Troen og dåben forene

Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben forene.

Der er en svaghed i den lutherske tradition. Den kommer af, at troen og dåben ikke forenes, men skilles ad. Jeg mener ikke, at det svarer til Luthers hensigt, men sådan har det udviklet sig.

Lutherdommen oscillerer til stadighed mellem noget, der ligger meget tæt på det katolske, nærmest magiske, syn og et syn, der slet ikke mener, at dåben er genfødelsens bad ved Helligånden.

Det kommer som sagt af, at man ikke forener troen og dåben. Herved tænkes ikke på dåbsritualet, for det er stort set bevaret uskadt, men der tænkes på det, der har været i teologernes hoveder og munde.

Først med Grundtvig er denne svaghed blevet overvundet. At vi “under kors med ærlig hu / troen og dåben forene” betyder, at vi holder fast ved troens ord ved dåben. Troen er givet i dåben. Ordene har hos Grundtvig nemlig altid en præcis betydning.

“Troen” er både troens ord ved dåben og troen i hjertet. Først ordet og så troen. Troen i hjertet er nemlig helt afhængig af troens ord. Hvis troen løsrives fra dåben, går den på egen hånd og ender i menneskeværk. Eller den dør hen.

Gud ske tak for Grundtvig, som lærte os at forene troen og dåben – under kors med ærlig hu. Som i dåbsritualet, således også i hovederne og i hjerterne og i livet.

Hvor blev Grundtvig af i dåbsdebatten?

Det af biskopperne nedsatte fagudvalg om dåben og nadveren har barslet med en stor rapport og med to små hefter. Det ene af dem, “Dåben kort fortalt”, giver anledning til nedenstående refleksioner.

Først får vi i heftet en både teologisk og pædagogisk set glimrende indføring i Martin Luthers dåbsteologi. Derefter følger dåbsritualets led og en forklaring af disses indhold. Hensigten er, “at pege på, hvor og hvordan de motiver, der ligger i dåben evangelisk luthersk, kan komme til udfoldelse i et dåbsritual.” Den mulighed holdes åben, at dåbsritualet eventuelt kan ændres med Luthers teologi som målestok.

Det er problematisk, at teologien bliver tildelt højere rang end dåbsritualet. Selvfølgelig tillægger vi Luthers teologi stor værdi, men dåben bygger ikke på Luthers teologi. En gennemgang af dåben burde i stedet tage udgangspunkt i dåbsritualets bærende og altså nødvendige elementer, således som Christian Thodberg i forlængelse af Grundtvigs indsats gjorde det i sit store arbejde med dåbsritualets historie.

Luthers store reformatoriske opdagelse var “retfærdiggørelsen ved troen alene”. Den fik ham ikke til at ændre dåben, men han kom til at se den i et nyt lys. Hans nye erkendelse var, at det, der gør dåben til genfødelsens bad, ikke er vandet, “men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” (Lille Katekismus).

Det var en vigtig indsigt, Luther nåede frem til. Dåben kunne nu forstås som evangelium, som den ultimative trøst over for de magter, der truer os: synden, Guds lov, døden og Djævelen. Desværre nåede Luther aldrig, så vidt det ses, frem til en klar erkendelse af, hvad dette Guds ord i dåben så er, helt konkret. Han henviste i tidens løb til forskellige ord fra Bibelen, men mærkeligt nok ord, der ikke var en del af det oprindelige i dåbsritualet.

Til trods for, at evangeliet med den lutherske reformation kom til at skinne klart, er der grund til at være opmærksom på denne svaghed i den lutherske tradition. Selv hvor man med Luther har fastholdt, at dåben er et (engangs)sakramente, altså et nådemiddel, hvorigennem Gud skænker frelsen til mennesket, har den manglende bevidsthed om dåbens ord medført angst og usikkerhed. For man siger: Dåben er Guds handling, men vi skal jo tro på den, ellers frelser den ikke.

Hvis dåben virkelig skal kunne forstås og fastholdes som den ultimative trøst, må der være klarhed over dette. Det lader sig med temmelig stor sikkerhed fastslå, hvilke led (ord) der hører nødvendigt med til dåben. Det er: Forsagelsen og Trosbekendelsen i spørgende form, talt til den, der skal døbes. Det er det, som dåbskandidaten svarer ja til før dåben. Ved barnedåb træder den voksne, der bærer barnet, hjælpende til. Endvidere: Fadervor, bønnen “Den almægtige Gud, o.s.v.” og endelig Herrens egen velsignelse: “Fred være med dig”, som underligt nok ikke er med i arbejdsgruppens hefte. Det er vel en forglemmelse? Grundtvig arbejdede med spørgsmålet om, hvad der hører nødvendigt med til dåben, i afhandlingen “Daaben efter Christi indstiftelse” fra o. 1840.

Det vigtigste at få frem i dagens debat er, at dåben kun er genfødelsens bad i kraft af Guds levende ord til det enkelte menneske og troen, der i tillid griber om Guds ord. Uden Guds ord og troen er dåben ikke genfødelsens bad.

Først når vi erkender, at tro og dåb hører sammen som én Guds handling, forstår vi dåben som evangelium, som den sidste afgørende trøst. Troen er Guds gave ved dåbens ord. Hvis troen bliver løst fra Guds ord i dåben, går den på egen hånd og bliver uvægerligt til menneskets præstation. Og så har vi spillet gående. Troen bliver et: Du skal! Eller et: Du kan i kraft af din vilje, din fornuft eller din moralske evne. Erfaringen har vist, at biblicistisk luthersk teologi let ender i en subjektivisme, hvor den frelsende tro bliver noget, mennesket selv må tilføje til dåben, før den kan blive genfødelsens bad.

For Grundtvig var det især forsagelsen og troens ord, der var dåbens ord. Regin Prenter, en af de største danske teologer i det 20. årh., overvejer spørgsmålet om evt. at afskaffe tilspørgslen med forsagelsen og troen ved barnedåb med den begrundelse, at “et så lille barn jo ikke kan tro”. “Men” skriver Prenter, “så bliver det svært at fastholde barnedåben som en virkelig genfødelse. Enten opgiver man tanken om genfødelsen, og dåben bliver bare en symbolsk “forkyndelse” af Guds uforskyldte nåde, eller også fastholder man, “at der virkelig sker noget i dåben”, men når dette “noget” sker, uden at barnets tro er med i det, glider man uundgåeligt i retning af en “magisk” dåbsopfattelse, hvorefter dåben virker automatisk, uden at menneskets tro er med i det, altså “ex opere operato”, som det hed hos skolastikerne (de store teologer i middelalderen, min parentes). Begge opfattelser er uforenelige med det, Confessio Augustana siger om dåben som genfødelsens bad.” (Regin Prenter: Kirkens lutherske bekendelse, s. 105).

Den lutherske kirkes problem med dåbens ord kan ikke løses ved blot at gentage Luthers teologi. Ikke engang en fornyet tolkning af Bibelen kan løse problemet. Flere steder i Ny Testamente er dåbens ord ganske vist forudsat, men det bliver ikke citeret. Det er ikke så underligt, når man husker på, at dåben er ældre end Ny Testamente. Det var Grundtvigs “mageløse opdagelse”. Dåben var en levende overlevering i menigheden, før Ny Testamente blev til som bog.

Denne opdagelse gav større klarhed om dåbens ord, end det var muligt for Luther at nå frem til. Grundtvig blev aldrig træt af at pege hen på den store glæde: at Vor Herre Jesus i dåben og nadveren taler sit levende ord netop til os. Det betyder ikke, at han benægter, at Gud kan tale, når og hvor han vil, og gennem hvem han vil, men det betyder, at den anfægtede sjæl kan høre, at her taler den opstandne og levende Herre troens og håbets ord med personlig adresse.

Jakob Knudsen skrev om dette: “Han (Grundtvig) ville befri “de kristne små” fra angsten under præsternes og de lærdes strid og tyranni, han ville, at de selv skulle kunne dømme, føle, skønne i deres saligheds sag; og da han således søgte, funklede med ét for hans øjne det evige guld.” Smukkere kan det næsten ikke siges.

For at stille det skarpt op bliver man på den baggrund nødt til i dag at spørge de lutherske teologer: Er Kristus hos os i teologernes udlægning af skriftens døde bogstaver, eller er han hos os i sin menighed, hvor han taler sit levende ord til os i dåben og nadveren? Svaret bør være, at Guds Søn blev menneske, ikke bogstaver. Det betyder ikke, at Bibelen kan undværes som kilde til dåbens teologi, men det betyder, at man ikke kan konstruere dåben ud fra Ny Testamente, hvilket Luther i øvrigt heller ikke forsøgte på, og det betyder, at de relevante bibelske tekster primært hører hjemme i prædiken og undervisning og kun i begrænset omfang i dåbsritualet.

Hvad dåbsritualet angår, kan det med glæde konstateres, at det blev bevaret uskadt gennem den fornyelse, som reformationen var. Kun elementer, der ikke var klart begrundet i evangeliet, rensede Luther ud. Sådan bør det også være i dag: Dåben kan principielt ikke ændres. Hverken det moderne menneskes erfaringer eller teologiske meninger kan begrunde ændringer i dåben, selv om ritualet selvfølgelig kan forbedres på enkelte punkter. Pointen er altså ikke, at Luthers teologi skal erstattes med Grundtvigs, men at vi bør nyttiggøre Grundtvigs erkendelse: At dåben selv går forud for enhver dåbsteologi.

Villy Klit-Johansen
fhv. sognepræst, Lisbjerg

“DE SMÅ” I GRUNDTVIGS NYÅRS-MORGEN


Lidt åndeligt husflidsarbejde

Nu trænger vi til noget andet end det politiske kævl, der ellers fylder hele fladen. Noget vigtigere, uden hvilket det hele kan være lige meget.

Grundtvigs store digt fra 1824 med 312 (!) strofer på hver 11 linjer er meget komplekst og derfor uudtømmeligt. Hvad det i øvrigt kan siges at være, er det klart for mig, at det er en udfoldelse af drømmen om en åndelig opvækkelse, folkeligt og kristeligt. Grundtvig skelner ikke så klart mellem det folkelige og det kristelige, som han, så vidt jeg kan se, gør det nogle år senere.

I 1824 er Grundtvig i fuld gang med ikke just at forlade den lutherske bibelkristendom, som han gennem en dyb krise annammede i 1810, han forlader aldrig det syn på frelsen, han fik i 1810, men han er i 1824 i gang at udvide synsfeltet ganske betragteligt. Den nordiske mytologi, Danmarks hedenske oldtid og historien (Saxo) kommer til at spille en stor og positiv rolle.

Hvad der gør digtet så gribende er ikke mindst, at Grundtvig sætter sig selv ind et hundrede procent på denne opvækkelse. Han er ikke den, der betragter og beskriver. Han satser hele butikken. Hans person spiller endda en afgørende rolle i fornyelsen. Det var det, der fik flere af hans samtidige til at beskylde ham for hovmod. Men er det mon retfærdigt? Det mente han i det mindste ikke selv, for det er ikke ham, det drejer sig om, men åndslivets kilder, som han først fik adgang til gennem den handicappede hushjælp og barnepige Malene i præstegården i Udby, “DENGANG JEG BLEV LILLE IGEN”. (strofe 283).  Han måtte netop blive lille for at kunne bruges.

Det er denne iagttagelse, jeg vil omtale: At begrebet “de små” spiller en stor rolle i digtet. Og det gælder både i det kristelige og i det folkelige, hvilket bekræfter, at hans folkelige syn har “kirkekalk på ærmet”, som Poul Erik Søe engang bemærkede. De smaa er både Mor Danmarks børn og Guds børn. Alligevel skal man dog ikke blande det folkelige og det kristelige sammen.

“Dengang jeg blev lille igen” hentyder til hans omvendelse i 1810. De små er dem, der erkender egen afmagt, når det gælder det helt afgørende: At nå Gud, at blive forsonet med Gud og vide sig accepteret af ham. Denne erfaring fra 1810 er som allerede nævnt grundlæggende for hans syn hele livet igennem. Også efter at han i 1824 begynder at modificere og nytolke den lutherske kristendom.

I strofe 62 er vi netop tilbage i 1810:

Som Barnet, saa Bordet,
Han dækked i Chor,
til Ære for Ordet,
som Barnet kun troer,
Til Gavn og til Glæde
For alle DE SMAA,
som gerne til sæde
Paa Skamlerne gaae
Og gerne staae Skrifte
For Ham, som vil stifte
Et kærligt, et evigt Forlig!
(Barnet er vist nok det åndsliv, der blev frugten af Luthers indsats)

Skal digteren kunne bruges til noget, også folkeligt, må han blive lille. Ellers kan han ikke bruges i Åndens og Ordets tjeneste for “de små”. Det nytter ikke noget at tale ned til folk, som åndseliten har for vane. Han må helt ned i øjenhøjde med jævne folk. Han skal ikke som den (bedre)vidende akademiker tale dunder til folk, han må stikke fingeren i jorden. Han må gøre det, som han før har været for fin til:

“Om Finger i Jorden
At stikke med flid,
Om Fruen i Norden
At vække med Vid.”
(Strofe 192)
Fruen i Norden er det danske som en åndelig realitet. Her er vi altså ovre i det folkelige. Folket vækkes kun ved en folkelig forkyndelse. Strofe 169:

“Nu lød over Vange
En folke-lig røst,
I Sagn og i Sange
Til Børnenes Trøst
Til Spot for de Store,
Til Gavn for de Smaa,
Som hvad dem kan more
Selv prægtig forstaae,
Til Bro over Belte,
Som skille fra Helte,
Et kortsynet Puslinge-Kuld.

Tanken tages op igen i strofe 198:
O, mærker dog, Blinde!
Hvad Tosser forstaae:
Hvo Marken vil vinde,
Maa prøve derpaa!
Hvo Folket vil træffe
Tilbunds under Øe,
Med Folket maa bjæffe,
Om ei det kan gjøe!
Hvo for det vil sjunge
Maa laane dets Tunge,
og lære at aande paa den!
(Hvo betyder hvem, folkets tunge er folkets sprog, modersmålet, som det lever på det jævne folks tunge).

Jeg vil mene, at det med “de små” spiller en organiserende rolle i Grundtvigs tankeverden, og det er en uomgængelig sag, hvis Grundtvigs drøm om en folkelig og kristelig opvækkelse skal have betydning for Danmark i dag i en situation, hvor ideologierne har taget det åndelige livs plads. Hvilket er ganske ødelæggende.

Men gå selv på opdagelse. Jeg har fundet temaet eksplicit i stroferne 62, 160, 166, 169, 205, 211, 248, 281, 283, 287 og 312. Men jeg tror, det i virkeligheden er allestedsnærværende som et bærende element.

Emnet kunne fortjene en nærmere undersøgelse og behandling.

Valdemarsdag 2019

Et stort JA til den folkelige myte

#MortenMesserschmidt og #MartinAHansen

På lørdag den 15. juni er det Valdemarsdag, Dannebrogs dag. Det er oven i købet 800 årsdagen for den berømte hændelse ved Lyndanisse i Estland i 1219.

Morten Messerschmidt foreslog for nylig, at dagen gøres til dansk nationaldag. Jeg skal ikke her tage stilling til Messerschmidts forslag, der under alle omstændigheder er velment og sympatisk. Men måske vil det være lidt for bombastisk for dansk mentalitet at have en nationaldag. Folket er nemlig vigtigere end nationen. Nationer uden et folk forsøger man at skabe ved højhed og blæst, hvad vi danske som bekendt ikke er skabt til. Ved jorden at blive …

Folket derimod er ikke noget, vi skal skabe ved at piske en stemning op. Det er en gave – og en opgave, vi kan tage på os, hvis vi altså vil. Så: Skal vi ikke bare fejre dagen. Gerne i langt større udstrækning, end vi plejer. Hvis vi er så heldige at have en flagstang, er der noget, vi lige skal huske. Flagning fra offentlige bygninger er en selvfølge. Lad os bruge Valdemarsdagen! Vi har den jo allerede. Det er også vigtigt, at vi fortæller vore børn og børnebørn historien om Dannebrog. Det er ikke sikkert, de får den at høre i skolen.

Til en fejring af Valdemarsdag kan vi hente god inspiration hos Martin A. Hansen, der 2/9 1947 skrev en god artikel, “Dag og Myte”. Det er folkeligheden i den dybeste forstand, han er optaget af. Jeg bringer nogle gode citater fra artiklen – efterfulgt af mine kommentarer og refleksioner, der selvfølgelig ikke har det samme litterære niveau som MAH’s tekst, men jeg har behov for at formulere min forståelse af den fine tekst. Den har noget at sige ind i vores aktuelle situation.

MAH skriver om nationale mærkedage i et folkeligt perspektiv. Folk har faktisk sans for kvalitet. Han nævner i den forbindelse de folkekære salmer, historien og sproget. Og nu citerer jeg: “Et Folk, som endnu er et Folk og ikke opløst i Masse, kan ikke lade være med at skabe Mytologi af sin Historie.”

MAH er opmærksom på risikoen for misbrug af flaget som symbol. Men: “Flaget er i stand til at taale meget, fordi det er faldet ned fra Himlen. Børn tager i vor Tid straks afstand fra den barnlige Historie, og saa giver de sig rigtig til at tro paa den. Og saadan gaar det nok de fleste. Den barnlige Myte, vor sidste billedskabte Folkemyte, er en lille frisk Kilde, som ikke engang Nationalismen rigtig har kunnet plumre. Der er nemlig Visdom i den. Den fortæller, at hvad der skaber og opbygger et Folk og hindrer det i at falde hen i “Masse”, dets Idé og Mysterium, det er hemmelighedsfuldt, kan hverken planlægges eller rationaliseres, men det genfødes og gives i Oplevelsen, det falder ned fra Himlen.”

Videre: “Det alvorligste Spørgsmaal for os i Dag er simpelthen, om der eksisterer et dansk folk. Det kan man ikke faa Svar paa hver Dag. Til daglig ser man “Masser”, Partier, Erhverv o.s.v. Og efter alt at dømme har europæisk Civilisation i flere Generationer stilet efter at faa opløst de aandelige Organismer, som Folkene er, til Mekanismer, Masser, indespærret i Nationalismens Fæstninger. Og det er sjældent, man i den Tid har faaet tydelige Livstegn fra Folkene som folk. Tegn har ikke manglet, men de har kunnet tydes som blot og bart nationalistiske, hvis Udartning hører Massefænomenet til. Og føres den udvikling til Vejs Ende, maa man vente, Kulturen falder hen i Kaos. Kultur, som vi er vant til det, er utænkeligt uden de skabende Organer, Folkene.”

Mine overvejelser:

Det er tydeligt, at MAH i sit syn på folket er dybt inspireret af Grundtvig. Et folk er en åndelig realitet. Folket er grundtvigsk sagt “mer’ end mængde, muld og strand”, i MAHs sprog: mere end masse.  MAHs masse-begreb nærmer sig vel fænomenet pøbel. Masse er en samling individer, der af en folkeforfører kan gejles op til had og vold. Men et folk er mere end det samlede antal individer, der bor indenfor en given stats grænser. Historiens og mytens betydning som folkets livskilder var han fuldt bevidst om og arbejdede flittigt med på.

Af Grundtvig har han lært, at folket er skabt af Guds Ånd, ikke af os selv. Det er derfor noget, vi skal være ydmyge over for. Der er ingen grund til stolt selvglæde. At det er en åndelig størrelse betyder ikke, at det er ganske uafhængigt af afstamning, land, grænser og den slags konkrete forhold, slet ikke. Ånd uden legemlighed var både for Grundtvig og MAH noget forfærdeligt spøgelsesvæsen. Men omvendt: et folk, der har mistet forbindelsen til sine åndelige livskilder falder hen til “masse” og bliver et let offer for demagoger.

Med nationalisme mener HAH ikke det, at et folk nyder selvstændighed i sit eget land inden for sin egen stats grænser. Det betragtede han ikke som nationalisme, men som et ubetinget gode. Nej, nationalisme kendte han blandt andet fra det nazistiske Tyskland, som forstod Das Volk ud fra racistiske teorier, og som betragtede den tyske nation som overlegen og berettiget til med militær magt at flytte grænser til egen fordel og skaffe sig magten over nabolandene.

Uden folkene falder Kulturen hen i kaos og opløsning. Til kulturen hører folkestyret. Folkestyret er afhængigt af folket. Det kan lyde som en banalitet, men er en overset sandhed: Den levende folkelighed er en forudsætning for folkestyret. Uden folket ender folkestyret i en parodi. Bestræbelsen på at opløse de åndelige organismer, som folkene er, fortsætter i øvrigt for fuld kraft i vore dage. På grundlag af skadelige ideologier. Ingen nævnt, ingen glemt.

Vi mangler i dag en digter af Martin A. Hansens format til med mund og pen at føre en folkelig forkyndelse. Den er nødvendig til at oplive den gode folkelighed, der er en nødvendighed for samfundet, folkestyret og for det kristne evangeliums udbredelse.

Alle ønskes en god Valdemarsdag.

P.S. Citaterne er hentet fra “For folkets frihed. Martin A. Hansen og Besættelsen, red. Jørgen Jørgensen, Gyldendal 2018 ss. 213 og 214. Bogen kan varmt anbefales.

Hvordan synes De selv, det går, hr. præsident?

Præsidenten for den franske republik, Emmanuel Macron, holdt den 11. november i anledning af 100-årsdagen for våbenhvilen efter 1. Verdenskrig en tale, hvori hans hovedpointe var, at vi skal skelne mellem patriotisme og nationalisme. Patriotismen sagde han god for. Hvad han så siden lægger i det ord. Sandsynligvis en indre følelse. Nationalismen sagde han fra overfor: “Vores gamle dæmoner rejser sig igen.” Med dæmoner mente han nationalismen, som han hævder trækker Europa tilbage mod væbnet konflikt, som han tidligere har udtalt.

Macron har naturligvis ret i, at nationalisme er en fare. Nationalisme er et afskyeligt fænomen. Og det hvad enten den er konservativ-autoritær eller liberalistisk. Men desværre er hans anliggende i virkeligheden et helt andet end at advare mod nationalismen. Der er ingen tvivl om, at det er nationalstaten, han er ude efter, konkret den folkeligt baserede nationalstat. Nationalstat er nemlig mere end én ting. Danmark og flere andre lande er folkeligt baserede nationalstater. Eksempelvis Frankrig er en nationalstat af en helt anden type. Den er multietnisk og har et andet udgangspunkt og et andet grundlag. Det kommer jeg tilbage til. Præsident Macron dæmoniserer som sædvanlig nationalstaten, altså den folkeligt baserede af slagsen. Han overser totalt, at den franske stat har nationalismen indbygget i sit væsen. Det skal jeg forklare nærmere.

Macron taler ud fra den franske universalistiske tradition. Dens udspring er den franske oplysning, der forkastede den gamle jødisk-kristne tankegang. Det er typisk, at man i den dominerende franske tradition benytter udtrykket “menneskeheden”. I stedet for Bibelens historiske og konkrete tale om menneskeslægten, der er forgrenet i folk og stammer og tungemål, udtænkte man i oplysningstiden et menneskesyn, baseret på den abstrakte fornuft.

Den grundlæggende påstand i den franske universalisme er således, at der ikke er forskel på mennesker. Folkelige forskelle er uden betydning, eller i hvert fald af underordnet betydning for statsdannelser.

I jødisk-kristen tankegang er det derimod en uomgængelig kendsgerning, at mennesket er folkeligt præget. Det nøgne menneske, der ikke hører til et af verdens mange folk, findes ikke i virkeligheden. Men det findes altså i den franske universalisme. Uanset hvor meget man påberåber sig den næsten gudommeliggjorte fornuft, er “det nøgne menneske” dog et fantasiprodukt.

Karakteristisk for den franske universalistiske tradition er, at den ikke skelner mellem folk og nation. Udgangspunktet for statsdannelsen er nationen. Hvad er nationen da? Det er den samlede befolkning indenfor de grænser, som staten har været i stand til at etablere og kontrollere. Der tænkes altså i tal, territorium og magt. Der tænkes ovenfra og ned, hvilket også tydeligt er slået igennem i fransk politik, der har ringe folkelig deltagelse. Nationen går ganske vist til valg hvert femte år. Men bortset herfra høres vælgerbefolkningen stort set kun, når masserne går på gaden og laver revolte. Frankrig er revolternes land. Folkelig deltagelse i politik har man ikke i vores forstand. Landet styres af en politisk elite. Det er karakteristisk, at man i Frankrig ikke, som i Danmark, har haft bønder og arbejdere som statsministre.

Det er måske en lidt forenklet fremstilling, jeg giver, naturligvis, men den rummer en kerne af sandhed. Hvad der er væsentligt, er, at det rationalistiske menneskesyn medfører, at den franske stat ikke anerkender folkelige mindretal. Frankrig er jo en multietnisk stat. Det findes flere mindre folkeslag i landet foruden den franske flertalsbefolkning. Men denne kendsgerning undertrykkes på grund af det forfejlede menneskesyn. Frihed, lighed og broderskab hedder det nok så flot. Alle er lige. I virkeligheden mener man, at alle er ens. Alle, der bor inden for den franske stats grænser betragtes som franske, enten de så er det eller ej. Baskere, korsikanere, bretonere og andre er det faktisk ikke.

Det er hele dette kompleks, der gør, at Frankrig er nationalistisk. De franske, der udgør flertallet, undertrykker faktisk de forskellige mindre folk, som de har fået magten over. De franske betragter sig som berettigede til at herske over en række mindre nabofolk. Det er ren nationalisme.  Historisk har denne franske ideologi ført til grove nationalistiske og militaristiske excesser. Nationalismen er indbygget i det franske politiske system, dets væsen er nationalistisk, og det skyldes altså et bestemt menneskesyn og en politisk ideologi, der udspringer af menneskesynet.

I Danmark har vi til stor lykke for folket og landet haft en grundtvigsk åndsstrømning. I den er det selvfølgeligt at skelne mellem folk og nation. Nationen er som sagt den samlede befolkning indenfor landets grænser. Nationen er let at definere. Det er et spørgsmål om at tælle. Det er sådan noget, Danmarks Statistik tager sig af. Den danske nation omfatter foruden det danske folk bl.a. et tysk mindretal i Sønderjylland, et befolkningselement af jøder, der har været her i århundreder, samt i den nyeste tid en meget stor indvandret muslimsk befolkningsdel. Nogle af de nævnte er sikkert kommet til at høre til det danske folk, eller vil måske komme til det engang i fremtiden. Folket er noget andet end nationen. Folket kan ikke som nationen defineres og gøres til genstand for optælling.

Ej heller kan folket defineres ved ideologisk-politiske synspunkter eller særlige kulturelle træk. Derfor er det lidt af en misforståelse, når forskellige politiske partier excellerer i at opstille en række kendetegn, der skulle definere danskhed. Bare det, at de forskellige partier opstiller egne kendetegn til forskel fra andre partier, viser, at det ikke er gangbart. At forsøge at definere folket ud fra politisk-ideologiske kriterier virker simpelthen splittende. Det har jo ført til et bestandigt skænderi mellem kulturradikale, nationalkonservative og nationalliberale om, hvem der er mest dansk.

At man kan pege på kulturtræk, der kendetegner det danske folk, siger sig selv. Det følger af de livsvilkår, vi har levet under gennem århundreder, og det følger af de forskellige åndsstrømninger, der gennem tiderne har præget os. Men disse kulturtræk definerer heller ikke folket.

Folket kan slet ikke defineres ved en rationel udredning. Folket er heller ikke blevet til ved en indsats af filosoffer og politiske tænkere. Folket skabes ikke ved hjælp af politiske ideologier. Folket er slet ikke noget, som mennesker har skabt. Grundtvig forstod bedre end nogen anden, at folket en åndelig størrelse. Det betyder, at der i det jødisk-kristne begreb om folket, som han udfoldede meget rigt i prosa og poesi, er et moment af gave. At høre til folket er en gave, som den enkelte kan tage imod og tage på sig som en opgave, eller den enkelte kan forsøge at frigøre sig fra folket. Det fører sjældent til noget godt.

Folket har med afstamning at gøre. Det er indlysende. Vi danske er næsten alle i familie med hinanden. Men det er vigtigt at slå fast, at folket ikke kan identificeres med “stammen”. Grundtvig befandt sig så lang som tænkeligt fra “stammetænkning”. Folket er ikke et biologisk-racistisk begreb. Grundtvig udtrykker det klart i et af versene i sin sang om folkeligheden:

Byrd og blod er Folke-Grunde,
Ikke Luft og mindre Staal,
Fælles Ord i Folke-Munde
Det er Folkets Modersmaal,
Som det klinger, som det gløder,
Saa hos Danskere og Jøder
Holder det i skjulte Baand
Luftens eller Himlens Aand!

Folkeligheden får sit liv af Ånden gennem ord på folkets modersmål (herunder mytefortællingen, historiefortællingen og den folkelige sang). Ånden er Guds Ånd, forstået som folkeånden, ikke Ånden i specifik kristen forstand som Ånden, der i Kristus bringer os frelsen fra syndens og dødens magt. Det er altså en misforståelse, at man skal være kristen for at være dansk. Men det er indlysende, at det kristne budskab har virket mildnende på den i grunden hedenske (før-kristne) størrelse, som folket er. 

“Byrd og blod” er det stof, som folket er skabt af, men et folk er der først tale om, når Ånden puster liv i det døde stof og skaber nyt. For Grundtvig var det helt afgørende at tage afstand fra den racistiske tankegang og i lige så høj grad fra den nationalistiske tankegang, der en ekspansionistisk (Luft) og militaristisk (Staal).

Hermed har jeg beskrevet forskellen på nationalisme og folkelighed, og dermed skulle det være klart, hvad jeg mener med, at Frankrig i virkeligheden er nationalistisk. Jeg mener: I ideologisk forstand nationalistisk. Folkenes ret til selvbestemmelse er fremmed for den franske universalisme. I modsætning til, hvad der er tilfældet i nordisk tankegang, der ikke er ideologisk, men åndsrealistisk, historisk og praktisk orienteret. I den nordiske tankegang kan ånd og legeme ikke skilles ad. Fædrelandskærligheden (patriotismen) er aldrig blot en indre følelse.

Macron og ligesindede forsøger, som nævnt, at dæmonisere den folkeligt baserede nationalstat, der ellers har vist sig at være en succes uden lige med hensyn til indbyrdes tillid, tillid til myndighederne, folkelig deltagelse i politik, afkald på magtanvendelse overfor nabostater m.v. Hvorfor dæmoniserer Macron den? Svaret er enkelt: Det er fordi hans mål er at udbrede den franske stats ideologiske forudsætninger og disses praktiske konsekvenser til de europæiske lande. De europæiske stater skal efter hans mening sammensluttes i en stadig snævrere union, der er bygget efter den franske stats forbillede. Det mener han i ramme alvor. Det er derfor han i sin tale den 11. november igen en gang forsøgte at dæmonisere de europæiske folk og deres endnu delvis selvstændige stater. Og desværre bliver han langt på vej bakket op af kristelige sværmere som den magtfulde kansler Merkel i Tyskland.

Man må spørge præsident Macron: Hvordan synes De selv, det går i Deres republik? Set herfra er den alt andet end stabil. Jævnlig må De ty til undtagelsestilstand, fordi gaderne sættes i brand. Mener De virkelig, hr. præsident, at vi bør efterligne Deres republik? Mener De virkelig, at De har ret til at ville omforme Europa i den franske stats billede?

Nationalismen er og bliver en pervertering af det folkelige. Det er nationalismen, der er dæmonisk, ikke folkene og deres stræben efter frihed og selvbestemmelse inden for deres legitime grænser.

Selvfølgelig kan en hvilken som helst form for statstænkning og statsdannelse udarte til nationalisme. Det ved vi af erfaring. Man tænke på Tyskland i det 20. århundrede, men vi kender det også herhjemme fra. Det er en kendsgerning, at de nationalliberale i forrige århundrede forsøgte at fordanske den tyske folkedel i Slesvig efter “sejren” i treårskrigen. Det lykkedes som bekendt ikke. De grundtvigske, folkelige kræfter, som man ofte beskylder for nationalisme vendte sig netop med stor kraft imod denne nationalisme, hvis mantra var storhed og enhed. Storhed og enhed er alle vegne nationalismens mantra, også den franske nationalismes.

Adskillige internationale samfundsforskere arbejder på det for mig helt uforståelige projekt at tale nationalismen op. Det er i Grundtvigs Danmark et umuligt forehavende. En sund stat og et sundt demokrati bygges ikke på ideologi, men har en levende folkelighed som sin nødvendige forudsætning. Det interessante ved en given stat og dens forfatning er aldrig “systemet” i sig selv, men de åndelige forudsætninger. Dem skal vi derfor interessere os for. Lidenskabeligt.

Jeg tillader mig at slutte med et godt citat, der sætter tingene på plads. Det er af Poul Erik Søe:  “Det er en dyb lykke for et folk, at det tør være et folk – og dybest set er det at tilhøre et folk det, som knytter os mest til andre mennesker over hele jorden, som også er del af et folk eller ønsker at være det. At være et folk er ikke det, der skiller os fra de andre, men knytter os til dem.”

Villy Klit-Johansen

Hvad er konfirmationen?

Det med konfirmationen er ikke så enkelt, bl. a. fordi konfirmationen ikke, som dåben og nadveren, er et sakramente, der er indstiftet af Vor Herre Jesus. Konfirmationen er en kirkelig skik, der er opstået senere. Den har en broget historie. Den konfirmation, vi har i dagens folkekirke går tilbage til pietismens tid. Den er indført i 1736.

Definition

Allerførst en definition. Konfirmationsvelsignelsen og hele konfirmationsgudstjenesten må forstås som en menighedens forbøn for sine døbte unge om, at de må blive i deres dåbspagt. Denne definition har jeg fra Jørgen G. Hansen.

KONFIRMATIONSRITUALET (-RITUALERNE)

Hvordan foregår så konfirmationen? Det kan man læse i ”Gudstjenesteordning for Den Danske Folkekirke, Ritualbog, København 1992″: Efter en indledende tale til konfirmanderne og evt. en forbøn samt fremsigelse af forsagelsen og trosbekendelsen (præsten og konfirmanderne eller hele menigheden) følger det, man vel må betragte som selve konfirmationshandlingen: 1. Tilspørgsel og svar (med navns nævnelse) samt 2. individuel personlig konfirmationsvelsignelse med håndspålæggelse. Denne personlige henvendelse til hver enkelt konfirmand må siges at udgøre selve konfirmationshandlingen. Den er som en ellipse med to brændpunkter.

Hele handlingen afsluttes med fælles Fadervor.

Det, jeg særligt vil knytte kommentarer til, er det med tilspørgsel og svar, især fordi der her er tre valgmuligheder. For overskuelighedens skyld nummererer jeg dem med romertal:

I. Tilspørgsel med dåbspagtens ord

Med navns nævnelse spørger præsten hver enkelt konfirmand, og denne svarer ja til hvert spørgsmål:

N.N. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? – Ja!

Tror du på Gud Fader, den Almægtige, og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, og på Helligånden? – Ja!

Konfirmanden knæler, og præsten velsigner under håndspålæggelse hver enkelt med følgende ord:

Den treenige Gud,
som har antaget dig til sit barn i den hellige dåb,
og gjort dig til arving til det evige liv,
han opholde dig i din dåbs nåde
indtil din sidste stund,
han give dig bestandighed i din tro,
din sjæl til salighed!

(Der er i ritualbogen anført to andre mulige formuleringer af konfirmationsvelsignelsen. Disse valgmuligheder er i sig selv interessante, men det skal ikke være emnet i denne omgang. Men jeg nævner i forbifarten, at jeg ikke betragter den anførte konfirmationsvelsignelse som den bedste, selv om den i ritualbogen er anført som første valg).

II Den nye konfirmation

Præsten spørger med navns nævnelse hver enkelt konfirmand:

N.N. Vil du konfirmeres i den kristne tro?

Konfirmanden:
Ja!

Herefter konfirmationsvelsignelsen som under 1.

III Konfirmationsvelsignelse uden tilspørgsel og svar

Tilspørgsel og svar udelades, og konfirmationsvelsignelsen indledes med, at præsten nævner konfirmandens navn.

Herefter konfirmationsvelsignelsen som under 1. og 2.

—-

For hvert hold siger præsten til slut:

Fred være med jer!

Når alle er konfirmeret, beder konfirmander og præst i kor Fadervor

————

KOMMENTARER TIL DE TRE VALGMULIGHEDER

Kommentar til III
Konfirmationsvelsignelse uden tilspørgsel og svar

På grund af konfirmationens historiske baggrund og den dermed sammenhængende usikkerhed om, hvad konfirmationen i grunden er, har jeg ikke haft samme praksis i al min præstetid. De første år brugte jeg den form, der svarer til den i den nuværende ritualbog, som jeg har givet nummer III, altså velsignelse af hver konfirmand med navns nævnelse og under håndpålæggelse og uden forudgående tilspørgsel.

Denne måde at holde konfirmation på vil jeg anbefale, fordi man ved brug af den undgår at lægge nogen form for åndeligt pres på den enkelte konfirmand. Og velsignelsen med navns nævnelse og under håndspålæggelse står der stadig som en stærk handling, der peger tilbage til dåben. Velsignelsen kan forstås som menighedens forbøn for den unge, at han/hun må forblive i dåbspagten. Herved bliver den unge også mindet om dåbens nåde.

Bruger man denne form risikerer man ikke, at selve konfirmationshandlingen kommer til at skygge for dåben og nadveren.

Kommentar til I
Tilspørgsel med dåbspagtens ord

Når jeg alligevel på et tidspunkt er gået over til at benytte valgmulighed I med tilspørgsel og svar på forsagelsen og trosbekendelsen, skyldes det, at konfirmanderne, enstemmigt tror jeg, har ønsket det, når jeg har stillet dem overfor valget mellem de to former. Vel at mærke efter en nøje gennemgang af dem begge. Jeg fik det klare indtryk, at de faktisk gerne ville sige ja.

Måske er dette i mange tilfælde et udslag af folkekristendom, kulturkristendom, eller hvad man vil kalde det. I den folkelige bevidsthed er det jo en uudryddelig forestilling, at konfirmation går ud på, at konfirmanden “svarer ja til det, som moderen svarede ja til på barnets vegne for de her 13 år siden”. Men er det så dårligt? Sådan er det, og så må vi begynde dér. Problemet bliver så rigtignok at forklare, at konfirmationen ikke er nødvendig for at fuldstændiggøre dåben eller lignende. Ja, strengt taget er den slet ikke en kristelig nødvendighed.

Det har jeg altid kæmpet for at understrege: At dåben ikke behøver nogen tilføjelse, som om dåbens gyldighed eller “virkekraft” afhænger af bevidsthedsgraden eller viljestyrken i vores ja. Det har været svært at trænge igennem med, for det er jo selve modernitetens inderste væsen, at alt afhænger af mig selv. Her er virkelig noget at slås med. Det har jeg så valgt at gøre netop i mødet med konfirmanderne, ved forældremøder og ved konfirmationsgudstjenesten, hvor der er mulighed for at sige noget, mens folk er til stede. Om de hører og fatter, ligger det udenfor min mulighed at vide eller til syvende og sidst at gøre noget ved.

Fordelen ved formen med tilspørgsel med dåbspagtens ord er, at det bliver meget klart, at konfirmationen er tæt knyttet til dåben og dermed “handler om” det personlige gudsforhold.

Når der på den måde tydeligt henvises til dåbspagten, er der god mulighed for at forkynde dåbens evangelium. Det er nøjagtig det samme mægtige ord, der lyder til dem ved konfirmationen som den dag, da de blev døbt. Det er Guds mægtige tilbud om i troen på Kristus at have ham, altets skaber, som sin Fader i Himlen og ved hans Søn Jesus Kristus at leve sit liv i hans menighed i tillid til, at han, som han har lovet, aldrig slipper mig. Dette dåbens store tilbud er, som dengang ved dåben, lige til at svare JA TAK til. Den eneste forskel er, at konfirmanden nu hørligt lægger stemme til.

Det er da godt at få lov til at sige ja, når man gerne vil, selv om det dybest set ikke ændrer noget ved dåben. Det er i hvert fald ikke det, der sætter dåben i kraft. Men går det ikke an at sige, at et liv som kristen er et liv under Guds stadige tiltale, og når Gud taler til os, venter han også svar?

Jeg har altså forstået konfirmationen som det at blive mindet om, at Gud i dåben har tilsagt den enkelte hele sin rige nåde. Og naturligvis også som velsignelse og forbøn.

Ja, sådan har jeg forsvaret og forklaret min praksis. Jeg mener altså, at den kan forsvares.

Kommentar til II
Den nye konfirmation

Den nye? Ja, ganske vist er den 26 år gammel, den blev indført som valgmulighed med ritualbogen af 1992, men den er ny i en dybere forstand. Sagt med et fint ord er den en novitet, den er en nydannelse, der bryder med traditionen.

Den nye konfirmation er den, der erstatter tilspørgslen med forsagelse og (en forkortet) trosbekendelse med spørgsmålet: “Vil du konfirmeres i den kristne tro?” Det er noget helt nyt, der kommer ind her. Det er godt fundet på, men måske lidt for smart, for hvad betyder det at konfirmeres? Dertil kommer, at jeg ikke har kunnet tage dette latinske fremmedord i min mund i et ritual. I et ritual skal der tales dansk.

Og hvad er den kristne tro? Hertil kan man hurtigt svare, at præsten og konfirmanderne jo lige har bekendt troen i kor, så det er vel klart nok, hvad den kristne tro er. Javist, men der er forskel på den fælles fremsigelse og den personlige tilsigelse.

Den fælles fremsigelse er ret forstået et ekko af den personlige tilsigelse i dåben, men den kan let misforstås som en trospræstation. I et ritual, der henvender sig personligt til den enkelte konfirmand bør der derfor ikke spørges om et ja til det, som er fremsagt i fællesskab. Der bør kun refereres til, hvad der personligt er tilsagt konfirmanden. Man må huske, at konfirmationen er et ritual, der som sådan uvægerligt tillægges betydelig vægt. Man bør ikke rituelt bede om et ja til den kristne tro, uden at det er et ja til troens ord, talt til den enkelte som Guds tilsigelse og tilsagn i dåben.

Dertil kommer det liturgisk formelle. Den fælles fremsigelse af trosbekendelsen er som sagt at opfatte som lovsang og afsluttes derfor med Amen. Det har man netop gjort, hvorfor det er underligt at bede den enkelte konfirmand om at tilføje et JA.

Hvis man overhovedet vil have en tilspørgsel, og det kan da godt forsvares, så er den helt tætte forbindelse til dåbens ord, forstået som Guds tilsagn, ganske afgørende. Løst fra troens ord bliver troen alt for let til præstation, evt. til tilslutning til nogle alt for svære dogmer.

Bør vi ikke tage den kendsgerning alvorligt, at konfirmationen netop er en slags dåbsfest? Hvad er den ellers? Og hvis det ikke er klart, at den er det, hvad kan den så blive til? En gøgeunge, der forsøger at vælte de ægte unger, dåben og nadveren, ud af reden?

Min største betænkelighed ved denne tilspørgsel “Vil du konfirmeres i den kristne tro?” er netop, at den forekommer mig at gøre konfirmationen til en selvstændig kirkelig handling efter dåben og omtrent med en vægt, der svarer til dåbens. Er vi så ikke på vej tilbage til den katolske forståelse eller den pietistiske, der begge forudsætter, at dåben behøver en tilføjelse?

Jeg vil prøve at tydeliggøre dette. Sagen er den, at der, så vidt jeg umiddelbart kan se, er to tolkningsmuligheder:

  1. Dette nye spørgsmål “Vil du konfirmeres i den kristne tro?” er en parallel til spørgsmålet ved dåben efter tilspørgsel og svar på forsagelsen og trosbekendelsen og før vandøsningen: “Vil du døbes på denne tro?” Dette ældgamle spørgsmål er rimeligt ved en handling af dåbens vægt og betydning. Man har vel villet sikre sig, at dåben skete frivilligt og ikke under pres. Hvis det er sådan, konfirmationsspørgsmålet skal forstås, kan det netop på en uheldig måde gøre konfirmationen til en selvstændig handling omtrent af samme vægt som dåben. Det er lige før, man forventer, at præsten fortsætter: “Så konfirmerer jeg dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Med denne tolkning bliver konfirmationsvelsignelsen ganske vist det egentlige i handlingen, spørgsmålet er blot et oplæg. Men da spørgsmålet dog er et spørgsmål om at blive konfirmeret i den kristne TRO, er der som sagt en kilde til fejlforståelse her. Er troen stadig Guds gave i dåben, eller er den noget, og noget afgørende, som konfirmanden selv må præstere?
  2. Den anden tolkningsmulighed, jeg kan se, er, at spørgsmålet “Vil du konfirmeres i den kristne tro” står som en direkte erstatning for konfirmationens klassiske spørgsmål på forsagelsen og trosbekendelsen og altså som det ene af to brændpunkter i konfirmationshandlingen, 1. tilspørgsel og svar og 2. velsignelsen. Med denne tolkning er resultatet det samme: Konfirmationen bliver på uheldig vis en selvstændig handling, der i virkeligheden konkurrerer med dåben.

Gad nok vide, hvor stor udbredelse den nye konfirmation har fået, jeg har ikke været til konfirmationsgudstjeneste i flere år. Mon der er foretaget en undersøgelse?

Det oprindelige konfirmationsløfte

I den oprindelige pietistiske konfirmationsordning blev konfirmanden foruden et ja til troen afkrævet et løfte. Det stod stadig i den ritualbog, der var gældende indtil 1992. Efter spørgsmålet på forsagelsen og troen fulgte dette spørgsmål: “Er det din vilje at blive i denne din dåbs pagt indtil din sidste stund”. Dette kunne dog udelades. Men oprindelig forventede man, at konfirmanden skulle svare ja til dette. Et barn på 13-14 år! Jeg mener, der er en verden til forskel på at henvise til Guds store tilbud om liv og frelse i dåbspagten og så at afkræve de meget unge mennesker et løfte. Det sidste ville jeg finde helt uholdbart. Og som det fremgår, har jeg gjort alt, hvad jeg kunne, for at forebygge den misforståelse, at ja-svaret til dåbspagten skulle være et løfte. At sige ja tak til en gave er alt andet end at aflægge et løfte.

Til slut

Konfirmationsritualet og forståelsen af det er noget, jeg har kæmpet med. Også uden nogensinde at kunne bringe det hele på en enkel formel eller at turde hævde, at den form, jeg har brugt, skulle være den eneste rigtige. Men jeg mener, at formen med tilspørgsel og svar på forsagelsen og trosbekendelsen har givet god mulighed for at forkynde evangeliet. At blive mindet om sin dåb er at få evangeliet at høre. Og under alle omstændigheder vil jeg mene, at det væsentlige må være forbønnen for menighedens unge om, at de må blive bevaret i dåbspagten.

Strengt taget kunne konfirmationen jo undværes. Jeg forstår godt de grundtvigske kredse, der i sin tid afskaffede den; det gav god mening. Når jeg ikke foreslår den afskaffet i Folkekirken, skyldes det, at den i kraft af den forudgående konfirmationsforberedelse spiller en stor rolle i ungdommens oplæring i kristendom. Og den festlige konfirmation ville jeg også nødig undvære, når det altså gøres klart, hvad konfirmationen er, og hvad den ikke er.

Villy Klit-Johansen

 

Et mareridts-dåbsritual. En tur til Sverige og hjem igen

Af Villy Klit-Johansen

Reformationen

Hvis der er noget, der bør kunne samle den ellers ret splittede Folkekirke, er det dåbsritualet. I kraft af en række salmer af Grundtvig hænger det godt sammen med salmebogen, som Christian Thodberg viste i sin bog ”En glemt dimension i Grundtvigs salmer”. Den glemte dimension er dåbsritualet. Vi kan glæde os over, at ritualet har fastholdt dåbspagten og ikke har givet slip på kristendommen som et personligt forhold mellem Gud og det enkelte menneske. Det vil jeg uddybe i det følgende.

Reformationsåret er slut, og hvad er det så, man husker det for? Man husker det desværre for, at det i alt for høj grad kom til at handle om udenværkerne. Det er et tegn på tidens åndelige fattigdom, at et af de store emner i medierne blev, om Luther er ophavsmand til demokrati og menneskerettigheder, eller om han tværtimod var en mørkemand af rang. Var han ond eller god? Det blev spørgsmålet. Der var alt for lidt om, hvad der drev ham, og hvad der var hans store og omvæltende anliggende.

Luther levede i en tid, der var stærkt optaget af døden og dommen. Hvad skal der til, for at jeg kan bestå for Guds domstol? Det var det store spørgsmål også for Luther. Og da Luther tog det meget alvorligt og under ingen omstændigheder kunne nøjes med lette løsninger, endte det med, at han måtte fortvivle over sig selv. Han kunne aldrig blive god nok, selv om han fulgte alle kirkens vejledninger for et religiøst liv.

Da det endelig klarede sig for ham, at det slet ikke kommer an på, hvad vi selv kan præstere, moralsk og åndeligt, men at Gud har forbarmet sig og sendt sin Søn som vor frelser fra synden og døden og dommen, blev alting nyt. Han skrev om det i en kendt salme:

Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde!
Ja, lad os alle trindt om land
Med liv og lyst nu kvæde!
For Gud, så god som han er stærk,
Har gjort et herligt underværk,
Betalt i dyre domme.

Luthers personlige kamp for at finde en nådig Gud og den forløsning, han fandt, da han lærte at læse Bibelen, fik meget store konsekvenser for mange, mange mennesker. Mennesker, der havde trang til Guds nåde, fandt trøst, fred og glæde i evangeliet.

Det er netop det, der er kernen i den lutherske reformation. I Paulus´ og Luthers ikke alt for let forståelige sprog kaldes det “retfærdiggørelse af tro alene uden lovens gerninger”. Det blev klart, at kristendom er et personligt forhold mellem Gud og det enkelte menneske. Tydeligst kommer det frem i dåben, hvor Gud bøjer sig ned til et menneske og opretter sin pagt med det. En urokkelig aftale om, at Guds kærlighed gælder mig. Og der er slet ingen menneskelig melleminstans mellem Gud og mig. Kirken har mistet sin magt over, hvem der har adgang til Guds nåde.

Det er værd at bemærke, at optagetheden af det evige, af sjælens frelse, eller hvad man vil sige, førte til, at mennesker fik det jordiske liv tilbage. Slut med klosterliv og religiøst selvpineri. Nu var man sat fri til at leve i ægteskab og familie og hverdagens arbejde. Man fik øje for ”alt stort og skønt her neden”, for nu at bruge et udtryk fra Grundtvig. Luthers glæde ved musikken er f.eks. velkendt. Det viste sig – igen en gang – at den, der er optaget af himlen, altid vil være tro mod jorden.

Og det viste sig, at det personlige forhold til Gud slet ikke er det samme som individualisme eller privateri. Tværtimod. Det personlige forhold til Gud placerer os omgående i et forhold til vort medmenneske. Det personlige står ikke i modsætning til fællesskabet. Det sætter os netop ind i fællesskabet.

Udviklingen op til i dag

Hvor lyser evangeliet klart i dag? Det gør det i Den danske Folkekirke. Hvabehar? Nej, jeg overser ikke, at der er megen forvirring i Folkekirken. Jeg glemmer på ingen måde, at mange, endda mange indenfor præsteskabet, blander evangeliet sammen med religion af mange slags, endda i nogle tilfælde med islam. Hvad mener jeg da med, at evangeliet lyser klart? Jo se, hvis man vil vide, hvad en kirke står for, skal man læse dens dåbsritual. Det vender vi tilbage til.

Det, der begyndte så godt med reformationen, fik ikke altid så god en fortsættelse. Evangeliet blev efterhånden en gammel nyhed, og når evangeliets lys fordunkles, trænger religionen altid ind. I stedet for Guds ord til os i dåben, rettede man interessen mod menneskets tilslutning til flere eller færre dogmatisk korrekte læresætninger, eller man blev optaget af at fremkalde fromme følelser og fromme gerninger, eller den menneskelige fornufts evne til at fatte de dybe sammenhænge i tilværelsen blev placeret i centrum.

Sådan udviklede det sig i historien løb, og i dag finder trangen til at være godkendt og have værdi afløb i en sygelig kropsdyrkelse. Fitness-centrene har kronede dage. Og den finder afløb i en rastløs karrieredyrkelse og i optagethed af selvudvikling, og det i en grad, så der er opstået en hel industri omkring det. I dag angler man efter anerkendelse fra omverdenen og ikke mindst fra sig selv.

Men tag ikke fejl. En skønne dag vender det måske, og flere indser, at det er tomhed og bedrag. Den tid kan komme, da mange flere begynder at spørge mere realistisk og meget dybere: Hvordan bliver jeg godkendt af Gud? Nogle vil der altid være, som stiller det spørgsmål. Og hos mange kan det sagtens tænkes at ligge lige under den hektiske selv-dyrkelses blanke overflade.

Præsten, der står med det store ansvar, det er at føre ordet i kirken, gør klogt i under forberedelsen af prædikenen at gå ud fra, at der altid sidder mindst én dernede, som længes efter at høre det trøstende og forløsende ord fra Gud. Og den, der har det sådan, må aldrig gå skuffet hjem.

En tur til Sverige

Nu kommer jeg til det med ritualet. Disse overvejelser er sat i gang ved læsningen af forskellige dåbsritualer i den sidste tid. Senest det forslag, der er fremlagt i Svenska Kyrkan. Det siger ganske vist så rigtigt, at ”i dåben møder Gud os”, og at ”vi døbes til fællesskab med Jesus Kristus”. Men det ser ud til, at dette er helt glemt, efterhånden som ritualet skrider frem. Der siges meget OM dåben, OM livet o.s.v., ligesom der er en masse bønner. Læsninger af stykker fra Ny Testamente mangler heller ikke.

Men, men, det er ikke muligt at se, at den dåb, der udføres efter dette ritual, skulle være Guds pagtslutning med et menneske. Det personlige er helt fraværende. Luthers udsagn i Den Lille Katekismus: ”Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” synes glemt. Guds ord og troen. Vi må forstå det som Guds levende ord til den, der døbes, og troen, der svarer på Guds ord.

I den svenske kirke foregår det hele så at sige hen over hovedet på den, der bliver døbt. Man skulle tro, at den, der skal døbes, var et umælende dyr eller en sten. Trosbekendelsen fremsiges af den forsamlede menighed – til Gud, til hinanden, eller ud i luften? Det er ikke godt at vide. På intet tidspunkt siges der ”du”. Det hedder “vi”: ”Vi tror på Gud Fader den almægtige …” og det hedder “I”: ”Vil I, at jeres barn skal døbes?” Og det hedder ”jeg”: ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Det eneste sted, hvor der dog tales i 2. person er netop i disse døbeord, der er indført i middelalderen for at fremhæve præstens myndighed: Jeg døber dig o.s.v. Der er en menighed til stede, der er forældre til stede og der er en præst, men hvor er den, der skal døbes?

Fadervor er heller ikke Guds ord til den, der døbes, men de forsamledes fælles bøn.

Ikke engang Vor Herres Jesu eget velsignelsesord, ”Fred være med dig”, til den døbte er med. I stedet siger man til hinanden: ”Lad os gå i fred i Jesu Kristi navn”. Eller: ”Lad os gå i fred og tjene Gud/Herren med glæde.” Bemærk, at der ikke står Gud Herren, men Gud/Herren. Det udtrykker en valgmulighed, der nu bliver indført.

Det store skred i det svenske dåbsritual er i øvrigt sket allerede for mange år siden, da man ophørte med at døbe på dåbspagten. Næste store skridt er så, at der nu lægges op til, at man i stedet for ”Herren” kan sige ”Gud”. Dette i ligestillingens navn. De mandlige gudsbilleder i Bibelen skal renses ud. Ak ja, hvor evangeliet går ud af dåbsritualet, kommer religionen ind. I dette tilfælde ligestillingsreligionen. Det er synd for svenskerne. Hvis jeg skulle forestille mig et mareridts-scenarie, ville det være, at vi fik et dåbsritual som det svenske, hvilket jeg dog ikke anser for muligt.

Så vidt den svenske kirke. Hvad så med den norske? Det er næsten det samme. Nordmændene er også for mange år siden ophørt med at døbe med dåbspagten. I Norge tager de dog forsagelsen med, når de bekender troen. Det er et lille minde om, at den norske kirke også engang har kendt til at døbe på dåbspagten og ikke på menneskers bekendelse af troen.

Men så Den Romersk katolske Kirke da? Grundtvig roser den jo i ”Kristenhedens Syvstjerne” for, at den har holdet fast ved dåbspagten. Men ak! Også i den er dåbspagten afskaffet, og tilbage står alskens religiøst halløj. Jeg ved ikke, hvornår det er sket, men kunne konstatere det, da jeg forleden dag kiggede indenfor i Vor Frue katolske Kirke i Aarhus, hvor der var fremlagt pjecer om diverse ting, herunder dåben. Det vil føre for vidt at komme nærmere ind på ritualet, men det minder i sin kerne slående om det svenske og norske. Den Katolske Kirke oplyser endda på sin hjemmeside, at barnet døbes på forældrenes tro! Også her sker det hele åbenbart hen over hovedet på det sagesløse lille menneske.

… og hjem igen

Jeg elsker Den danske Folkekirke, fordi den har bevaret dåbspagten. Her døber vi på Guds levende ord og menneskets svar herpå. I dyb overensstemmelse med apostlene og den ældste kirke er dåben en pagt, som Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden, slutter med et menneske. Det hedder: ”Forsager du…” ”Tror du…” Og det ja, der lyder, det er troen, der svarer på Guds personlige tiltale og tilsagn i dåbspagten. Den, der bærer barnet til dåben, har en såre beskeden rolle, ligesom præsten. I dåben får vi i Guds levende ord det hele givet: Syndernes forladelse og det evige liv. Og troen, som er det eneste, Gud spørger efter. Troen er ikke noget, vi efterfølgende skal lægge til som vores del af aftalen. Den gives os i dåben. Og der er ikke noget at lægge til.

”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Sådan sagde Jesus ifølge Markusevangeliet kap. 16, v. 16, da han efter opstandelsen sendte disciplene ud med det gode budskab. Tænk den tanke, at troen var noget, vi selv skulle præstere! Hvem kunne så være med? Nej, dåben er udtryk for selve evangeliet om, at Gud i Kristus har forbarmet sig over syndere, der skal dø, og skænker os hele frelsen ganske gratis. Syndernes forladelse og det evige liv. Et nyt liv som Guds elskede barn og den frihed, der følger med.

I den danske kirke har vi haft en Grundtvig, som med Åndens klarsyn kæmpede for de enfoldige kristne mod alle de skriftkloge (teologerne). Det, der var den drivende kraft i Grundtvigs indsats, var hans tro på, at Jesus opstod og lever og taler til os i dag, ved døbefonten og nadverbordet helt personligt. Grundtvigs kamp lykkedes, så at vi har bevaret evangeliet med trøst og håb til de fortrykte, der efterspørger Guds nåde. Vores dåbsritual har i sin grundstruktur bevaret det væsentlige fra apostelkirken og den lutherske reformation. Det er ganske tydeligt, at dåbspagten er et personligt forhold mellem to parter: Et menneske, der måske føler sig som et betydningsløst intet mellem magterne, og den mægtige Gud, der har skabt og styrer alt til det bedste, og har udvalgt os til at blive frelst ved sin Søn Jesus Kristus.

Historien ville, at Danmark nok blev det mest lutherske af alle lande. Grundtvig var luthersk kristen. Han er den, der fremfor nogen har fastholdt reformationens anliggende og ført det videre. Han er den største siden reformationen, og han har præget den danske kirke dybt.

I Den danske Folkekirke er politisk korrekthed og en rastløs jagt efter at være med på noderne desværre også kommet til at fylde rigeligt, men der er alligevel et mægtigt potentiale for en kirkelig fornyelse. Når mennesker i større tal begynder at efterspørge Guds nåde, har de mulighed for at erfare, at livets kilde springer i den lokale sognekirke. Her mindes de døbte om deres dåb, og ved nadverens måltid styrkes de til at leve et liv i dåbspagten. Når trangen til Guds nåde vågner, har man lov til at tro, at mennesker, ligesom i tidligere tider, godt kan finde kirken.

Var Grundtvig nationalist?

Af Villy Klit-Johansen

Det ærgrer mig ærlig talt, når Grundtvig jævnt hen bliver udskreget som nationalist. Derfor det følgende.

Nation

Ordet nation kommer af det latinske natio, der betyder fødsel. En nation er summen af individer, der bor indenfor de grænser, som en given stat kontrollerer. Nationen er et lands befolkning. Befolkning forstået som dem, der enten pr. fødsel har statsborgerskab eller fremmede, der ved naturalisation har fået del i de rettigheder (qua tildeling af statsborgerskab, også kaldet indfødsret), som den indfødte befolkning har. Nation er altså et neutralt, værdifrit, beskrivende ord. Det samme gælder adjektivet national og substantivet nationalstat.

Nationalisme

Ordet nationalisme er derimod ikke værdifrit. Det betyder ”overdreven nationalfølelse forbundet med had til eller undervurdering af andre nationer” (Gyldendals røde fremmedordbog 1984).

Overdreven nationalfølelse kan give sig udslag i, at staten ikke anerkender folkelige mindretal. Det er f. eks. tilfældet i Frankrig og Tyrkiet. Disse to lande er typiske eksempler på nationalisme. I Tyrkiet er alle indbyggere ifølge den rådende statstænkning tyrkere, enten de er det eller ej, og enten de vil det eller ej. Ligeså i Frankrig. Den franske forfatning anerkender ikke folkelige mindretal. I republikken er alle franske, også selv om de ikke bryder sig om at være det.

Overdreven nationalfølelse kan også ytre sig i en følelse af bedreværd i forhold til nabolandenes befolkning og deraf følgende ekspansionstrang eller blot trang til at pådutte nabolandene en bestemt politisk adfærd. Eksempler på dette er ikke svære at finde.

Nationalisme kan udspringe af to tilsyneladende modsatte syn. Enten en universalistisk opfattelse, som benægter eller ser bort fra de forskelle på mennesker, der følger af forskelligt sprog, historie, religion og kultur. Det kan kaldes en falsk universalisme. Den falske universalisme er typisk for den franske oplysningstradition og for romersk-katolsk og pietistisk kristendom. Den er også i høj grad kendetegnende for marxismen sådan som den blev udfoldet i Sovjetunionen og andre kommunistiske lande.

Eller nationalismen kan udspringe af ren racisme, som det er tilfældet i nazismen, der har en racistisk forståelse af begrebet folk. Nazityskland var udpræget nationalistisk.

Nationalstat

Ved nationalstat forstår vi mest rimeligt en stat med en forholdsvis homogen befolkning, etnisk set. Således giver det god mening at skelne mellem en nationalistisk stat og en nationalstat. Nationalstaten har været en succes uden lige. Reelt demokrati er et barn af nationalstaten. Nationalstater er i almindelighed også fredelige.

Grundtvig

Var Grundtvig nationalist? Han beskyldes ofte for nationalisme. Det var hans fædrelandskærlighed, der løb af med ham, mener man. Hans følelser løb af med ham, han var jo et barn af romantikken. Dertil må dog bemærkes, at fædrelandskærlighed for Grundtvig ikke primært var en følelse. Det, der bandt folket sammen var en ÅNDELIG kraft, der kaldte vilje og dåd frem. Følelsen var naturligvis ikke koblet af, så lidt som den klare tanke, men kærligheden til ”eget folk og fædres land” kan på ingen måde nedskrives til en ”følelse”. Grundtvig vendte sig på alle afgørende punkter imod romantikken.

Grundtvig kan ikke med nogen ret beskyldes for at have været nationalist. Det viser sig i praksis ved, at han afgjort vendte sig imod alle forsøg på at fordanske det tyske mindretal i Sønderjylland ved at tvinge mindretallet til at bruge det danske sprog i kirke og skole. Han gik entydigt ind for mindretallets ret. Han var endda på et tidligt tidspunkt fortaler for, at Sønderjylland med fordel kunne deles efter den folkelige grænse, d. v. s. en grænse omtrent efter den linje, der blev lagt fast ved afstemningen i 1920.

Han mente heller ikke, at det danske er bedre end det tyske. Ej heller var ekspansionisme hans kop te. Han gik ind for, at Danmark skulle opgive overhøjheden over det tyske Holsten, jo før jo bedre.

I dagens ideologisk forpestede atmosfære er det vigtigt at få begreberne på plads.

Svar til Nadia Nadim

Den dansk-afghanske fodboldspiller Nadia Nadim gav i april i et interview til DR. Den debat om synet på indvandrere, som hun i interviewet efterlyser, blusser nu op i forbindelse med landsholdets succes ved EM.

I interviewet angriber Nadia Nadim danskerne for den hårde tone i indvandringsdebatten. Den er sårende for hende, siger hun. Og ja, hun kan have ret i, at nogle udannede, måske endda dumme, mennesker, især på de sociale medier, bruger grimme ord, der afslører en dårlig holdning til fremmede. Så langt så godt. Dette kan man kun støtte hende i.

Men den dygtige fodboldspiller, der gør det så fremragende på landsholdet, begår et klart frispark, når hun så, lidt truende, siger, at hun på grund af indvandringsdebatten ikke ønsker at blive 100 procent dansk. Debatten afslører nemlig en danskhed, som hun ikke vil være en del af, siger hun. Hun glemmer vist, at der er udannede og dumme mennesker i alle lande. Og hvad har den slags at gøre med at være mere eller mindre dansk?

Det mener Nadim åbenbart, det har. Og som et modstykke hertil giver hun sin egen definition på danskhed. For hende er det ”medmenneskeligheden, solidariteten og tolerancen, der definerer danskhed”. Målt på den definition er Tyskland og Sverige meget bedre, mener hun. Hvis hendes definition skal tages for gode varer, må det betyde, at tyskerne og svenskerne er mere danske. Det er vist et klart selvmål. Yderlige siger Nadim, at hun derfor godt kan forstå, hvis nogle ender med at vælge Danmark fra. Jaså! Hertil må vi ganske enkelt svare: Pas på, at vi ikke tager dig på ordet og anbefaler dig at flytte! Pas på, at du ikke gør dig fortjent til det røde kort!

Slap nu af Nadia! Kan du ikke se, at indvandringsdebatten er en politisk nødvendighed? At nogle ikke er i stand til at formulere sig høfligt og korrekt er nok et vilkår i en tid, hvor de sociale medier fylder så meget. Desværre!

Med hensyn til Nadims definition af danskhed bliver jeg nødt til at sige, at den er meget overfladisk. Der er ganske vist ikke noget at sige til, at hun, ud fra de erfaringer, hun formentlig har haft indtil nu i sit unge liv, ikke tænker dybere. Måske har hun kun stiftet bekendtskab med de holdninger, der præger Enhedslisten og Det radikale Venstre og bliver søgt fremmet i de gængse medier, der netop ligger på denne linje.

I disse dominerende kredse definerer man danskhed ved nogle ”værdier”, ofte netop medmenneskeligheden, solidariteten og tolerancen, der opfattes som markører. Disse ”værdier” udmærker de gode mennesker i modsætning til de onde, der befinder sig på et lavere moralsk stade og derfor kun fortjener at være genstand for foragt og had. Slap dog af! Den tankegang er jo ødelæggende for fællesskabet. Man bliver ikke mere dansk af at moralisere over andre og betragte dem som laverestående væsener. Udannede og dumme mennesker findes i lige så høj grad blandt dem, der støtter Nadia Nadims synspunkter. Det kan man let konstatere ved at læse f.eks. Facebook.

Man må alvorligt opfordre Nadia Nadim og hendes meningsfæller på venstrefløjen, den liberalistiske og den socialistiske, til at overveje et dybere syn på danskhed – og på folkelighed i det hele taget. For folkelighed er ikke noget specielt dansk. Tænk alvorligt over, om danskhed kunne være dette: af hjertet at slutte sig til det danske folk med dets historie og sprog og dets kultur, så langt, som den enkelte nu kan være med. Danskhed er noget, der er fælles for alle, der vil være med. Og se, det er en ganske anden sag.

Derfor bør du, Nadia Nadim, spørge dig selv, om det er det, du vil. Ønsker du af hjertet at slutte dig til det danske folk med dets sprog og historie og dets nedarvede kultur, der i øvrigt stadig udvikles? Det er ikke gjort med, at du har et dansk pas. Og det er ikke gjort med moralske tirader, selv om de kan have en vis berettigelse. Ønsker du at slutte dig til det danske folk og være fuldtud loyal mod dets samfund og love? Vil du sætte alt ind for det danske folks fremtid? Det bør du, som alle vi andre, spørge dig selv om.

Et godt råd: Begynd at tænke lidt dybere over livet, dit eget og folkets liv! Det er langt mere frugtbart. Og især: Lev med i folkets liv! Det er afgørende vigtigt, hvis du ønsker, at Danmark skal bestå. Ønsker du det?

Og til sidst: Du besværer dig over, at nogle ikke betragter dig som 100 procent dansk, fordi du har afghanske rødder. Men det er ikke andet end, hvad du selv giver udtryk for, når du siger, at du er både dansk og afghansk. Du er dansk med afghanske rødder. Jamen, det er fint. Det er helt som det skal være. Man kan jo ikke skifte folkelighed, som man skifter skjorte. Så på det punkt kan der ikke være noget problem. Ingen skal komme og forlange af dig, at du skal blive 100 procent dansk, og du skal ikke kræve det af dig selv. Slap bare af og vær dig selv!

Og nu om lidt, i skrivende stund faktisk om en halv times tid, går det løs i finalekampen om EM-guldet. Her må du gerne gå til den. Ikke noget med at slappe af. Det ville også ligne dig dårligt. Vi ser gerne, at du scorer. Helst hattrick! Vi er faktisk allerede stolte af dig.

Villy Klit-Johansen, 6. august 2017