Kategori: Ikke kategoriseret

I denne blog har “Grundtvigs dåbspagtsteologi” flere gange været omtalt. Ordet dækker over en meget vigtige erkendelse, som Grundtvig nåede frem til. Han var, som ikke alle bekendt, en meget stor teolog, og han var den, der fortsatte den lutherske reformation – i samme ånd som Luther.

Digtet “Den christelige Daabs-Pagt” fra 1852/53 er godt af få forstand af, hvis man har interesse for Grundtvig. Det er af stor kvalitet, både teologisk og som poesi. Og så gør det da ikke noget, at der også er glimt af humor.

Her bringes digtet, som det står i Grundtvigs Sang-Værk, Fjerde Bind, Det danske Forlag 1949, s. 361-363. Nedenfor knytter jeg nogle få kommentarer til.

No. 277.

Den christelige Daabs-Pagt

1
Gud-Fader elsked Verden saa
Trods Verdens Børn uvorne,
At han til Kraftbevis derpaa
Opoffred sin Enbårne
Til Frelser for enhver, som troer,
Fra Undergang, paa Livets Ord
Til evigt Liv af Naade!

2
Guds Rige nu er kommet nær,
Dets Port og Dør staaer aaben
For alle, som har Sandhed kiær
Og banker paa ved Daaben
For med Omvendelse og Tro
At lukkes ind hvor Engle boe
Til evigt Liv af Naade!

3
Afsig, undsig den gamle Ræv
Paa Lur i Mørkets lænker,
Med alt hans Værk og alt hans Væv
Som er kun Løgn og Rænker!
Thi vender du fra ham din Hu
Til Sandheds Gud omvendes du,
Til evigt Liv af Naade.

4.
Og troe saa paa den Fader-Gud,
Som har en Søn eenbaaren
Af hvem alt sprang med Ordet ud
Som er til Spot for Daaren.
Troe paa Hans Søn og paa hans Aand!
Befal dig i hans Faderhånd
Til evigt Liv af Naade!

5
See, derpaa lyder Pagtens Ord,
Som ingen magt kan rokke,
Hvo derpaa, som det lyder, troer,
Han staar paa Klippeblokke
Hvoraf den Kilde springer ud
Som vier os paa Herrens Bud
Til evigt Liv af Naade.

6
See, det er Naade-Pagten ny,
som trodser Aar og Ælde,
Til Herren dages brat i Sky
Skal Pagten gaae og giælde
Paa den beroer vort christne Haab
Og Kraften i Vorherres Daab
Til evigt Liv af Naade!

7
Kun hvem der indgaaer denne Pagt,
I Verdens Mund forældet,
Udfries fra den Mørkheds Magt,
som os har overvældet,
Og føres over Tvivlens Strand
Til Troens Hjem og Lysets Land,
Til evigt Liv af Naade!

Et vigtigt punkt i Grundtvigs nye erkendelse var, at der i lutherdommen efter Luthers tid, altså i det, vi kalder ortodoksiens og pietismens tid, vi kan også sige i statskirkelighedens tid med al den åndelige tvang, der i den lange periode blev gjort gældende, var sket en meget uheldig adskillelse af troen og dåben. Uheldig fordi den truede med at tage selve evangeliet fra “de små”. Teologerne havde ligesom bemægtiget sig Herrens ord og gjort sig til herre over det til stor skade for jævne mennesker. Det er overvindelsen af den adskillelse af troen og dåben, som, uden polemik, enkelt og forståeligt slår igennem i digtet. Er den slået igennem i Folkekirken?

Det er ikke en omfattende dåbsteologi, digtet udfolder, alt er ikke med, men Grundtvig får en meget vigtig pointe frem.

At dåben er en pagt vidste Grundtvig fra 1. Petersbrev 3, 21: “Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse”. Mindst to ting fremgår af apostelen Peters ord: 1. at dåben frelser, 2. at dåben er en pagt med Gud. Det var netop de to ting, de statskirkelige teologer havde fået skilt ad. Grundtvig mente, at de hører sammen. De er ét.

Frelsen er en frelse fra undergang “til evigt liv af nåde”. Disse sidste ord gør Grundtvig så til omkvæd i alle digtets syv strofer.

1
Lige så fast var Grundtvigs overbevisning om, at dåben på det nøjeste hænger sammen med selve Jesu evangelium. Derfor begynder han i 1. strofe med det meget kendte “lille evangelium” i Joh. 3,16: “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

2
Han fortsætter med Jesu evangelium. Ifølge Markus 1, 14-15 kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium med disse ord: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” Det er intet andet end dette evangelium, der ved dåben møder den, der banker på. Udtrykket “banker på” viser Grundtvigs afhængighed af Luthers dåbsritual, hvor det i den indledende bøn efter citatet af Jesu løfte om bønhørelse for den, der beder, og at døren vil blive åbnet for den, der banker på (Mattæus 7, 7-8), hedder: “så giv nu det gode til den, som beder, åbn døren for den, som banker …” Det samme tema udfoldes i den fine salme “Op til Guds hus vi gå” fra 1856, salmebogen nr. 443.

Der tales ikke om alder. Den der kommer til dåben er ganske enkelt et menneske, spædbarn eller olding, det gør i den forbindelse ingen forskel.

Og det, som Jesus forkyndte i sin første prædiken, er netop, hvad der sker i dåben: Omvendelse og tro. Det sker i kraft af Jesu levende ord i forsagelsen og trosbekendelsen, rettet til den, der døbes, og det ja, der svares.

3-4
Omvendelsen er at forsage Djævelen og tro på Gud Fader og hans Søn og Helligånd. Alt (vel både det skabte liv og det i dåben genfødte liv) udsprang af Guds enbårne søn “med ordet”. Det ord “ordet” er fyldt med indhold. Grundtvig har utvivlsomt Johannesevangeliets prolog i tanken, “I begyndelsen var ordet” o.s.v. Johannesevangeliet spillede en særlig rolle for Grundtvig.

5
Efter således at have gengivet pagtens ord med sine egne ord, slår Grundtvig fast, at den, der tror det, som det lyder, står på klippeblokke. Det er virkelig den faste grund, hvoraf kilden med det frelsende vand udspringer. Til evigt liv af nåde.

6.
Dåbspagten er den nye nådepagt, der med Kristus har afløst lovens pagt. På den nye pagt beror både vort kristne håb og kraften i Vorherres dåb.

7
Det skal tages helt alvorligt, at dåbens kraft ikke ligger i selve handlingens udførelse, tre håndfulde vand i håret, men i pagten, i den relation, som Gud i nåde opretter med os. Pagten er jo Kristi ord og troen på det. I dette stykke er Grundtvig helt på luthersk grund. Se Den lille Katekismus´ forklaring til dåben, tredje spørgsmål: “Hvordan kan vand gøre så store ting? Svar: Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet, for uden Guds ord er vandet kun vand og ikke nogen dåb.” 

Typisk for Grundtvig billedbrug er, at dåbspagten fører os fra mørkets magt til lysets land. Lyset er et hyppigt forekommende ord i Grundtvigs salmer.

————

Jeg sidder tilbage med et enkelt spørgsmål: Hvorfor mon dette digt ikke har fundet vej ind i salmebogen? Er det fordi dåbspagten “i verdens mund” er forældet? Men det er da ikke “verden”, der skal skrive kirkens dagsorden. Den kan i øvrigt synges på flere forskellige særdeles velkendte melodier, f. eks. Nu fryde sig hver kristen mand.

Villy Klit-Johansen 13. august 2022

“Nøden bryder alle Love”
Er hos os et gammelt Ord,
som i Hytten som til Hove,
Høres paa den hele Jord,
Har hos Mahomed og Tyrken
Dog sit rette Hjem i Ørken.

Troen paa den blinde Skæbne,
Den som Fæ slaar Folk ihjel,
Giør, hvor godt de sig end væbne,
Hvem den vil til Tyv og Træl,
Den, som Tyrker og som Trolde,
Fødtes kun til ondt at volde.

Dog har Nøden i Nød-Værge
Bryde-Ret med hver en Lov,
Der forbyder sig at bjerge,
Som man kan, for Mord og Rov,
Den har Kæmper, den har Dværge,
Folk på Sletter som på Bjerge.

Skjoldung-Folk paa Danmarks-Sletten!
Som med Sværd, med Mund og Pen,
Ogsaa du Nødværge-Retten
Har mod dine Banemænd,
Om saa end al Verdens Love
Dig forbød derpaa at vove.

Haanlig nok vil Mange sige:
Hvad er Ret foruden Magt!
Har vel Ret til noget Rige
Alen eller Ager lagt?
Har trods Magten, Retten givet
Natte-Frist til Folke-Livet?

Dog kan du frimodig svare:
Hvad er Magt foruden Ret!   
Kan den vinde vel og vare,
Skiøndt altid den bruges slet?
I al ret er Sandhed inde,
Må tilsidst ei Sandhed vinde?

Megen Uret Folk kan bære,
Taal-Mod er det bedste Mod,
Men for “Liv og Gods og Ære”
Flyde maa hver Dråbe Blod,
I den kamp, det maa vel mindes,
Intet voves, Alt kan vindes!

Det var Skjoldung-Folkets Tanke
Giennem et Par Tusindaar,
og de Smaa, som rede Ranke
Paa vort Knæ endnu igaar,
Af vor Sang har alt udgrundet,
Hidindtil har Dansken vundet.

Fire, fem Aar kun tilbage,
Det blev os i Øine sagt:
“Vi er stærke, I er svage,
Hvad er Ret foruden Magt!
Trods al Verdens Skifte-Breve,
Tydsken høit i Danmark leve!”

Til os kom den Røst som Torden,
Trued grumt med Knald og Fald,
Døe dog pleier i vort Norden
Trolde kun af Tordenskrald.
Hvad af Trolde Livet skrækker
Dansken kun af Søvne vækker!

Saa den tyske Tordentale
Vakde op i Danevang
Som af Søvne og af Dvale,
Heltemod og Folkesang,
Kæmpe-Aanden, Folke-Magten,
Bavne-Blusset, Grændse-Vagten!

Ja, den stolte Tordentale,
Som en Tydsker barsk og vred,
Vakde op af Søvn og Dvale
Danskens gamle Kiærlighed,
Af hvis Moderskiød udspringer
Ret og Magt med Englevinger.

Kiærlighed til Fædrelandet
Er den rette Odels-Ret,
Kiærlighed og intet andet
Elsker op en Helte-Æt,
Kiærlighed i Pagt med Aanden
Den faaer altid Over-Haanden!

Ja, i Kiærlighedens Rige
Ret og Magt gaaer Haand i Haand;
Knytter som hinandens Lige
Frit Fuldkommenhedens Baand,
Løser paa en yndig Maade
Saa Nødvendighedens Gaade!

Kiærlighed alt Sit udretter
Som nødvendigt, men dog frit,
Flytter frit, hvad Loven sætter:
Skiellet mellem Mit og Dit,
Er ei blot dog at undskylde,
Men er hele Lovens fylde!

Kiærlighedens Himmerige
Er endnu at vente paa,
Kiærlighedens Jorderige
Lukkes dog med Bølgen blaa,
Er endnu og var alt længe
“Danmark, deiligst Vang og Vænge!”

Derfor, Danmark! frygt kun ikke!
Frygt er ei af Kiærlighed,
Morgen-Dugg, som Mjød at drikke,
Faldt til Dig fra Himlen ned,
Den dig midt i Ragna-Mørke
Skiænker Lys og Liv og Styrke!*

Frygt ei for hvad Verden kalder
Sin Nødvendighed af Staal!
Anderledes deilig falder
Ord på Himlens Tungemål,
Dens Nødvendighed herneden
Det er netop Kiærligheden!

Derfor, hvad end Verden siger,
Og hvad Verdens-Magten vil,
Staaer og falder Jordens Riger
Dog med Kiærlighedens Ild,
Hvor den blusser, boer Livsgrøden,
Hvor den slukkes, hersker Døden!

Blus da op i Lys og Lue,
Danmarks gamle Kiærlighed!
Atter til din Blomster-Tue
Da Lysalfer svæve ned,
Bringe med fra høie Sæde
Danmarks Livslys: Hjertensglæde!

—————-

Digtet er først trykt i “Dannebrog”. Et ugeblad for den danske Forening, udg. af Fred Barfod. 17.6.1853.  Teksten her er efter N.F.S. Grundtvig, Værker i Udvalg VIII, s. 375-378.

*Det er et gammelt Sagn i Norden, at under den store Ødelæggelse (Ragnaroke) skal nogle Smaafolk leve af Morgendug (Grundtvigs Anmærkning).

Har Grundtvigs folkelige syn noget at sige ind i den aktuelle situation med Ruslands forfærdelige krig mod Ukraine? Umiddelbart skulle man ikke tro det, men hvem ved? Hvis svaret skulle være et ja, kan det skyldes, at Grundtvigs folkelige syn graver mindst et par spadestik dybere ned end de “international politik-teorier”, der er på markedet.

Idealismen

Det er idealismens fortalere, der styrer slagets gang. Vi i Vesten går ind for individuelle rettigheder og demokrati. Derfor støtter vi ukrainernes heroiske kamp mod de indtrængende russiske horder. Vore værdier er jo universelle og bør derfor også komme ukrainerne til gode. Tankegangen lyder besnærende, men IP-idealismens frugter har ikke udelukkende været smukke. Tænk på Vietnam, Afghanistan, Irak og Libyen. I Vestens krige i disse lande viste idealismen sin vrangside. Viljen var måske (?) god, alligevel var krigene dybest set overgreb på folkeslag, som de vestlige politikere næppe forstod. Vi gør ret i at støtte Ukraines forsvarskrig, også med alle nødvendige midler. Men begrundelsen er ikke altid god.

Realismen

Når talen er om realismen i international politik henviser man ofte til John J. Mearsheimer, der er professor i statskundskab ved University of Chicago. Realismen siges at have bred tilslutning blandt forskerne på universiteterne. Ofte lyder der også fra debattører i aviser og på sociale medier herhjemme røster, der taler for, at vi bør forstå russernes tankegang. Rusland er en stormagt – en tidligere supermagt, der stadig har atomvåben – og sådanne magter har behov for en sikkerhedszone langs deres grænser. På ydersiden af grænserne altså. Det betyder, at stormagter altid ser sig berettigede til at udøve hegemoni, overherredømme, over deres nabolande. Vi vurderer ikke, om det er godt eller skidt, at det er sådan, mener IP-realisterne. Vi giver os ikke af med at vurdere moralsk. Vi konstaterer blot, at det er sådan. Og vi er nødt til at indrette os efter det.

Sådan argumenterede venstreorienterede intellektuelle politikere i øvrigt under den kolde krig med den unge Mogens Lykketoft i spidsen. (Se Jesper Vinds meget oplysende klumme i WeekendAvisen 5. august 2022, s. 6) Nej, de var bestemt ikke tilhængere af sovjetkommunismen, men vi i Vesten måtte prøve at forstå Sovjetunionens behov for sikkerhed. Det var NATO, der måtte bære hovedskylden for kaprustningen under den kolde krig, mente de. Det skrev de om i 1968, netop det år, da Sovjetunionen sammen med flere Warszawapagtlande med militær magt knuste foråret i Prag! Det skete den 21. august 1968. En dato, som man ikke glemmer, hvis man fulgte begivenhederne dengang.

I 2022 kan man høre de samme argumenter fra nationalkonservative. Udskift Sovjetunionen med Putin-Rusland, så behøver man ikke ændre andet. Historikeren Kasper Støvring og folketingsmedlem Marie Krarup er realister. De støtter sandelig ikke Ruslands krig mod Ukraine, uhada nej, men vi bør forstå russerne. Rusland har som stormagt brug for en sikkerhedszone o.s.v. Vi bør arbejde på en forhandlet retfærdig fred mellem Rusland og Ukraine. Ja, det ville være godt, om der kom fred, men hvis man er virkelig realist, må man vide, at det er de krigsførende parter, der afgør den sag, og kan nogen være i tvivl om, at i tilfælde af våbenhvile eller fredsslutning, så varer det ikke længe, før det er de baltiske lande, der står for tur.

Jeg tillader mig at rejse det spørgsmål, om “realisternes” forståelse for Putins Rusland skyldes, at de dybest set har den samme nationalistiske tankegang som russerne. Ligesom de venstreorienterede “realister” i 1968 dybest set havde et ideologisk slægtskab med kommunismen.

Det ukrainske folk

Men hvad med ukrainerne? Er der ikke forskel på et Rusland, der i styrets og efter alt at dømme de fleste russeres tankegang ikke kan blive stort nok og på den anden side et – ja, et hvad? Det er svært at indfange den ukrainske virkelighed. Dog er det et ubestrideligt faktum, at der findes et ukrainsk folk. Og det er en afgørende kendsgerning. Det ukrainske folks grænser falder ganske vist ikke sammen med den ukrainske stats grænser, men det ukrainske folk findes, selv om russerne benægter det og hævder, at ukrainerne i virkeligheden er russere. Når russerne tænker sådan, afslører de en fatal sygdom i deres tankegang. Deres utilslørede nationalisme er en perverteret folkelighed. I den forbindelse må vi også være opmærksomme på, at Ukraines nuværende territorium og grænser ikke er et resultat af ukrainsk udvidelsestrang, men af russernes, både det kejserlige Ruslands og Sovjetruslands forsøg på at russificere ukrainerne. Det må ikke glemmes.

Grundtvig

IP-realisterne tænker i stater og i magt, ikke i folk og folkenes ret. Det er her, Grundtvig kan bringes i spil. Han skrev digtet “Den danske nødvendighed” i 1853 efter treårskrigen, hvor tysksindede slesvig-holstenere og den tids militære supermagt Preussen forsøgte at erobre hele Slesvig, også den af en klart dansksindet befolkning beboede nordlige del, som vi kalder Sønderjylland.

Grundtvig var ikke en teoretiker indenfor international politik. Han var et menneske, der tænkte dybere. Han tænkte ikke i stater og magt, men i folkets liv. Folket har ifølge Grundtvig en indlysende ret til landet, de bor i fra ældgammel tid. Og til frit at råde over egne anliggender. Det gælder ethvert folk. Det folkelige syn rummer den sande universalisme. De vestlige, liberale værdier er ikke universelle, men folkeligheden er, for den betragter ethvert folk som villet af Gud. Alle folk er lige værdifulde, og intet folk bør betragte sig som værende bedre end andre.

Ha, lyder det hånligt fra realisterne. Hvad hjælper det at have ret, når man ikke har magt til at hævde retten? Hertil svarer Grundtvig:

Dog kan du frimodig svare:
Hvad er Magt foruden Ret!   
Kan den vinde vel og vare,
Skiøndt altid den bruges slet?
I al ret er Sandhed inde,
Må tilsidst ei Sandhed vinde?

Retten og sandheden, det er, hvad Grundtvig sætter op mod den aggressive magt. Grundtvig tror, at sandheden og retten til sidst vil sejre.

Derfor kan han trøstende sige et “Frygt ikke”:

Frygt ei for hvad Verden kalder
Sin Nødvendighed af Staal!
Anderledes deilig falder
Ord på Himlens Tungemål,
Dens Nødvendighed herneden
Det er netop Kærligheden!

Verdens nødvendighed, dens nødvendighed af stål, det er den, realisterne sammen med verdens store magter holder sig til. Og de håner Grundtvigs enfoldige tro.

Det hører med til Grundtvigs folkelige tro, at kærlighed ikke bare er en følelse. Den følgende strofe fra “Den danske nødvendighed” er ikke med i Højskolesangbogen og heller ikke i salmebogen. Men dette hører med:

Megen Uret Folk kan bære,
Taal-Mod er det bedste Mod,
Men for “Liv og Gods og Ære”
Flyde maa hver Dråbe Blod,
I den kamp, det maa vel mindes,
Intet voves, Alt kan vindes!

Troen på sandheden, retten og kærligheden gælder vel i Ukraine såvel som i Danmark. Trods realisternes “nødvendighed”. Der findes ikke nogen nødvendighed, heller ikke i international politik. Der er altid valg mellem muligheder. Også den valgmulighed at gribe til våben for at forsvare sit hjem.

Nu må man ikke tro, at jeg forestiller mig, at ukrainerne tænker som Grundtvig. Men Grundtvigs tanker om folkeligheden kaster unægtelig et andet lys over konflikten end IP-teoretikerne er i stand til. Og historien viser, at teoretikerne ofte tager fejl. Ligesom verdensmagterne i øvrigt ofte gør. Magterne stiger op og synker ned. Sommetider kan de forbavsende hurtigt miste deres status.

Jeg giver mig ikke ud for at være politolog. Jeg beskriver bare de to teorier, sådan som jeg møder dem. Min interesse er ikke teorierne i sig selv, men at vise, at teorierne og de analyser af storpolitikken, som politologer og andet godtfolk bruger dem til, er utilstrækkelige til at forholde sig til virkeligheden. Virkeligheden er større, end hvad rationel tænkning kan beskrive. Jeg siger ikke, at teorierne er unyttige, men at de er utilstrækkelige. Det jødisk-kristne historiesyn er universelt, og det er nødvendigt at tage det i betragtning, hvis man vil være virkelig “realistisk”. Ånd et det mest realistiske, der findes. Det var Grundtvigs syn, som han jo blev hånet for.

Villy Klit-Johansen, 10. august 2022

Ved folkeafstemningen i dag har vi taget endnu et skridt bort fra den folkelige virkelighed hen mod en falsk universalisme, der bygger på et abstrakt menneskesyn.

Vi har i aften oplevet en jubilerende politisk elite. Der blev råbt højt, men det var tomme ord. Endelig har man en fjende at definere sig ud fra. Han hedder Putin. Men positivt har de intet at byde på. Alt er tomhed.

Vi fik allernådigst i 1993 et forbehold på forsvarsområdet. Det kan jeg ikke forstå anderledes, end at vi ikke skulle afgive suverænitet på dette område. Nu har vi så hørt under kampagnen, at afskaffelse af forbeholdet ikke betyder afgivelse af suverænitet. Jamen hvordan hænger det dog sammen? Måske hænger det slet ikke sammen. Det virker som et stort bedrag.

Folk i denne gruppe er sikkert ikke enige om denne politiske sag, så den lader vi nu ligge og vender os til det væsentlige.

Folk, fædreland, grænser, modersmål, ånd, frihed, personligt ansvar, fællesskab, kærlighed, dåd, sandhed, ret.

Ordene er skrevet, som de falder mig ind, altså uden nogen systematik eller rangorden. De stammer fra vor historie, der med tiden blev stærkt påvirket af et bibelsk syn på menneske og folk, og de angiver, hvad der har været kilden til vores stat og samfund. At ordene stammer fra det bibelske univers, betyder ikke, at det slet og ret er kristendom, for kristendom er et budskab om frelse fra synden og døden. Der er altså ikke i dette noget grundlag for en kristelig politik, hvad der selvfølgelig heller ikke er i evangeliet, i frelsesbudskabet.

Men ikke desto mindre har det bibelske tankegods været kilden til den menneskelige udvikling, der har dannet vores samfund og stat. Man må være opmærksom på, at et menneskeligt samfund ikke kan være uden en åndelig kilde, der giver det liv.

Jeg får lyst til at gengive et vers, hvori Grundtvig i 1824 beskriver, hvordan han en overgang har hudflettet sin egen åndløse tid:

Jeg spotted de Blinde,
Som tænkte, for Gud,
Et fristed at finde,
Bag Muldvarpe-Skud,
Som blinde for solen,
Sig bøjed for Muld:
For Støvet i Skolen,
I Verden for Guld,
Jeg saae og jeg sagde;
Med flid de fralagde
Som Daarer sig Menneske-Værd!

Jeg identificerer mig med synspunktet, men tilføjer, at Grundtvig opgav, i hvert fald havde lyst til at opgive, den hårde kritik for i stedet at tale hjerteligt til folket frem for at skælde ud over samfundets åndsdræbende, rationalistiske elite. Det kan vi godt lære af i dag, selv om vi kan være bekymrede for retningen. Hvor ender det? Kan Mor Danmark som fugl Føniks genopstå af asken?

Vi er nødt til at tro på det folkelige fællesskabs mulighed, hvis Danmark skal bestå

Vores største tænker, N. F. S. Grundtvig, troede på det folkelige fællesskab som en mulighed. Hvis samfundet skal bestå, må der være noget, der forener, noget, der slår bro over kløften mellem unge og gamle, åndens arbejdere og håndens arbejdere, rige og fattige o.s.v. I kan selv tilføje andre modsætninger.

Det folkelige syn, som Grundtvig udfoldede så rigt, er nødvendigt som en forudsætning for demokratiet. Ellers kommer vi endnu længere ud i atomisering, individualisering, subjektivisering, ideologisering, skinger debat, uforsonlighed, uforligelige modsætninger, liberalismens tomhed.

Intet kan være mere oplivende end læsningen af Grundtvigs Nyaars-Morgen fra 1824.

Nu kalde vi Broder
Enhver, som, i Løn,
De Levendes Moder
Vil kjende for Søn,
Ei Tid eller Tunge,
Ei Hud eller Hår,
De Gamle, de Unge
At skille formaaer,
Nu skal, efter Haanden,
Hvad Eet er i Aanden
Til Eet og forsamles på Jord!

(“De levendes moder” er et af Grundtvigs mange udtryk for den åndelige realitet, der skaber folket og giver det liv).

Det folkelige arbejde skal fortsættes

Det folkelige er i årtier blevet forsømt, underkendt og endda lagt for had af “den herskende klasse” i politik, medier og skoleverdenen. Den sunde folkelighed er i disse kredse erstattet af en moralistisk, politisk korrekthed, der falsk udgives for medmenneskelighed.

Når støvet har lagt sig efter det politiske slagsmål, hvad er så den vigtigste opgave? Det er at forstå os selv.

“Den eneste vej til at forstå andre mennesker i deres folkelighed er at forstå os selv i vor egen.” (Regin Prenter 1977).

Opgaven er altså klar, men den er blevet forsømt i et par generationer.

Prenter skriver også: “vor danske folkelighed bygges op – eller rives ned! – ved brug – eller misbrug! – af de gaver, skaberen gav os at leve folkeliv på, det fælles modersmål og den fælles historie.”

De stadigt tilbagevendende beskyldninger om had, frygt og fremmedfjendskhed fra de hellige i de fleste politiske partier af humanistisk, liberalistisk og misforstået kristeligt tilsnit er ikke andet end afmægtigt skrål fra mennesker, der ser deres idealistiske og utopiske korthus styrte sammen.

Opgaven i dag er at forstå os selv i vor folkelighed. Opgaven er at tage vare på, altså bruge, den rige gave, vi har (fra Gud!) i det fælles modersmål og den fælles historie. Der er nok at tage fat på.

Måske er det kun få, der ser den opgave og er villige til at tage den på sig, men det skal ikke hindre nogen i at tage fat.

Villy Klit-Johansen 1. juni 2022

NAP (lektor, dr. teol. Nils Arne Pedersen) har en tendens til at analysere, det betyder at opløse og adskille det, der hører sammen. Det kan påvises nærmest overalt i hans dobbeltartikel i Dansk teologisk Tidsskrift om Guds børn og Fadervor.

Tag f.eks. fodnote 20 i Guds børn og Fadervor (I) s. 109, hvor han forsøger at adskille dåbspagtens ord fra døbeordene: “At døbeordene er indstiftelsesord og trosbekendelsen dåbspagt, fremgår fx af Om Daabs-Pagten fra 1832 (VU 3 s. 308): “naar vi saaledes indskrænke os til at kræve vor Daabs-Pagt ubrødelig holdt og  Indstiftelsens ord ved begge Naade-Midler nøiagtig ført og fulgt.”

I dette tilfælde, som i alle de andre, er det let at finde steder i Grundtvigs tekster, der modsiger NAPs tese og hele hans projekt. For et projekt er det, nemlig det projekt at forsøge at bevise, at “selve frelsesmidlet for Grundtvig var vandoverøsningen med døbeordene.” I dette tilfælde er det tilstrækkeligt at henvise til talen ved Vennemødet i 1863. Her sagde Grundtvig: “Jeg talde igaar om Pagtens og Troens og i det hele om Indstiftelsens Ord ved Daaben og Nadveren som det, der ligesaa vist er og maa være det christelige Lys-Ord og det evige Livs-Ord, som Vorherre Jesus Christus er baade Livet og Lyset …” (US 10, s. 540).

Stedet viser, at Grundtvig netop ikke skilte dåbspagtens ord fra “indstiftelsesordene”. Han ser altid dåbsordene som en sammenhængende helhed. Indstiftelsens ord ved dåben var for Grundtvig mere end døbeordene (Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn). Med “Indstiftelsens Ord mener Grundtvig ikke “døbeordene”, men de ord, som de levende Herre selv taler ved døbefonten, og som er det, der gør dåben til genfødelsens bad. Dåbspagtens ord hørte med i den uopløselige helhed, hvortil Grundtvig foruden forsagelsen og trosbekendelsen også regnede fredlysningen og Fadervor, og for ham var det utænkeligt at ændre dåbens ritual. Men aldrig var han lagt i jorden, før hans venner begyndte at argumentere for, at det var en konsekvens af Grundtvigs teologi at foretage en drastisk omrokering af ritualets led. Men argumenterne er uholdbare.

Som jeg tidligere har nævnt, var Grundtvig først og fremmest en syntetiserende teologisk tænker. Det skyldes, at han ikke, som NAP forsøger at bevise, betragtede vanddåben med døbeordene isoleret set som frelsesmidlet. Frelsesmidlet var for Grundtvig dåbspagten, som Gud i dåben stifter med et menneske ved dåbspagtens ord.

Dette rejser spørgsmålet, om NAP trods alle de gode ting, han også henter frem af Grundtvigs skatkammer, får barnet smidt ud med badevandet. Og barnet er altså Grundtvigs dåbspagtsteologi, som er hjertet i hans teologi fra 1825, til han dør i 1872. Forsøger man at bortfortolke Grundtvigs dåbspagtsteologi, er det nærmest casus belli.

NAPs projekt kan forstås som et forsøg på at tage Grundtvig til fange i et tidehvervsk fængsel. Eller man kan sige et luthersk-ortodokst-pietistisk fængsel. De to historiske fejludviklinger af det oprindeligt evangelisk-lutherske, ortodoksien og pietismen, er for resten i vore dage ofte forenet i samme person og i samme kirkelige miljø.

Denne tekst er skrevet i et inderligt håb om, at nogle vil være med til at befri Grundtvig fra hans babyloniske fangenskab. Muligvis er det et forfængeligt håb at nære i denne forvirringens tid i den danske kirke. Hører den grundtvigske fornyelse af den danske kirke definitivt fortiden til?

Villy Klit-Johansen 28. januar 2021

i anledning af lektor, dr. teol. Nils Arne Pedersens artikel Guds børn og Fadervor (I), Dansk Teologisk Tidsskrift 2019 nr. 3-4

Jeg vil benytte mig af den journalistiske metode og ikke forskerens. Forskeren begynder med undersøgelse og argumenter og slutter med konklusionen. Jeg vil tillade mig gøre som journalisterne; jeg begynder med konklusionen.

Lad mig til indledning understrege, at jeg er enig med Nils Arne Pedersen (herefter NAP) om dåbens sakramentale (engangs)karakter. Jeg er også enig med ham om, at vi i dåben bliver Guds børn. Herom er der ingen divergens mellem vore respektive opfattelser.

Dernæst: Problemet i NAPs artikel er ikke et trivielt spørgsmål om Fadervors placering. Fadervors placering kan forekomme at være en ligegyldig detalje. Men det viser sig, at det er en sag med teologiske konsekvenser. Der står noget på spil. Det tror jeg faktisk også vi er enige om.

Uenigheden opstår, når NAP hævder, at Grundtvig mente, at det egentlige frelsesmiddel er vandoverøsningen ledsaget af døbeordene “jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Denne påstand yder ikke Grundtvigs “mageløse opdagelse” retfærdighed. Påstanden om, at overøsningen ledsaget af “døbeordene”, er dåbens “centrum”, er faktisk tvivlsom, grundtvigsk set, men også historisk, for “døbeordene” er en ret sen opfindelse. Det er ikke uden betydning at være opmærksom på, at vi ikke har en beretning om dåbens indstiftelse og dermed intet indstiftelsesord, uanset hvad Grundtvig måtte have udtrykt på et tidspunkt. Døbeordene er først slået igennem i tidlig middelalder, og “dåbsbefalingen” fra Mattæusevangeliet kap. 28 er først kommet ind i ritualet i 1883.

Jeg mener, at NAPs udvælgelse og tolkning af grundtvig-citater er lagt til rette, så de understøtter hans påstand eller tese, der så atter skal retfærdiggøre flytningen af Fadervor i 1912. Biskopperne bemærkede i fortalen til ritualforslaget i 1910: “Endelig er Fadervor flyttet hen efter Daaben; derved udtrykkes det, at den døbte nu er optaget blandt dem, der har Ret til at bede Guds Børns Bøn.” Selv har jeg en anden læsning af Grundtvig. Jeg mener ikke, der kan være tvivl om, at Fadervor for Grundtvig hører med til dåbens kerne, netop i kraft af den klassiske placering i ritualet, og jeg er af den opfattelse, at den noget brutale ændring af dåbsritualet i 1912 i høj grad har medvirket til at cementere en ny forståelse af dåben. Ny i forhold til Grundtvig, Luther og apostlene.

NAP’s tese peger bort fra Grundtvigs forståelse af dåbspagten og fredlysningen og, vil jeg mene, Fadervor som en nødvendig del af selve dåben, og den peger bort fra Grundtvigs stadigt gentagne ord om, at tro og dåb hører sammen og ikke må skilles ad, netop i dåbsritualet, men selvfølgelig også i livet.

Derved peger den tilbage til højmiddelalderens skolastik, der gjorde dåben til en handling, der virker i og med, at den er udført; den virker ex opera operato, som det hed. Derved bliver dåben noget, der gøres ved det lille barn, ligesom når man i jødedommen omskærer det. Den døbtes person og tro bliver koblet af. Det stemmer ikke med Grundtvigs opfattelse og bestemt heller ikke med Luthers. Derimod passer det godt til den lutherske ortodoksi og pietisme.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at Grundtvig i opgøret med sin tids rationalisme og i sin drøm om en kirkelig fornyelse netop ikke søgte tilbage til ortodoksien og pietismen, men længere tilbage, nemlig til Luther og faktisk endnu længere tilbage. Grundtvig har en pointe i titlen på afhandlingen “Dåben efter Christi indstiftelse” fra 1840. Udtrykket “efter Kristi indstiftelse har han fra Luther. (WA 50, s. 630). 

Grundtvig var ikke en pæn pietist, han havde venner, der var det, men selv var han, jeg havde nær sagt en profetisk fornyer. Men udtrykket kan misforstås, som om Grundtvig var en sværmer eller religionsstifter. Det var han langtfra, han var en fornyer i samme forstand som Luther. Han førte den lutherske reformation videre i Luthers ånd ved at gå til kilderne.

NAP bruger, naturligt nok, en del krudt på at imødegå Christian Thodbergs Grundtvig-tolkning. Naturligt, fordi Thodberg vitterligt fylder godt op i landskabet. NAP skriver, at Thodbergs “eksistensteologiske tilgang har en spiritualiserende, antisakramental tendens; alt skal helst baseres i forkyndelsen eller ordet.” Det er muligt, at NAP i nogen grad kan have ret i dette; jeg vil dog mene, at han overdriver, for Thodberg betragter ikke uden videre, ud fra det 20. århundredes Guds ord-teologi, alle ordene som “tiltale”, som “forkyndelse”, som NAP skriver. Thodberg skriver ligefrem et sted med tilslutning, at dåbens ord for Grundtvig var sakramentalt. Det er et virkekraftigt ord ligesom skaberordet. Det stemmer ikke med beskrivelsen af ham som antisakramental.

Lad mig gøre facit op således: Hvis jeg skulle vælge mellem Thodberg og Nils Arne Pedersen, så ville jeg vælge Grundtvig.

———–

Flytningen af Fadervor i dåbsritualet 1912 er et emne, der stadig kalder på debat. At NAP ser et behov for at forsvare ændringen i en lang artikel i det, der er Danmarks Danmarks førende fagteologiske tidsskrift, Dansk Teologisk Tidsskrift, viser, at den voldsomme ombygning af ritualet i 1912 stadig er omstridt.

Jeg enig med NAP om dåbens sakramentale (engangs)karakter, ligesom jeg ikke ser det som et problem, at det i den indledende bøn siges om dåben: “hvori du gør os til dine børn”. Det er ikke forkert at sige sådan, når vi ellers husker på, at det i virkeligheden er en genoprettelse af barneforholdet, der sker i dåben. Mennesket er jo skabt af Gud i hans billede til at høre ham til som hans barn. Men der gik noget galt, så alle mennesker nu er i samme situation som den fortabte søn i Jesu lignelse. Vi er fortabte i os selv, indtil Vor Fader tager imod os og favner os, som han gør det i dåben. Både Luther og Grundtvig taler om, at vi bliver Guds børn i dåben.

NAP bør roses for, at han ikke i sin artikel udtrykker et ønske om at ændre dåbsritualet, for eksempel afskaffe det ene eller andet led, som (af mig) må regnes for hørende nødvendigt med til dåben.

Endelig noterer jeg med glæde, at NAP betragter Grundtvigs omfattende arbejde med dåben som værende af betydning for den aktuelle debat.

Når det er sagt, kommer vi ikke uden om, at der stadig er udestående problemer.

Villy Klit-Johansen 12. oktober 2020

Professor Christian Thodberg havde for nogle år siden i Grundtvigsk Forum holdt et glimrende foredrag om salmen “Sov sødt, barnlille!” Efter kaffen spurgte en af tilhørerne: Var Grundtvig indremissionsk? Nej, det var han ikke, lød det lakoniske og umisforståelige svar fra Thodberg.

Det var tydeligt, at grunden til, at spørgsmålet kom op, var, at Jesus i salmen forkyndes og bekendes som Frelseren fra døden og Djævelen. Grundtvig havde nemlig samme forståelse af frelsen som Ny Testamente og Luther. Det havde han livet igennem. Evangeliet var for ham en sag om den evige (og timelige) salighed. Det opfattes i vore dage ofte som missionsk. Hvad det selvfølgelig ikke er, selvom det også er indremissionsk. I det stykke er der nemlig ingen divergens mellem Vilh. Becks Indre Mission og den kristendom, som Grundtvig forkyndte.

Men forskel er der selvfølgelig. Forskellen ligger bare et andet sted. Den ligger især i synet på, hvorledes evangeliets gave formidles til mennesker. Mere specifikt ligger der en forskel i forståelsen af dåben. Det skiller på spørgsmålet, om man tager dåbspagten for pålydende, som Grundtvig gjorde det, eller man mener, der skal føjes noget til fra menneskets side, for at dåben “virker”. Når jeg nævner Indre Mission, tænker jeg især på Vilh. Beck og arven fra Vilh. Beck. Det har jeg studeret og kunne skrive meget om, men det skal jeg skåne jer for. Hvis man spørger: Var Vilh. Beck grundtvigsk i sit dåbssyn, er svaret nej. Men der er muligvis også andre strømninger i bevægelsen.

Jeg vil understrege, at jeg intet har imod Indre Mission. Jeg har ingen grund til at have noget imod Indre Mission. Jeg peger bare på en saglig forskel.

Så er der selvfølgelig også forskel i synet på forholdet mellem menneskeliv og kristendom, men det lader jeg ligge.

Min hensigt med denne lille tekst er at slå til lyd for, at der efter flere års teologisk debat om dåben nu sættes fokus på forkyndelsen. Debatten om dåben begynder igen, hvis der bliver lagt op til en yderligere nedbrydning af dåbsritualet. Lige nu er det store spørgsmål: Hvad siges der rent faktisk om dåben i prædikener, dåbssamtaler, dåbstaler og konfirmationstaler? Hvor omhyggelig er Folkekirken i sin dåbspraksis?

Det er jo det, det kommer an på til syvende og sidst.

Netop i årene omkring min ordination og indsættelse som præst var der en voldsom strid om dåben og Folkekirkens dåbspraksis. Mange husker navnene Frank Villy Nør og Ruben Jørgensen. Der stod så alvorlige sager på spil, at jeg var nødt til både at sætte mig grundigt ind i, hvad dåben er, og alvorligt overveje min dåbspraksis.

Den omfattende debat i 70erne fik afgørende betydning for min præstetjeneste. Jeg blev overbevist om, at administrationen af dåben kræver den største omhu. For eksempel blev nødvendigheden af en grundig dåbssamtale med forældrene forud for dåben indlysende for mig. Dåbssamtalen var bestemt ikke nogen selvfølge dengang. Det almindelige i bysogne var, at (en af) forældrene mødte op på kordegnekontoret og fik barnet indskrevet til dåb. Præsten så ikke forældrene eller barnet før ved døbefonten søndag formiddag. Kordegnen havde skrevet sedler med dåbsbørnenes navne og lagt dem i den rigtige rækkefølge, og så kunne man ellers sætte samlebånds-døbemaskinen i gang. Det var meget utilfredsstillende. Da det ikke var muligt at få ændret denne skik i sognet, blev det medvirkende til, at jeg søgte andet embede.

Endvidere førte min teologiske beskæftigelse med dåben til, at jeg måtte arbejde målrettet for dåbsoplæringen i form af den indledende konfirmationsforberedelse, der blev indført som en konsekvens af skoleloven, der trådte i kraft i 1975, og som slog fast, at skolens kristendomsundervisning ikke er kirkens dåbsoplæring. Opgaven var dermed kastet tilbage til forældrene og kirken, der har en klar forpligtelse til at bistå forældrene.

I mine formative år blev Grundtvigs noget oversete dåbspagtsteologi mig til stor hjælp. Jeg vil her skitsere den ganske kort, i meget sammentrængt form. Dette afsnit bør derfor læses langsomt. Grundtvig drømte om en folkelig og kristelig fornyelse, og han søgte kun sandheden, ikke hvad der kunne fungere. Det førte ham bagom rationalismen, pietismen og den lutherske ortodoksi tilbage til Luther og ultimativt til Kristi indstiftelse af dåben. Grundtvig søgte med en kombination af profetisk klarsyn og hårdt historisk arbejde tilbage til kilden. Dermed blev der kastet et helt nyt perspektiv på den lutherske tradition, som han er en del af. Eller rettere sagt et gammelt, et mere oprindeligt, perspektiv.

1. Kernen i hans syn er, at det er den opstandne Herre Kristus, der i dåben ved sit levende ord slutter sin nådepagt med den, der døbes, og tilsiger – i betydningen skænker – dåbskandidaten Guds fulde nåde: barnekår, den frelsende tro, syndsforladelse og det evige liv.

2. Pagten oprettes ved Kristi ord og menneskets svar. 

3. Det absolutte centrum i dette syn er menigheden, det vil sige Kristus selv, der rækker ud til mennesker med frelsen fra synden, døden og Djævelen.

4. Dåbens ord, der er Helligåndens redskab til genfødelsen i dåben, kan principielt ikke ændres.

5. Kristi ord i dåben er Fadervor, dåbspagtens spørgsmål og ja-svar og fredlysningen. (Villy Klit-Johansen, Præsteforeningens Blad 2020 nr. 7, og Grundtvig: “Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, s. 407 ff).

6. Det lå Grundtvig stærkt på sinde, at man skal være omhyggelig med dåbens udførelse. Med dåbens udførelse tænkte han især på at bevare dåbens ord. Men med “omhu” tænkte han også på forvaltningen af dåben i videre forstand.

Den kristne enhedskultur er fortid. Grundtvig så allerede i begyndelsen af det nittende århundrede, hvor det bar hen. Han så for sig en tid efter religionstvang og tvangsdåb. Han var selv – til stor glæde for de vakte lægfolk – stærkt engageret i kampen for åndelig frihed. Han foregreb kort sagt det nutidige sekulariserede samfund. Derfor er det stadig i vor tid så åndeligt frugtbart, at han søgte tilbage til kilden. Det gør, at vi som kirke har fået en stor hjælp til at agere på en rimelig, det vil sige på en teologisk forsvarlig, måde. Ikke mindst på en måde, så det er klart, at vi er døbt til et liv i fællesskab med Vor Herre, der i dåben har givet os, den enkelte døbte, ALT. Der er ikke noget, som vi skal tilføje, for at dåben “virker”.

Spørgsmålet om, hvad dåben er, er nu igen i høj grad blevet aktualiseret i kraft af det af biskopperne igangsatte arbejde med kirkens ritualer. I debatten herom er det vigtigt at modarbejde ønsket i visse kredse om, at dåben bliver ændret, for at den kan komme til at udtrykke en bestemt teologi. Ikke engang en påstået luthersk teologi kan begrunde en ændring af dåben. Det var pointen i en kronik, som jeg fik trykt i Kristeligt Dagblad. Der er én Herre, én tro, én dåb (Ef. 4,6). Og dåben er indstiftet af Vor Herre Jesus. Så: Fingrene væk fra dåben!

Når debatten om ritualet forhåbentlig til sin tid er endt med et godt resultat, hvormed jeg mener, at der ikke er sket nogen væsentlig ændring, i allerbedste fald blot på et par afgørende punkter en tilbageføring til før 1912, så håber jeg, vi er kommet ud på den anden side bedre rustede til at forvalte dåben og forkynde og undervise om dåben. 

“Lad verden ej … Livets kilde, Den faste grund”, er et skrift, som jeg udgav i 2019. I denne pamflet underbygger jeg bl.a. synet på dåbspagten. Der er også, for en dels vedkommende, tale om debatterende artikler. Jeg har siden udgivelsen skrevet adskillige tekster om samme emne, idet jeg har adresseret den aktuelle debat. Jeg anbefaler den til læserens velvillige læsning og bedømmelse.

Den trykte udgave, 44 sider,  sælger jeg for kr. 30 + forsendelse. Der er kun et lille antal tilbage.

Villy Klit-Johansen

I en artikel i Præsteforeningens Blad viste jeg, at det er Grundtvigs overbevisning, at troen bliver givet os i dåben. I den forbindelse blev jeg spurgt på Facebook omtrent sådan: Hvad så med dem, der senere i livet kommer til tro? Spørgsmålet kræver et seriøst svar. Det forsøger jeg hermed at give.

Altså: Hvad vil det sige at tro?

Her er to bud.

1. “den, som kommer til Gud, må tro, at han er til.”

2. “Den, der tror og bliver døbt skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.”

Først 1.

Lad det være sagt med det samme, det er ikke kristendom. Hvorfor det? Jo, sagen er den, at kristen tro ikke er en tro på, at der er en Gud til. For at være eller blive kristen er man ikke nødt til at begynde med den antagelse eller forestilling, at der er en Gud. I virkeligheden er det en temmelig ualvorlig øvelse at forsøge at overbevise sig selv om sådan en tanke, og det er utilladeligt at forlange det af andre.

Diskussionen om Guds eksistens er ikke en diskussion, som kristne deltager i med henblik på at overbevise ateister eller tvivlende om, at Gud er til, for alle mennesker er stillet ens overfor det spørgsmål. En ærlig ateist kan man som kristen kun respektere og føle sig på linje med. Guds eksistens kan nemlig ikke bevises med samme metoder som naturvidenskaben benytter sig af. Så man kan sige, at kristne ikke “ved” noget som ateisterne ikke “ved” og omvendt.

Det betyder ikke, at gudstroen er ufornuftig. På ingen måde. Det er vigtigt at huske, at naturvidenskabens muligheder er begrænsede. Den kan ikke svare på spørgsmålet om tilværelsens dybeste gåde. Den kan ikke udtale sig om meningen med livet, og den kan ikke give svaret på, hvorfor der overhovedet er noget til og ikke bare ingenting. Tilværelsen er og forbliver en gåde.

Alligevel eller måske netop derfor giver det god mening, at filosoffer arbejder med disse spørgsmål. Herhjemme har vi haft en K.E. Løgstrup, der tænkte dybt og originalt og kom frem til, at en analyse af tilværelsen, som den fremtræder for os, lægger en religiøs tydning nær.

Men som sagt: Det er ikke kristendom at tro at Gud er til. Filosofien kan ad fornuftens vej højst rydde nogle fordomme af vejen og åbne blikket for, at livet er gådefuldt.

Sætning 1. er fra Ny Testamente (Hebræerbrevet kap. 11, v.  6) Hebræerbrevets ukendte forfatter udtrykker ikke kristendom i den sætning. Forstå mig ret. Isoleret betragtet som et skriftsted, der er løsrevet fra sammenhængen i brevet og i Ny Testamente som helhed, udtrykker det ikke kristendom. Hebræerbrevets ord: “den, der kommer til Gud, må tro, at han er til” forstår jeg sådan, at Gud filosofisk set er forudsætningen for alt, og det er der god fornuft i, for det ligger i begrebet Gud, filosofisk set.

Hvad kristen tro angår, gælder det i dybeste forstand, at ingen kommer troen nærmere ved fornuftens hjælp, og ingen er afskåret fra den kristne tro på grund af en tilbøjelighed til ateisme eller endda en stærk ateistisk overbevisning. Så det bedste råd er: Glem den diskussion! Og hermed er vi kommet til

Dernæst 2,

altså: “Den, der tror og bliver døbt skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” (Markusevangeliet 16, 16).

Glem den teoretiske diskussion om Guds eksistens! Kristen tro kommer ind i billedet, når alt står på spil. Hvis ens timelige og evige lykke står på spil, så bliver kommer troen i Jesu forstand inden for horisonten.

Det er jo netop ord, som Jesus sagde til apostlene, da han viste sig for dem efter sin opstandelse. De står altså et meget vigtigt sted i evangeliet, hvor Jesus taler om tiden efter hans opstandelse og himmelfart. Altså om vores tid. Den, som tror og bliver døbt, skal frelses.

Først når det er et spørgsmål om liv og død, både i jordisk og i evig forstand, kommer troen ind i billedet. Først da bliver den relevant, som man siger i vore dage. Da kan fornuftens overvejelser ikke bruges til noget. Da nytter kun Jesu ord, der trøster, giver liv og overbeviser hjertet. Det betyder, at troen i absolut er forstand en gave, som Gud giver os i ordet.

Hermed er vi kommet til, hvad kristendom er. Når afgrunden åbner sig under én, eller når livets rigdom og overvældende godhed bliver nærværende for et menneske, er der mulighed for, at ordets sæd kan finde den gode jord, hvori den kan spire og gro.

Tror OG bliver døbt. Nu er det sådan, at de fleste her i landet er døbt med den kristne dåb. I dåben fik vi givet troen på Gud, vores skaber og himmelske far og på Jesus som vores Herre og Frelser fra synden og døden og alle ødelæggende magter og på Helligånden, der som Gud vil bo i vort hjerte og dér udrette alt godt.

Det er langtfra alle mennesker, der livet igennem har haft en vedvarende bevidsthed om den gave, de fik ved Herrens ord til dem i dåben. Mange voksede endda op og blev skeptiske, eller kom ligefrem til at foragte troen.

Men altså: Hvis sådan et menneske senere kommer til tro, hvordan skal det så forstås? Jeg vil mene, at så er det den tro, de fik i dåben, de kommer TILBAGE til, den tro, deres moder eller en anden hjalp dem med at svare ja til i dåben. Kommer de til tro, er det en tilbagevenden til den tro, de fik givet een gang for alle.

Når afgrunden åbner sig under et menneske, skal det have at vide, at det ikke behøver nogen større eller “finere” tro, end den, de fik i dåben. Troen er ikke noget, de selv skal præstere, den er Guds gave, og den er den faste grund i livet og i døden. Der er virkelig noget at komme tilbage til. Det er det gode budskab.

Hvis man er døbt som spæd, så er det at komme til tro at komme tilbage. Hvis man derimod ikke allerede er døbt, så er det at komme til tro ensbetydende med, at man må ønske at blive døbt for af den levende Herres egen mund at få givet troen på Gud, der har givet os livet og i sin Søn Jesus Kristus vil forny det til evigt liv, hvilket han som Ånd lægger ind i vores hjerte som en tillid til Kristus og hans ord.

Villy Klit-Johansen, marts 2020

Af en samtale på Facebook om tro og dåb

NN1: Jeg forstår (dog) ikke helt, hvorfor sakramentet ikke skulle være virksomt i sig selv. Er det ikke det, ser ligger i udtrykket ex opere operatio? At det ikke kommer an på dåbsbarnets evt. senere tro, om dåben virker eller ej til salighed. Men glimrende skrevet. Måske bør jeg læse den en gang til.

Villy Klit-Johansen: Lige nu må jeg svare kort, NN, for vi er ved at forberede gæsters ankomst til frokost. At sakramentet virker ex operere operato var netop det, Luther gjorde op med. Dåben som en slags magisk handling lå ham meget fjernt. Både for Luther og Grundtvig var det indlysende, at uden tro er der ingen genfødelse. Nec fides nec regeneratio, hedder det vist hos Luther. Det betyder, at uden tro sker der ikke nogen genfødelse i dåben.

Det er det alt for korte svar på et spørgsmål, der tydeligt lægger op til samtale. Den håber jeg, kan fortsættes. For det er vigtige sager, ikke mindst i denne tid, hvor der er lagt op til “en bred debat om kirkens ritualer”!

NN1: tak for det indledende korte svar. Nej dåben er ikke en magisk handling, men samtidig er dens “virkning” vel heller ikke betinget af dåbsbarnets tro? Der “sker noget” i dåben, som ikke lader sig forklare psykologisk uden at sakramentet ophører med at være sakramente.

NN2: Villy Klit-Johansen, men opgaven er vel at redegøre for hvad “fides” er ?

Villy Klit-Johansen: NN1 Nej, troen er ikke noget, der kan forklares psykologisk. Men dåben kan ikke adskilles fra troen. Hvis vi skiller dåben fra troen, kommer vi i konflikt med NT (fx. Mk. 16,16).

NN2 har selvfølgelig ret i, at der så må redegøres for, hvad troen er. Grundtvig er inde på det i salmen “I dåben lukkes op den dør” (Sangværket, bind 5, nr. 283). Han siger “Vor tro er hjertets sikkerhed / på Herren og hans tale.” Det lyder måske enfoldigt, men kan det siges bedre?

Han tilføjer, at troen ikke kommer ud af det blå: “den findes kun af troens ord / i hjertegangens gode jord / som åbner sig for sæden.” Det er altså ikke mennesket, der skal finde troen, det er tværtimod troens ord i dåben, der alene kan finde troen i menneskets hjerte. Det gælder vel i øvrigt, hvad enten dåbskandidaten er barn eller voksen.

Men kan børn tro? Grundtvig siger i den samme salme: “De små vi døber i det håb, / Guds-ordet tro skal møde.” Vi døber ikke, uden at der er svaret ja til troens ord. Men nogen garanti for tro kan vi ikke få, det er slet ikke vores opgave at søge garantier. Men hvis det kan tænkes, at Gud (Guds-ordet) kan finde troen, så kan vi døbe børn. Hvis det derimod ikke kan tænkes, så er der kun baptismens mulighed tilbage: Børn kan ikke døbes.

Jo, der sker noget i dåben. Dåben er et sakramente. Det er Grundtvig aldrig i tvivl om. Men det, der sker, sker i kraft af Ordet, der gør vandet til genfødelsens bad ved Helligånden.

Troen og dåben hører uløseligt sammen, når vi taler om den kristne dåb: “Vi er Guds hus og kirke nu, / bygget af levende stene, / som under kors med ærlig hun / troen og dåben forene.”

Det blev meget Grundtvig, men det er jo hans dåbssyn, jeg har skrevet om.

Men Grundtvig har det jo fra NT og fra Luther. Et hovedsted hos Luther er selvfølgelig ordene i Den Lille Katekismus. Først at der “sker noget” i dåben: “Dåbens virkning er syndernes forladelse, den befrier fra døden og Djævelen …” Jo vel sker der noget i dåben. Når du så skriver, at virkningen vel ikke er betinget af dåbsbarnets senere tro, er der to ting at sige dertil. 1. Troen kan under ingen omstændigheder betegnes som en betingelse for Guds nåde. Det er ikke det, det handler om. Troen er og bliver en gave. 2. Hos Luther og Grundtvig er der ikke tale om dåbsbarnets evt. senere tro, men om tro i dåbens situation og øjeblik. Luther skriver i Katekismen, at det “ikke er vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” Der er ikke tale om en evt. senere tro, men om troen i dåbens øjeblik. Uden tro sker der ikke nogen genfødelse i dåben.

NN2: Villy Klit-Johansen stort set enig, og dog: hvis dåbens tro kun er til stede i håbet, som Grundtvig skriver i dit anførte citat, så er der forskel på børns tro og voksnes tro, og da skifter vi hest i vadestedet og døber på to forskellige slags tro ved spædbarne- og voksendåb (dog: grundliggende døber vi jo på ordet). Det må ikke ske. Luther sætter i en disputation i 1540’erne lighedstegn mellem sola fide og solus Christus. Det har dog noget for sig.

Villy Klit-Johansen: Jeg tror ikke, det er det Grundtvig mener. At troen altså kun er til stede i håbet. Der er grundlæggende ikke forskel på barnedåb og voksendåb i henseende til troen. Der er tale om, at de, der har ansvaret for dåben: først forældrene, dernæst præsten og menigheden, principielt ikke kan afgøre, om troen er til stede. Det må vi overlader til Gud. Hvad vi kan gøre, er at håbe og bede. Det er så vores lille, men vigtige, opgave. Det er det, Grundtvig sigter til med ordene “De små vi døber i det håb, / Guds-ordet tro skal møde.”

Luthers lighedstegn mellem troen alene og Kristus alene har i den grad noget for sig. 🙂