Dette skal ikke være et indlæg i debatten om ændring af dåbsritualet. Tværtimod. Jeg foreslår, at vi indstiller den debat indtil videre. Hvorfor? Fordi vor tid mangler den nødvendige sans og finfølelse til at foretage sådant.
Grundtvig havde den. Det er helt overvældende at se, hvor dybt han så. Tag f. eks. det følgende citat: “Vi vil derfor slet ikke tvivtes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører VÆSENTLIG slet ikke mer til DAABEN end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands — vi vil slet ikke tvistes med dem, men blot bemærke, at hvem der troer, det er ved Daaben og ved den alene de Troende gjenfødes til det evige Liv [og det gør Grundtvig selvfølgelig], umulig kan tage sig det saa let med dens Udførelse, eller engang taale den Tanke, at vor Herre Jesus Christus skulde love alle dem det evige Liv, der blot ville lade sig døbe med de ord.”
Det er fra afhandlingen “Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, ss. 417-418.
Har Grundtvig læst ritualhistorien grundigt? Det skulle ikke undre mig, for man må igen og igen undres over alt det, han vidste. I hvert fald er han ikke i tvivl om, at ordene “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” ikke er væsentlige til forståelse af, hvad dåben er. De er faktisk en relativt sen tilføjelse. De er kommet til i Middelalderen omkring år 1000.
Men hvilke ord i ritualet er så oprindelige og hører med til dåbens væsen, så de ikke kan udelades, hvis det stadig skal være den kristne dåb? Det undersøger Grundtvig i afhandlingen. Resultatet er, at tre ting er nødvendige:
1. Dåbspagten. Det vil sige tilspørgsel med forsagelsen og bekendelsen til den treenige Gud. Og ja-svar. Det er dåbspagtens ord, der gør, at vi døber i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, ikke præstens “magiske” ord.
2. Ordene, der siges under håndspålæggelse lige efter vanddåben: “Den almægtige Gud, vor Herres Jesus Christi Fader, som nu har genfødt dig o.s.v.”
3. Herrens velsignelse “Fred være med dig”.
Grundtvig drøfter og begrunder dette udførligt og overvejer også, hvad der uden skade eller endda med fordel kan tages med ud over disse tre led. Først og fremmest nævner han her Fadervor.
Til dem, der vil sige, at dette jo blot er dogmatik, der lukker sig om sig selv, må vi sige: Ja, vel er det dogmatik. Grundtvig var en kristen dogmatiker, den største, vi har haft. Faktisk er der ikke sket noget væsentlig på dette område siden Grundtvig. Hvis dogmatik er den alvorlige beskæftigelse med det grundlæggende i kristendommen, kan vi slet ikke undvære dogmatikken, uden at kirken ophører med at være Kristi Kirke.
Hvis ikke kirkens historie fremdeles skal være en stadig fortsat forfaldshistorie, må der et alvorligt arbejde til med kirkehistorien og dogmatikken. Først derefter giver det mening at drøfte ændringer i ritualet.
Villy Klit-Johansen, 16/9 2019