Godtfred Grønningers Blog

Jeg har udvalgt ti strofer af Grundtvigs 76 strofer lange digt Budstikke i Høinorden fra 1864, fordi de giver et udmærket billede af Grundtvigs syn på menneskeliv og folkelighed, så det vil vi se lidt på. (Tallene i parentes er strofernes numre i Grundtvigs digt (Udv. Skr. 10, s. 518-531)

Vi skal ikke være bange for at synge sange, som vi ikke forstår fuldt ud første gang vi ser teksten. Er det måske tendensen i de seneste udgaver af Højskolesangbogen, at der ikke må være knaster af den slags? Det er en tendens, som vi bør gå imod. “Vi har ej blot et fosterland” kan synges på Oluf Rings udmærkede melodi til “Kun ord, som går i sagn og sang”, der står i melodibøgerne til tidligere udgaver af Højskolesangbogen.

1 (8)
Vi har ej blot et fosterland
ved Østersø og Vesterstrand
at værge alle dage,
vi har i åndelig forstand
et dejligt, os forjættet land
at gæste og indtage.

2 (18)
Det gode land med livets ord
i åndens verden her på jord,
som nu vi efterhige,
det flyder i sin frugtbarhed
med mælk og honning, liv og fred,
har friheds lys tillige.

3 (52)
Nordlyset, det er sandheds ord,
i øst og vest, i syd og nord,
om menneske-idrætter,
med hånd og mund til folkegavn,
og et kærmindekranset navn
i kamp mod trold og jætter.

4 (53)
Det idræts-ord er tungens mål,
ej pennestrøg med fjer og stål,
om end de var guldrøde;
ej livets, men kun dødens ord
i bøger som i gravskrift bor,
kun Ormene til føde!

5 (54)
Kun ord, som går i sagn og sang
fra mund til mund i folkevang
opholder folkelivet;
I folkets egne gamle ord
kun folkelig oplysning bor,
af folkeånden givet!

6 (70)
Når folke-livet sine kår
og midt i dem sig selv forstår
med alle sine gåder,
da folder ud sin kraft det frit,
og gør til målet kæmpeskridt,
hvor helte-ånden råder.

7 (59)
I livets dyd og livets dåd
Guds hjertelag og vise råd
sig selv må åbenbare;
har han sig skabt hos os et spejl,
han også, det slår aldrig fejl,
for os sig vil forklare.

8 (72)
Mens rosen har sin søde duft,
mens lærken slår i sommerluft,
og nattergal i skyggen,
små-helte føder kærlighed
for frihed og livsalig fred,
og priser børne-lykken!

9 (73)
Højnordens gamle tungemål
som grønne træer med blad og nål
da skyder top og krone,
med fugle-reder altid ny,
hvorfra sig svinger sang i sky
alt med den gamle tone!

10 (74)
Da skal man se, at klarhed bor
slet ikke i bælgmørke ord
og stumme tanke-streger,
men i hvert sandhedskærligt bryst,
det jævne ord, den klare røst,
som livet vederkvæger!

Strofe 1 og 2

Vi har et fædreland at forsvare, vel har vi det, Grundtvig skrev digtet i 1864!, så den sag var meget aktuel, men nu skal I høre: der er noget, der er dybere og på en vis måde vigtigere, fordi det er selve forudsætningen for begrebet fosterland eller fædreland, og det er forudsætningen for, at nogen vil forsvare det, når det, som i 1864, endda er i fare for at blive udslettet.

Det er vigtigt for Grundtvig at trøste og oplive os ved at pege på, at vi “i åndelig forstand har et dejligt, os forjættet land at gæste og indtage.” Bagved dette billede, for det er et billede, ligger beretningen i 2. Mosebog kap. 3 om, at Gud viser sig for Moses i en brændende tornebusk og siger til ham, at han skal føre israelitterne ud af slaveriet i Ægypten og gennem ørkenen frem til det forjættede land, der flyder med mælk og honning.

Grundtvig digter imidlertid ikke om et geografisk land. Ordene “i åndelig forstand” er vigtige. Dette “gode land”, som det bibelske land er et billede på, er præget af begreberne liv og fred – og frihed. Det er så lidt aggressivt og nationalchauvinistisk, som det kan være.

Dette gode land er noget, som vi efterhiger. Det betyder, at det ikke er noget, vi har virkeliggjort eller er i stand til at virkeliggøre. Det er ikke en idé i lighed med den revolutionære socialisme, der mener at kunne virkeliggøre et slags paradis på jorden i form af det kommunistiske samfund. Med ét ord, et meget grundtvigsk ord, handler det i denne sang om folkeligheden, den folkelige fornyelse. Den mener Grundtvig vil være til folkegavn.

Strofe 3, 4 og 5

Folkeligheden lever af ordet og ånden. Ordet er et gennemgående begreb i stroferne 2, 3, 4, 5 og 10. I 3. strofe kaldes ordet “nordlyset”. I det ene ord samler Grundtvig sin drøm om en helt ny oplysning, der skal afløse fornuftsdyrkelsen. Grundtvig hadede fornuftsdyrkelsen af et godt hjerte.

Fornuftsdyrkelsens fejl er, at den mener med abstrakte begreber at kunne gribe og forstå hele tilværelsen. Samtidig fornægter den Ånden. Det er der mange strofer om i det store digt.

“Ånden er sat i band”
(Udv. 10, s. 519).

Det er Latiner-Skolens Værk,
Som Slangen træsk, som Døden stærk,
som Helved uden ende.
(Udv. skrifter 10, s. 520)

Det er især den tyske fornuft, han er ude efter, selv om oplysningsfilosofien i virkeligheden prægede hele Europa.

Al tysk Oplysning er af Luft,
Sin egen Gud er tysk Fornuft,
Og lyst den giør derefter;
Til Selv-Ophøielse og Pral,
Og til sig selv at giøre gal,
Kun dertil har den Kræfter.

Vi må forstå, at den slet ikke gør lyst, den bringer kun mørke. Det er stærke sager. Vel også for stærke, for der er mere at sige om oplysningstiden. Grundtvigs tanker om frihed er ganske vist hentet et andet sted fra, men de står ikke nødvendigvis i modsætning til oplysningstænkernes ønske om tanke- og trykkefrihed.

De voldsomme udfald mod det tyske og den tyske fornuft kan måske undskyldes med den fare for undergang, det danske folk og det danske rige svævede i. Jeg har ikke taget de meget polemiske strofer med i det udvalg, som jeg synes, vi skal synge. Den forkastelige fornuftsreligion er dog med i ordene “trold og jætter”, som det hedder med ord fra den nordiske mytologi. Trolde og jætter, det er dem, der fornægter, at mennesket er skabt i Guds billede, “med levende ord på sin tunge”, som det hedder i en anden sang. Ordet er netop det, som mennesket til forskel fra alle andre skabninger har til fælles med Gud. Over for trolde og jætter med deres dårlige filosofi, der er meget intellektualistisk og akademisk-elitær, sætter Grundtvig det folkelige. Han kalder dette syn for den mosaisk-kristelige anskuelse, fordi han henter det ud af den bibelske historie.

Hverken fornuftsfilosofien eller videnskaberne om mennesket, såsom antropologi, psykologi og sociologi, kan gribe sandheden om mennesket. De kan selvfølgelig have en stor, men dog begrænset værdi. Men sandheden om menneskelivet kender man kun ved at leve menneskeliv. Og da menneskelivet altid er folkeliv, gælder det også folkelivet, at erkendelsens vigtigste kilde ikke er fornuften, men historien. Det er det, der ligger i, at sandhedens ord er ord om menneske-idrætter, handlinger gjort af mennesker. Kærminder er et hyppigt forekommende ord hos Den Gamle. Det kommer af “kære minder”, altså historien, som vi lever i. Vi er en del af den. Og det er ikke fornuften, der er kilden til erkendelse, det er menneskeslægtens erfaring gennem utallige slægter. Vi kan ikke forstå hele tilværelsen ved hjælp af abstrakte begreber, men ordet kan give os mod og lyst til at tage det næste skridt.

Når Grundtvig taler om ordet, mener han det levende ord, ikke det døde ord i bøgerne. (Strofe 53). “Det idræts-ord er tungens mål”. Idræts-ord vil sige, at det levende ord, tungemålet, er skabende. Det er poetisk. Det kommer af af græsk poiesis, skabelse. Grundtvig taler ud fra sit historisk-poetiske syn. Ved ordet skaber ånden livet. Ordet skaber handling.

Alt det er baggrunden for 5. strofe:

Kun ord, som går i sagn og sang
fra mund til mund i folkevang
opholder folkelivet;
I folkets egne gamle ord
kun folkelig oplysning bor,
af folkeånden givet!

Her er det hele i grunden sagt. Folkelig oplysning er ikke akademikernes forskning omsat til populærvidenskab, men fortælling og sang. Akademikernes forskning omsat til populærvidenskab er det, vi kalder folkeoplysning. Ikke at den er værdiløs, slet ikke, men folkeoplysning er noget helt andet end den folkelige oplysning. Den folkelige oplysning kommer af folkets egne gamle ord. Den kommer altså ikke ovenfra, fra de lærde, men virkelig nedefra. Fra folkets eget liv.

Folkeånden er ikke det samme som Helligånden. Helligånden hører sammen med frelsen i Jesus Kristus, men folkeånden er godt nok Guds Ånd. Den er den underfulde kraft, der gennem ordet gør, at folkets liv virkeliggøres. Folkeånden hører til på skabelsens plan. Folket, eller folkene, for der er mange folk på jorden, er villet af Gud. Gud er historiens herre, og han har i historiens løb ladet folkene vokse frem med hver sin opgave. Grundtvigs syn er universelt. Han skrev flere gange verdenshistorien igennem, men han skrev aldrig en danmarkshistorie.

Strofe 6

Når folke-livet kender sine kår, nemlig sine kår som en åndelig størrelse, altså en gådefuld størrelse, der ikke kan begribes med fornuften eller for den sags skyld instrumentaliseres af staten – når folke-livet altså kender sine kår og dermed forstår sig selv, da folder det sin livskraft ud, den, kraft, som er ånden. Når det her hedder helte-ånden, skyldes det igen Grundtvigs inspiration fra den nordiske mytologi.

“Og gør til målet kæmpeskridt.” Målet er den levende folkelighed udfoldet i folkelivet. Igen: Vi kan ikke skabe himmerig på jord:

Kærlighedens himmerige
er endnu at vente på.

Ja, det oprinder først på den yderste dag, når Kristus kommer igen for at dømme levende og døde. Men her på jorden kan kærligheden, nemlig kærligheden til “eget folk og fædres land” dog gøre kæmpeskridt mod målet:

Kærlighedens jorderige
lukkes dog med bølgen blå,
er endnu og var alt længe
“Danmark dejligst vang og vænge.

Sådan i digtet “Den danske nødvendighed” fra 1853. Se Højskolesangbogen, syttende udgave, nr. 155,4! Det er den sang, der hedder “Kærlighed til fædrelandet”. Den har også fundet vej ind i den nyeste udgave af salmebogen. Kærlighedens jorderige er noget, vi – med ordet fra 2. strofe i mit ovenstående udvalg, “efterhiger”. Men når folkeligheden virkeliggøres gennem ordet og ånden, er det allerede til en vis grad en virkelighed.

Strofe 7

Denne strofe har jeg taget med, fordi den modsiger den filosofi, der med fornuften som sin guddom mener at kunne sige, hvordan historien nødvendigvis vil forløbe og ende. Der kan tænkes på marxismen og på filosoffen Hegel. Det kan vi ikke gå nærmere ind på. Men i Grundtvigs tankegang er det ikke fornuften, der er Gud. I hans tankegang og tro forstår vi ikke mere, end vi allerede har levet. Historien er Guds, og hans nådige styrelse åbenbarer sig “i livets dyd og livets dåd”. Dyd er ikke en moralsk eller etisk kategori, det betyder sådan noget som duelighed. Dyd og dåd er altså historien. I historien åbenbares Guds hjertelag og vise råd. Menneskeslægtens levnedsløb er som et spejl, hvori Gud “vil sig forklare”. Billedet af spejlet bruger Grundtvig også i en salme, Gud Herren så til jorden ned, Slbg. nr. 493:

O du, som skabte hjerte mit,
det dybe underfulde,
o, dan det efter hjerte dit
til Himmel-spejl i mulde.

I denne salme er billedet set i frelsens perspektiv. I nærværende digt er det set i skabelsens perspektiv. Men både i salmen og i Budstikke i højnorden hænger billedet af spejlet sammen med det grundlæggende menneskesyn, at mennesket er skabt i Guds billede. På en måde, så det spejler Gud. Det indebærer en umådelig høj vurdering af mennesket. Selv det dybest faldne menneske er stadig skabt i Guds billede og har derfor en uendelig værdi. Sådan så Jesus mennesket, da han gik omkring på jorden og mødte mennesker af alle slags.

Vi vender tilbage til udtrykket “han også, det slår aldrig fejl, / for os sig vil forklare.” Vi skal være opmærksomme på, at forklare betyder noget andet end for os i dag. Nu betyder det at give nogle grunde til, at noget er, som det er. I Grundtvigs sprog betyder det, at Gud vil komme til at stå klarere for os. Gennem historien klarer Gud sig for os, altså Gud som historiens herre, ikke Gud som frelseren. Ham kender vi kun i Jesus Kristus.

Strofe 8

Strofe 8 og 9 er et par meget smukke strofer. Først nummer 8:

Mens rosen har sin søde duft
mens lærken slår i sommerluft,
og nattergal i skyggen,
små-helte føder kærlighed
for frihed og livsalig fred,
og priser børne-lykken.

Vi er nødt til at sætte kryds og bolle. Det er ikke små-helte, der føder kærlighed. Krydset skal stå under kærlighed, bolle under føder og trekant under små-helte. Det er kærligheden, nemlig kærligheden til eget folk og fædres land, der føder små-helte. Kærligheden føder ikke drabelige krigere, men hverdagens små helte, der ved, at livet er kamp. Livet er en stadig kamp mod trolde og jætter, der vil tage det underfulde ud af tilværelsen og som sagt gøre den menneskelige fornuft til Gud.

Igen kommer ordene frihed og fred, endda livsalig fred, som en beskrivelse af den lykkelige tid, der kommer, når ordet og ånden får lov til at råde.

Friheden er meget vigtig for Grundtvig. Det at høre til et folk er en fri sag. Det er nemlig en hjertesag. De, der ikke vil høre til folket, har frihed til at udelukke sig fra det. Man kommer heller ikke til at høre til et folk, for eksempel ved at folketinget beslutter det ved lov. Og omvendt kan man høre til folket, selv om man ikke har indfødsret. Her råder friheden. Ånd, frihed og hjerte er tre ord, der i dette forhold ikke kan skilles ad.

Vi skal også lige standse ved, at kærligheden priser “børne-lykken”. Grundtvigs kærlighed til folket var ikke mindst hans uudslukkelige kærlighed til de små i folket, børnene og almuen og tjenestefolkene, som ikke var regnet for noget. Dem regnede Grundtvig med.

Strofe 9

Der er mange blomster og fugle i Grundtvigs digte, både de “verdslige” og salmerne. Han skabte en meget smuk billedverden.

Højnordens gamle tungemål, det er modersmålet. For Grundtvig var det hævet over enhver diskussion, at hvis ord skal nå hjertet, så må de komme til os på modersmålet. Han afskyede latinen, som var de lærdes sprog, og han afskyede tendensen til at se ned på det danske sprog til fordel for det fremmede tyske.

I disse år vender han sig ganske sikkert i sin grav over den stigende anglificering. Der er læreanstalter og store erhversvirksomheder, hvor alt foregår på engelsk. Det engelske trænger ind alle vegne, ofte uden at folk opdager det. Det kan komme til at skade folkeligheden, så det skal vi være opmærksomme på.

Udtrykket Højnordens gamle tungemål viser i øvrigt, at Grundtvig regnede med en nordisk folkelighed. Digtet hedder jo også Budstikke i højnorden. De nordiske folk er nært beslægtede, så nært, at sprogene i virkeligheden er dialekter af det samme sprog. Andre folk er vi fjernere beslægtet med. Men alle hører de til menneskeslægten, den fælles slægt.

Men det er da et herligt billede, Grundtvig tegner af den levende folkelighed, han ser for sig:

Højnordens gamle tungemål
som grønne træer med blad og nål
da skyder top og krone,
med fugle-reder altid ny,
hvorfra sig svinger sang i sky
alt med den gamle tone.

Det er ikke uden betydning, at et levende folk altså er et syngende folk. Den folkelige sang er med til at opholde folkelivet (strofe 5), og det levende ord skaber igen ny sang. Det er da dejligt.

Strofe 10

Når det levende ord og ånden kommer til at råde, da vil i hvert fald nogle kunne se, at klarhed over menneskelivet ikke bor i de bælgmørke ord og stumme tanke-streger, som fornuftsreligionen vil trække ned over hovedet på folket. Dér bor klarheden over menneskelivet ikke:

men i hvert sandhedskærligt bryst,
det jævne ord, den klare røst,
som livet vederkvæger!

Kun der bor klarheden.

Vederkvæde betyder oplive, evt. genoplive, forfriske, styrke. Det er det jævne ord på modersmålet, altså jævne menneskers sprog, der kan oplive og styrke folkeligheden. 

————————–

Perspektiverende spørgsmål

Grundtvigs digt giver anledning til at spørge, om hans folkelige syn har nogen betydning i dagens skole? Er der plads i den danske skoleverden for den folkelige oplysning i Grundtvigs forstand?

Tales der i skolen i dag udelukkende til forstanden og ikke til hjertet? Vil skolen danne børnene til med lyst at begive sig sig ud i livets kamp mod jættevæsenet? Eller vil skolen instrumentalisere børnene, altså uddanne dem til nyttige samfundsborgere, læs: gode skattebetalere?

——————

Vi kunne også spørge om, hvilken betydning Grundtvigs folkelige syn i dag har i det danske politiske system og i medieverdenen? Er der nogen bevidsthed om, at et sundt folkestyre har en levende folkelighed som forudsætning? Eller går det hele op i regneark? Mener man, at alt kan klares ved at “dreje på nogle håndtag nede i maskinrummet”?

————-

Grundtvigs dybe – og klare – tænkning om folkeligheden rejser nogle alvorlige spørgsmål til vor tids utopister, der fabler om verden som én republik uden grænser. Grundtvig rejser også alvorlige spørgsmål til dem, der drømmer om Europa som én republik uden grænser. Han kalder dem simpelthen tilbage til virkeligheden.

————-

Vi er blevet et rigt land. Det diskuteres blandt faghistorikere, om den folkelige vækkelse i bondestanden, som blev en følge af Grundtvigs tanker, var en medvirkende årsag til væksten i materiel rigdom. Det benægtes af historikerne Per Boje og Jeppe Nevers, der netop i nov. 2024 har udgivet sidste dobbeltbind af deres værk “Vejen til velstand, Kapitalismen og det moderne Danmark.” Den smukke historie om den frie bondestand, der på højskolen fik livslyst og virketrang og tog hjem og dannede andelsmejerier og andelsslagterier og skabte Danmarks rigdom ved den store eksport af smør og flæsk til det britiske marked, passer ikke. Danmarks rigdom blev skabt af helt andre kræfter. For eksempel fremsynede industrifolk med udsyn til den omkringliggende verden.

Det, som historikerne er nået frem til gennem deres forskning, skal da nok passe, men der findes anden rigdom end den materielle. Jeppe Nevers medgiver i et interview i WeekendAvisen 15/11-2024, at “grundfortællingen om de folkelige bevægelser passer fint til demokrati- og kulturhistorien, men fortællingen kan ikke forklare den økonomiske historie.”

De to historikere synes ikke at have forståelse for den åndelige kraft i de folkelige bevægelser. Den er der ingen grund til at tale ned. Der fremvoksede et rigt åndeligt liv omkring højskoler, forsamlingshuse og da også missionshusene. Det løftede i høj grad det menneskelige liv med store positive virkninger, også i det sociale og økonomiske liv. At det skulle være det, der skabte Danmarks velstand, har aldrig været pointen. Der findes anden rigdom end den materielle. Når Grundtvig taler om folkegavn, som han gør det i strofe 3 tænker han ikke på et økonomisk mirakel. Men han forudsætter rigtignok, at det åndelige aldrig kan skille fra det legemlige.

—————-

De folkelige bevægelser er stort set ved at være fortid. Derfor kan man spørge, om der stadig er håb om en folkelig fornyelse. Man kan godt få øje på tegn hist og her. Hvor mange eller få, der har sans for det lige nu, er ikke det afgørende. Vores opgave er at bruge det levende ord og på det ord leve menneskeliv med lyst og mod og glæde. Og det uanset hvor mange eller få, der har sans for det. Fremtiden kender vi ikke, og håbet kan vi aldrig opgive.

Villy Klit-Johansen den 19. november 2024

I 1912 fik vi en ny indledende bøn i dåbsritualet med ordene: “Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.”

I tidehvervske og indremissionske kredse er det almindeligt at forsvare Peder Madsens bøn med det argument, at en udskiftning af den med en anden vil være en indrømmelse overfor dem, der hævder, at vi ikke bliver Guds børn i dåben, for det er vi fra fødslen. I dåben får vi det bare at vide. Katrine Winkel Holm har endda påstået, at det kun er dem, der har denne u-lutherske teologi, som ønsker Peder Madsens bøn erstattet af en anden.

Påstanden er forkert, og bekymringen i disse kredse er helt misforstået. Har den lutherske kirke i de næsten 400 år, mens vi havde Luthers indledende bøn, den såkaldte bede-banke-bøn i ritualet, afvist, at vi bliver Guds børn i dåben? Nej, selvfølgelig ikke. Spørgsmålet er, om de tidehvervske og indremissionske selv er kommet lidt for langt væk fra luthersk kristendom. Vi kan til en begyndelse spørge:

Hvad er dåbens indstiftelsesord? Nadverens indstiftelsesord kender vi, men dåbens? Vi har jo ikke i Ny Testamente en beretning om dåbens indstiftelse. Det er blevet almindeligt at betragte missionsbefalingen fra Matt. 28,18-20 som dåbens indstiftelsesord. Tanken dukker op i 1700-tallet i pietismens tid. Peder Hersleb, fra 1737 Sjællands biskop, skrev en lang betænkning om dåben (P.G. Lindhardt: Kirke-Ritualet og pietismen). Hersleb var utilfreds med, at dåbens indstiftelsesord ikke var med i dåbsritualet. Med indstiftelsesordene mente han netop missionsbefalingen.

Den mangel, som Hersleb mente at finde, rådede biskop Balle bod på med sit ritual, der blev autoriseret i 1783. Her danner Matt. 28,19 afslutningen på hans lange mosaik af skriftsteder, der står som indledning til dåbsritualet. Og nu står det der så, endda Matt. 28,18b-20. Det bliver oven i købet introduceret med ordene: “Således taler Vor Herre Jesus Kristus”.

Men det gør han jo ikke. Han TALTE til apostlene; det står der i bogen, i Ny Testamente. Men det er jo ikke noget, han siger til os, når vi er samlet om døbefonten. Det er noget, han sagde engang til nogle andre mennesker.

Den foreløbige kulmination på statskirkens omstøbning af dåbsritualet blev nået med 1912-ritualet, der lægger op til, at hele dåbens betydning og kraft beror på et i øvrigt tekstkritisk usikkert skriftsted fra Matt. 28 og professor Peder Madsens indledende bøn, “Vi takker dig himmelske Fader osv.”

I stedet for at holde krampagtigt fast ved Peder Madsens faktisk ikke ret gamle, og faktisk tendentiøse bøn, er der grund til at undersøge baggrunden for den. Hvorfor var det så vigtigt for Peder Madsen at få Luthers bede-banke-bøn ud af ritualet? Det vil man forstå, hvis man læser paragrafferne 48, Daabens væsen og Velsignelse, og 49, Barnedaaben i Peder Madsens dogmatik, “Den kristelige troslære”, udgivet posthumt 1912-1913. Der er (selvfølgelig) gode overvejelser i Madsens værk, men jeg er nødt til at koncentrere mig om de dele og synspunkter, som jeg finder uholdbare, og som er baggrunden for hans ønske om at udskifte den lutherske bøn med hans noksom bekendte dåbsbøn. Det er synspunkter, som går imod det klassiske lutherske ritual.

S. 611 tager han afstand fra Luthers og Grundtvigs opfattelse af dåbens indstiftelse. Jesu dåb er ikke dåbens indstiftelse. Nej dåbens indstiftelse skete, da Jesus efter sin opstandelse viste sig for apostlene og gav dem sin befaling om at gøre alle folkeslagene til hans disciple. Matt, 28,19-20 er dåbens indstiftelsesord, mente Madsen. Luther og Grundtvig var derimod tilbøjelige til at knytte dåbens indstiftelse sammen med  selve Jesu person og værk, som det kommer så stærkt frem i beretningen hos Mattæus og Markus om Jesu dåb ved Johannes Døber.

Spørgsmålene om forsagelsen og troen ser han bort fra. Det er åbenbart ikke hans opfattelse, at “den, der tror og bliver døbt, skal frelses” (Mark. 16,16), for da han s. 612 citerer ordene i 1. Pet. 3,21, om syndfloden, der er “et billede på den dåb, der nu frelser jer”, er han kun interesseret i at slå fast, at dåben frelser, men han udelader behændigt resten af sætningen, hvor dåben defineres som “en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesu Kristi opstandelse.”

I samme forbindelse skriver han, at dåben skænker retfærdiggørelsen, men det er efter alt at dømme ikke paulinsk-luthersk forstået som retfærdiggørelse ved tro. Men hvad er det så? Meget tyder på, at Madsen tænkte i omtrent samme baner som katolikkerne, der har en lære om, at dåben virker ex opere operato, automatisk så at sige, i og med sin udførelse.

Det er derfor logisk, at han s. 612-613 forlader Luthers oversættelse af stedet i 1. Pet. Ordet “eperåtema”, som Luther af særdeles gode sproglige grunde oversætter ved “pagt”, oversætter Madsen til “henvendelse”. Men så er vi pludselig kommet over i en helt anden verden. Så er det ikke dåben som Guds nådige pagtslutning med et menneske, stedet handler om.

I forlængelse heraf hedder det på s. 613, at dåben “meddeler den Hellig Ånd som det nye aandelige Livsprincip.” Her henviser han til Tit. 3,5: “Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.”

Livsprincip! Er det virkelig træffende at beskrive Helligånden som det nye åndelige livsprincip? Jeg har lært, at Helligånden virker gennem ordet, Guds ord, Kristi ord. Ånden er usynlig, men høres kan den. Jeg har lært, at Helligånden simpelthen er den uløselige sammenhæng mellem Ordet og troen. Ved Helligåndens kraft kan ordet aldrig være uden troen, og troen er aldrig til uden ordet. Er det overdrevet at sige, at Helligånden for Madsen er en mystisk indvirkning på barnets underbevidsthed? Sådan kan det let forstås. Men luthersk forstået er Helligånden den uløselige forbindelse mellem ordet og troen.

På side 616 går Madsen over til at polemisere mod den grundtvigske dåbspagsteologi. Måske refererer han Grundtvig-disciplene korrekt, det har jeg ikke undersøgt, men Grundtvigs egne tekster berører han ikke, og det er da en fatal mangel. Enten kender han dem ikke, eller også har han slet ikke forstået dem. Han skriver: ”hvor fuldkomment end Forsagelsen og Troen er paa deres Plads ved Daaben, saa hører de dog ikke med til Daaben efter Herrens indstiftelse.” Her ligger Madsen på linje med den pietistiske tradition fra Peder Hersleb over biskop Balle og Martensen, og efter Grundtvigs tid videre gennem P.A. Fenger, Vilh. Beck og Peder Madsen til lektor Nils Arne Pedersen.

Peder Madsen har ikke forstået eller tilslutter sig ikke troen på Jesu ord i dåben som skaberord, som ord, der ved Helligånden udretter, hvad de lyder på. S. 623 skriver han, at man i forbindelse med en drøftelse af Luthers oprindelige opfattelse, at der kræves tro hos børnene “har henvist til, at der jo virkelig forud for Daabens meddelelse gaar en Forkyndelse, nemlig Ritualets Oplæsning og navnlig Forsagelsen og Trosbekendelsen. Men det er ikke muligt at forbinde nogen Forestilling om en Virkning af en Forkyndelse for et Væsen, som endnu ikke er vaagnet til Bevidsthed, da Forkyndelsen som saadan jo netop henvender sig til Bevidstheden.”

Jeg ved ikke, hvem Peder Madsen her refererer til, men for det første er det ikke retvisende at kalde troens ord ved dåben en forkyndelse. Som om der ikke er forskel på forkyndelse fremført af et menneske og Guds henvendelse til et menneske med hans store tilbud om at få lov til at tro på ham og leve sit liv ved Guds ord genfødt til at leve som et Guds barn, forenet med Guds Søn, vor frelser,.

For det andet er det et tvivlsomt foretagende at gøre en voksen bevidsthed til betingelse for den kristne tro. I så fald udelukker man ikke kun spædbørn, men også mentalt retarderede eller psykisk forstyrrede voksne fra troens gave.

Madsen skriver (s. 624): “Hvad der behøves før Daaben er egentlig kun Hjertets Villighed til at lade Gud tilføre det sin Naade.” “En saadan Trang og Drift maa da høre Menneskenaturen til fra Begyndelsen af.” “Det er Barnet i os, hvortil Guds Ord henvender sig, det inderste og oprindeligste i vort Væsen.” Endelig! Endelig kommer Madsen frem til Guds Ord. Det varede godt nok længe. Og hvad mener han med Guds ord i den forbindelse? Det er uklart. Ganske vist nævner han endelig ordet, men ikke i det lutherske dåbsrituals forstand. Dets omdrejningspunkt er nemlig dåbspagten, enheden af ordet og troen. Og dermed troen som en gave i eksklusiv forstand.

Og desværre synes det mig, at han betragter det naturlige beredskab for Gud som en medfødt psykologisk konstitution. “Der er et slumrende Personlighedsliv til stede fra Begyndelsen.” (s. 625).

Hvorom alting er, så er det klart, at Peder Madsens ønske om at få indført en anden bøn end Luthers skyldes hans stærke modstand mod den luthersk-grundtvigske dåbspagtsteologi. Den går Peder Madsen ikke i seriøs samtale med. Vi kan ellers læse om dette syn overalt i Grundtvigs skrifter efter 1825. Grundtvig har et digt, der ligefrem bærer titlen Indstiftelsens Ord (Sangværk, bd. 4, nr. 280).

I 1. strofe hedder det:

Giv da Agt paa Guddoms-Ordet,
Som ved “Badet” og ved “Bordet”
Lyder med Vorherres Røst!

Og længere fremme:

Derfor alle Mænd og Kvinder,
Som vil staa på Herrens Grund
Leder i hans Huus og finder
Ordet af hans egen Mund,
Kun i det er Guddoms-Livet,
Og kun det er Almagts-Blivet
Hvormed alt er gjort som sagt!

Som han laae i Krybberummet
Ligger han i “Troens Ord”
Saa den Store sig har krummet
For at findes spæd paa Jord
Men dog altid hvor han fødes,
Miskundhed og Sandhed mødes
Voxer op til Gud og Mand.

Som han laae i Klippehulen
Ligger han i Daabens Ord,
Men om Paasken efter Julen
Staar han op hos den, som troer
Og før han til Himmels farer
Sig for Hjertet aabenbarer
Som Gudsherlighedens Haab!

(Strofe 7-9) (fremhævelserne er mine).

Dåbens betydning og kraft skal ikke hentes udenfor dåben, ikke engang i gode skriftsteder, men i dåben selv, nærmere bestemt i Herrens levende ord i dåben. I dette digt siger Grundtvig klart, at dåbens indstiftelsesord er dåbspagtens ord. I andre skrifter medtager han til dåbens ord de ord omkring vanddåben, der er personlig tiltale: Fadervor, døbeordene og “Fred være med dig!”

Her skal også lige henvises til Grundtvigs digt fra 1852-1853, Den christelige Daabs-Pagt, Sangværk, bd. 4, nr. 277. Vi begrænser os til de to vigtige strofer 5 og 6. Som så ofte er det dåbsritualet, Grundtvig parafraserer:

5

See derpaa lyder Pagtens Ord,
Som ingen Magt kan rokke,
Hvo derpaa, som det lyder, troer,
Han staar paa Klippeblokke
Hvoraf den Kilde springer ud
Som vier os paa Herrens Bud
Til evigt Liv af Naade.

6.

See, det er Naade-Pagten ny,
Som trodser Aar og Ælde,
Til Herren dages brat i Sky
Skal Pagten gaae og giælde
Paa den beroer vort christne Haab
Og Kraften i Vorherres Daab
Til evigt Liv af Naade.

Dåbens kraft, altså det, der gør dåben til et genfødelsens bad i den Helligånd, er ikke, som en del teologer og præster i forlængelse af den statskirkelige ortodoksi og pietisme mener, et løfte, som vi kan tro eller ikke tro (“Jeg er med jer alle dage”, sagt til apostlene engang). I bedste fald kommer vi til tro på det, når vi bliver gamle nok til at have en bevidsthed, som pietisten Peder Madsen mener.

Nej, dåben er dåbspagten. Dåben er troens forhold til den levende Kristus, givet os ved hans almagtsord.

Jeg forlanger ikke, at alle i Folkekirken skal tilslutte sig det syn på dåben, som Grundtvig fandt i det lutherske dåbsritual, jeg forventer det ikke engang. Men jeg spørger, hvor meget der kan ændres i dåbsritualet, før vi ikke længere, ligesom Regin Prenter gjorde det, kan prædike, som om vi stadig har det uforfalskede lutherske dåbsritual. (Regin Prenter: Ordet og troen. Prædikener fra Branderup Kirke). Det har jeg gjort rede for i en selvstændig tekst.

En sammenlignende analyse af Luthers og Peder Madsen dåbsbøn

En opmærksom sammenligning med Luthers “bede- og bankebøn” og “syndflodsbønnen” i hans ritual af 1526 gør det klart, hvad der er galt i den nuværende bøn. Der er faktisk sket et alvorligt skred.

Det, der i Luthers bøn netop er bøn, er i Peder Madsens bøn blevet til dogmatiske påstande (der ikke i sig selv er forkerte), nemlig at vi i dåben bliver Guds børn og får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. I Luthers bøn derimod bedervi for dåbskandidaten om syndernes forladelse og det evige liv. Det sker med ordene: “at denne frelsende syndflod må bortskylle alt det, han har fra Adam, og det, han selv har gjort” (syndernes forladelse), og “at han med alle dine troende må blive værdig til at få del i din forjættelse om evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre” (det evige liv). Det er virkelig en væsentlig forskel, om kirken så at sige har dåben i sin magt, eller om alt beror på Gud, og vi derfor er henvist til at komme til ham i ydmyg bøn.

Det næste, man bemærker, er, at Luther forudsætter, ligesom i højeste grad Grundtvig, at barnet er en selvstændig person, som Gud kan slutte sin pagt med. I Peder Madsens bøn er der derimod en tendens til at gøre barnet til en genstand, som man gør noget ved. Det er næsten som et ekko af den lutherske ortodoksis syn på dåben som en ækvivalent til den jødiske omskærelse. I Luthers ritual er det helt anderledes. Her foregår det mellem Gud og den, der døbes. Det, der sker i dåben, sker mellem Gud og den, der døbes. Derfor er det heller ikke gudfaderen eller gudmoderen, der bliver spurgt med forsagelsen og trosbekendelsen, det er den, der bliver døbt. Ja-svaret hjælper gudmoderen eller gudfaderen barnet med. Det er som oftest en af forældrene.

Takket være Grundtvig har vi i Den danske Folkekirke bevaret dåbspagten. Spørgsmålet er, om vi ikke skal tage konsekvensen for indledningsbønnens vedkommende og tage tråden op fra den lutherske tradition til og med Balles ritual af 1783. Jeg sigter til, at bede-banke-bønnen forudsætter, at den, der døbes, er et menneske, der beder og banker på hos Gud, også når dåbskandidaten er et lille barn: “Herre, eftersom du har sagt: Bed, så skal I få, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer, så giv nu det gode til den, som beder, åbn døren for den, som banker …”

Det er velkendt, at både pietisterne og rationalisterne mente, at et lille barn ikke kan tro i kristen forstand, og et lille barn kan slet ikke bede. Det var dette syn, der sejrede i 1912 med Peder Madsens bøn. Barnet bliver en passiv genstand, som forældrene bærer frem for Guds åsyn. Ikke så sært, at dåben ud fra denne bøn af professor Anders Klostergaard Petersen kan tolkes som et offer.[1]

I Luthers bøn er dåbskandidaten en, der “begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse”. Tør vi vende tilbage til tankegangen i det klassiske lutherske ritual? I Luthers bøn er dåbsbarnet altså ikke som i Peder Madsens en passiv genstand, men en person, som Gud taler til, hvorved han kalder troen frem i dåbskandidatens hjerte. Det er det, Luther beder om: “at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden.” Dåbspagten er altså tænkt med i Luthers bøn. Det er den ikke i Peder Madsens. Dåbspagten var altafgørende for den lutherske Grundtvig. Vi har et godt eksempel i “Barnelivets favre dage”, 2. strofe:

 Men hvad alle verdens vise
 kun omsonst vil prøve på,
 han, som alle kristne prise,
 har bevist, hans ord formå:
 hver, som tror af hjertens grund,
 hvad han os har lagt i mund,
 de i dåben fødes atter
 til Guds børn, hans søn og datter. (DDS 454)

Det er et meget præcist udtryk for Grundtvigs “dåbspagtsteologi”. Kernen i dåben er Ordet og troen. Ordet, som Gud i dåben har lagt os i munden, er fadervor og forsagelsen og trosbekendelsen. Gud har lagt os ordet i munden, så det kan vende tilbage til ham, når vi svarer ja til dåbspagtens ord, og når vi beder fadervor.

Der er endnu en stor forskel. Peder Madsen forudsætter, at dåbskandidaten er et barn. Man fristes til at sige, at det ligger i forlængelse af den statskirkelige tvangsdåb. Men det er jo langtfra altid tilfældet, at dåbskandidaten er et barn. I dag endnu mindre end på Peder Madsens tid og endnu meget mindre end på Luthers tid. Luther forudsætter derimod, at dåbskandidaten er et menneske, der trænger til frelsen fra syndens og dødens magt. Hos Luther, som hos Grundtvig, er der ingen forskel på, om den, der døbes, er barn eller voksen. Dåben er den samme. Der er kun én dåb.

Endelig kan man pege på det ulogiske i at lade den indledende bøn begynde med tak. Det naturlige må være at indlede med bøn, som det er tilfældet i Luthers ritual af 1526, og slutte med tak. I ritualbogen er dåbskollekten (slutningskollekten) netop en takkebøn: “Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb …” Nadverritualet begynder heller ikke med en takkebøn, men med en bedebøn.

Presset fra moderniteten

Den nuværende dåbsbøn er, ligesom det allermeste af, hvad der bringes i forslag i dag, præget af moderniteten. Med moderniteten menes der subjektivismen, der har rod i pietismen. Man siger tit, at pietismen er individualistisk, hvilket måske er rigtigt, men hvad der er vigtigere: den er subjektivistisk. Den kulminerede med Kierkegaards eksistensteologi.

Rent bortset fra hvad godt der er at sige om Kierkegaard, alvor kan man ikke frakende ham, så er det velkendt, at han ikke regnede dåben for noget. Det, der gør et menneske kristent, er den personlige afgørelse i voksen alder, mente han. Pietisterne og Kierkegaard har på grund af deres subjektivisme store problemer med dåben, især barnedåben. Kierkegaard regnede dåben for “ren objektivitet”, som kun kunne få betydning ved en inderlig, subjektiv tilegnelse i voksen alder.

Det er moderniteten. Troen er en beslutning eller en følelse eller en oplevelse. Den eneste autoritet er selvet. Og det hjælper ikke noget så at flytte vægten til det objektive. Hele skaden er opstået ved opdelingen i objektivt og subjektivt. Det er en filosofisk figur, som er ganske fremmed for evangeliet og Guds Ånd. Det havde Grundtvig et skarpt blik for.

Moderniteten er slået igennem med fuld kraft i Peder Madsens bøn. Han ligger under for moderniteten. Guds ord i dåben og troen på Guds ord i dåben er, som allerede påpeget, ladt ude af betragtning. Det er den afgørende forskel på bønnen i Luthers ritual og den af Peder Madsen forfattede. Analysen viser således, i hvor høj grad den bøn, der indleder det nuværende ritual, er bestemt af moderniteten.

Skal vi ikke benytte lejligheden til nu, da der er nedsat en dåbs­kommission, at prøve at komme tilbage i sporet? Indvendingen kender vi. Et spædbarn kan jo ikke tro, siger man, og det kan ikke svare. Svaret på indvendingen er: Hvis Gud ikke kan slutte sin pagt med et spædbarn ved sit ord og troen, der tager imod dét, han giver i sit ord, bør vi selvfølgelig ikke døbe børn. Så har baptisterne ret i, at barnedåb ikke har noget at gøre med en kristen dåb.

Den indledende bøn kunne med fordel, som nogle har foreslået, udskiftes med en nyformulering af Luthers “bede- og bankebøn” og ”syndflodsbønnen fra hans 1526-ritual. Men bønner, som den enkelte præst selv kan vælge at bruge? Nej, det vil kunne forvirre menigheden, fordi det uvægerligt vil medføre en sammenblanding af dåbsteologi (beskrivelse af dåben) med det levende ord i dåben og skabe det indtryk, at der er mere end én slags dåb.

Dåbsbønnens relation til ritualets kerne

Ved formulering af dåbsbønnen bør det være en forudsætning, at den skal understøtte det, som er dåbens kerne. Dåbens kerne er, hvad ordene angår, de ord, der tæt omgiver vand­øsningen:

 1. Fadervor under håndspålæggelse
 2. Dåbspagtens ord (spørgsmål og ja-svar)
 3. Døbeordene: Jeg døber dig …
 4. Fredlysningen under håndspålæggelse

Bemærk, at disse ord i dåbens kerne er tiltale og tilsigelse, talt af Herren Jesus!

Den indledende bøn skal være saglig. Dermed menes, at den ikke skal forstyrre selve dåbens kerne ved at bringe al mulig teologi ind i ritualet, den være aldrig så god og velment. Det bør man holde sig for øje, når man drister sig ud i det såre vanskelige at formulere en dåbsbøn. Teologisk originalitet skal man gøre alt for at undgå. Dåbsteologi er en god, ja en nødvendig ting, men den skal ikke trænge ind i dåbsritualet.

---

[1]Petersen, Anders Klostergaard, professor, Dåben som offer: En ritualteknisk analyse af barnedåbsritualet, i antologien Stopa, Sasja Emilie Mathiasen og Drejer, Rasmus H.C. red. Med nåden i favn, FØNIX 2024, s. 349 ff.

Villy Klit-Johansen, den 9. november 2024

Forestil dig, at du har et Rolex-ur til 911.295 kr, en rund million. Det er altså et meget kostbart ur med et uhyre forfinet mekanisk værk. Nu synes du, at det ikke længere lever op til tidens krav. Hvad gør du?

Går du til smeden med det? Grovsmeden. Hvis du gør det, må du forvente, at han lægger uret i essen, indtil det er rødglødende. Og derefter lægger han det på ambolten og går løs på det med forhammeren. Nej vel! Det gør du nok ikke.

Sandsynligvis har du ikke engang et Rolex til den pris. Men du – vi – har til gengæld et meget, meget kostbart dåbsritual. Grundtvig mente, at det burde svare til selve Kristi indstiftelse af dåben. Hvis der skulle ændres noget i det, skulle det netop være med henblik på at bringe det mere i overensstemmelse med Kristi indstiftelse.

For Grundtvig betød det i praksis: i nærmere overensstemmelse med Luthers Taufbüchlein af 1526, der er udgangspunktet for vores nuværende dåbsritual. I skriftet “Daaben efter Christi Indstiftelse” og mange, mange andre skrifter går han grundigt til værks. Ikke noget med synsninger og private meninger og hensyntagen til, hvad “folk” ønskede. Hvorfor det? Jo, fordi der for ham ikke fandtes nogen anden sand kristendom end den oprindelige.

Grundtvig fandt, at dåbsritualet i de godt tre hundrede år siden reformationen ad flere omgange havde “været en tur hos grovsmeden”. Statskirkens luthersk-ortodokse teologer havde hamret det igennem, så det var ved at blive fordunklet, at dåbens indhold er, at Kristus, lyslevende til stede, optager et menneske i sit eget liv som Guds Søn, så det bestemte menneske i dåben bliver et Guds barn, i troen og dåben forenet med ham i livet som i døden. Dåben er troens forhold til Kristus, og dermed er den livets kilde. Det var det, ritualet skulle rumme. Dåben er Kristi optagelse af et menneske i dåbspagten. Dåbspagten i uløselig forbindelse med vandet er dåbens essens.

I løbet af ortodoksiens tid blev dåbens ritual ændret, så det mere og mere kom til at dreje sig om den rette lære. Den rette lære blev udtrykt gennem mange skriftsteder fra Det Nye Testamente. Folk skulle forstå dåben fra skriftsteder, som en papegøje kunne lære udenad. De ortodokse havde slet ikke øje for, at dåben er Kristi indstiftelse, og at Ny Testamentes forfattere levede længe efter dåbens indstiftelse. De fattede ikke, at dåben til Kristus er livets kilde. Ny Testamente kan aldrig blive andet end efterfølgende beskrivelse af livets kilde. Tilmed var dåben forbundet med tvang. Alle SKULLE døbes. Det er et under, at den kristne tro overlevede grovsmedenes overgreb på dåbens ritual.

Den pietisme, der fulgte efter ortodoksien holdt i hovedsagen fast ved de ortodokse teologers lærdom, som de havde belemret dåbsritualet med. Det skulle de jo. Så det gjorde de. Men den rette lære er i sig selv død, det viste ortodoksiens historie klart. Den rette lære kan ikke skabe liv. Der kommer ikke liv af noget dødt. Og så blev det jo til, at statskirkepietisterne trods deres tilslutning til ortodoksernes store, tomme ord selvfølgelig kom til at lægge vægten på det subjektive. Den enkeltes subjektive følelser og viljesbeslutning blev det afgørende. Det er en sørgelig historie.

Dåbskommissionens opgave

Nu er der i kommissoriet for den siddende dåbskommission lagt op til, at vor tids åndelige grovsmede for alvor skal til at gå løs på det kostelige og forfinede værk, som dåben efter Kristi indstiftelse er. Kommissionen skal arbejde videre på grundlag af det værste i den lutherske tradition, som netop beskrevet.

“Kommissionen skal overveje evt. behov for og i givet fald komme med forslag til supplerende bibelske læsninger”, vel at mærke i dåbsritualet! Hverken Luther eller Grundtvig indførte bibelske læsninger i ritualet, for de kendte forskel på Herrens levende ord og Ny Testamentes skrifter med deres teologi. Børneevangeliet fra Markus 10 var den eneste tekst fra Ny Testamente, og det fjernede de naturligvis ikke.

Diverse tekster fra Det nye Testamente har deres plads i prædiken og undervisning, og dér har de deres store betydning. I en kommende ritualbog kunne man anføre en række relevante tekster som forslag til prædiketekster ved dåbsgudstjenester.

“Kommissionen skal overveje evt. behov for – og i givet fald komme med forslag til supplerende bønner på den nuværende takkebøns og dåbskollekts plads …” Hvad mon de bønner skal indeholde? Tør man håbe på, at de skal pege hen på dåbens indhold: Kristi levende ord og troen, der griber om det? De bange anelser melder sig, når der i kommissoriet tilføjes: “særligt til brug i forbindelse med dåb af unge og voksne, men også ved dåb af børn:” Men er der da mere end én dåb? Er det den døbtes alder, der bestemmer, hvad dåben er? Eller er det netop Kristi indstiftelse?

“Kommissionen skal overveje evt. behov for – og i givet fald komme med forslag til – mindre sproglige justeringer af den nuværende dåbsbøn og dåbskollekt.” Biskopperne – det er vel dem, der står bag ved formuleringen af kommissoriet – lægger altså op til, at Folkekirken skal fortsætte amokløbet på vejen bort fra dåben efter Kristi indstiftelse hen imod en dåb efter teologernes, eller nu måske en folkeforsamlings indstiftelse. Den nuværende dåbsbøn fra 1912 er jo netop den foreløbige kulmination på ortodoksiens bestræbelse på, med statskirkepietismens tilslutning, ved hjælp af grovsmedens esse, ambolt og forhammer at “omsmede dåben”. I bønnen i Luthers ritual blev der ikke præsenteret ret lære, men der blev BEDT om, at den, der blev døbt måtte få “den saliggørende tro”. Luther vidste nemlig, at livet ikke kommer af god teologi, men god teologi udspringer af livet. Det var netop også, hvad Grundtvig mente.

I den nuværende “bøn” af Peder Madsen bliver menigheden belært om, at vi i dåben bliver Guds børn og får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. Men pladsen foran dåben er ikke stedet til belæring, den er stedet til BØN. Bøn om, at Gud ved Helligånden vil give, hvad Kristi levende ord i dåben indeholder. Levende kristendom kommer nemlig ikke af teologernes belæring, men af Kristi levende ord. Livet strømmer fra den levende kilde, ikke fra teologernes døde lærdom. Pladsen tillader ikke citater fra Grundtvigs skrifter om denne sag, men de findes i rigt mål.

Dette er ikke en kritik af kommissionens medlemmer, men af kommissoriet. Man kan kun håbe, at kommissionens medlemmer besinder sig, ikke på den lutherske tradition som netop beskrevet, men på dåbens kostelige og uhyre forfinede åndelige værk, der slet ikke tåler at komme under grovsmedenes behandling endnu en gang.

Villy Klit-Johansen, den 5. november 2024

Regin Prenters dybe grundtvigske inspiration

Det har i årtier været en udbredt antagelse blandt teologer og præster, at tilspørgslen ved dåben med forsagelsen og trosbekendelsen: forsager du …, tror du …, kunne risikere at gøre troen til en menneskelig præstation i en eller anden forstand. For Grundtvig var det modsatte tilfældet. Ved tilspørgsel og ja-svar opretter Gud sin pagt med et menneske, og netop den pagt gør det tindrende klart, at troen er en gave.

Aarhus-teologen Regin Prenter, der var dybt inspireret af Grundtvig, udgav i 1955 sin store “dogmatik”, Skabelse og Genløsning. I den såkaldte prolegomena, en slags indledning, § 5, bruges pagtstanken til at formulere en åbenbaringsforståelse og et skriftsyn. Prenter skriver: “Åbenbaringshistorien som pagtshistorie … er kun åbenbar for den tro, der modtager de historiske begivenheder, hvorigennem Gud øver sine frelsende gerninger, som Guds uforskyldte gave.” Den tro, der er tale om, er “ganske enkelt den lydige modtagelse af frelsens uforskyldte gave, som tilbydes i pagtens ord.” … “Denne tro er identisk med eksistensen i pagten, hvis historie de tre guddommelige navne betegner.”

Det er sandsynligt, at det er i Grundtvigs store digt Kristenhedens Syvstjerne, nemlig i passagerne om “ordet og troen”, at Prenter har lært om sammenhængen mellem ordet og troen.

Eksistensen i pagten er et andet udtryk for troen. Prenter Skriver: “i dåbens bekendelse træder Gud med pagtens historie personligt hen til hver enkelt og spørger: “Vil du modtage denne pagt, som jeg nu åbner for dig?” Dette er kernen i den “kirkelige anskuelse”. Dermed peger Prenter på en meget vigtig og for mig indlysende og uomgængelig pointe, som netop findes i Syvstjernens forståelse af “ordet og troen”.

Den måde, hvorpå Prenter sammentænker Grundtvigs kirkelige anskuelse med åbenbaringsforståelsen og skriftsynet, er original. Vi er stadig § 5 i dogmatikkens prolegomena. Han skriver, at “der er en uløselig sammenhæng mellem åbenbaring og tro, mellem pagtshistorie og pagtslydighed. … I Grundtvigs “kirkelige anskuelse” er denne sammenhæng mellem pagtens historie og eksistensen i pagten erkendt så klart som få andre steder i protestantisk tænkning.”

Udtrykkene “pagtens historie” og “eksistensen i pagten” er originale. De benyttes netop, fordi formålet er at grundlægge åbenbaringssynet og skriftsynet i dåbspagten. Den uopløselige sammenhæng mellem “pagtens historie” og “eksistensen i pagten” er dét, som det kommer an på. Det er Grundtvig inde på utallige steder i sine skrifter. Jeg har for nylig læst Syvstjernen. Derfor citerer jeg fra den. Ordet og troen hører sammen som mand og hustru i ægteskabet:

Ja, fra Nebo-Bjergets Tinde
Luther syned Herrens Land,
Saae hans Ark og Flod derinde,
Leiret mellem Flod og Strand,
Saae, at dér i Ægtestanden
Aanden vied til hinanden
Smukt Guds Ord og Hjertets Tro!

(Kristenhedens Syvstjerne Tysker-Menigheden, strofe 24)

Endnu stærkere udtrykkes den samme tanke i Strofe 103, hvor der gøres den tilføjelse, at sammenhængen mellem ordet og troen faktisk bunder i dåben. Ordet, som troen er uløseligt knyttet til er, dåbspagtens ord:

Thi oplyst er Hjerte-Øjet,
Seer, at Herren ved sit Bad
Ord og Tro har sammenføiet
Til ei meer at skilles ad,
Og velsignet tusind Gange,
Til ved Aanden at undfange
Herlighedens Barne-Haab!

Sådan hænger det hele sammen hos Grundtvig – og hos Prenter. Soteriologien (synet på frelsen) hænger sammen med åbenbaringssynet og skriftsynet. Og i frelsens sag er det afgørende vigtigt, at ordet og troen hænger sammen. Ordet er ikke til uden troen, og troen er ikke til uden ordet.

Det er klart, at dette har betydning for den løbende debat om dåbsritualet. Hvis man er tilhænger af den kirkelige anskuelse, vil man naturligt vende sig imod alle forsøg på at få afskaffet “tilspørgslen” ved dåben, forstået som Herrens mægtige ord til den, der døbes. At den kirkelige anskuelse også har betydning for prædikenens indhold siger sig selv.

Det skal understreges, at dette syn kan opretholdes uafhængigt af det dogmatisk-grundtvigianske syn, der var meget udbredt blandt kirkelige grundtvigianere langt op i 1930’erne, nemlig at Den apostolske Trosbekendelse i den form, vi kender den, historisk går tilbage til Kristus selv. At den altså i den forstand skulle være “ordet af Vorherres egen mund”. Men det er ikke pointen i Grundtvigs kirkelige anskuelse.

Endelig lidt om en indsigt, som Prenter henter ud af Grundtvigs kirkelige anskuelse. Jeg mener ikke, det er overdrevet at kalde Grundtvigs kirkelige anskuelse en reformation. En reformation indenfor den lutherske kirke, men helt klart en reformation, en fornyelse af kirken. Prenter bruger ikke dette ord i paragraf 5 i “Skabelse og genløsning”, men der er en tydelig kritik af udviklingen op gennem den lutherske ortodoksi og pietismen, der kulminerede med Kierkegaards eksistenstænkning. Han medgiver, at der er et moment af sandhed i talen om den kristelige erkendelses eksistentielle karakter. Sandhedsmomentet er “at åbenbaringshistorien eller pagtshistorien … kun er åbenbar for troen, som står i pagten, og ikke for almindelig iagttagelse.”

Problemet, som vi stadig trækkes med, er, at der – sagt med jævne ord, er sket en adskillelse i noget objektivt og noget subjektivt. Det objektive er kristendommen, der som noget objektivt bliver en slags verdensanskuelse, der er noget foreliggende, som, bevares, ikke skal ændres, og som hin enkelte kan tilslutte sig gennem troen. Derved bliver troen noget, som mennesket “lægger til” pagtens objektive kendsgerning, der er givet af Gud. Og vupti er evangeliet blevet til en lov og troen til en menneskelig præstation. Og dermed er kristendommen netop blevet ændret. Således min korte gengivelse af ræsonnementet på s. 56-58 i “Skabelse og genløsning”. Læs selv!

Det, som Prenter krediterer Grundtvig for, er, at han insisterer på troens afhængighed af Herrens LEVENDE ord, livsordet ved dåben. Derved er han i stand til at fastholde troen som GAVE i absolut forstand. Dette i modsætning til den protestantiske skriftteologi, der adskiller troen fra Herrens levende ord.

Hvis der skulle være et problem med trosbekendelsen med hensyn til at gøre troen til en menneskelig præstation, så er det ikke i trosbekendelsens spørgende form ved dåben, problemet ligger, men snarere i den fremsættende form i gudstjenesten. Dér kunne troen lettere opfattes som en menneskelig præstation: VI TROR på – og så en række led, som selvfølgelig godt kan volde den menneskelige fornuft vanskeligheder. Derfor introducerede Prenter i gudstjenesten trosbekendelsen med ordene: “Lad os bekende vor kristne tro I DÅBSPAGTEN.” Nemlig som stående i den tro, der er GIVET os af Herren i dåben. Jeg har ikke haft et personligt forhold til Prenter. Jeg hørte det i en radiotransmitteret gudstjeneste; så vidt jeg husker, var det hans afskedsgudstjeneste i Branderup, som jeg hørte i radioen.

Det var og er i sandhed en mageløs opdagelse,

… at Herren ved sit Bad
Ord og Tro har sammenføiet
Til ei meer at skilles ad,
Og velsignet tusind Gange,
Til ved Aanden at undfange
Herlighedens Barne-Haab!

Herved er evangeliet atter kommet til at skinne klart i mørket.

Jeg huskede faktisk ikke, at Prenter skriver om dette i Skabelse og genløsning, før jeg for nylig genlæste dele af bogen. Men det er for mig en indlysende sandhed, som ikke forældes. Vejen er for mig gået over Grundtvig og derefter tilbage til et godt gensyn med Prenter.

Villy Klit-Johansen, den 8. november 2024.

Artiklen er trykt i “Præsten”, 8. november 2024

Mange gode og uden tvivl velmenende præster og teologer, vel især i og omkring Tidehverv og Indre Mission, holder i den løbende debat om dåbsritualet energisk på, at der ikke må ske ændringer i ritualet. Må det være tilladt ganske stilfærdigt at minde disse præster og teologer om, at de med deres kamp mod ændringer kommer til at forsvare de ændringer, som gradvis er indført, og ikke mindst de drastiske ændringer, der blev indført med ritualet af 1912. Ændringer, som vi stadig lever med.

Her skal blot nævnes flytningen af fredshilsenen “Fred være med dig”. Indtil 1912 stod fredshilsenen som et af de centrale led. Rækkefølgen var:

Dåbspagten,
vanddåben med døbeordene (Jeg døber dig osv.),
bekræftelsen og forbønnen (Den almægtige Gud osv.),
fredshilsenen (med håndspålæggelse!), der altså var et centralt led i dåben.

I 1912 blev fredshilsenen sammen med Fadervor forvist fra dåbens kerne af Herrens levende ord til en plads efter dåben. Sådan noget har altid konsekvenser, for rækkefølgen af leddene har betydning. Leddene får deres betydning fra de omgivende led. Derom en anden gang.

For fredshilsenens vedkommende har konsekvensen været, at den har mistet sin vægt i sammenhængen, så den nu ofte simpelthen udelades. Det oplever vi jævnligt, f.eks. var det tilfældet ved en gudstjeneste med dåb i Roskilde Domkirke, som vi deltog i tidligere i år.

Grundtvig betragtede fredshilsenen som hørende med til dåbens væsen. Det argumenterer han for i “Daaben efter Christi Indstiftelse” (Udvalgte Skrifter bd. 8 s. 424). Fredshilsenens store betydning fremgår af, at den var den velsignelse, som den opstandne Herre hilste disciplene med, da han kom til dem påskesøndag om aftenen, da de var samlet og af frygt sad bag låste døre. Indtil reformationen var “Fred være med dig” den eneste velsignelse, der lød i gudstjenesten. Den er for kristne simpelthen Herrens velsignelse.

Her et par citater af Grundtvig:

“At nu dette “Fred være med dig” er et Ord af Herrens egen Mund, fristes Ingen til at betvivle, da det, efter Apostelen Johannes Vidnesbyrd, var den Velsignelse, hvormed Han efter Opstandelsen indtraadte blandt sine Apostler, men et andet og vigtigt Spørgsmaal er det vist nok, om Han ved Daabens Indstiftelse forordnede, at det i hans Navn skulle siges til alle de døbte.” Det var Grundtvig næppe i tvivl om. Og i hvert fald:

“At det nu ogsaa er af den høieste Vigtighed, at dette Ord, som giver den Troende “Herrens Fred”, lyder ved Daaben, det føle vi, naar vi i dette Ord af Herrens egen Mund tilegne os “den evige Velsignelse …” (Min fremhævelse).

Det afgørende er, at fred ikke er et fromt ønske, som præsten udtaler ved den højtidelige handling, nej, det er det Kristi levende ord, der rummer, nej giver, alt det, som han, Guds Søn er kommet med til os: Syndernes forladelse og adgangen til sammen med Ham at gå ind i Guds rige. Fredshilsenen giver det, som ordet lyder på. Den velsignelse har ingen lov til at udelade ved dåben.

Dertil kommer, at mange af Grundtvigs salmer med denne ændring, som de “konservative” forsvarer, bliver uforståelige, for det er velkendt, at en lang række af den gamles salmer knytter direkte til ved dåbsritualet. Nogle få eksempler:

“Hvad sagde vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet “Fred være med dig”?
(Slbg 44, 2)

Fred er kirkens velkomstord
og farvel på denne jord;
i vor dåb det til os lød,
skal genlyde i vor død:
(Slbg. 426, 2)

Det fredens ord ved dåbens bad
den bange sjæl gør barneglad,
(Slbg. 676, 4)

Gudskelov for dåbens pagt,
ens med alle døbte!
Herrens ord i mund os lagt,
det er intet løfte,
det er sandhed, liv og ånd,
det er enighedens bånd
mellem jord og himmel!

Aksler vi Guds milde åg,
skænker han os freden,
skriver ind i livets bog
os til saligheden,
(Sangværk femte bind nr. 274, 1-2)

“Guds milde åg”, som vi kan tage på os, er dåbspagten. Når vi svarer ja til dåbspagtens ord, skænker han os straks freden.

Grundtvig mente, at vi ikke kan være omhyggelige nok med ordene ved dåben. Det kunne vi godt lære af i dag.

Villy Klit-Johansen, 3. oktober 2024

Hvad kan vi gøre? Og hvad kan vi ikke gøre?

“så lidt som dit ord,
så lidt kan dit kor,
dit syngende folk, gå til grunde.” (DDS 652, 3. strofe).

Det er Grundtvig, der lærer os at synge sådan i den elskede salme “Vor Herre! Til dig må jeg ty”.

Vi kan til en begyndelse slå fast, at den kristne menighed altså er et syngende folk. Det behøver vi ikke bruge tid på at dokumentere. Men i praksis står det i vore dage i mange kirker sløjt til med menighedens sang.

Hvordan kan det være? Og hvad kan der gøres for at få sangen til at fylde kirkens rum? Disse spørgsmål diskuteres jævnligt i aviser og blade og mand og mand imellem.

En af grundene til, at sangen ofte ikke rigtig klinger i kirken, er, at mange simpelthen er holdt op med at synge. Eller aldrig er kommet i gang med at synge. Den systematiske oplæring i at synge de almindeligste salmer og danske sange, som de ældre blandt os fik gennem folkeskolens ugentlige sangtime og den daglige morgensang, praktiseres næppe i mange skoler i dag.

Og når man ikke synger, mister man evnen til at synge. Hvis man aldrig går, mister man jo også med tiden evnen til at gå. De relevante muskler svinder simpelthen ind. Og det kan ske ret hurtigt.

Hvad kan der gøres for at højne sangen i kirken? Der gøres allerede meget, rigtig meget. Tænk på de mange både børnekor og voksenkor, der er oprettet de seneste årtier.

Her skal nævnes nogle få konkrete tiltag, der kunne iværksættes uden stort besvær.

1. Organister kunne indbyde vidt og bredt til at møde op i kirken en halv time eller tre kvarter, før gudstjenesten begynder. Hvis der den pågældende søndag skal synges en mindre kendt salme, er der en chance for at lære den, så flere kan synge med under gudstjenesten.

2. Men især må øvelsen gå ud på simpelthen at give mennesker mod til at synge. Mange synes jo, det er flovt at synge; de synes, det er at skabe sig. Det kan en pædagogisk set dygtig organist godt gøre noget ved. Vi må på en god måde få dem til at komme, som enten tror, de ikke kan synge, eller synes, det er flovt at synge.

3. Man burde alvorligt overveje korets forhold til menighedssangen. I større bykirker er der et kor af mere eller mindre professionelle sangere, der glæder menigheden med de sange, de undertiden synger som gudstjenestens indgangsmusik (introitus), og den motet, de synger hver søndag efter prædikenen og den eller de stykker, de synger under altergangen. Det er selvfølgelig et stort gode.

Men altså, korets forhold til salmesangen. I princippet er det menigheden, der synger salmerne. Orglet og koret er til for at ledsage og støtte menighedens sang, ikke at erstatte den. I “gamle dage” var der en kirkesanger, der befandt sig på gulvet sammen med menigheden. Netop fordi hans opgave var at lede menigheden i sangen. Nu har vi i mange bykirker ikke en kirkesanger, men så kunne koret under salmesangen flyttes fra orgelpulpituret ned på gulvet og fordeles rundt omkring i kirken mellem de andre medlemmer af menigheden og således udfylde den funktion, som kirkesangeren tidligere havde. Det kunne styrke menighedssangen.

4. Præster og organister burde betænke, at menigheden slet ikke kender så mange salmer, som de selv gør. Repertoiret af salmer kan med fordel indskrænkes. Det er ikke fremmende for sangen at belemre menigheden med alt for mange mindre kendte salmer. Tænk på, at folk skal have lov til at synge de salmer, som de kender og elsker. Der må kun være en enkelt ny eller mindre kendt gammel salme ved hver gudstjeneste.

5. Og hvad melodierne angår, bør repertoiret også indskrænkes. Det er ikke et godt princip, at salmer skal synges på “den originale melodi”. Hvis den originale melodi er enten for lidt kendt eller for svær at synge, går der ikke noget af præst og organist ved at vælge den mere kendte melodi, der næsten altid findes som en valgmulighed. Der må ikke stilles for store krav til menigheden. Den skal gerne kunne følge med.

———

Til sidst: Der er utvivlsomt mange ting, der er overset i disse overvejelser, men det vigtigste af alt skal nævnes. Den kristne menighed er et syngende folk, fordi den har en grund til at synge. Hemmeligheden ved menigheder, der synger af karsken bælg, er, at de har en grund til at synge. Sådan var det i Grundtvigs Vartov, der blev vidt berømt for sangen. Og sådan har jeg selv haft den store glæde at opleve det i en menighed, jeg var præst for i Elling-Strandby ved Frederikshavn. Sangen kom fra hjertet. Hjertet måtte udtrykke sin taknemmelighed til Gud netop i sang. De har sikkert ikke haft smukke sangstemmer alle sammen, men det, som hjertet rummede, måtte ud.

Guds Ord og Ånd havde fornyet hjerterne. Det er noget, vi ikke selv kan gøre, det kan kun Gud. Menigheden vidste, at Herren Jesus selv var til stede som dens liv, dens håb og glæde. “Du blandt vore lovsange bor”.

I får lige hele den 3. strofe af salmen:

“Du er i det hellige ord,
du gav os i hjerter og munde,
du blandt vore lovsange bor
som røsten blandt fugle i lunde;
så lidt som dit ord,
så lidt kan dit kor,
dit syngende folk, gå til grunde.”

—————-

Til allersidst:

At menighedssangen har spillet en stor rolle i den kristne kirke lige fra begyndelsen, fremgår af, at Jesus sang skærtorsdag aften sammen med sine disciple (Matt. 26,30), ligesom Paulus formaner menigheden i Kolossæ til at undervise og formane hinanden “med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.” (Kol. 3,16). For nu bare at nævne et par eksempler fra Bibelen.

Ordene fra Kolossenserbrevet viser, at de kristne sang, fordi de havde noget at synge om. Sangen kom fra hjertet, der måtte udtrykke sin taknemmelighed til Gud netop i sang.

Villy Klit-Johansen, 24. juli 2024

MED NÅDEN I FAVN
Dåbens teologiske baggrund og betydning
Redigeret af Sasja Emilie Mathiasen Stopa og Rasmus H.C. Dreyer
Fønix 2024, Palmeserien #25, 385 sider

Forlaget Fønix fortjener stor anerkendelse for tre udgivelser med relevans for kommissionsarbejdet om dåben:

1. Christian Thodbergs Dåben og dåbsritualets historie, Palmeserien 2, Tidsskriftet Fønix 2017,                                                                                                               2. Regin Prenter: Kritik, tro og erkendelse, Samlede artikler fra Fønix, Palmeserien #23, 2023                                                                                               3. og nu den bog, der skal omtales her.

Bogens titel er en salmestump fra “Sov sødt barnlille” af Grundtvig. Grundtvig er da også til stede – mere eller mindre – i flere af de ti artikler af ni forskellige forfattere, af hvilke de syv er universitetsansatte, altså lærde teologer. De øvrige to er på udgivelsestidspunktet henholdsvis sognepræst (Kristoffer Garne) og forlægger, foredragsholder og patristiker (Johannes Aakjær Steenbuch). De to er i øvrigt bestemt ikke ulærde.

Til trods for, at Grundtvig nævnes mange gange, må det beklages, at han er noget stedmoderligt behandlet. Burde bogen ikke have haft en artikel med en dyb redegørelse for Grundtvigs dåbspagtsteologi? Grundtvigs arbejde med dåben er dog det mest afgørende, der på det område er præsteret siden reformationen.

Nuvel, denne bog bør anskaffes (og læses!) af enhver præst i Den Danske Folkekirke. Man behøver ikke læse den ud i ét, for den er en antologi. Artiklerne, der er ordnet kirkehistorisk-kronologisk, kan læses uafhængigt af hinanden, og der er en del overlapninger. 

Der er tre indsigtsfulde artikler om dåben i oldkirken af Nils Arne Pedersen, Johannes Aakjær Steenbuch og Maria Munkholt Christensen. Middelalderen tager Nils Holger Petersen sig af. Reformationstidens dåbsteologi behandles af Sasja Emilie Mathiasen Stopa, Christine Svinth-Værge Pôder og Rasmus H.C. Dreyer.

Det er umuligt på den begrænsede plads at gå nærmere ind på alle artiklerne. Men det skal nævnes, at redaktørerne dristigt har ladet antologien både begynde og slutte med en artikel af religionshistorikeren Anders Klostergaard Petersen. De to tekster er ret svært tilgængelige, så det kan anbefales at begynde læsningen andetsteds i bogen. Jeg læser Klostergaards artikler som en apologi for religionen mod den moderne ateisme. Det aktuelle arbejde med dåbsritualet kaster de derimod ikke lys over.

Stopas bidrag, “At drukne i Guds nåde: Dåbens tillidsvækkende pagt hos Luther, Grundtvig og i dag”, rummer mange vigtige indsigter. Vinklingen er præget af, at forfatteren ikke er kirkehistoriker, men systematisk teolog. Forståelsen af troen som tillid er meget frugtbar. Programmatisk hedder det: “Mit bidrag … tager udgangspunkt i en analyse af Luthers forståelse af dåben som begyndelsen på et livsforandrende tillidsforhold mellem Gud og menneske, der hviler på Guds frelsesløfte og har afgørende konsekvenser for fællesskabet”. (s. 199).

Med udgangspunkt i dåbsforståelsen hos Luther og Grundtvig vil Stopa give sit bud på, “hvordan vi i dag kan fortolke og forkynde dåben som et livsnødvendigt ritual, der imødegår (skal vel forstås som “imødekommer”) en almenmenneskelig erfaring af livets tvetydighed …” (s. 199). Det er et frugtbart synspunkt, der kan give inspiration til præstens prædiken.

Stopas artikel giver også anledning til at stille nogle kritiske spørgsmål og fremkomme med indvendinger. Hun skriver, at “Grundtvig var opdraget i et pietistisk præget præstehjem, og hans opgør med rationalismens skriftteologi har sine rødder plantet i pietismens betoning af det levende, åndsbårne forhold mellem Jesus og den troende, der beskytter mod synd.” (s. 220).

Hvordan vil Stopa begrunde påstanden om, at Grundtvigs barndomshjem var pietistisk præget? Der henvises ikke til kilder, der bekræfter dette. Hidtil er Grundtvigs hjem i litteraturen om Grundtvig og i Grundtvigs egne tekster da også blevet beskrevet som gammeldags luthersk.

Også det med, at Grundtvigs opgør med “rationalismens skriftteologi” skulle have sine rødder plantet i pietismens betoning af det levende, åndsbårne forhold mellem Jesus og den troende, savner belæg. Intet tyder på, at Grundtvig var inspireret af pietistisk teologi. I årene 1824-25, da han gjorde sin mageløse opdagelse,kendte han ikke engang Brorsons salmer. Hans mageløse opdagelse lader sig da også bedst forstå uden pietismen. Det, der kendetegner pietismen, er ikke mindst, at den lægger vægt på omvendelsen i konfirmationsalderen eller i voksen alder. Omvendelsen må følge efter barnedåben. Men sådan så Grundtvig ikke på det. For ham var omvendelsen og troen givet med dåben, hvad betyder et ja til forsagelsen og troen ellers? Troen var netop givet som en gave i absolut forstand. Stopas tese om en pietistisk baggrund er derfor uforståelig.

Endelig vil jeg nævne sætningen på s. 229: “Eftersom dåben i den evangelisk-lutherske kirke er en barnedåb, svarer ritualet på forældrenes konkrete erfaring af at få et barn”. Det kan være rigtigt nok i de tilfælde, hvor den, der døbes, er et spædbarn, og det er stadig de fleste. Men er det en holdbar påstand, at dåben i den evangelisk-lutherske kirke er barnedåb? Hvad begrundes den påstand med? Den kan i det mindste ikke underbygges med vort rituals udgangspunkt i Luthers dåbsritual af 1526. Jeg behandlet spørgsmålet i artiklen “To slags dåb – en for børn og en anden for voksne?”: To slags dåb – en for børn og en anden for voksne? – Godtfred Grønningers Blog (klit-johansen.dk).

Rasmus H.C. Dreyers ”Reformation af dåben: Kirkehistorisk lys på Luther, Zwingli og døbernes debat om dåben” kan stærkt anbefales. Den udmærker sig ved en klar fremstilling og en god sans for, hvad der er væsentligt. Den kan man med fordel læse først.

Til sidst: Den smukkeste blomst i denne brogede buket er for denne anmelder Kristoffer Garnes “Folkekirkens dåbsritual og dåbssalmer”. Den er vigtig af flere grunde: For det første, fordi den beskæftiger sig med det konkrete, Folkekirkens dåbsritual, der diskuteres i disse år; for det andet fordi Garne har sæde i dåbskommissionen og endelig fordi forfatteren ikke lægger skjul på den grundtvigske inspiration. Et par citater viser dette: “Grundtvig sætter så at sige dåben i centrum for hele sin teologi”, “Grundtvig anskuer trosbekendelsen ved dåben som troens ord, hvori Gud henvender sig til os og slutter pagt med den, der døbes”, “Med Grundtvigs salmer er fadervor blevet understreget som en uadskillelig del af dåbsritualet” og endelig om selve ritualet: “Det skal i forlængelse af traditionen have en stram struktur koncentreret om de centrale led, og så kan salme og prædiken folde dåbens betydning ud.” Herfra kan der kun lyde et Amen!

Meget mere burde tages frem, men alting har en ende. Summa summarum: Køb straks denne bog – og læs den! Forfatterne fortjener det, og sagen fortjener en grundig debat. Det bidrager bogen til. Den kalder på både tilslutning og modsigelse. Og sådan må det være.

Villy Klit-Johansen, 2/7 2024

Overvejelse over dåbsritualet

Den siddende dåbskommissiion skal “overveje evt. behov for – og i givet fald komme med forslag til – supplerende bibelske tekstlæsninger (ud over de to nugældende), særligt til brug i forbindelse med dåb af unge og voksne, men også til dåb af børn. Herudover skal kommissionen vurdere, om de foreslåede læsninger skal være alternative eller supplerende til de allerede autoriserede tekster.”

Denne formulering synes at forudsætte, at man efter forgodtbefindende kan inkorporere forskellige bibeltekster i dåbsritualet. Men det er en farlig vej at betræde. Farlig, fordi dåben ikke bliver sakramente (frelsesmiddel) i kraft af nok så gode bibeltekster. Genfødelsens bad ved Den Helligånd bliver dåben kun i kraft af Herrens indstiftelse. Og farlig at betræde er den vej, også fordi formuleringen i kommissioriet meget let leder til den opfattelse, at der er to slags dåb, en for børn og en anden for voksne. Men der er kun én dåb, for der er kun en vej til frelse, nemlig troen på og bekendelsen til Jesus som Kristus og Guds Søn. Netop den tro og den bekendelse, som Herren selv giver os i dåben. Lad det allerede være sagt, at det er det afgørende argument for, at vi skal ét og kun ét dåbsritual.

Er Luthers ritual 1526 et gennemtænkt barnedåbsritual?

Jeg må først slå fast, at Thodbergs bog “Dåben og dåbsritualets historie”, Forlaget Fønix 2017, ikke er til at komme uden om, når dåbsritualet skal diskuteres. Bogen er en frugt af årtiers arbejde i universitetssammenhæng med dette vigtige emne.

Det er meget fortjenstfuldt, at Thodberg lagde vægt på, at udgangspunktet i dansk sammenhæng er Luthers dåbsritual af 1526. Hans analyse af udviklingen fra reformationen op til vore dage fører til denne konklusion: “Højdepunktet i udvandingen af det lutherske dåbsritual (nåedes) i og med Peder Madsens 1912-ritual.” (s. 207). Da det nyeste autoriserede ritual af 1992 stort set er identisk med 1912-ritualet, gælder Thodbergs vurdering også 1992. Det store lyspunkt i historien er for Thodberg som for undertegnede Grundtvigs store og originale arbejde med dåben med udgangspunkt i hans “mageløse opdagelse”.

Thodbergs bog er god at få forstand af. Alligevel er der et og andet i bogen, som der kan sættes spørgsmålstegn ved. Er det for eksempel rigtigt, når Thodberg hævder, at “Det enestående ved Luthers dåbsritual var, at det var et gennemtænkt barnedåbsritual”? Det vil jeg forsøge at vise, ikke er tilfældet. Ikke at Thodberg i og for sig lægger op til, at der er to slags dåb, men der er alligevel noget i hans fremstilling, der trækker i den retning. Jeg tænker netop på den påstand, at Luthers ritual er et barnedåbsritual, og på det forslag til indledende bøn, som Thodberg præsenterer i bogen.

I Luthers ritual tales der ganske vist flere steder om “barnet”:

(Jeg citerer fra Die Bekenntnisschriften der Evangelisch-lutherischen Kirche, Göttingen, Vandenhoeck und Rupricht 1967). (Min oversættelse).

1. Så skal præsten lægge sine hænder på barnets (tysk: Kinds) hoved og bede Fadervor.” (s. 540)

2. Derefter skal man føre barnet (das Kindlin) til dåben.” (s. 540).

3. “Dernæst lader præsten barnet (Das Kind) forsage Djævelen ved dets faddere (seine Paten)” (s. 540).

4. “Så tager han barnet og dypper det i dåben.” (s. 540).

5. “Så skal fadderne holde barnet i dåben, og præsten siger … “Den almægtige Gud og Vor Herres Jesu Kristi Fader …”” (s. 541).

Som sagt tales der faktisk om “barnet”. Men det betyder ikke, at Luthers ritual er et særligt barnedåbsritual. Omtalen af barnet afspejler blot den kendsgerning, at dåb på Luthers tid af forskellige grunde normalt var barnedåb. Man bør lægge mærke til, at omtalen af “barnet” udelukkende forekommer i regi-bemærkningerne (foruden en enkelt gang i fortalen), ikke i selve ritualet.

Ritualet er i sig selv ganske tydeligt en døbeformel, der kan bruges, og er tænkt anvendt, både ved dåb af børn og af voksne. Nogle træk, der viser dette:

1. “O almægtige, evige Gud, Vor Herres Jesu Kristi Fader, jeg anråber dig over denne din tjener N., der beder om din dåbs gave …” (s. 538).

2. Efter henvisningen til Jesu løfte, “bed, så skal I få o.s.v.): “så ræk nu det gode (das Gut) til den, der beder …” (s. 538).

3. I “syndflodsbønnen: “vi beder dig ved samme din grundløse barmhjertighed, at du vil se i nåde til denne N og saliggøre ham med en ret tro i Ånden …” (s. 539).

4. Tilspørgslen med forsagelsen og troen: “Forsager du Djævelen?… JA. Tror du på Gud …? JA (s. 540).

5. “Vil du døbes?” JA. (s. 540).

Som det fremgår, er der intet i selve ritualet, der antyder, at det skulle være et særligt barnedåbsritual. Den, der døbes, er en, der beder. Dåbskanditaden er en, som Gud kan give troen. Og han/hun er en, der personligt bliver spurgt om forsagelsen og troen. Det er ganske enkelt et dåbsritual. Der er i princippet ingen forskel på, om Gud i dåben opretter sin nådepagt med at barn eller en voksen, eller for den sags skyld med en mentalt retarderet.

Det betyder selvfølgelig, at tro er noget andet, end hvad man i vore dage sædvanlig forstår ved tro. I dag kan man ikke tænke tro uden subjektiv bevidsthed og evne til at beslutte og træffe afgørelse, men det var ikke sådan, apostlene og især Jesus talte om tro. Luther og Grundtvig tænkte heller ikke i den forstand “moderne” om troen.

Problemet i det nuværende dåbsritual er ikke, at det er for svært at forstå. Problemet er ikke engang af en slags, der kan afhjælpes ved indførelse af andre (evt. valgfrie) bibeltekster i dåbsritualet, som der lægges op til i dåbskommissionens kommissorium. Nej, problemet er, at det er kommet for langt bort fra udgangspunktet.

Christian Thodberg udtrykker i den omtalte bog forståelse for baptisternes påstande om folkekirkens “dåbsmagi”. (s. 209). Her kan der tænkes på flere af de ændringer i dåbsritualet, der er indført i tidens løb efter reformationen. Jeg bemærker den markante forskel på de indledende bønner i henholdsvis Luthers ritual og Peder Madsens bøn i det gældende ritual. Men mange andre tilsyneladende små ændringer, der er indført, trækker i samme uheldige retning.

Nu må tiden være inde til en “restituering af det gamle ritual til brug i vores tid”, mener Thodberg (s. 221-222). Dette ønske kan jeg tilslutte mig.

Som man vil kunne forstå, er jeg dog ikke enig med Thodberg i et og alt, f.eks. er det svært at forstå, at han ud fra sin (fejl)tolkning af Luthers ritual i sit forslag til indledende bøn gør dåben til et decideret barnedåbsritual.

Til gengæld bør det i høj grad påskønnes, at Thodberg havde et klart blik for, at indledningen til Luthers ritual er bøn. Det er en meget vigtig erkendelse med vide parspektiver. Indledningen kalder han med tilslutning til Richard Fangel “Bønnens forgård”. (Præsteforeningens Blad 1960/6-7, Thodberg s. 106). Ved formulering af en indledende bøn bør man dog være opmærksom på, at den er en del af dåbsritualet, og derfor skal den stemme med det, der er kernen i dåben.

Det samme gælder selvfølgelig de bibeltekster, der indgår i ritualet. De skal ikke forstyrre billedet, men understøtte ritualets kerne, som udelukker tanken om to slags dåb, en slags for børn og en anden for voksne. Ritualets indledning er ikke stedet til at lufte sin dåbsteologi, det er et sted til bøn.

Villy Klit-Johansen, 4. juni 2024

De, der kender mig, vil vide, at jeg er imod at give øget magt til EU. Ja, dybest set er jeg modstander af selve EU. Jeg respekterer dem, der – måske i virkeligheden uden at vide hvorfor – hylder denne store ide, den europæiske ide. Jeg respekterer dem og ideen så meget, at jeg argumenterer imod den. Det kan man kun gøre ud fra et helt grundlæggende syn på mennesket, folket og historien. Hvis modstanden er rent politisk eller ideologisk begrundet, smuldrer den hurtigt, som vi har set så mange gange.

Ideen bygger på et menneskesyn, der står i afgjort modsætning til det, vi kender fra den bibelske historie. Den bibelske historie er folkeslagenes historie fra først til sidst. Det begynder med babeltårnsmyten. Gud, der er historiens herre lader menneskeslægten dele sig i stadig flere folkeslag med hver sit sprog og ideelt set boende i hver sit land. Det er historiens naturlige gang, som enhver, der har læst historie, vil vide. I denne verden er menneskene konkrete; der findes ikke et abstrakt menneske. Der findes ikke et menneske, der ikke er præget af det folk, som det er født og opvokset i. Der findes ikke blot mennesker; der findes danske, tyske, franske o.s.v. mennesker. Det, der er fælles for alle mennesker, er, at de hører til et eller andet folk. For Grundtvig var Israels folk så at sige modellen.

I modsætning hertil har vi en falsk universalisme, som den franske. Den stammer fra den franske oplysningsfilosofi og den franske revolution, som ville afskaffe Gud og hans skabte verden og sætte den menneskelige fornuft i Guds sted. Fornuften er det for menneskene fælles, mente man. Ud fra den kan vi så at sige skabe en verden uden grænser og uden forskelle mellem mennesker.

Det er den ide, den franske republik bygger på, og det er den ide, EU-toppen vil bygge Den europæiske Union på. Ideen er, at de europæiske folk og lande skal sammensluttes i en stadig snævrere union. Grænserne skal forsvinde. Grænser er nemlig af det onde, mener de. Og det synspunkt er ved at være meget udbredt også i Danmark i næsten hele det politiske spektrum. Hver gang der er en krise af den ene eller anden slags, benytter EU-toppen lejligheden til at sætte fart på udviklingen hen imod én europæisk føderal stat. Det hele bygger på den falske franske universalisme. Ofte bliver den støttet af en lige så falsk kristelig universalisme af både katolsk og protestantisk farve.

Med den lutherske reformation kom bibelhistorien igen inden for synsfeltet. Det burde den komme igen.

Hvordan udmøntes den falske universalisme så i praksis? Jo, de politikere, vi vælger til EU-parlamentet, repræsenterer som bekendt ikke deres land, men politiske ideer eller interesser, der går på tværs af grænserne. Der kan ikke opstilles nationale partier til parlamentet. Det samme gælder kommissærerne. De er til for at fremme unionens interesser. En dansk kommissær repræsenterer altså ikke Danmark eller danske interesser, men udelukkende kommissionens. Og EU-domstolen – det er det samme. Den står i alle henseender over vore egne domstole. Tilmed er den en såkaldt aktivistisk domstol. Det vil sige, at den altid dømmer til fordel for unionsudviklingen.

EUs magt over vores land er ikke på nogen måde begrænset. Der er ikke det område af vores samfund, som EU ikke bestemmer over.

Hvordan skulle der kunne blive demokrati ud af den konstruktion? Den udhuler tværtimod folkestyret, og erstatter det ikke med noget, der kan kaldes demokrati, for demokrati, sådan som vi i dette land forstår det, er folkestyre. Men hvordan skulle der kunne være folkestyre uden et folk. Og et sådant findes ikke i EU. Der findes derimod mange folk. Det er endda vores lille verdensdels styrke, hvilket den store idés fortalere glemmer. Folkestyre forudsætter et folk, man kunne sige en fælles offentlighed, hvor fælles anliggender kan drøftes i en tillidsfuld atmosfære, fordi man grundlæggende forstår hinanden.

Kort sagt: EU er et luftkastel. Eller man kan roligt sige: Et babelstårn, et menneskeligt oprør mod den virkelige verden. Og desværre har EU jo skridt for skridt udviklet sig efter den plan, der er lagt fra begyndelsen, afvikling af nationalstaterne til fordel for en føderal stat. Det forsøges konsekvent nedtonet eller skjult af de danske politikere, der altid benytter udtrykket “det europæiske samarbejde”. Det er en eufemisme, der skal få nye tiltag til at glide ned.

Der bliver kaos uden EU, siger man. EU er et fredens projekt. Men man glemmer bare, at de steder, hvor der nu er krig eller for nylig har været krig, er de områder i Europa, hvor man har forsøgt sig med lignende unions-projekter. Først og fremmest Balkan og den sammenbrudte Sovjetunion. Eller for den sags skyld den noksom bekendte nordiske union, som Margrete I fik gennemført i sin tid. Den førte til en uendelig række af ødelæggende krige. Hvis EU ikke bliver standset i tide, ender det i kaos. Det er værd at overveje den kendsgerning, at freden i efterkrigstiden ikke blev sikret af EU, men af NATO.

Læren af historien burde være: NEJ til sammenslutning i en union, JA til samarbejde.

Uden samarbejde går det selvfølgelig ikke. Det siger sig selv.

Det er meget kort fortalt min argumentation mod EU.

P.S.

For en ordens skyld tilføjer jeg, at det ovenfor skrevne ikke er det kristne evangelium. Det, jeg her har skrevet, hører under det, som Grundtvig kaldte anskuelsen, den mosaisk-kristelige anskuelse. I den kristne tro gælder den ægte universalisme. Evangeliet er universelt, og i troen er der ingen forskel på mennesker. Men man kan ikke føre politik på evangeliet.

Villy Klit-Johansen, 26. april 2024