Kategori: Ikke kategoriseret

Af Villy Klit-Johansen

Reformationen

Hvis der er noget, der bør kunne samle den ellers ret splittede Folkekirke, er det dåbsritualet. I kraft af en række salmer af Grundtvig hænger det godt sammen med salmebogen, som Christian Thodberg viste i sin bog ”En glemt dimension i Grundtvigs salmer”. Den glemte dimension er dåbsritualet. Vi kan glæde os over, at ritualet har fastholdt dåbspagten og ikke har givet slip på kristendommen som et personligt forhold mellem Gud og det enkelte menneske. Det vil jeg uddybe i det følgende.

Reformationsåret er slut, og hvad er det så, man husker det for? Man husker det desværre for, at det i alt for høj grad kom til at handle om udenværkerne. Det er et tegn på tidens åndelige fattigdom, at et af de store emner i medierne blev, om Luther er ophavsmand til demokrati og menneskerettigheder, eller om han tværtimod var en mørkemand af rang. Var han ond eller god? Det blev spørgsmålet. Der var alt for lidt om, hvad der drev ham, og hvad der var hans store og omvæltende anliggende.

Luther levede i en tid, der var stærkt optaget af døden og dommen. Hvad skal der til, for at jeg kan bestå for Guds domstol? Det var det store spørgsmål også for Luther. Og da Luther tog det meget alvorligt og under ingen omstændigheder kunne nøjes med lette løsninger, endte det med, at han måtte fortvivle over sig selv. Han kunne aldrig blive god nok, selv om han fulgte alle kirkens vejledninger for et religiøst liv.

Da det endelig klarede sig for ham, at det slet ikke kommer an på, hvad vi selv kan præstere, moralsk og åndeligt, men at Gud har forbarmet sig og sendt sin Søn som vor frelser fra synden og døden og dommen, blev alting nyt. Han skrev om det i en kendt salme:

Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde!
Ja, lad os alle trindt om land
Med liv og lyst nu kvæde!
For Gud, så god som han er stærk,
Har gjort et herligt underværk,
Betalt i dyre domme.

Luthers personlige kamp for at finde en nådig Gud og den forløsning, han fandt, da han lærte at læse Bibelen, fik meget store konsekvenser for mange, mange mennesker. Mennesker, der havde trang til Guds nåde, fandt trøst, fred og glæde i evangeliet.

Det er netop det, der er kernen i den lutherske reformation. I Paulus´ og Luthers ikke alt for let forståelige sprog kaldes det “retfærdiggørelse af tro alene uden lovens gerninger”. Det blev klart, at kristendom er et personligt forhold mellem Gud og det enkelte menneske. Tydeligst kommer det frem i dåben, hvor Gud bøjer sig ned til et menneske og opretter sin pagt med det. En urokkelig aftale om, at Guds kærlighed gælder mig. Og der er slet ingen menneskelig melleminstans mellem Gud og mig. Kirken har mistet sin magt over, hvem der har adgang til Guds nåde.

Det er værd at bemærke, at optagetheden af det evige, af sjælens frelse, eller hvad man vil sige, førte til, at mennesker fik det jordiske liv tilbage. Slut med klosterliv og religiøst selvpineri. Nu var man sat fri til at leve i ægteskab og familie og hverdagens arbejde. Man fik øje for ”alt stort og skønt her neden”, for nu at bruge et udtryk fra Grundtvig. Luthers glæde ved musikken er f.eks. velkendt. Det viste sig – igen en gang – at den, der er optaget af himlen, altid vil være tro mod jorden.

Og det viste sig, at det personlige forhold til Gud slet ikke er det samme som individualisme eller privateri. Tværtimod. Det personlige forhold til Gud placerer os omgående i et forhold til vort medmenneske. Det personlige står ikke i modsætning til fællesskabet. Det sætter os netop ind i fællesskabet.

Udviklingen op til i dag

Hvor lyser evangeliet klart i dag? Det gør det i Den danske Folkekirke. Hvabehar? Nej, jeg overser ikke, at der er megen forvirring i Folkekirken. Jeg glemmer på ingen måde, at mange, endda mange indenfor præsteskabet, blander evangeliet sammen med religion af mange slags, endda i nogle tilfælde med islam. Hvad mener jeg da med, at evangeliet lyser klart? Jo se, hvis man vil vide, hvad en kirke står for, skal man læse dens dåbsritual. Det vender vi tilbage til.

Det, der begyndte så godt med reformationen, fik ikke altid så god en fortsættelse. Evangeliet blev efterhånden en gammel nyhed, og når evangeliets lys fordunkles, trænger religionen altid ind. I stedet for Guds ord til os i dåben, rettede man interessen mod menneskets tilslutning til flere eller færre dogmatisk korrekte læresætninger, eller man blev optaget af at fremkalde fromme følelser og fromme gerninger, eller den menneskelige fornufts evne til at fatte de dybe sammenhænge i tilværelsen blev placeret i centrum.

Sådan udviklede det sig i historien løb, og i dag finder trangen til at være godkendt og have værdi afløb i en sygelig kropsdyrkelse. Fitness-centrene har kronede dage. Og den finder afløb i en rastløs karrieredyrkelse og i optagethed af selvudvikling, og det i en grad, så der er opstået en hel industri omkring det. I dag angler man efter anerkendelse fra omverdenen og ikke mindst fra sig selv.

Men tag ikke fejl. En skønne dag vender det måske, og flere indser, at det er tomhed og bedrag. Den tid kan komme, da mange flere begynder at spørge mere realistisk og meget dybere: Hvordan bliver jeg godkendt af Gud? Nogle vil der altid være, som stiller det spørgsmål. Og hos mange kan det sagtens tænkes at ligge lige under den hektiske selv-dyrkelses blanke overflade.

Præsten, der står med det store ansvar, det er at føre ordet i kirken, gør klogt i under forberedelsen af prædikenen at gå ud fra, at der altid sidder mindst én dernede, som længes efter at høre det trøstende og forløsende ord fra Gud. Og den, der har det sådan, må aldrig gå skuffet hjem.

En tur til Sverige

Nu kommer jeg til det med ritualet. Disse overvejelser er sat i gang ved læsningen af forskellige dåbsritualer i den sidste tid. Senest det forslag, der er fremlagt i Svenska Kyrkan. Det siger ganske vist så rigtigt, at ”i dåben møder Gud os”, og at ”vi døbes til fællesskab med Jesus Kristus”. Men det ser ud til, at dette er helt glemt, efterhånden som ritualet skrider frem. Der siges meget OM dåben, OM livet o.s.v., ligesom der er en masse bønner. Læsninger af stykker fra Ny Testamente mangler heller ikke.

Men, men, det er ikke muligt at se, at den dåb, der udføres efter dette ritual, skulle være Guds pagtslutning med et menneske. Det personlige er helt fraværende. Luthers udsagn i Den Lille Katekismus: ”Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” synes glemt. Guds ord og troen. Vi må forstå det som Guds levende ord til den, der døbes, og troen, der svarer på Guds ord.

I den svenske kirke foregår det hele så at sige hen over hovedet på den, der bliver døbt. Man skulle tro, at den, der skal døbes, var et umælende dyr eller en sten. Trosbekendelsen fremsiges af den forsamlede menighed – til Gud, til hinanden, eller ud i luften? Det er ikke godt at vide. På intet tidspunkt siges der ”du”. Det hedder “vi”: ”Vi tror på Gud Fader den almægtige …” og det hedder “I”: ”Vil I, at jeres barn skal døbes?” Og det hedder ”jeg”: ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Det eneste sted, hvor der dog tales i 2. person er netop i disse døbeord, der er indført i middelalderen for at fremhæve præstens myndighed: Jeg døber dig o.s.v. Der er en menighed til stede, der er forældre til stede og der er en præst, men hvor er den, der skal døbes?

Fadervor er heller ikke Guds ord til den, der døbes, men de forsamledes fælles bøn.

Ikke engang Vor Herres Jesu eget velsignelsesord, ”Fred være med dig”, til den døbte er med. I stedet siger man til hinanden: ”Lad os gå i fred i Jesu Kristi navn”. Eller: ”Lad os gå i fred og tjene Gud/Herren med glæde.” Bemærk, at der ikke står Gud Herren, men Gud/Herren. Det udtrykker en valgmulighed, der nu bliver indført.

Det store skred i det svenske dåbsritual er i øvrigt sket allerede for mange år siden, da man ophørte med at døbe på dåbspagten. Næste store skridt er så, at der nu lægges op til, at man i stedet for ”Herren” kan sige ”Gud”. Dette i ligestillingens navn. De mandlige gudsbilleder i Bibelen skal renses ud. Ak ja, hvor evangeliet går ud af dåbsritualet, kommer religionen ind. I dette tilfælde ligestillingsreligionen. Det er synd for svenskerne. Hvis jeg skulle forestille mig et mareridts-scenarie, ville det være, at vi fik et dåbsritual som det svenske, hvilket jeg dog ikke anser for muligt.

Så vidt den svenske kirke. Hvad så med den norske? Det er næsten det samme. Nordmændene er også for mange år siden ophørt med at døbe med dåbspagten. I Norge tager de dog forsagelsen med, når de bekender troen. Det er et lille minde om, at den norske kirke også engang har kendt til at døbe på dåbspagten og ikke på menneskers bekendelse af troen.

Men så Den Romersk katolske Kirke da? Grundtvig roser den jo i ”Kristenhedens Syvstjerne” for, at den har holdet fast ved dåbspagten. Men ak! Også i den er dåbspagten afskaffet, og tilbage står alskens religiøst halløj. Jeg ved ikke, hvornår det er sket, men kunne konstatere det, da jeg forleden dag kiggede indenfor i Vor Frue katolske Kirke i Aarhus, hvor der var fremlagt pjecer om diverse ting, herunder dåben. Det vil føre for vidt at komme nærmere ind på ritualet, men det minder i sin kerne slående om det svenske og norske. Den Katolske Kirke oplyser endda på sin hjemmeside, at barnet døbes på forældrenes tro! Også her sker det hele åbenbart hen over hovedet på det sagesløse lille menneske.

… og hjem igen

Jeg elsker Den danske Folkekirke, fordi den har bevaret dåbspagten. Her døber vi på Guds levende ord og menneskets svar herpå. I dyb overensstemmelse med apostlene og den ældste kirke er dåben en pagt, som Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden, slutter med et menneske. Det hedder: ”Forsager du…” ”Tror du…” Og det ja, der lyder, det er troen, der svarer på Guds personlige tiltale og tilsagn i dåbspagten. Den, der bærer barnet til dåben, har en såre beskeden rolle, ligesom præsten. I dåben får vi i Guds levende ord det hele givet: Syndernes forladelse og det evige liv. Og troen, som er det eneste, Gud spørger efter. Troen er ikke noget, vi efterfølgende skal lægge til som vores del af aftalen. Den gives os i dåben. Og der er ikke noget at lægge til.

”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Sådan sagde Jesus ifølge Markusevangeliet kap. 16, v. 16, da han efter opstandelsen sendte disciplene ud med det gode budskab. Tænk den tanke, at troen var noget, vi selv skulle præstere! Hvem kunne så være med? Nej, dåben er udtryk for selve evangeliet om, at Gud i Kristus har forbarmet sig over syndere, der skal dø, og skænker os hele frelsen ganske gratis. Syndernes forladelse og det evige liv. Et nyt liv som Guds elskede barn og den frihed, der følger med.

I den danske kirke har vi haft en Grundtvig, som med Åndens klarsyn kæmpede for de enfoldige kristne mod alle de skriftkloge (teologerne). Det, der var den drivende kraft i Grundtvigs indsats, var hans tro på, at Jesus opstod og lever og taler til os i dag, ved døbefonten og nadverbordet helt personligt. Grundtvigs kamp lykkedes, så at vi har bevaret evangeliet med trøst og håb til de fortrykte, der efterspørger Guds nåde. Vores dåbsritual har i sin grundstruktur bevaret det væsentlige fra apostelkirken og den lutherske reformation. Det er ganske tydeligt, at dåbspagten er et personligt forhold mellem to parter: Et menneske, der måske føler sig som et betydningsløst intet mellem magterne, og den mægtige Gud, der har skabt og styrer alt til det bedste, og har udvalgt os til at blive frelst ved sin Søn Jesus Kristus.

Historien ville, at Danmark nok blev det mest lutherske af alle lande. Grundtvig var luthersk kristen. Han er den, der fremfor nogen har fastholdt reformationens anliggende og ført det videre. Han er den største siden reformationen, og han har præget den danske kirke dybt.

I Den danske Folkekirke er politisk korrekthed og en rastløs jagt efter at være med på noderne desværre også kommet til at fylde rigeligt, men der er alligevel et mægtigt potentiale for en kirkelig fornyelse. Når mennesker i større tal begynder at efterspørge Guds nåde, har de mulighed for at erfare, at livets kilde springer i den lokale sognekirke. Her mindes de døbte om deres dåb, og ved nadverens måltid styrkes de til at leve et liv i dåbspagten. Når trangen til Guds nåde vågner, har man lov til at tro, at mennesker, ligesom i tidligere tider, godt kan finde kirken.

Af Villy Klit-Johansen

Det ærgrer mig ærlig talt, når Grundtvig jævnt hen bliver udskreget som nationalist. Derfor det følgende.

Nation

Ordet nation kommer af det latinske natio, der betyder fødsel. En nation er summen af individer, der bor indenfor de grænser, som en given stat kontrollerer. Nationen er et lands befolkning. Befolkning forstået som dem, der enten pr. fødsel har statsborgerskab eller fremmede, der ved naturalisation har fået del i de rettigheder (qua tildeling af statsborgerskab, også kaldet indfødsret), som den indfødte befolkning har. Nation er altså et neutralt, værdifrit, beskrivende ord. Det samme gælder adjektivet national og substantivet nationalstat.

Nationalisme

Ordet nationalisme er derimod ikke værdifrit. Det betyder ”overdreven nationalfølelse forbundet med had til eller undervurdering af andre nationer” (Gyldendals røde fremmedordbog 1984).

Overdreven nationalfølelse kan give sig udslag i, at staten ikke anerkender folkelige mindretal. Det er f. eks. tilfældet i Frankrig og Tyrkiet. Disse to lande er typiske eksempler på nationalisme. I Tyrkiet er alle indbyggere ifølge den rådende statstænkning tyrkere, enten de er det eller ej, og enten de vil det eller ej. Ligeså i Frankrig. Den franske forfatning anerkender ikke folkelige mindretal. I republikken er alle franske, også selv om de ikke bryder sig om at være det.

Overdreven nationalfølelse kan også ytre sig i en følelse af bedreværd i forhold til nabolandenes befolkning og deraf følgende ekspansionstrang eller blot trang til at pådutte nabolandene en bestemt politisk adfærd. Eksempler på dette er ikke svære at finde.

Nationalisme kan udspringe af to tilsyneladende modsatte syn. Enten en universalistisk opfattelse, som benægter eller ser bort fra de forskelle på mennesker, der følger af forskelligt sprog, historie, religion og kultur. Det kan kaldes en falsk universalisme. Den falske universalisme er typisk for den franske oplysningstradition og for romersk-katolsk og pietistisk kristendom. Den er også i høj grad kendetegnende for marxismen sådan som den blev udfoldet i Sovjetunionen og andre kommunistiske lande.

Eller nationalismen kan udspringe af ren racisme, som det er tilfældet i nazismen, der har en racistisk forståelse af begrebet folk. Nazityskland var udpræget nationalistisk.

Nationalstat

Ved nationalstat forstår vi mest rimeligt en stat med en forholdsvis homogen befolkning, etnisk set. Således giver det god mening at skelne mellem en nationalistisk stat og en nationalstat. Nationalstaten har været en succes uden lige. Reelt demokrati er et barn af nationalstaten. Nationalstater er i almindelighed også fredelige.

Grundtvig

Var Grundtvig nationalist? Han beskyldes ofte for nationalisme. Det var hans fædrelandskærlighed, der løb af med ham, mener man. Hans følelser løb af med ham, han var jo et barn af romantikken. Dertil må dog bemærkes, at fædrelandskærlighed for Grundtvig ikke primært var en følelse. Det, der bandt folket sammen var en ÅNDELIG kraft, der kaldte vilje og dåd frem. Følelsen var naturligvis ikke koblet af, så lidt som den klare tanke, men kærligheden til ”eget folk og fædres land” kan på ingen måde nedskrives til en ”følelse”. Grundtvig vendte sig på alle afgørende punkter imod romantikken.

Grundtvig kan ikke med nogen ret beskyldes for at have været nationalist. Det viser sig i praksis ved, at han afgjort vendte sig imod alle forsøg på at fordanske det tyske mindretal i Sønderjylland ved at tvinge mindretallet til at bruge det danske sprog i kirke og skole. Han gik entydigt ind for mindretallets ret. Han var endda på et tidligt tidspunkt fortaler for, at Sønderjylland med fordel kunne deles efter den folkelige grænse, d. v. s. en grænse omtrent efter den linje, der blev lagt fast ved afstemningen i 1920.

Han mente heller ikke, at det danske er bedre end det tyske. Ej heller var ekspansionisme hans kop te. Han gik ind for, at Danmark skulle opgive overhøjheden over det tyske Holsten, jo før jo bedre.

I dagens ideologisk forpestede atmosfære er det vigtigt at få begreberne på plads.

Den dansk-afghanske fodboldspiller Nadia Nadim gav i april i et interview til DR. Den debat om synet på indvandrere, som hun i interviewet efterlyser, blusser nu op i forbindelse med landsholdets succes ved EM.

I interviewet angriber Nadia Nadim danskerne for den hårde tone i indvandringsdebatten. Den er sårende for hende, siger hun. Og ja, hun kan have ret i, at nogle udannede, måske endda dumme, mennesker, især på de sociale medier, bruger grimme ord, der afslører en dårlig holdning til fremmede. Så langt så godt. Dette kan man kun støtte hende i.

Men den dygtige fodboldspiller, der gør det så fremragende på landsholdet, begår et klart frispark, når hun så, lidt truende, siger, at hun på grund af indvandringsdebatten ikke ønsker at blive 100 procent dansk. Debatten afslører nemlig en danskhed, som hun ikke vil være en del af, siger hun. Hun glemmer vist, at der er udannede og dumme mennesker i alle lande. Og hvad har den slags at gøre med at være mere eller mindre dansk?

Det mener Nadim åbenbart, det har. Og som et modstykke hertil giver hun sin egen definition på danskhed. For hende er det ”medmenneskeligheden, solidariteten og tolerancen, der definerer danskhed”. Målt på den definition er Tyskland og Sverige meget bedre, mener hun. Hvis hendes definition skal tages for gode varer, må det betyde, at tyskerne og svenskerne er mere danske. Det er vist et klart selvmål. Yderlige siger Nadim, at hun derfor godt kan forstå, hvis nogle ender med at vælge Danmark fra. Jaså! Hertil må vi ganske enkelt svare: Pas på, at vi ikke tager dig på ordet og anbefaler dig at flytte! Pas på, at du ikke gør dig fortjent til det røde kort!

Slap nu af Nadia! Kan du ikke se, at indvandringsdebatten er en politisk nødvendighed? At nogle ikke er i stand til at formulere sig høfligt og korrekt er nok et vilkår i en tid, hvor de sociale medier fylder så meget. Desværre!

Med hensyn til Nadims definition af danskhed bliver jeg nødt til at sige, at den er meget overfladisk. Der er ganske vist ikke noget at sige til, at hun, ud fra de erfaringer, hun formentlig har haft indtil nu i sit unge liv, ikke tænker dybere. Måske har hun kun stiftet bekendtskab med de holdninger, der præger Enhedslisten og Det radikale Venstre og bliver søgt fremmet i de gængse medier, der netop ligger på denne linje.

I disse dominerende kredse definerer man danskhed ved nogle ”værdier”, ofte netop medmenneskeligheden, solidariteten og tolerancen, der opfattes som markører. Disse ”værdier” udmærker de gode mennesker i modsætning til de onde, der befinder sig på et lavere moralsk stade og derfor kun fortjener at være genstand for foragt og had. Slap dog af! Den tankegang er jo ødelæggende for fællesskabet. Man bliver ikke mere dansk af at moralisere over andre og betragte dem som laverestående væsener. Udannede og dumme mennesker findes i lige så høj grad blandt dem, der støtter Nadia Nadims synspunkter. Det kan man let konstatere ved at læse f.eks. Facebook.

Man må alvorligt opfordre Nadia Nadim og hendes meningsfæller på venstrefløjen, den liberalistiske og den socialistiske, til at overveje et dybere syn på danskhed – og på folkelighed i det hele taget. For folkelighed er ikke noget specielt dansk. Tænk alvorligt over, om danskhed kunne være dette: af hjertet at slutte sig til det danske folk med dets historie og sprog og dets kultur, så langt, som den enkelte nu kan være med. Danskhed er noget, der er fælles for alle, der vil være med. Og se, det er en ganske anden sag.

Derfor bør du, Nadia Nadim, spørge dig selv, om det er det, du vil. Ønsker du af hjertet at slutte dig til det danske folk med dets sprog og historie og dets nedarvede kultur, der i øvrigt stadig udvikles? Det er ikke gjort med, at du har et dansk pas. Og det er ikke gjort med moralske tirader, selv om de kan have en vis berettigelse. Ønsker du at slutte dig til det danske folk og være fuldtud loyal mod dets samfund og love? Vil du sætte alt ind for det danske folks fremtid? Det bør du, som alle vi andre, spørge dig selv om.

Et godt råd: Begynd at tænke lidt dybere over livet, dit eget og folkets liv! Det er langt mere frugtbart. Og især: Lev med i folkets liv! Det er afgørende vigtigt, hvis du ønsker, at Danmark skal bestå. Ønsker du det?

Og til sidst: Du besværer dig over, at nogle ikke betragter dig som 100 procent dansk, fordi du har afghanske rødder. Men det er ikke andet end, hvad du selv giver udtryk for, når du siger, at du er både dansk og afghansk. Du er dansk med afghanske rødder. Jamen, det er fint. Det er helt som det skal være. Man kan jo ikke skifte folkelighed, som man skifter skjorte. Så på det punkt kan der ikke være noget problem. Ingen skal komme og forlange af dig, at du skal blive 100 procent dansk, og du skal ikke kræve det af dig selv. Slap bare af og vær dig selv!

Og nu om lidt, i skrivende stund faktisk om en halv times tid, går det løs i finalekampen om EM-guldet. Her må du gerne gå til den. Ikke noget med at slappe af. Det ville også ligne dig dårligt. Vi ser gerne, at du scorer. Helst hattrick! Vi er faktisk allerede stolte af dig.

Villy Klit-Johansen, 6. august 2017

 

Den såkaldte blasfemiparagraf er kommet på dagsordenen igen. Anledningen er sagsanlægget mod en nordjyde, der lagde en video ud på nettet. Videoen viser manden brænde en koran af.

Enhedslisten har stillet et lovforslag om at afskaffe blasfemiparagraffen, som partierne skal tage stilling til i Folketinget den 25. april.

Regeringspartierne er indbyrdes uenige. De Konservative og Liberal Alliance ønsker den afskaffet, mens Venstre er imod forslaget. Socialdemokraterne har været på slingrekurs, men 3. juni 2015 udtalte partiet til Kristeligt Dagblad følgende: “Straffelovrådet har udtalt, at det som blasfemiparagraffen beskytter imod, er afbrænding af koraner og bibler. Vi har derfor svært ved at se, hvorfor vi skal afskaffe en paragraf, som straffelovrådet siger ikke begrænser ytringsfriheden.” Hvis det stadig er Socialdemokratiets holdning, betyder det, at såfremt regeringspartierne bliver enige om at stemme imod, falder forslaget.

Allerede sidst på året 2004 var der en del røre omkring blasfemiparagraffen. Tre partier bekendtgjorde, at de ville fremsætte forslag om paragraffens afskaffelse. Det var Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Enhedslisten sluttede sig vistnok til koret. Der var altså dengang tale om et flertal uden om den daværende regering. I parentes bemærket er det ikke sikkert, at alle de nævnte partier havde det samme motiv til at støtte initiativet. Det samme gælder i dag.

Men hvad er ”blasfemiparagraffen”? Det drejer sig om straffelovens § 140, der lyder som følger: ”Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Det bemærkes, at det ikke, som i den oprindelige blasfemilovgivning, er Gud, men religionssamfundenes troslærdomme og gudsdyrkelse, der er beskyttet af loven.

Naser Khader rammer altså lidt ved siden af, når han siger: ” Gud har ikke brug for en lov til at beskytte sig i 2017.” I øvrigt må man spørge, om Gud nogensinde har haft brug for lovbeskyttelse.

Debatten i december 2004 var efterdønninger af mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh. Han blev myrdet af muslimske fundamentalister på grund af sin film Submission. Man husker sikkert, at den handler om muslimsk kvindeundertrykkelse. Især vakte det forargelse blandt muslimer, at filmen viser en nøgen kvinde med vers fra Koranen skrevet på kroppen. Herhjemme anlagde advokat Laue Traberg Smidt sag mod DR for at vise klip fra filmen. Sagsanlægget skete angiveligt på vegne af 20 muslimer. Det viste sig dog at være et falsum, Traberg Smidt var i virkeligheden alene om det. Men der var rigtignok voldsomme muslimske reaktioner.

I april 2006 var flertallet uden om regeringen smuldret bort, idet socialdemokraterne nu var indbyrdes uenige. Omsvinget skyldtes den såkaldte muhammed-krise, som havde floreret i mellemtiden med kulmination i begyndelsen af året 2006. Verden havde fået at se, at muslimer finder det krænkende, at deres religion bliver kritiseret for at have et voldspotentiale indbygget i sit væsen. Muslimerne reagerede på denne kritik ved at udløse et voldsorgie!

Omsvinget i en del socialdemokraters holdning fra 2004 til 2006 kan næppe forklares med andet en frygt for muslimerne.

Det, der skal fremhæves her, er imidlertid, at der kan anføres særdeles gode (kristne) teologiske argumenter imod at straffe blasfemi. Ganske kort sagt, fordi Guds projekt kristeligt forstået netop var at aflægge al magt og åbenbare sig for mennesker som selvhengivende kærlighed. Jesus blev som bekendt hånet og spottet – og mere end det, og han fandt sig i det. Blasfemi i egentlig forstand, forhånelse af Gud, har Gud altså taget sig af på sin egen måde.

Der er grund til i den forbindelse at gøre opmærksom på, at Jesus blev udsat for forhånelse, forfølgelse og til sidst henrettelse på korset, netop fordi han kritiserede religionen. Rent faktisk blev han dømt til døden for gudsbespottelse! Hvordan skulle kristne så kunne gå ind for at straffe gudsbespottelse?

Det er også svært ud fra evangeliet at forsvare den moderne blasfemiparagraf, der forbyder forhånelse af Folkekirkens (og andre trossamfunds) troslærdomme eller gudsdyrkelse. Hvorfor? Den korte version af svaret er, at Jesus udtrykkeligt befalede sine disciple at elske deres fjender og gøre godt imod dem, der hader dem. (Luk. 6,27). Tilmed sagde han til dem: „En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre.” (Matt. 10,24-25)

Der er altså gode grunde til, at kristne ikke skal ønske sig en ”blasfemiparagraf” anvendt imod personer, der forhåner den kristne tro. Vor Herre er stærkere end alle spottere og voldsmænd. Vi har ikke noget at frygte, og vi har derfor ingen grund til at blive vrede eller krænkede.

Det taler for, at vi bør gå ind for blasfemiparagraffens afskaffelse. Nu påberåber muslimer sig ganske vist en særlig beskyttelse af deres religion, også ved benyttelse af denne paragraf i straffeloven, og det medfører en overvejelse af spørgsmålet om, hvordan vi kan imødekomme et ønske om beskyttelse mod forhånelse samtidig med, at vi bevarer retten til at udøve religionskritik. Frihed til religionskritik er nemlig en betingelse for, at der kan findes kristendom.

Jeg vil mene, at det er umuligt juridisk at trække en klar grænse mellem forhånelse og religionskritik. Det taler ubetinget for at afskaffe paragraffen. Det med, at man ikke bør spotte og håne religiøse lærdomme, er et spørgsmål om moral, ikke jura. Det handler simpelthen om at opføre sig ordentligt. Den, der ikke opfører sig ordentligt i den forstand, stempler sig selv og nedsætter sig selv i almindeligt omdømme. Han skal kort sagt modsiges, ikke trækkes for retten. Vi skal altså ikke imødekomme muslimernes ønske om særlig beskyttelse af deres religion.

Hvis det derimod ikke er religion, men personer eller grupper af personer, der trues eller forhånes pga. deres race, religion m.v. har vi jo ”racismeparagraffen”, paragraf 166b, som aftrykkes nedenfor.

Men forhånelse af religion er et moralsk spørgsmål. Hvis man lovgiver om moralske spørgsmål, kan det i yderste konsekvens ende i et moralsk eller et religiøst tyranni. Det er der uhyggeligt mange eksempler på. At lovgive om moralske spørgsmål er vejen ind i totalitarisme og tyranni.

Kernen i sådan noget er altid, at de, der er ”oplyste” og ”gode”, altså kender Guds vilje eller er overbevist om, at de ved, hvad der er godt for alle mennesker, føler sig berettigede til at regere over alle andre. Hvis de får magten, går det galt. Det kender vi i en humanistisk udgave fra sovjetkommunismen og mange andre lande, og i en religiøs udgave kender vi det i nutiden fra præstestyret i Iran. I lidt mindre grum udgave findes totalitarismen mange andre steder i verden.

Kristendommens indbyggede religionskritik er nødvendig, hvis vi skal undgå at ende i totalitarisme og tyranni. Kristendommen kender menneskets mørke sider. Fra evangeliet ved vi, at mennesker, der vil gøre sig bedre end andre, altid ender med at øve ondskab.

Jo, blasfemiparagraffen er overflødig eller endda skadelig. Jeg mener, at den kun kan fremme det religiøse hykleri. Og så kan den jo udnyttes af personer, der forsøger at skaffe sig magt i religionens navn. Den ønskes nemlig brugt af muslimer til at forbyde religionskritik.

Villy Klit-Johansen

 

Note:

Straffeloven har også den såkaldte ”racismeparagraf”:

Kapitel 27: Freds- og ærekrænkelser
§ 266b
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

 

Et par smagsprøve fra min bog “Menneske først… – Ateisme, religion og folkelighed i evangeliets lys”. De er fra kapitlet om “Islam og evangeliet”:

Teokrati kontra sekularisme

Et af de store problemer er, at islam efter sit væsen er en lovreligion og en ideologi, der vil bestemme, hvordan samfundet skal indrettes. Islams ideal er gudsstaten (den teokratiske stat), hvor alle styrets bestræbelser sigter imod at gennemføre, hvad man opfatter som Guds vilje i alle forhold i samfundet, også i den enkeltes personlige liv, vel at mærke ikke efter den enkeltes frie valg, men som tvang ovenfra, sådan som vi kender det fra præstestyret i Iran og Taleban-regimet i Afghanistan og flere andre steder i verden. Det er altså et totalitært syn, hvor de gode mennesker, der kender Guds lov, vil regere på Guds vegne. Og det er selvfølgelig kun godt for alle mennesker! Det er mildest talt en tankegang, der er anderledes end den, vi er vant til her til lands, hvor vi skelner mellem kirke og stat, hvad islam jo altså ikke gør.

Hvordan skal et islamisk samfund i Danmark kunne forenes med vores sekulære samfundsmodel? Et sekulært samfund betyder et verdsligt samfund, hvor lovgiverne ikke er underlagt forskrifter fra religiøse autoriteter, eller fra religiøse dogmer for den sags skyld.

——–

Lovreligion kontra evangeliets frihed

Men det nytter ikke at skjule, at der er noget stærkt problematisk i islam. Ufriheden, lovreligionen og den direkte kristusfornægtelse strider selvsagt imod evangeliet.

Og så er der problemet med islams manglende evne til at tåle kritik. Ved at forbyde kritik kaster muslimerne et odiøst skær over deres religion.

Vi er jo i den grad præget af kristendommen, der i sit udgangspunkt og efter hele sit væsen er religionskritisk. Den er blevet til som kritik af den gravalvorlige og selvglade lovreligion. Evangelierne viser, at Jesus brugte en meget stor del af sit liv på at gøre op med farisæerne og de skriftkloge, der, nøjagtig som muslimerne langt senere, mente, at deres overholdelse af lovens mange, mange regler var vejen til frelsen. Jesus fordømte ikke et eneste menneske, der ikke opfyldte loven. Han lærte mennesker, at Guds nåde gør os fri af den slags lovreligion, som farisæerne repræsenterede. Guds nåde gør livet nyt.

Og Paulus, apostlen, kæmpede for friheden mod de religiøse kredse, der ville tvinge de nye kristne ude i den store verden til at overholde Guds lov, inklusive omskærelse, forbud mod svinekød, overholdelse af sabbatshvilen osv. Man sagde til de unge kristne menigheder, at de var fortabte, hvis de ikke overholdt loven, så kunne de nok så meget tro på Guds nåde i Kristus, det hjalp dem ikke. Paulus var helt klar i mælet i den kamp, og hans indsats blev af verdenshistorisk betydning.

Det ville være urimeligt at påstå, at kristne altid har været gode til at holde friheden fast. Det er langtfra. Men så drejer kampen sig om at vende tilbage til evangeliets frihed. I evangeliet er der et mægtigt frihedspotentiale, som vi står os ved at finde frem, også overfor muslimernes lovslaveri og den dermed sammenhængende nedvurdering af alle andre.

Friheden, personligt og i samfundet, må vi ikke give køb på. Den skal vi kæmpe for.