Evangelium: Mattæus 11, 2-10
Evangeliet handler i dag om tvivlen. Men vi begynder et andet sted.
Det er store og dejlige ord, vi hører i kirken, både i bibelteksterne og i salmerne. Når vi taler salmer, mon så ikke noget af det dejligste er “Blomstre som en rosengård”? Det er vist en af de mest elskede salmer. Den rører ved nogle længsler og drømme, som lever i os. Den handler jo om, at al den elendighed, der findes på jorden, bliver overvundet: sygdom, afmagt og skyld. Og den tager mere med end elendigheden i menneskeverdenen. Også alt, hvad der er gået skævt i naturen skal rettes op. En dag skal hele naturen blive fuldstændig i orden. Den goldeste ørken skal blive som Karmel-bjergets skråninger og Saron-sletten. Når man i bus kører hen over Karmel og ned gennem Saron og ser det billedmateriale, som salmedigteren har anvendt, rulle forbi uden for vinduet, mens man synger salmen, kunne man godt ønske for Grundtvig, at han havde set det. Det havde han ikke, men han havde læst Esajas, hvad der også er vigtigere.
Det er Esajas´ profeti, han har sat på vers.
Og i det femte vers synger vi så om, at det, som Esajas profeterede, gik i opfyldelse
“med den Guds og Davids søn,
som gør end, i lys og løn,
Paradis af ørke.” (78,5)
Med ham gik det i opfyldelse.
Jesus er den, som alle profetierne sigtede frem imod. Profeternes vision, hvis man kan sige det sådan, er messiastidens herlighed, og hvad bringer messiastidens herlighed andet end Messias? Og Messias det var ham. Det var Jesus, tømrersvenden fra Nazaret. Han var Messias. Han var den, der skulle komme. Guds og Davids søn. Gud og menneske forenet i ham.
Den sidste af profeterne var Johannes Døber. Den sidste – og den største. Ingen af de gamle profeter var i den situation, at de kunne pege på én bestemt og sige: “ham er det!”. “Nu er han her.” Det gjorde Johannes. Den store opgave havde han fået. Jesus giver Johannes det vidnesbyrd, at der ikke har været noget større menneske end ham. Det står i verset lige efter det stykke, vi har læst: “Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber”. Sådan sagde Jesus om ham. Og det er da ikke så lidt. Johannes var en åndelig kæmpe. Han var sendt med et budskab, og det førte han frem uden slinger i valsen.
Han kaldte ham også en engel:
“Det er om ham, der står skrevet:
Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej for dig.”
Mon en engel kan komme i tvivl? En engel betyder et Guds sendebud. Mon en Guds engel kan tvivle?
Johannes gjorde det. Nu var han havnet i Herodes´ fængsel i borgen Makærus nede ved det Døde Hav. Grunden kender vi. Han havde offentligt bebrejdet kongen, at han levede sammen med sin broders kone. Det var imod Guds bud, uanset Herodes´ høje stilling. Sit væsen tro var Johannes rank og modig til det sidste. Det blev netop det sidste. For af den årsag blev munden lukket på ham. Ved en fest på slottet fik Herodias hans hoved bragt ind på et fad.
Men mens han sad i fængslet faldt tvivlen over denne stovte forkynder af sandheden. Og det var ikke et eller andet underordnet punkt i troen, han kom i tvivl om, nej han var grebet af en tvivl, der rystede ham i hans grundvold, for han tvivlede på selve det, han havde forkyndt. Det, han havde sat sit liv ind for.
Tvivlen gjaldt selve det, vi må kalde det grundlæggende i vor kristne tro, nemlig det, om Jesus virkelig er kommet fra Gud. Fra fængslet sendte han med sine disciple bud til Jesus og spurgte ham: “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”
Der er selvfølgelig ikke i sig selv noget godt budskab i, at en af de store personligheder i troens verden kunne tvivle. Men det minder os da i det mindste om, at det måske ikke er et rigtigt billede, vi som regel har af de store kristne personligheder. Vi forestiller os, at de – for at bruge et udtryk fra Karsten Isachsen – er “stive af tro”.
Men der er ingen, der er uden for risiko-zonen. I virkeligheden hører det med til Johannes Døberens storhed, at han ikke skjulte sin tvivl og anfægtelse for sine omgivelser og heller ikke for sine hengivne disciple. Han var hudløst ærlig også i det stykke. Det var ikke hans anseelse som religiøs lærer og åndelig vejleder, det drejede sig om.
Derved har han gjort alle os små i troens verden den tjeneste – ikke afdramatisere tvivlen, for den er rigtignok dramatisk, den sender os ud, hvor vi åndeligt svæver mellem liv og død – men den tjeneste, Johannes gør os, er den at lære os ikke at fordømme den, der tvivler. Heller ikke, hvis det er os selv.
I Judas´ Brev står den gode sætning: “Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler.” (Judas´ Brev 1,22). Og det gælder altså også, hvis det er os selv. Jesus sætter ikke den tvivlende på porten. Men han er lægen, der har en medicin at ordinere mod tvivlesygen.
Det er ikke svært at føre Johannes-tvivlen videre over til vores tid. Eller rettere sagt: Det er ikke svært at se, at den også er aktuel i vores tid. Er det sandt, det, vi hører i prædikenen? Er det sandt, at Jesus lever, og gudstjenesten er et møde med ham? Ved døbefonten er det ham, der tager imod et menneske og med Troens Ord: forsager du …, tror du …, slutter sin nådepagt om Guds Rige med det. Det ja, der lyder, er troen på Ham, der frelser fra alt ondt. Kristi ord er jo lige til at svare ja tak til. Og ved nadverbordet er han selv værten, der giver os ikke bare et lille stykke brød og nogle få dråber vin, men sig selv som næring til evigt liv. Er det virkelig sandt, eller er det bare from indbildning? Og altså helt grundlæggende: Går det virkelig an at lade Kristus være mit liv og mit håb? “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”
Hvilken medicin ordinerer den store læge da? Han ordinerer personligt medicinen til den, der søger hans konsultation: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.”
Han svarer altså ikke bare “ja, jeg er”. Men svaret er personligt også på den måde, at det kalder os til afgørelse. Det kalder os til at tro ham.
De undergerninger, Jesus gjorde, var ikke beviser, der gjorde det overflødigt at tro ham. Folk forlangte af og til beviser af ham: Gør et mirakel, så vil vi tro dig! Når Jesus gjorde undere, var det for at hjælpe mennesker i nød. Det var barmhjertighedsgerninger. Og så var det tegn på, at Guds rige var kommet nær. Det var ikke beviser, men tegn. Og så “drejer det sig om”, som Selma Lagerlöf siger i en jule-legende, “at man har øjne, der kan se Guds herlighed.”
Men det var kun den ene del af hans svar. Den anden del er, at evangeliet forkyndes for fattige.
Med fattige mener han ikke folk, der er fattige på jordisk gods. Men han mener mennesker, der er deres egen utilstrækkelighed pinligt bevidste. Det er dem, der oplever nederlag og svigten, som de ikke kan rette op selv. Eller lad os nu bare bruge de ord, som er Bibelens: det er ordene synd og skyld. Evangeliet forkyndes for fattige. Det er det gode budskab om syndernes forladelse.
Vi, der ikke har en chance for at bestå for Gud, når han holder dom, får en ny chance: den nemlig, at han viser barmhjertighed. Og så har vi et fast holdepunkt: Evangeliet, det ord, som Kristus sender os. Det er troens holdepunkt. Der begynder livet i den nye verden, hvor til sidst “blinde ser, døve hører og døde står op.”
Det er ikke indlysende for enhver, der har øjne at se med, at Guds rige er begyndt hos os i Kristus, men det er indlysende for dem, der har “øjne, der kan se Guds herlighed.” De er de fattige, der lader Jesus være deres liv og håb.
“Salig er den, der ikke forarges på mig”, siger han. Salig er – ikke den, der aldrig kendte til at tvivle og blive anfægtet, men den, der ikke vendte sig bort fra Jesus, fordi han blev født i en stald og døde på et kors og lader Guds rige begynde hos os i det ofte ringeagtede ord om syndernes forladelse. Og så må vi vente på den store dag, da tvivlen er blevet en umulighed, fordi Guds rige er kommet i synlig herlighed.
Vore vilkår nu er, at Guds rige begynder i troen på Kristus, og det fuldkomne rige må vi vente på. Derfor har vi ikke andet at gøre end at hage os fast i Jesu ord og så vandre fremad mod Guds rige i håb, idet vi lader ham vise os så meget af sin herlighed, som han vil undervejs. “Salig er den, der ikke forarges på mig.”
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
—
Salmer: 78 – 74 – 80 — 633 – 353
Villy Klit-Johansen 13. december 2020