som det kommer til udtryk i salmen “Fadervor er Herrens bøn”, Sangværk I, nr. 92
Hvis man vil finde ind i hjertet af Grundtvigs kristendom, er “Sangværket” en guldgrube. Når man er kommet i gang med læsningen, er det simpelthen umuligt at stoppe. Guldet glimter alle vegne.
‘Fadervor er Herrens bøn’ er måske ikke et af Grundtvigs poetiske mesterværker, men den kan læses som en indføring i det centrale i Grundtvigs kristendom. Læser man salmen, vil man straks se, at Grundtvig ikke kan sige fadervor uden at sige dåben, og han kan ikke sige dåben uden at sige fadervor – eller faktisk dåbspagten og fadervor – for det, der gør dåben til det, den er, er det levende ord, talt af Jesus selv ved dåben. Han lever og er usynlig til stede ved dåben og nadveren. Han lever i dag i sin kirke, hvor han virker ved Helligånden.
Grundtvigs kristendom er en folkelig kristendom. Derom senere. Det er ikke kun i denne tekst, at det forholder sig sådan, det er sådan, det er overalt i Grundtvigs trykte, skriftlige produktion efter den mageløse opdagelse.
Salmen er repræsentativ for Grundtvigs kristendom. Det kan man ikke helt sige om det udvalg af hans salmer, der har fundet optagelse i Den danske Salmebog. I det følgende vil den blive analyseret, kommenteret og tolket. Dette er skrevet i det håb, at Grundtvigs digt må blive læst.
Det er ikke sikkert, at alle læsere er i besiddelse af “Sangværk til den danske kirke” med salmer og kristelige digte gavmildt strøet ud over de i alt 2799 sider. Derfor har jeg tastet salmen ind. Den kommer i et særskilt opslag.
Den åndelige elendighed og vendepunktet
Strofe 1-5
1. Første strofe er vigtig. Det ses af, at den gentages med variation i strofe 24. Fadervor er i streng forstand Herrens bøn, men den bliver også vores, idet han ved dåben giver sig selv til os, så vi bliver hans små brødre og søstre, når vi med barnetroen frimodigt tager imod ham.
“Han tilregner sig os”. Der tænkes både på, at han blev menneske som os og levede og døde og opstod for os, og at han er levende blandt os i sin menighed.
2. Hvordan giver han sig til os i dåben? Det gør han i sit ord, i dåbens ord. “Tro og håb” er Grundtvigs måde at sige troens ord og fadervor. Forsagelsen og trosbekendelsen er troens ord, og fadervor er hos Grundtvig håbets ord. Troens ord og fadervor lyder til os i dåben, lige til at tage imod. Troens ord og fadervor hører til i dåbsritualets kerne. Det bør siges ind i debatten om dåbsritualet i denne tid.
Men hvordan står det til hos os med troens og håbets ord? Hvem har dem i hjertet? Grundtvig mener, at ordene mangler liv og ånd. Det står ikke godt til.
3. Fadervor bliver læst op af en bog. Som en død remse. Bedt bliver den sjældent, den kommer ikke fra hjertet. Her antydes allerede Grundtvigs kritik af den lutherske skriftteologi efter reformationen. Bog-teologien endte med åndelig død.
Det er ikke et godt tegn, at det regnes for finere at bede med sine egne ord end at bede med på Herrens bøn. Den er dog bordbønnen ved nadverens festmåltid!
4. Som det er med fadervor, er det desværre også med Jesu navn. Det er få, hos hvem navnet lyder, så det fryder hjertet.
5. Ganske vist når enhver bøn, der bedes med et ærligt sind, ind for Guds trone, for englene bærer den derind. Men englene undrer sig over, at “de små” ikke længere for alvor kan lære fadervor. Teologernes døde skriftteologi er gået ud over “de små”, der trænger til evangeliets trøst. De blev gjort afhængige af teologernes skiftende (og ofte forkerte) tolkninger. De små er ikke udelukkende de spæde børn, de små er alle, der ved med sig selv, at de ikke er værdige til at komme i Himmeriget. Det er jo nemlig målet at komme i himmeriget. (strofe 26,6).
Grundtvig skriver i “Den kristelige Børnelærdom”: “Endelig er det klart, at efter Apostel-Skriften skal baade den sande Kristendom, som Aabenbaringen af den himmelske Faders Kærlighed, uden al sammenligning være mest tiltalende for ”de smaa” i alle Maader: de umyndige, enfoldige og ydmyge, og tillige skal Erfaring vise, at den ægte Menighed bestaar fornemmelig af dem, der slet ingen Anseelse har i denne Verden, enten for Højbyrdighed, Rigdom, Magt eller Lærdom og Vidskab …” (Udvalgte skrifter 9, s. 338).
Grundtvigs kristendom er en folkelig kristendom. Grundtvig var stærkt imod præsters og teologers tendens til at stille sig imellem Guds ord og mennesket. I den Romersk-katolske Kirke var det det gejstlige hierarki med paven i spidsen, der stillede sig frem, så de skyggede for evangeliet. I den lutherske kirke så han en lignende tendens. Her var det blot de lærde, der med deres skriftfortolkning gjorde sig til herre over menighedens tro. Grundtvig brugte om dette udtrykket ”det eksegetiske pavedømme”. Grundtvig holdt stærkt på, at de lærde ikke har lov til at gøre ”de små” afhængige af deres teologiske fortolkninger. De små har nemlig direkte adgang til livets ord i dåben og nadveren. Det er det folkelige i Grundtvigs kristendom.
Strofe 6-19:
6. Englene undres. Herrens Ånd til gengæld bedrøves dybt og sukker
7-8. Fra strofe 7 henvender salmen sig til Helligånden. Helligånden omtales, henholdsvis tiltales, “Herrens Ånd” (str. 6) “du gode Helligånd (str. 7), “vor Talsmand … Faders Ånd, den gode” (str. 12), “trøstens Ånd på jorderig” (str. 14), “sin [Jesu] Faders Ånd og røst” (str. 21), “Guds Ånd‟ (str. 26). Henvendelsen til Helligånden fortsætter til og med strofe 23.
I de to strofer 7-8 har henvendelsen til Helligånden karakter af inderlig bøn. Vi er ikke selv i stand til at “fare til himmels” (i bøn? eller mest sandsynligt ultimativt om den evige frelse), Helligånden må bære os derop.
Det står rent elendigt til. Grundtvig tigger Helligånden: Bliv ikke vred! Vi sov kirkelivet bort. Hjertet blev mere og mere sløvt, og øret blev døvt for himmelrøsten. Det er netop Ordet, det levende ord, Helligånden virker igennem. Helligånden er den kraft, der virker i ordet.
I tredje vers i strofe 8 kommer noget for Grundtvig vigtigt. Sammen med livet sov vi trøsten bort. Trøst skal ikke forstås, som når vi trøster et barn, der har slået sit knæ. Der menes ikke ”et trøstende ord” i den forstand, men konkret HJÆLP mod dødens magt.
Grundtvig var særdeles vel bevandret i den akademiske teologi, men det er ikke den slags, der ligger ham på sinde. Han er først og fremmest sjælesørger. Han var aldrig ansat på Universitetets teologiske fakultet og benyttede sig ikke af akademikernes videnskabelige form, men ikke desto mindre var han Danmarks største teolog i 1800-tallet. For ikke at sige, at han er vores største teolog i tiden efter reformationen.
Ordet trøst kommer igen i strofe 9, 14, 21 og 23. Salmen er skrevet for dem, der trænger til trøsten fra Guds ord. Det er dem, Grundtvig kalder “de små” (strofe 1, 5, 15 og 24). Til dem hørte digteren selv, og andre end de, der trænger til trøsten, vil næppe have interesse for hans ord.
Vendepunktet
Strofe 9-10 er vendepunktet.
9. I strofe 9 vender det. Vi vågnede faktisk af den åndelige søvn. Eller endnu stærkere: Den åndelige død. Opvækkelsen lignede i virkeligheden en dødeopvækkelse. Helligåndens suk blev hjertets trøst. Der spilles på Rom. 8,26: „Også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.” Ved Helligåndens kraft lukkede øret sig igen op for det levende ord fra Gud. Igen: Ånden virker igennem ordet.
Grundtvigs kristendom er vækkelseskristendom. Kristendom er liv og ånd. (str. 2). Ikke tilfældigt fylder henvendelsen til Helligånden det meste af salmen. Helligånden er den levendegørende kraft i Herrens ord,
Kristenlivet er tro og håb. Hvis vi vil have kærligheden med, må vi gå til nr. 93, 3.
10.
Herrens Bøn og Troens GrundHørde af din egen Mund
Vi da brat med Gammen,
Hørde saa og Herrens Ord,
Ved vor Daab og ved Hans Bord,
Sagde Alle Amen!
Den mageløse opdagelse var den, at den levende Jesus ved dåben og nadveren taler sit lige så levende ord til os. Netop til os. Helligånden er den “måde”, Herren nu er til stede og taler til os. Da vi vågnede op og hørte ordet af Åndens egen mund, var det dermed Herrens ord, vi hørte. Ordet kaldes “Herrens bøn og troens ord‟. Det vil som sagt sige fadervor og dåbspagten.
Grundtvig havde lært af Luther (Den lille Katekismus), at dåben ikke er “bare vand, men den er vandet, indesluttet i Guds befaling og forbundet med Guds ord.” Grundtvig så imidlertid klarere end Luther, at dåbens ord ikke er skriftsteder, men det levende ord.
Når Grundtvig altså regner fadervor og dåbspagtens ord for at være dåbens ord, betyder det, at fadervor og troen gives os i dåben, og dermed er det udelukket, at det skulle være Grundtvigs opfattelse, at fadervor i dåbsritualet først hører hjemme efter dåben, som der lægges op til det i det drastisk omstøbte ritual af 1912. Se også Den kristelige Børnelærdom: „Fadervor, som, når vi ved dåben modtager det af Herrens egen mund‟. (Udvalgte Skrifter 9, s. 378). Selvfølgelig hører fadervor hjemme i kristenlivet efter dåben, den er beregnet til at bedes hver dag, men Herrens bøn kan kun være den døbtes bøn, når den først i dåben er givet til os af Herren selv.
I 1912 fik teologerne forrykket perspektivet i Herrens dåb bort fra troens forhold til frelseren Jesus givet os i dåben, og samtidig forsøgte de at indsnævre horisonten, så et enkelt motiv (”hvori du gør os til dine børn”) blev helt dominerende.
Jeg respekterer dem, der følger den vej, som den lutherske ortodoksi og pietismen stak ud, selv om det ikke er mig muligt at se, at den giver mening i dag. Den var på en måde forståelig under enevældens åndelige tvang, men den er det ikke længere. Som sagt respekterer jeg de teologer, især i Indre Mission og Tidehverv, som holder fast ved den vej. Men det undrer mig, at indflydelsesrige teologer og kirkelige magthavere mener, at de kan tage Grundtvig til indtægt for den ulyksalige omstøbning af dåbsritualet, der blev foretaget i 1912.
11. I strofen indrømmer digteren, at han nok fo’r for hårdt frem, da han havde gjort sin mageløse opdagelse. Hans begejstrede Amen kom til at lyde lidt for ”drøjt”. Men sådan er det, når man vågner af søvnen. Munden var gået i baglås, “mens vi sov på bogen.” Det er en indrømmelse af, at han gik for hårdt til professor Clausen i sin pamflet „Kirkens genmæle‟ i 1825.
Det kan ikke nægtes, at Grundtvigs kritik ikke kun rammer rationalismen, hans kritik rammer også hele udviklingen efter reformationen, altså også den lutherske ortodoksi og pietismen. Skaden var, at teologerne dyrkede en perverteret udgave af Luthers “skriften alene”. Som rettesnor for teologien er Luthers “skriften alene” fuldt ud gyldigt, ja uundværligt, men det er ikke de døde bogstaver, der skaber livet, det gør kun Herrens levende ord, som vi nu igen “hørte ved vor dåb og Herrens bord.”
Skriftteologien er i øvrigt ifølge Grundtvig kun til åndelig gavn i den udstrækning den drives i afhængighed af Helligånden. Grundtvig viser, at der for kirken er en anden vej, en vej, der er bedre i overensstemmelse med Luther og især da med Herren Jesus.
12. Grundtvigs kristendom er trinitarisk, Gud er den treenige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden. Helligånden er “Talsmand i vor Herres navn Faders Ånd, den gode”. Grundtvig udleder den kristelige treenighedstanke udelukkende af dåbspagten og dåbsordet.
Det skriver han om i Den kristelige Børnelærdom. Helligånden er Åndelig person med selvbevidsthed … og “naar man nu kristelig betragter Forsøgene paa nærmere at oplyse og forklare den guddommelige Treenighed, da skal hverken Grækernes i Oldtiden eller Latinernes i Middelalderen eller Tyskernes i Nyaarstiden friste os til Efterligning, da de enten gik ud fra Vantro eller førte dertil” o.s.v. (Udvalgte skrifter 9, s. 474-475.).
Dette kan godt ses som en kommentar til de aktuelle forsøg på at gøre den “nikænske” bekendelse til bekendelsen i højmessen. Grundtvigs betragtning indebærer ikke en afstandtagen fra hans side fra Nicænum som læredokument. Han tilsluttede sig helt og fuldt Nicænums indhold. Vel at mærke som læredokument, men ikke som gudstjenestebekendelse. Han skelnede nemlig mellem liv og lære, kirke og skole. Nicænum hører hjemme i ”skolen”, det vil sige i teologien.
13. Nu – efter opvækkelsen – har påkaldelsen af Helligånden fået en anden og lysere tone. Vi nynner sagte til Talsmanden, Helligånden: Lær du os at bede!
14. Troen lever alene af “trøstens Ånd”. Ham beder vi om at give os mod og evne, så vi i Jesu navn kan bede Herrens bøn og kalde Gud vor Fader. Igen er formuleringen trinitarisk.
15. Der spilles på 1. Kor. 12,3: “ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.” Drot, konge, er Grundtvigs gengivelse af “Herre”.
16. Det er stadig bøn til Helligånden, og dåben er stadig horisonten. Vi beder med salmens ord Helligånden om at tegne os med korsets tegn for ansigt og bryst, som det sker i dåben. Også dette vers er trinitarisk. Det er Jesus, der har Gud Faders stemme.
17. Helligånden banede os vej til korsets drot, altså korsets Herre. Atter slås det på luthersk vis fast, at Ånden virker gennem ordet. Vi hørte ved dåben troens ord som et spørgsmål rettet til os, og vi svarede ja dertil. Dåbspagtens ord og vores ja dertil er det gode vilkår, der åbner vejen til Vor Herre Jesus. Dåbspagtens ord er også troens grund (strofe 10,1), og det er livets ord. Vægten ligger i salmen på det sidste, dåbspagten som livets ord. Det viser den stærke fremhævelse af Helligåndens gerning.
18. Strofe 18 er lidt svær at forstå. Den kan overspringes, uden at man går glip af sammenhængen. Men vi prøver. Der var tre himmelvidner til vores dåb. De var usynlige, men de kunne høres. De tre vidner er Faderen og Sønnen og Helligånden. Her behøver vi den oplysning, at oversættelsen af NT af 1819 (ved Kong Frederik den Siettes christelige Omsorg med Flid efterseet, og rettet efter Grundtexten) har følgende oversættelse af 1. Johs. 5,6-8, som Grundtvig alluderer til:
“Vers. 6. Denne er den, som kom med Vand og Blod, Jesus Christus; ikke med Vand alene, men med Vand og Blod; og det er Aanden, som vidner, at Aanden er Sandhed.
Vers 7. Thi de ere tre, som vidne [i Himmelen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; og disse tre ere Eet.
Vers 8. Og de ere tre, som vidne paa Jorden]: Aanden, og Vandet, og Blodet; og disse tre forene sig til Eet.”
En fodnote i 1819-oversættelsen af Ny Testamente oplyser, at ordene i skarp parentes i 7. og 8. vers mangler i alle gamle håndskrifter, de ældste oversættelser og kirkefædre.
“Pant” i næstsidste linje skal vi til 2. Kor. 1,22 for at forstå. Der står: “Og den, som knytter både os og jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, der også beseglede os og gav os Ånden i pant i vore hjerter.”
Den tro(faste) moder, som de to, Faderen og Sønnen satte Helligånden i pant til, er kirken. Kirken er vor moder. Helligånden som pant er en “sikkerhed”, som er stillet til kirken, når den er tro mod ordet. Pantet blev jo sat for vort øre. Sikkerhed skal hverken forstås som selvsikkerhed i form af tiltro til egen personlige fromhed eller som en selvfed kirkeligheds magtglæde. En kirkelighed, værst, historisk set, en statskirkelighed, der mener at have forpagtet Guds sandhed, er langt fra apostelens og Grundtvigs forståelse af Helligånden som pant.
19. Tanken fortsættes i strofe 18 i en tillidsfuld tone. Typisk for Grundtvig bruger han et velkendt gammelt ordsprog: Godt begyndt er halvt fuldendt.
Livet i Pagten – den evige trøst
Strofe 20-23
20. Henvendelsen til Helligånden fortsætter frem til og med strofe 23. Tredje linje i denne strofe lyder: “Trøster med din tale”: din tale er Helligåndens tale. Men nu inddrages en stærk forkyndelse af Herren Jesus og hans gerning, vel at mærke hans gerning for os i dag. Nærmere bestemt handler det om kristenlivet, der er det samme som livet i dåbspagten. Og det betyder igen Jesus eget liv, som han har delt med os og givet os lov til at leve. Kristenlivet er for Grundtvig Kristi liv, delt med os. Pagtens ord er hans eget spørgsmål til os ved dåben om forsagelsen og troen og vores taknemmelige ja til den gave, han dér giver os. Gaven er den at høre sammen med ham for tid og evighed, jf. strofe 21,4 “evig trøst” og strofe 26: „således åbnes Himmerige‟.
I denne del af salmen bliver dåbspagten strakt ud over livet. I livet skal den stå sin prøve. Livet er ikke en dans på roser, truet som vi er af døden. Vi er oppe mod kræfter, som vi ikke selv magter, døden og Djævelen (den store snog). Vi er ikke i stand til i egen kraft at nå Paradiset. Den evige frelse kan vi kun modtage som en uforskyldt gave. Den gave fik vi i dåben, og i livet skal den stå sin prøve. Det går ikke af sig selv, vi kan ikke sove os ind i himmeriget (strofe 2-5). Det er ikke som en åndelig sovepude, Helligånden er givet os til pant. (strofe 18-19), og vi kan umuligt selv overvinde de truende magter. Men Herren glemmer ikke sin pagt, hans løfte står fast.
Strofe 21.
Men kan Moder glemme Søn,
os ei glemmer Han i Løn,
Som os dyrekiøbde,
Som os, til en evig Trøst,
Med sin Faders Aand og Røst
Korsede og døbde!
Det evangelisk-sjælesørgeriske aspekt træder stærkt frem. Grundtvig trækker på de gode ord i Esajas 49,15: “Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.”
Vi er dyrt købte, 1. Kor. 6,20 og 7,23. Se også Åbenbaringsbogen 5,9: “du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag”!
“Købte” rimer på “døbte”. Han korsede og døbte os til en evig trøst. Som altid hos Grundtvig er det ikke dåbens vand i sig selv, der udretter noget, det er Ordet. Han døbte os med sin Faders Ånd og røst, altså det levende ord.
Igen er det et udtryk for Grundtvigs tro på den treenige Gud. Det stod Grundtvig klart, at vi ikke kan udforske og kende den usynlige Gud. Vi lærer ham at kende gennem hans åbenbaring. Derfor er det Helligånden og Sønnen, der fylder i salmen, Helligånden i strofe 6-19 og Sønnen i strofe 20-23. Det er Guds åbenbaring og gerning på jorden, Grundtvig primært synger om. Det er gennem den, vi lærer Gud at kende som skaber og Fader.
Der kan næppe være tvivl om, at det er beretningen om Jesu dåb i Matt. 3,13-17, der ligger bagved de sidste to linjer i strofe 21, især er det versene Matt. 3,16 og 17, der lyder: “Men da Jesus var døbt steg han straks op fra vandet og se himlene åbnede sig over ham og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag.”
Guds Søn døbte os med sin egen dåb, med Ånden og røsten fra himmelen, til sammen med ham at være Guds elskede børn. Se Grundtvigs gendigtning af Luthers salme om Jesu dåb, Sangværk bind 1 nr. 382, især strofe 3, linje 9: ”Med Jesu dåb vi døbes!” Beretningen om Jesu dåb kunne med fordel få en mere fremtrædende plads i dåbsteologien. Både Luther og Grundtvig anså beretningen om Jesu dåb som det nærmeste, vi kommer til en historisk beretning om dåbens indstiftelse. Se igen Nr. 382 strofe 1:
Vor Herre kom til Jordans flod,
alt som Gud Fader ville,
og af Sanct Hans sig døbe lod,
da udsprang livets kilde,
da blanded Han et sjæle-bad,
som synd og død i allen stad
kan herlig oversvømme;
i dåben vi genfødes!
(fremhævelsen er min).
I modsætning hertil er missionsbefalingen siden 1912 stillet i spidsen som en sergent-agtig kommando. Den blev allerede udtrykkeligt ønsket indført i dåbsritualet af den pietistiske biskop Peder Hersleb (biskop over Sjællands Stift 1737-1757), der betragtede missionsbefalingen som dåbens indstiftelsesord. Det var dog først med biskop Balles dåbsritual 1783, at den i forkortet form fik plads i ritualets indledning. I 1912 kom den endelig ind i fuld længde. Men den hører jo ikke hjemme i denne sammenhæng.
I prædikener ved gudstjenester med dåb bliver missionsbefalingens slutord meget ofte fremhævet som Jesu løfte, “Jeg er med jer alle dage”. Men i Luthers lille Katekismus er dåbens løfte noget andet. Dér er det den opstandnes ord, der står i slutningen af Markusevangeliet (16,16): “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Dåbens løfte er pagtens ord. Sådan forstod Grundtvig det også. Strofe 20:
Havde derfor Herren glemt,
Hvad han loved os bestemt,
Selv Han brød jo Pagten!
I pagten skænker Gud ved sin Søn, der døde for vore synder og opstod som livets sejr-helt, enhver som tror, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Det er, hvad Grundtvig forstår ved dåbens løfte. Løftet er Herrens ord i pagten.
Der skete i 1912 en voldsom ændring, der fik store konsekvenser for forståelsen af dåben. Perspektivet blev forskudt fra forståelsen af dåben som en pagt ved Herrens ord og troen, der tager imod det, til dåben som nærmest en magisk handling. Det medfører den udbredte forestilling, at troen er noget, som mennesket selv lægger til efterfølgende. Det er en farlig tankegang, fordi frelsen så risikerer at blive set som menneskets præstation.
For Grundtvig hænger Ordet og Troen uløseligt sammen. Troen er ikke til uden ordet, og ordet er ikke uden troen. Det er evangelium for ”de små”.
I Den kristelige Børnelærdom udfolder Grundtvig temaet „ordet og troen‟ over 12 sider. (Udvalgte skrifter 9, s. 437 ff.). Han har også markante strofer om samme emne andre steder, f.eks. i Kristenhedens Syvstjerne i „Tyskermenigheden‟. (Kristenhedens Syvstjerne, København 1860, s. 121 ff.)
I artiklen om ORDET OG TROEN beklager Grundtvig, at reformationens store fornyelsesværk i begyndelsen af 1500-tallet nærmest blev kvalt i fødslen, fordi vi fik en statskirke, der lignede kirkestaten. Når Kristi menighed sammenblandes med politisk magt, er der altid grund til at være på vagt. Efter reformationen er det kun gået tilbage med det store fornyelsesværk.
Når jeg nu refererer det følgende fra artiklen ORDET OG TROEN, understreger jeg, at enhver lighed med nutidige forhold naturligvis er utilsigtet og alene må tilskrives læserens fantasi. Grundtvig skriver, at det er hans erfaring, at „vi nu har meget ondt ved at blive forstået af dem [de lutherske skriftkloge], når vi med de allerjævneste ord og på det allertydeligste udvikler den kristelige oplysnings ældgamle, i pavedømmet skjulte, men af Luther på ny opdagede grundsætning om „Ordet og Troen‟, det kristelige Guds-ord og den dertil svarende menigheds-tro, som de to i saliggørelsens orden uadskillelige grund-kræfter.‟
De skriftkloge, altså teologerne, kan simpelthen ikke forstå det, der skulle være det enkleste af alt. Men lykkeligvis er det ikke sådan med kvinder og børn. De ulærde, ”de små”, fatter umiddelbart, ”at vi har det evige livs ord, fuldt af nåde og sandhed, midt iblandt os i det troens og håbets og kærlighedens ord af Vorherres Jesu Kristi egen mund, med ”hans egen røst”, som lyder til os alle fra ham, ved hans egne indstiftelser: den hellige dåb og den hellige nadver.” (Udvalgte skrifter 9, s. 439).
Alvorlig talt: Man kan spørge, om folkekirken som organisation er til for sin egen skyld. Eller er den til for dem, som Grundtvig kalder „de små‟?
Den 12-siders artikel fra Den kristelige Børnelærdom rummer nærmest som i en nøddeskal hele Grundtvigs kristendomsopfattelse i al dens kompleksitet og rigdom. Han har blandt andet nogle værdifulde overvejelser vedrørende spørgsmålet om Guds børn i henholdsvis skabelsens og genløsningens perspektiv. Hans overvejelser desangående bør bringes ind i den diskussion, der føres i folkekirken om, hvorvidt vi bliver Guds børn i dåben. Grundtvigs overvejelser kunne i høj grad kvalificere debatten. Det er tiltrængt. Artiklen kan varmt anbefales. Her har vi dog holdt os til det, der er relevant for denne artikels emne: Det centrale i Grundtvigs kristendom.
22. Herrens trofasthed mod pagten og hans kærlighed til dem, han skrev ind i livets bog, træder stærkt frem på baggrund af vor svigten og svaghed. I Den kristelige Børnelærdom i afsnittet om Fadervor skriver Grundtvig: “skjønt vi ikke elskede Gud, som vi efter Loven skulde, saa elskede Gud dog os, og sendte sin Søn til vore synders Afsoning; og Gud veed jo, at kun denne hans uforskyldte Naade og Faderlige Kjærlighed kan bevæge vort Hjærte til at elske ham igjen, som har elsket os først o.s.v.” (Udvalgte skrifter 9, s. 381).
Tanken om at være indskrevet i livets bog er et udtryk, hentet i Åbenbaringsbogen 13,8, 17,8 og 20,15. Grundtvig kendte sin Bibel og brugte den flittigt.
23. Jesu frelser-omsorg bliver yderligere udmalet med det billede, som Jesus brugte i domstalen over Jerusalem: “Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne.” Fortsættelsen er udeladt: “Men I ville ikke.” (Matt. 23,37 og Luk. 13,34). Grundtvig bruger billedet fra domstalen i sin trøstetale.
Slutning
Strofe 24-26
24. Med gentagelsen af 1. strofe er ringen sluttet. Første linje er varieret: „end vi stamme på den bøn.” Vi beder ganske vist fadervor, men vi “stammer” kun på den. Vi er stadig “de små”, der er helt og fuldt afhængige af vor store broder, Guds Søn, og Helligånden. Se strofe 1, 5 og 15!
25. Vi har behov for vækst. En typisk grundtvigsk tanke, der ikke er fremmed for Ny Testamente. Se Ef. 4,13; Fil. 1,9; Kol. 1,10; Kol. 2,19; 2. Thess. 1,3; 1. Pet. 2,2; 2. Pet. 1,8! Vi skal ikke gennemgå alle disse steder, men det synes at være pointen, at væksten sker ved Guds ord og Ånd.
Det er muligt at tolke Grundtvigs vækstanke ud fra hele den teologi, han fremlægger i denne salme og i Den kristelige Børnelærdom: “Det maa være Faderen, skjult med Sønnen i Aanden, som gennem Nadverordet personlig medvirker til den guddommelige Kjærligheds Opkomst og Væxt o.s.v.” (Den kristelige Børnelærdom, Udvalgte skrifter 9, s. 479). Grundtvig knytter det nye livs fødsel fast til dåben og dets vækst til nadveren, der nævnes i strofe 3 og i den helt centrale strofe 10.
Vel er vi små og trænger til at vokse, men vi er dog levende, og når vi beder fadervor, stammer vi trods alt på den i Ånden. Vi er i en helt ny virkelighed sammenlignet med den i digtets indledning beskrevne. Igen bruger Grundtvig en folkelig talemåde: “Kommer tid, kommer råd.” Stemmen styrkes efterhånden. Og når enden er god, er alting godt:
Da Guds Aand af Hjertens Grund
Lægger Bønnen i vor Mund,
Fader-Vor vi sige,
I vor Herres Jesu Navn,
Saa os i Hans Faders Favn
Aabnes Himmerige!
Villy Klit-Johansen, den 31. marts 2025
