Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben forene.
Der er en svaghed i den lutherske tradition. Den kommer af, at troen og dåben ikke forenes, men skilles ad. Jeg mener ikke, at det svarer til Luthers hensigt, men sådan har det udviklet sig.
Lutherdommen oscillerer til stadighed mellem noget, der ligger meget tæt på det katolske, nærmest magiske, syn og et syn, der slet ikke mener, at dåben er genfødelsens bad ved Helligånden.
Det kommer som sagt af, at man ikke forener troen og dåben. Herved tænkes ikke på dåbsritualet, for det er stort set bevaret uskadt, men der tænkes på det, der har været i teologernes hoveder og munde.
Først med Grundtvig er denne svaghed blevet overvundet. At vi “under kors med ærlig hu / troen og dåben forene” betyder, at vi holder fast ved troens ord ved dåben. Troen er givet i dåben. Ordene har hos Grundtvig nemlig altid en præcis betydning.
“Troen” er både troens ord ved dåben og troen i hjertet. Først ordet og så troen. Troen i hjertet er nemlig helt afhængig af troens ord. Hvis troen løsrives fra dåben, går den på egen hånd og ender i menneskeværk. Eller den dør hen.
Gud ske tak for Grundtvig, som lærte os at forene troen og dåben – under kors med ærlig hu. Som i dåbsritualet, således også i hovederne og i hjerterne og i livet.