Kategori: Ikke kategoriseret

Om Grundtvigs udfordring til den kirkelige vanetænkning

Tidehverv
Med Grundtvigs udfordring tænkes der på hans dåbspagtsteologi, Dåbspagten er nemlig efter den mageløse opdagelse 1825 selve hjertet i Grundtvigs kristendom. Dette emne behandler vi nu, idet vi tager udgangspunkt i spørgsmålet: Sker der noget i dåben?

Her undgår vi ikke at omtale Tidehverv og Indre Mission, fordi der i disse miljøer udtrykkes teologiske tanker. K. Olesen Larsen, den kierkegaardsk inspirerede, tidehvervske, præst og teolog, skrev i sit kirkeblad (her citeret fra bogen “Fra Esajaskirken”, Forlaget Aros 1972, s. 123): “Hvad sker der, når et lille barn bliver døbt? Ikke spor andet, end hvad vi kan se og høre – som Grundtvig siger: “Ordet tørt / og håret vådt, / og kun et degneamen!” Det er det hele. Vandet er almindeligt vand og ordene er ganske simple menneskeord. Alt andet er ren og skær overtro, d.v.s. tro på mystiske handlinger og ceremonier …” Han slutter sin lille artikel med at slå fast, at dåben er FORKYNDELSE!

Bedømt ud fra den lutherske kirkes bekendelsesgrundlag er det for tyndt. Man må nemlig spørge: Hvor bliver sakramentet af? Hvor bliver genfødelsens bad ved den Helligånd af? Og man må spørge: Forkyndelse er vel noget, der skal gentages, men skal dåben det? I forbifarten skal det siges, at brugen af Grundtvig-citatet er et misbrug.

Olesen Larsen hørte til en generation, der for længst er fortid. Når der i dag meldes noget ud om disse sager fra tidehvervsk hold, lyder det i reglen, ikke altid, men i reglen: Der sker noget i dåben! Det lyder unægtelig som det modsatte af Olesen Larsen, og det er det vel også. Og så alligevel, begge parter kan bebrejdes, at de adskiller tro og dåb, herom mere sidst i denne tekst. Der er faktisk noget, de er fælles om. Lad det allerede nu være sagt, at Grundtvig advarede stærkt imod at adskille, hvad Gud har sammenføjet, og han mente troen og dåben. Det er et tilbagevendende tema hos Grundtvig. Det vil føre for vidt her, men se f. eks. han prædiken til aftensang, 6. s. e. trin. 1841. (Grundtvig: Prædikener i Vartov, Bind 2, s. 301).

Den lutherske ortodoksi. Petter Dass som eksempel
Men hvad menes der med, at der sker noget i dåben? Udsagnet kan forstås som, undskyld jeg siger det ligeud, et tilbagefald til den lutherske ortodoksi i 1600-tallet. Først: Hvad kendetegnede denne kirkehistoriske periode? Jo, under udviklingen af enevældens statskirkelighed, i virkeligheden kan man sige: af teokratiet, blev mennesker opfattet som monarkens undersåtter, der skulle disciplineres i monarkens religion, så de kunne blive lydige og nyttige borgere. Der var tale om en udstrakt brug af religiøs tvang. Det var jo sådan, at uden dåb og konfirmation kunne man ikke flytte til et andet sogn, man kunne ikke få arbejde, man kunne ikke gifte sig o.s.v.

Det er naturligvis ikke det, nogle tidehvervske er faldet tilbage til. Men under denne udvikling skete der uundgåeligt noget med opfattelsen af dåben. Mens Luther havde lagt vægten på Guds Ord og troen som det, der i dåben virker frelsen, kom vægten i højere grad til at ligge på vandet. Dertil kommer, at dåben entydigt blev betragtet som barnedåb, for man så i denne periode den israelitiske omskærelse af drengebørn på den ottende dag som dåbens forbillede. Dåben blev noget, man foretog på et spædbarn, uden at den døbtes person og tro var med i det. Den døbte var virkelig undersåt, genstand for statens og dens præsteskabs handlinger.

Hvis man vil have et indtryk af, hvad der var på færde, kan man f.eks. læse Petter Dass’s 35 strofer lange katekismussang om dåben, Daabens Sacramente hedder den. Den er skrevet i slutningen af århundredet. Der er megen traditionel luthersk teologi i den. Arvesynden ses som begrundelse for dåbens nødvendighed. I dåben gives syndernes forladelse, men den døbte er på en gang synder og retfærdig. Mon ikke mange har fundet trøst i en strofe som denne, nr. 16:

Tagis ikke Synden væk, / Straffen er dog tagen, / Dommen giør os ingen Bræk, / GUd tog paa sig Sagen, / Den mon hand clarere, / Os ey krævis meere; / Lad saa Dievel, Synd og Død / lenge nok bravere.

Fra strofe 18 er det den hemmelige forening af vand og Ånd, der udfoldes. Det er vandet, der tematiseres. Fornuften fatter ikke, “At Hand vil det ringe Vand / Saa stor en Krafft forære.” (strofe 19). Det er bare noget, vi må bøje os for. Dass følger op med eksempler fra både Det gamle og det Nye Testamente på, hvordan Gud kan bruge vandet til at udrette undere. Det forekommer at være noget vidtløftigt med alt det vand. Det er næsten til at blive søsyg af. Dette fører over i en understregning af barnedåbens berettigelse.

Så langt så godt. Mere problematisk forekommer det, at Dass fra strofe 29 og helt til strofe 34 går over til at formane forældre og endda true dem med Guds straf, om deres spæde barn på grund af deres forsømmelighed dør udøbt.

Endnu mere problematisk er det, at der simpelthen mangler noget væsentligt. Det er bestemt ikke det lutherske “ordet og troen”, der holdes frem som det afgørende. Helligånden er rigtignok tænkt med, men vel at mærke som den kraft, der forbinder sig med vandet og gør det til et underfuldt bad, ikke som den, der ved Guds mægtige Ord skaber forbindelse mellem Guds hjerte og menneskets. Dette er en alvorlig og for ortodoksien typisk mangel.

Jeg benægter ikke, at Dass er herlig læsning, han er næsten møllehavesk frisk i sin stil. Men han må nødvendigvis læses ud fra den historiske kontekst og kan ikke uden videre gentages i dag.

Tidehverv og Indre Mission som eksponenter for den kirkelige vanetænkning
Men når man lytter til tidehververe – og indremissionske kan vi tilføje, for de har nærmet sig hinanden – så lyder det ofte som en gentagelse af den lutherske ortodoksi. Hvor tidehververe siger “Der sker noget i dåben”, siger missionsfolkene måske som oftest: “Dåben frelser”, men meningen er den samme. Den lutherske og bibelske, nødvendige, sammenhæng med ordet og troen negligeres. Typisk ser man troen som noget, der eventuelt kommer til senere, men hvad man ser bort fra, er, at troen ret beset er en integreret del af dåben.

Der er faktisk god mening i at spørge, om tidehververe og missionske til en vis grad er vendt tilbage til den lutherske ortodoksi, eller, måske mere sandsynligt, aldrig er kommet ud over den. Og her skal det siges, at den lutherske ortodoksi ikke uden videre er evangelisk-luthersk, den er en sidevej, der fører bort fra det centralt evangeliske. Ortodoksien er en størknet og intellektualiseret udgave af det lutherske. Den kan endda ikke siges fri for at have en vis lighed med højmiddelalderens skolastik, der anså dåben for at virke i og med, at den var udført, altså så at sige automatisk og uanset den døbtes person og tro. Det bør ikke være nødvendigt at dokumentere påstanden om, at man ofte fra tidehvervsk og indremissionsk side hører eller læser noget, der ligner det her beskrevne. Erfaringen viser det. Man kan derfor nøjes med en opfordring til at tage til genmæle, hvis det ikke er rigtigt. Det ville kun være glædeligt, hvis det skulle være tilfældet.

Grundtvig som en udfordring til den kirkelige vanetænkning
Grundtvig er en udfordring til den herskende teologi. Han drømte midt under rationalismens (fornuftskristendommens) åndelige tørketid om en åndelig fornyelse. Men han søgte ikke tilbage til pietismens subjektivisme, som mange andre på hans tid, Kierkegaard for eksempel. Nej, Grundtvig sprang hen over fejludviklingerne i rationalismen, pietismen og ortodoksien og vendte tilbage til Luther og apostlene. Det er hans sande genialitet.

Grundtvig tilhører den nye tid og har i høj grad været med til at forme den. Det er den åndelige friheds tid og den folkelige myndiggørelses tid. Folket rejste sig mod myndighedernes, herunder præsteskabets, umyndiggørelse af dem. Hvor Herrens Ånd er, er der frihed. Det vidste Grundtvig fra Paulus, så han støttede oprøret, men han blev ikke pietist, som mange af den gudelige forsamlingsbevægelses ledere blev det. Han var bestemt heller ikke luthersk-ortodoks, som mange af statskirkens repræsentanter. Sagt med nutidige ord: Han var hverken indremissionsk eller tidehvervsk.

Grundtvig er en udfordring til tidens teologi, både den, der siger: Der sker ikke noget i dåben, og den, som bruger slagordet: Der sker noget i dåben. Sagen er den, at Grundtvig aldrig kunne finde på at skille tro og dåb. Dertil var han alt for luthersk, hvilket som sagt er noget andet end luthersk-ortodoks. Luther lagde nemlig vægt på, at det, der sker i dåben, sker i kraft af Guds ord og troen, som han understreger i Den Lille Katekismus. Hvis man adskiller tro og dåb, skaber det enten ligegyldighed overfor Guds ord, eller man skaber angst i bange sind. Den anfægtede må jo nemlig bestandig spørge sig selv: Mon jeg tror? Mon jeg overhovedet har en mulighed for at tro?

Hvis Grundtvigs dåbspagtteologi bliver kendt og taget til hjerte, kan det ikke undgå at få store og positive konsekvenser for en kirke, der i dag er som et skib, der er frosset fast i de tilvante tankeganges ismasser. Hvis noget vil kunne få skibet fri og bringe det i fart igen, er det Guds Ånd, der virker i dåbens ord. Dåbens ord er for Grundtvig 1. dåbspagten, 2. døbeordet (Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn), 3. fredlysningen (Fred være med dig) 4. samt i flere både poetiske og prosaiske tekster Fadervor. Den vigtige tilføjelse skal gøres, at Grundtvig betragtede dåbens ord som ord talt i dåben af den levende Herre Kristus personligt til den, der døbes.

Hvis man ser bort fra salmerne, har Grundtvig næppe udtrykt sin dåbspagtsteologi klarere, end han gør det i sin prædiken til aftensang 6. søndag efter trinitatis 1842 (Grundtvig, prædikener i Vartov, bind 3, Forlaget Vartov 2003). Han understreger, at uden genfødelsen af vand og Ånd i dåben får man ikke magt til at blive Guds barn. Dåben er altså nødvendig. Og så får vi i det følgende hans bud på, hvorvidt der sker noget i dåben:

“Dette er det første, mine venner, men det andet er ligesom dette, at uden ordet og troen udretter dåben slet intet, og det er det ord, som ved dåben lydelig tales til os i Herrens Navn, og troen, som fæster sig til dette ord, så hvem der enten vil indbilde sig, at dåben kan genføde ham uden tro, eller at han genfødes ved nogen anden tro end troen paa det ord, som lyder til ham ved dåben, når han på Herrens vegne tilspørges: forsager du? og tror du? og døbes paa Herrens vegne i Faderens og Sønnens og Helligaandens Navn, og velsignes paa Herrens vegne med hans “Fred være med dig,” hvem der indbilder sig, at nogen anden tro kan hjælpe ham til genfødelse af vand og Ånd end troen paa det ord, som Herrens eget, udsendt til at gøre gerningen, hvem der indbilder sig det, får også nøjes med en indbildt genfødelse, da den virkelige genfødelse til et nyt liv med Jesus Kristus kun virkes af det Herrens ord, som dertil udsendtes hos dem, som tror det.”

Så vidt Grundtvig. For ham er dåben utænkelig uden dåbspagtens ord i form af spørgsmål og ja-svar. Lige så utænkelig som dåb uden vand. Dåbspagtens ord og troen på det er ikke noget udenfor og ved siden af dåben. Og troen er ikke noget, som vi eventuelt på et senere tidspunkt kan eller bør komme frem til. Pointen i Grundtvigs advarsel mod at adskille tro og dåb, det, som Gud har sammenføjet, er ikke, at vi skal sammenføje dåb og tro ved at føje vores tro til dåben, men netop, at Gud har føjet dem sammen, og vi skal vogte os for at skille dem ad. Ordet og troen ER dåben – naturligvis sammen med vandet. Heri ligger Grundtvigs udfordring til den kirkelige vanetænkning. Hvem ved, om der i dåbspagten, troet og forkyndt, findes den Åndens varme, der vil kunne tø det indefrosne kirkeskib fri af ismasserne?

Til sidst: Er nogen kommet bort fra troen, er der i Grundtvigs tankegang kun én vej frem, og det er tilbage. Tilbage til den tro, som Herren gav én i dåben. Tilbage til dåbspagten og det nye liv, der ved den blev født i dåben. Ved Helligåndens kraft. Som Grundtvig tilføjer: “Når ordet ved troen indplantes i vort hjerte, da indplantes vi ved ordet i Ham og får magt til at være Guds børn og begynde et nyt levnedsløb …”

Villy Klit-Johansen den 9. december 2020

VOR HERRE KOM TIL JORDANS FLOD

Dette er ikke en videnskabelig udgave, men en udgave for den, der ønsker at fordybe sig lidt i dåben ud fra Grundtvigs oversættelse af Luthers katekismus-salme med henblik på undervisning eller egen opbyggelse. Derfor indledningen og de fyldige noter.

Indledning

Grundtvig oversatte Luthers katekismus-salme om dåben. Den står i Grundtvigs Sang-Værk, første bind, nr. 382. I en fodnote står: “Luther’s “Christ unser Herr zum Jordan kam” frit fordansket”. Grundtvig er loyal over for forlægget, men har selvfølgelig sin egen tone. Grundtvig får det meste af stoffet i Luthers Lille Katekismus med i salmen, dog ikke helt så meget som Luther selv i den originale salme.

Det interessante er nu, at Luther (og Grundtvig) lader katekismus-salmen tage udgangspunkt i beretningen om Jesu dåb, Mattæusevangeliet kap. 3, vers 13-17. Dermed bliver der tilføjet et afgørende perspektiv på dåben i forhold til, hvad Luther har med i Katekismen.

Det forholder sig jo sådan, at i den lutherske kirkeafdeling hører det med til definitionen på et sakramente, at det er indstiftet af Vor Herre Kristus. Til et sakramente kræves der foruden et ord af Herren noget materielt, ved dåben vandet og ved nadveren brød og vin. Dette er børnelærdom og rimeligt uproblematisk.

Men det betyder ikke, at der ikke er udfordringer for tanken i det. Hvad nadveren angår, er det ganske vist såre enkelt. Nadveren blev indstiftet ved det sidste måltid, Jesus holdt med sine disciple. Ved dette måltid skete den handling, hvorved nadveren blev indstiftet, og nadverens indstiftelsesord er de noksom bekendte ord, Jesus sagde ved den lejlighed. De skal siges ved kirkens nadvermåltid, for at det kan regnes for en ret nadver.

Udfordringen for tanken ligger nu i, at det med hensyn til dåben ikke er så enkelt. Man må nemlig spørge: Hvornår indstiftede Jesus dåben? I Ny Testamente er der som bekendt ikke en “dåbens indstiftelsesberetning”, parallelt med nadverens indstiftelse. Det næste spørgsmål er: Hvad er dåbens indstiftelsesord? Katekismus-salmen giver en slags svar på det første af spørgsmålene. Følger vi salmen, er Jesu dåb ved Johannes Døber i Jordans flod det nærmeste, vi kommer til en indstiftelse af dåben. Luther siger det direkte i sin salme: “Da wollt er stiften uns ein Bad …” Grundtvig gengiver det med et fint poetisk billede: “da blanded han et sjælebad”. Meningen er den samme.

Der ligger en rigdom af åndeligt indhold i, at Luther ser Jesu egen dåb som indstiftelsen af “vores” dåb. Ganske kort kan vi sige: Guds Søn lod sig døbe med synderes dåb og sagde dermed ja til at gå hele vejen til korset for at lide døden i synderes sted (Luther: “von Sanct Johann die Taufe nahm, / sein Werk und Amt zu ‘rfüllen); derfor kan vi syndere blive døbt med Jesu dåb.

Så langt så godt. Men det andet spørgsmål var: Hvad er så dåbens indstiftelsesord? At det må være et ord af Vor Herre selv er indlysende. Men hvilket ord? Vi har jo ikke et ord af Jesus fra indstiftelseshandlingen, kun Gud Faders ord om Sønnen: Hør ham! Men hvad siger han? Der er rigtignok evangelietekster med i dåbsritualet, men historisk er der ingen fast tradition for, hvilke nytestamentlige tekster; det har skiftet i tidens løb. Jesu “dåbsbefaling” i Matt. 28 er for eksempel først kommet ind i ritualet med biskop Balles døbeformular i 1783.

Grundtvigs “mageløse opdagelse” i 1825 førte ham til i flere omgange at arbejde dybt med spørgsmålet. Kernen i “den mageløse opdagelse” er, at frelsen formidles til os ved den opstandne og levende Herres konkrete ord til os i dåben og nadveren. Det kom til at stå ham klart, at dåbens ord  derfor måtte være tiltale, Herres tiltale til den, der døbes. Det måtte være tiltale i anden person, det måtte hedde “du”. Ved nadveren hedder det da også “for jer”. Men ved dåben?

Grundtvig og efter ham andre har med stor flid og åndelig indsigt arbejdet med spørgsmålet om, hvilke ord, der hører nødvendigt med til dåben efter Kristi indstiftelse. Grundtvig nåede frem til, at det primære dåbsord er dåbspagtens ord med spørgsmål og svar, “Forsager du …” og “Tror du …” og dåbskandidatens JA. Dåbspagtens ord hører nødvendigt med til dåben, det var han af af mange grunde overbevist om.

Grundtvig var ægte luthersk, når han i sin lære om dåben understregede dåbens uopløselige forbindelse med Guds Ord og troen. Det kommer tydeligt frem i forskellige strofer både i Luthers salme og i Grundtvigs gendigtning. Hos Grundtvig er det med i 2. strofe, vers 7-9: “men vandet er ej bart og blot, / hvor Helligånden svæver, / Guds Ånd det er, os døber! Det sidste markante vers “Guds Ånd det er, os døber” er en hentydning til katekismens ord: Spørgsmål: Hvordan kan vand gøre så store ting?, (nemlig frelse et menneske fra synden og døden). Svar: “Det er ikke vandet, der gør det, men Guds Ord, der er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds Ord i vandet o.s.v.” Guds Ord og troen. Derved fastholdes det, at Helligåndens redskab ikke er vandet, men Ordet. Det er en meget vigtig pointe i Luthers teologi, at Ånden i Guds åbenbaring for os er eksklusivt bundet til Ordet som Åndens virkemiddel.

Den samme “mageløse opdagelse” ligger også bag ved den indholdsfyldte vending “tro og dåb” i 6. strofe. Og tillige i 7. strofe: “Hvor støvets øje ser kun vand, / Guds Ord dog øret hører.” I ord-parret “tro og dåb” ligger hele Grundtvigs dåbspagtteologi gemt, den, som han udfolder så rigt i sit omfattende forfatterskab. Grundtvig fjernede sig ikke fra Luther, men man kommer ikke udenom, at Grundtvig havde et klarere blik end Luther for, at dåbens ord måtte være en direkte tiltale, udtalt  af den levende Herre Kristus, og det er dåbspagtens ord netop. Grundtvig opdagede, at dåbspagten indeholder den vigtige pointe, at troen er gave, i absolut forstand gave. Den er ikke noget, som mennesket selv efterfølgende skal føje til. Den, der tror på Kristus, har derfor ingen ære af det selv, for troen er ikke en præstation, men netop en gave.

Dåben er evangelium og skal tages alvorligt som evangelium. Evangelium betyder godt budskab, i denne sammenhæng et godt budskab fra Vor Herre, der befrier os fra den elementære menneskelige angst for døden og dommen. Jævnfør katekismen: “Dens (dåbens) virkning er syndernes forladelse, den befrier fra døden og Djævelen og giver alle, der tror det, den evige salighed …”

Mel. Johann Walter
J.P.E. Hartmann
Erling Lindgren: Er lyset for de lærde blot (melodien til sidste linje gentages)

1
1. Vor Herre kom til Jordans flod,
2. alt som Gud Fader ville,
3. og af Sankt Hans sig døbe lod,*
4. da udsprang livets kilde,
5. da blanded han et sjælebad,
6. af Ånd og vandets strømme,*
7. som synd og død i allen stad
8. kan herlig oversvømme;
9. i dåben vi genfødes!*

2
1. Så læg da nu ret mærke til
2. Guds eget ord om dåben,
3. så I fordærver fjendens spil
4. og undflyr kætterhoben!
5. Udtrykkelig vor Gud og drot
6. til dåben vand udkræver,
7. men vandet er ej bart og blot,*
8. hvor Helligånden svæver,
9. Guds Ånd det er, os døber!*

3
1. Fra Jordan spurgte himmelsk nyt*
2. man trindt på jorderige,*
3. Gud Faders stemme åbenlydt*
4. man hørte der udsige,
5. hvad hidtil hos sig selv i løn*
6. han holdt fra gamle dage:
7. Du er min elskelige Søn,
8. som mig mon vel behage!*
9. Med Jesu dåb vi døbes!

4
1. Guds egen Søn i støvets bånd*
2. ved Jordan var at skue,
3. der sig nedlod den Helligånd,
4. alt som Gud Faders due,
5. så, skønt kun vand og støv vi se,*
6. vi lære skal med glæde,
7. de himmelske personer tre*
8. i Ånden er til stede,
9. vil hos os bo og bygge!

5
1. Vor Herre sagde til de tolv*
2. hans visse bud hernede:
3. Gå ud, gå trindt på jordens bold,
4. fortabte at oplede,
5. og døb da i Guds trillingnavn*
6. dem med min Faders stemme,*
7. og lær dem og i kærlig favn*
8. mit vidnesbyrd at gemme!
9. Jeg følger med til enden!

6
1. Ja, salighedens store håb,
2. som vinde kan og vare,
3. han bundet har til tro og dåb*
4. med visse ord og klare:
5. Kun født påny af vand og Ånd,*
6. Gud Fader vi behage,
7. men når vor sjæl er i Guds hånd,
8. vi døden ej kan smage,*
9. thi himmerig vi arver!

7
1. Hvor støvets øje ser kun vand,*
2. Guds Ord dog øret hører,
3. og Jesus Kristus, Gud og Mand,*
4. med Ånden vandet rører,
5. da sjælen ser en purpurflod
6. med korsets ægte farve,
7. som skænker den for døden bod*
8. og ret til Gud at arve!
9. Godt pant er Helligånden!

Martin Luther
N.F.S. Grundtvig

Noter

*1. strofe, vers 3: Sankt Hans = Johannes Døberen.

*1, 6: Ånd og vandets strømme: Johannesevangeliet 3, 5: “Jesus svarede: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.”; Efeserbrevet 5, 26: “ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet.” 

*1, 9: i dåben vi genfødes: Katekismen: FOR DET TREDJE: Hvordan kan vand gøre så store ting? SVAR: … et bad til genfødelse i Helligånden, som apostelen Paulus siger i Titusbrevets tredje kapitel: “Ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.” (Titusbrevet 3,5).

*2, 2: fjenden = Djævelen

*2, 7: vandet er ej blot og bart o.s.v.: Katekismen: FOR DET FØRSTE: Hvad er dåben? SVAR: Dåben er ikke bare vand, men den er vandet indesluttet i Guds befaling og forbundet med Guds ord.

Og FOR DET TREDJE: Hvordan kan vand gøre så store ting? SVAR: Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.

*2, 9: Guds Ånd det er, os døber. Udsagnet skal tolkes i lyset af svaret i katekismen på spørgsmålet Hvordan kan vand gøre så store ting, som tages op i 2, 7. Se den foranstående note. Dermed bliver Guds Ånd = Ordet og troen.

*3,-4. Jesu dåb. Mattæusevangeliet 3, 13-17.

*3, 2: Trindt = vidt omkring.

*3, 3: åbenlydt = højlydt, i alles påhør.

*3, 5: i løn = i det skjulte.

*3, 8: som mig mon vel behage, poetisk udtryk = som jeg har velbehag i. Mon er et hjælpeverbum som må, vil og kan.

*4, 1: i støvets bånd = i skikkelse af et virkeligt menneske.

*4, 5: støv = et menneske.

*4, 7: de himmelske personer tre = den treenige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden.

*5: Mattæusevangeliet 28, 19-20, “dåbsbefalingen”.

*5, 5: Guds trillingnavn = den treenige Guds navn.

*5, 6: med min Faders stemme = med Guds ord. (Mattæusevangeliet 3, 17: “Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag”. Efeserbrevet 5,26: “badet med vand ved ordet”).

*5, 7: lær dem og = lær dem også

*6, 3: Tro og dåb er en hyppigt forekommende, fast vending i Grundtvigs salmer. Ord-parret dækker over det forhold, at dåbspagten og dåben med vand hører uløseligt sammen. Ordet “troen” rummer på én gang  dåbspagtens ord og hjertets tro.

Katekismen: FOR DET ANDET: Hvordan lyder da dette Guds ord og løfte? SVAR: Vor Herre Kristus siger sidst i Markusevangeliet: “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” (Markusevangeliet 16, 16).

1. Peters Brev 3,21: “Det vand [syndfloden] er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse.”

*6, 5-6: født påny af vand og Ånd: Johannesevangeliet 3, 5: “Jesus svarede: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.”

*6, 8: vi døden ej skal smage: Johannesevangeliet 8, 52: “Den der holder fast ved mit ord skal aldrig i evighed smage døden.”

*7, 1: støvets øje = det legemlige, jordiske menneskes øje.

*7, 3: Jesus Kristus, Gud og mand = Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske.

*7, 7: bod = hjælp og trøst

Villy Klit-Johansen 28. november 2020

Mel. Johann Walter.
J.P.E. Hartmann.
Erling Lindgren: Er lyset for de lærde blot (melodien til sidste linje gentages)

1
Vor Herre kom til Jordans flod,
alt som Gud Fader ville,
og af Sankt Hans¹ sig døbe lod,
da udsprang livets kilde,
da blanded han et sjælebad,
af Ånd og vandets strømme,
som synd og død i allen stad
kan herlig oversvømme;
i dåben vi genfødes!

2
Så læg da nu ret mærke til
Guds eget ord om dåben,
så I fordærver fjendens² spil
og undflyr kætterhoben!
Udtrykkelig vor Gud og drot
til dåben vand udkræver,
men vandet er ej bart og blot,
hvor Helligånden svæver,
Guds Ånd det er, os døber!

3
Fra Jordan spurgte himmelsk nyt
man trindt³ på jorderige,
Gud Faders stemme åbenlydt⁴
man hørte der udsige,
hvad hidtil hos sig selv i løn⁵
han holdt fra gamle dage:
Du er min elskelige Søn,
som mig mon⁶ vel behage!
Med Jesu dåb vi døbes!

4
Guds egen Søn i støvets⁷ bånd
ved Jordan var at skue,
der sig nedlod den Helligånd,
alt som Gud Faders due,
så, skønt kun vand og støv⁸ vi se,
vi lære skal med glæde,
de himmelske personer tre⁹
i Ånden er til stede,
vil hos os bo og bygge!

5
Vor Herre sagde til de tolv
hans visse bud hernede:
Gå ud, gå trindt på jordens bold,
fortabte at oplede,
og døb da i Guds trillingnavn¹⁰
dem med min Faders stemme,
og lær dem og¹¹ i kærlig favn
mit vidnesbyrd at gemme!
Jeg følger med til enden!

6
Ja, salighedens store håb,
som vinde kan og vare,
han bundet har til tro og dåb
med visse ord og klare:
Kun født påny af vand og Ånd,
Gud Fader vi behage,
men når vor sjæl er i Guds hånd,
vi døden ej kan smage,
thi himmerig vi arver!

7
Hvor støvets¹² øje ser kun vand,
Guds Ord dog øret hører,
og Jesus Kristus, Gud og Mand¹³,
med Ånden vandet rører,
da sjælen ser en purpurflod
med korsets ægte farve,
som skænker den for døden bod¹⁴
og ret til Gud at arve!
Godt pant er Helligånden!

Martin Luther
N.F.S. Grundtvig

NOTER:

1. Sankt Hans = Johannes Døberen
2. fjenden = Djævelen
3. trindt = vidt omkring
4. åbenlydt = højlydt, i alles påhør
5. i løn = i det skjulte
6. som mig mon vel behage, poetisk udtryk = som jeg har velbehag i. Mon er et hjælpeverbum som kan, må og vil
7. i støvets bånd = i skikkelse af et virkeligt menneske
8. støv = et menneske
9. de himmelske personer tre = den treenige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden
10. Guds trillingnavn = den treenige Guds navn
11. lær dem og = lær dem også
12. støvets øje = det legemlige, jordiske menneskes øje
13. Jesus Kristus, Gud og mand = Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske
14. bod = hjælp og trøst

Villy Klit-Johansen 28. november 2020

Jesus fortæller i dag om Guds vej til menneskene.

Mennesker kan aldrig nå til Gud. Men kan Gud nå menneskene?

Det er det hele bibelhistorien handler om. Jesus repeterer lige bibelhistoriens centrale indhold for os.

I lignelsen om de utro vingårdsmænd taler han om sit folks historie. Israels historie er en gådefuld historie. Gådefuld først og fremmest fordi den handler om, at Gud på sin vej til menneskene har udvalgte dette folk. Jesus skildrer Israels historie. Det er historien om, at folket igen og igen falder fra Gud og er ulydigt mod Guds bud, og på den anden side er det historien om, at Gud i sin kærlighed utrætteligt forsøger at kalde sit udvalgte folk tilbage til sig.

Meningen var jo, at de skulle leve med Gud, modtage liv og lykke og alting af hans hånd, lyde ham og give ham æren. Men det blev så tit en sørgelig historie, fordi de vendte Gud ryggen, ville selv, kunne selv. Hans sendebud, profeterne, overhørte de, hvis de ikke ligefrem forfulgte dem og slog dem ihjel.

Fra Guds side ser den lange historie sådan ud – sagt med ord af profeten Esajas:

“Dagen lang rakte jeg hænderne ud
imod et genstridigt folk,
som følger en vej, der ikke er god,
efter deres egne planer (Es 65,2)

Sådan har Gud tålmodigt holdt ud med dem. Men de – de har gjort sig mere og mere døve overfor ham, og de har gjort hjerter og sind mere og mere hårde overfor ham.

Og nu er det afgørende øjeblik kommet – fortæller Jesus dem – nu er det afgørende øjeblik kommet, da Gud har sendt sin Søn til dem i et sidste forsøg på at kalde dem tilbage på Guds vej, hvor der alene er liv og lykke. Men “de greb ham” siger Jesus – og hvor er det underligt, at han siger det nogle dage før det faktisk skete – “de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel.”

Sønnen kom til vinbønderne for at få, hvad der tilkom vingårdsejeren. Ja, de havde jo ikke noget at betale med. Men havde de taget imod ham og bedt ham om hjælp, så var de blevet reddet igennem, for Sønnen kom jo med tilgivelse til alle, der havde været utro i deres tjeneste med det, Gud havde betroet dem. Det eneste, Gud forlanger, når det kommer dertil – den frugt, han først og fremmest forventer, er, at vi fortryder og indrømmer vores ulydighed og trods og så tager imod den helt nye begyndelse, han giver os i sin Søn.

Men det ville de ikke. Få dage efter lyder de dumpe hammerslag ude på Golgata-højen. Guds ejendomsfolks trods og ulydighed kulminerer i et uhyre højdepunkt af forhærdelse. De havde gennem lange tider ikke villet høre, og til sidst kunne de vel ikke høre.

Så hører det med til historien, at de igennem deres forfærdelige ugerning – uden at vide det og uden at ville det – blev redskaber til fuldbyrdelse af Guds plan. Nu blev der grundlag for, at alle folkeslag i verden kunne få del i frelsen. Nu baner Gud sig vej ud til alle folkene. Sådan er Guds kærligheds veje ufattelige for os.

De bærende kræfter i Israel kunne ikke kende Gud, da han kom til dem. De havde deres rige og smukke gudstjenesteliv, og de havde deres korrekte lovoverholdelse og deres autoriserede fortolkning af skriften. De havde religionen i orden, men de kunne ikke kende Gud, da han kom til dem. De ville under ingen omstændigheder finde sig i, at Jesus sagde, at nu afhang deres salighed af, at de tog imod ham. Nu nyttede alt deres eget ingenting, for nu havde Gud forbarmet sig og besluttet at gå til dem, der har religionen og moralen og det hele i uorden. Nu blev Guds riges port lukket op for syndere, for Guds ulydige og trodsige børn, når de blot gik i sig selv og greb den hånd, Gud rakte ud til dem. Og de, der skulle gå forrest ind i Guds rige, var landsforrædere, økonomisk kriminelle og ludere.

Hvad sagde pæne mennesker til det? Det ville de under ingen omstændigheder finde sig i. Hvad var det for noget, at toldere og syndere skulle gå ind foran dem. Guds kærlighed forstod de ikke, og deres sind og hjerter blev mere og mere hårde, til de til sidst var hårde som sten.

Sådan ridser Jesus bibelhistorien op, og han går selv ind og bliver centrum i historien. Foreløbig ender historien med, at “Guds rige blev taget fra jer og givet til et folk, som bærer dets frugter.”, siger han til dem.

Hvem er det, Guds rige bliver givet til? Det er det Guds folk, som Jesus samler på jorden. Det består af alle dem fra alle folkeslag på kloden, der tager imod Jesus som verdens frelser. Og dermed handler det hele pludselig om os selv. Evangeliet er jo også nået helt herop til det høje nord allerede for langt over 1000 år siden. Det handler om, hvordan Gud har banet sig vej til os. Som følge af det udvalgte folks ulydighed har vi fået Guds rige. Og hvad så? Er vi så færdige med denne nok så strenge tekst.

Nej, vi har ikke lov til at høre den bare historisk. Det er jo nemlig sådan, at historien har det med at gentage sig. Også Guds folks trods og ulydighed har det med at gentage sig.

Nu vil jeg indskyde, at mht. jødefolket så er det en lang og sørgelig historie om, at Jerusalem og endda selve templet blev totalt ødelagt og folket spredt for alle vinde, indtil det først i den nyeste tid er begyndt at samles igen. Forfølgelser og lidelser handler det om. Og så det i virkeligheden underfulde, at folket har bestået gennem århundrederne uden et land at bo i og uden fælles sprog og uden en fælles kultur. De har manglet alt det, der ellers netop skal til for at holde et folk sammen.

Det er en gåde. For ikke at sige, at det er et under. Den eneste forklaring på det er, at Gud ikke er færdig med det folk. “For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke”, som Paulus siger i sit brev til Romerne (Rom. 11,29). Han ser historien i Guds lange perspektiv, og når han ser så langt frem, ser han, at til sidst skal også hele Israel frelses.

Men indtil nu er Guds rige taget fra det jødiske folk og givet til et folk, der bærer dets frugter. Det er der, vi står i historien. Et folk, der bærer Guds riges frugter. Er det os? Jamen, det er vi da nødt til at spørge os selv om. Er vi bedre end Guds gamle ejendomsfolk, det, som han udvalgte for at vise sin kærlighed?

Jeg mener: Vi skulle nødig begå den samme fejl som Israels folk, for så risikerer vi den samme dom, som ramte dem: At Guds rige bliver taget fra os fra os og bliver givet til andre.

Hvad er det, vi skal være opmærksomme på? Hvor ligger faren? Hvad er det, der kan få Gud til at forkaste os? Er det det, at vi er svage og tit fejler? Er det det, at vi gør så små fremskridt, når det gælder at elske Gud og at elske vor næste? Nej, alt det kan være galt nok, men det er for småting at regne i sammenligning med det, der førte til, at Guds rige blev taget fra det gamle Guds folk, og det var det, at de forkastede Guds Søn til fordel for troen på deres egen tro og gudsdyrkelse.

Det er derfor, vi må stilles overfor det spørgsmål: Er vi sikre og uanfægtede, når det gælder forholdet til Gud? Er vi sikre på vort eget. Eller kender vi til en hellig frygt og bæven ved tanken på det store spørgsmål om frelse eller fortabelse?

Gud har været god imod os, ufatteligt god. Han har været tålmodig og har holdt ud med os. Evangeliet om syndernes forladelse er han blevet ved med at sende til os. En grænseløs, evig tilgivelse tilbyder han os. Han har givet os adgang til hele den ubegribeligt store rigdom, der rummes i ordet Guds rige: Retfærdighed og fred og glæde.

Se, spørgsmålet er ikke, om der er en stolthed og trods i os, der vil hindre os i at tage imod al den herlighed. Det er ikke et spørgsmål, men en kendsgerning, at der er sådan en stolthed og trods i os. Nej, spørgsmålet er – og jeg siger det som en, der trænger i den grad til syndernes forladelse – spørgsmålet er, om vi fortryder og indrømmer vores trods og ulydighed og tager imod den nye begyndelse, vi får tilbudt fra vor Herre Jesus – eller om vi i virkeligheden forkaster ham i vores selvtilfredshed.

Hvem af os tør påstå, at vi er helhjertede i vores ja til Gud?

Nuvel, vi er samlet i dag for at lytte til evangeliet om en frelser, der åbner Guds rige for enhver, der fortryder og kommer til ham for at få hjælp. Guds rige er dog ikke taget fra os endnu. Vi ved ikke, hvor længe Gud vil have tålmodighed med os i den gamle kristenhed, hvor frafaldet er så stort og frugterne så små. Og det er ikke til at holde ud at tænke på, hvordan her ville være, hvis Guds rige blev taget fra os.

Men endnu kommer Guds Søn til os med sit kald. Hvad svarer vi? Det er ikke nok med at følge religionens og moralens traditioner. Hvad svarer vi med hjertet og med vores liv? Griber vi med glæde og taknemmelighed den hånd, Gud rækker os?

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen

Salmer: 332 – 11, v. 3 – 298 —– 679 – (473) – 525

Villy Klit-Johansen, 25. november 2020

Denne artikel er skrevet i anledning lektor, dr. teol. Nils Arne Pedersens artikel Guds børn og Fadervor (I), Dansk Teologisk Tidsskrift 2019 nr. 3-4. Flytningen af Fadervor i dåbsritualet af 1912 er et emne, der stadig kalder på debat. Nils Arne Pedersens (herefter NAP) artikel er nærmest nødvendig at beskæftige sig med i den forbindelse. Det er et meget grundigt arbejde. NAP afslutter denne første del af sin artikel med at konkludere, at Grundtvig “stod fast på, at selve frelsesmidlet var vandoverøsningen med døbeordene.” Denne konklusion giver det god mening at diskutere uden at inddrage anden del af artiklen. Selv om NAP underkaster Fadervors betydning og placering i dåben en selvstændig behandling i anden halvdel af sin artikel, tillader jeg mig tillige at inddrage dette spørgsmål. Det er nemlig umuligt at undgå det, når man skal skrive om Grundtvigs dåbssyn.

I afslutningen uddyber jeg min tolkning af Grundtvigs dåbssyn, idet jeg tilføjer flere eksempler fra Grundtvigs poetiske skrifter, ligesom jeg runder af med nogle få ord om hele denne problematiks betydning for kirkens dåbsritual. 

NAP’s diskussion af Fadervor i dåbsritualets rækkefølge ifølge Christian Thodbergs Grundtvig-fortolkning

Vi er på s. 101-108 i NAP’s artikel. Jeg vil ikke gøre så meget ud af NAP’s kritik af Christian Thodbergs Grundtvig-tolkning. Det er en skam, at Thodberg ikke er blandt os mere, så han selv kunne svare.

Blot nogle få ting. NAP citerer i fodnote 10, s. 103 Thodberg for, at Grundtvigs poesi er vigtigere end hans prosa til forståelse af Grundtvigs syn på dåben: “Hans personlige opfattelse fjern fra al polemik møder vi i salmerne”. Det er ikke nødvendigt her at tage stilling til dette Thodbergs synspunkt. I det følgende inddrager vi både Grundtvigs prosaskrifter og hans poetiske skrifter.

NAP gør opmærksom på, at en del af Thodbergs teologiske forudsætning for beskæftigelsen med Grundtvig er en spiritualiserende sakrament-teologi. Det er indlysende, at en teolog, der beskæftiger sig med et emne, har sine forudsætninger. Også jeg har mine forudsætninger. Det er blandt andet opfattelsen af dåben som en sakramental (engangs)handling, hvilket indebærer et positivt syn på Luthers og Grundtvigs udsagn om, at vi i dåben bliver Guds børn. Ret forstået er det et gangbart udsagn.

NAP’s forudsætninger skinner igennem på s. 105-106, hvor han drøfter Thodbergs “problem” med leddenes rækkefølge i salmen “Op til Guds hus vi gå”, (GSV V. No 108), der læner sig tæt op ad dåbsritualet. For at gøre en lang historie kort har Thodberg her et problem, mener NAP. Thodberg vikler sig ind i noget, der ligner en inkonsekvens, påstår han. “Problemet” er, at Fadervor i salmen kommer efter dåbspagtens spørgsmål og svar. Til trods for, at Thodberg påpeger mønstre i Grundtvigs tekster, der netop peger i retning af, at denne rækkefølge for Grundtvig er den rette, afviser Thodberg at tage konsekvensen. Hvis han havde taget konsekvensen, ville det understøtte NAP’s hypotese om, at Grundtvig betragtede vandoverøsningen sammen med “døbeordene” som selve den frelsende handling. Uden at gå ind Thodbergs tolkning og NAP’s kritik af denne, vil jeg præsentere min egen tolkning. Den har for mig at se den fordel, at den er enkel og ligetil.

For at gøre det klart, hvad vi taler om, citerer jeg strofen om Fadervor (6. strofe):

“Så lærer os Guds Søn
sin egen barnebøn,
indånder i vort bryst
sin egen barnerøst”

For det første angiver ordet “så” ikke en rækkefølge. Det betyder ikke “derefter”, men “således”, altså på samme måde, nemlig på samme måde som Guds Søn ved at tale troens ord til den, der døbes, skaber troens bekendelse på den døbtes tunge (3.-5. strofe). Altså: Guds Søn taler i dåben personligt Fadervor til den, der døbes, og lærer os derved at bede bønnen af hjertet. Hans egen barnerøst indånder han i vort bryst. Det stemmer utrolig godt med Grundtvigs “mageløse opdagelse”, der er grundlæggende for al hans teologi efter 1825. Fadervor forstår Grundtvig som hørende med til dåben.

Med udtrykket “den mageløse opdagelse” sigtes der til Grundtvigs store gennembrud i 1825. Det nye syn blev udviklet gennem de følgende år. Pointen i Grundtvigs “mageløse opdagelse” er, at evangeliets forplantning gennem slægterne ikke er sket eller sker ved skriftens døde bogstaver, tolket af de skriftkloge, men i menighedens forsamling, nemlig ved Herrens levende ord i dåben og nadveren. Den opstandne Herre er selv til stede ved døbefonten, hvor han taler sit levende og nyskabende ord til den, der døbes, og ved nadverbordet, hvor han til menigheden, som han i nadverens brød og vin deler sit legeme og blod med, taler sit livgivende og styrkende ord.

I betragtning af den alt bestemmende betydning, “den mageløse opdagelse” fik for Grundtvigs teologiske tænkning, er den den uomgængelige tolkningsnøgle til forståelse af Grundtvigs syn på Fadervors placering og funktion i dåbsritualet. Derfor er det et falsk alternativ, NAP på s. 108 opstiller i diskussionen af Thodbergs tolkning: ENTEN Fadervor placeret i “bønnens forgård” som en forbøn for den, der skal døbes eller, som Thodberg også siger det: som udtryk for menneskelig nød, fortvivlelse og gudsforladthed ELLER som et udtryk for den døbtes nye status som Guds barn, der nu efter dåben har ret til at bede Fadervor. (Jf. biskoppernes bemærkning i fortalen til Forslag til Ritualer …, 1910: “Endelig er Fadervor flyttet hen efter Daaben; derved udtrykkes det, at den døbte nu er optaget blandt dem, der har Ret til at bede Guds Børns Bøn …”) Ingen af delene er for mig at se tilfældet i Grundtvigs dåbsteologi, og det er den, vi her drøfter. I Grundtvigs forståelse er Fadervor som et ord talt af Herren en integreret del af dåben. Ved at tale Fadervor til den, der døbes, skænker Herren vedkommende barnekår hos Gud. Det er Grundtvigs forståelse, som i øvrigt er en rimelig tolkning af Luthers ritual af 1526. (Se længere nede!).

Desuden er det mere sandsynligt, at rækkefølgen i salmen ikke er udtryk for et ønske om en ændret rækkefølge i ritualet, men er tilfældig, for Grundtvig nævner ofte disse led i tilfældig rækkefølge. Eller lige så sandsynligt: rækkefølgen angiver en slags rangordning, idet troens ord altid er det vigtigste dåbsord (“det lille ord af Vor Herres egen mund”). Læser man hvad Grundtvig har skrevet om dåben, er der ingen tvivl om, at det vigtigste af dåbens ord (flertal) er Troens Ord, eller Dåbspagten, som forsagelsen og trosbekendelsen ved dåben tit kaldes.

NAP’s forudsætninger bliver tydelige, når han mener, at Thodbergs “problem” med denne rækkefølge kunne skyldes, at Thodberg ved at indse “problemet” og indrømme, at han tager fejl i sin tolkning af Grundtvig, kunne blive nødt til at erkende, “at flytningen af Fadervor ville pege på selve overøsningen med vand sammen med døbeordene som ritualets centrum.” Hvad man skal lægge mærke til, er, at NAP her præsenterer den helt centrale hypotese i sin artikel. Hypotesen, som han vil bevise, er, at selve overøsningen med vand sammen med døbeordene er ritualets centrum. Det er denne hypoteses holdbarhed, jeg vil undersøge i denne artikel.

I det følgende vil jeg vise, at hypotesen peger bort fra Grundtvigs dåbssyn. I stedet er den tæt forbundet med den lutherske ortodoksi og pietismen og peger i virkeligheden tilbage til højmiddelalderens skolastiske teologi, der stærkt nærmede sig et magisk syn på dåben. NAP’s formål med at påstå, at overøsningen med vand sammen med døbeordene, altså “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, er ritualets centrum, er, at det så bliver muligt at flytte rundt på de øvrige ord-elementer, aktuelt Fadervor. Det ved vi fra en kronik, som NAP fik trykt i Kristeligt Dagblad, og hvori han hævdede, at flytningen af Fadervor i dåbsritualet af 1912 skyldes indflydelsen fra Grundtvig.

Men altså: NAP mener, at for Grundtvig er “selve dåben” ensbetydende med overøsningen sammen med ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Jeg vil mene, at det virkelig interessante ved disse ord i dåbsbefalingen Matt. 28 ikke er, at de på et tidspunkt har fundet vej ind i dåbsritualet i form af “døbeordene”, men at de er et vidnesbyrd om, at der meget tidligt er blevet døbt med en treleddet trosbekendelse. Det er da også den, Grundtvig lægger så stor vægt på.

Grundtvigs syn på dåbsritualets led

Nu til afsnit III i NAP’s artikel, Grundtvigs syn på dåbsritualets led.

Her begynder det for alvor at blive interessant. Det er som sagt vigtigt for NAP at vise, at Grundtvig anså vandøsningen ledsaget af døbeordene som centrum i dåbsritualet. I stedet for at holde sig til Grundtvigs poetiske skrifter, og de klare steder i prosaskrifterne, hvori man næppe finder den lære, at selve frelsesmidlet er vandoverøsningen med døbeordene, bevæger NAP sig nu i stedet ind i et antal citater fra prosaskrifterne, som vi må se på. I de poetiske skrifter er det klart, at dåbens ord er: dåbspagten med spørgsmål og svar, fredlysningen og Fadervor, ikke “døbeordene”. Spørgsmålet er, om læsningen af prosaskrifterne kan rokke ved dette billede.

Thodberg – nu dukker han op igen, og med rette, for han har unægtelig fyldt meget i forskningen omkring Grundtvig og dåbens ritual – Thodberg har ret i, at salmerne viser Grundtvigs bundethed til ritualet, men spørgsmålet er, hvilket ritual han var bundet til og på hvilken måde. Det virker næsten, som om NAP med henblik på Thodbergs påvisning af Grundtvigs bundethed til ritualet har tænkt: Jeg skal give dig ritual, skal jeg! Og så giver han den hele armen i en gennemgang af dåbsritualet af 1783. NAP har ret i, at dette ritual “pegede på døbeordene med vandoverøsningen som selve den sakramentale handling.” (s. 109). Det er tydeligt nok, når man bemærker forløbet fra lovprisningen efter den indledende bøn. Lovprisningen er fra 1. Peters Brev 1,3. Her har biskop Balle foretaget en ændring fra “som haver igienfødt” til “som vil igienføde”, for barnet var jo ikke døbt endnu! NAP fortsætter: “Rettetheden mod centrum var endvidere tydelig, når der efter forsagelsen og trosbekendelsen blev spurgt: “Vil du på denne Troe være døbt?” At selve døbeformlen “Jeg døber dig” var i nutid samtidig med, at der østes vand, angav centrum, at nu fandt dåben sted, og den efterfølgende brug af førnutid (“som nu haver igienfødt … og haver forladt dig alle synder”) angav, at nu havde dåben fundet sted.”

NAPs analyse af Balles døbeformular er altså ganske vist rigtig nok, men sådan tænkte Grundtvig ikke, for han kendte Luthers dåbsritual af 1526. Balles ritual er netop betydeligt ændret i forhold til udgangspunktet, som er Luthers ritual.

1. Lovprisningen fra 1. Peters brev er ny, den er Balles opfindelse.
2. “Vil du på denne Troe være døbt?” har en udvidelse, der tydeligt stammer fra den lutherske ortodoksi; hos Luther hed det: “Vil du døbes?” I ortodoksien lagde man vægt på antagelse af den rette lære, ofte forstået som et dogmatisk system, bygget på “skriftsteder”, der blev doceret af teologerne. Men Grundtvig var ikke luthersk ortodoks. Betydningen af spørgsmålet: Vil du døbes? er oprindelig ikke at angive, at nu kommer dåbens centrum, men at sikre, at dåben sker frivilligt.
3. I bønnen/bekræftelsen efter vandoverøsningen er der også en udvidelse i forhold til Luthers ritual: “som dig nu haver igienfødt”. “Nu” er også en tilføjelse, der stammer fra den lutherske ortodoksi. Denne tilføjelse understreger ganske rigtigt den lutherske ortodoksis opfattelse af vandoverøsningen ledsaget af “døbeordene” som selve den sakramentale handling. Men denne opfattelse betød, at den døbtes person og tro blev koblet af. Dåben blev da også i ortodoksien forstået som en nøje parallel til den jødiske omskærelse. Dåben var noget, man gjorde ved et barn. Det kan ikke forenes med Grundtvigs syn på mennesket (også barnet) som skabt i Guds billede. Dåben var i øvrigt ikke frivillig. Forældrene blev idømt en mulkt, hvis de ikke lod barnet døbe! Dåbstvangen bestod endnu på Grundtvigs tid, indtil 1849.
4. Yderligere føjede Balle en sætning til korstegnelsen: “Annam det hellige korses Betegnelse … til et vidnesbyrd om, at du skal tro paa den korsfæstede Herre Jesum Kristum.” Balle tænkte pietistisk, og han ville med disse ord give til kende, at barnet engang i fremtiden skulle komme til tro.

Man kan umuligt forestille sig, at Grundtvig har tænkt sådan. 1. Pointen i den mageløse opdagelse, som Grundtvig med tiden udviklede den, var, at Herren ved at tale dåbspagtens ord skænker troen til den, der bliver døbt. 2. Grundtvig havde en drøm om en fornyelse af den danske kirke. Den naturlige modstander var rationalismen, som han mente havde ødelagt det kristelige liv. Men dette fik ikke Grundtvig til at søge tilbage til ortodoksien eller pietismen. Disse strømninger, som der stadig var mange spor af, tiltalte ham bestemt ikke, heller ikke i hans mest bibelfundamentalistiske tid i årene efter 1810. Specielt udtaler han sig altid meget kritisk om pietismen. Nej drømmen om fornyelse fik ham til at søge tilbage til Luther og til den ældste kirke og apostlene.

NAP urgerer den tanke, at Grundtvig så Troens Ord ikke som en del af dåben, men som dens vilkår. NAP anfører i denne forbindelse et citat fra “Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes? (VU III, s. 273), NAP’s artikel fodnote 20. s. 109: “Hvem der vil skille Troes-Bekiendelsen fra Daaben som dens Vilkaar, vil aabenbart skille de Døbte fra det vor Herres Jesu Kristi Kirke-Samfund”. Det er langt fra det eneste sted, Grundtvig kalder Trosordet for dåbens vilkår. 

NAP har sikkert ret i sin tolkning, at “døbeordene” for Grundtvig ikke var tilstrækkelige, “fordi de ikke kontekstualiserede, hvem der mentes med de tre navne, og også derfor var Trosbekendelsen nødvendig for at præcisere, at det er det kristelige trossamfund, som man optages i.” Ja, det kan være rigtigt nok, men det er kun den ene side af Trosordets betydning i dåben, og det berettiger ikke isoleringen af Troens Ord som vilkår, idet der ses bort fra, at Grundtvig med flid kalder det for dåbsordet i den mageløse opdagelses forstand, som f.eks. i salmen, der står i GSV I, der udkom i 1836-37, No. 75,:

“Vor Herres røst
Er skjult i Troens Ord,
men bryder frem i Daaben til vor trøst.”.

Herrens røst bryder i Troens Ord frem i dåben og bliver til dåbsord. Troens Ord er en del af selve dåben. Jeg kender ikke affattelsesåret for salmen, men den kan højst være få år yngre end “Skal den lutherske reformation virkelig fortsættes? I salmen har vi den Grundtvig, der tager konsekvensen af den mageløse opdagelse og forstår Trosbekendelsen som Vor Herres røst i dåben.

Se også f.eks. GSV I, No. 76, 6. strofe: Her hedder det, at Herren

“Skiænker troen i sin Daab
Herlighedens store Haab.”

Det var aldrig Grundtvigs anliggende at gøre vandoverøsningen sammen med “døbeordene” til dåbens centrum. Derfor kan Grundtvig med de ord, som NAP citerer, “Hvem der vil skille Troes-Bekiendelsen fra Daaben som dens Vilkaar, vil aabenbart skille de Døbte fra det vor Herres Jesu Kristi Kirke-Samfund”, i stedet meget vel have ment, at dåben uden Trosbekendelsen slet ikke er den kristne dåb. 

Grundtvig omtalte hellere “Daabs-Ordet” end døbeordene eller indstiftelsesordene, som han enkelte gange skriver. Meget sigende i den forbindelse er det, at Grundtvig i Kirke-Spejl erindrer, hvordan den mageløse opdagelse kom til ham. Det er ganske vist skrevet så sent som 1871, men ordene må vel stå til troende. Grundtvig skriver:

“da slog det mig i et velsignet Øjeblik: at det mageløse Vidnesbyrd, jeg saa møjsommelig ledte om i hele Aandens Verden, det gjennemlød som en Himmel-Røst hele Tiden og Kristenheden i den apostoliske Tros-Bekendelse ved Daaben.

Hermed var for mig Lyset tændt og Lodden kastet; thi at “Vand-Badet i Ordet”, altsaa Daabs-Ordet, er den kristelige Livs-Kilde, det havde Luther jo strax lært mig; og at han, som selv havde indstiftet Daaben til et Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Helligaand, også selv havde bestemt, paa hvilken Tro der maatte døbes, naar man ved “Tro og Daab” vilde være sin Salighed Vis, det saa jeg strax, er saa åbenbar unægtelig, at hvem der ikke vil lade Tros-Ordet ved Daaben gjælde som et Ord til os af Herrens egen Mund, maa enten fornægte Herren som Daabens Indstifter, eller fornægte Daaben som Livs-Kilden, og derved stille sig udenfor den kristne Menighed.” (Fremhævelserne er mine).

Når Grundtvig efter den mageløse opdagelse taler om dåbsordet, mener han altså ikke “døbeordene”, men Troens Ord, “som vi må lade gjælde som et Ord til os af Herrens egen Mund”. “Til os” betyder sagt personligt i dåben til den, der bliver døbt. I parentes bemærket: Jeg tilslutter mig selvfølgelig ikke Grundtvigs teori om, at Jesus selv i de 40 dage efter opstandelsen dikterede apostlene den apostolske trosbekendelse. Den teoris umulighed har Henning Høirup gjort klar i det skrift af Høirup, som NAP henviser til i sin artikel.

Derimod er jeg aldrig i de poetiske skrifter stødt på tekster, hvor Grundtvig klart udtrykker, at døbeordet er konstituerende for dåben. Der er et overvældende stort materiale, også fra prosaskriferne, der vidner om, at Grundtvig betragtede dåbspagten, Fadervor og fredlysningen som dåbens ord. Det er ganske vist vel bevidnet, som NAP påviser, at han kalder døbeordene indstiftelsesord, men det er uklart, hvordan det skal forstås. Stadig fodnote 20, s. 109, hvor der anføres et citat fra afhandlingen “Om Daabs-Pagten”, 1832: “naar vi saaledes indskrænke os til at kræve vor Daabs-Pagt ubrødelig holdt og Indstiftelsens Ord ved begge Naade-Midler nøiagtig ført og fulgt.” Det er uklart, hvad Grundtvig forstår ved indstiftelsesord, fordi vi som bekendt ikke har en “dåbens indstiftelsesberetning” som en parallel til nadverens indstiftelsesberetning. Jeg tænker, at Grundtvig må bruge ordet “indstiftelsesordene” på en uegentlig måde. Det er åbenbart, at han betragtede ordene som vigtige, og at han ikke ville undvære dem, han regnede dem for historiske Jesus-ord, og de matcher Trosordets bekendelse til den treenige Gud, men de fylder slet ikke det samme i hans dåbsteologi som Fadervor, Troens Ord og fredlysningen. Måske viser der sig her en vis forskel på Poesi-Grundtvig og Prosa-Grundtvig?

Det er således ikke til at indse, at NAP kan bruge disse udsagn af Grundtvig om “indstiftelsesordene” som argument for, at “selve dåben” for Grundtvig var vandoverøsningen med “døbeordene”. Deraf følger, at vi heller ikke kan bruge dem som argument for, at Fadervors rette placering i dåbsritualet burde være efter “selve dåben”.

NAP går (s. 111) videre til Grundtvigs store afhandling “Daaben efter Christi indstiftelse” fra 1840. NAP skriver: “Ved siden af døbeordene insisterede Grundtvig i denne afhandling på, at dåbspagten, som den fandtes i den lutherske statskirke, hørte med som dåbens vilkår, idet tro og dåb hører sammen …” Ja, det tør siges. Denne afhandling af Grundtvig burde der gøres meget mere ud af i en debat om dåbens ord. Grundtvig beder sine medkristne om altid at tænke sig “Troen og Daaben” uopløselig forbundne.” (US 8, s. 410). Endvidere: “I Middelalderen er det klart, Mange ansaa Daaben uden tro for et Nådemiddel, der kunne føre ind i Himmeriges Rige, Men i Nyaars-Tiden blev det sædvanligere at anse Troen uden Daab for det ufejlbare Saligheds-Middel.” Begge opfattelser afviser Grundtvig som vildfarelser. Dette tema, tro og dåb, kredser Grundtvig så om over 6-7 sider! Undervejs får han slået fast, at han knytter genfødelsen ene og alene til “Troen og Daaben, som de i Kirken findes forenede” (US 8 s. 416). Og videre US 8, s. 417: “Vi vil derfor slet ikke tvistes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører væsentlig slet ikke meer til Daaben end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands.” (Min fremhævelse) Han mener klart nok, at Troens Ord ikke kan undværes. Disse refleksioner får nemlig Gr. til, når han skal udrede, hvad der hører “væsentlig” med til dåben, at stille dåbspagtens ord i spidsen (US 8 s. 418). Dette bekræftes af ordene i US 8 s. 423: “At vi nu, for at finde denne Kraft i Daaben, maae ikke se på Vandet, det lagde allerede Luther os paa Hjerte, det stærkeste, han kunde, saa det er kun en nødvendig Fortsættelse, naar vi bemærke, at også Pagten hører til Guds-Ordet, og at dette for at gjenføde os, maa være et virkeligt “Ord af Guds Mund” til os, og ei et Sprog af Skriften.”

Altså:

Troen og dåben er uopløselig forbundne.

Hverken dåb uden tro eller tro uden dåb er frelsende.

Der hører “væsentlig” mere til dåben end vand og ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. “Væsentlig” forstår jeg ud fra sammenhængen som “nødvendigt”. Pagten, det vil sige forsagelsen og trosbekendelsen i spørgende form og ja-svaret, hører nødvendigt med.

Bemærk, at Grundtvigs tanke på ingen måde er den pietistiske, at den døbte engang i fremtiden må komme til den frelsende tro, mens den spæde døbte frelses uden tro ved vandet og de magiske ord “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”! Det ville også være i strid med Ny Testamentes vidnesbyrd. Nej, for Grundtvig er troen en nødvendig del af selve dåben.

I sin prædiken Fastelavnssøndag 1840 (Grundtvig Prædikener i Vartov, bind 1 1839-40, Forlaget Vartov 2003) udtrykker Grundtvig sig på en måde, der understøtter min tolkning, som udelukker hypotesen om vandoverøsningen med “døbeordene” som den egentlige sakramentale handling:

“Saa tror jeg da først at vor Lutherske Daab, med sin Daabs-Pagt og med sin Forsikkring om Synds-Forladelse og den Helligaands Gave, er den selvsamme Daab, som vor Herre Jesus Christus indstiftede, saa Spørgsmaalene: forsager du og troer du, og Velsignelsen: Fred være med dig, er ligesaavel Herrens egne ord, som Vidnesbyrdet: jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og  den Helligaands.” Dette tyder da ikke på, at Grundtvig opfattede ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” som de egentlige døbeord. Han stiller også her dåbspagten i spidsen.

Det er svært at se, hvordan man på den baggrund kan fastholde NAP’s centrale hypotese, at det er Grundtvigs opfattelse, at selve frelsesmidlet er vandoverøsningen med døbeordene. Det var ikke Grundtvigs synspunkt, og også ritualhistorisk set er det i øvrigt næppe holdbart, for “døbeordet” er kommet ret sent ind i ritualet..

Som det andet, der hører væsentlig med til dåben, nævner Grundtvig i afhandlingen “Daaben efter Christi Indstiftelse” bønnen/bekræftelsen efter vandoverøsningen: Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig o.s.v.

Som det tredje nævner Grundtvig fredlysningen, Herrens velsignelse “Fred være med dig.”

Endelig nævner han Herrens bøn, altså Fadervor. Ganske vist ikke på linje med de tre nævnte “ord”, men som noget, der bestemt ikke kan være ligegyldigt, “thi dels fandtes alt det Væsentlige ved Daaben i den Pavelige Stats-Kirke, men næsten ei til at opdage, og deels kan vi ikke opgive noget, som med præg af den Hellig-Aand har gjennemlevet Kirken og naaede til os.” (US 8 s. 425).

Grundtvig har ikke udtalt sig om Fadervors placering, men det er nærmest utænkeligt, at han skulle have ment, at det var rigtigt at foretage en radikal ombrydning af det gamle ritual, som i sine hovedtræk går tilbage til Luther. Mon ikke det netop var dette klassiske lutherske ritual, Grundtvig var bundet til, og mon ikke det var det, Thodberg i virkeligheden mente? Thodberg har dog ikke urgeret udvidelserne fra ortodoksiens og pietismens tid. Grundtvig var principielt modstander af at ændre sakramenternes ritualer, som NAP også nævner det (s. 120), og i hvert fald kan det slås fast, at han aldrig har udtrykt et ønske om at flytte Fadervor. Hvis han havde næret det ønske eller anset det for forsvarligt, ville han utvivlsomt have givet udtryk for det. Her kan man så atter henvise til den placering og betydning for dåben, som Grundtvig i flere salmer tillægger Fadervor.

Det er en imponerende mængde stof, NAP har gravet frem og behandlet med stort overblik. Man kan lære meget af det. Hatten af for det. Min kritik går næsten udelukkende på “hypotesen”, hvilken han på s. 114 formulerer således: “her bruger [Grundtvig] det særlige navneord “Døbelse” om det egentlige nådemiddel, vandoverøsningen i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”. 

Her på s. 114 i sin artikel er NAP gået fra “Daaben efter Christi Indstiftelse” fra 1840 frem til det indledende kapitel af bogen “Den christelige Børnelærdom” fra 1868. Dette kapitel var dog allerede skrevet i 1855 under samme overskrift “Den christelige Børnelærdom”. I 1855 hører for Grundtvig Fadervor med til det “væsentlige” i dåbens ord, således at dåbens ord nu, i tilfældig rækkefølge bliver Herrens velsignelse “Fred være med dig”, Fadervor og dåbspagten. NAP bruger to citater i forsøget på at underbygge sin tese. Dem bliver jeg derfor nødt til at skrive fuldt ud:

I dette citat citat jeg tager lidt mere med end NAP: “Men ligesom Døbelsen med Vand i Faderens og Sønnens og den Helligaands navn lærer os paa hvad Maade og ved hvilket Middel et Menneske optages i Kristi Menighed og bliver en Kristen, og (herfra begynder så citatet i NAPs beskæring): ligesom Herrens Velsignelse ved Daaben “Fred være med dig” lærer os, at der ved at blive en Kristen vindes Fred med Gud og Synds-Forladelse, og ligesom Herrens Bøn : Fadervor, der ved Daaben er lagt i hele Kristi Menigheds Mund, og ved Daaben lægges i hver enkelt Kristens Mund, lærer os, at Mennesket ved at blive Kristen bliver et Guds barn, – saaledes lærer Daabs-Pagten os baade, hvad det er for en Fader, hvad det er for en Søn, og hvad det er for en Helligaand, i hvis Navn et menneske døbes til at være en Kristen, og lærer i det hele, hvad der udkræves af ethvert Menneske, som ved Daaben efter Herrens Indstiftelse vil optages i Kristi Menighed.” (VU VI, s. 4-5) (Mine udhævelser).

NAP har ret, når han bemærker: “Det er her klart, at Grundtvig ikke mente, som ellers hævdet af Thodberg, at hvert eneste led i ritualet hver for sig rummede hele dåbens betydning.” Det er snarere sådan, at leddene (Herrens levende ord) tilsammen ikke bare udtrykker dåbens betydning, men jeg ville sige: skænker dåbens gave. Her er en vigtig en pointe, der viser, at det ikke går an, som NAP, at skelne mellem “Døbelsen” på den ene side som det egentlige nådemiddel og på den anden side de tre “ord”, Herrens velsignelse, Fadervor og dåbspagten. Det er mig ikke muligt at se, at Grundtvig, som NAP skriver, “anfører, at det er ved døbelsen, at mennesket bliver en kristen, medens Fadervor lærer os …” For mig er det klart, at det hele, som Grundtvig her taler om i dette citat, er børnelærdom. Det er undervisning om dåben, og det gælder såvel “Døbelsen” som dåbsordene. Læg mærke til parallelliteten mellem “Døbelsen, Herrens velsignelse, Fadervor og Daabs-Pagten! Ligesom – ligesom – ligesom – således. Alle disse parallelle led lærer os noget. Det er undervisning, og hvad der er vigtigt: “døbeordene” fremhæves på ingen måde på dåbspagtens bekostning. Dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn kan Grundtvig ikke tænke uden dåbspagtens ord.

Noget helt andet end spørgsmålet om, hvad vi kan lære af de enkelte led i dåben, er spørgsmålet, hvad dåben er, og hvad den giver os. Det ser vi i det andet citat, som i Grundtvigs tekst ganske vist står først: “I denne Kristi menighed maa vi nu alle vide, at Daaben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn er den eneste Optagelse, med det Vidnesbyrd, at denne Daab sker ikke blot med Vand, men med “Vand og Aand”, og er derfor ingen blot saakaldt Kirkeskik (Ceremoni), men er et himmelsk Gjenfødelsesbad, hvorved den Helligaand i Vorherres Jesu Kristi Navn skjænker os Synds-Forladelse og Himmelsk Børne-Ret med det evige Livs Haab.” (VU VI, s. 4-5) (Mine udhævelser).

“Dåben i Faderens, Sønnens og Helligaandens navn … er et himmelsk Gjenfødelsesbad, hvorved den Helligaand i Vorherres Jesu Kristi Navn skjænker os Synds-Forladelse og Himmelsk Børne-Ret med det evige Livs Haab.” Her er vi så at sige ved døbefonten, ikke i skolestuen (den kirkelige). Dér sker det, som Grundtvig underviser om i det først anførte citat. “denne Daab sker ikke blot med Vand, men med “Vand og Aand””. Ordet “Aand” dækker over ordene, der er mere end forklaring eller evt. løfte eller tilbud, de er skabende. Ved dåben skænker Helligånden os i Vor Herres Jesu navn: Syndsforladelse og himmelsk børneret med det evige livs håb. Det forudsætter netop, at Herrens velsignelse “Fred være med dig” (syndsforladelse), Fadervor (børneret og det evige livs håb) og, sammenfattende, dåbspagten er dåbens ord, altså er Herrens levende ord til den, der døbes. Dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn kan ikke tænkes uden trosbekendelsens ord. Derfor må jeg mene, at heller ikke dette citat kan bruges til at underbygge NAP’s centrale hypotese, at vandoverøsningen med “døbeordene” er dåbens sakramentale centrum.

Der er mange interessante ting i resten af NAPs artikel, men der føjes ikke noget væsentligt til af betydning for det punkt, der for NAP er det centrale, som flere gange sagt den hypotese, at for Grundtvig var “selve frelsesmidlet vandøsningen med døbeordene.” Denne hypotese finder jeg ikke bevist. Jeg mener, den er uholdbar. De ændringer og tilføjelser til dåben, der skete i ortodoksiens og pietismens tid og sidst den omkalfatring, man foretog i 1912, har desværre været med til at cementere et dåbssyn, der klart afviger fra Grundtvigs, Luthers og apostlenes, som vi kender det fra det klassiske dåbsritual og Ny Testamente. Man kan næppe ændre ritualets grundlæggende struktur uden at ændre sakramentets teologi. Flytningen af Fadervor er ikke i sig selv en stor katastrofe, men får NAP ikke i sin argumentation for ændringen ikke kun gjort op med Thodbergs Grundtvig-tolkning, men også med Grundtvigs egen dåbspagtsteologi, der er selve hjertet i hans forståelse af dåben? Det er mit spørgsmål.

Nogle vil sikkert tænke: Hvad så med ritualet for nøddåb, som vi har i Folkekirkens ritualbog? Det kan som bekendt indskrænkes til vandoverøsning ledsaget af ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Mit svar er, at der netop er tale om NØDDÅB. Nød bryder alle love. Og det forudsættes, at barnet, såfremt det lever, bliver “fremstillet” i kirken, for at dåben kan “gøres færdig”.

Afslutning – dåbsritualets kerne

Hvis vi skal forstå Grundtvigs dåbsteologi, er det efter min mening bedre at tale om ritualets kerne end om dets sakramentale centrum. I det gamle lutherske ritual, som Grundtvig kendte og brugte, ganske vist med de omtalte tilføjelser, som han ikke lagde vægt på, var der en fast kerne bestående af: 1. Fadervor under håndspålæggelse på dåbskandidatens hoved, 2. Forsagelsen og trosbekendelsen i form af spørgsmål og JA-svar. 3. Overøsning tre gange. 4. Bønnen “Den almægtige Gud o.s.v.” 5. Fredlysningen (Fred være med dig) også med håndspålæggelse. Læg mærke til, at vandøsningen er tæt omgivet af ord! “Døbeordene” nævner Grundtvig sjældent.

For Grundtvig er det det levende ord, som gør vandet til genfødelsens bad ved Helligånden. Han fastholder den lutherske pointe, at det er ordet, der er bærer af Helligånden. Ordene er for Grundtvig Fadervor, troens ord og fredlysningen. De tre “ord” er som Herrens levende ord så tæt knyttet til overøsningen, at Grundtvig opfattede dem som en nødvendig del af selve dåben. De hører med til kernen i ritualet.

Grundtvig opfandt ikke en teori om det levende ord i dåben, han opdagede det. Og han videreførte en ansats, som han fandt i Ny Testamente og hos Luther. Dog kritiserer Grundtvig et sted Luther for ikke at have taget konsekvensen af ordene i katekismen. På den ene side skriver Luther, at “det ikke er vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” Og på den anden side bruger han rask væk udtrykket “ordet og sakramenterne”, som om der skulle være sakramenter uden ordet! Det er et ikke uvigtigt udsagn til forståelse af Grundtvig. (Folkeligheden og dr. Rudelbach, UV 9, s. 92). Hans kritik af reformatoren er ægte reformatorisk.

Jeg kan ikke undlade at nævne P. Severinsen, hvis resultat af omfattende studier (Daabens Ord, et Bidrag til den kristne Daabs Historie, Kirkeligt Samfund 1924) var, at Dåbspagten meget tidligt har været døbeord. Lad bogen på enkelte punkter være forældet, hovedsynspunktet og mange af analyserne holder endnu. Det betyder, at det at blive døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn var at blive døbt med Dåbspagtens Ord. Det stemmer godt med Grundtvigs syn. Dåbspagten kan ikke skilles fra vanddåben.

Det samme gælder fredlysningen. Læs f.eks. DS 44, strofe 2, vv. 3-7:

“Hvad sagde Vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet ”Fred være med dig”?”

Hvad sagde Vor herre til dig i din dåb? I din dåb. Ikke ved eller før eller efter din dåb. Stedet belyser Grundtvigs syn på forholdet mellem ordet og vanddåben. Fredlysningen er, ligesom troens ord, en del af dåben.

Til Herrens levende ord i dåben hører også Fadervor. Herrens bøn kan ikke uden videre forstås som en del af “bønnens forgård”. Sådan kaldte professor Thodberg den første del af Luthers ritual. Det drejer sig om de to bønner “bede- og bankebønnen” og den lange “syndflodsbøn”. Men efter de to bønner skifter det, idet der efter en exorcisme læses “børneevangeliet” fra Markus 10, 13-16. Og først derefter kommer Fadervor. At der er en tæt sammenhæng mellem børneevangeliet og Fadervor kan ikke ingen nægte. Børneevangeliet slutter jo: “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Luther fortsætter direkte med Fadervor uden nogen snak. “Så skal præsten lægge sin hånd på barnets hoved og bede Fadervor, mens fadderne knæler ned.” Fadervor er klart forstået som et velsignelsesord, altså et ord talt af Herren selv til den, der døbes.

At Fadervor er en bøn er en selvfølge, men i (!) dåben er den altså først Herrens levende ord. Derfor vil jeg mene, at Fadervor ikke uden videre kan kaldes en del af bønnens forgård. For Grundtvig er den i mindst lige så høj grad en del af kernen i ritualet, netop som ord fra den levende Herre.

Flere steder i Grundtvigs skrifter bevidner Grundtvigs syn på Fadervors placering i kernen i ritualet. Jeg har nævnt salmen Op til Guds hus vi gå. Vi kunne lige så godt tage “Sov sødt barnlille”, Slbg. 674, strofe 3-4. Det handler om, at gudsbarnet beder Frelserens bøn, som stiger i løn og høres i Himmerigs kor. Grundtvig bruger betegnende nok det udtryk om bønnen, som han plejer at bruge om trosbekendelsen: “det lille Guds ord”. Dermed mener han tydeligt, at Fadervor først er sagt af Herren selv, og selvfølgelig til gudsbarnet personligt i dåben. Derfor hedder det også i strofe 4: “Et ord af Guds Søn er blevet til bøn.” Der menes et ord i dåben. Altså er bønnen først Herrens levende ord til den, der døbes, og først bagefter er den gudsbarnets bøn livet igennem. Det er helt klart tænkt ud fra dåben. Salmen er skrevet som trøsteord under Grundtvigs alvorlige krise i 1844.

Når Grundtvig altså forstod Fadervor på den klassiske placering først som tilsigelse, hvorved dåbskandidaten får barnekår hos Gud og herefter kan sige Far til Gud, skaberen, så er der ikke nogen begrundelse for at have flyttet bønnen hen efter overøsningen eller “selve dåben”. I hvert fald ikke nogen grundtvigsk begrundelse. Tværtimod.

Da NAP’s artikel uden tvivl er ment som eller i det mindste uvægerligt vil opfattet som en del af den igangværende debat om dåbsritualet, tillader jeg mig at sætte denne lille krølle på halen. Ændringen i 1912 havde nogle skadelige konsekvenser. Sagen er jo den, at i 1912-ritualet (og 1992-ritualet) er både Fadervor og fredlysningen blevet marginaliseret ved at blive adskilt fra kernen i ritualet. Fadervor skal nu ikke mere siges til hvert enkelt barn, og karakteren af tilsigelse er i det hele taget forduftet fra Fadervor, ligesom fredlysningen nu heller ikke kræves sagt til hvert enkelt barn. I praksis ser man endda i disse år, at fredlysningen af mange præster simpelthen udelades. Det hele er ved at falde fra hinanden.

Det, man satte i værk, kan i virkeligheden bedst karakteriseres som en kernespaltning. Vel at mærke ikke af den slags, som genererer nyttig energi, men af den slags, der sætter en kædereaktion i gang med potentielt fatale konsekvenser.

I dagens debat er det nødvendigt at inddrage Grundtvigs syn på dåbens ord. Hvis jeg skal vove at blive lidt højstemt, står vi i dag over for et afgørende valg. Skal vi definitivt cementere et sidespor i den lutherske tradition (ortodoksien og pietismen), eller skal vi tilbage i sporet fra Ny Testamente, oldkirken og den lutherske reformation? Grundtvig er en fornem repræsentant for denne sidste mulighed.

Jeg vil derfor appellere til dem, der kommer til at træffe den endelige afgørelse, om nu omsider at få gjort skaden fra 1912 god igen. Lad os få Fadervor og fredlysningen i dåben på plads igen! Og er det for meget forlangt, så i det mindste fredlysningen. Her kan man passende lade sig inspirere af P. A. Fengers forslag fra 1874, der har fredlysningen efter bønnen/bekræftelsen lige efter vandoverøsningen. Ligesom i Luthers ritual fra 1526 og de danske ritualer indtil 1912. 

Anvendte forkortelser: US = N.F.S. Grundtvigs Udvalgte skrifter ved Holger Begtrup, 1-9, GSV = N.F.S. Grundtvigs Sang-Værk til den danske Kirke, I-V. VU = N.F.S. Grundtvig, Værker i Udvalg ved Georg Christensen og Hal Koch, I-X.

Villy Klit-Johansen, 20. oktober 2020

Den vestlige verden, som vi hører til, er meget præget af naturvidenskab og teknik. Vi er dygtige til at udforske naturen og omsætte vores viden til forbrugsvarer og for den sags skyld til militært isenkram, så vi bliver i stand til at opnå kontrol over verden.

 På det videnskabelige og tekniske og industrielle område har vesten været førende i flere hundrede år. Vi mener, at resten af verden burde lære af os på alle områder, også på det politiske, vi har jo skabt det bedste af alle samfund, mener vi, det burde være klart for alle. 

Fra tid til anden har nogle lande faktisk også ønsket at lære af vesten. Czar Peter den Store besluttede fx, at Rusland skulle moderniseres efter vestligt forbillede. En russisk forfatter (Meresjkovskij, d. 1941) har skrevet en roman om Peter den Store og hans søn Alexej. Et sted i bogen søger prins Alexej åndelig hjælp hos en hofdame, der stammer fra Tyskland. ”Tror de på Gud?” spørger han. Han får ikke noget klart svar. Hun væver i det og viger udenom. Og da er det, at Alexej udbryder: ”Ja, der har vi det, I vesterlændinge er kloge, og I er stærke, I er også retskafne, og I er højt ansete. Alt har I, men ikke Kristus. I har måske de rigtige meninger om ham, men I tror ikke på ham. Hvad skulle I også med ham? I har jo jer selv, og I frelser jer selv med al jeres dygtighed og retskaffenhed.” Og så indrømmer prinsen, hvor fattige, dumme og ringe russerne er, men han bekender troen på Kristus. Han skal frelse dem.

Hvem skal være vesterlændingenes frelser, når de kan selv? Vi har alt, det er sandt nok, men måske er der alligevel gået noget galt. Jeg mener: Kan vi helt se bort fra, at vesterlændingens egen dygtighed er blevet hans Gud? Hvis der bare er lidt om det, Meresjkovskij lader prins Alexej sige, gør vi klogt i at tænke over det. For mig er der ingen tvivl om, at det er en korrekt beskrivelse af vores kultur, og vores kultur er den, vi selv lever i og bliver præget af. Det bliver vi uvilkårligt uden, at vi tænker særligt over det. Så det er ikke sikkert, at vi kan melde hus forbi, når vi giver den russiske forfatter ret.

Martin Luther siger i Den store Katekismus, at ”En Gud kaldes det, som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød.”

Hvad venter vi os alt godt af? Er det vores egen videnskabelige og tekniske dygtighed? Og vores militære og politiske overmagt? Er det vores dygtighed, der skal sikre os stabilitet og velstand, kort sagt det gode liv, og mere ønsker vi for resten ikke?

Spørgsmålet er altså, hvad der er vores Gud. Vores samfunds Gud, og vores personlige Gud.

Det personlige spørgsmål kan vi kun svare på hver især, så lad os i stedet høre, hvad Jesus siger. Han siger noget, der går stik imod det, der præger vesten. Han siger: ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Han siger med andre ord, at uden ham er vores liv slet ikke noget liv – trods alt, hvad vi har og kan.

Det betyder, at døden og ondskaben råder i verden, fordi mennesket tror, at det kan klare sig uden Gud.

”Skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Det er jo næsten til at tage og føle på, fordi frugterne af menneskets selvklogskab og selvrådighed er så talrige. Vi lever jo i en verden, hvor magtbegæret er umætteligt. Menneskets værdighed bliver på grund af magtbegæret trådt under fode alle vegne i verden.

Det er virkelig mærkeligt, at der endnu er liv i troen på, at vores egen klogskab og dygtighed kan frelse os. Vi ser jo igen og igen, hvordan den går i dødens tjeneste.

”Jeg er det sande vintræ”, siger Jesus. Det betyder: ”Det er mig, der er livet – kun mig – og alt andet, der giver sig ud for at være det er blændværk. Og hvis der skal komme liv i jer dødsmærkede mennesker, må det komme fra mig.

Der ligger et rigt og dejligt indhold i det billede af vintræet. Han sagde det skærtorsdag aften, den sidste aften han levede, og den aften, da han indstiftede nadvermåltidet. De drak af den blodrøde vin, frugten af vintræet, og dagen efter led han den blodige død.

”Jeg er det sande vintræ.” Det billede er en prædiken om, at han på korset gav sig selv for os, og at han i nadverens brød og vin giver sig selv til os. Et par vers længere nede end det, vi hørte læst fra altret, siger Jesus med rene ord, uden billedsprog, hvad der er livets inderste hemmelighed. Han siger: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.” (Joh 15,13). Livet er kærlighed, det har han lært os. Uden den kærlighed, der vil give alt for andre, er der ikke noget, der er værd at kalde liv. Han har lært os det ved at gøre det. Han gav sit liv for at frelse os fra alt ondt.

Vintræ-billedet er meget stærkt. For dem dengang var det indlysende, for de fleste af dem kendte til at arbejde i vingårde.  De vidste godt, at det, der er særligt for vintræet, er, at det har en meget tynd stamme i forhold til det rige løv og den rige, saftige frugt. Vintræet kan ikke engang stå selv, det er nødt til at have noget at klatre op ad. Kan I se det billede: Vintræet har en meget tynd stamme, fordi det sender al saften og kraften ud i grenene, for at der kan dannes store, saftige drueklaser. Stammen beholder ikke noget for sig selv, den sender det videre, giver det fra sig, for at der kan blive en rig frugt.

Igen sagt uden billedet: Livet er kærlighed, og kærligheden hedder Kristus.

Kristus er livet.

I Johannesevangeliet har vi en hel række udsagn af Jesus, der begynder med ”Jeg er”: ”Jeg er livets brød”, ”jeg er verdens lys”, ”jeg er den gode hyrde”, ”jeg er opstandelsen og livet” og endelig ”jeg er det sande vintræ”.

”Jeg er”. Det er to ord, der i Bibelen er ladet med et vægtigt indhold. Det er fordi det er de to ord, Gud bruger, når han giver sig til kende for mennesker. Når den usynlige og ukendte Gud åbenbarer sig for mennesker, sker det med de to ord. Sådan var det, da han talte til Moses ved den brændende tornebusk i Sinaj Ørken. ”Gå ned til Ægypten og sig til Farao: ’Lad mit folk rejse’” sagde han.

Moses spurgte: ”Hvem er du Herre?” Det var da rart at vide.

Og så var det, at han fik det gådefulde svar fra Herren. ”Jeg er”.

Det er gådefuldt, fordi Gud på én gang giver sig til kende og skjuler sig. Gud kan vi aldrig kende til bunds. Han er altid større end det, vi kender til. Men samtidig er det uendelig godt, at han giver sig til kende. Det er uendelig glædeligt. Han henvender sig til os for at give os liv og glæde. Endda en fuldkommen glæde.

Kan I se, hvad det betyder, når Jesus tager de mægtige ord fra Gud i sin mund? Når han siger ”jeg er” – i dagens tekst: ”jeg er det sande vintræ”, så betyder det, at den ophøjede, fjerne, ukendte, gådefulde Gud er kommet ganske nær til os. Gud er kommet os så nær, at han har taget menneskeligt kød og blod på sig.

I mennesket Jesus fra Nazaret kommer han til det selvkloge, vestlige menneske med sin dom: Det er afgudsdyrkelse, når I gør jeres egen dygtighed til Gud. Og afgudsdyrkelse er dødens vej. Den fører til, at I mister forbindelsen til Kristus. Grenen visner og brækkes af og går til. Den bærer ikke frugt. Livet bliver frugtesløst.

I mennesket Jesus fra Nazaret kommer Gud til det selvkloge, ensomme, bange menneske med sin kærlighed, med sit liv og sin fred.

Vintræ-billedet viser os, at vi får lov til at høre sammen med Kristus. I husker, hvordan der bliver talt til fadderne ved døbefonten. Fadderne har sammen med forældrene ansvar for at hjælpe den døbte på vej, så han eller hun forhåbentlig kommer til at leve et liv, hvor han eller hun lytter til Kristi ord og ejer trygheden og glæden ved at turde sig ”Far” til den mægtige Gud: ”Vor Fader, du, som er i himlen.”

Det er hans gave til os i dåben: Gud har sat os i livgivende forbindelse med Kristus.

Når grenen så er podet ind i træstammen, så skal den bære frugt, det er meningen med podningen. Vi skal bære frugt i form af et liv, der bliver levet efter Hans, Kristi model. Guds kærlighed, som vi har fået gratis, skal vi bære ud i hverdagen. Verden har et skrigende behov for ægte kærlighed og godhed.

Det er altså på en vis måde en opgave, vi bliver pålagt. Men det er på den gode måde. Det er ikke et knusende krav. Det er ikke en byrde, han lægger på os. Det er en gave, han giver os. Læg mærke til, at der ikke en eneste gang står: ”Bær frugt.”  Jesus taler hele tiden, igen og igen om, at vi skal blive i ham, så bærer vi frugt. Det er omkvædet: Bliv i mig!

Det er det samme Luther udtrykker med ordene: Gode gerninger gør ikke en god mand, men en god mand gør gode gerninger.

Vi skal ikke begynde på det dybest set egoistiske projekt at gøre os selv gode ved at gøre gode gerninger, men vi skal koncentrere os om at høre Jesu ord og stole på det. Så lover han, at det skaber både kærlighed og glæde.

”Bliv i mig”, siger han. Vi skal altså lade frelseren komme til med hans forvandlende kraft.

”Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.”

Sådan vil Kristus være Frelser for os hver især og for vores gudløse, vestlige verden.

Lov tak og evig ære være dig vor Gud, Fader Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 402 – 436 – 292 —– 368 – (473) – 696

Villy Klit-Johansen

Fhv. minister Birthe Rønn Hornbech skriver i JyllandsPosten:

“Hvor der er ånd, er der frihed, siger Grundtvig med Paulus. Også for mig er åndsfriheden afledt af kristendommen. Jeg vender mig imod DF’s generalisering af alle muslimer som en homogen gruppe, som skal begrænses i retten til f. eks. at danne friskoler. Ekstremister blandt muslimer skal ikke behandles anderledes end andre ekstremister, men forfølges med den samme lov og intet andet.

Den politik, der diskriminerer og ekskluderer muslimerne, men hævder kristendommen som den monopoliserede danskhed, bruger kristendommen som politisk trumf.”

Jo jo, det lyder godt. Åndsfriheden er afledt af kristendommen. Fuldstændig enig. Grundtvig var en stærk fortaler for religionsfrihed og ytringsfrihed På skoleområdet gik han ind for forældrenes ret til selv at undervise deres børn. Undervisningspligt, ja. Skolepligt, nej. Og så videre og så videre. Grundtvigs liv var én lang kamp for åndsfrihed, og det har vi nydt godt af i Danmark siden først i 1800-tallet og langt hen i 1900-tallet. På visse punkter lignede han endda en ægte liberalist. Han ville sikre den private ejendomsret, og han gik ind for næringsfrihed og for friheden til at bo og rejse frit m.m.. Men hans “liberalisme” var praktisk, ikke ideologisk. Og det er vigtigt.

Især var Grundtvig med til at skabe den åndelige frihed, vi lever på endnu. Men måske er den ved at smuldre mellem fingrene på os. Jeg ved ikke, om Birthe Rønn Hornbech lever i 2020. Man kan godt blive lidt i tvivl om det. Vores land er totalt forandret, og det parti, som Rønn Hornbech har repræsenteret på tinge gennem årtier og som minister i en årrække, er et af de hovedansvarlige partier for, at vi er, hvor vi er i dag. Rønn blev folketingskandidat for Venstre i 1976, valgt ind i 1984, gled ud i 1987, men blev valgt igen i 1990 og blev siden genvalgt ved valg efter valg. Hun kom altså i Folketinget, netop da Uffe Ellemann Jensen blev formand, og der for alvor blev sat turbo på Venstres udvikling bort fra de folkelige kilder og hen mod ideologiseringen i liberalistisk retning. Hun har siddet i Venstres hovedbestyrelse i to perioder og været kirke- og integrationsminister.

Det er påfaldende, at BRH påberåber sig Grundtvig. Grundtvig var netop ikke liberalist i ideologisk forstand, han var udpræget folkelig. Hans frihedssyn udsprang ganske rigtigt af kristendommen, men han havde ikke et ideologisk-politisk sigte med det. Hans drøm var en åndelig og folkelig fornyelse, der kunne skabe grobund for folkelig deltagelse i samfundets anliggender, og som kunne skabe velstand og lige muligheder. Det folkelige fællesskab lå ham stærkt på sinde.

BRH er ikke en “fri fugl”, der kun taler for sig selv, tværtimod, hun er inkarneret venstrekvinde med et tungt ansvar at bære på. Hun har siddet centralt i partiet i den periode, da partiet blev forvandlet fra at være gode højskolebønders og andre jævne menneskers parti til at være de smarte storbyliberalisters og globalisters parti. Min egen far var, i parentes bemærket, selvfølgelig medlem af partiet, han var kirkeligt sindet og drev en lille privat virksomhed. Han var formentlig et typisk medlem i 1950erne. Rønn Hornbech er medansvarlig for at have svigtet den jævne mand og gradvis at have afgivet folkestyre og folkesuverænitet til den fremvoksende europæiske føderale stat. Hun er medansvarlig for, at grænsebevogtningen blev afskaffet, så der blev en åben ladeport for migranter. Hun er medansvarlig for hovedløst at have gjort Danmark til et indvandringsland og at have gjort de små i samfundet fremmede i deres eget land. Det kan man på ingen måde tage Grundtvig til indtægt for.

Rønn Hornbech er medansvarlig for, at der i dag er flere hundrede tusinde i vores land med baggrund i islam og mellemøstlig kultur. Jeg ved ikke, om DF “generaliserer alle muslimer som en ensartet gruppe”. Det lyder som en floskel, en automatreaktion. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg på baggrund af bekendtskab med et stort antal muslimer fra Mellemøsten lige siden begyndelsen af 1970erne udmærket ved, at der er stor forskel på dem. De er mennesker som os. Jeg håber, at Rønn Hornbech lige så vel som jeg OGSÅ ved, at der i de senere år er sket en islamisk vækkelse blandt muslimerne. De unge er langt mere bevidste om deres muslimske identitet end deres forældre og bedsteforældre. De er mere bevidste om, at islams lovkompleks, shariaen, ikke er forenelig med demokratiet, Og de holder på shariaen. Demokratiet bør indrettes på shariaens betingelser, mener rigtig mange af dem.

Så er det, jeg siger til Birthe Rønn Hornbech: Det er let at kritisere nogle formuleringer fra DF’ere, men hun burde være opmærksom på, at det er synspunkter, der har dyb klangbund blandt de små i samfundet. Jeg har selv mange gange kritiseret visse formuleringer og kan finde på at gøre det igen. Det er teologers opgave at nuancere visse bombastiske formuleringer, når de berører teologiske problemstillinger. Ud fra en inspiration fra Grundtvig kan debatten nuanceres og gøres mere frugtbar. Det burde BRH lægge sig efter. Det er for let at kritisere, som hun gør det. For let, fordi hun bærer et tungt ansvar for udviklingen. Det er jo ikke noget, der er sket af sig selv. Udviklingen er en følge af politiske beslutninger.

Derfor tillader jeg mig at spørge: Hvornår ser vi BRH tage stilling til de alvorlige problemer, som indvandringen skaber? Det er unødvendigt at remse dem op, vi kender dem alle. De rammer i meget ringe grad den internationalistisk indstillede storby-elite, de rammer den jævne mand og kvinde ud over hele landet. De rammer det arbejdende folk. Problemerne rammer de dårligst stillede danskere. Er BRH optaget af at få løst disse problemer? Eller er hun mere optaget af at skelne mellem almindelige muslimer og ekstremister, hvad det så siden er for noget. Det skylder hun da at redegøre for. Mange forskere mener i det mindste, at det er umuligt at skelne skarpt mellem “moderat islam” og islamisme.

Hvorom alting er: Situationen er en helt anden end på Grundtvigs tid. Han kæmpede for den jævne mands ret til religiøs frihed og selvbestemmelse. I dag står vi med en voksende befolkningsgruppe, der går ind for en religion, der er bestemt modstander af frihed, undtagen altså frihed til at indføre ufrihed i samfundet. Den “frihed” går skuffende mange muslimer ind for.

Det er da fint nok at adressere dem, “der diskriminerer og ekskluderer muslimerne, men hævder kristendommen som den monopoliserede danskhed”. Hvis nogen ellers vil kendes ved den karakteristik. Men hvad er da den ægte danskhed? Hvad er ægte dansk folkelighed? Og er det noget, BRH ønsker at fremme? DET ville virkelig være interessant at høre om. For en levende dansk folkelighed er den nødvendige forudsætning for vores samfund og folkestyre. Og kristendommen har unægtelig haft en afgørende indflydelse på udviklingen af dansk folkelighed. Skal det fortsat være tilfældet? Og er der i den forbindelse opgaver at løse, folkeligt, kirkeligt og politisk? Morten Messerschmidt fortjener tak, fordi han har åbnet debatten.

Jeg foreslår altså, at BRH og alle andre identificerer de faktiske problemer og arbejder positivt på at løse dem. For Danmarks skyld. For folkestyrets skyld. For frihedens skyld. Hvad er løsningen på, at en stor befolkningsgruppe, der er bundet af islam, ikke går ind for vores folkestyre og frihedstradition? Løsninger tak! Jeg er stærkt inspireret af Grundtvig, men hvorledes skal hans frihedssyn udmøntes i dag i den beskrevne situation? BRH’s synspunkt virker formalistisk, når hun skriver: “Ekstremister blandt muslimer skal ikke behandles anderledes end andre ekstremister, men forfølges med den samme lov og intet andet.” Lighed for loven. Ja, selvfølgelig. Men tiden er inde til at pege på løsninger.

Spørgsmålet er, om der ikke findes en berettiget forskelsbehandling. Det, der er ens, skal behandles ens, men når der i en række byer er opstået store parallelsamfund, hvor man praktiserer et alternativt lovsystem, er det jo ikke ens længere. Spørgsmålet er, om ikke det er nødvendigt at stå fast på, at det danske folk har førsteretten til den lille plet på kortet, som vi regner for “vort hjertes hjem herneden”. Hvis vi altså skal have en fremtid. Hvad en legitim diskrimination betyder konkret og i praksis, skal vi til at samtale om. Det er en folkelig nødvendighed, og det haster. Come on, Birthe Rønn Hornbech!

Venlig hilsen

Villy Klit-Johansen, 12. august 2020

Morten Messerschmidt er som bekendt blevet valgt til ny næstformand i Dansk Folkeparti. Han ser det som sin opgave at styrke DFs profil med “kristen værdikamp”. De mange angreb på MM, som er dukket op i den anledning, har ikke just været opløftende læsning.

Svend Brinkmann, professor i psykologi, forsøger at gøre sig morsom på MMs bekostning ved at fremhæve Jesu radikale budskab. Det lykkes ikke særlig godt. Det er Svend Brinkmann selv, der kommer til at stå i et komisk skær. Jeg citerer: “Han (Jesus) opfordrede til nåde og tilgivelse, bød de undertrykte, udstødte og fremmede velkommen og krævede det umulige: At man skal elske sine fjender og vende den anden kind til. … Et DF baseret på Jesu lære vil jo nok kræve en total forandring af partiets politik. Det bliver vildt!”

Hvis Svend Brinkmann mener, hvad han skriver, er han mere uvidende, eller måske mere perfid, end jeg ville have troet om ham. Han forstår ikke, eller lader som om, han ikke forstår, at ordet kristendom kan betyde andet end Jesu radikale fordring. Den kan selvfølgelig ikke omsættes til politik. Hvorfor så kræve det af DF? Hvad MM siger, er, at “det er vigtigt, at Danmark er et samfund, hvor befolkningen står robust fast på den danske kultur, og der er dansk kristendom selvfølgelig tema nummer et.” (Interview i Kristeligt Dagblad.) Det er jo noget ganske andet, end hvad Brinkmann taler om.

———————

Så er der Mogens Mogensen, der er formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og driver en selvstændig konsulentvirksomhed, Intercultural.dk. Han kommenterer på sin blog et interview, som Morten Messerschmidt har givet til Politiken. Det har jeg ikke adgang til, men jeg har set så mange andre udtalelser fra Morten Messerschmidt, at jeg godt tør kommentere Mogens Mogensens kommentar.

Mogens Mogensen begår den samme fejl som Svend Brinkmann, nemlig at forlange af DF, at partiet skal føre politik ud fra Jesu radikale fordring om at elske sin fjende. Som om der kan føres udenrigspolitik og udlændingepolitik på Bjergprædikenen. Det er da for langt ude! MM (Mogens Mogensen) kan være uenig med MM om, hvorvidt Danmark skal prioritere forfulgte kristne i forhold til andre, herunder muslimske, men at smide Jesu fordring om fjendekærlighed i hovedet på ham som argument er utilbørligt.

Jeg skal ikke kommentere alt, hvad MM (altså Mogens Mogensen) skriver, men han går i rette med Messerschmidt, fordi denne ønsker at styrke folkeskolens kristendomsundervisning. “Det må være kirkens opgave at undervise børn i Luthers Katekismus og ikke statens”, skriver han. Messerschmidt taler imidlertid ikke om Luthers Katekismus, men om “den kristne katekismus”, hvilket betyder en enkel og folkelig indføring i, hvad kristendom er. Det har vi i høj grad brug for. Mogensen beskylder Messerschmidt for at ville religiøs tvang. Mon ikke det er at tage munden for fuld? Hvis kristendomsundervisningen, som reglerne er nu, ikke er forkyndende, men udelukkende oplysende, holder argumentet ikke.

Man kan mene, som undertegnede, at undervisning i kristendom, afsyngelse af salmer m.m. uundgåeligt er forkyndende, hvorfor den burde være frivillig. Men den ville stadig være statens opgave. Folkekirken understøttes ifølge Grundloven af staten, det indebærer ganske naturligt, at det er statens pligt at sørge for en ordentlig kristendomsundervisning i Folkeskolen. Bør MM ikke roses for at interessere sig politisk for dette vigtige område?

Mogens Mogensens synspunkt betyder uundgåeligt, at han fjerner sig fra et folkekirkeligt syn og nærmer sig et frikirkeligt. Samtidig lyder det som en konsekvent sekularisme. Ønsker han virkelig, at Danmark bliver en gennemført sekulær stat? Det går jeg i det mindste ikke ind for. Jeg vil mene, at staten selvfølgelig ikke er eller skal være religiøst neutral, den skal tværtimod fremme dansk folkelighed, og hertil hører kristendommens dybe indflydelse på Danmark gennem århundreder.

Folkestyret har jo en levende dansk folkelighed som sin nødvendige forudsætning. Så også for folkestyrets skyld skal vi fremme oplysningen om kristendom.
Hvis staten skal være religiøst neutral, er den tom, men det kan den ikke være ret længe, den vil selvfølgelig blive fyldt af noget andet religiøst, enten en vestlig totalitær eller halvtotalitær ideologi af en slags eller mellemøstlig totalitær islamisme.

Lad det være nok i denne omgang. Der kunne være mere at sige, men det bliver for langt. Så jeg vil slutte med en opfordring til alle mennesker af god vilje om at stå sammen om at fremme dansk folkelighed, herunder kristendommen i den forstand, som Messerschmidt her tale om den. Et sådant sammenhold vil kunne omfatte langt større kredse end dem, som kirkelige organisationsfolk og frikirkeligt tænkende folk som Mogens Mogensen henvender sig til.

Betyder Danmark noget? Den slags kristendom, der ser bort fra folket og dets eksistens, vil få mange til at tage afstand fra kirken, er jeg bange fo

Villy Klit-Johansen, 7. august 2020

I dag, søndag den 9. august 2020, 9. søndag efter trinitatis har jeg holdt højmesse. Jeg har utvivlsom lånt tanker af andre, uden at jeg kan gøre rede for hvem. Forkyndere har lov til at stjæle med arme og ben.

Det blev som følger:

633 Har hånd du lagt på Herrens plov
Hilsen
Kollekt
Epistel, 2. Timoteusbrev, 1, 6-11
6 Dig være, mildeste Gud Fader
Evangelium, Lukas 12, 32-48
Lad os bekende vor kristne tro i dåbspagten: Trosbekendelsen
272 I lemmer, hvis hoved har himlen i vælde
Kort bøn før prædiken
Prædiken
275 Uforsagt, vær på vagt
Nadver
Nadversalme: 473 Dit minde skal, o Jesus, stå
Kollekt
Hilsen
Velsignelsen
292,v.5-7 Kærligheds og sandheds Ånd

Prædiken:
”I skal se fremad”. Det er den røde tråd i dagens evangelium. Det er det samme, salmen siger: ”Har hånd du lagt på Herrens plov, da se dig ej tilbage.”

Vi hører om tjenere, der venter på, at deres herre skal komme hjem fra bryllupsgilde.

Vi hører om husherren, der holder vagt om natten, for at der ikke skal komme indbrudstyve på besøg.

Og vi hører om den tro og kloge forvalter, henholdsvis den utro forvalter, og om, hvordan de to bærer sig ad, mens deres herre er bortrejst.

Og flere ting endnu hører vi om. Forskellige billeder bruger Jesus, men de skal alle sammen belyse den samme pointe: ”I skal se fremad.”

At være kristen er at leve i forventning. Som kristne skal vi ikke gå baglæns gennem tilværelsen med blikket rettet mod alt det jordiske gods, vi når at få skrabet sammen: ”Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger.”

Når man sætter hele sit liv ind på at samle sig skatte her på jorden og i praksis har det som sit livs indhold, så går man baglæns gennem livet. Den slags ting forgår jo med tiden. Og hvis de ikke forgår før os, der ejer dem, ender det alligevel med, at vi må slippe dem til sidst. Der er vist noget om, at noget af det sidste, der sker, når et menneske dør, er, at hænderne åbnes. Hænderne, som vi har brugt til at gribe og samle til os med, mister kraften og lukkes op, og så har selv den rigeste ingen gavn af sin rigdom længere.

Rigdommen lægger vi nødvendigvis bag os, sådan er livet, så hvis vi har haft blikket rettet mod den, er vi gået baglæns gennem livet.

Det vil være en tragisk ende på det, for så vil vi ikke være i stand til at tage imod det, som Gud har i vente til os. Gud kommer nemlig forfra. Han kommer fra fremtiden.

Lykkeligt det menneske, der går forlæns gennem livet – med blikket rettet fremad mod Guds rige, det, som han har lovet, skal komme i synlig herlighed ved tidernes ende.

Lykkelig den, der lever i forventning til, at Guds vil opfylde sine store løfter.

Der er sikkert dem, der vil påstå, at det er den rene virkelighedsflugt sådan at leve i forventning til Gud. Lad dem mene det. Vi skal ikke bebrejde dem det. Men det er ikke sikkert, de bliver ved med at mene det. I hvert fald drejer det sig om en praktisk livsindstilling, der ikke kan undgå at få konsekvenser for det liv, vi lever.

Vi lever i et velstandssamfund, som verden måske aldrig har kendt magen til. Vi skulle måske tænke lidt mere over det spørgsmål, om det er den materielle velstand, der er Gud i dette land. Og der skal vi ikke skyde på andre, for vi er fælles om det alle sammen, og vi kan næppe undgå at blive påvirket af det.

Det mærkelige er, at vi taler så meget om fremskridt i den forbindelse. Det er paradoksalt, hvis fremskridtet får os til at gå baglæns, altså vende ryggen til Guds fremtid.

Hvis vi bare vil have maksimalt udbytte af livet her og nu, mister vi forventningen. Og livsglæden går med i købet, og tristhed og bekymring holder sit indtog. Eller overfladisk livsnydelse.

Alt det her gør Jesus nu til et personligt spørgsmål. Han indleder nemlig lignelsen om den tro og kloge forvalter med et spørgsmål: ”Hvem er da den tro og kloge forvalter.” Ja, hvem er han, den tro og kloge forvalter, der gør hvad hans herre har sat ham til at gøre? Er det mig? Eller er jeg tværtimod den anden, ham, der tænker ved sig selv: ”Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig.” Det er meget konkrete billeder, Jesus bruger her.

Vi kan også vende tilbage til det i samfundet mere acceptable:

Er jeg den, der fuld af bekymring for den ukendte fremtid begærligt skraber til mig af de goder, som i virkeligheden tilhører min herre, for at sikre min fremtid?

Eller er jeg den tro tjener, der i tryg og glad forventning til Gud er fri i forhold til de materielle goder. Fri til at modtage og fri til at slippe dem for at dele med dem, der trænger? Hvis det er mig, så ser jeg fremad mod en lys fremtid, som Gud vil give mig i sit rige.

Spørgsmålet er personligt. Og så skal det da tilføjes, at dette personlige spørgsmål ikke er endeligt afgjort, så længe jeg lever og kan høre Jesu ord. Han indbyder os netop i dag til at gå med ind i troens trygge og glade forventning: ”I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt.” Det betyder, at vi skal være klar til at bryde op hvert øjeblik. Der forestår noget glædeligt. Det skal vi se frem imod.

I skal være rede! Alle. Ikke kun de gamle og syge, men alle, også unge og raske.

Lyder det urimeligt? Er det lidt tåbeligt at indrette sit liv efter, at Kristus kommer? Hvordan mon det bliver opfattet af den, der ingen fremtid har? Af den, der har fået lægens dom: Der er ikke mere at gøre. Lyder det umuligt, urimeligt?

Det er nu ikke så sikkert. Det kan lige så godt være, at en og anden i den situation netop åbner sig for Guds løfter.

Men de, der måtte have det sådan, at de kun kan høre ordene om troens glade forventning som udtryk for ren ønsketænkning, og måske føler sig udenfor, de får endnu et ord af Jesus. Han siger: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget.”

Jamen så er det klart, at ”troens glade forventning” ikke er noget, vi skal føle som et krav, vi ikke kan leve op til. Det er ikke et krav, det er en dejlig gave til alle, der vover at stole på det – måske på trods af forstandens protester og flertallets mening.

Det er dog stærkt, at han siger til dem, der ingen fremtid har: Jeres glæde og tryghed ligger virkelig forude – i Guds løfters opfyldelse. Han har besluttet at give jer livet igen i sit rige. Og når han har besluttet det, fortryder han det ikke. Han står ved sit ord, og han vil opfylde det.

Glæden og trygheden ligger ikke i noget af vores eget. Ikke fx i vores beslutning om at tro det eller hvad ved jeg. Vi kan være nok så tomme for håb og tro. Lad det være, hvad det er, frygtløsheden og trygheden ligger fast i Guds egen beslutning, uanset hvordan vi har det.

At være kristen er at leve i forventning. Det er at hvile i tillid til Guds klare løfter.

Men at hvile i tillid er ikke ensbetydende med åndelig dovenskab. Ellers havde Jesus ikke formanet os, som han gør, når han siger: ”Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.”

Vi skal ikke falde i søvn. Vi skal ikke tro, at det går nok af sig selv alt sammen. Jo, det går af sig selv, men det går kun af sig selv, hvis vi lytter til Jesu ord og tager det til os.

Jesus afslører ikke, hvornår hans genkomst i herlighed vil ske. Men han siger, at den vil ske pludseligt, og derfor gælder det om at være vågen og være rede.

Rudolph Arendt har sagt det, som kun han kan sige det: ”De, der venter, får ikke timen at vide, men de, der ikke venter, får timen at vide: Det er den time, de ikke venter. Sådan er det, fordi det er Herren, de venter på.”

De, der ikke gider give sig af med at vente, vil opleve, at Herren kommer som en tyv om natten.

Men de, der holder fast ved forventningen – om dem siger Jesus: ”Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem.”

Se, det går mildest talt langt ud over det sædvanlige. Der bliver byttet op og ned på Herrens og tjenerens roller. Herren giver den som tjener. Han varter tjenerne op.

Det passer kun på én eneste, Jesus selv. Det ligner det, der skete skærtorsdag aften, da han påtog sig den tjenergerning at vaske disciplenes fødder.

Og hver gang vi holder altergang, går han omkring ved bordet og varter os tjenere op. Det er evangeliet omsat i en anskuelig handling: Kristus kan ved sin tjeneste frelse fortabte mennesker som dig og mig.

Ikke sært, at han priser dem salige, som han finder vågne, når han kommer.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Villy Klit-Johansen, 9. august 2020

Svaret er nej. Men da det har vist sig, at synspunktet er meget svært at forstå, gør jeg her rede for det. Mange tror, det er “grundtvigsk” at hævde, at Danmark er et kristent land, og det er pietistisk at benægte det. I virkeligheden forholder det sig omvendt. Hvilket ikke er svært at dokumentere.

Selv om hvert eneste menneske i landet var døbt og gik i kirke hver søndag, og Folkeskolen havde en kristen formålsparagraf og Danmarks Radio fyldte hele fladen med programmer om kristendom osv. osv., burde dansk folkelighed ikke kaldes kristen, og Danmark burde ikke kaldes et kristent land.

Lad mig forklare hvorfor. Eller lad mig først pointere, hvad der ikke er mit anliggende. Jeg er ikke tilhænger af de kulturradikales stadige forsøg på at trænge kristendommen ud af det offentlige rum. Og jeg ser ikke med milde øjne på de kulturradikales overtagelse af Folkehøjskolen. Jeg er ikke kulturradikal-humanistisk sekularist. Det er endda langt fra. Jeg skulle være et radikalt hoved, hvis jeg beklagede den frugtbare vekselvirkning, der gennem århundreder har været mellem folkelighed og kristendom, og hvis jeg bifaldt eller medvirkede til at udrydde de sidste rester heraf.

Hvorfor så sige nej til, at folkeligheden bør kaldes kristen? Det korte svar er, at vi ikke bør sammenblande folkelighed og kristendom.

Folkelighedsbegrebet er formet af Grundtvig. Ikke at han har opfundet det, men i Danmark er det formet af Grundtvig.

Men var Grundtvig ikke præst og teolog? Jo da, men han tænkte ikke folkeligheden udelukkende ud fra kristen teologi. Hele livet igennem var han stærkt optaget af vores hedenske oldtid. I myter, sagn og historie fandt han et rigt åndsliv, der i mange tilfælde var udtryk for sand erkendelse af menneskelivets og folkelivets vilkår.

Denne nordiske ånd beredte kristendommen en frugtbar jordbund, da den dukkede op. Grundtvig betragtede de nordiske sagn og myter som Nordens Gamle Testamente, uden at han dermed forkastede Bibelens Det gamle Testamente. Synet på det nordiske åndsliv følger af hans tro på skabelsen og Guds forsyn og dermed af hans historiesyn. Gud har (selvfølgelig) en finger med i spillet i folkenes historie, også netop de hedenske folks historie, og han har et mål med historien.

Det vigtige er, at det altid stod Grundtvig klart, at folket var der først. Folket var der, før kristendommen kom til det. Folket havde identitet, før det antog kristendommen.

Vel var det teologiske overvejelser, der fik teologen Grundtvig til at fastholde, at folket var der først og havde identitet, før det antog kristendommen. Men det at der ligger teologiske overvejelser bag, betyder ikke, at folket eller landet er kristent. Danmark er det DANSKE folks hjem gennem vel et par tusinde år. Folket har en før-kristen hedensk identitet, som kristendommen ikke har til hensigt at udslette.

Dette understreger Grundtvig stærkt i afhandlingen “Folkelighed og kristendom” fra 1847. Her indrømmer han på given foranledning, at han i sin ungdom ikke var klar i mælet. Han vedgår, at han selv var skyld i, at nogle fik den opfattelse, at han sammenblandede folkelighed og kristendom. Men han lover, at han fra nu af vil skelne klart mellem de to ting.

Vi giver Grundtvig ordet: “Selv derfor, naar Enkelte rose baade min Danskhed og min Christendom, bliver Enden dog gierne den Forbeholdenhed, at Danskheden naturligvis maa christnes før den er værd at nævne, og det er dog langt fra mine tanker, saa jeg stræber stedse tydeligere at holde Danskhed og Christendom ud fra hinanden, vist nok ikke som uforligelige, men dog som høist forskiellige, at den ene kun giælder i en Krog af Norden, den anden over hele verden, den ene giælder kun for en Tid, den anden baade for Tid og Evighed.”

Det er den i grunden hedenske folkelighed, han taler om. Den behøver ikke kristnes, for at den skal være “værd at nævne”.

I denne afhandling skriver han også: ”er Kiærlighed og Sandhed i Christendommens Aand, da følger deraf ikke blot, at den kan aldrig med List eller Vold ville udslette eller undertrykke nogen Folkelighed, men deraf følger ogsaa, at den er meget ilde tjent med, at det giøres i dens Navn, som Papisterne unægtelig gjorde det.”

Det er det samme, sagt med andre ord, når han understreger det meget vigtige, at kristendommen ikke er en lov, der skal beherske verden, men et glædeligt budskab, der skal tjene de mennesker, der frivilligt modtager det.

Her har De, kære læser, grunden til, at det ikke er i Grundtvigs ånd at kalde danskheden kristen.

Og her har vi også grunden til, at det er forkert at fremme islams udbredelse i det danske samfund. Islam har ikke den respekt for folkeligheden, som kristendommen har. Islam er netop en lov, der vil beherske verden. Præcis det, som Grundtvig bebrejder “papisterne”, altså pavekirken. Islam har simpelthen ikke det positive syn på de historisk udviklede folkeslag og deres åndsliv som den kristne teolog Grundtvig havde. Muslimer mener snarere, at de hedenske mennesker er vantro, og derfor skal de omvende sig til Islam. Hvis de “vantro” ikke omvender sig, kan de i bedste fald få lov til at leve som en undertrykt minoritet i den islamiske stat, som Islam tilstræber. Derfor er det ikke forkert at forbyde “bønnekald” fra moskeerne i Danmark. Begrundelsen bør ikke være, at Danmark er et kristent land, men at det er en legitim politisk opgave at hindre islam i at udbrede sin magt i Danmark.

Grundtvig mener stik modsat, at det kristne evangelium har en tjenende funktion i forhold til folkeligheden.

Det er helt afgørende, at vi får dette udtrykt klart og forståeligt. Hvis det altså overhovedet er til at forstå for dem, der bekæmper både dansk folkeligheds og kristendommens stilling i Danmark. Faktisk tror jeg ikke, de kan forstå det, når ikke engang mange teologer og “kirkefolk” kan forstå det, men det skal ikke hindre os i at gøre os vore tanker og udtrykke dem så klart, som vi overhovedet er i stand til. Og det gør vi så i det inderlige håb, at i det mindste de, der vil Danmark og kristendommen det godt, vil overveje det endnu engang.

For til sidst at skære det ud i pap: Ved at kalde folkeligheden kristen og ved at kalde Danmark et kristent land gør man dem begge, altså folkeligheden og kristendommen, en bjørnetjeneste. Man yder ikke folkeligheden den respekt, som Grundtvig lægger op til, og man står i fare for at skabe et forkert billede af, hvad kristendom er. Kristendom er noget andet end danskhed, og kristendom er unægtelig noget andet end islam. Kristendom er ikke en politisk ideologi, som islam i sin rene form er. Når man bruger sætningen “Danmark er et kristent land” som politisk slogan, gør man politik til et kristeligt anliggende, men politik er og bliver en folkelig sag.

Villy Klit-Johansen, 1. juli 2020