Kategori: Ikke kategoriseret

Begrebet dåbspagten havde som bekendt stor betydning for Grundtvig. Man kan uden overdrivelse sige, at dåbspagten er selve hjertet i Grundtvigs teologi. Men hvor stammer begrebet fra?

Det er en lang historie. Her skal der kun peges på en enkelt kilde til det ord og begreb, der har fået så en rig udfoldelse i den danske salmeskat, især gennem Grundtvigs virke.

Man kan som bekendt ikke slå op i Ny Testamente og finde et dåbsritual. Men der er steder i Det Nye Testamente, hvor det i teksten skinner igennem, at det forudsættes kendt, hvorledes dåben foregår.

Et af de steder er Peters Første Brev kap. 3, v. 21, hvor der står “… den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse.”

I 1. Petersbrev forstås dåben som en pagt. I det mindste hvis vi læser i den autoriserede danske oversættelse. Men der findes jo andre oversættelser af Bibelen. Jeg sidder for eksempel med en udgave af “Authorisized King James Version” fra “The World Publishing Company, Cleveland and New York. Årstal kan jeg ikke finde, men jeg ved, at den senest er fra 1961. I den er ordet oversat ved “svar” (the answer of a good conscience toward God).

Min tyske Bibel er en “Lutherbibel” fra Det tyske Bibelselskab 1988. Tyskerne bruger begrebet “bøn” og oversætter: “sondern wir bitten Gott um ein gutes Gewissen”, vi beder Gud om en god samvittighed. Kan ordet virkelig både oversættes “svar” og “bøn”?

Svenskerne har også en anden oversættelsestradition end den danske. Min svenske Bibel er i en oversættelse “gillad och stadfäst av KONUNGEN år 1917. Heri er sætningen oversat: “utan betyder, att man anroper Gud om ett gott samvete.”

Yderligere undersøgelse af forskellige oversættelsestraditioner har jeg ikke foretaget. Men det er tilstrækkeligt til at fastslå, at selv tyskerne og svenskerne afviger fra Luthers oversættelse. Det er da bemærkelsesværdigt, at de har forladt den lutherske tradition på dette punkt.

Hvordan oversatte Luther da stedet? I min facsimileudgave af Luthers Bibel, trykt i Witenberg 1534, kan jeg se, at Luther oversatte stedet: “sondern der bund eines guten gewissens mit Gott.” (Ja, navneordene er med lille begyndelsesbogstav). Luther skrev altså Bund (=pagt).

Hvem har så ret, Luther eller forskellige nyere oversættere? Jeg er ikke i tvivl om, at Luther har ret. Det græske ord, der er oversat ved “pagt”, er et ord fra juraens område. Det betyder en kontrakt eller juridisk gyldig aftale, oprettet ved spørgsmål til personen og personens bekræftende svar.

Apostelen sad efter alt at dømme i Rom og skulle gøre folk med græsk-romersk sprog og kultur begribeligt, hvad dåben er og betyder. Og da benytter han ikke det bibelske begreb pagt (græsk: diathækæ, hebraisk: berith), men han tyer til ord, som modtagerne kender og forstår.

Da romerne tænkte juridisk, brugte Peter et ord fra det juridiske sprog. Det græske ord, som Peter bruger, er eperåtema, der svarer til det latinske interrogatio (således i den latinske Vulgata-oversættelse). Da Peters brev som nævnt formentlig er skrevet i Rom, slår jeg op i gode, gamle Jensen og Goldschmidt: Latinsk-dansk ordbog. De gode latinere, Jensen og Goldschmidt, der har fulgt mig siden 1. g, oplyser – med gotisk skrift – om interrogatio: “i det juridiske sprog om en gennem spørgsmål opnået forpligtelse, heraf = en kontrakt. Verbet interrogo betyder jo “adspørger”.

Med andre ord: Jeg er ikke i tvivl om, at Luther har oversat korrekt, og at den danske oversættelsestradition har gjort ret i at følge Luther, så at vi i dag i DO kan læse: “den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse.” Hvorfor dog oversætte med “svar” eller “bøn”, når Luthers oversættelse er så vel begrundet?

Peter-stedet er en af kilderne til Grundtvigs dåbspagtsteologi. Selve ordet pagt er bevidnet her, men tanken findes flere steder. Og først og fremmest læste Grundtvig Ny Testamente i sammenhæng. At kirkefaderen Irenæus også spillede også en stor rolle for Grundtvig i den sammenhæng, er velkendt.

Tilsammen betyder det, at dåbspagten i form af spørgsmål og svar (forsager du?, tror du? … og dåbskandidatens JA-svar) for Grundtvig var en nødvendig del af selve dåben. Uden dåbspagten kunne han ikke kalde dåben genfødelsens bad eller den dåb, der frelser.

Villy Klit-Johansen 2. marts 2021

Evangelium: Mattæusevangeliet 3,13-17

Der er dem, der spørger, hvordan dåben kan have så meget at betyde. Der er faktisk mange kloge mennesker i vores på én gang fornuftsdyrkende og overåndelige tid, der er ligefrem irriterede, fordi de mener, at et menneskes forbindelse med Gud og den højeste mening med det hele skal gå til på en anden måde. Det skal foregå inde i deres kloge hoveder eller i deres indre, i deres åndelige indre. Det der med vand på hovedet er alt for uåndeligt. Det er urimeligt, mener de, at det kan have så meget at betyde, at vi engang i dåbens bad fik øst vand over hovedet tre gange.

Vi må svare, at alt hos os bygger på, at Gud har forbundet sig med vores materielle liv, ikke kun med ånden, for et menneske er både ånd og krop. Hvis det kun skal være ånd, er det ikke et virkeligt menneske, men et spøgelse.

Gud er kommet til os og har forbundet sig med vores virkelige liv, hvor vi ler og græder, lider og glædes, og handler og tænker og taler godt og ondt. Alt afhænger for os af den korsfæstede og opstandne Frelser, der kom til mennesker engang, og at han endnu kommer til os levende, virkeligt.

I bønnen forud for dåben beder vi: “Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn.” Gør os til dine børn. Vi tror, at Gud bruger denne handling, udført med ord, som øret kan høre, og vand, som kan mærkes på huden.

Vi tror ikke, at alt er evig godt med os, blot denne handling bliver udført på den rette måde af en dertil indviet person, der har lært at sige de rette ord.

Vores kirkefader Martin Luther har lært os at læse Ny Testamente og fatte, at det ikke er vandet, der gør, at dåben udretter så store ting, at vi får Guds tilgivelse, nok til hele livet, og bliver hans højt elskede børn. Men det er Guds ord, der gør det og troen, som stoler på hvad han siger.

Luther har formet enkle ord til undervisning af os kristne, som generationerne før os slægt efter slægt efter slægt lærte udenad. Jeg ved ikke, hvordan den nu opvoksende slægt skal kunne fastholde denne sandhed, når de ikke lærer ordene. Det, jeg tænker på i denne forbindelse, er, at Luther i Den lille Katekismus stiller spørgsmålet: ”Hvorledes kan vand virke så store ting?”

Og han svarer: ”Det er så vist ikke vand, der virker det, men Guds ord, som er med og ved vandet, og troen, der stoler på Guds ord, forbundet med vandet. Thi uden Guds ord er vandet vand slet og ret og slet ingen dåb;”

Og så fortsætter Luther med disse skønne ord: ”men med Guds ord er det en dåb, det vil sige: et livets vand, fuldt af nåde.”

Det er med andre ord ikke dåbshandlingen, der frelser, det er dåbspagten, altså Guds ord og troen på Guds ord. Og Guds ord i dåben er først og fremmest Vor Herres spørgsmål: “Forsager du Djævelen, tror du på Gud Fader vor skaber og hans Søn Jesus Kristus og på Helligånden – og så det Ja fra hjerte og mund, som ordet selv kalder frem. Den Guds handling, der frelser, er dåbspagtens ord. Men når det er sagt, må vi straks tilføje, at vi ikke kan skille Guds ord fra dåbens – og nadverens – synlige, materielle handlinger. Vi har ikke lov til at skille ordet fra de to handlinger, som vi plejer at kalde sakramenterne.

Og så er vi for resten lige midt i dagens tekst. Hvad vi tror og lever på, kommer nemlig til os længere tilbage fra end Martin Luther og hvem der ellers kunne nævnes af vidner, der har bragt Guds ord videre op gennem tiderne, så det er nået til os i dag.

Vi skal helt tilbage til den tid, da Døberen Johannes levede og virkede og ved sin gerning med at prædike og døbe blev ophavsmand til en åndelig bevægelse, der satte landet på den anden ende.

Så stor en mand var Johannes, men trods hans indsats og betydning dengang, ville vi aldrig have hørt om ham, hvis det ikke var fordi der skete det, som vi hørte om: at ”Jesus [kom]fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham.” Dén ene dåb blandt de mange er årsagen til, at Johannes er blevet husket.

Hvorfor er det så vigtigt, at Jesus blev døbt af Johannes?

Det er det, fordi vores tro, glæde og håb, ja hele vores eksistens afhænger af, at Jesus gik vejen til lidelsen og døden på korset. Det var nemlig den vej, Jesus begyndte på, da han lod sig døbe af Johannes. Dåben er forspillet til det drama, der hedder Jesu lidelse og død.

Derfor står den beretning i evangeliet som indledning til den gerning, som Jesus havde at gøre, og derfor skal vi høre den Fastelavns søndag. Nu begynder vi jo at se fremad mod påsken. Hvis Jesus ikke i kærlighed havde ofret sig for os, kunne vi ikke døbe i hans navn til syndernes forladelse og det evige liv.

Vi kan det, fordi Guds Søn kom herned og blev menneske som os og led og døde for os. Nu kender vi Guds ansigt.

Til fastelavn klæder børnene sig ud og tager masker på, så vi ikke kan kende dem.

Men fastelavn og påske betyder, at Gud ikke bærer maske. Jesus har vist os hans ansigt.

Selv om Jesus var Guds Søn fra evighed af og aldrig gjorde Guds vilje imod, lod han sig døbe med den dåb, som Johannes indbød syndere til at lade sig døbe med. Da viste han os Guds ansigt, han viste os den kærlige Faders ansigt. Jesus var ikke en maske, som Gud tog på og gemte sig bagved, han var virkelig Guds ansigt.

Da han tog synderes dåb på sig, viste han, at han tog al vores synd på sig, og i det øjeblik blev i virkeligheden den kristne dåb til, den, som vi er døbt med, den, der er fyldt med Kristus selv og alt, hvad han har gjort for os.

Det er Guds eget ord, der gør det. Når vi bliver døbt til at tilhøre Gud – Fader og Søn og Helligånd – så gælder de ord, som Gud fra den åbne himmel sagde til sin Søn, da han blev døbt i Jordanfloden – så gælder de også os. Gud sagde: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” De samme ord gælder os, der ved troen og dåben hører Jesus til: ”Dette menneske er mit barn, som jeg elsker.” For da Jesus blev døbt, gjorde han Johannesdåben til frelsens vand.

Men der gik en forberedelse forud. Johannes havde forberedt det, som Jesus kom med, ved at forkynde Guds lov. Hvad er Guds lov? Det er den lov, at vi mennesker skal ”opfylde al retfærdighed”. Den var Johannes sat til at forkynde og gøre gældende. Gud venter af os, og han kan med fuld ret kræve af os, at vi lever i den hele og fuldkomne kærlighed til ham og til vor næste. Han har selv skabt os, så han har ret til at kræve af os, hvad han har skabt os til.

Men Johannes havde også erkendt, at vi faktisk ikke opfylder al retfærdighed. Hvis vi gjorde det, ville verden rigtignok også have set anderledes ud.

Enhver der lod sig døbe med Johannes´ dåb, gjorde dermed den indrømmelse, at han heller ikke opfyldte alt, hvad Gud med rette forlanger af os, og hvis vi ikke opfylder det, er det ude med os.

Dér endte de, der blev døbt af Johannes. De endte under Guds dom. Og dér, på dette fortvivlede sted, ender du og jeg også, når Guds øjne falder på os. Vi må ikke glemme, hvem Gud er, og hvem vi er. Gud er den gode, vi er det ikke.

Men det var til dette fortvivlede sted, Jesus kom, da han sagde til Johannes: ”Således bør vi opfylde al retfærdighed.”

Og når Jesus siger de ord, så bliver det, som Gud kræver af os, vendt om til en gave, som han rækker os. Kærligheden til Gud og vor næste, som vi har lidt skibbrud på, vi elsker mest os selv, den giver han os, og det kostede ham alt. Det er forløsningen.

Og så er vi tilbage ved dåben, hans dåb og vores dåb. Når vi ser ham træde ned i vandet, forstår vi, at han vil bære navnet: en synder, og vi skal til gengæld bære navnet: Et Guds barn.

Og i dåben, vi er døbt med, lyder det til os: ”Du er mit elskede barn, i dig har jeg fundet velbehag.”

Sådan bytter han med os.

Og sådan viser han os Guds ansigt, så vi kan kende ham og kende den store trøst og glæde, han giver os.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

*

Salmer: 380 – 599 – 694 — 141 – (473) – 442

Villy Klit-Johansen 13. februar 2021

“Vogt dit hjerte for derfra udgår livet.” Sådan står der i Ordsprogenes Bog kapitel 4, vers 23 i Det gamle Testamente.

Hjertet er menneskets inderste, dér hvor dets følelser, vilje og tanker bor. Måske kunne man i vore dage gengive begrebet hjerte med personlighedens centrum. Når vi for eksempel siger af hjertet tak, kommer det helt inde fra.

Hjerte er i hvert fald et af de store og dyrebare ord i vores sprog. Vi har det fra Bibelen. Paulus beder for eksempel Gud om, at “Kristus ved troen må bo i jeres hjerter.” (Ef. 3,17).

Vi skal vogte vores hjerte, for derfra udgår livet. Vi skal ikke tage det for let med, hvad vi lukker derind, og hvad vi huser af følelser og tanker. Men vi ved godt, at det ikke er så let. Hvem tør sige, at de har styr på det?

Det betyder i virkeligheden, at det at vogte hjertet dybest set er at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen og tro på Gud, Vor himmelske Fader og hans enbårne Søn Jesus Kristus og Helligånden. I dåbspagtens ord er troen givet os. Det er det samme som, at Kristus bor ved troen i vore hjerter, og det er kun i kraft af ham, at vi kan forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. 

*

Som det er med mennesket, er det med kristendommen. Ligesom der er noget ved mennesket, der hedder hjertet, er der noget, der er hjertet i kristendommen. Det, der er hjertet, skal vi holde fast ved. Grundtvig er inde på det i en ikke så kendt salme, som vi her citerer nogle stumper fra:

“Troens ord som Herrens tale,
Hvor han jævner bjerg og dale,
baner vejen for de små!

Pagtens, troens ord ved dåben,
som fra rigets morgenstund,
huset bar med døren åben,
hold det fast i Herrens mund!

… Det levende Guds-Ord.”
(Se Kristenhedens Syvstjerne, Den nordiske Menighed strofe 96-99)

Grundtvig appellerer i salmen indtrængende til os om ikke at slippe dette. Ikke for noget i verden må vi slippe det. Det, vi ikke må slippe, er den levende Herre Kristus, der er til stede i sin menighed. Det er hjertet i kristendommen. HAN er hjertet i kristendommen. Kristendommen er ikke en lære, men den levende Herre og frelser, der i dåben slutter sin pagt om himmerig med et menneske. Hvordan? Ved troens ord, forsagelsen og trosbekendelsen, som dér lyder til os af hans egen mund lige til at sige af hjertet tak til.

Vi skal vogte hjertet, så vi ikke tager troens ord ud af Herrens mund. Der skal vi ikke blot tænke på, at man i den norske og svenske kirke på skammelig vis i dåbsritualet bogstaveligt har taget troens ord ud af Herrens mund og lagt det i menneskers, men især på en almindelig tendens til at forstå trosbekendelsen som et udtryk for, hvad vi “kan og skal tro”. I virkeligheden er det slet ikke et spørgsmål om, hvad vi kan og skal. Tværtimod. I troens ord ved dåben baner Herren vejen for de små. Netop for de små.

*

Der er noget med Grundtvig og “de små”. Han havde en rørende omsorg for de små. De små er ikke spædbørnene, jo, det er også dem, men Grundtvig tænker på dem, der uanset alder er magtesløse og ikke har nogen mulighed for i kraft af deres fornuft, moralske viljestyrke, idealistiske stræben eller spirituelle sans at komme ind i Guds rige.

Med de små tænker Grundtvig på dem, som Jesus talte om, da hans disciple engang spurgte ham om, hvem der er den største i Himmeriget. Da kaldte Jesus et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: “Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.  Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget.” (Mattæusevangeliet 18, 1-4).

Lille er altså ikke noget, man bare er, når man er spædbarn, men det er noget, man kan blive. Det kan ske når det går op for en, at livet går og mulighederne svinder. Hvad blev det til med alt det gode, du ville? Vil du kunne klare frisag, når du skal aflægge regnskab ikke kun for handlingerne, men for de skjulte motiver?

De små, som Herren Jesus baner vejen for til Guds rige, hvor alt ondt, ikke mindst synden og døden for evigt er overvundet, er dem, Jesus talte om, da han engang sagde: “Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige;  ja, fader, for således var det din vilje.” (Mattæusevangeliet 10,25). Det er nok værd at tænke over i en tid, da det er almindeligt at forestille sig, at vi i kraft af vores fornuft og videnskab og teknik kan løse alle problemer og ved politiske reformer skabe et lykkerige for alle, om ikke i dag eller i morgen så med tiden. Hvem tænker i vore dage på, at det vigtigste, det, der er hjertet i menneskelivet, har kun de små adgang til?

Den levende Herre slutter ved dåben sin nådepagt med de små, som beder om det, fordi de ikke har det i deres magt at komme ind i Guds rige. Det gælder liv eller død, det gælder frelse eller fortabelse. Derfor beder de om dét, som den opstandne og levende Frelser alene kan give. Det er hjertet i kristendommen. Det skal vi aldrig give slip på. “Vogt dit hjerte for derfra udgår livet.”

For Grundtvig var det hjertet i hele hans tænkning om og beskæftigelse med både det kristelige liv og med skolen og det folkelige liv, også i bredere samfundsmæssig forstand. Hjertet er “dåbspagtsteologien”, som han udtrykker klart og stærkt i den citerede salmestump. Nogle kalder det for grundtvigsk dogmatik. Intet kunne være mere forkert. Det er hjertet, hvorfra livet udgår.

Villy Klit-Johansen 3. februar 2021

The Hill We Climb

Ligesom mange andre blev jeg umiddelbart bevæget ved at høre den kun 22-årige Amanda Gormans tale ved Joe Bidens indsættelse som præsident. Ikke blot var talen en imponerende oratorisk præstation, den unge dame brugte også ord, der mindede om noget, man genkendte som noget godt.

Tag sådan noget som dette: “If we merge mercy with might, and might with right, then love becomes our legacy and change, our children’s birthright.” I min ubehjælpsomme oversættelse: Hvis vi sammenholder barmhjertighed med magt og magt med ret, da bliver kærligheden vor arv og forandring og vore børns førstefødselsret.

Minder det ikke om Grundtvigs beskrivelse af “kærlighedens jorderige” i sangen “Kærlighed til fædrelandet? Han bruger netop også begreberne kærlighed, ret og magt. I Grundtvigs sang hedder det: “Ja, i kærlighedens rige / ret og magt går hånd i hånd.”

Der er dog den forskel, at mens Grundtvig taler om kærligheden som en given ting, bogstaveligt: en gave, er den hos Gorman et resultat af gode menneskers bestræbelser. Grundtvig taler om, at “kærlighed i pagt med ånden / den får altid overhånden.” “I pagt med ånden” betyder, at kærligheden er ovenfra. Derfor kan han også i et senere vers sige, at “kærlighedens jorderige … / er endnu og var alt længe / “Danmark dejligst vang og vænge.” Kærlighedens jorderige, som vi har fået lov til at høre til, er det land, vi har fået i arv. Og hvad man har fået i arv, skal man selvfølgelig forvalte på forsvarlig vis. Det er forudsat.

Anderledes i Amanda Gormans tekst. Den er udpræget politisk-aktivistisk. Kærligheden bliver vor arv, hvis vi forener barmhjertighed med magt og magt med ret. Dette er den egentlige grund til, at det er farligt med smukke ord og fikse retoriske greb at fyre op under folks følelser, som hun gør.

I hendes tankegang skaber de idealistiske mennesker selv kærlighedens rige. “En gang spurgt: Hvordan kunne vi overhovedet sejre over en katastrofe? fastslår vi nu: Hvordan kunne katastrofen overhovedet sejre over os?”

Her viser sig den vigtige forskel, at Grundtvig taler op imod et mægtigt rige, der med militær magt ville undertrykke en folkelig virkelighed. Det var det tyske Preussen, der truede os med sin overvældende militære magt. Gorman derimod taler imod et bæst, der indefra i unionen har truet freden og retfærdigheden, men nu er bæstet overvundet. De gode har sejret over de onde. De onde er vel sådan ca. halvdelen af befolkningen i Amerikas Forenede Stater. Sådan må det forstås ud fra hele konteksten.

Det er i øvrigt vigtigt at være opmærksom på, at Grundtvig skelner mellem kærlighedens himmerige og kærlighedens jorderige. “Kærlighedens himmerige / er endnu at vente på.” Guds evige rige kan vi ikke skabe, vi kan faktisk ikke engang skabe et kærlighedens jorderige.

For Gorman drejer det sig, i modsætning til for Grundtvig, om et projekt, en nation skabt gennem en revolution, som ikke er bragt til ende. Og ikke mindst et demokrati, som midlertidigt kan forsinkes, men det kan aldrig permanent besejres. “På denne sandhed, på denne tro, stoler vi.” Det er en religiøs bekendelse til noget, som hun kalder demokrati. Men kan det være demokrati, hvis det er en slags religion? Det religiøse islæt understreges af hentydningen til den hellige skrift, der ”beder os om “at forestille os, at enhver skal sidde under sit eget vintræ og figentræ, og ingen skal skræmme dem.”

Grundtvigs folkelige syn er også religiøst, men han taler om en given virkelighed. Gorman taler bevægende, appellerende om en utopi, hun og hendes ligesindede skal virkeliggøre.

Mod slutningen bruger hun udtrykket “vort folk, der vil stige frem, forskelligt og smukt, forslået og smukt.”

Vort folk. Det klinger godt i grundtvigske ører. Men hvad betyder det, når det skal være resultatet af en fælles bestræbelse, en fælles kamp mod de onde i det samme land?

Der er meget mere at tage fat på, men jeg slutter her. Til sidst understreger jeg, at jeg endnu ikke er færdig med Amanda Gormans The hill we climb. Måske misforstår jeg hende i visse henseender? I alt fald tør jeg fastslå, at Amerikas forenede Stater er noget radikalt andet end Danmark. Det er svært at forstå dem, ligesom det sikkert er svært for dem at forstå os. Vi lever i to forskellige verdener, og vi skal passe meget på med at tro, at det er det samme. Hvis vi efterligner dem, går det helt sikkert galt.

Villy Klit-Johansen 26. januar 2021

Evangelium: Mattæus 17,1-9

Der findes mange hellige bjerge rundt omkring i verden. For at nævne et par stykker, så har vi Fujiyama i Japan og Olympen i Grækenland. Olympen var gudernes bolig. Guderne bor i det høje. Opad er nemlig godt, og nedad er skidt.

Det ved vi også fra dagligsproget. Man kan være opstemt, og man kan være nede i kulkælderen.

Opad er godt. Måske er det derfor, så mange i vore dage dyrker bjergbestigning og paragliding og svæveflyvning. Eller måske er det i virkeligheden bare, fordi mennesker keder sig, og derfor føler trang til at udfordre skæbnen.

Vi forstår i hvert fald godt, at det netop var oppe på forklarelsens bjerg, at de tre disciple fik et glimt at se af Jesu guddomsherlighed.

Det var jo også på et bjerg, at Moses fik de ti bud på to stentavler af Gud selv. Når man i nattens mulm og mørke møjsommeligt har slidt sig op ad de stenede stier på det 2642 m høje Mosesbjerg langt inde i Sinaj Ørken og så endelig står på toppen og ser solen stige op over det smukke, dramatiske granitbjerglandskab, der strækker sig så langt øjet rækker, så synes man, det giver god mening sammen med 20-30 andre bjergbestigere at synge:

Og med Guds sol udgår fra øst
en himmelsk glans på jord,
et glimt fra Paradisets kyst,
hvor lysets abild gror.

En himmelsk glans på jord, et glimt fra paradisets kyst. Ja, det så vi. Og det øjeblik, da solen stod op – det ville vi gerne have kunnet forlænge. Det måtte gerne have varet evigt. Og så var det endda kun indirekte, vi så et glimt af paradisets kyst. Jakob, Peter og Johannes så det umiddelbart, så de var ganske overvældet. De så lyset.

Jeg skal være den sidste til at bebrejde Peter, at han gerne ville slå sig ned permanent sammen med Jesus og Moses og Elias, de store skikkelser fra den gamle pagt.

De højdepunkter, som vi oplever i vores liv, er vel mindelser om det tabte paradis. Og de behøver selvfølgelig ikke have med bjergbestigning at gøre. Højdepunkterne er øjeblikke af overordentlig stor skønhed og glæde og godhed, som giver os en klump i halsen. Det kan være det at opleve sig elsket uden forbehold af et andet menneske. Eller det kan være det at have et lille barn, der søger tryghed hos en og giver smil og latter og tillid igen. Sådan nogle højdepunkter vidner om, at Gud ikke har sluppet sin skabning, fordi den har vendt ham ryggen. Han holder sin skabning oppe endnu. Han opgiver ikke sit projekt: En verden, der er fuldkommen skøn og god. Han arbejder endnu.

Livets højdepunkter er 1. mindelser om det tabte paradis og 2. vidnesbyrd om Guds aldrig hvilende kærlighed. Og 3. så nærer højdepunkterne vores drøm om at vinde det tabte paradis tilbage. De nærer drømmen om lys, fred og glæde.

Peter udtrykker den drøm, når han siger: ”Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.” Lad os slå os ned her! Det her må ikke høre op! Ikke så sært, at Peter var højt oppe. ”[Jesus] blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.” Det var som at se lige ind i himmelen. Peter har uden tvivl haft lys i øjnene, da han kom med sit lidt komiske forslag om at bygge hytter. Han oplevede jo, at menneskets urgamle drøm var opfyldt, drømmen om at se Gud, drømmen om at se tilværelsens inderste gåde opklaret.

Hvad er kristendom så? Er kristendom en bekræftelse af menneskets stræben op mod Gud? Nej, tværtimod.

Alle de hellige bjerge rundt omkring i verden, også dem, der er bygget af mennesker, pyramiderne i Ægypten, zigguraterne i Babylonien, og hvad de nu hedder, tårnhøje bygninger, der er bygget op i trin, de røber, at det er menneskets drøm trin for trin at arbejde sig op til Gud. Vores bestigelse af Mosesbjerget på Sinajhalvøen i for nogle år siden er et godt billede på, hvad kristendom ikke er.

I vore dage er babelstårnene både af politisk og af mere åndelig art. Vi nøjes med at sige noget om de åndelige babelstårne. De mange åndelige teknikker, der falbydes på markedet i disse år, røber det samme. Religiøs selvudvikling ved forskellige metoder er menneskets himmelstræbende forsøg på at arbejde sig op til guddommelighed.

Det bør aldrig siges hårdt eller nedgørende. At menneskets religiøse stræben ikke fører til målet betyder ikke, at den skal fordømmes. Hvem har ret til at fordømme? Men evangeliet kommer som en kæmpe overraskelse. Som en varm strøm af kærlighed, der vender op og ned på vore forestillinger, og – hvis vi vil høre – vender os om til Gud.

Hvad er kristendom? Det er ikke, at mennesket hæver sig op til Gud. Kristendom er, at Gud er steget ned til mennesket. Det er det, der gør kristendommen så helt anderledes end alt, hvad der findes af religion i verden.

Oplevelsen på bjerget var og blev glimtvis. Peters drøm blev ikke opfyldt. I samme øjeblik han havde ytret sit ønske og sit forslag om at eviggøre øjeblikket, lød røsten fra den lysende sky: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”

Guds Søn – det er ham, de kender fra de anstrengende vandringer på Israels veje. Jesus var altid på vej til mennesker, der led nød, hans bestræbelse var at finde og møde dem, der var nede i skidtet.

Det er ham, der er Guds Søn. I ham har Gud forenet sig med mennesket.

Så er Jesus ikke en guru eller en vismand eller en healer, der kan guide os på selvudviklingens vej, trin for trin op til lys og harmoni. Nej, Jesus er Guds Søn. Dette menneske af kød og blod, som de kender med støv på fødderne og snavs på hænderne, fordi han altid samlede dem op, der lå i nede rendestenen, er Guds Søn. Når de ser ham, står de ansigt til ansigt med Gud selv.

I et kort glimt fik de ham at se i hans herlighed. Det undte Gud dem. Men det var ikke meningen, at Jesus ville samle en lille menighed af særligt udvalgte, en åndelig elite, som var nået så højt op, at han fandt dem værdige til at skue hans herlighed. Det er så langt fra som tænkeligt. Han selv skulle ned af bjerget igen, og de skulle følge ham. Han valgte vejen ned, for at være, hvor mennesker lever, hvor mennesker lider, og hvor mennesker ler. Hvad enten vi er højt oppe eller langt nede, vil han være hos os. Han ville ned for at gå kærlighedens vej til ende. Den endte som bekendt på et kors. Og han døde ikke for en åndelig elite, men for alle mennesker. Ja, for den hele verden.

”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”

”Hør ham!” Den besked får vi også. Ham skal vi høre, når vi er langt nede, og ham skal vi høre, når vi er højt oppe.

Livets glædelige højdepunkter er mindelser om det tabte paradis og vidnesbyrd om Guds aldrig hvilende skabergodhed, men de giver os ikke det tabte paradis tilbage, for alle glæderne glider os af hænde. Vi kan ikke fastholde dem, og livet selv kan vi ikke beholde.

Men overalt i landskabet ligger kirkerne. De rager op, så de ikke er til at overse. Og om søndagen kalder klokkerne på os, rig og fattig, høj og lav. Og hvis vi følger klokkernes kalden, kan søndagens gudstjeneste blive et højdepunkt i ugen, fordi vi her kan høre Guds Søn, og at høre ham betyder i virkeligheden mere end at høre ham, det betyder at møde ham. Møde ham som den, der har magt til at rejse os op, når vi ligger ned, og magt til at tænde lys, når det er blevet mørkt omkring os, og magt til at give os kraft til at vende tilbage, ned til hverdagens udfordringer.

Når drømmen om lys og fred og glæde er bristet som en sæbeboble, tænder han håbets flamme. En fader, der mistede sin søn og svigerdatter og sine to små børnebørn ved flodbølgekatastrofen i Sydøstasien – de var lige ankommet til Khaolak dagen før katastrofen – han blev af Jyllandsposten spurgt: ”Kan der være en god mening, en guddommelig mening med en sådan begivenhed?”

Tidl boligminister Flemming Kofoed Svendsen, ham var det nemlig, svarede: ”Nej .. Tilværelsen er en kamp mellem Gud og Guds modstander.  .. alt, hvad Djævelen står bag, er meningsløst. .. Men jeg tror på, at Kristus opretter et nyt herlighedsrige, en ny himmel og en ny jord.”

Det kalder han i interviewet ”det ultimative håb”, og det omfatter også, at han vil se sin søn i sådan en ny verden. – Sagt af en mand, der har lidt et tab, der synes ubærligt.

Til sidst skal drømmen om lys, fred og glæde ikke længere være en drøm, men en virkelighed, ligesom det, de tre disciple så i et kort glimt på bjerget, var en virkelighed. Men til sidst skal det være en vedvarende virkelighed.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen

Salmer: 403 – 569 – 309 — 161 – (473) – 636

Evangelium: Johs. 2,1-11

Hvordan bliver der en prædiken ud af den tekst? Jeg mener: Det var helt fint, at bryllupsselskabet i Kana blev skånet for fiaskoen. Men det var trods alt småting, det drejede sig om. Verden vælter dog ikke, fordi vinen slipper op. Er det ikke så bagatelagtigt et problem, at det er svært at se, hvordan underet kan pege på verdens frelser? For der kan jo ikke være tvivl om, at det at prædike er at pege på Jesus som verdens frelser. Var der ikke sværere problemer at tage sig af for en frelser, både dengang og i dag? Er det her ikke et mærkeligt overflødigt luksus-under?

Et svar kunne rumme flere ting. Vi standser ved, at Johannes, evangelisten, faktisk selv rækker os nøglen til underet, og hvis vi bruger den nøgle, han rækker os, kommer vi ind til underets mening og formål.

Han skriver, at det var det første tegn, Jesus gjorde. ”Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn.” Det var et tegn. Det betyder, at underet ikke havde sit formål i sig selv; men det skulle pege videre hen på noget andet. Johannes siger endda, hvad tegnet skal pege hen på. Det skal pege hen på Jesus selv. Ved at forvandle vand til vin åbenbarede Jesus sin herlighed, siger han. Underet afslørede, hvem Jesus er, at han er Guds Søn. Hans herlighed er jo hans guddommelighed. ”Han åbenbarede sin herlighed.” Det betyder, at i Jesus er Gud selv kommet mennesker nær. Tegnet er, at Jesus havde magt over naturlovene og naturkræfterne, som Gud selv har det.

Men er det her virkelig sket? Ja, selvfølgelig er underet virkelig sket. Er det ikke mærkeligt, at mennesker i vor tid har så travlt med at sætte spørgsmålstegn ved, hvad Jesus kunne. Man har så travlt med at gøre Gud lille. Man har så travlt med at sætte grænser for, hvad Gud ”må have lov til at gøre”. – Og det netop i en tid, da vi mere og mere får øje for, hvor rig og mangfoldig og underfuld naturen er. ”Skaberen må vel nok være mægtig!” burde man da snarere tænke.

Eller tænk på, hvordan vi mennesker kan gøre ting, som man for få årtier siden ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig kunne blive virkelighed. Mennesker kan ved hjælp af genteknologi ændre dyrs og planters egenskaber, ja måske – hvad ved jeg – skabe helt nye arter, der kan noget helt andet. Det varer måske ikke længe, før man kan genoplive uddøde dyrearter på grundlag af bevarede celler. Man kunne f.eks. tænke sig, at man kan genskabe mammutten på grundlag af  celler fra individer, der har ligget nedfrosset i den sibiriske permafrost i årmillioner. Og ved atomteknologiens hjælp kan man ændre et stof. Man kan så at sige forvandle et stof til et andet ved at manipulere med atomkernerne. Man kan f.eks. skabe et eller andet stof om til guld. Det er ganske vist ikke noget, man giver sig af med i større stil, for det kan ikke betale sig. Processen er for dyr.

Jamen når mennesker kan gøre ting, som det er svært for os at forstå kan lade sig gøre, hvad må Gud så ikke kunne! Hvad grund er der dog til at gøre Gud så lille?

Jesus forvandlede vand til vin. Først for at hjælpe brudeparret. Han havde hjerte for dem. Han hjalp dem ud af en knibe og velsignede deres fest, ligesom han vil velsigne vores liv og hjælpe os – også med problemer, som vi er tilbøjelige til at synes er for små og hverdagsagtige for den almægtige.

Men vinunderet var altså også et tegn. ”og hans disciple troede på ham.” Det er tegnets formål: At vi skal tro på Jesus – tro på ham som Guds Søn, der er kommet herned – blevet menneske for at hjælpe os i al nød. I kap. 5 hos Johs. siger Jesus det selv sådan: ”selve de gerninger, jeg gør, vidner om mig, at Faderen har udsendt mig.” (5,36). Det er meningen med, at Jesu undergerninger kaldes tegn. De skal åbne vore øjne for, at Jesus er fra Gud.

Men kan underet i Kana i Galilæa have den samme betydning for os i dag, som det havde for hans disciple? De så det trods alt ske. Vi har ikke set det ske. Så det kan ikke umiddelbart være et tegn for os, som det var for dem. Noget andet er, at de har fortalt om det og skrevet beretningen om det ned, så vi også har hørt om det. Og vi har al mulig grund til at fæste lid til deres vidnesbyrd.

Men vi må altså spørge, om vi så slet ikke får tegn i vore dage. Var det kun disciplene, der var samtidige med Jesus, som fik tegn? Tegn – var det kun noget, der skete, mens Herren var legemligt hernede – så som vinunderet, helbredelserne, bespisningsunderne og Lazarus´ opvækkelse.

Svaret på det spørgsmål er, at Jesus stadig er legemligt hernede – blot på en anden måde. Ifølge Romerbrevet kap. 12, som vi læste et stykke fra, er vi Kristi legeme. Hans kirke er hans legeme. Søndag efter søndag kalder kirkeklokken os sammen for at høre Guds ord, og når vi har hørt det, bliver vi sendt hjem fra kirke igen, hjem til hverdagen for at gøre efter det. Kirken er en åndelig størrelse, men ånd kan ikke være uden at forbinde sig med det legemlige. Ellers bliver det uånd. Det er noget konkret, når vi samles om søndagen, det er mennesker af kød og blod, der kommer sammen, vi synger, vi hører Guds mægtige ord, mens vandet risler i døbefonten, og vi hører Guds mægtige ord til os, mens vi smager vin og brød. Ordet er legemligt, som vand og som brød og vin. Det er lydbølger, der når vort øre. Og gennem ordet har Guds Ånd overbevist os om, at Jesus virkelig er Guds Søn. Ordet har overbevist os i kraft af ordets egen sandhed. Troen kommer af det, der høres. Guds ord er forunderlig rigt og underfuldt stærkt, når Guds Ånd gør det levende for os. Så skabes troen, og vi kommer til at holde mere og mere af det, jo mere vi hører det og læser det og lærer det at kende.

Og det er noget konkret, når vi med Guds ord i hjerte og sind møder hverdagens udfordringer. Kirken er ånd, der tager legemlig skikkelse, og sådan er Jesus legemligt i verden. Kirken er hans legeme.

Så kan jeg ikke se rettere end, at kirken ved sin blotte eksistens er et tegn på, at Jesus virkelig er opstået og er mennesker nær med sin hjælp og frelse også i dag. Så sandt kirken er en levende organisme, hvor hvert lem på legemet er ivrig efter at tjene de andre lemmer i broderkærlighed, vil der derigennem vise sig mange tegn, der peger hen på Jesus og åbenbarer hans herlighed for os og viser os, at Jesus er midt iblandt os også i vore dage.

Når han f.eks. bliver sådan Herre i et menneskes liv, at hans herredømme endda rækker til tegnebogen, så det menneske begynder at give af sin overflod til evangeliets udbredelse i verden og til hjælp for mennesker, der lider nød, så er det sådan et tegn. Eller når undervisningen af de døbte børn fungerer – der er lærere, der i forskellige sammenhænge arbejder på i kærlighed til børnene at give dem del i det største, så er det et tegn. Det er også et tegn, når nogen trofast besøger sin syge nabo og hjælper og opmuntrer og trøster. Måske også deler Guds ord med en syg og måske endda er flink til at huske den syge nabo i aftenbønnen. Det er bare nogle eksempler. Vi har alle sammen en nådegave fra Gud til at tjene de andre med. Præstens tjeneste med at forkynde evangeliet og lede gudstjenesten o.s.v. er kun én blandt mange tjenester. Når vi alle sammen bruger de nådegaver, Gud giver os, sker der konkrete tegn, der både i sig selv kan være til hjælp og opmuntring, og så peger de altså også hen til Jesus, Vor opstandne og levende Herre og Frelser.

”Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren” lød det i epistlen. Og det skal vi prøve på at tage til os, så vores kristendom ikke ”bare er store ord”, men ordet blive ledsaget af tegn, der følger med i form af kærlighedens jævne og upåagtede gerninger i hverdagen. Men dog tegn, der bekræfter ordet og peger hen på Jesus og vidner om, at han er os nær i dag med Guds kærlighed, med Guds tilgivelse, med liv og kraft og håb. Og hans disciple tror på ham.

Sådan er Kristus nemlig legemligt til stede hos os, så vi kan kende ham, og det er det vidunderligste af alt på jorden.

Kristi kirke er en åndelig, usynlig størrelse, for troen bor i hjerterne, men kirken kan både ses og høres og mærkes.

Kristus er legemligt til stede i verden i skikkelse af sin menighed, Guds folk. Og den er et tegn – eller i den oprejses der tegn på tegn, der viser hen til Jesus.

1  Vidunderligst af alt på jord
er Jesu Kristi rige,
dets herlighed er og så stor,
at det har ingen lige.

2  Usynligt vel som sjæl og sind,
det nemt dog er at kende,
alt som en stad på bjergetind,
der ses til verdens ende.

3  Dets gåde er et guddoms-ord,
som skaber, hvad det nævner,
som fylder dale trindt på jord
og klipperne udjævner.
(Slbg. 319)

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen

Salmer: 2 – 435 – 303 — 319 – (473) – 427

Evangelium: Markus 10, 13-16

Der er en angst, der hører med til det at være menneske, selve livsangsten kan vi kalde den.

Den kan komme, når livet for alvor gør ondt, når man føler sig klemt og ikke synes, der er nogen, der kerer sig om en. Når man ikke møder nogen anerkendelse for det, man gør, selv om man anstrenger sig til det yderste, og når man ikke møder nogen anerkendelse for, hvad man er som menneske.

Eller den kan komme, når døden pludselig bliver en meget påtrængende virkelighed.

Men selv når man i og for sig har det godt, kan ens sind godt spille en et puds, så det hele alligevel kommer til at se håbløst.

Så er det, at spørgsmålene kan komme og stille sig i kø:

Er der overhovedet nogen mening med livet?

Er et menneske kun et skrøbeligt biologisk produkt, der dør lige så tilfældigt, som det er blevet til?

Måske er der en ondskabsfuld Gud, der har moret sig med at skabe os – til smerte og angst og til at dø?

En skaber, der bryder sig om os, er det da svært at forestille sig, når man tænker på jordskælvskatastrofer og zunamier, hvor mennesker omkommer i hundredtusindvis, som var de fluer.

Og selv om vi dør på naturlig vis, går der ikke mange år, før vi er glemt, og gravstenen bliver fjernet og kørt til knusning.

Som én sagde: Hvis du vil vide, om du betyder noget, så stik din finger ned i et glas vand, tag den op igen og se efter, hvor stort et hul, den har efterladt i vandet!

Er jeg noget?

Forsvinder jeg bare i det store intet?

Eller møder jeg måske ligefrem den store dommer, der siger: Duer ikke! Væk!

Ja, hvad var det, der skete ved døbefonten for få minutter siden – og engang for mange år siden, da jeg selv blev døbt?

Og hvad var det, der blev sagt?

Den dag fik jeg adgang til på vejen gennem livet at tale personligt med Gud og kalde ham Fader. Jeg fik nemlig Fadervor til gave – som ord, jeg kan finde mig selv i. De rummer alt, hvad jeg har behov for.

Så hjalp min moder mig med at svare ja til dåbspagtens store tilbud om at tro på skaberen, frelseren og levendegøreren. Jeg måtte have hjælp til at svare, men det har haft fuld gyldighed fra første færd, og det står ved magt den dag i dag. Når jeg vedkender mig dåbens pagt, så gælder den mig endnu.

I dåbens bad, blev mit navn nævnt, og det blev knyttet sammen med Guds store navn, Fader, Søn og Helligånd. Jeg blev talt personligt til af Gud.

Den store, ukendte magt bagved alt, hvad der er til, tog mig til sig og gav mig ret til at høre hjemme både i hans kirke på jorden og i hans evige rige. Han blev min frelser fra alle onde magter.

Så er jeg nogen. Så har jeg identitet.

*

Og så hørte vi ved døbefonten også de få sætninger, der er dagens evangelium. De har sikkert fået plads i dåbsritualet, fordi man har forstået dem som et forsvar for barnedåben. Når nogen har sagt – som der også er dem, der siger i vore dage – at de små jo ikke kan forstå evangeliets ord, de kan ikke tage stilling til det, og de kan ikke selv svare ja til troens ord, så dåben er ikke noget for dem, så har kirken svaret: ”Jamen, Jesus blev vred på disciplene, da de engang forsøgte at holde de små børn borte fra ham. Han sagde: ’Lad de små børn komme til mig, dem må I ikke lægge hindringer i vejen, for dem giver jeg plads i Guds rige.’

Og da Jesus siger, at vi skal gøre alle folkeslagene til hans disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lære dem at holde alt, hvad han har befalet, så gælder det vel også børnene, de hører vel med til folkeslagene? og hvad skulle der så være at betænke sig på? Og vi kan ikke tidligt nok komme i gang med at lære dem alle hans bud, som mest er store tilbud, så de kan blive glade for at have deres identitet i at være kendt personligt af den almægtige Gud. Noget bedre kan man da ikke gøre for sine børn.”

Sådan har kirken sagt, og sådan siger den.

Så er der lige den ikke uvæsentlige krølle på historien, at de ord af Jesus, som vi har i det lille stykke af Markusevangeliet, jo egentlig er sagt til de voksne. Så nu skal vi vist lige være meget opmærksomme. Det var de voksne, selvkloge disciple, der trængte til at blive belært om, hvordan det går til i Guds rige. De mente, at børnene lige skulle blive lidt større og lære lidt mere, før det med Guds rige var noget for dem, men det var de voksne, der trængte til belæring. Det kommer med vældigt eftertryk, det, Jesus siger til dem: ”Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”

Hvad vil det sige at tage imod Guds rige ligesom et lille barn?

Mon ikke vi kan sammenligne med et hjem? Vi siger ikke til et spædbarn: ”Hvis du vil bo her i huset og nyde godt af husets goder: Varme, føde og klæder, omsorg osv., så må du også yde noget. Nu kan du fx godt gå ud at vaske op.” Det er indlysende, at det er meningsløst, det er næsten pinligt indlysende, at det er meningsløst at sige sådan til et spædbarn.

Det lille barn hører ubetinget til i hjemmet. Den kærlighed, som barnet mest af alt har brug for, skal det ikke gøre sig fortjent til først. Den er grundlaget for dets liv.

Det må være sådan, det er med Guds kærlighed. Den er grundlaget for vores liv – både vores liv her på jorden og vores liv i Guds evige rige.

Hvis vi gerne vil høre hjemme i Guds rige, være trygge der og leve i håbet om, at han vil tage imod os, når vores liv her på jorden ender, så vi skal få at se med egne øjne, at der var mening i galskaben, vi var og er så værdifulde for Gud, som hans Søn Jesus gav til kende i al sin gerning og al sin tale, da han gik hernede for et par tusinde år siden, så er vi nødt til først at lægge vores voksne selvklogskab og skeptiske fornuft til side. Den har intet at gøre i denne sammenhæng. Den er tværtimod en hindring.

Og så må vi tage imod Guds rige med samme selvfølgelighed, hvormed det lille barn tager imod forældrenes kærlighed og omsorg. – Ellers kommer vi slet ikke ind i Guds rige.

Sådan sagde Jesus til disciplene. Så kunne de lære det.

Og forhåbentlig kan vi lære det, så vi kan tage imod Guds riges fred og glæde og sige tak til.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Salmer: 319 – 13 – 482 — 169 – 139, v. 6

Villy Klit-Johansen 9. januar 2021

Evangelium: Matt. 23,34-39

Først tror jeg, at jeg skal give den ”forbrugeroplysning”, at 2. juledag faktisk ikke er en juledag, selv om vi stadig er i juletiden. Den er en martyrdag, vores kirkes eneste martyrdag.

Da ærkebiskoppen i San Salvador, Oscar Romero, for nogle år siden (1980) blev myrdet foran altret i sin kirke, sørgede millioner af mennesker ud over verden. 

Ærkebiskoppen havde kæmpet de fattiges og undertryktes sag – med ordets sværd, kun med ordets sværd, og vel vidende hvilken risiko han løb.

 Efterfølgende var der en udsendelse om Romero, hvor man gik ud på gaden og spurgte folk om deres reaktion. En gammel kone blev spurgt om, hvad der var grunden til, at man havde myrdet ham. Hun svarede: ”De slog ham ihjel, fordi han var god.”

Jeg har ikke noget dybere kendskab til Romero eller til baggrunden for det brutale mord på ham. Men det skal nok passe, at det var derfor, de slog ham ihjel. Ikke fordi han var ond. Ikke engang på trods af, at han ellers var en god mand, de vidste det bare ikke, eller de forstod ham ikke. Men fordi han var god.

Et frygteligt svar. For det rejser spørgsmålet, hvordan godhed dog kan kalde hadet frem i mennesker. Hvordan kan mennesker dog blive helt forblindede af had ved at møde godheden? Det er en sørgelig kendsgerning, at det kan de. Og en gådefuld kendsgerning. Det forekommer – i hvert fald rent umiddelbart – at være ufatteligt og helt urimeligt.

Jesus er eksemplet frem for noget på, at godheden kalder det blinde had frem. Han var god. Han var kommet for at gøre godt.  Apostelen Peter siger om ham i sin prædiken i Cornelius´ hus (Ap. Ger.), at han ”færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme.” (ApG 10,38). Det var Peters vidnesbyrd om ham, som han havde vandret med og kendte så godt. ”han færdedes overalt og gjorde vel”. Så kort kunne han beskrive sin Mester.

Peter vidste også godt, at dette var mere end et almindeligt menneske, han vidste, at han var Guds kærlighed, kommet til os i kød og blod – så bogstaveligt, at mennesker kunne slå nagler gennem hans hænder og tage livet af ham ved at hænge ham op på et kors. I sit første brev skriver Peter: ”også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud.” (1 Pet 3,18).

Men Guds kærlighed blev vraget af autoriteterne i det folk, som den først var sendt til. De tålte ham ikke. Men han tålte den pine, de påførte ham. Da han hang på korset, bad han for sine fjender, for ”kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.” (1. Kor. 13,7). Om Jesus kan man med fuld ret sige, at de slog ham ihjel, fordi han var god. Men hvorfor dog slå én ihjel, fordi han er god? Det er jo ikke nogen forklaring.

Dem, Jesus sendte ud med budskabet om ham efter hans opstandelse, kom til at dele skæbne med ham. Det gik, som han havde sagt til jøderne: ”se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by.” Det var sådan, Jesus sagde i den sidste tale, han holdt til de skriftkloge og farisæerne i Jerusalem. Få dage efter lykkedes det dem at få ham korsfæstet. Og efter hans opstandelse og himmelfart blev hans forudsigelse bekræftet af, hvad der skete. Den første martyr var Stefanus, som vi hørte om i stykket fra Apostlenes Gerninger. Også Stefanus slog de ihjel, fordi han var god. Vi hørte, hvordan han, da de dræbende sten haglede ned over ham, faldt på knæ og bad for sine mordere: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd.”

Jesu vej var vejen fra krybben til korset, og Stefanus gik i hans fodspor. De slog ham ihjel, fordi han var god. Men det er en grund, der ikke tilfredsstiller os. Den får os bare til at spørge igen: Hvorfor?

Vi skulle synes, at det var naturligt, at mennesker håner os og vender sig imod os, når det ikke lykkes os at praktisere den kristendom, vi bekender os til. Og vi må med skam indrømme, at det er meget tit, det ikke lykkes. Ny Testamente taler om det milde sind, som kristne har, og om ydmyghed og tjenersind. Kristne, forstår vi, hører ikke til dem, der tramper andre ned for at komme frem i verden. Kristne viser tværtimod næstekærlighed.

Vi skulle mene, at mennesker normalt ville blive glade for at møde en kristendom, der ikke bare er store ord, men bliver praktiseret i hverdagen. Og det er selvfølgelig også tilfældet til en vis grad, måske endda et langt stykke hen ad vejen. Jesus selv oplevede undertiden, at folk ligefrem nærede beundring for ham. ”Han har gjort alting vel” udbrød de, da han havde helbredt en døvstum. Og palmesøndag hyldede skarerne ham. Men det vendte altid igen. Fra palmesøndag til langfredag var der som bekendt bare fem dage. Og efter Jesu opstandelse og himmelfart kom den tid, da Guds Ånd virkede i mennesker. Mennesker med store fejl og store svagheder var det altid. Det er i skrøbelige og ufuldkomne mennesker, at kærlighedens Ånd bor og virker. Sådan nogle mennesker oplevede i tidernes løb, at der var kort fra palmesøndag til langfredag.

Vi spørger igen: Hvorfor? Måske fordi Guds kærlighed altid afslører os. Den rene kærlighed og godhed afslører vores ukærlighed.

Jesus er kontroversiel, fordi han siger sandheden. Men han siger jo netop ikke sandheden, fordi han synes, det er morsomt at støde folk på manchetterne, eller at gøre os ondt. Blandt mennesker er det en yndet sport at ”sige sandheder”, den slags, der på en arbejdsplads kan gøre dagene til et helvede for den, det går ud over. Det er noget helt andet, når vi siger, at Kærligheden (med stort K) kan aldrig være uden sandhed. Det er ligesom med lægen. Hvis han kan konstatere, at jeg er alvorligt syg og skal opereres, så er det ikke kærligt af ham at skjule det, fordi jeg nok ikke bryder mig om at høre det. Tværtimod. Den gode læge siger til mig: Du er syg, og hvis du skal blive rask og leve, må der et indgreb til.

Det er alt sammen sagt klart og stærkt i Jesu sidste kald til Jerusalem, hvor han med et enkelt og skønt billede beskriver lyset og varmen og trygheden hos ham og samtidig advarer os mod den forfærdelige konsekvens af at afvise ham: ”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.”

I de ord møder vi både hans ømhed og omsorg, hans tålmodige, opsøgende kærlighed og hans advarsel om, hvor galt det går os, hvis vi i hovmod tror, at vi kan klare os uden ham. Huset øde og tomt. Vores tilværelse forladt af ham og overladt til os selv. Værre kan det ikke blive.

De slog ham ihjel, fordi han var god, og han har ikke lovet sine sendebud anden skæbne end hans egen.

Vi vil meget hellere høre, at vi faktisk er temmelig gode, og hvis der mangler en lille smule i, at vi er gode nok til, at vi kan bestå for den hellige dommer, så lægger Jesus den sidste lille smule til. Det vil vi hellere høre end Jesu budskab om, at alt vort eget ikke duer til at komme i himlen på, vi skal have det hele foræret af ham af hans ufortjente godhed. Vi behøver en Frelser, en redningsmand.

Hvordan skal det gå med at være kirke i en tid, der sætter menneskets muligheder i frelserens sted?

Ja, det må jo gå som det kan og skal. Vi skal bare huske at bede om, at Vores Herre vil give os kærlighedens og sandhedens Ånd – og frimodighed og glæde, og skulle det blive nødvendigt så kraft til at give vores liv for ham. Han er det værd. For hans frelserkærlighed, som fik ham til at gå i døden, er det eneste, der er til at leve på og dø på. Mennesker slog ham ihjel, fordi han var god. Men der har også altid været dem, der troede på ham, fordi han er DEN GODE.

Havde det så noget med jul at gøre i dag? Nej, kun indirekte. Men det passer godt til julens budskab. Dét er jo dog, at der er født en frelser. Vi er ikke forladt og overladt til os selv, og vi behøver aldrig blive det.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

——————–

Salmer: 125 – 118 – 122 — 126 – (473) – 129

Villy Klit-Johansen 26. december 2020

Evangelium: Johannesevangeliet kap. 1, v. 19-28

Fire dage til jul. Juleforberedelserne kører ikke, som de plejer. De sidste julegaver skal købes, men butikkerne er lukket, og Postnord og alle de andre pakke-udbringere er ved at bryde sammen under presset fra alle de gaver, der skal transporteres fra netbutikkerne ud til kunderne. Og så er der alt det med julemaden. Hvis man skal undgå katastrofen, kræver det et gedigent stykke logistik og kogekunst. Juletræet skal købes – og det skal have den rigtige højde, det må ikke være skævt, og det skal sættes på fod og pyntes. Og julekortene ikke at forglemme – hvis de ikke er postet, er det allerede for sent.

Jo, vi har travlt. Og så har vi kun nævnt det rent sæsonbetonede. Men der er jo meget mere, vi skal tage os af. Hvis man vi blive til noget her i samfundet, gælder det om at få en god uddannelse, så man kan få et godt arbejde. Og når man har fået et godt arbejde, må man passe det godt, møde til tiden og være en god kollega og til stadighed udvikle sine kompetencer. Man kommer ikke sovende til noget i vore dage.

Men selvom det hele kører som smurt, kan det ske, at spørgsmålet melder sig: Hvad skal det hele gøre godt for? Hvad er meningen med livet? Eller endda spørgsmålet: Hvem er jeg? Og det er jo ikke så ligetil at svare på.

Jeg talte engang med en ung mand, der havde en god uddannelse og en god stilling. Jeg talte med ham, fordi jeg havde brug for den tekniske viden, han sad inde med. Han var dygtig til at hjælpe mig med mit problem. Det var kompliceret og tog et sted mellem en og to timer. Da han undervejs fandt ud af, hvad jeg bestilte, spurgte han: ”Hvordan bliver jeg lykkelig?” Tilsyneladende havde han alt, hvad der skulle til for at være lykkelig, men han var det ikke.

Der er ikke så nemt. Måske var han ikke kommet på den rette hylde. Eller måske – det kunne da også være – måske stak det dybere.

Og hvis det virkelig stak dybere, kunne man give det svære svar, at måske handler livet slet ikke om at være lykkelig. Livet er slet ikke så let.

Måske handler det mere om at have identitet. Vide hvem jeg er, og hvorfor jeg er her.

Den fjerde og sidste søndag i advent slutter vi juleforberedelserne i kirken ved at lytte til Johannes Døber.

Han var en mærkelig skikkelse. Han havde som bekendt slået sig ned i ørkenen, hvor han levede af græshopper og vilde biers honning. Hår og skæg voksede vildt på ham, og hans klædning var så simpel og grov, som den kunne være. Hvem var han? Man kunne fristes til at tro, at manden var gal. Men det er vist ikke derfor, man har opkaldt det store sindssygehospital ved Roskilde efter ham. Det hedder Sankt Hans, ikke sandt. Det må vist være, fordi man fra katolsk tid har anset ham for at være den helgen, man særligt kunne søge hjælp hos for de sindssyge.

I samtiden anså man ham heller ikke for at være sindssyg. Alt det mærkelige ved ham havde en bestemt signalværdi. Han var en hellig mand. Måske ligefrem en profet. Eller der var endda dem, der anså ham for at være Messias. Messias det er hebraisk og betyder ”den salvede”. Det er det samme som Kristus. Kristus er den græske oversættelse af Messias. Så ved vi, hvor det snerper hen ad. Var han virkelig Messias, var han virkelig den frelserkonge, som Gud havde lovet at sende?

Nu kommer der så nogle repræsentanter for de højeste myndigheder i Jerusalem for at få vristet ud af ham, hvad han selv mente. ”Hvem er du?”, spurgte de. Kristus er han ikke, siger han klart. Så går de et trin ned ad stigen. Er du Elias? Det var den store profet fra gamle dage, som man ventede skulle komme igen. Han var jo ikke død, men faret til himmels i en ildvogn. Men nej, Elias er han heller ikke. Hvad så med ”Profeten” da, hvem det så siden er. I hvert fald en budbringer fra Gud, der kunne sætte tingene på plads. Det er igen et trin lavere i hierarkiet. Men igen får de nej. Og det selvom vi i søndags hørte Jesus sige, at han var mere end en profet.

Men et er, hvad ”chefen” siger om ham. Noget andet er, hvad stort Johannes kan få sig til at sige om sig selv. For ham gjaldt det nemlig ikke om at være noget stort i sig selv.

Underligt, ikke? De fleste lægger nok hellere lidt til, når de bliver spurgt om deres titel. I vore dage har vi en meget stor del af vores identitet i vores position i samfundet. Og det siger jeg ikke for at advare de unge mod at stile højt. Slet ikke.

Men gad vidst, om ikke samfundet ville være mere menneskeligt, hvis vi lignede Johannes Døberen lidt mere. Han sagde: Jeg er ikke, jeg er ikke, nej jeg er ikke. Han havde hele sin identitet i sit forhold til den højeste Herre. Hvad han var, var han ikke i kraft af sig selv, men i kraft af ham, der havde givet ham en opgave her i livet.

Hvem er du? Hvem er du? Hvis du kommer for skade at tænke over det spørgsmål, er der to mulige svar:

Enten: Jeg er mig. Jeg er mig selv. Mit liv er kun, hvad jeg selv gør det til.

Eller: Jeg er en skabning, der har en skaber over sig.

Vær ikke i tvivl om, at det gør en forskel, hvad du svarer.

Den første mulighed kan føre til mangt og meget, når den bliver ført ud i praksis.

Den hårde udgave så vi i Sovjetunionen indtil for ikke så mange årtier siden, hvor en politisk elite mente at vide, hvad der var godt for alle mennesker, og derfor havde de også ret til at regere diktatorisk for ikke at sige terroristisk ikke bare over menneskers ydre liv, men også over deres tro. De havde bemægtiget sig staten, og de gjorde staten til Gud. De havde ingen skaber over sig.

Den bløde udgave kender vi i Danmark med den ekstreme individualisme, som råder. Når mit liv ikke er andet end, hvad jeg selv gør det til, og ingen har noget at sige over mig og mit liv, må det føre til stor selvoptagethed. Rastløs selvoptagethed. Da den bølge for alvor tog fart for et halvt århundrede siden, troede man at religionen ville forsvinde. Det troede mange, da jeg begyndte som præst for 45 år siden.

Religionen forsvandt ikke, men det blev en anden religion, der fylder både samfundets institutioner og menneskers hjerter. Den dyrkes i fitnesscentre og hos terapeuter af mange slags, efterhånden mere og mere eksotiske. Jeg skal jo realisere mig selv.

Denne religions logiske og mest sigende udtryk er troen på reinkarnation. Ved at leve på en bestemt måde sikrer jeg mig et bedre liv efter dette. Og næste gang et endnu bedre, o.s.v. I den ægte form af reinkarnationstroen er jeg’et Gud, og der er ingen anden.

Den anden valgmulighed: At jeg er en skabning, og jeg har en skaber over mig, fører i praksis til, at Gud får tak for det liv, han gav mig. Og hvor der er sandhed i hjertet, fører den til en længsel efter guddommelig tilgivelse, fred og liv.

Den længsel var Johannes Døberen eksponent for. Han var ikke ene om den, for den hører med til at være sandt menneske. ”Med hjertet som det skabtes himmelvendt, lysvågent for alt stort og skønt herneden, men med de dybe længsler vel bekendt, kun fyldestgjort af glans fra evigheden.”

Men Johannes var ene om at have den opgave at jævne Herrens vej, altså bane vejen for Vor Herre Jesus. Og det var hans positive svar til dem, der spurgte, hvem han var: ”Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.”

Og da de spurgte ham, hvorfor han så døbte, når han ikke var andet end en, der råber i ørkenen, svarede han: ”Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.”

Det er så den sidste juleforberedelse i kirken, dette dobbelte: En, der råber i ørkenen og en dåb med vand. Det hører vi fra Johannes, og i virkeligheden er det, hvad vi som kristen menighed er forpligtet på. At være en, der råber i ørkenen og at døbe med vand.

Én har fået den særlige opgave – alle kristne er forpligtet på den, men én har fået den særlige opgave – fra prædikestolen at vidne om, hvad han selv har hørt og set, og ved døbefonten og nadverbordet at lægge mund og hånd til Guds eget ord til os, livets ord, der ved troen og dåben genføder os til et levende håb, og i nadveren giver os den nødvendige føde på vandringen frem mod Guds rige. Det er ved nadverbordet, at vi med ”hjertet og med munden kan smage nådens ord.”

Vi ved da godt, at ”den, der råber i ørkenen” kun er et skrøbeligt menneske, og det er også sandt, at vi ligesom Johannes Døber kun kan døbe med vand, og at nadverens måltid er så sparsomt, at det ikke kan mætte nogen. Vi går da også hjem og spiser os mætte bagefter. Men det, vi gør her i kirken, gør vi i bøn og tro. Vi siger ordene, vi øser vandet, og vi deler brødet og vinen ud i tro på, at han, som Johannes banede vejen for, selv er lyslevende til stede med sin Ånd og i sit ord giver os alt hvad vi behøver til liv og salighed og glæde. Det har han lovet, og han svigter ikke sit løfte. Det kan endda være, at vi vil føle os lykkelige over det.

I Jesus, Vor Herre, har vi identitet. Vi er Guds børn, som han aldrig kan svigte. Og vi har fået den opgave at være en røst, der råber i ørkenen.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen

Salmer: 114 – 87 – 441 — 91 – 90

Villy Klit-Johansen den 19. december 2020

Evangelium: Mattæus 11, 2-10

Evangeliet handler i dag om tvivlen. Men vi begynder et andet sted.

Det er store og dejlige ord, vi hører i kirken, både i bibelteksterne og i salmerne. Når vi taler salmer, mon så ikke noget af det dejligste er “Blomstre som en rosengård”? Det er vist en af de mest elskede salmer. Den rører ved nogle længsler og drømme, som lever i os. Den handler jo om, at al den elendighed, der findes på jorden, bliver overvundet: sygdom, afmagt og skyld. Og den tager mere med end elendigheden i menneskeverdenen. Også alt, hvad der er gået skævt i naturen skal rettes op. En dag skal hele naturen blive fuldstændig i orden. Den goldeste ørken skal blive som Karmel-bjergets skråninger og Saron-sletten. Når man i bus kører hen over Karmel og ned gennem Saron og ser det billedmateriale, som salmedigteren har anvendt, rulle forbi uden for vinduet, mens man synger salmen, kunne man godt ønske for Grundtvig, at han havde set det. Det havde han ikke, men han havde læst Esajas, hvad der også er vigtigere.

Det er Esajas´ profeti, han har sat på vers.

Og i det femte vers synger vi så om, at det, som Esajas profeterede, gik i opfyldelse

“med den Guds og Davids søn,
som gør end, i lys og løn,
Paradis af ørke.” (78,5)

Med ham gik det i opfyldelse.

Jesus er den, som alle profetierne sigtede frem imod. Profeternes vision, hvis man kan sige det sådan, er messiastidens herlighed, og hvad bringer messiastidens herlighed andet end Messias? Og Messias det var ham. Det var Jesus, tømrersvenden fra Nazaret. Han var Messias. Han var den, der skulle komme. Guds og Davids søn. Gud og menneske forenet i ham.

Den sidste af profeterne var Johannes Døber. Den sidste – og den største. Ingen af de gamle profeter var i den situation, at de kunne pege på én bestemt og sige: “ham er det!”. “Nu er han her.” Det gjorde Johannes. Den store opgave havde han fået. Jesus giver Johannes det vidnesbyrd, at der ikke har været noget større menneske end ham. Det står i verset lige efter det stykke, vi har læst: “Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber”. Sådan sagde Jesus om ham. Og det er da ikke så lidt. Johannes var en åndelig kæmpe. Han var sendt med et budskab, og det førte han frem uden slinger i valsen.

Han kaldte ham også en engel:

“Det er om ham, der står skrevet:
Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej for dig.”

Mon en engel kan komme i tvivl? En engel betyder et Guds sendebud. Mon en Guds engel kan tvivle?

Johannes gjorde det. Nu var han havnet i Herodes´ fængsel i borgen Makærus nede ved det Døde Hav. Grunden kender vi. Han havde offentligt bebrejdet kongen, at han levede sammen med sin broders kone. Det var imod Guds bud, uanset Herodes´ høje stilling. Sit væsen tro var Johannes rank og modig til det sidste. Det blev netop det sidste. For af den årsag blev munden lukket på ham. Ved en fest på slottet fik Herodias hans hoved bragt ind på et fad.

Men mens han sad i fængslet faldt tvivlen over denne stovte forkynder af sandheden. Og det var ikke et eller andet underordnet punkt i troen, han kom i tvivl om, nej han var grebet af en tvivl, der rystede ham i hans grundvold, for han tvivlede på selve det, han havde forkyndt. Det, han havde sat sit liv ind for.

Tvivlen gjaldt selve det, vi må kalde det grundlæggende i vor kristne tro, nemlig det, om Jesus virkelig er kommet fra Gud. Fra fængslet sendte han med sine disciple bud til Jesus og spurgte ham: “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”

Der er selvfølgelig ikke i sig selv noget godt budskab i, at en af de store personligheder i troens verden kunne tvivle. Men det minder os da i det mindste om, at det måske ikke er et rigtigt billede, vi som regel har af de store kristne personligheder. Vi forestiller os, at de – for at bruge et udtryk fra Karsten Isachsen – er “stive af tro”.

Men der er ingen, der er uden for risiko-zonen. I virkeligheden hører det med til Johannes Døberens storhed, at han ikke skjulte sin tvivl og anfægtelse for sine omgivelser og heller ikke for sine hengivne disciple. Han var hudløst ærlig også i det stykke. Det var ikke hans anseelse som religiøs lærer og åndelig vejleder, det drejede sig om.

Derved har han gjort alle os små i troens verden den tjeneste – ikke afdramatisere tvivlen, for den er rigtignok dramatisk, den sender os ud, hvor vi åndeligt svæver mellem liv og død – men den tjeneste, Johannes gør os, er den at lære os ikke at fordømme den, der tvivler. Heller ikke, hvis det er os selv.

I Judas´ Brev står den gode sætning: “Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler.” (Judas´ Brev 1,22). Og det gælder altså også, hvis det er os selv. Jesus sætter ikke den tvivlende på porten. Men han er lægen, der har en medicin at ordinere mod tvivlesygen.

Det er ikke svært at føre Johannes-tvivlen videre over til vores tid. Eller rettere sagt: Det er ikke svært at se, at den også er aktuel i vores tid. Er det sandt, det, vi hører i prædikenen? Er det sandt, at Jesus lever, og gudstjenesten er et møde med ham? Ved døbefonten er det ham, der tager imod et menneske og med Troens Ord: forsager du …, tror du …, slutter sin nådepagt om Guds Rige med det. Det ja, der lyder, er troen på Ham, der frelser fra alt ondt. Kristi ord er jo lige til at svare ja tak til. Og ved nadverbordet er han selv værten, der giver os ikke bare et lille stykke brød og nogle få dråber vin, men sig selv som næring til evigt liv. Er det virkelig sandt, eller er det bare from indbildning? Og altså helt grundlæggende: Går det virkelig an at lade Kristus være mit liv og mit håb? “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”

Hvilken medicin ordinerer den store læge da? Han ordinerer personligt medicinen til den, der søger hans konsultation: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.”

Han svarer altså ikke bare “ja, jeg er”. Men svaret er personligt også på den måde, at det kalder os til afgørelse. Det kalder os til at tro ham.

De undergerninger, Jesus gjorde, var ikke beviser, der gjorde det overflødigt at tro ham. Folk forlangte af og til beviser af ham: Gør et mirakel, så vil vi tro dig! Når Jesus gjorde undere, var det for at hjælpe mennesker i nød. Det var barmhjertighedsgerninger. Og så var det tegn på, at Guds rige var kommet nær. Det var ikke beviser, men tegn. Og så “drejer det sig om”, som Selma Lagerlöf siger i en jule-legende, “at man har øjne, der kan se Guds herlighed.”

Men det var kun den ene del af hans svar. Den anden del er, at evangeliet forkyndes for fattige.

Med fattige mener han ikke folk, der er fattige på jordisk gods. Men han mener mennesker, der er deres egen utilstrækkelighed pinligt bevidste. Det er dem, der oplever nederlag og svigten, som de ikke kan rette op selv. Eller lad os nu bare bruge de ord, som er Bibelens: det er ordene synd og skyld. Evangeliet forkyndes for fattige. Det er det gode budskab om syndernes forladelse.

Vi, der ikke har en chance for at bestå for Gud, når han holder dom, får en ny chance: den nemlig, at han viser barmhjertighed. Og så har vi et fast holdepunkt:  Evangeliet, det ord, som Kristus sender os. Det er troens holdepunkt. Der begynder livet i den nye verden, hvor til sidst “blinde ser, døve hører og døde står op.”

Det er ikke indlysende for enhver, der har øjne at se med, at Guds rige er begyndt hos os i Kristus, men det er indlysende for dem, der har “øjne, der kan se Guds herlighed.” De er de fattige, der lader Jesus være deres liv og håb.

“Salig er den, der ikke forarges på mig”, siger han. Salig er – ikke den, der aldrig kendte til at tvivle og blive anfægtet, men den, der ikke vendte sig bort fra Jesus, fordi han blev født i en stald og døde på et kors og lader Guds rige begynde hos os i det ofte ringeagtede ord om syndernes forladelse. Og så må vi vente på den store dag, da tvivlen er blevet en umulighed, fordi Guds rige er kommet i synlig herlighed.

Vore vilkår nu er, at Guds rige begynder i troen på Kristus, og det fuldkomne rige må vi vente på. Derfor har vi ikke andet at gøre end at hage os fast i Jesu ord og så vandre fremad mod Guds rige i håb, idet vi lader ham vise os så meget af sin herlighed, som han vil undervejs. “Salig er den, der ikke forarges på mig.”

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

—

Salmer: 78 – 74 – 80 — 633 – 353

Villy Klit-Johansen 13. december 2020