jeg ei behøves!

7. O du gode Hellig-Aand!
Aldrig kan dit Lede-Baand
Herrens Folk undvære,
Ei til Himmels fare Børn,
Hvis paa Vinger ei som Ørn
Du os did vil bære!

8. Bliv ei vreed, vi sov saa haardt,
Kirke-Livet sov vi bort,
Og med Livet Trøsten,
Aar for Aar blev Hjertet sløvt,
Dag for Dag blev Øret døvt
Da for Himmel-Røsten!

9. Men nu vaagned vi igjen,
Som en Død, hvis bedste Ven
Ved hans Baare sukked,
Da dit Suk blev Hjertets Trøst,
Atter for din Guddoms-Røst
Øret sig oplukked!

10. Herrens Bøn og Troens Grund
Hørde af din egen Mund
Vi da brat med Gammen,
Hørde saa og Herrens Ord,
Ved vor Daab og ved Hans Bord,
Sagde Alle Amen!

11. Op vi med det Amen fik
Munden, som i Baglaas gik,
Mens vi sov på Bogen,
Var maaskee det lidt for høit,
Lød vort Amen lidt for drøit,
Saa kun bli’r man vaagen!

12. Nu vi komme grant ihu,
At vor Talsmand kaldtes du,
Før vi randt af Rode,
Talsmand i vor Herres Navn,
Ham til Ære, os til Gavn,
Faders Aand, den Gode!

13. Derfor sagte nynne vi:
Talsmand! staae os kraftig bi!
Lær Du os at bede,
Som Guds Søn, der, uden Bog,
Himlens rette Barne-Sprog
Husked godt hernede!

14. Trøstens Aand paa Jorderig!
Troen lever kun af Dig,
Giv den Mod og Evne,
Saa i Navnet af Guds Søn
Vi kan bede Herrens bøn,
Gud vor Fader nævne!

15. Uden Dig det klinger dødt,
Haardt og stivt, ei blødt og sødt,
Jesus Drot at kalde,
Lær os Smaa nu, i din Favn,
I vor Herres Jesu Navn
Ret paa Knæ at falde!

16. Slaae et Kors  med Herrens Røst
For vort Ansigt og vort Bryst,
saa vi kan fornemme,
At vor Jesus, det er Ham,
Som, trods Korsets Død og Skam,
Har Gud-Faders stemme!

17. Da vi hørde Troens Ord,
Vel med Ja og Amen svor
Vi til Korsets Fane,
Men kun paa det Vilkaar godt,
Vei til vor og Korsets Drot
Du os vilde Bane!

18. Der var Himmel-Vidner Tre
Til vor Daab, vel ei at see,
Alle dog at høre;
Med din egen Mund de To
Dig i Pant til Moder tro
Satte for vort Øre!

19. Ja, det er en afgjort Sag,
Dig pantsatte til sin Dag
Herren i sin Kirke;
Godt begyndt er halvt fuldendt,
Saa det Værk, Du er udsendt
Til som Gud at virke!

20. Selv den store Snog at slaa,
Selv til Paradis at gaae,
Os er over Magten,
Havde derfor Herren glemt,
Hvad Han loved os bestemt,
Selv Han brød jo Pagten!

21. Men kan Moder glemme Søn,
Os ei glemmer Han i Løn,
Som os dyrekiøbde,
Som os, til en evig Trøst,
Med sin Faders Aand og Røst
Korsede og døbde!

22. Skiøndt vi brød den gode Pagt,
Stod mod Fienden slet paa Vagt,
Sov fra al vor Glæde,
Han til Enden elsked dog
Dem, Han skrev i Livets Bog,
Elskede som Spæde!

23. Han os kaldte med sit Kluk,
Han os vakde med dit Suk
Trøster med din Tale,
Bøier i sit Frelser-Navn,
Løfter til sin Faders Favn
Høit i Himmel-Sale!

24. End vi stamme paa den Bøn,
Der kun passer paa Guds Søn,
Som sig os tilregner,
Og paa Brødre, Systre smaa,
Som, med Barne-Tro derpaa,
Ham sig kiækt tilegner!

25. Vækst vi alle har behov,
Levende dog, Gud Skee Lov!
Stamme vi i Aanden!
Kommer Tid, da kommer Raad,
Stemmen giennem Sang og Graad
Styrkes efterhaanden.

26. Da Guds Aand af Hjertens Grund
Lægger Bønnen i vor Mund,
Fader-Vor vi sige,
I vor Herres Jesu Navn,
Saa os i Hans Faders Favn
Aabnes Himmerige!

Det centrale i Grundtvigs kristendom

som det kommer til udtryk i salmen “Fadervor er Herrens bøn”, Sangværk I, nr. 92

Hvis man vil finde ind i hjertet af Grundtvigs kristendom, er “Sangværket” en guldgrube. Når man er kommet i gang med læsningen, er det simpelthen umuligt at stoppe. Guldet glimter alle vegne.

 ‘Fadervor er Herrens bøn’ er måske ikke et af Grundtvigs poetiske mesterværker, men den kan læses som en indføring i det centrale i Grundtvigs kristendom. Læser man salmen, vil man straks se, at Grundtvig ikke kan sige fadervor uden at sige dåben, og han kan ikke sige dåben uden at sige fadervor – eller faktisk dåbspagten og fadervor – for det, der gør dåben til det, den er, er det levende ord, talt af Jesus selv ved dåben. Han lever og er usynlig til stede ved dåben og nadveren. Han lever i dag i sin kirke, hvor han virker ved Helligånden.

Grundtvigs kristendom er en folkelig kristendom. Derom senere. Det er ikke kun i denne tekst, at det forholder sig sådan, det er sådan, det er overalt i Grundtvigs trykte, skriftlige produktion efter den mageløse opdagelse.

Salmen er repræsentativ for Grundtvigs kristendom. Det kan man ikke helt sige om det udvalg af hans salmer, der har fundet optagelse i Den danske Salmebog. I det følgende vil den blive analyseret, kommenteret og tolket. Dette er skrevet i det håb, at Grundtvigs digt må blive læst.

Det er ikke sikkert, at alle læsere er i besiddelse af “Sangværk til den danske kirke” med salmer og kristelige digte gavmildt strøet ud over de i alt 2799 sider. Derfor har jeg tastet salmen ind. Den kommer i et særskilt opslag.

Den åndelige elendighed og vendepunktet

Strofe 1-5

1. Første strofe er vigtig. Det ses af, at den gentages med variation i strofe 24. Fadervor er i streng forstand Herrens bøn, men den bliver også vores, idet han ved dåben giver sig selv til os, så vi bliver hans små brødre og søstre, når vi med barnetroen frimodigt tager imod ham.

“Han tilregner sig os”. Der tænkes både på, at han blev menneske som os og levede og døde og opstod for os, og at han er levende blandt os i sin menighed.

2. Hvordan giver han sig til os i dåben? Det gør han i sit ord, i dåbens ord. “Tro og håb” er Grundtvigs måde at sige troens ord og fadervor. Forsagelsen og trosbekendelsen er troens ord, og fadervor er hos Grundtvig håbets ord. Troens ord og fadervor lyder til os i dåben, lige til at tage imod. Troens ord og fadervor hører til i dåbsritualets kerne. Det bør siges ind i debatten om dåbsritualet i denne tid.

Men hvordan står det til hos os med troens og håbets ord? Hvem har dem i hjertet? Grundtvig mener, at ordene mangler liv og ånd. Det står ikke godt til.

3. Fadervor bliver læst op af en bog. Som en død remse. Bedt bliver den sjældent, den kommer ikke fra hjertet. Her antydes allerede Grundtvigs kritik af den lutherske skriftteologi efter reformationen. Bog-teologien endte med åndelig død.

Det er ikke et godt tegn, at det regnes for finere at bede med sine egne ord end at bede med på Herrens bøn. Den er dog bordbønnen ved nadverens festmåltid!

4. Som det er med fadervor, er det desværre også med Jesu navn. Det er få, hos hvem navnet lyder, så det fryder hjertet.

5. Ganske vist når enhver bøn, der bedes med et ærligt sind, ind for Guds trone, for englene bærer den derind. Men englene undrer sig over, at “de små” ikke længere for alvor kan lære fadervor. Teologernes døde skriftteologi er gået ud over “de små”, der trænger til evangeliets trøst. De blev gjort afhængige af teologernes skiftende (og ofte forkerte) tolkninger. De små er ikke udelukkende de spæde børn, de små er alle, der ved med sig selv, at de ikke er værdige til at komme i Himmeriget. Det er jo nemlig målet at komme i himmeriget. (strofe 26,6).

Grundtvig skriver i “Den kristelige Børnelærdom”: “Endelig er det klart, at efter Apostel-Skriften skal baade den sande Kristendom, som Aabenbaringen af den himmelske Faders Kærlighed, uden al sammenligning være mest tiltalende for ”de smaa” i alle Maader: de umyndige, enfoldige og ydmyge, og tillige skal Erfaring vise, at den ægte Menighed bestaar fornemmelig af dem, der slet ingen Anseelse har i denne Verden, enten for Højbyrdighed, Rigdom, Magt eller Lærdom og Vidskab …” (Udvalgte skrifter 9, s. 338).

Grundtvigs kristendom er en folkelig kristendom. Grundtvig var stærkt imod præsters og teologers tendens til at stille sig imellem Guds ord og mennesket. I den Romersk-katolske Kirke var det det gejstlige hierarki med paven i spidsen, der stillede sig frem, så de skyggede for evangeliet. I den lutherske kirke så han en lignende tendens. Her var det blot de lærde, der med deres skriftfortolkning gjorde sig til herre over menighedens tro. Grundtvig brugte om dette udtrykket ”det eksegetiske pavedømme”. Grundtvig holdt stærkt på, at de lærde ikke har lov til at gøre ”de små” afhængige af deres teologiske fortolkninger. De små har nemlig direkte adgang til livets ord i dåben og nadveren. Det er det folkelige i Grundtvigs kristendom.

Strofe 6-19:

6. Englene undres. Herrens Ånd til gengæld bedrøves dybt og sukker

7-8. Fra strofe 7 henvender salmen sig til Helligånden. Helligånden omtales, henholdsvis tiltales, “Herrens Ånd” (str. 6) “du gode Helligånd (str. 7), “vor Talsmand … Faders Ånd, den gode” (str. 12), “trøstens Ånd på jorderig” (str. 14), “sin [Jesu] Faders Ånd og røst” (str. 21), “Guds Ånd‟ (str. 26). Henvendelsen til Helligånden fortsætter til og med strofe 23.

I de to strofer 7-8 har henvendelsen til Helligånden karakter af inderlig bøn. Vi er ikke selv i stand til at “fare til himmels” (i bøn? eller mest sandsynligt ultimativt om den evige frelse), Helligånden må bære os derop.

Det står rent elendigt til. Grundtvig tigger Helligånden: Bliv ikke vred! Vi sov kirkelivet bort. Hjertet blev mere og mere sløvt, og øret blev døvt for himmelrøsten. Det er netop Ordet, det levende ord, Helligånden virker igennem. Helligånden er den kraft, der virker i ordet.

I tredje vers i strofe 8 kommer noget for Grundtvig vigtigt. Sammen med livet sov vi trøsten bort. Trøst skal ikke forstås, som når vi trøster et barn, der har slået sit knæ. Der menes ikke ”et trøstende ord” i den forstand, men konkret HJÆLP mod dødens magt.

Grundtvig var særdeles vel bevandret i den akademiske teologi, men det er ikke den slags, der ligger ham på sinde. Han er først og fremmest sjælesørger. Han var aldrig ansat på Universitetets teologiske fakultet og benyttede sig ikke af akademikernes videnskabelige form, men ikke desto mindre var han Danmarks største teolog i 1800-tallet. For ikke at sige, at han er vores største teolog i tiden efter reformationen.

Ordet trøst kommer igen i strofe 9, 14, 21 og 23. Salmen er skrevet for dem, der trænger til trøsten fra Guds ord. Det er dem, Grundtvig kalder “de små” (strofe 1, 5, 15 og 24). Til dem hørte digteren selv, og andre end de, der trænger til trøsten, vil næppe have interesse for hans ord.

Vendepunktet

Strofe 9-10 er vendepunktet.

9. I strofe 9 vender det. Vi vågnede faktisk af den åndelige søvn. Eller endnu stærkere: Den åndelige død. Opvækkelsen lignede i virkeligheden en dødeopvækkelse. Helligåndens suk blev hjertets trøst. Der spilles på Rom. 8,26: „Også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.” Ved Helligåndens kraft lukkede øret sig igen op for det levende ord fra Gud. Igen: Ånden virker igennem ordet.

Grundtvigs kristendom er vækkelseskristendom. Kristendom er liv og ånd. (str. 2). Ikke tilfældigt fylder henvendelsen til Helligånden det meste af salmen. Helligånden er den levendegørende kraft i Herrens ord,

Kristenlivet er tro og håb. Hvis vi vil have kærligheden med, må vi gå til nr. 93, 3.

10.

Herrens Bøn og Troens GrundHørde af din egen Mund
Vi da brat med Gammen,
Hørde saa og Herrens Ord,
Ved vor Daab og ved Hans Bord,
Sagde Alle Amen!

Den mageløse opdagelse var den, at den levende Jesus ved dåben og nadveren taler sit lige så levende ord til os. Netop til os. Helligånden er den “måde”, Herren nu er til stede og taler til os. Da vi vågnede op og hørte ordet af Åndens egen mund, var det dermed Herrens ord, vi hørte. Ordet kaldes “Herrens bøn og troens ord‟. Det vil som sagt sige fadervor og dåbspagten.

Grundtvig havde lært af Luther (Den lille Katekismus), at dåben ikke er “bare vand, men den er vandet, indesluttet i Guds befaling og forbundet med Guds ord.” Grundtvig så imidlertid klarere end Luther, at dåbens ord ikke er skriftsteder, men det levende ord.

Når Grundtvig altså regner fadervor og dåbspagtens ord for at være dåbens ord, betyder det, at fadervor og troen gives os i dåben, og dermed er det udelukket, at det skulle være Grundtvigs opfattelse, at fadervor i dåbsritualet først hører hjemme efter dåben, som der lægges op til det i det drastisk omstøbte ritual af 1912. Se også Den kristelige Børnelærdom: „Fadervor, som, når vi ved dåben modtager det af Herrens egen mund‟. (Udvalgte Skrifter 9, s. 378). Selvfølgelig hører fadervor hjemme i kristenlivet efter dåben, den er beregnet til at bedes hver dag, men Herrens bøn kan kun være den døbtes bøn, når den først i dåben er givet til os af Herren selv.

I 1912 fik teologerne forrykket perspektivet i Herrens dåb bort fra troens forhold til frelseren Jesus givet os i dåben, og samtidig forsøgte de at indsnævre horisonten, så et enkelt motiv (”hvori du gør os til dine børn”) blev helt dominerende.

Jeg respekterer dem, der følger den vej, som den lutherske ortodoksi og pietismen stak ud, selv om det ikke er mig muligt at se, at den giver mening i dag. Den var på en måde forståelig under enevældens åndelige tvang, men den er det ikke længere. Som sagt respekterer jeg de teologer, især i Indre Mission og Tidehverv, som holder fast ved den vej. Men det undrer mig, at indflydelsesrige teologer og kirkelige magthavere mener, at de kan tage Grundtvig til indtægt for den ulyksalige omstøbning af dåbsritualet, der blev foretaget i 1912.

11. I strofen indrømmer digteren, at han nok fo’r for hårdt frem, da han havde gjort sin mageløse opdagelse. Hans begejstrede Amen kom til at lyde lidt for ”drøjt”. Men sådan er det, når man vågner af søvnen. Munden var gået i baglås, “mens vi sov på bogen.” Det er en indrømmelse af, at han gik for hårdt til professor Clausen i sin pamflet „Kirkens genmæle‟ i 1825.

Det kan ikke nægtes, at Grundtvigs kritik ikke kun rammer rationalismen, hans kritik rammer også hele udviklingen efter reformationen, altså også den lutherske ortodoksi og pietismen. Skaden var, at teologerne dyrkede en perverteret udgave af Luthers “skriften alene”. Som rettesnor for teologien er Luthers “skriften alene” fuldt ud gyldigt, ja uundværligt, men det er ikke de døde bogstaver, der skaber livet, det gør kun Herrens levende ord, som vi nu igen “hørte ved vor dåb og Herrens bord.”

Skriftteologien er i øvrigt ifølge Grundtvig kun til åndelig gavn i den udstrækning den drives i afhængighed af Helligånden. Grundtvig viser, at der for kirken er en anden vej, en vej, der er bedre i overensstemmelse med Luther og især da med Herren Jesus.

12. Grundtvigs kristendom er trinitarisk, Gud er den treenige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden. Helligånden er “Talsmand i vor Herres navn Faders Ånd, den gode”. Grundtvig udleder den kristelige treenighedstanke udelukkende af dåbspagten og dåbsordet.

Det skriver han om i Den kristelige Børnelærdom.  Helligånden er Åndelig person med selvbevidsthed … og “naar man nu kristelig betragter Forsøgene paa nærmere at oplyse og forklare den guddommelige Treenighed, da skal hverken Grækernes i Oldtiden eller Latinernes i Middelalderen eller Tyskernes i Nyaarstiden friste os til Efterligning, da de enten gik ud fra Vantro eller førte dertil” o.s.v. (Udvalgte skrifter 9, s. 474-475.).

Dette kan godt ses som en kommentar til de aktuelle forsøg på at gøre den “nikænske” bekendelse til bekendelsen i højmessen. Grundtvigs betragtning indebærer ikke en afstandtagen fra hans side fra Nicænum som læredokument. Han tilsluttede sig helt og fuldt Nicænums indhold. Vel at mærke som læredokument, men ikke som gudstjenestebekendelse. Han skelnede nemlig mellem liv og lære, kirke og skole. Nicænum hører hjemme i ”skolen”, det vil sige i teologien.

13. Nu – efter opvækkelsen – har påkaldelsen af Helligånden fået en anden og lysere tone. Vi nynner sagte til Talsmanden, Helligånden: Lær du os at bede!

14. Troen lever alene af “trøstens Ånd”. Ham beder vi om at give os mod og evne, så vi i Jesu navn kan bede Herrens bøn og kalde Gud vor Fader. Igen er formuleringen trinitarisk.

15. Der spilles på 1. Kor. 12,3: “ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.” Drot, konge, er Grundtvigs gengivelse af “Herre”.

16. Det er stadig bøn til Helligånden, og dåben er stadig horisonten. Vi beder med salmens ord Helligånden om at tegne os med korsets tegn for ansigt og bryst, som det sker i dåben. Også dette vers er trinitarisk. Det er Jesus, der har Gud Faders stemme.

17. Helligånden banede os vej til korsets drot, altså korsets Herre. Atter slås det på luthersk vis fast, at Ånden virker gennem ordet. Vi hørte ved dåben troens ord som et spørgsmål rettet til os, og vi svarede ja dertil. Dåbspagtens ord og vores ja dertil er det gode vilkår, der åbner vejen til Vor Herre Jesus. Dåbspagtens ord er også troens grund (strofe 10,1), og det er livets ord. Vægten ligger i salmen på det sidste, dåbspagten som livets ord. Det viser den stærke fremhævelse af Helligåndens gerning.

18. Strofe 18 er lidt svær at forstå. Den kan overspringes, uden at man går glip af sammenhængen. Men vi prøver. Der var tre himmelvidner til vores dåb. De var usynlige, men de kunne høres. De tre vidner er Faderen og Sønnen og Helligånden. Her behøver vi den oplysning, at oversættelsen af NT af 1819 (ved Kong Frederik den Siettes christelige Omsorg med Flid efterseet, og rettet efter Grundtexten) har følgende oversættelse af 1. Johs. 5,6-8, som Grundtvig alluderer til:

“Vers. 6. Denne er den, som kom med Vand og Blod, Jesus Christus; ikke med Vand alene, men med Vand og Blod; og det er Aanden, som vidner, at Aanden er Sandhed.
Vers 7. Thi de ere tre, som vidne [i Himmelen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; og disse tre ere Eet.
Vers 8. Og de ere tre, som vidne paa Jorden]: Aanden, og Vandet, og Blodet; og disse tre forene sig til Eet.”

En fodnote i 1819-oversættelsen af Ny Testamente oplyser, at ordene i skarp parentes i 7. og 8. vers mangler i alle gamle håndskrifter, de ældste oversættelser og kirkefædre.

“Pant” i næstsidste linje skal vi til 2. Kor. 1,22 for at forstå. Der står: “Og den, som knytter både os og jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, der også beseglede os og gav os Ånden i pant i vore hjerter.”

Den tro(faste) moder, som de to, Faderen og Sønnen satte Helligånden i pant til, er kirken. Kirken er vor moder. Helligånden som pant er en “sikkerhed”, som er stillet til kirken, når den er tro mod ordet. Pantet blev jo sat for vort øre. Sikkerhed skal hverken forstås som selvsikkerhed i form af tiltro til egen personlige fromhed eller som en selvfed kirkeligheds magtglæde. En kirkelighed, værst, historisk set, en statskirkelighed, der mener at have forpagtet Guds sandhed, er langt fra apostelens og Grundtvigs forståelse af Helligånden som pant.

19. Tanken fortsættes i strofe 18 i en tillidsfuld tone. Typisk for Grundtvig bruger han et velkendt gammelt ordsprog: Godt begyndt er halvt fuldendt.

Livet i Pagten – den evige trøst

Strofe 20-23

20. Henvendelsen til Helligånden fortsætter frem til og med strofe 23. Tredje linje i denne strofe lyder: “Trøster med din tale”: din tale er Helligåndens tale. Men nu inddrages en stærk forkyndelse af Herren Jesus og hans gerning, vel at mærke hans gerning for os i dag. Nærmere bestemt handler det om kristenlivet, der er det samme som livet i dåbspagten. Og det betyder igen Jesus eget liv, som han har delt med os og givet os lov til at leve. Kristenlivet er for Grundtvig Kristi liv, delt med os. Pagtens ord er hans eget spørgsmål til os ved dåben om forsagelsen og troen og vores taknemmelige ja til den gave, han dér giver os. Gaven er den at høre sammen med ham for tid og evighed, jf. strofe 21,4 “evig trøst” og strofe 26: „således åbnes Himmerige‟.

I denne del af salmen bliver dåbspagten strakt ud over livet. I livet skal den stå sin prøve. Livet er ikke en dans på roser, truet som vi er af døden. Vi er oppe mod kræfter, som vi ikke selv magter, døden og Djævelen (den store snog). Vi er ikke i stand til i egen kraft at nå Paradiset. Den evige frelse kan vi kun modtage som en uforskyldt gave. Den gave fik vi i dåben, og i livet skal den stå sin prøve. Det går ikke af sig selv, vi kan ikke sove os ind i himmeriget (strofe 2-5). Det er ikke som en åndelig sovepude, Helligånden er givet os til pant. (strofe 18-19), og vi kan umuligt selv overvinde de truende magter. Men Herren glemmer ikke sin pagt, hans løfte står fast.

Strofe 21.

Men kan Moder glemme Søn,
os ei glemmer Han i Løn,
Som os dyrekiøbde,
Som os, til en evig Trøst,
Med sin Faders Aand og Røst
Korsede og døbde!

Det evangelisk-sjælesørgeriske aspekt træder stærkt frem. Grundtvig trækker på de gode ord i Esajas 49,15: “Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.”

Vi er dyrt købte, 1. Kor. 6,20 og 7,23. Se også Åbenbaringsbogen 5,9: “du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag”!

“Købte” rimer på “døbte”. Han korsede og døbte os til en evig trøst. Som altid hos Grundtvig er det ikke dåbens vand i sig selv, der udretter noget, det er Ordet. Han døbte os med sin Faders Ånd og røst, altså det levende ord.

Igen er det et udtryk for Grundtvigs tro på den treenige Gud. Det stod Grundtvig klart, at vi ikke kan udforske og kende den usynlige Gud. Vi lærer ham at kende gennem hans åbenbaring. Derfor er det Helligånden og Sønnen, der fylder i salmen, Helligånden i strofe 6-19 og Sønnen i strofe 20-23. Det er Guds åbenbaring og gerning på jorden, Grundtvig primært synger om. Det er gennem den, vi lærer Gud at kende som skaber og Fader.

Der kan næppe være tvivl om, at det er beretningen om Jesu dåb i Matt. 3,13-17, der ligger bagved de sidste to linjer i strofe 21, især er det versene Matt. 3,16 og 17, der lyder: “Men da Jesus var døbt steg han straks op fra vandet og se himlene åbnede sig over ham og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag.”

Guds Søn døbte os med sin egen dåb, med Ånden og røsten fra himmelen, til sammen med ham at være Guds elskede børn. Se Grundtvigs gendigtning af Luthers salme om Jesu dåb, Sangværk bind 1 nr. 382, især strofe 3, linje 9: ”Med Jesu dåb vi døbes!” Beretningen om Jesu dåb kunne med fordel få en mere fremtrædende plads i dåbsteologien. Både Luther og Grundtvig anså beretningen om Jesu dåb som det nærmeste, vi kommer til en historisk beretning om dåbens indstiftelse. Se igen Nr. 382 strofe 1:

Vor Herre kom til Jordans flod,
alt som Gud Fader ville,
og af Sanct Hans sig døbe lod,
da udsprang livets kilde,
da blanded Han et sjæle-bad,
som synd og død i allen stad
kan herlig oversvømme;
i dåben vi genfødes!

(fremhævelsen er min).

I modsætning hertil er missionsbefalingen siden 1912 stillet i spidsen som en sergent-agtig kommando. Den blev allerede udtrykkeligt ønsket indført i dåbsritualet af den pietistiske biskop Peder Hersleb (biskop over Sjællands Stift 1737-1757), der betragtede missionsbefalingen som dåbens indstiftelsesord. Det var dog først med biskop Balles dåbsritual 1783, at den i forkortet form fik plads i ritualets indledning. I 1912 kom den endelig ind i fuld længde. Men den hører jo ikke hjemme i denne sammenhæng.

I prædikener ved gudstjenester med dåb bliver missionsbefalingens slutord meget ofte fremhævet som Jesu løfte, “Jeg er med jer alle dage”. Men i Luthers lille Katekismus er dåbens løfte noget andet. Dér er det den opstandnes ord, der står i slutningen af Markusevangeliet (16,16): “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Dåbens løfte er pagtens ord. Sådan forstod Grundtvig det også. Strofe 20:

Havde derfor Herren glemt,
Hvad han loved os bestemt,
Selv Han brød jo Pagten!

I pagten skænker Gud ved sin Søn, der døde for vore synder og opstod som livets sejr-helt, enhver som tror, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Det er, hvad Grundtvig forstår ved dåbens løfte. Løftet er Herrens ord i pagten.

Der skete i 1912 en voldsom ændring, der fik store konsekvenser for forståelsen af dåben. Perspektivet blev forskudt fra forståelsen af dåben som en pagt ved Herrens ord og troen, der tager imod det, til dåben som nærmest en magisk handling. Det medfører den udbredte forestilling, at troen er noget, som mennesket selv lægger til efterfølgende. Det er en farlig tankegang, fordi frelsen så risikerer at blive set som menneskets præstation.

For Grundtvig hænger Ordet og Troen uløseligt sammen. Troen er ikke til uden ordet, og ordet er ikke uden troen. Det er evangelium for ”de små”.

I Den kristelige Børnelærdom udfolder Grundtvig temaet „ordet og troen‟ over 12 sider. (Udvalgte skrifter 9, s. 437 ff.). Han har også markante strofer om samme emne andre steder, f.eks. i Kristenhedens Syvstjerne i „Tyskermenigheden‟. (Kristenhedens Syvstjerne, København 1860, s. 121 ff.)

I artiklen om ORDET OG TROEN beklager Grundtvig, at reformationens store fornyelsesværk i begyndelsen af 1500-tallet nærmest blev kvalt i fødslen, fordi vi fik en statskirke, der lignede kirkestaten. Når Kristi menighed sammenblandes med politisk magt, er der altid grund til at være på vagt. Efter reformationen er det kun gået tilbage med det store fornyelsesværk.

Når jeg nu refererer det følgende fra artiklen ORDET OG TROEN, understreger jeg, at enhver lighed med nutidige forhold naturligvis er utilsigtet og alene må tilskrives læserens fantasi. Grundtvig skriver, at det er hans erfaring, at „vi nu har meget ondt ved at blive forstået af dem [de lutherske skriftkloge], når vi med de allerjævneste ord og på det allertydeligste udvikler den kristelige oplysnings ældgamle, i pavedømmet skjulte, men af Luther på ny opdagede grundsætning om „Ordet og Troen‟, det kristelige Guds-ord og den dertil svarende menigheds-tro, som de to i saliggørelsens orden uadskillelige grund-kræfter.‟

De skriftkloge, altså teologerne, kan simpelthen ikke forstå det, der skulle være det enkleste af alt. Men lykkeligvis er det ikke sådan med kvinder og børn. De ulærde, ”de små”, fatter umiddelbart, ”at vi har det evige livs ord, fuldt af nåde og sandhed, midt iblandt os i det troens og håbets og kærlighedens ord af Vorherres Jesu Kristi egen mund, med ”hans egen røst”, som lyder til os alle fra ham, ved hans egne indstiftelser: den hellige dåb og den hellige nadver.” (Udvalgte skrifter 9, s. 439).

Alvorlig talt: Man kan spørge, om folkekirken som organisation er til for sin egen skyld. Eller er den til for dem, som Grundtvig kalder „de små‟?

Den 12-siders artikel fra Den kristelige Børnelærdom rummer nærmest som i en nøddeskal hele Grundtvigs kristendomsopfattelse i al dens kompleksitet og rigdom. Han har blandt andet nogle værdifulde overvejelser vedrørende spørgsmålet om Guds børn i henholdsvis skabelsens og genløsningens perspektiv. Hans overvejelser desangående bør bringes ind i den diskussion, der føres i folkekirken om, hvorvidt vi bliver Guds børn i dåben. Grundtvigs overvejelser kunne i høj grad kvalificere debatten. Det er tiltrængt. Artiklen kan varmt anbefales. Her har vi dog holdt os til det, der er relevant for denne artikels emne: Det centrale i Grundtvigs kristendom.

22. Herrens trofasthed mod pagten og hans kærlighed til dem, han skrev ind i livets bog, træder stærkt frem på baggrund af vor svigten og svaghed. I Den kristelige Børnelærdom i afsnittet om Fadervor skriver Grundtvig: “skjønt vi ikke elskede Gud, som vi efter Loven skulde, saa elskede Gud dog os, og sendte sin Søn til vore synders Afsoning; og Gud veed jo, at kun denne hans uforskyldte Naade og Faderlige Kjærlighed kan bevæge vort Hjærte til at elske ham igjen, som har elsket os først o.s.v.” (Udvalgte skrifter 9, s. 381).

Tanken om at være indskrevet i livets bog er et udtryk, hentet i Åbenbaringsbogen 13,8, 17,8 og 20,15. Grundtvig kendte sin Bibel og brugte den flittigt.

23. Jesu frelser-omsorg bliver yderligere udmalet med det billede, som Jesus brugte i domstalen over Jerusalem: “Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne.” Fortsættelsen er udeladt: “Men I ville ikke.” (Matt. 23,37 og Luk. 13,34). Grundtvig bruger billedet fra domstalen i sin trøstetale.

Slutning

Strofe 24-26

24. Med gentagelsen af 1. strofe er ringen sluttet. Første linje er varieret: „end vi stamme på den bøn.” Vi beder ganske vist fadervor, men vi “stammer” kun på den. Vi er stadig “de små”, der er helt og fuldt afhængige af vor store broder, Guds Søn, og Helligånden. Se strofe 1, 5 og 15!

25. Vi har behov for vækst. En typisk grundtvigsk tanke, der ikke er fremmed for Ny Testamente. Se Ef. 4,13; Fil. 1,9; Kol. 1,10; Kol. 2,19; 2. Thess. 1,3; 1. Pet. 2,2; 2. Pet. 1,8! Vi skal ikke gennemgå alle disse steder, men det synes at være pointen, at væksten sker ved Guds ord og Ånd.

Det er muligt at tolke Grundtvigs vækstanke ud fra hele den teologi, han fremlægger i denne salme og i Den kristelige Børnelærdom: “Det maa være Faderen, skjult med Sønnen i Aanden, som gennem Nadverordet personlig medvirker til den guddommelige Kjærligheds Opkomst og Væxt o.s.v.” (Den kristelige Børnelærdom, Udvalgte skrifter 9, s. 479). Grundtvig knytter det nye livs fødsel fast til dåben og dets vækst til nadveren, der nævnes i strofe 3 og i den helt centrale strofe 10.

Vel er vi små og trænger til at vokse, men vi er dog levende, og når vi beder fadervor, stammer vi trods alt på den i Ånden. Vi er i en helt ny virkelighed sammenlignet med den i digtets indledning beskrevne. Igen bruger Grundtvig en folkelig talemåde: “Kommer tid, kommer råd.” Stemmen styrkes efterhånden. Og når enden er god, er alting godt:

Da Guds Aand af Hjertens Grund
Lægger Bønnen i vor Mund,
Fader-Vor vi sige,
I vor Herres Jesu Navn,
Saa os i Hans Faders Favn
Aabnes Himmerige!

Villy Klit-Johansen, den 31. marts 2025

Budstikke i højnorden – læst og påskrevet

Jeg har udvalgt ti strofer af Grundtvigs 76 strofer lange digt Budstikke i Høinorden fra 1864, fordi de giver et udmærket billede af Grundtvigs syn på menneskeliv og folkelighed, så det vil vi se lidt på. (Tallene i parentes er strofernes numre i Grundtvigs digt (Udv. Skr. 10, s. 518-531)

Vi skal ikke være bange for at synge sange, som vi ikke forstår fuldt ud første gang vi ser teksten. Er det måske tendensen i de seneste udgaver af Højskolesangbogen, at der ikke må være knaster af den slags? Det er en tendens, som vi bør gå imod. “Vi har ej blot et fosterland” kan synges på Oluf Rings udmærkede melodi til “Kun ord, som går i sagn og sang”, der står i melodibøgerne til tidligere udgaver af Højskolesangbogen.

1 (8)
Vi har ej blot et fosterland
ved Østersø og Vesterstrand
at værge alle dage,
vi har i åndelig forstand
et dejligt, os forjættet land
at gæste og indtage.

2 (18)
Det gode land med livets ord
i åndens verden her på jord,
som nu vi efterhige,
det flyder i sin frugtbarhed
med mælk og honning, liv og fred,
har friheds lys tillige.

3 (52)
Nordlyset, det er sandheds ord,
i øst og vest, i syd og nord,
om menneske-idrætter,
med hånd og mund til folkegavn,
og et kærmindekranset navn
i kamp mod trold og jætter.

4 (53)
Det idræts-ord er tungens mål,
ej pennestrøg med fjer og stål,
om end de var guldrøde;
ej livets, men kun dødens ord
i bøger som i gravskrift bor,
kun Ormene til føde!

5 (54)
Kun ord, som går i sagn og sang
fra mund til mund i folkevang
opholder folkelivet;
I folkets egne gamle ord
kun folkelig oplysning bor,
af folkeånden givet!

6 (70)
Når folke-livet sine kår
og midt i dem sig selv forstår
med alle sine gåder,
da folder ud sin kraft det frit,
og gør til målet kæmpeskridt,
hvor helte-ånden råder.

7 (59)
I livets dyd og livets dåd
Guds hjertelag og vise råd
sig selv må åbenbare;
har han sig skabt hos os et spejl,
han også, det slår aldrig fejl,
for os sig vil forklare.

8 (72)
Mens rosen har sin søde duft,
mens lærken slår i sommerluft,
og nattergal i skyggen,
små-helte føder kærlighed
for frihed og livsalig fred,
og priser børne-lykken!

9 (73)
Højnordens gamle tungemål
som grønne træer med blad og nål
da skyder top og krone,
med fugle-reder altid ny,
hvorfra sig svinger sang i sky
alt med den gamle tone!

10 (74)
Da skal man se, at klarhed bor
slet ikke i bælgmørke ord
og stumme tanke-streger,
men i hvert sandhedskærligt bryst,
det jævne ord, den klare røst,
som livet vederkvæger!

Strofe 1 og 2

Vi har et fædreland at forsvare, vel har vi det, Grundtvig skrev digtet i 1864!, så den sag var meget aktuel, men nu skal I høre: der er noget, der er dybere og på en vis måde vigtigere, fordi det er selve forudsætningen for begrebet fosterland eller fædreland, og det er forudsætningen for, at nogen vil forsvare det, når det, som i 1864, endda er i fare for at blive udslettet.

Det er vigtigt for Grundtvig at trøste og oplive os ved at pege på, at vi “i åndelig forstand har et dejligt, os forjættet land at gæste og indtage.” Bagved dette billede, for det er et billede, ligger beretningen i 2. Mosebog kap. 3 om, at Gud viser sig for Moses i en brændende tornebusk og siger til ham, at han skal føre israelitterne ud af slaveriet i Ægypten og gennem ørkenen frem til det forjættede land, der flyder med mælk og honning.

Grundtvig digter imidlertid ikke om et geografisk land. Ordene “i åndelig forstand” er vigtige. Dette “gode land”, som det bibelske land er et billede på, er præget af begreberne liv og fred – og frihed. Det er så lidt aggressivt og nationalchauvinistisk, som det kan være.

Dette gode land er noget, som vi efterhiger. Det betyder, at det ikke er noget, vi har virkeliggjort eller er i stand til at virkeliggøre. Det er ikke en idé i lighed med den revolutionære socialisme, der mener at kunne virkeliggøre et slags paradis på jorden i form af det kommunistiske samfund. Med ét ord, et meget grundtvigsk ord, handler det i denne sang om folkeligheden, den folkelige fornyelse. Den mener Grundtvig vil være til folkegavn.

Strofe 3, 4 og 5

Folkeligheden lever af ordet og ånden. Ordet er et gennemgående begreb i stroferne 2, 3, 4, 5 og 10. I 3. strofe kaldes ordet “nordlyset”. I det ene ord samler Grundtvig sin drøm om en helt ny oplysning, der skal afløse fornuftsdyrkelsen. Grundtvig hadede fornuftsdyrkelsen af et godt hjerte.

Fornuftsdyrkelsens fejl er, at den mener med abstrakte begreber at kunne gribe og forstå hele tilværelsen. Samtidig fornægter den Ånden. Det er der mange strofer om i det store digt.

“Ånden er sat i band”
(Udv. 10, s. 519).

Det er Latiner-Skolens Værk,
Som Slangen træsk, som Døden stærk,
som Helved uden ende.
(Udv. skrifter 10, s. 520)

Det er især den tyske fornuft, han er ude efter, selv om oplysningsfilosofien i virkeligheden prægede hele Europa.

Al tysk Oplysning er af Luft,
Sin egen Gud er tysk Fornuft,
Og lyst den giør derefter;
Til Selv-Ophøielse og Pral,
Og til sig selv at giøre gal,
Kun dertil har den Kræfter.

Vi må forstå, at den slet ikke gør lyst, den bringer kun mørke. Det er stærke sager. Vel også for stærke, for der er mere at sige om oplysningstiden. Grundtvigs tanker om frihed er ganske vist hentet et andet sted fra, men de står ikke nødvendigvis i modsætning til oplysningstænkernes ønske om tanke- og trykkefrihed.

De voldsomme udfald mod det tyske og den tyske fornuft kan måske undskyldes med den fare for undergang, det danske folk og det danske rige svævede i. Jeg har ikke taget de meget polemiske strofer med i det udvalg, som jeg synes, vi skal synge. Den forkastelige fornuftsreligion er dog med i ordene “trold og jætter”, som det hedder med ord fra den nordiske mytologi. Trolde og jætter, det er dem, der fornægter, at mennesket er skabt i Guds billede, “med levende ord på sin tunge”, som det hedder i en anden sang. Ordet er netop det, som mennesket til forskel fra alle andre skabninger har til fælles med Gud. Over for trolde og jætter med deres dårlige filosofi, der er meget intellektualistisk og akademisk-elitær, sætter Grundtvig det folkelige. Han kalder dette syn for den mosaisk-kristelige anskuelse, fordi han henter det ud af den bibelske historie.

Hverken fornuftsfilosofien eller videnskaberne om mennesket, såsom antropologi, psykologi og sociologi, kan gribe sandheden om mennesket. De kan selvfølgelig have en stor, men dog begrænset værdi. Men sandheden om menneskelivet kender man kun ved at leve menneskeliv. Og da menneskelivet altid er folkeliv, gælder det også folkelivet, at erkendelsens vigtigste kilde ikke er fornuften, men historien. Det er det, der ligger i, at sandhedens ord er ord om menneske-idrætter, handlinger gjort af mennesker. Kærminder er et hyppigt forekommende ord hos Den Gamle. Det kommer af “kære minder”, altså historien, som vi lever i. Vi er en del af den. Og det er ikke fornuften, der er kilden til erkendelse, det er menneskeslægtens erfaring gennem utallige slægter. Vi kan ikke forstå hele tilværelsen ved hjælp af abstrakte begreber, men ordet kan give os mod og lyst til at tage det næste skridt.

Når Grundtvig taler om ordet, mener han det levende ord, ikke det døde ord i bøgerne. (Strofe 53). “Det idræts-ord er tungens mål”. Idræts-ord vil sige, at det levende ord, tungemålet, er skabende. Det er poetisk. Det kommer af af græsk poiesis, skabelse. Grundtvig taler ud fra sit historisk-poetiske syn. Ved ordet skaber ånden livet. Ordet skaber handling.

Alt det er baggrunden for 5. strofe:

Kun ord, som går i sagn og sang
fra mund til mund i folkevang
opholder folkelivet;
I folkets egne gamle ord
kun folkelig oplysning bor,
af folkeånden givet!

Her er det hele i grunden sagt. Folkelig oplysning er ikke akademikernes forskning omsat til populærvidenskab, men fortælling og sang. Akademikernes forskning omsat til populærvidenskab er det, vi kalder folkeoplysning. Ikke at den er værdiløs, slet ikke, men folkeoplysning er noget helt andet end den folkelige oplysning. Den folkelige oplysning kommer af folkets egne gamle ord. Den kommer altså ikke ovenfra, fra de lærde, men virkelig nedefra. Fra folkets eget liv.

Folkeånden er ikke det samme som Helligånden. Helligånden hører sammen med frelsen i Jesus Kristus, men folkeånden er godt nok Guds Ånd. Den er den underfulde kraft, der gennem ordet gør, at folkets liv virkeliggøres. Folkeånden hører til på skabelsens plan. Folket, eller folkene, for der er mange folk på jorden, er villet af Gud. Gud er historiens herre, og han har i historiens løb ladet folkene vokse frem med hver sin opgave. Grundtvigs syn er universelt. Han skrev flere gange verdenshistorien igennem, men han skrev aldrig en danmarkshistorie.

Strofe 6

Når folke-livet kender sine kår, nemlig sine kår som en åndelig størrelse, altså en gådefuld størrelse, der ikke kan begribes med fornuften eller for den sags skyld instrumentaliseres af staten – når folke-livet altså kender sine kår og dermed forstår sig selv, da folder det sin livskraft ud, den, kraft, som er ånden. Når det her hedder helte-ånden, skyldes det igen Grundtvigs inspiration fra den nordiske mytologi.

“Og gør til målet kæmpeskridt.” Målet er den levende folkelighed udfoldet i folkelivet. Igen: Vi kan ikke skabe himmerig på jord:

Kærlighedens himmerige
er endnu at vente på.

Ja, det oprinder først på den yderste dag, når Kristus kommer igen for at dømme levende og døde. Men her på jorden kan kærligheden, nemlig kærligheden til “eget folk og fædres land” dog gøre kæmpeskridt mod målet:

Kærlighedens jorderige
lukkes dog med bølgen blå,
er endnu og var alt længe
“Danmark dejligst vang og vænge‟.

Sådan i digtet “Den danske nødvendighed” fra 1853. Se Højskolesangbogen, syttende udgave, nr. 155,4! Det er den sang, der hedder “Kærlighed til fædrelandet‟. Den har også fundet vej ind i den nyeste udgave af salmebogen. Kærlighedens jorderige er noget, vi – med ordet fra 2. strofe i mit ovenstående udvalg, “efterhiger”. Men når folkeligheden virkeliggøres gennem ordet og ånden, er det allerede til en vis grad en virkelighed.

Strofe 7

Denne strofe har jeg taget med, fordi den modsiger den filosofi, der med fornuften som sin guddom mener at kunne sige, hvordan historien nødvendigvis vil forløbe og ende. Der kan tænkes på marxismen og på filosoffen Hegel. Det kan vi ikke gå nærmere ind på. Men i Grundtvigs tankegang er det ikke fornuften, der er Gud. I hans tankegang og tro forstår vi ikke mere, end vi allerede har levet. Historien er Guds, og hans nådige styrelse åbenbarer sig “i livets dyd og livets dåd”. Dyd er ikke en moralsk eller etisk kategori, det betyder sådan noget som duelighed. Dyd og dåd er altså historien. I historien åbenbares Guds hjertelag og vise råd. Menneskeslægtens levnedsløb er som et spejl, hvori Gud “vil sig forklare”. Billedet af spejlet bruger Grundtvig også i en salme, Gud Herren så til jorden ned, Slbg. nr. 493:

O du, som skabte hjerte mit,
det dybe underfulde,
o, dan det efter hjerte dit
til Himmel-spejl i mulde.

I denne salme er billedet set i frelsens perspektiv. I nærværende digt er det set i skabelsens perspektiv. Men både i salmen og i Budstikke i højnorden hænger billedet af spejlet sammen med det grundlæggende menneskesyn, at mennesket er skabt i Guds billede. På en måde, så det spejler Gud. Det indebærer en umådelig høj vurdering af mennesket. Selv det dybest faldne menneske er stadig skabt i Guds billede og har derfor en uendelig værdi. Sådan så Jesus mennesket, da han gik omkring på jorden og mødte mennesker af alle slags.

Vi vender tilbage til udtrykket “han også, det slår aldrig fejl, / for os sig vil forklare.” Vi skal være opmærksomme på, at forklare betyder noget andet end for os i dag. Nu betyder det at give nogle grunde til, at noget er, som det er. I Grundtvigs sprog betyder det, at Gud vil komme til at stå klarere for os. Gennem historien klarer Gud sig for os, altså Gud som historiens herre, ikke Gud som frelseren. Ham kender vi kun i Jesus Kristus.

Strofe 8

Strofe 8 og 9 er et par meget smukke strofer. Først nummer 8:

Mens rosen har sin søde duft
mens lærken slår i sommerluft,
og nattergal i skyggen,
små-helte føder kærlighed
for frihed og livsalig fred,
og priser børne-lykken.

Vi er nødt til at sætte kryds og bolle. Det er ikke små-helte, der føder kærlighed. Krydset skal stå under kærlighed, bolle under føder og trekant under små-helte. Det er kærligheden, nemlig kærligheden til eget folk og fædres land, der føder små-helte. Kærligheden føder ikke drabelige krigere, men hverdagens små helte, der ved, at livet er kamp. Livet er en stadig kamp mod trolde og jætter, der vil tage det underfulde ud af tilværelsen og som sagt gøre den menneskelige fornuft til Gud.

Igen kommer ordene frihed og fred, endda livsalig fred, som en beskrivelse af den lykkelige tid, der kommer, når ordet og ånden får lov til at råde.

Friheden er meget vigtig for Grundtvig. Det at høre til et folk er en fri sag. Det er nemlig en hjertesag. De, der ikke vil høre til folket, har frihed til at udelukke sig fra det. Man kommer heller ikke til at høre til et folk, for eksempel ved at folketinget beslutter det ved lov. Og omvendt kan man høre til folket, selv om man ikke har indfødsret. Her råder friheden. Ånd, frihed og hjerte er tre ord, der i dette forhold ikke kan skilles ad.

Vi skal også lige standse ved, at kærligheden priser “børne-lykken”. Grundtvigs kærlighed til folket var ikke mindst hans uudslukkelige kærlighed til de små i folket, børnene og almuen og tjenestefolkene, som ikke var regnet for noget. Dem regnede Grundtvig med.

Strofe 9

Der er mange blomster og fugle i Grundtvigs digte, både de “verdslige” og salmerne. Han skabte en meget smuk billedverden.

Højnordens gamle tungemål, det er modersmålet. For Grundtvig var det hævet over enhver diskussion, at hvis ord skal nå hjertet, så må de komme til os på modersmålet. Han afskyede latinen, som var de lærdes sprog, og han afskyede tendensen til at se ned på det danske sprog til fordel for det fremmede tyske.

I disse år vender han sig ganske sikkert i sin grav over den stigende anglificering. Der er læreanstalter og store erhversvirksomheder, hvor alt foregår på engelsk. Det engelske trænger ind alle vegne, ofte uden at folk opdager det. Det kan komme til at skade folkeligheden, så det skal vi være opmærksomme på.

Udtrykket Højnordens gamle tungemål viser i øvrigt, at Grundtvig regnede med en nordisk folkelighed. Digtet hedder jo også Budstikke i højnorden. De nordiske folk er nært beslægtede, så nært, at sprogene i virkeligheden er dialekter af det samme sprog. Andre folk er vi fjernere beslægtet med. Men alle hører de til menneskeslægten, den fælles slægt.

Men det er da et herligt billede, Grundtvig tegner af den levende folkelighed, han ser for sig:

Højnordens gamle tungemål
som grønne træer med blad og nål
da skyder top og krone,
med fugle-reder altid ny,
hvorfra sig svinger sang i sky
alt med den gamle tone.

Det er ikke uden betydning, at et levende folk altså er et syngende folk. Den folkelige sang er med til at opholde folkelivet (strofe 5), og den levende folkelighed skaber igen ny sang. Den må nødvendigvis udtrykke sig i sang. Det er da dejligt.

Strofe 10

Når det levende ord og ånden kommer til at råde, da vil i hvert fald nogle kunne se, at klarhed over menneskelivet ikke bor i de bælgmørke ord og stumme tanke-streger, som fornuftsreligionen vil trække ned over hovedet på folket. Dér bor klarheden over menneskelivet ikke:

men i hvert sandhedskærligt bryst,
det jævne ord, den klare røst,
som livet vederkvæger!

Kun der bor klarheden.

Vederkvæde betyder oplive, evt. genoplive, forfriske, styrke. Det er det jævne ord på modersmålet, altså jævne menneskers sprog, der kan oplive og styrke folkeligheden. 

————————–

Perspektiverende spørgsmål

Grundtvigs digt giver anledning til at spørge, om hans folkelige syn har nogen betydning i dagens skole? Er der plads i den danske skoleverden for den folkelige oplysning i Grundtvigs forstand?

Tales der i skolen i dag udelukkende til forstanden og ikke til hjertet? Vil skolen danne børnene til med lyst at begive sig sig ud i livets kamp mod jættevæsenet? Eller vil skolen instrumentalisere børnene, altså uddanne dem til nyttige samfundsborgere, læs: gode skattebetalere?

——————

Vi kunne også spørge om, hvilken betydning Grundtvigs folkelige syn i dag har i det danske politiske system og i medieverdenen? Er der nogen bevidsthed om, at et sundt folkestyre har en levende folkelighed som forudsætning? Eller går det hele op i regneark? Mener man, at alt kan klares ved at “dreje på nogle håndtag nede i maskinrummet”?

————-

Grundtvigs dybe – og klare – tænkning om folkeligheden rejser nogle alvorlige spørgsmål til vor tids utopister, der fabler om verden som én republik uden grænser. Grundtvig rejser også alvorlige spørgsmål til dem, der drømmer om Europa som én republik uden grænser. Han kalder dem simpelthen tilbage til virkeligheden.

————-

Vi er blevet et rigt land. Det diskuteres blandt faghistorikere, om den folkelige vækkelse i bondestanden, som blev en følge af Grundtvigs tanker, var en medvirkende årsag til væksten i materiel rigdom. Det benægtes af historikerne Per Boje og Jeppe Nevers, der netop i nov. 2024 har udgivet sidste dobbeltbind af deres værk “Vejen til velstand, Kapitalismen og det moderne Danmark.” Den smukke historie om den frie bondestand, der på højskolen fik livslyst og virketrang og tog hjem og dannede andelsmejerier og andelsslagterier og skabte Danmarks rigdom ved den store eksport af smør og flæsk til det britiske marked, passer ikke. Danmarks rigdom blev skabt af helt andre kræfter. For eksempel fremsynede industrifolk med udsyn til den omkringliggende verden.

Det, som historikerne er nået frem til gennem deres forskning, skal da nok passe, men der findes anden rigdom end den materielle. Jeppe Nevers medgiver i et interview i WeekendAvisen 15/11-2024, at “grundfortællingen om de folkelige bevægelser passer fint til demokrati- og kulturhistorien, men fortællingen kan ikke forklare den økonomiske historie.”

De to historikere synes ikke at have forståelse for den åndelige kraft i de folkelige bevægelser. Den er der ingen grund til at tale ned. Der fremvoksede et rigt åndeligt liv omkring højskoler, forsamlingshuse og da også missionshusene. Det løftede i høj grad det menneskelige liv med store positive virkninger, også i det sociale og økonomiske liv. At det skulle være det, der skabte Danmarks velstand, har aldrig været pointen. Der findes anden rigdom end den materielle. Når Grundtvig taler om folkegavn, som han gør det i strofe 3 tænker han ikke på et økonomisk mirakel. Men han forudsætter rigtignok, at det åndelige aldrig kan skille fra det legemlige.

—————-

De folkelige bevægelser er stort set ved at være fortid. Derfor kan man spørge, om der stadig er håb om en folkelig fornyelse. Man kan godt få øje på tegn hist og her. Hvor mange eller få, der har sans for det lige nu, er ikke det afgørende. Vores opgave er at bruge det levende ord og på det ord leve menneskeliv med lyst og mod og glæde. Og det uanset hvor mange eller få, der har sans for det. Fremtiden kender vi ikke, og håbet kan vi aldrig opgive.

Villy Klit-Johansen den 19. november 2024

Peder Madsens dåbsbøn og dens baggrund

I 1912 fik vi en ny indledende bøn i dåbsritualet med ordene: “Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.”

I tidehvervske og indremissionske kredse er det almindeligt at forsvare Peder Madsens bøn med det argument, at en udskiftning af den med en anden vil være en indrømmelse overfor dem, der hævder, at vi ikke bliver Guds børn i dåben, for det er vi fra fødslen. I dåben får vi det bare at vide. Katrine Winkel Holm har endda påstået, at det kun er dem, der har denne u-lutherske teologi, som ønsker Peder Madsens bøn erstattet af en anden.

Påstanden er forkert, og bekymringen i disse kredse er helt misforstået. Har den lutherske kirke i de næsten 400 år, mens vi havde Luthers indledende bøn, den såkaldte bede-banke-bøn i ritualet, afvist, at vi bliver Guds børn i dåben? Nej, selvfølgelig ikke. Spørgsmålet er, om de tidehvervske og indremissionske selv er kommet lidt for langt væk fra luthersk kristendom. Vi kan til en begyndelse spørge:

Hvad er dåbens indstiftelsesord? Nadverens indstiftelsesord kender vi, men dåbens? Vi har jo ikke i Ny Testamente en beretning om dåbens indstiftelse. Det er blevet almindeligt at betragte missionsbefalingen fra Matt. 28,18-20 som dåbens indstiftelsesord. Tanken dukker op i 1700-tallet i pietismens tid. Peder Hersleb, fra 1737 Sjællands biskop, skrev en lang betænkning om dåben (P.G. Lindhardt: Kirke-Ritualet og pietismen). Hersleb var utilfreds med, at dåbens indstiftelsesord ikke var med i dåbsritualet. Med indstiftelsesordene mente han netop missionsbefalingen.

Den mangel, som Hersleb mente at finde, rådede biskop Balle bod på med sit ritual, der blev autoriseret i 1783. Her danner Matt. 28,19 afslutningen på hans lange mosaik af skriftsteder, der står som indledning til dåbsritualet. Og nu står det der så, endda Matt. 28,18b-20. Det bliver oven i købet introduceret med ordene: “Således taler Vor Herre Jesus Kristus”.

Men det gør han jo ikke. Han TALTE til apostlene; det står der i bogen, i Ny Testamente. Men det er jo ikke noget, han siger til os, når vi er samlet om døbefonten. Det er noget, han sagde engang til nogle andre mennesker.

Den foreløbige kulmination på statskirkens omstøbning af dåbsritualet blev nået med 1912-ritualet, der lægger op til, at hele dåbens betydning og kraft beror på et i øvrigt tekstkritisk usikkert skriftsted fra Matt. 28 og professor Peder Madsens indledende bøn, “Vi takker dig himmelske Fader osv.”

I stedet for at holde krampagtigt fast ved Peder Madsens faktisk ikke ret gamle, og faktisk tendentiøse bøn, er der grund til at undersøge baggrunden for den. Hvorfor var det så vigtigt for Peder Madsen at få Luthers bede-banke-bøn ud af ritualet? Det vil man forstå, hvis man læser paragrafferne 48, Daabens væsen og Velsignelse, og 49, Barnedaaben i Peder Madsens dogmatik, “Den kristelige troslære”, udgivet posthumt 1912-1913. Der er (selvfølgelig) gode overvejelser i Madsens værk, men jeg er nødt til at koncentrere mig om de dele og synspunkter, som jeg finder uholdbare, og som er baggrunden for hans ønske om at udskifte den lutherske bøn med hans noksom bekendte dåbsbøn. Det er synspunkter, som går imod det klassiske lutherske ritual.

S. 611 tager han afstand fra Luthers og Grundtvigs opfattelse af dåbens indstiftelse. Jesu dåb er ikke dåbens indstiftelse. Nej dåbens indstiftelse skete, da Jesus efter sin opstandelse viste sig for apostlene og gav dem sin befaling om at gøre alle folkeslagene til hans disciple. Matt, 28,19-20 er dåbens indstiftelsesord, mente Madsen. Luther og Grundtvig var derimod tilbøjelige til at knytte dåbens indstiftelse sammen med  selve Jesu person og værk, som det kommer så stærkt frem i beretningen hos Mattæus og Markus om Jesu dåb ved Johannes Døber.

Spørgsmålene om forsagelsen og troen ser han bort fra. Det er åbenbart ikke hans opfattelse, at “den, der tror og bliver døbt, skal frelses” (Mark. 16,16), for da han s. 612 citerer ordene i 1. Pet. 3,21, om syndfloden, der er “et billede på den dåb, der nu frelser jer”, er han kun interesseret i at slå fast, at dåben frelser, men han udelader behændigt resten af sætningen, hvor dåben defineres som “en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesu Kristi opstandelse.”

I samme forbindelse skriver han, at dåben skænker retfærdiggørelsen, men det er efter alt at dømme ikke paulinsk-luthersk forstået som retfærdiggørelse ved tro. Men hvad er det så? Meget tyder på, at Madsen tænkte i omtrent samme baner som katolikkerne, der har en lære om, at dåben virker ex opere operato, automatisk så at sige, i og med sin udførelse.

Det er derfor logisk, at han s. 612-613 forlader Luthers oversættelse af stedet i 1. Pet. Ordet “eperåtema”, som Luther af særdeles gode sproglige grunde oversætter ved “pagt”, oversætter Madsen til “henvendelse”. Men så er vi pludselig kommet over i en helt anden verden. Så er det ikke dåben som Guds nådige pagtslutning med et menneske, stedet handler om.

I forlængelse heraf hedder det på s. 613, at dåben “meddeler den Hellig Ånd som det nye aandelige Livsprincip.” Her henviser han til Tit. 3,5: “Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.”

Livsprincip! Er det virkelig træffende at beskrive Helligånden som det nye åndelige livsprincip? Jeg har lært, at Helligånden virker gennem ordet, Guds ord, Kristi ord. Ånden er usynlig, men høres kan den. Jeg har lært, at Helligånden simpelthen er den uløselige sammenhæng mellem Ordet og troen. Ved Helligåndens kraft kan ordet aldrig være uden troen, og troen er aldrig til uden ordet. Er det overdrevet at sige, at Helligånden for Madsen er en mystisk indvirkning på barnets underbevidsthed? Sådan kan det let forstås. Men luthersk forstået er Helligånden den uløselige forbindelse mellem ordet og troen.

På side 616 går Madsen over til at polemisere mod den grundtvigske dåbspagsteologi. Måske refererer han Grundtvig-disciplene korrekt, det har jeg ikke undersøgt, men Grundtvigs egne tekster berører han ikke, og det er da en fatal mangel. Enten kender han dem ikke, eller også har han slet ikke forstået dem. Han skriver: ”hvor fuldkomment end Forsagelsen og Troen er paa deres Plads ved Daaben, saa hører de dog ikke med til Daaben efter Herrens indstiftelse.” Her ligger Madsen på linje med den pietistiske tradition fra Peder Hersleb over biskop Balle og Martensen, og efter Grundtvigs tid videre gennem P.A. Fenger, Vilh. Beck og Peder Madsen til lektor Nils Arne Pedersen.

Peder Madsen har ikke forstået eller tilslutter sig ikke troen på Jesu ord i dåben som skaberord, som ord, der ved Helligånden udretter, hvad de lyder på. S. 623 skriver han, at man i forbindelse med en drøftelse af Luthers oprindelige opfattelse, at der kræves tro hos børnene “har henvist til, at der jo virkelig forud for Daabens meddelelse gaar en Forkyndelse, nemlig Ritualets Oplæsning og navnlig Forsagelsen og Trosbekendelsen. Men det er ikke muligt at forbinde nogen Forestilling om en Virkning af en Forkyndelse for et Væsen, som endnu ikke er vaagnet til Bevidsthed, da Forkyndelsen som saadan jo netop henvender sig til Bevidstheden.”

Jeg ved ikke, hvem Peder Madsen her refererer til, men for det første er det ikke retvisende at kalde troens ord ved dåben en forkyndelse. Som om der ikke er forskel på forkyndelse fremført af et menneske og Guds henvendelse til et menneske med hans store tilbud om at få lov til at tro på ham og leve sit liv ved Guds ord genfødt til at leve som et Guds barn, forenet med Guds Søn, vor frelser,.

For det andet er det et tvivlsomt foretagende at gøre en voksen bevidsthed til betingelse for den kristne tro. I så fald udelukker man ikke kun spædbørn, men også mentalt retarderede eller psykisk forstyrrede voksne fra troens gave.

Madsen skriver (s. 624): “Hvad der behøves før Daaben er egentlig kun Hjertets Villighed til at lade Gud tilføre det sin Naade.” “En saadan Trang og Drift maa da høre Menneskenaturen til fra Begyndelsen af.” “Det er Barnet i os, hvortil Guds Ord henvender sig, det inderste og oprindeligste i vort Væsen.” Endelig! Endelig kommer Madsen frem til Guds Ord. Det varede godt nok længe. Og hvad mener han med Guds ord i den forbindelse? Det er uklart. Ganske vist nævner han endelig ordet, men ikke i det lutherske dåbsrituals forstand. Dets omdrejningspunkt er nemlig dåbspagten, enheden af ordet og troen. Og dermed troen som en gave i eksklusiv forstand.

Og desværre synes det mig, at han betragter det naturlige beredskab for Gud som en medfødt psykologisk konstitution. “Der er et slumrende Personlighedsliv til stede fra Begyndelsen.” (s. 625).

Hvorom alting er, så er det klart, at Peder Madsens ønske om at få indført en anden bøn end Luthers skyldes hans stærke modstand mod den luthersk-grundtvigske dåbspagtsteologi. Den går Peder Madsen ikke i seriøs samtale med. Vi kan ellers læse om dette syn overalt i Grundtvigs skrifter efter 1825. Grundtvig har et digt, der ligefrem bærer titlen Indstiftelsens Ord (Sangværk, bd. 4, nr. 280).

I 1. strofe hedder det:

Giv da Agt paa Guddoms-Ordet,
Som ved “Badet” og ved “Bordet”
Lyder med Vorherres Røst!

Og længere fremme:

Derfor alle Mænd og Kvinder,
Som vil staa på Herrens Grund
Leder i hans Huus og finder
Ordet af hans egen Mund,
Kun i det er Guddoms-Livet,
Og kun det er Almagts-Blivet
Hvormed alt er gjort som sagt!

Som han laae i Krybberummet
Ligger han i “Troens Ord”
Saa den Store sig har krummet
For at findes spæd paa Jord
Men dog altid hvor han fødes,
Miskundhed og Sandhed mødes
Voxer op til Gud og Mand.

Som han laae i Klippehulen
Ligger han i Daabens Ord,
Men om Paasken efter Julen
Staar han op hos den, som troer
Og før han til Himmels farer
Sig for Hjertet aabenbarer
Som Gudsherlighedens Haab!

(Strofe 7-9) (fremhævelserne er mine).

Dåbens betydning og kraft skal ikke hentes udenfor dåben, ikke engang i gode skriftsteder, men i dåben selv, nærmere bestemt i Herrens levende ord i dåben. I dette digt siger Grundtvig klart, at dåbens indstiftelsesord er dåbspagtens ord. I andre skrifter medtager han til dåbens ord de ord omkring vanddåben, der er personlig tiltale: Fadervor, døbeordene og “Fred være med dig!”

Her skal også lige henvises til Grundtvigs digt fra 1852-1853, Den christelige Daabs-Pagt, Sangværk, bd. 4, nr. 277. Vi begrænser os til de to vigtige strofer 5 og 6. Som så ofte er det dåbsritualet, Grundtvig parafraserer:

5

See derpaa lyder Pagtens Ord,
Som ingen Magt kan rokke,
Hvo derpaa, som det lyder, troer,
Han staar paa Klippeblokke
Hvoraf den Kilde springer ud
Som vier os paa Herrens Bud
Til evigt Liv af Naade.

6.

See, det er Naade-Pagten ny,
Som trodser Aar og Ælde,
Til Herren dages brat i Sky
Skal Pagten gaae og giælde
Paa den beroer vort christne Haab
Og Kraften i Vorherres Daab
Til evigt Liv af Naade.

Dåbens kraft, altså det, der gør dåben til et genfødelsens bad i den Helligånd, er ikke, som en del teologer og præster i forlængelse af den statskirkelige ortodoksi og pietisme mener, et løfte, som vi kan tro eller ikke tro („Jeg er med jer alle dage‟, sagt til apostlene engang). I bedste fald kommer vi til tro på det, når vi bliver gamle nok til at have en bevidsthed, som pietisten Peder Madsen mener.

Nej, dåben er dåbspagten. Dåben er troens forhold til den levende Kristus, givet os ved hans almagtsord.

Jeg forlanger ikke, at alle i Folkekirken skal tilslutte sig det syn på dåben, som Grundtvig fandt i det lutherske dåbsritual, jeg forventer det ikke engang. Men jeg spørger, hvor meget der kan ændres i dåbsritualet, før vi ikke længere, ligesom Regin Prenter gjorde det, kan prædike, som om vi stadig har det uforfalskede lutherske dåbsritual. (Regin Prenter: Ordet og troen. Prædikener fra Branderup Kirke). Det har jeg gjort rede for i en selvstændig tekst.

En sammenlignende analyse af Luthers og Peder Madsen dåbsbøn

En opmærksom sammenligning med Luthers “bede- og bankebøn” og “syndflodsbønnen” i hans ritual af 1526 gør det klart, hvad der er galt i den nuværende bøn. Der er faktisk sket et alvorligt skred.

Det, der i Luthers bøn netop er bøn, er i Peder Madsens bøn blevet til dogmatiske påstande (der ikke i sig selv er forkerte), nemlig at vi i dåben bliver Guds børn og får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. I Luthers bøn derimod bedervi for dåbskandidaten om syndernes forladelse og det evige liv. Det sker med ordene: “at denne frelsende syndflod må bortskylle alt det, han har fra Adam, og det, han selv har gjort” (syndernes forladelse), og “at han med alle dine troende må blive værdig til at få del i din forjættelse om evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre” (det evige liv). Det er virkelig en væsentlig forskel, om kirken så at sige har dåben i sin magt, eller om alt beror på Gud, og vi derfor er henvist til at komme til ham i ydmyg bøn.

Det næste, man bemærker, er, at Luther forudsætter, ligesom i højeste grad Grundtvig, at barnet er en selvstændig person, som Gud kan slutte sin pagt med. I Peder Madsens bøn er der derimod en tendens til at gøre barnet til en genstand, som man gør noget ved. Det er næsten som et ekko af den lutherske ortodoksis syn på dåben som en ækvivalent til den jødiske omskærelse. I Luthers ritual er det helt anderledes. Her foregår det mellem Gud og den, der døbes. Det, der sker i dåben, sker mellem Gud og den, der døbes. Derfor er det heller ikke gudfaderen eller gudmoderen, der bliver spurgt med forsagelsen og trosbekendelsen, det er den, der bliver døbt. Ja-svaret hjælper gudmoderen eller gudfaderen barnet med. Det er som oftest en af forældrene.

Takket være Grundtvig har vi i Den danske Folkekirke bevaret dåbspagten. Spørgsmålet er, om vi ikke skal tage konsekvensen for indledningsbønnens vedkommende og tage tråden op fra den lutherske tradition til og med Balles ritual af 1783. Jeg sigter til, at bede-banke-bønnen forudsætter, at den, der døbes, er et menneske, der beder og banker på hos Gud, også når dåbskandidaten er et lille barn: „Herre, eftersom du har sagt: Bed, så skal I få, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer, så giv nu det gode til den, som beder, åbn døren for den, som banker …‟

Det er velkendt, at både pietisterne og rationalisterne mente, at et lille barn ikke kan tro i kristen forstand, og et lille barn kan slet ikke bede. Det var dette syn, der sejrede i 1912 med Peder Madsens bøn. Barnet bliver en passiv genstand, som forældrene bærer frem for Guds åsyn. Ikke så sært, at dåben ud fra denne bøn af professor Anders Klostergaard Petersen kan tolkes som et offer.[1]

I Luthers bøn er dåbskandidaten en, der “begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse”. Tør vi vende tilbage til tankegangen i det klassiske lutherske ritual? I Luthers bøn er dåbsbarnet altså ikke som i Peder Madsens en passiv genstand, men en person, som Gud taler til, hvorved han kalder troen frem i dåbskandidatens hjerte. Det er det, Luther beder om: “at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden.” Dåbspagten er altså tænkt med i Luthers bøn. Det er den ikke i Peder Madsens. Dåbspagten var altafgørende for den lutherske Grundtvig. Vi har et godt eksempel i “Barnelivets favre dage”, 2. strofe:

 Men hvad alle verdens vise
 kun omsonst vil prøve på,
 han, som alle kristne prise,
 har bevist, hans ord formå:
 hver, som tror af hjertens grund,
 hvad han os har lagt i mund,
 de i dåben fødes atter
 til Guds børn, hans søn og datter. (DDS 454)

Det er et meget præcist udtryk for Grundtvigs “dåbspagtsteologi”. Kernen i dåben er Ordet og troen. Ordet, som Gud i dåben har lagt os i munden, er fadervor og forsagelsen og trosbekendelsen. Gud har lagt os ordet i munden, så det kan vende tilbage til ham, når vi svarer ja til dåbspagtens ord, og når vi beder fadervor.

Der er endnu en stor forskel. Peder Madsen forudsætter, at dåbskandidaten er et barn. Man fristes til at sige, at det ligger i forlængelse af den statskirkelige tvangsdåb. Men det er jo langtfra altid tilfældet, at dåbskandidaten er et barn. I dag endnu mindre end på Peder Madsens tid og endnu meget mindre end på Luthers tid. Luther forudsætter derimod, at dåbskandidaten er et menneske, der trænger til frelsen fra syndens og dødens magt. Hos Luther, som hos Grundtvig, er der ingen forskel på, om den, der døbes, er barn eller voksen. Dåben er den samme. Der er kun én dåb.

Endelig kan man pege på det ulogiske i at lade den indledende bøn begynde med tak. Det naturlige må være at indlede med bøn, som det er tilfældet i Luthers ritual af 1526, og slutte med tak. I ritualbogen er dåbskollekten (slutningskollekten) netop en takkebøn: “Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb …” Nadverritualet begynder heller ikke med en takkebøn, men med en bedebøn.

Presset fra moderniteten

Den nuværende dåbsbøn er, ligesom det allermeste af, hvad der bringes i forslag i dag, præget af moderniteten. Med moderniteten menes der subjektivismen, der har rod i pietismen. Man siger tit, at pietismen er individualistisk, hvilket måske er rigtigt, men hvad der er vigtigere: den er subjektivistisk. Den kulminerede med Kierkegaards eksistensteologi.

Rent bortset fra hvad godt der er at sige om Kierkegaard, alvor kan man ikke frakende ham, så er det velkendt, at han ikke regnede dåben for noget. Det, der gør et menneske kristent, er den personlige afgørelse i voksen alder, mente han. Pietisterne og Kierkegaard har på grund af deres subjektivisme store problemer med dåben, især barnedåben. Kierkegaard regnede dåben for “ren objektivitet”, som kun kunne få betydning ved en inderlig, subjektiv tilegnelse i voksen alder.

Det er moderniteten. Troen er en beslutning eller en følelse eller en oplevelse. Den eneste autoritet er selvet. Og det hjælper ikke noget så at flytte vægten til det objektive. Hele skaden er opstået ved opdelingen i objektivt og subjektivt. Det er en filosofisk figur, som er ganske fremmed for evangeliet og Guds Ånd. Det havde Grundtvig et skarpt blik for.

Moderniteten er slået igennem med fuld kraft i Peder Madsens bøn. Han ligger under for moderniteten. Guds ord i dåben og troen på Guds ord i dåben er, som allerede påpeget, ladt ude af betragtning. Det er den afgørende forskel på bønnen i Luthers ritual og den af Peder Madsen forfattede. Analysen viser således, i hvor høj grad den bøn, der indleder det nuværende ritual, er bestemt af moderniteten.

Skal vi ikke benytte lejligheden til nu, da der er nedsat en dåbs­kommission, at prøve at komme tilbage i sporet? Indvendingen kender vi. Et spædbarn kan jo ikke tro, siger man, og det kan ikke svare. Svaret på indvendingen er: Hvis Gud ikke kan slutte sin pagt med et spædbarn ved sit ord og troen, der tager imod dét, han giver i sit ord, bør vi selvfølgelig ikke døbe børn. Så har baptisterne ret i, at barnedåb ikke har noget at gøre med en kristen dåb.

Den indledende bøn kunne med fordel, som nogle har foreslået, udskiftes med en nyformulering af Luthers „bede- og bankebøn‟ og ”syndflodsbønnen fra hans 1526-ritual. Men bønner, som den enkelte præst selv kan vælge at bruge? Nej, det vil kunne forvirre menigheden, fordi det uvægerligt vil medføre en sammenblanding af dåbsteologi (beskrivelse af dåben) med det levende ord i dåben og skabe det indtryk, at der er mere end én slags dåb.

Dåbsbønnens relation til ritualets kerne

Ved formulering af dåbsbønnen bør det være en forudsætning, at den skal understøtte det, som er dåbens kerne. Dåbens kerne er, hvad ordene angår, de ord, der tæt omgiver vand­øsningen:

 1. Fadervor under håndspålæggelse
 2. Dåbspagtens ord (spørgsmål og ja-svar)
 3. Døbeordene: Jeg døber dig …
 4. Fredlysningen under håndspålæggelse

Bemærk, at disse ord i dåbens kerne er tiltale og tilsigelse, talt af Herren Jesus!

Den indledende bøn skal være saglig. Dermed menes, at den ikke skal forstyrre selve dåbens kerne ved at bringe al mulig teologi ind i ritualet, den være aldrig så god og velment. Det bør man holde sig for øje, når man drister sig ud i det såre vanskelige at formulere en dåbsbøn. Teologisk originalitet skal man gøre alt for at undgå. Dåbsteologi er en god, ja en nødvendig ting, men den skal ikke trænge ind i dåbsritualet.


[1]Petersen, Anders Klostergaard, professor, Dåben som offer: En ritualteknisk analyse af barnedåbsritualet, i antologien Stopa, Sasja Emilie Mathiasen og Drejer, Rasmus H.C. red. Med nåden i favn, FØNIX 2024, s. 349 ff.

Villy Klit-Johansen, den 9. november 2024

Sender du dit Rolex-ur til smeden?

Forestil dig, at du har et Rolex-ur til 911.295 kr, en rund million. Det er altså et meget kostbart ur med et uhyre forfinet mekanisk værk. Nu synes du, at det ikke længere lever op til tidens krav. Hvad gør du?

Går du til smeden med det? Grovsmeden. Hvis du gør det, må du forvente, at han lægger uret i essen, indtil det er rødglødende. Og derefter lægger han det på ambolten og går løs på det med forhammeren. Nej vel! Det gør du nok ikke.

Sandsynligvis har du ikke engang et Rolex til den pris. Men du – vi – har til gengæld et meget, meget kostbart dåbsritual. Grundtvig mente, at det burde svare til selve Kristi indstiftelse af dåben. Hvis der skulle ændres noget i det, skulle det netop være med henblik på at bringe det mere i overensstemmelse med Kristi indstiftelse.

For Grundtvig betød det i praksis: i nærmere overensstemmelse med Luthers Taufbüchlein af 1526, der er udgangspunktet for vores nuværende dåbsritual. I skriftet “Daaben efter Christi Indstiftelse” og mange, mange andre skrifter går han grundigt til værks. Ikke noget med synsninger og private meninger og hensyntagen til, hvad “folk” ønskede. Hvorfor det? Jo, fordi der for ham ikke fandtes nogen anden sand kristendom end den oprindelige.

Grundtvig fandt, at dåbsritualet i de godt tre hundrede år siden reformationen ad flere omgange havde “været en tur hos grovsmeden”. Statskirkens luthersk-ortodokse teologer havde hamret det igennem, så det var ved at blive fordunklet, at dåbens indhold er, at Kristus, lyslevende til stede, optager et menneske i sit eget liv som Guds Søn, så det bestemte menneske i dåben bliver et Guds barn, i troen og dåben forenet med ham i livet som i døden. Dåben er troens forhold til Kristus, og dermed er den livets kilde. Det var det, ritualet skulle rumme. Dåben er Kristi optagelse af et menneske i dåbspagten. Dåbspagten i uløselig forbindelse med vandet er dåbens essens.

I løbet af ortodoksiens tid blev dåbens ritual ændret, så det mere og mere kom til at dreje sig om den rette lære. Den rette lære blev udtrykt gennem mange skriftsteder fra Det Nye Testamente. Folk skulle forstå dåben fra skriftsteder, som en papegøje kunne lære udenad. De ortodokse havde slet ikke øje for, at dåben er Kristi indstiftelse, og at Ny Testamentes forfattere levede længe efter dåbens indstiftelse. De fattede ikke, at dåben til Kristus er livets kilde. Ny Testamente kan aldrig blive andet end efterfølgende beskrivelse af livets kilde. Tilmed var dåben forbundet med tvang. Alle SKULLE døbes. Det er et under, at den kristne tro overlevede grovsmedenes overgreb på dåbens ritual.

Den pietisme, der fulgte efter ortodoksien holdt i hovedsagen fast ved de ortodokse teologers lærdom, som de havde belemret dåbsritualet med. Det skulle de jo. Så det gjorde de. Men den rette lære er i sig selv død, det viste ortodoksiens historie klart. Den rette lære kan ikke skabe liv. Der kommer ikke liv af noget dødt. Og så blev det jo til, at statskirkepietisterne trods deres tilslutning til ortodoksernes store, tomme ord selvfølgelig kom til at lægge vægten på det subjektive. Den enkeltes subjektive følelser og viljesbeslutning blev det afgørende. Det er en sørgelig historie.

Dåbskommissionens opgave

Nu er der i kommissoriet for den siddende dåbskommission lagt op til, at vor tids åndelige grovsmede for alvor skal til at gå løs på det kostelige og forfinede værk, som dåben efter Kristi indstiftelse er. Kommissionen skal arbejde videre på grundlag af det værste i den lutherske tradition, som netop beskrevet.

“Kommissionen skal overveje evt. behov for og i givet fald komme med forslag til supplerende bibelske læsninger”, vel at mærke i dåbsritualet! Hverken Luther eller Grundtvig indførte bibelske læsninger i ritualet, for de kendte forskel på Herrens levende ord og Ny Testamentes skrifter med deres teologi. Børneevangeliet fra Markus 10 var den eneste tekst fra Ny Testamente, og det fjernede de naturligvis ikke.

Diverse tekster fra Det nye Testamente har deres plads i prædiken og undervisning, og dér har de deres store betydning. I en kommende ritualbog kunne man anføre en række relevante tekster som forslag til prædiketekster ved dåbsgudstjenester.

“Kommissionen skal overveje evt. behov for – og i givet fald komme med forslag til supplerende bønner på den nuværende takkebøns og dåbskollekts plads …” Hvad mon de bønner skal indeholde? Tør man håbe på, at de skal pege hen på dåbens indhold: Kristi levende ord og troen, der griber om det? De bange anelser melder sig, når der i kommissoriet tilføjes: “særligt til brug i forbindelse med dåb af unge og voksne, men også ved dåb af børn:” Men er der da mere end én dåb? Er det den døbtes alder, der bestemmer, hvad dåben er? Eller er det netop Kristi indstiftelse?

“Kommissionen skal overveje evt. behov for – og i givet fald komme med forslag til – mindre sproglige justeringer af den nuværende dåbsbøn og dåbskollekt.” Biskopperne – det er vel dem, der står bag ved formuleringen af kommissoriet – lægger altså op til, at Folkekirken skal fortsætte amokløbet på vejen bort fra dåben efter Kristi indstiftelse hen imod en dåb efter teologernes, eller nu måske en folkeforsamlings indstiftelse. Den nuværende dåbsbøn fra 1912 er jo netop den foreløbige kulmination på ortodoksiens bestræbelse på, med statskirkepietismens tilslutning, ved hjælp af grovsmedens esse, ambolt og forhammer at “omsmede dåben”. I bønnen i Luthers ritual blev der ikke præsenteret ret lære, men der blev BEDT om, at den, der blev døbt måtte få “den saliggørende tro”. Luther vidste nemlig, at livet ikke kommer af god teologi, men god teologi udspringer af livet. Det var netop også, hvad Grundtvig mente.

I den nuværende “bøn” af Peder Madsen bliver menigheden belært om, at vi i dåben bliver Guds børn og får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. Men pladsen foran dåben er ikke stedet til belæring, den er stedet til BØN. Bøn om, at Gud ved Helligånden vil give, hvad Kristi levende ord i dåben indeholder. Levende kristendom kommer nemlig ikke af teologernes belæring, men af Kristi levende ord. Livet strømmer fra den levende kilde, ikke fra teologernes døde lærdom. Pladsen tillader ikke citater fra Grundtvigs skrifter om denne sag, men de findes i rigt mål.

Dette er ikke en kritik af kommissionens medlemmer, men af kommissoriet. Man kan kun håbe, at kommissionens medlemmer besinder sig, ikke på den lutherske tradition som netop beskrevet, men på dåbens kostelige og uhyre forfinede åndelige værk, der slet ikke tåler at komme under grovsmedenes behandling endnu en gang.

Villy Klit-Johansen, den 5. november 2024

Dåbspagten som grundlæggende for teologien og kilde til frelsen

Regin Prenters dybe grundtvigske inspiration

Det har i årtier været en udbredt antagelse blandt teologer og præster, at tilspørgslen ved dåben med forsagelsen og trosbekendelsen: forsager du …, tror du …, kunne risikere at gøre troen til en menneskelig præstation i en eller anden forstand. For Grundtvig var det modsatte tilfældet. Ved tilspørgsel og ja-svar opretter Gud sin pagt med et menneske, og netop den pagt gør det tindrende klart, at troen er en gave.

Aarhus-teologen Regin Prenter, der var dybt inspireret af Grundtvig, udgav i 1955 sin store “dogmatik”, Skabelse og Genløsning. I den såkaldte prolegomena, en slags indledning, § 5, bruges pagtstanken til at formulere en åbenbaringsforståelse og et skriftsyn. Prenter skriver: “Åbenbaringshistorien som pagtshistorie … er kun åbenbar for den tro, der modtager de historiske begivenheder, hvorigennem Gud øver sine frelsende gerninger, som Guds uforskyldte gave.” Den tro, der er tale om, er “ganske enkelt den lydige modtagelse af frelsens uforskyldte gave, som tilbydes i pagtens ord.” … “Denne tro er identisk med eksistensen i pagten, hvis historie de tre guddommelige navne betegner.”

Det er sandsynligt, at det er i Grundtvigs store digt Kristenhedens Syvstjerne, nemlig i passagerne om “ordet og troen”, at Prenter har lært om sammenhængen mellem ordet og troen.

Eksistensen i pagten er et andet udtryk for troen. Prenter Skriver: “i dåbens bekendelse træder Gud med pagtens historie personligt hen til hver enkelt og spørger: “Vil du modtage denne pagt, som jeg nu åbner for dig?” Dette er kernen i den “kirkelige anskuelse”. Dermed peger Prenter på en meget vigtig og for mig indlysende og uomgængelig pointe, som netop findes i Syvstjernens forståelse af “ordet og troen”.

Den måde, hvorpå Prenter sammentænker Grundtvigs kirkelige anskuelse med åbenbaringsforståelsen og skriftsynet, er original. Vi er stadig § 5 i dogmatikkens prolegomena. Han skriver, at “der er en uløselig sammenhæng mellem åbenbaring og tro, mellem pagtshistorie og pagtslydighed. … I Grundtvigs “kirkelige anskuelse” er denne sammenhæng mellem pagtens historie og eksistensen i pagten erkendt så klart som få andre steder i protestantisk tænkning.”

Udtrykkene “pagtens historie” og “eksistensen i pagten” er originale. De benyttes netop, fordi formålet er at grundlægge åbenbaringssynet og skriftsynet i dåbspagten. Den uopløselige sammenhæng mellem “pagtens historie” og “eksistensen i pagten” er dét, som det kommer an på. Det er Grundtvig inde på utallige steder i sine skrifter. Jeg har for nylig læst Syvstjernen. Derfor citerer jeg fra den. Ordet og troen hører sammen som mand og hustru i ægteskabet:

Ja, fra Nebo-Bjergets Tinde
Luther syned Herrens Land,
Saae hans Ark og Flod derinde,
Leiret mellem Flod og Strand,
Saae, at dér i Ægtestanden
Aanden vied til hinanden
Smukt Guds Ord og Hjertets Tro!

(Kristenhedens Syvstjerne Tysker-Menigheden, strofe 24)

Endnu stærkere udtrykkes den samme tanke i Strofe 103, hvor der gøres den tilføjelse, at sammenhængen mellem ordet og troen faktisk bunder i dåben. Ordet, som troen er uløseligt knyttet til er, dåbspagtens ord:

Thi oplyst er Hjerte-Øjet,
Seer, at Herren ved sit Bad
Ord og Tro har sammenføiet
Til ei meer at skilles ad,
Og velsignet tusind Gange,
Til ved Aanden at undfange
Herlighedens Barne-Haab!

Sådan hænger det hele sammen hos Grundtvig – og hos Prenter. Soteriologien (synet på frelsen) hænger sammen med åbenbaringssynet og skriftsynet. Og i frelsens sag er det afgørende vigtigt, at ordet og troen hænger sammen. Ordet er ikke til uden troen, og troen er ikke til uden ordet.

Det er klart, at dette har betydning for den løbende debat om dåbsritualet. Hvis man er tilhænger af den kirkelige anskuelse, vil man naturligt vende sig imod alle forsøg på at få afskaffet “tilspørgslen” ved dåben, forstået som Herrens mægtige ord til den, der døbes. At den kirkelige anskuelse også har betydning for prædikenens indhold siger sig selv.

Det skal understreges, at dette syn kan opretholdes uafhængigt af det dogmatisk-grundtvigianske syn, der var meget udbredt blandt kirkelige grundtvigianere langt op i 1930’erne, nemlig at Den apostolske Trosbekendelse i den form, vi kender den, historisk går tilbage til Kristus selv. At den altså i den forstand skulle være “ordet af Vorherres egen mund”. Men det er ikke pointen i Grundtvigs kirkelige anskuelse.

Endelig lidt om en indsigt, som Prenter henter ud af Grundtvigs kirkelige anskuelse. Jeg mener ikke, det er overdrevet at kalde Grundtvigs kirkelige anskuelse en reformation. En reformation indenfor den lutherske kirke, men helt klart en reformation, en fornyelse af kirken. Prenter bruger ikke dette ord i paragraf 5 i “Skabelse og genløsning”, men der er en tydelig kritik af udviklingen op gennem den lutherske ortodoksi og pietismen, der kulminerede med Kierkegaards eksistenstænkning. Han medgiver, at der er et moment af sandhed i talen om den kristelige erkendelses eksistentielle karakter. Sandhedsmomentet er “at åbenbaringshistorien eller pagtshistorien … kun er åbenbar for troen, som står i pagten, og ikke for almindelig iagttagelse.”

Problemet, som vi stadig trækkes med, er, at der – sagt med jævne ord, er sket en adskillelse i noget objektivt og noget subjektivt. Det objektive er kristendommen, der som noget objektivt bliver en slags verdensanskuelse, der er noget foreliggende, som, bevares, ikke skal ændres, og som hin enkelte kan tilslutte sig gennem troen. Derved bliver troen noget, som mennesket “lægger til” pagtens objektive kendsgerning, der er givet af Gud. Og vupti er evangeliet blevet til en lov og troen til en menneskelig præstation. Og dermed er kristendommen netop blevet ændret. Således min korte gengivelse af ræsonnementet på s. 56-58 i “Skabelse og genløsning”. Læs selv!

Det, som Prenter krediterer Grundtvig for, er, at han insisterer på troens afhængighed af Herrens LEVENDE ord, livsordet ved dåben. Derved er han i stand til at fastholde troen som GAVE i absolut forstand. Dette i modsætning til den protestantiske skriftteologi, der adskiller troen fra Herrens levende ord.

Hvis der skulle være et problem med trosbekendelsen med hensyn til at gøre troen til en menneskelig præstation, så er det ikke i trosbekendelsens spørgende form ved dåben, problemet ligger, men snarere i den fremsættende form i gudstjenesten. Dér kunne troen lettere opfattes som en menneskelig præstation: VI TROR på – og så en række led, som selvfølgelig godt kan volde den menneskelige fornuft vanskeligheder. Derfor introducerede Prenter i gudstjenesten trosbekendelsen med ordene: “Lad os bekende vor kristne tro I DÅBSPAGTEN.” Nemlig som stående i den tro, der er GIVET os af Herren i dåben. Jeg har ikke haft et personligt forhold til Prenter. Jeg hørte det i en radiotransmitteret gudstjeneste; så vidt jeg husker, var det hans afskedsgudstjeneste i Branderup, som jeg hørte i radioen.

Det var og er i sandhed en mageløs opdagelse,

… at Herren ved sit Bad
Ord og Tro har sammenføiet
Til ei meer at skilles ad,
Og velsignet tusind Gange,
Til ved Aanden at undfange
Herlighedens Barne-Haab!

Herved er evangeliet atter kommet til at skinne klart i mørket.

Jeg huskede faktisk ikke, at Prenter skriver om dette i Skabelse og genløsning, før jeg for nylig genlæste dele af bogen. Men det er for mig en indlysende sandhed, som ikke forældes. Vejen er for mig gået over Grundtvig og derefter tilbage til et godt gensyn med Prenter.

Villy Klit-Johansen, den 8. november 2024.

Artiklen er trykt i „Præsten‟, 8. november 2024

Fred være med dig som dåbsord

Mange gode og uden tvivl velmenende præster og teologer, vel især i og omkring Tidehverv og Indre Mission, holder i den løbende debat om dåbsritualet energisk på, at der ikke må ske ændringer i ritualet. Må det være tilladt ganske stilfærdigt at minde disse præster og teologer om, at de med deres kamp mod ændringer kommer til at forsvare de ændringer, som gradvis er indført, og ikke mindst de drastiske ændringer, der blev indført med ritualet af 1912. Ændringer, som vi stadig lever med.

Her skal blot nævnes flytningen af fredshilsenen “Fred være med dig”. Indtil 1912 stod fredshilsenen som et af de centrale led. Rækkefølgen var:

Dåbspagten,
vanddåben med døbeordene (Jeg døber dig osv.),
bekræftelsen og forbønnen (Den almægtige Gud osv.),
fredshilsenen (med håndspålæggelse!), der altså var et centralt led i dåben.

I 1912 blev fredshilsenen sammen med Fadervor forvist fra dåbens kerne af Herrens levende ord til en plads efter dåben. Sådan noget har altid konsekvenser, for rækkefølgen af leddene har betydning. Leddene får deres betydning fra de omgivende led. Derom en anden gang.

For fredshilsenens vedkommende har konsekvensen været, at den har mistet sin vægt i sammenhængen, så den nu ofte simpelthen udelades. Det oplever vi jævnligt, f.eks. var det tilfældet ved en gudstjeneste med dåb i Roskilde Domkirke, som vi deltog i tidligere i år.

Grundtvig betragtede fredshilsenen som hørende med til dåbens væsen. Det argumenterer han for i “Daaben efter Christi Indstiftelse” (Udvalgte Skrifter bd. 8 s. 424). Fredshilsenens store betydning fremgår af, at den var den velsignelse, som den opstandne Herre hilste disciplene med, da han kom til dem påskesøndag om aftenen, da de var samlet og af frygt sad bag låste døre. Indtil reformationen var “Fred være med dig” den eneste velsignelse, der lød i gudstjenesten. Den er for kristne simpelthen Herrens velsignelse.

Her et par citater af Grundtvig:

“At nu dette “Fred være med dig” er et Ord af Herrens egen Mund, fristes Ingen til at betvivle, da det, efter Apostelen Johannes Vidnesbyrd, var den Velsignelse, hvormed Han efter Opstandelsen indtraadte blandt sine Apostler, men et andet og vigtigt Spørgsmaal er det vist nok, om Han ved Daabens Indstiftelse forordnede, at det i hans Navn skulle siges til alle de døbte.” Det var Grundtvig næppe i tvivl om. Og i hvert fald:

“At det nu ogsaa er af den høieste Vigtighed, at dette Ord, som giver den Troende “Herrens Fred”, lyder ved Daaben, det føle vi, naar vi i dette Ord af Herrens egen Mund tilegne os “den evige Velsignelse …” (Min fremhævelse).

Det afgørende er, at fred ikke er et fromt ønske, som præsten udtaler ved den højtidelige handling, nej, det er det Kristi levende ord, der rummer, nej giver, alt det, som han, Guds Søn er kommet med til os: Syndernes forladelse og adgangen til sammen med Ham at gå ind i Guds rige. Fredshilsenen giver det, som ordet lyder på. Den velsignelse har ingen lov til at udelade ved dåben.

Dertil kommer, at mange af Grundtvigs salmer med denne ændring, som de „konservative‟ forsvarer, bliver uforståelige, for det er velkendt, at en lang række af den gamles salmer knytter direkte til ved dåbsritualet. Nogle få eksempler:

“Hvad sagde vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet “Fred være med dig”?
(Slbg 44, 2)

Fred er kirkens velkomstord
og farvel på denne jord;
i vor dåb det til os lød,
skal genlyde i vor død:
(Slbg. 426, 2)

Det fredens ord ved dåbens bad
den bange sjæl gør barneglad,
(Slbg. 676, 4)

Gudskelov for dåbens pagt,
ens med alle døbte!
Herrens ord i mund os lagt,
det er intet løfte,
det er sandhed, liv og ånd,
det er enighedens bånd
mellem jord og himmel!

Aksler vi Guds milde åg,
skænker han os freden,
skriver ind i livets bog
os til saligheden,
(Sangværk femte bind nr. 274, 1-2)

“Guds milde åg”, som vi kan tage på os, er dåbspagten. Når vi svarer ja til dåbspagtens ord, skænker han os straks freden.

Grundtvig mente, at vi ikke kan være omhyggelige nok med ordene ved dåben. Det kunne vi godt lære af i dag.

Villy Klit-Johansen, 3. oktober 2024

Menighedssangen trænger til et løft

Hvad kan vi gøre? Og hvad kan vi ikke gøre?

“så lidt som dit ord,
så lidt kan dit kor,
dit syngende folk, gå til grunde.”
 (DDS 652, 3. strofe).

Det er Grundtvig, der lærer os at synge sådan i den elskede salme “Vor Herre! Til dig må jeg ty”.

Vi kan til en begyndelse slå fast, at den kristne menighed altså er et syngende folk. Det behøver vi ikke bruge tid på at dokumentere. Men i praksis står det i vore dage i mange kirker sløjt til med menighedens sang.

Hvordan kan det være? Og hvad kan der gøres for at få sangen til at fylde kirkens rum? Disse spørgsmål diskuteres jævnligt i aviser og blade og mand og mand imellem.

En af grundene til, at sangen ofte ikke rigtig klinger i kirken, er, at mange simpelthen er holdt op med at synge. Eller aldrig er kommet i gang med at synge. Den systematiske oplæring i at synge de almindeligste salmer og danske sange, som de ældre blandt os fik gennem folkeskolens ugentlige sangtime og den daglige morgensang, praktiseres næppe i mange skoler i dag.

Og når man ikke synger, mister man evnen til at synge. Hvis man aldrig går, mister man jo også med tiden evnen til at gå. De relevante muskler svinder simpelthen ind. Og det kan ske ret hurtigt.

Hvad kan der gøres for at højne sangen i kirken? Der gøres allerede meget, rigtig meget. Tænk på de mange både børnekor og voksenkor, der er oprettet de seneste årtier.

Her skal nævnes nogle få konkrete tiltag, der kunne iværksættes uden stort besvær.

1. Organister kunne indbyde vidt og bredt til at møde op i kirken en halv time eller tre kvarter, før gudstjenesten begynder. Hvis der den pågældende søndag skal synges en mindre kendt salme, er der en chance for at lære den, så flere kan synge med under gudstjenesten.

2. Men især må øvelsen gå ud på simpelthen at give mennesker mod til at synge. Mange synes jo, det er flovt at synge; de synes, det er at skabe sig. Det kan en pædagogisk set dygtig organist godt gøre noget ved. Vi må på en god måde få dem til at komme, som enten tror, de ikke kan synge, eller synes, det er flovt at synge.

3. Man burde alvorligt overveje korets forhold til menighedssangen. I større bykirker er der et kor af mere eller mindre professionelle sangere, der glæder menigheden med de sange, de undertiden synger som gudstjenestens indgangsmusik (introitus), og den motet, de synger hver søndag efter prædikenen og den eller de stykker, de synger under altergangen. Det er selvfølgelig et stort gode.

Men altså, korets forhold til salmesangen. I princippet er det menigheden, der synger salmerne. Orglet og koret er til for at ledsage og støtte menighedens sang, ikke at erstatte den. I “gamle dage” var der en kirkesanger, der befandt sig på gulvet sammen med menigheden. Netop fordi hans opgave var at lede menigheden i sangen. Nu har vi i mange bykirker ikke en kirkesanger, men så kunne koret under salmesangen flyttes fra orgelpulpituret ned på gulvet og fordeles rundt omkring i kirken mellem de andre medlemmer af menigheden og således udfylde den funktion, som kirkesangeren tidligere havde. Det kunne styrke menighedssangen.

4. Præster og organister burde betænke, at menigheden slet ikke kender så mange salmer, som de selv gør. Repertoiret af salmer kan med fordel indskrænkes. Det er ikke fremmende for sangen at belemre menigheden med alt for mange mindre kendte salmer. Tænk på, at folk skal have lov til at synge de salmer, som de kender og elsker. Der må kun være en enkelt ny eller mindre kendt gammel salme ved hver gudstjeneste.

5. Og hvad melodierne angår, bør repertoiret også indskrænkes. Det er ikke et godt princip, at salmer skal synges på “den originale melodi”. Hvis den originale melodi er enten for lidt kendt eller for svær at synge, går der ikke noget af præst og organist ved at vælge den mere kendte melodi, der næsten altid findes som en valgmulighed. Der må ikke stilles for store krav til menigheden. Den skal gerne kunne følge med.

———

Til sidst: Der er utvivlsomt mange ting, der er overset i disse overvejelser, men det vigtigste af alt skal nævnes. Den kristne menighed er et syngende folk, fordi den har en grund til at synge. Hemmeligheden ved menigheder, der synger af karsken bælg, er, at de har en grund til at synge. Sådan var det i Grundtvigs Vartov, der blev vidt berømt for sangen. Og sådan har jeg selv haft den store glæde at opleve det i en menighed, jeg var præst for i Elling-Strandby ved Frederikshavn. Sangen kom fra hjertet. Hjertet måtte udtrykke sin taknemmelighed til Gud netop i sang. De har sikkert ikke haft smukke sangstemmer alle sammen, men det, som hjertet rummede, måtte ud.

Guds Ord og Ånd havde fornyet hjerterne. Det er noget, vi ikke selv kan gøre, det kan kun Gud. Menigheden vidste, at Herren Jesus selv var til stede som dens liv, dens håb og glæde. “Du blandt vore lovsange bor”.

I får lige hele den 3. strofe af salmen:

“Du er i det hellige ord,
du gav os i hjerter og munde,
du blandt vore lovsange bor
som røsten blandt fugle i lunde;
så lidt som dit ord,
så lidt kan dit kor,
dit syngende folk, gå til grunde.”

—————-

Til allersidst:

At menighedssangen har spillet en stor rolle i den kristne kirke lige fra begyndelsen, fremgår af, at Jesus sang skærtorsdag aften sammen med sine disciple (Matt. 26,30), ligesom Paulus formaner menigheden i Kolossæ til at undervise og formane hinanden “med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.” (Kol. 3,16). For nu bare at nævne et par eksempler fra Bibelen.

Ordene fra Kolossenserbrevet viser, at de kristne sang, fordi de havde noget at synge om. Sangen kom fra hjertet, der måtte udtrykke sin taknemmelighed til Gud netop i sang.

Villy Klit-Johansen, 24. juli 2024

MED NÅDEN I FAVN

MED NÅDEN I FAVN
Dåbens teologiske baggrund og betydning
Redigeret af Sasja Emilie Mathiasen Stopa og Rasmus H.C. Dreyer
Fønix 2024, Palmeserien #25, 385 sider

Forlaget Fønix fortjener stor anerkendelse for tre udgivelser med relevans for kommissionsarbejdet om dåben:

1. Christian Thodbergs Dåben og dåbsritualets historie, Palmeserien 2, Tidsskriftet Fønix 2017,                                                                                                               2. Regin Prenter: Kritik, tro og erkendelse, Samlede artikler fra Fønix, Palmeserien #23, 2023                                                                                               3. og nu den bog, der skal omtales her.

Bogens titel er en salmestump fra “Sov sødt barnlille” af Grundtvig. Grundtvig er da også til stede – mere eller mindre – i flere af de ti artikler af ni forskellige forfattere, af hvilke de syv er universitetsansatte, altså lærde teologer. De øvrige to er på udgivelsestidspunktet henholdsvis sognepræst (Kristoffer Garne) og forlægger, foredragsholder og patristiker (Johannes Aakjær Steenbuch). De to er i øvrigt bestemt ikke ulærde.

Til trods for, at Grundtvig nævnes mange gange, må det beklages, at han er noget stedmoderligt behandlet. Burde bogen ikke have haft en artikel med en dyb redegørelse for Grundtvigs dåbspagtsteologi? Grundtvigs arbejde med dåben er dog det mest afgørende, der på det område er præsteret siden reformationen.

Nuvel, denne bog bør anskaffes (og læses!) af enhver præst i Den Danske Folkekirke. Man behøver ikke læse den ud i ét, for den er en antologi. Artiklerne, der er ordnet kirkehistorisk-kronologisk, kan læses uafhængigt af hinanden, og der er en del overlapninger. 

Der er tre indsigtsfulde artikler om dåben i oldkirken af Nils Arne Pedersen, Johannes Aakjær Steenbuch og Maria Munkholt Christensen. Middelalderen tager Nils Holger Petersen sig af. Reformationstidens dåbsteologi behandles af Sasja Emilie Mathiasen Stopa, Christine Svinth-Værge Pôder og Rasmus H.C. Dreyer.

Det er umuligt på den begrænsede plads at gå nærmere ind på alle artiklerne. Men det skal nævnes, at redaktørerne dristigt har ladet antologien både begynde og slutte med en artikel af religionshistorikeren Anders Klostergaard Petersen. De to tekster er ret svært tilgængelige, så det kan anbefales at begynde læsningen andetsteds i bogen. Jeg læser Klostergaards artikler som en apologi for religionen mod den moderne ateisme. Det aktuelle arbejde med dåbsritualet kaster de derimod ikke lys over.

Stopas bidrag, “At drukne i Guds nåde: Dåbens tillidsvækkende pagt hos Luther, Grundtvig og i dag”, rummer mange vigtige indsigter. Vinklingen er præget af, at forfatteren ikke er kirkehistoriker, men systematisk teolog. Forståelsen af troen som tillid er meget frugtbar. Programmatisk hedder det: “Mit bidrag … tager udgangspunkt i en analyse af Luthers forståelse af dåben som begyndelsen på et livsforandrende tillidsforhold mellem Gud og menneske, der hviler på Guds frelsesløfte og har afgørende konsekvenser for fællesskabet”. (s. 199).

Med udgangspunkt i dåbsforståelsen hos Luther og Grundtvig vil Stopa give sit bud på, “hvordan vi i dag kan fortolke og forkynde dåben som et livsnødvendigt ritual, der imødegår (skal vel forstås som “imødekommer”) en almenmenneskelig erfaring af livets tvetydighed …” (s. 199). Det er et frugtbart synspunkt, der kan give inspiration til præstens prædiken.

Stopas artikel giver også anledning til at stille nogle kritiske spørgsmål og fremkomme med indvendinger. Hun skriver, at “Grundtvig var opdraget i et pietistisk præget præstehjem, og hans opgør med rationalismens skriftteologi har sine rødder plantet i pietismens betoning af det levende, åndsbårne forhold mellem Jesus og den troende, der beskytter mod synd.” (s. 220).

Hvordan vil Stopa begrunde påstanden om, at Grundtvigs barndomshjem var pietistisk præget? Der henvises ikke til kilder, der bekræfter dette. Hidtil er Grundtvigs hjem i litteraturen om Grundtvig og i Grundtvigs egne tekster da også blevet beskrevet som gammeldags luthersk.

Også det med, at Grundtvigs opgør med “rationalismens skriftteologi” skulle have sine rødder plantet i pietismens betoning af det levende, åndsbårne forhold mellem Jesus og den troende, savner belæg. Intet tyder på, at Grundtvig var inspireret af pietistisk teologi. I årene 1824-25, da han gjorde sin mageløse opdagelse,kendte han ikke engang Brorsons salmer. Hans mageløse opdagelse lader sig da også bedst forstå uden pietismen. Det, der kendetegner pietismen, er ikke mindst, at den lægger vægt på omvendelsen i konfirmationsalderen eller i voksen alder. Omvendelsen må følge efter barnedåben. Men sådan så Grundtvig ikke på det. For ham var omvendelsen og troen givet med dåben, hvad betyder et ja til forsagelsen og troen ellers? Troen var netop givet som en gave i absolut forstand. Stopas tese om en pietistisk baggrund er derfor uforståelig.

Endelig vil jeg nævne sætningen på s. 229: “Eftersom dåben i den evangelisk-lutherske kirke er en barnedåb, svarer ritualet på forældrenes konkrete erfaring af at få et barn”. Det kan være rigtigt nok i de tilfælde, hvor den, der døbes, er et spædbarn, og det er stadig de fleste. Men er det en holdbar påstand, at dåben i den evangelisk-lutherske kirke er barnedåb? Hvad begrundes den påstand med? Den kan i det mindste ikke underbygges med vort rituals udgangspunkt i Luthers dåbsritual af 1526. Jeg behandlet spørgsmålet i artiklen “To slags dåb – en for børn og en anden for voksne?”: To slags dåb – en for børn og en anden for voksne? – Godtfred Grønningers Blog (klit-johansen.dk).

Rasmus H.C. Dreyers ”Reformation af dåben: Kirkehistorisk lys på Luther, Zwingli og døbernes debat om dåben” kan stærkt anbefales. Den udmærker sig ved en klar fremstilling og en god sans for, hvad der er væsentligt. Den kan man med fordel læse først.

Til sidst: Den smukkeste blomst i denne brogede buket er for denne anmelder Kristoffer Garnes “Folkekirkens dåbsritual og dåbssalmer”. Den er vigtig af flere grunde: For det første, fordi den beskæftiger sig med det konkrete, Folkekirkens dåbsritual, der diskuteres i disse år; for det andet fordi Garne har sæde i dåbskommissionen og endelig fordi forfatteren ikke lægger skjul på den grundtvigske inspiration. Et par citater viser dette: “Grundtvig sætter så at sige dåben i centrum for hele sin teologi”, “Grundtvig anskuer trosbekendelsen ved dåben som troens ord, hvori Gud henvender sig til os og slutter pagt med den, der døbes”, “Med Grundtvigs salmer er fadervor blevet understreget som en uadskillelig del af dåbsritualet” og endelig om selve ritualet: “Det skal i forlængelse af traditionen have en stram struktur koncentreret om de centrale led, og så kan salme og prædiken folde dåbens betydning ud.” Herfra kan der kun lyde et Amen!

Meget mere burde tages frem, men alting har en ende. Summa summarum: Køb straks denne bog – og læs den! Forfatterne fortjener det, og sagen fortjener en grundig debat. Det bidrager bogen til. Den kalder på både tilslutning og modsigelse. Og sådan må det være.

Villy Klit-Johansen, 2/7 2024

To slags dåb – en for børn og en anden for voksne?

Overvejelse over dåbsritualet

Den siddende dåbskommissiion skal “overveje evt. behov for – og i givet fald komme med forslag til – supplerende bibelske tekstlæsninger (ud over de to nugældende), særligt til brug i forbindelse med dåb af unge og voksne, men også til dåb af børn. Herudover skal kommissionen vurdere, om de foreslåede læsninger skal være alternative eller supplerende til de allerede autoriserede tekster.”

Denne formulering synes at forudsætte, at man efter forgodtbefindende kan inkorporere forskellige bibeltekster i dåbsritualet. Men det er en farlig vej at betræde. Farlig, fordi dåben ikke bliver sakramente (frelsesmiddel) i kraft af nok så gode bibeltekster. Genfødelsens bad ved Den Helligånd bliver dåben kun i kraft af Herrens indstiftelse. Og farlig at betræde er den vej, også fordi formuleringen i kommissioriet meget let leder til den opfattelse, at der er to slags dåb, en for børn og en anden for voksne. Men der er kun én dåb, for der er kun en vej til frelse, nemlig troen på og bekendelsen til Jesus som Kristus og Guds Søn. Netop den tro og den bekendelse, som Herren selv giver os i dåben. Lad det allerede være sagt, at det er det afgørende argument for, at vi skal ét og kun ét dåbsritual.

Er Luthers ritual 1526 et gennemtænkt barnedåbsritual?

Jeg må først slå fast, at Thodbergs bog “Dåben og dåbsritualets historie”, Forlaget Fønix 2017, ikke er til at komme uden om, når dåbsritualet skal diskuteres. Bogen er en frugt af årtiers arbejde i universitetssammenhæng med dette vigtige emne.

Det er meget fortjenstfuldt, at Thodberg lagde vægt på, at udgangspunktet i dansk sammenhæng er Luthers dåbsritual af 1526. Hans analyse af udviklingen fra reformationen op til vore dage fører til denne konklusion: “Højdepunktet i udvandingen af det lutherske dåbsritual (nåedes) i og med Peder Madsens 1912-ritual.” (s. 207). Da det nyeste autoriserede ritual af 1992 stort set er identisk med 1912-ritualet, gælder Thodbergs vurdering også 1992. Det store lyspunkt i historien er for Thodberg som for undertegnede Grundtvigs store og originale arbejde med dåben med udgangspunkt i hans “mageløse opdagelse”.

Thodbergs bog er god at få forstand af. Alligevel er der et og andet i bogen, som der kan sættes spørgsmålstegn ved. Er det for eksempel rigtigt, når Thodberg hævder, at “Det enestående ved Luthers dåbsritual var, at det var et gennemtænkt barnedåbsritual”? Det vil jeg forsøge at vise, ikke er tilfældet. Ikke at Thodberg i og for sig lægger op til, at der er to slags dåb, men der er alligevel noget i hans fremstilling, der trækker i den retning. Jeg tænker netop på den påstand, at Luthers ritual er et barnedåbsritual, og på det forslag til indledende bøn, som Thodberg præsenterer i bogen.

I Luthers ritual tales der ganske vist flere steder om “barnet”:

(Jeg citerer fra Die Bekenntnisschriften der Evangelisch-lutherischen Kirche, Göttingen, Vandenhoeck und Rupricht 1967). (Min oversættelse).

  1. Så skal præsten lægge sine hænder på barnets (tysk: Kinds) hoved og bede Fadervor.” (s. 540)
  1. Derefter skal man føre barnet (das Kindlin) til dåben.” (s. 540).
  1. “Dernæst lader præsten barnet (Das Kind) forsage Djævelen ved dets faddere (seine Paten)” (s. 540).
  1. “Så tager han barnet og dypper det i dåben.” (s. 540).
  1. “Så skal fadderne holde barnet i dåben, og præsten siger … “Den almægtige Gud og Vor Herres Jesu Kristi Fader …”” (s. 541).

Som sagt tales der faktisk om “barnet”. Men det betyder ikke, at Luthers ritual er et særligt barnedåbsritual. Omtalen af barnet afspejler blot den kendsgerning, at dåb på Luthers tid af forskellige grunde normalt var barnedåb. Man bør lægge mærke til, at omtalen af “barnet” udelukkende forekommer i regi-bemærkningerne (foruden en enkelt gang i fortalen), ikke i selve ritualet.

Ritualet er i sig selv ganske tydeligt en døbeformel, der kan bruges, og er tænkt anvendt, både ved dåb af børn og af voksne. Nogle træk, der viser dette:

  1. “O almægtige, evige Gud, Vor Herres Jesu Kristi Fader, jeg anråber dig over denne din tjener N., der beder om din dåbs gave …” (s. 538).
  1. Efter henvisningen til Jesu løfte, “bed, så skal I få o.s.v.): “så ræk nu det gode (das Gut) til den, der beder …” (s. 538).
  1. I “syndflodsbønnen: “vi beder dig ved samme din grundløse barmhjertighed, at du vil se i nåde til denne N og saliggøre ham med en ret tro i Ånden …” (s. 539).
  1. Tilspørgslen med forsagelsen og troen: “Forsager du Djævelen?… JA. Tror du på Gud …? JA (s. 540).
  1. “Vil du døbes?” JA. (s. 540).

Som det fremgår, er der intet i selve ritualet, der antyder, at det skulle være et særligt barnedåbsritual. Den, der døbes, er en, der beder. Dåbskanditaden er en, som Gud kan give troen. Og han/hun er en, der personligt bliver spurgt om forsagelsen og troen. Det er ganske enkelt et dåbsritual. Der er i princippet ingen forskel på, om Gud i dåben opretter sin nådepagt med at barn eller en voksen, eller for den sags skyld med en mentalt retarderet.

Det betyder selvfølgelig, at tro er noget andet, end hvad man i vore dage sædvanlig forstår ved tro. I dag kan man ikke tænke tro uden subjektiv bevidsthed og evne til at beslutte og træffe afgørelse, men det var ikke sådan, apostlene og især Jesus talte om tro. Luther og Grundtvig tænkte heller ikke i den forstand “moderne” om troen.

Problemet i det nuværende dåbsritual er ikke, at det er for svært at forstå. Problemet er ikke engang af en slags, der kan afhjælpes ved indførelse af andre (evt. valgfrie) bibeltekster i dåbsritualet, som der lægges op til i dåbskommissionens kommissorium. Nej, problemet er, at det er kommet for langt bort fra udgangspunktet.

Christian Thodberg udtrykker i den omtalte bog forståelse for baptisternes påstande om folkekirkens “dåbsmagi”. (s. 209). Her kan der tænkes på flere af de ændringer i dåbsritualet, der er indført i tidens løb efter reformationen. Jeg bemærker den markante forskel på de indledende bønner i henholdsvis Luthers ritual og Peder Madsens bøn i det gældende ritual. Men mange andre tilsyneladende små ændringer, der er indført, trækker i samme uheldige retning.

Nu må tiden være inde til en “restituering af det gamle ritual til brug i vores tid”, mener Thodberg (s. 221-222). Dette ønske kan jeg tilslutte mig.

Som man vil kunne forstå, er jeg dog ikke enig med Thodberg i et og alt, f.eks. er det svært at forstå, at han ud fra sin (fejl)tolkning af Luthers ritual i sit forslag til indledende bøn gør dåben til et decideret barnedåbsritual.

Til gengæld bør det i høj grad påskønnes, at Thodberg havde et klart blik for, at indledningen til Luthers ritual er bøn. Det er en meget vigtig erkendelse med vide parspektiver. Indledningen kalder han med tilslutning til Richard Fangel “Bønnens forgård”. (Præsteforeningens Blad 1960/6-7, Thodberg s. 106). Ved formulering af en indledende bøn bør man dog være opmærksom på, at den er en del af dåbsritualet, og derfor skal den stemme med det, der er kernen i dåben.

Det samme gælder selvfølgelig de bibeltekster, der indgår i ritualet. De skal ikke forstyrre billedet, men understøtte ritualets kerne, som udelukker tanken om to slags dåb, en slags for børn og en anden for voksne. Ritualets indledning er ikke stedet til at lufte sin dåbsteologi, det er et sted til bøn.

Villy Klit-Johansen, 4. juni 2024