Denne artikel er skrevet i anledning lektor, dr. teol. Nils Arne Pedersens artikel Guds børn og Fadervor (I), Dansk Teologisk Tidsskrift 2019 nr. 3-4. Flytningen af Fadervor i dåbsritualet af 1912 er et emne, der stadig kalder på debat. Nils Arne Pedersens (herefter NAP) artikel er nærmest nødvendig at beskæftige sig med i den forbindelse. Det er et meget grundigt arbejde. NAP afslutter denne første del af sin artikel med at konkludere, at Grundtvig “stod fast på, at selve frelsesmidlet var vandoverøsningen med døbeordene.” Denne konklusion giver det god mening at diskutere uden at inddrage anden del af artiklen. Selv om NAP underkaster Fadervors betydning og placering i dåben en selvstændig behandling i anden halvdel af sin artikel, tillader jeg mig tillige at inddrage dette spørgsmål. Det er nemlig umuligt at undgå det, når man skal skrive om Grundtvigs dåbssyn.
I afslutningen uddyber jeg min tolkning af Grundtvigs dåbssyn, idet jeg tilføjer flere eksempler fra Grundtvigs poetiske skrifter, ligesom jeg runder af med nogle få ord om hele denne problematiks betydning for kirkens dåbsritual.
NAP’s diskussion af Fadervor i dåbsritualets rækkefølge ifølge Christian Thodbergs Grundtvig-fortolkning
Vi er på s. 101-108 i NAP’s artikel. Jeg vil ikke gøre så meget ud af NAP’s kritik af Christian Thodbergs Grundtvig-tolkning. Det er en skam, at Thodberg ikke er blandt os mere, så han selv kunne svare.
Blot nogle få ting. NAP citerer i fodnote 10, s. 103 Thodberg for, at Grundtvigs poesi er vigtigere end hans prosa til forståelse af Grundtvigs syn på dåben: “Hans personlige opfattelse fjern fra al polemik møder vi i salmerne”. Det er ikke nødvendigt her at tage stilling til dette Thodbergs synspunkt. I det følgende inddrager vi både Grundtvigs prosaskrifter og hans poetiske skrifter.
NAP gør opmærksom på, at en del af Thodbergs teologiske forudsætning for beskæftigelsen med Grundtvig er en spiritualiserende sakrament-teologi. Det er indlysende, at en teolog, der beskæftiger sig med et emne, har sine forudsætninger. Også jeg har mine forudsætninger. Det er blandt andet opfattelsen af dåben som en sakramental (engangs)handling, hvilket indebærer et positivt syn på Luthers og Grundtvigs udsagn om, at vi i dåben bliver Guds børn. Ret forstået er det et gangbart udsagn.
NAP’s forudsætninger skinner igennem på s. 105-106, hvor han drøfter Thodbergs “problem” med leddenes rækkefølge i salmen “Op til Guds hus vi gå”, (GSV V. No 108), der læner sig tæt op ad dåbsritualet. For at gøre en lang historie kort har Thodberg her et problem, mener NAP. Thodberg vikler sig ind i noget, der ligner en inkonsekvens, påstår han. “Problemet” er, at Fadervor i salmen kommer efter dåbspagtens spørgsmål og svar. Til trods for, at Thodberg påpeger mønstre i Grundtvigs tekster, der netop peger i retning af, at denne rækkefølge for Grundtvig er den rette, afviser Thodberg at tage konsekvensen. Hvis han havde taget konsekvensen, ville det understøtte NAP’s hypotese om, at Grundtvig betragtede vandoverøsningen sammen med “døbeordene” som selve den frelsende handling. Uden at gå ind Thodbergs tolkning og NAP’s kritik af denne, vil jeg præsentere min egen tolkning. Den har for mig at se den fordel, at den er enkel og ligetil.
For at gøre det klart, hvad vi taler om, citerer jeg strofen om Fadervor (6. strofe):
“Så lærer os Guds Søn
sin egen barnebøn,
indånder i vort bryst
sin egen barnerøst”
For det første angiver ordet “så” ikke en rækkefølge. Det betyder ikke “derefter”, men “således”, altså på samme måde, nemlig på samme måde som Guds Søn ved at tale troens ord til den, der døbes, skaber troens bekendelse på den døbtes tunge (3.-5. strofe). Altså: Guds Søn taler i dåben personligt Fadervor til den, der døbes, og lærer os derved at bede bønnen af hjertet. Hans egen barnerøst indånder han i vort bryst. Det stemmer utrolig godt med Grundtvigs “mageløse opdagelse”, der er grundlæggende for al hans teologi efter 1825. Fadervor forstår Grundtvig som hørende med til dåben.
Med udtrykket “den mageløse opdagelse” sigtes der til Grundtvigs store gennembrud i 1825. Det nye syn blev udviklet gennem de følgende år. Pointen i Grundtvigs “mageløse opdagelse” er, at evangeliets forplantning gennem slægterne ikke er sket eller sker ved skriftens døde bogstaver, tolket af de skriftkloge, men i menighedens forsamling, nemlig ved Herrens levende ord i dåben og nadveren. Den opstandne Herre er selv til stede ved døbefonten, hvor han taler sit levende og nyskabende ord til den, der døbes, og ved nadverbordet, hvor han til menigheden, som han i nadverens brød og vin deler sit legeme og blod med, taler sit livgivende og styrkende ord.
I betragtning af den alt bestemmende betydning, “den mageløse opdagelse” fik for Grundtvigs teologiske tænkning, er den den uomgængelige tolkningsnøgle til forståelse af Grundtvigs syn på Fadervors placering og funktion i dåbsritualet. Derfor er det et falsk alternativ, NAP på s. 108 opstiller i diskussionen af Thodbergs tolkning: ENTEN Fadervor placeret i “bønnens forgård” som en forbøn for den, der skal døbes eller, som Thodberg også siger det: som udtryk for menneskelig nød, fortvivlelse og gudsforladthed ELLER som et udtryk for den døbtes nye status som Guds barn, der nu efter dåben har ret til at bede Fadervor. (Jf. biskoppernes bemærkning i fortalen til Forslag til Ritualer …, 1910: “Endelig er Fadervor flyttet hen efter Daaben; derved udtrykkes det, at den døbte nu er optaget blandt dem, der har Ret til at bede Guds Børns Bøn …”) Ingen af delene er for mig at se tilfældet i Grundtvigs dåbsteologi, og det er den, vi her drøfter. I Grundtvigs forståelse er Fadervor som et ord talt af Herren en integreret del af dåben. Ved at tale Fadervor til den, der døbes, skænker Herren vedkommende barnekår hos Gud. Det er Grundtvigs forståelse, som i øvrigt er en rimelig tolkning af Luthers ritual af 1526. (Se længere nede!).
Desuden er det mere sandsynligt, at rækkefølgen i salmen ikke er udtryk for et ønske om en ændret rækkefølge i ritualet, men er tilfældig, for Grundtvig nævner ofte disse led i tilfældig rækkefølge. Eller lige så sandsynligt: rækkefølgen angiver en slags rangordning, idet troens ord altid er det vigtigste dåbsord (“det lille ord af Vor Herres egen mund”). Læser man hvad Grundtvig har skrevet om dåben, er der ingen tvivl om, at det vigtigste af dåbens ord (flertal) er Troens Ord, eller Dåbspagten, som forsagelsen og trosbekendelsen ved dåben tit kaldes.
NAP’s forudsætninger bliver tydelige, når han mener, at Thodbergs “problem” med denne rækkefølge kunne skyldes, at Thodberg ved at indse “problemet” og indrømme, at han tager fejl i sin tolkning af Grundtvig, kunne blive nødt til at erkende, “at flytningen af Fadervor ville pege på selve overøsningen med vand sammen med døbeordene som ritualets centrum.” Hvad man skal lægge mærke til, er, at NAP her præsenterer den helt centrale hypotese i sin artikel. Hypotesen, som han vil bevise, er, at selve overøsningen med vand sammen med døbeordene er ritualets centrum. Det er denne hypoteses holdbarhed, jeg vil undersøge i denne artikel.
I det følgende vil jeg vise, at hypotesen peger bort fra Grundtvigs dåbssyn. I stedet er den tæt forbundet med den lutherske ortodoksi og pietismen og peger i virkeligheden tilbage til højmiddelalderens skolastiske teologi, der stærkt nærmede sig et magisk syn på dåben. NAP’s formål med at påstå, at overøsningen med vand sammen med døbeordene, altså “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, er ritualets centrum, er, at det så bliver muligt at flytte rundt på de øvrige ord-elementer, aktuelt Fadervor. Det ved vi fra en kronik, som NAP fik trykt i Kristeligt Dagblad, og hvori han hævdede, at flytningen af Fadervor i dåbsritualet af 1912 skyldes indflydelsen fra Grundtvig.
Men altså: NAP mener, at for Grundtvig er “selve dåben” ensbetydende med overøsningen sammen med ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Jeg vil mene, at det virkelig interessante ved disse ord i dåbsbefalingen Matt. 28 ikke er, at de på et tidspunkt har fundet vej ind i dåbsritualet i form af “døbeordene”, men at de er et vidnesbyrd om, at der meget tidligt er blevet døbt med en treleddet trosbekendelse. Det er da også den, Grundtvig lægger så stor vægt på.
Grundtvigs syn på dåbsritualets led
Nu til afsnit III i NAP’s artikel, Grundtvigs syn på dåbsritualets led.
Her begynder det for alvor at blive interessant. Det er som sagt vigtigt for NAP at vise, at Grundtvig anså vandøsningen ledsaget af døbeordene som centrum i dåbsritualet. I stedet for at holde sig til Grundtvigs poetiske skrifter, og de klare steder i prosaskrifterne, hvori man næppe finder den lære, at selve frelsesmidlet er vandoverøsningen med døbeordene, bevæger NAP sig nu i stedet ind i et antal citater fra prosaskrifterne, som vi må se på. I de poetiske skrifter er det klart, at dåbens ord er: dåbspagten med spørgsmål og svar, fredlysningen og Fadervor, ikke “døbeordene”. Spørgsmålet er, om læsningen af prosaskrifterne kan rokke ved dette billede.
Thodberg – nu dukker han op igen, og med rette, for han har unægtelig fyldt meget i forskningen omkring Grundtvig og dåbens ritual – Thodberg har ret i, at salmerne viser Grundtvigs bundethed til ritualet, men spørgsmålet er, hvilket ritual han var bundet til og på hvilken måde. Det virker næsten, som om NAP med henblik på Thodbergs påvisning af Grundtvigs bundethed til ritualet har tænkt: Jeg skal give dig ritual, skal jeg! Og så giver han den hele armen i en gennemgang af dåbsritualet af 1783. NAP har ret i, at dette ritual “pegede på døbeordene med vandoverøsningen som selve den sakramentale handling.” (s. 109). Det er tydeligt nok, når man bemærker forløbet fra lovprisningen efter den indledende bøn. Lovprisningen er fra 1. Peters Brev 1,3. Her har biskop Balle foretaget en ændring fra “som haver igienfødt” til “som vil igienføde”, for barnet var jo ikke døbt endnu! NAP fortsætter: “Rettetheden mod centrum var endvidere tydelig, når der efter forsagelsen og trosbekendelsen blev spurgt: “Vil du på denne Troe være døbt?” At selve døbeformlen “Jeg døber dig” var i nutid samtidig med, at der østes vand, angav centrum, at nu fandt dåben sted, og den efterfølgende brug af førnutid (“som nu haver igienfødt … og haver forladt dig alle synder”) angav, at nu havde dåben fundet sted.”
NAPs analyse af Balles døbeformular er altså ganske vist rigtig nok, men sådan tænkte Grundtvig ikke, for han kendte Luthers dåbsritual af 1526. Balles ritual er netop betydeligt ændret i forhold til udgangspunktet, som er Luthers ritual.
- Lovprisningen fra 1. Peters brev er ny, den er Balles opfindelse.
- “Vil du på denne Troe være døbt?” har en udvidelse, der tydeligt stammer fra den lutherske ortodoksi; hos Luther hed det: “Vil du døbes?” I ortodoksien lagde man vægt på antagelse af den rette lære, ofte forstået som et dogmatisk system, bygget på “skriftsteder”, der blev doceret af teologerne. Men Grundtvig var ikke luthersk ortodoks. Betydningen af spørgsmålet: Vil du døbes? er oprindelig ikke at angive, at nu kommer dåbens centrum, men at sikre, at dåben sker frivilligt.
- I bønnen/bekræftelsen efter vandoverøsningen er der også en udvidelse i forhold til Luthers ritual: “som dig nu haver igienfødt”. “Nu” er også en tilføjelse, der stammer fra den lutherske ortodoksi. Denne tilføjelse understreger ganske rigtigt den lutherske ortodoksis opfattelse af vandoverøsningen ledsaget af “døbeordene” som selve den sakramentale handling. Men denne opfattelse betød, at den døbtes person og tro blev koblet af. Dåben blev da også i ortodoksien forstået som en nøje parallel til den jødiske omskærelse. Dåben var noget, man gjorde ved et barn. Det kan ikke forenes med Grundtvigs syn på mennesket (også barnet) som skabt i Guds billede. Dåben var i øvrigt ikke frivillig. Forældrene blev idømt en mulkt, hvis de ikke lod barnet døbe! Dåbstvangen bestod endnu på Grundtvigs tid, indtil 1849.
- Yderligere føjede Balle en sætning til korstegnelsen: “Annam det hellige korses Betegnelse … til et vidnesbyrd om, at du skal tro paa den korsfæstede Herre Jesum Kristum.” Balle tænkte pietistisk, og han ville med disse ord give til kende, at barnet engang i fremtiden skulle komme til tro.
Man kan umuligt forestille sig, at Grundtvig har tænkt sådan. 1. Pointen i den mageløse opdagelse, som Grundtvig med tiden udviklede den, var, at Herren ved at tale dåbspagtens ord skænker troen til den, der bliver døbt. 2. Grundtvig havde en drøm om en fornyelse af den danske kirke. Den naturlige modstander var rationalismen, som han mente havde ødelagt det kristelige liv. Men dette fik ikke Grundtvig til at søge tilbage til ortodoksien eller pietismen. Disse strømninger, som der stadig var mange spor af, tiltalte ham bestemt ikke, heller ikke i hans mest bibelfundamentalistiske tid i årene efter 1810. Specielt udtaler han sig altid meget kritisk om pietismen. Nej drømmen om fornyelse fik ham til at søge tilbage til Luther og til den ældste kirke og apostlene.
NAP urgerer den tanke, at Grundtvig så Troens Ord ikke som en del af dåben, men som dens vilkår. NAP anfører i denne forbindelse et citat fra “Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes? (VU III, s. 273), NAP’s artikel fodnote 20. s. 109: “Hvem der vil skille Troes-Bekiendelsen fra Daaben som dens Vilkaar, vil aabenbart skille de Døbte fra det vor Herres Jesu Kristi Kirke-Samfund”. Det er langt fra det eneste sted, Grundtvig kalder Trosordet for dåbens vilkår.
NAP har sikkert ret i sin tolkning, at “døbeordene” for Grundtvig ikke var tilstrækkelige, “fordi de ikke kontekstualiserede, hvem der mentes med de tre navne, og også derfor var Trosbekendelsen nødvendig for at præcisere, at det er det kristelige trossamfund, som man optages i.” Ja, det kan være rigtigt nok, men det er kun den ene side af Trosordets betydning i dåben, og det berettiger ikke isoleringen af Troens Ord som vilkår, idet der ses bort fra, at Grundtvig med flid kalder det for dåbsordet i den mageløse opdagelses forstand, som f.eks. i salmen, der står i GSV I, der udkom i 1836-37, No. 75,:
“Vor Herres røst
Er skjult i Troens Ord,
men bryder frem i Daaben til vor trøst.”.
Herrens røst bryder i Troens Ord frem i dåben og bliver til dåbsord. Troens Ord er en del af selve dåben. Jeg kender ikke affattelsesåret for salmen, men den kan højst være få år yngre end “Skal den lutherske reformation virkelig fortsættes? I salmen har vi den Grundtvig, der tager konsekvensen af den mageløse opdagelse og forstår Trosbekendelsen som Vor Herres røst i dåben.
Se også f.eks. GSV I, No. 76, 6. strofe: Her hedder det, at Herren
“Skiænker troen i sin Daab
Herlighedens store Haab.”
Det var aldrig Grundtvigs anliggende at gøre vandoverøsningen sammen med “døbeordene” til dåbens centrum. Derfor kan Grundtvig med de ord, som NAP citerer, “Hvem der vil skille Troes-Bekiendelsen fra Daaben som dens Vilkaar, vil aabenbart skille de Døbte fra det vor Herres Jesu Kristi Kirke-Samfund”, i stedet meget vel have ment, at dåben uden Trosbekendelsen slet ikke er den kristne dåb.
Grundtvig omtalte hellere “Daabs-Ordet” end døbeordene eller indstiftelsesordene, som han enkelte gange skriver. Meget sigende i den forbindelse er det, at Grundtvig i Kirke-Spejl erindrer, hvordan den mageløse opdagelse kom til ham. Det er ganske vist skrevet så sent som 1871, men ordene må vel stå til troende. Grundtvig skriver:
“da slog det mig i et velsignet Øjeblik: at det mageløse Vidnesbyrd, jeg saa møjsommelig ledte om i hele Aandens Verden, det gjennemlød som en Himmel-Røst hele Tiden og Kristenheden i den apostoliske Tros-Bekendelse ved Daaben.
Hermed var for mig Lyset tændt og Lodden kastet; thi at “Vand-Badet i Ordet”, altsaa Daabs-Ordet, er den kristelige Livs-Kilde, det havde Luther jo strax lært mig; og at han, som selv havde indstiftet Daaben til et Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Helligaand, også selv havde bestemt, paa hvilken Tro der maatte døbes, naar man ved “Tro og Daab” vilde være sin Salighed Vis, det saa jeg strax, er saa åbenbar unægtelig, at hvem der ikke vil lade Tros-Ordet ved Daaben gjælde som et Ord til os af Herrens egen Mund, maa enten fornægte Herren som Daabens Indstifter, eller fornægte Daaben som Livs-Kilden, og derved stille sig udenfor den kristne Menighed.” (Fremhævelserne er mine).
Når Grundtvig efter den mageløse opdagelse taler om dåbsordet, mener han altså ikke “døbeordene”, men Troens Ord, “som vi må lade gjælde som et Ord til os af Herrens egen Mund”. “Til os” betyder sagt personligt i dåben til den, der bliver døbt. I parentes bemærket: Jeg tilslutter mig selvfølgelig ikke Grundtvigs teori om, at Jesus selv i de 40 dage efter opstandelsen dikterede apostlene den apostolske trosbekendelse. Den teoris umulighed har Henning Høirup gjort klar i det skrift af Høirup, som NAP henviser til i sin artikel.
Derimod er jeg aldrig i de poetiske skrifter stødt på tekster, hvor Grundtvig klart udtrykker, at døbeordet er konstituerende for dåben. Der er et overvældende stort materiale, også fra prosaskriferne, der vidner om, at Grundtvig betragtede dåbspagten, Fadervor og fredlysningen som dåbens ord. Det er ganske vist vel bevidnet, som NAP påviser, at han kalder døbeordene indstiftelsesord, men det er uklart, hvordan det skal forstås. Stadig fodnote 20, s. 109, hvor der anføres et citat fra afhandlingen “Om Daabs-Pagten”, 1832: “naar vi saaledes indskrænke os til at kræve vor Daabs-Pagt ubrødelig holdt og Indstiftelsens Ord ved begge Naade-Midler nøiagtig ført og fulgt.” Det er uklart, hvad Grundtvig forstår ved indstiftelsesord, fordi vi som bekendt ikke har en “dåbens indstiftelsesberetning” som en parallel til nadverens indstiftelsesberetning. Jeg tænker, at Grundtvig må bruge ordet “indstiftelsesordene” på en uegentlig måde. Det er åbenbart, at han betragtede ordene som vigtige, og at han ikke ville undvære dem, han regnede dem for historiske Jesus-ord, og de matcher Trosordets bekendelse til den treenige Gud, men de fylder slet ikke det samme i hans dåbsteologi som Fadervor, Troens Ord og fredlysningen. Måske viser der sig her en vis forskel på Poesi-Grundtvig og Prosa-Grundtvig?
Det er således ikke til at indse, at NAP kan bruge disse udsagn af Grundtvig om “indstiftelsesordene” som argument for, at “selve dåben” for Grundtvig var vandoverøsningen med “døbeordene”. Deraf følger, at vi heller ikke kan bruge dem som argument for, at Fadervors rette placering i dåbsritualet burde være efter “selve dåben”.
NAP går (s. 111) videre til Grundtvigs store afhandling “Daaben efter Christi indstiftelse” fra 1840. NAP skriver: “Ved siden af døbeordene insisterede Grundtvig i denne afhandling på, at dåbspagten, som den fandtes i den lutherske statskirke, hørte med som dåbens vilkår, idet tro og dåb hører sammen …” Ja, det tør siges. Denne afhandling af Grundtvig burde der gøres meget mere ud af i en debat om dåbens ord. Grundtvig beder sine medkristne om altid at tænke sig “Troen og Daaben” uopløselig forbundne.” (US 8, s. 410). Endvidere: “I Middelalderen er det klart, Mange ansaa Daaben uden tro for et Nådemiddel, der kunne føre ind i Himmeriges Rige, Men i Nyaars-Tiden blev det sædvanligere at anse Troen uden Daab for det ufejlbare Saligheds-Middel.” Begge opfattelser afviser Grundtvig som vildfarelser. Dette tema, tro og dåb, kredser Grundtvig så om over 6-7 sider! Undervejs får han slået fast, at han knytter genfødelsen ene og alene til “Troen og Daaben, som de i Kirken findes forenede” (US 8 s. 416). Og videre US 8, s. 417: “Vi vil derfor slet ikke tvistes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører væsentlig slet ikke meer til Daaben end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands.” (Min fremhævelse) Han mener klart nok, at Troens Ord ikke kan undværes. Disse refleksioner får nemlig Gr. til, når han skal udrede, hvad der hører “væsentlig” med til dåben, at stille dåbspagtens ord i spidsen (US 8 s. 418). Dette bekræftes af ordene i US 8 s. 423: “At vi nu, for at finde denne Kraft i Daaben, maae ikke se på Vandet, det lagde allerede Luther os paa Hjerte, det stærkeste, han kunde, saa det er kun en nødvendig Fortsættelse, naar vi bemærke, at også Pagten hører til Guds-Ordet, og at dette for at gjenføde os, maa være et virkeligt “Ord af Guds Mund” til os, og ei et Sprog af Skriften.”
Altså:
Troen og dåben er uopløselig forbundne.
Hverken dåb uden tro eller tro uden dåb er frelsende.
Der hører “væsentlig” mere til dåben end vand og ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. “Væsentlig” forstår jeg ud fra sammenhængen som “nødvendigt”. Pagten, det vil sige forsagelsen og trosbekendelsen i spørgende form og ja-svaret, hører nødvendigt med.
Bemærk, at Grundtvigs tanke på ingen måde er den pietistiske, at den døbte engang i fremtiden må komme til den frelsende tro, mens den spæde døbte frelses uden tro ved vandet og de magiske ord “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”! Det ville også være i strid med Ny Testamentes vidnesbyrd. Nej, for Grundtvig er troen en nødvendig del af selve dåben.
I sin prædiken Fastelavnssøndag 1840 (Grundtvig Prædikener i Vartov, bind 1 1839-40, Forlaget Vartov 2003) udtrykker Grundtvig sig på en måde, der understøtter min tolkning, som udelukker hypotesen om vandoverøsningen med “døbeordene” som den egentlige sakramentale handling:
“Saa tror jeg da først at vor Lutherske Daab, med sin Daabs-Pagt og med sin Forsikkring om Synds-Forladelse og den Helligaands Gave, er den selvsamme Daab, som vor Herre Jesus Christus indstiftede, saa Spørgsmaalene: forsager du og troer du, og Velsignelsen: Fred være med dig, er ligesaavel Herrens egne ord, som Vidnesbyrdet: jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Helligaands.” Dette tyder da ikke på, at Grundtvig opfattede ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” som de egentlige døbeord. Han stiller også her dåbspagten i spidsen.
Det er svært at se, hvordan man på den baggrund kan fastholde NAP’s centrale hypotese, at det er Grundtvigs opfattelse, at selve frelsesmidlet er vandoverøsningen med døbeordene. Det var ikke Grundtvigs synspunkt, og også ritualhistorisk set er det i øvrigt næppe holdbart, for “døbeordet” er kommet ret sent ind i ritualet..
Som det andet, der hører væsentlig med til dåben, nævner Grundtvig i afhandlingen “Daaben efter Christi Indstiftelse” bønnen/bekræftelsen efter vandoverøsningen: Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig o.s.v.
Som det tredje nævner Grundtvig fredlysningen, Herrens velsignelse “Fred være med dig.”
Endelig nævner han Herrens bøn, altså Fadervor. Ganske vist ikke på linje med de tre nævnte “ord”, men som noget, der bestemt ikke kan være ligegyldigt, “thi dels fandtes alt det Væsentlige ved Daaben i den Pavelige Stats-Kirke, men næsten ei til at opdage, og deels kan vi ikke opgive noget, som med præg af den Hellig-Aand har gjennemlevet Kirken og naaede til os.” (US 8 s. 425).
Grundtvig har ikke udtalt sig om Fadervors placering, men det er nærmest utænkeligt, at han skulle have ment, at det var rigtigt at foretage en radikal ombrydning af det gamle ritual, som i sine hovedtræk går tilbage til Luther. Mon ikke det netop var dette klassiske lutherske ritual, Grundtvig var bundet til, og mon ikke det var det, Thodberg i virkeligheden mente? Thodberg har dog ikke urgeret udvidelserne fra ortodoksiens og pietismens tid. Grundtvig var principielt modstander af at ændre sakramenternes ritualer, som NAP også nævner det (s. 120), og i hvert fald kan det slås fast, at han aldrig har udtrykt et ønske om at flytte Fadervor. Hvis han havde næret det ønske eller anset det for forsvarligt, ville han utvivlsomt have givet udtryk for det. Her kan man så atter henvise til den placering og betydning for dåben, som Grundtvig i flere salmer tillægger Fadervor.
Det er en imponerende mængde stof, NAP har gravet frem og behandlet med stort overblik. Man kan lære meget af det. Hatten af for det. Min kritik går næsten udelukkende på “hypotesen”, hvilken han på s. 114 formulerer således: “her bruger [Grundtvig] det særlige navneord “Døbelse” om det egentlige nådemiddel, vandoverøsningen i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”.
Her på s. 114 i sin artikel er NAP gået fra “Daaben efter Christi Indstiftelse” fra 1840 frem til det indledende kapitel af bogen “Den christelige Børnelærdom” fra 1868. Dette kapitel var dog allerede skrevet i 1855 under samme overskrift “Den christelige Børnelærdom”. I 1855 hører for Grundtvig Fadervor med til det “væsentlige” i dåbens ord, således at dåbens ord nu, i tilfældig rækkefølge bliver Herrens velsignelse “Fred være med dig”, Fadervor og dåbspagten. NAP bruger to citater i forsøget på at underbygge sin tese. Dem bliver jeg derfor nødt til at skrive fuldt ud:
I dette citat citat jeg tager lidt mere med end NAP: “Men ligesom Døbelsen med Vand i Faderens og Sønnens og den Helligaands navn lærer os paa hvad Maade og ved hvilket Middel et Menneske optages i Kristi Menighed og bliver en Kristen, og (herfra begynder så citatet i NAPs beskæring): ligesom Herrens Velsignelse ved Daaben “Fred være med dig” lærer os, at der ved at blive en Kristen vindes Fred med Gud og Synds-Forladelse, og ligesom Herrens Bøn : Fadervor, der ved Daaben er lagt i hele Kristi Menigheds Mund, og ved Daaben lægges i hver enkelt Kristens Mund, lærer os, at Mennesket ved at blive Kristen bliver et Guds barn, – saaledes lærer Daabs-Pagten os baade, hvad det er for en Fader, hvad det er for en Søn, og hvad det er for en Helligaand, i hvis Navn et menneske døbes til at være en Kristen, og lærer i det hele, hvad der udkræves af ethvert Menneske, som ved Daaben efter Herrens Indstiftelse vil optages i Kristi Menighed.” (VU VI, s. 4-5) (Mine udhævelser).
NAP har ret, når han bemærker: “Det er her klart, at Grundtvig ikke mente, som ellers hævdet af Thodberg, at hvert eneste led i ritualet hver for sig rummede hele dåbens betydning.” Det er snarere sådan, at leddene (Herrens levende ord) tilsammen ikke bare udtrykker dåbens betydning, men jeg ville sige: skænker dåbens gave. Her er en vigtig en pointe, der viser, at det ikke går an, som NAP, at skelne mellem “Døbelsen” på den ene side som det egentlige nådemiddel og på den anden side de tre “ord”, Herrens velsignelse, Fadervor og dåbspagten. Det er mig ikke muligt at se, at Grundtvig, som NAP skriver, “anfører, at det er ved døbelsen, at mennesket bliver en kristen, medens Fadervor lærer os …” For mig er det klart, at det hele, som Grundtvig her taler om i dette citat, er børnelærdom. Det er undervisning om dåben, og det gælder såvel “Døbelsen” som dåbsordene. Læg mærke til parallelliteten mellem “Døbelsen, Herrens velsignelse, Fadervor og Daabs-Pagten! Ligesom – ligesom – ligesom – således. Alle disse parallelle led lærer os noget. Det er undervisning, og hvad der er vigtigt: “døbeordene” fremhæves på ingen måde på dåbspagtens bekostning. Dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn kan Grundtvig ikke tænke uden dåbspagtens ord.
Noget helt andet end spørgsmålet om, hvad vi kan lære af de enkelte led i dåben, er spørgsmålet, hvad dåben er, og hvad den giver os. Det ser vi i det andet citat, som i Grundtvigs tekst ganske vist står først: “I denne Kristi menighed maa vi nu alle vide, at Daaben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn er den eneste Optagelse, med det Vidnesbyrd, at denne Daab sker ikke blot med Vand, men med “Vand og Aand”, og er derfor ingen blot saakaldt Kirkeskik (Ceremoni), men er et himmelsk Gjenfødelsesbad, hvorved den Helligaand i Vorherres Jesu Kristi Navn skjænker os Synds-Forladelse og Himmelsk Børne-Ret med det evige Livs Haab.” (VU VI, s. 4-5) (Mine udhævelser).
“Dåben i Faderens, Sønnens og Helligaandens navn … er et himmelsk Gjenfødelsesbad, hvorved den Helligaand i Vorherres Jesu Kristi Navn skjænker os Synds-Forladelse og Himmelsk Børne-Ret med det evige Livs Haab.” Her er vi så at sige ved døbefonten, ikke i skolestuen (den kirkelige). Dér sker det, som Grundtvig underviser om i det først anførte citat. “denne Daab sker ikke blot med Vand, men med “Vand og Aand””. Ordet “Aand” dækker over ordene, der er mere end forklaring eller evt. løfte eller tilbud, de er skabende. Ved dåben skænker Helligånden os i Vor Herres Jesu navn: Syndsforladelse og himmelsk børneret med det evige livs håb. Det forudsætter netop, at Herrens velsignelse “Fred være med dig” (syndsforladelse), Fadervor (børneret og det evige livs håb) og, sammenfattende, dåbspagten er dåbens ord, altså er Herrens levende ord til den, der døbes. Dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn kan ikke tænkes uden trosbekendelsens ord. Derfor må jeg mene, at heller ikke dette citat kan bruges til at underbygge NAP’s centrale hypotese, at vandoverøsningen med “døbeordene” er dåbens sakramentale centrum.
Der er mange interessante ting i resten af NAPs artikel, men der føjes ikke noget væsentligt til af betydning for det punkt, der for NAP er det centrale, som flere gange sagt den hypotese, at for Grundtvig var “selve frelsesmidlet vandøsningen med døbeordene.” Denne hypotese finder jeg ikke bevist. Jeg mener, den er uholdbar. De ændringer og tilføjelser til dåben, der skete i ortodoksiens og pietismens tid og sidst den omkalfatring, man foretog i 1912, har desværre været med til at cementere et dåbssyn, der klart afviger fra Grundtvigs, Luthers og apostlenes, som vi kender det fra det klassiske dåbsritual og Ny Testamente. Man kan næppe ændre ritualets grundlæggende struktur uden at ændre sakramentets teologi. Flytningen af Fadervor er ikke i sig selv en stor katastrofe, men får NAP ikke i sin argumentation for ændringen ikke kun gjort op med Thodbergs Grundtvig-tolkning, men også med Grundtvigs egen dåbspagtsteologi, der er selve hjertet i hans forståelse af dåben? Det er mit spørgsmål.
Nogle vil sikkert tænke: Hvad så med ritualet for nøddåb, som vi har i Folkekirkens ritualbog? Det kan som bekendt indskrænkes til vandoverøsning ledsaget af ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”
Mit svar er, at der netop er tale om NØDDÅB. Nød bryder alle love. Og det forudsættes, at barnet, såfremt det lever, bliver “fremstillet” i kirken, for at dåben kan “gøres færdig”.
Afslutning – dåbsritualets kerne
Hvis vi skal forstå Grundtvigs dåbsteologi, er det efter min mening bedre at tale om ritualets kerne end om dets sakramentale centrum. I det gamle lutherske ritual, som Grundtvig kendte og brugte, ganske vist med de omtalte tilføjelser, som han ikke lagde vægt på, var der en fast kerne bestående af: 1. Fadervor under håndspålæggelse på dåbskandidatens hoved, 2. Forsagelsen og trosbekendelsen i form af spørgsmål og JA-svar. 3. Overøsning tre gange. 4. Bønnen “Den almægtige Gud o.s.v.” 5. Fredlysningen (Fred være med dig) også med håndspålæggelse. Læg mærke til, at vandøsningen er tæt omgivet af ord! “Døbeordene” nævner Grundtvig sjældent.
For Grundtvig er det det levende ord, som gør vandet til genfødelsens bad ved Helligånden. Han fastholder den lutherske pointe, at det er ordet, der er bærer af Helligånden. Ordene er for Grundtvig Fadervor, troens ord og fredlysningen. De tre “ord” er som Herrens levende ord så tæt knyttet til overøsningen, at Grundtvig opfattede dem som en nødvendig del af selve dåben. De hører med til kernen i ritualet.
Grundtvig opfandt ikke en teori om det levende ord i dåben, han opdagede det. Og han videreførte en ansats, som han fandt i Ny Testamente og hos Luther. Dog kritiserer Grundtvig et sted Luther for ikke at have taget konsekvensen af ordene i katekismen. På den ene side skriver Luther, at “det ikke er vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” Og på den anden side bruger han rask væk udtrykket “ordet og sakramenterne”, som om der skulle være sakramenter uden ordet! Det er et ikke uvigtigt udsagn til forståelse af Grundtvig. (Folkeligheden og dr. Rudelbach, UV 9, s. 92). Hans kritik af reformatoren er ægte reformatorisk.
Jeg kan ikke undlade at nævne P. Severinsen, hvis resultat af omfattende studier (Daabens Ord, et Bidrag til den kristne Daabs Historie, Kirkeligt Samfund 1924) var, at Dåbspagten meget tidligt har været døbeord. Lad bogen på enkelte punkter være forældet, hovedsynspunktet og mange af analyserne holder endnu. Det betyder, at det at blive døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn var at blive døbt med Dåbspagtens Ord. Det stemmer godt med Grundtvigs syn. Dåbspagten kan ikke skilles fra vanddåben.
Det samme gælder fredlysningen. Læs f.eks. DS 44, strofe 2, vv. 3-7:
“Hvad sagde Vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet ”Fred være med dig”?”
Hvad sagde Vor herre til dig i din dåb? I din dåb. Ikke ved eller før eller efter din dåb. Stedet belyser Grundtvigs syn på forholdet mellem ordet og vanddåben. Fredlysningen er, ligesom troens ord, en del af dåben.
Til Herrens levende ord i dåben hører også Fadervor. Herrens bøn kan ikke uden videre forstås som en del af “bønnens forgård”. Sådan kaldte professor Thodberg den første del af Luthers ritual. Det drejer sig om de to bønner “bede- og bankebønnen” og den lange “syndflodsbøn”. Men efter de to bønner skifter det, idet der efter en exorcisme læses “børneevangeliet” fra Markus 10, 13-16. Og først derefter kommer Fadervor. At der er en tæt sammenhæng mellem børneevangeliet og Fadervor kan ikke ingen nægte. Børneevangeliet slutter jo: “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Luther fortsætter direkte med Fadervor uden nogen snak. “Så skal præsten lægge sin hånd på barnets hoved og bede Fadervor, mens fadderne knæler ned.” Fadervor er klart forstået som et velsignelsesord, altså et ord talt af Herren selv til den, der døbes.
At Fadervor er en bøn er en selvfølge, men i (!) dåben er den altså først Herrens levende ord. Derfor vil jeg mene, at Fadervor ikke uden videre kan kaldes en del af bønnens forgård. For Grundtvig er den i mindst lige så høj grad en del af kernen i ritualet, netop som ord fra den levende Herre.
Flere steder i Grundtvigs skrifter bevidner Grundtvigs syn på Fadervors placering i kernen i ritualet. Jeg har nævnt salmen Op til Guds hus vi gå. Vi kunne lige så godt tage “Sov sødt barnlille”, Slbg. 674, strofe 3-4. Det handler om, at gudsbarnet beder Frelserens bøn, som stiger i løn og høres i Himmerigs kor. Grundtvig bruger betegnende nok det udtryk om bønnen, som han plejer at bruge om trosbekendelsen: “det lille Guds ord”. Dermed mener han tydeligt, at Fadervor først er sagt af Herren selv, og selvfølgelig til gudsbarnet personligt i dåben. Derfor hedder det også i strofe 4: “Et ord af Guds Søn er blevet til bøn.” Der menes et ord i dåben. Altså er bønnen først Herrens levende ord til den, der døbes, og først bagefter er den gudsbarnets bøn livet igennem. Det er helt klart tænkt ud fra dåben. Salmen er skrevet som trøsteord under Grundtvigs alvorlige krise i 1844.
Når Grundtvig altså forstod Fadervor på den klassiske placering først som tilsigelse, hvorved dåbskandidaten får barnekår hos Gud og herefter kan sige Far til Gud, skaberen, så er der ikke nogen begrundelse for at have flyttet bønnen hen efter overøsningen eller “selve dåben”. I hvert fald ikke nogen grundtvigsk begrundelse. Tværtimod.
Da NAP’s artikel uden tvivl er ment som eller i det mindste uvægerligt vil opfattet som en del af den igangværende debat om dåbsritualet, tillader jeg mig at sætte denne lille krølle på halen. Ændringen i 1912 havde nogle skadelige konsekvenser. Sagen er jo den, at i 1912-ritualet (og 1992-ritualet) er både Fadervor og fredlysningen blevet marginaliseret ved at blive adskilt fra kernen i ritualet. Fadervor skal nu ikke mere siges til hvert enkelt barn, og karakteren af tilsigelse er i det hele taget forduftet fra Fadervor, ligesom fredlysningen nu heller ikke kræves sagt til hvert enkelt barn. I praksis ser man endda i disse år, at fredlysningen af mange præster simpelthen udelades. Det hele er ved at falde fra hinanden.
Det, man satte i værk, kan i virkeligheden bedst karakteriseres som en kernespaltning. Vel at mærke ikke af den slags, som genererer nyttig energi, men af den slags, der sætter en kædereaktion i gang med potentielt fatale konsekvenser.
I dagens debat er det nødvendigt at inddrage Grundtvigs syn på dåbens ord. Hvis jeg skal vove at blive lidt højstemt, står vi i dag over for et afgørende valg. Skal vi definitivt cementere et sidespor i den lutherske tradition (ortodoksien og pietismen), eller skal vi tilbage i sporet fra Ny Testamente, oldkirken og den lutherske reformation? Grundtvig er en fornem repræsentant for denne sidste mulighed.
Jeg vil derfor appellere til dem, der kommer til at træffe den endelige afgørelse, om nu omsider at få gjort skaden fra 1912 god igen. Lad os få Fadervor og fredlysningen i dåben på plads igen! Og er det for meget forlangt, så i det mindste fredlysningen. Her kan man passende lade sig inspirere af P. A. Fengers forslag fra 1874, der har fredlysningen efter bønnen/bekræftelsen lige efter vandoverøsningen. Ligesom i Luthers ritual fra 1526 og de danske ritualer indtil 1912.
Anvendte forkortelser: US = N.F.S. Grundtvigs Udvalgte skrifter ved Holger Begtrup, 1-9, GSV = N.F.S. Grundtvigs Sang-Værk til den danske Kirke, I-V. VU = N.F.S. Grundtvig, Værker i Udvalg ved Georg Christensen og Hal Koch, I-X.
Villy Klit-Johansen, 20. oktober 2020