Dåbsritualet havde umådelig stor betydning for Grundtvig. Hans studier i ritualet og ikke mindst hans af dåbsritualet inspirerede salmer har æren for, at vi i Danmark har bevaret langt mere af det klassiske ritual end vore nabolande. Grundtvigs store indsats i denne sammenhæng er en konsekvens af hans dåbspagtsteologi, som jeg omfatter med varm interesse for ikke at sige stor begejstring. Hvilket vil være mange bekendt.
Den smukke og trøsterige salme ”Sov sødt barnlille” bliver man aldrig færdig med. Den står i afsnittet ”Trøst og fred”, men bruges i mange kirker som dåbssalme. Det giver god mening, eftersom dåben er det, der har givet Grundtvig ”skabelonen” til den.
I salmens fjerde strofe synger vi: ”et ord af Guds søn / er blevet til bøn”, og vi tænker måske: Ja det er klart, Fadervor er jo den bøn, Jesus lærte sine disciple, så den stammer oprindelig fra ham. Men nej, det er ikke en lidt kluntet måde at sige, at Fadervors ophavsmand er Jesus. Det ville også ligne Grundtvig dårligt. Ordene skal forstås ud fra sammenhængen. Der ligger meget mere i det end som så.
Hvis jeg nu et øjeblik ser bort fra salmens vidunderlige skønhed og analyserer lidt, så dukker der nemlig noget interessant op, som får én til at sige aha, nå sådan! så forstår jeg pludselig, hvad Grundtvig mener.
Sagen er den, at Grundtvig klæbede sig til dåbsritualet. Vel at mærke dåbsritualet, som det var dengang, før man i 1912 flyttede Fadervor hen efter vandøsningen.
I det gamle dåbsritual kom Fadervor umiddelbart efter ”børneevangeliet”, det med de velkendte ord: ”Lad de små børn komme til mig osv.” Den rækkefølge findes allerede i Luthers ”Taufbüchlein” og er sikkert meget ældre.
I Luthers ritual, som var den tradition, Grundtvig levede i, er det sådan: Børneevangeliet fra Markus slutter med ordene: ”Og [Jesus] tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Uden nogen snak fortsætter Luthers ritual: ”Så skal præsten lægge sine hænder på barnets hoved og bede Fadervor, mens fadderne knæler: Fadervor, du, som er i Himlene …”
Fadervor er altså simpelthen et ord, talt af Vor Herre Jesus selv til dåbsbarnet. Hans velsignelsesord dengang, da han i landet øst for Jordan (Markus 10) lagde hænderne på de små børn, kender vi ikke, men nu ved dåben siger han Fadervor til den, der døbes. Det skal forstås sådan, at nok er det præsten, der siger Fadervor, men i virkeligheden lægger han blot stemme til.
Grundtvig er ikke i tvivl om, at Vor Herre Jesus virkelig står usynlig ved siden af, og det er ham, der taler. ”Et ord af Guds Søn er blevet til bøn” betyder altså ikke sådan i al almindelighed, at Fadervor som bekendt er Herrens bøn. Nej, ud fra sammenhængen har det en præcis og specifik betydning. Fadervor er Herrens eget ord i dette øjeblik, talt personligt til den, der skal døbes. Og ved at sige Fadervor til den, der døbes, tager han denne med ind i sit eget barneforhold til sin himmelske Fader. Nu kan vi sige Far til den almægtige skaber og leve i barnets tillid til ham.
Fadervor er altså Guds ord, før det er vores ord. Derfor kalder Grundtvig i verset forud Fadervor for ”det lille Guds ord”. Det er ellers dåbspagten, han plejer at kalde “det lille ord af Herrens egen mund”, men her er det Fadervor. Og bønnen er nok det lille Guds ord i sammenligning med dåbspagten, der så bliver det store.
Hvor er det en skam, at den sammenhæng er gået tabt med flytningen af Fadervor i 1912-ritualet. Man kan ikke ændre de enkelte leds rækkefølge uden at gribe dybt ind i og ændre dåbsteologien.
Vi har den rest tilbage af den gamle sammenhæng, at præsten stadig skal lægge hånden på barnets hoved, mens han siger Fadervor, men det undlader flere og flere præster at gøre, vel netop fordi de ikke har mulighed for at se sammenhængen, som altså er, at Fadervor er Herrens eget ord, der bliver sagt til os ved døbefonten, ligesom Jesus engang for et par tusinde år siden lagde hænderne på børnene og velsignede dem med ord, som vi altså ikke kender.
Og når det anfægtede Guds-barn senere i livet beder Fadervor, omfavner Guds engle i Himlen det lille Guds-ord med glæde.
”De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
Et ord af Guds Søn
Er blevet til bøn.”
Jordklimpen er mennesket. Det er stort, at Guds Søns ord er blevet vores, så det kan blive til bøn på vores tunge. Vi kan sammen med Guds Søn tale til Vor Far i Himlen. Det er så stort, at Guds engle i Himlen jubler over det!
Villy Klit-Johansen 22. februar 2021