Jesus fortæller i dag om Guds vej til menneskene.
Mennesker kan aldrig nå til Gud. Men kan Gud nå menneskene?
Det er det hele bibelhistorien handler om. Jesus repeterer lige bibelhistoriens centrale indhold for os.
I lignelsen om de utro vingårdsmænd taler han om sit folks historie. Israels historie er en gådefuld historie. Gådefuld først og fremmest fordi den handler om, at Gud på sin vej til menneskene har udvalgte dette folk. Jesus skildrer Israels historie. Det er historien om, at folket igen og igen falder fra Gud og er ulydigt mod Guds bud, og på den anden side er det historien om, at Gud i sin kærlighed utrætteligt forsøger at kalde sit udvalgte folk tilbage til sig.
Meningen var jo, at de skulle leve med Gud, modtage liv og lykke og alting af hans hånd, lyde ham og give ham æren. Men det blev så tit en sørgelig historie, fordi de vendte Gud ryggen, ville selv, kunne selv. Hans sendebud, profeterne, overhørte de, hvis de ikke ligefrem forfulgte dem og slog dem ihjel.
Fra Guds side ser den lange historie sådan ud – sagt med ord af profeten Esajas:
“Dagen lang rakte jeg hænderne ud
imod et genstridigt folk,
som følger en vej, der ikke er god,
efter deres egne planer (Es 65,2)
Sådan har Gud tålmodigt holdt ud med dem. Men de – de har gjort sig mere og mere døve overfor ham, og de har gjort hjerter og sind mere og mere hårde overfor ham.
Og nu er det afgørende øjeblik kommet – fortæller Jesus dem – nu er det afgørende øjeblik kommet, da Gud har sendt sin Søn til dem i et sidste forsøg på at kalde dem tilbage på Guds vej, hvor der alene er liv og lykke. Men “de greb ham” siger Jesus – og hvor er det underligt, at han siger det nogle dage før det faktisk skete – “de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel.”
Sønnen kom til vinbønderne for at få, hvad der tilkom vingårdsejeren. Ja, de havde jo ikke noget at betale med. Men havde de taget imod ham og bedt ham om hjælp, så var de blevet reddet igennem, for Sønnen kom jo med tilgivelse til alle, der havde været utro i deres tjeneste med det, Gud havde betroet dem. Det eneste, Gud forlanger, når det kommer dertil – den frugt, han først og fremmest forventer, er, at vi fortryder og indrømmer vores ulydighed og trods og så tager imod den helt nye begyndelse, han giver os i sin Søn.
Men det ville de ikke. Få dage efter lyder de dumpe hammerslag ude på Golgata-højen. Guds ejendomsfolks trods og ulydighed kulminerer i et uhyre højdepunkt af forhærdelse. De havde gennem lange tider ikke villet høre, og til sidst kunne de vel ikke høre.
Så hører det med til historien, at de igennem deres forfærdelige ugerning – uden at vide det og uden at ville det – blev redskaber til fuldbyrdelse af Guds plan. Nu blev der grundlag for, at alle folkeslag i verden kunne få del i frelsen. Nu baner Gud sig vej ud til alle folkene. Sådan er Guds kærligheds veje ufattelige for os.
De bærende kræfter i Israel kunne ikke kende Gud, da han kom til dem. De havde deres rige og smukke gudstjenesteliv, og de havde deres korrekte lovoverholdelse og deres autoriserede fortolkning af skriften. De havde religionen i orden, men de kunne ikke kende Gud, da han kom til dem. De ville under ingen omstændigheder finde sig i, at Jesus sagde, at nu afhang deres salighed af, at de tog imod ham. Nu nyttede alt deres eget ingenting, for nu havde Gud forbarmet sig og besluttet at gå til dem, der har religionen og moralen og det hele i uorden. Nu blev Guds riges port lukket op for syndere, for Guds ulydige og trodsige børn, når de blot gik i sig selv og greb den hånd, Gud rakte ud til dem. Og de, der skulle gå forrest ind i Guds rige, var landsforrædere, økonomisk kriminelle og ludere.
Hvad sagde pæne mennesker til det? Det ville de under ingen omstændigheder finde sig i. Hvad var det for noget, at toldere og syndere skulle gå ind foran dem. Guds kærlighed forstod de ikke, og deres sind og hjerter blev mere og mere hårde, til de til sidst var hårde som sten.
Sådan ridser Jesus bibelhistorien op, og han går selv ind og bliver centrum i historien. Foreløbig ender historien med, at “Guds rige blev taget fra jer og givet til et folk, som bærer dets frugter.”, siger han til dem.
Hvem er det, Guds rige bliver givet til? Det er det Guds folk, som Jesus samler på jorden. Det består af alle dem fra alle folkeslag på kloden, der tager imod Jesus som verdens frelser. Og dermed handler det hele pludselig om os selv. Evangeliet er jo også nået helt herop til det høje nord allerede for langt over 1000 år siden. Det handler om, hvordan Gud har banet sig vej til os. Som følge af det udvalgte folks ulydighed har vi fået Guds rige. Og hvad så? Er vi så færdige med denne nok så strenge tekst.
Nej, vi har ikke lov til at høre den bare historisk. Det er jo nemlig sådan, at historien har det med at gentage sig. Også Guds folks trods og ulydighed har det med at gentage sig.
Nu vil jeg indskyde, at mht. jødefolket så er det en lang og sørgelig historie om, at Jerusalem og endda selve templet blev totalt ødelagt og folket spredt for alle vinde, indtil det først i den nyeste tid er begyndt at samles igen. Forfølgelser og lidelser handler det om. Og så det i virkeligheden underfulde, at folket har bestået gennem århundrederne uden et land at bo i og uden fælles sprog og uden en fælles kultur. De har manglet alt det, der ellers netop skal til for at holde et folk sammen.
Det er en gåde. For ikke at sige, at det er et under. Den eneste forklaring på det er, at Gud ikke er færdig med det folk. “For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke”, som Paulus siger i sit brev til Romerne (Rom. 11,29). Han ser historien i Guds lange perspektiv, og når han ser så langt frem, ser han, at til sidst skal også hele Israel frelses.
Men indtil nu er Guds rige taget fra det jødiske folk og givet til et folk, der bærer dets frugter. Det er der, vi står i historien. Et folk, der bærer Guds riges frugter. Er det os? Jamen, det er vi da nødt til at spørge os selv om. Er vi bedre end Guds gamle ejendomsfolk, det, som han udvalgte for at vise sin kærlighed?
Jeg mener: Vi skulle nødig begå den samme fejl som Israels folk, for så risikerer vi den samme dom, som ramte dem: At Guds rige bliver taget fra os fra os og bliver givet til andre.
Hvad er det, vi skal være opmærksomme på? Hvor ligger faren? Hvad er det, der kan få Gud til at forkaste os? Er det det, at vi er svage og tit fejler? Er det det, at vi gør så små fremskridt, når det gælder at elske Gud og at elske vor næste? Nej, alt det kan være galt nok, men det er for småting at regne i sammenligning med det, der førte til, at Guds rige blev taget fra det gamle Guds folk, og det var det, at de forkastede Guds Søn til fordel for troen på deres egen tro og gudsdyrkelse.
Det er derfor, vi må stilles overfor det spørgsmål: Er vi sikre og uanfægtede, når det gælder forholdet til Gud? Er vi sikre på vort eget. Eller kender vi til en hellig frygt og bæven ved tanken på det store spørgsmål om frelse eller fortabelse?
Gud har været god imod os, ufatteligt god. Han har været tålmodig og har holdt ud med os. Evangeliet om syndernes forladelse er han blevet ved med at sende til os. En grænseløs, evig tilgivelse tilbyder han os. Han har givet os adgang til hele den ubegribeligt store rigdom, der rummes i ordet Guds rige: Retfærdighed og fred og glæde.
Se, spørgsmålet er ikke, om der er en stolthed og trods i os, der vil hindre os i at tage imod al den herlighed. Det er ikke et spørgsmål, men en kendsgerning, at der er sådan en stolthed og trods i os. Nej, spørgsmålet er – og jeg siger det som en, der trænger i den grad til syndernes forladelse – spørgsmålet er, om vi fortryder og indrømmer vores trods og ulydighed og tager imod den nye begyndelse, vi får tilbudt fra vor Herre Jesus – eller om vi i virkeligheden forkaster ham i vores selvtilfredshed.
Hvem af os tør påstå, at vi er helhjertede i vores ja til Gud?
Nuvel, vi er samlet i dag for at lytte til evangeliet om en frelser, der åbner Guds rige for enhver, der fortryder og kommer til ham for at få hjælp. Guds rige er dog ikke taget fra os endnu. Vi ved ikke, hvor længe Gud vil have tålmodighed med os i den gamle kristenhed, hvor frafaldet er så stort og frugterne så små. Og det er ikke til at holde ud at tænke på, hvordan her ville være, hvis Guds rige blev taget fra os.
Men endnu kommer Guds Søn til os med sit kald. Hvad svarer vi? Det er ikke nok med at følge religionens og moralens traditioner. Hvad svarer vi med hjertet og med vores liv? Griber vi med glæde og taknemmelighed den hånd, Gud rækker os?
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen
Salmer: 332 – 11, v. 3 – 298 —– 679 – (473) – 525
Villy Klit-Johansen, 25. november 2020