Et stort JA til den folkelige myte
#MortenMesserschmidt og #MartinAHansen
På lørdag den 15. juni er det Valdemarsdag, Dannebrogs dag. Det er oven i købet 800 årsdagen for den berømte hændelse ved Lyndanisse i Estland i 1219.
Morten Messerschmidt foreslog for nylig, at dagen gøres til dansk nationaldag. Jeg skal ikke her tage stilling til Messerschmidts forslag, der under alle omstændigheder er velment og sympatisk. Men måske vil det være lidt for bombastisk for dansk mentalitet at have en nationaldag. Folket er nemlig vigtigere end nationen. Nationer uden et folk forsøger man at skabe ved højhed og blæst, hvad vi danske som bekendt ikke er skabt til. Ved jorden at blive …
Folket derimod er ikke noget, vi skal skabe ved at piske en stemning op. Det er en gave – og en opgave, vi kan tage på os, hvis vi altså vil. Så: Skal vi ikke bare fejre dagen. Gerne i langt større udstrækning, end vi plejer. Hvis vi er så heldige at have en flagstang, er der noget, vi lige skal huske. Flagning fra offentlige bygninger er en selvfølge. Lad os bruge Valdemarsdagen! Vi har den jo allerede. Det er også vigtigt, at vi fortæller vore børn og børnebørn historien om Dannebrog. Det er ikke sikkert, de får den at høre i skolen.
Til en fejring af Valdemarsdag kan vi hente god inspiration hos Martin A. Hansen, der 2/9 1947 skrev en god artikel, “Dag og Myte”. Det er folkeligheden i den dybeste forstand, han er optaget af. Jeg bringer nogle gode citater fra artiklen – efterfulgt af mine kommentarer og refleksioner, der selvfølgelig ikke har det samme litterære niveau som MAH’s tekst, men jeg har behov for at formulere min forståelse af den fine tekst. Den har noget at sige ind i vores aktuelle situation.
MAH skriver om nationale mærkedage i et folkeligt perspektiv. Folk har faktisk sans for kvalitet. Han nævner i den forbindelse de folkekære salmer, historien og sproget. Og nu citerer jeg: “Et Folk, som endnu er et Folk og ikke opløst i Masse, kan ikke lade være med at skabe Mytologi af sin Historie.”
MAH er opmærksom på risikoen for misbrug af flaget som symbol. Men: “Flaget er i stand til at taale meget, fordi det er faldet ned fra Himlen. Børn tager i vor Tid straks afstand fra den barnlige Historie, og saa giver de sig rigtig til at tro paa den. Og saadan gaar det nok de fleste. Den barnlige Myte, vor sidste billedskabte Folkemyte, er en lille frisk Kilde, som ikke engang Nationalismen rigtig har kunnet plumre. Der er nemlig Visdom i den. Den fortæller, at hvad der skaber og opbygger et Folk og hindrer det i at falde hen i “Masse”, dets Idé og Mysterium, det er hemmelighedsfuldt, kan hverken planlægges eller rationaliseres, men det genfødes og gives i Oplevelsen, det falder ned fra Himlen.”
Videre: “Det alvorligste Spørgsmaal for os i Dag er simpelthen, om der eksisterer et dansk folk. Det kan man ikke faa Svar paa hver Dag. Til daglig ser man “Masser”, Partier, Erhverv o.s.v. Og efter alt at dømme har europæisk Civilisation i flere Generationer stilet efter at faa opløst de aandelige Organismer, som Folkene er, til Mekanismer, Masser, indespærret i Nationalismens Fæstninger. Og det er sjældent, man i den Tid har faaet tydelige Livstegn fra Folkene som folk. Tegn har ikke manglet, men de har kunnet tydes som blot og bart nationalistiske, hvis Udartning hører Massefænomenet til. Og føres den udvikling til Vejs Ende, maa man vente, Kulturen falder hen i Kaos. Kultur, som vi er vant til det, er utænkeligt uden de skabende Organer, Folkene.”
Mine overvejelser:
Det er tydeligt, at MAH i sit syn på folket er dybt inspireret af Grundtvig. Et folk er en åndelig realitet. Folket er grundtvigsk sagt “mer’ end mængde, muld og strand”, i MAHs sprog: mere end masse. MAHs masse-begreb nærmer sig vel fænomenet pøbel. Masse er en samling individer, der af en folkeforfører kan gejles op til had og vold. Men et folk er mere end det samlede antal individer, der bor indenfor en given stats grænser. Historiens og mytens betydning som folkets livskilder var han fuldt bevidst om og arbejdede flittigt med på.
Af Grundtvig har han lært, at folket er skabt af Guds Ånd, ikke af os selv. Det er derfor noget, vi skal være ydmyge over for. Der er ingen grund til stolt selvglæde. At det er en åndelig størrelse betyder ikke, at det er ganske uafhængigt af afstamning, land, grænser og den slags konkrete forhold, slet ikke. Ånd uden legemlighed var både for Grundtvig og MAH noget forfærdeligt spøgelsesvæsen. Men omvendt: et folk, der har mistet forbindelsen til sine åndelige livskilder falder hen til “masse” og bliver et let offer for demagoger.
Med nationalisme mener HAH ikke det, at et folk nyder selvstændighed i sit eget land inden for sin egen stats grænser. Det betragtede han ikke som nationalisme, men som et ubetinget gode. Nej, nationalisme kendte han blandt andet fra det nazistiske Tyskland, som forstod Das Volk ud fra racistiske teorier, og som betragtede den tyske nation som overlegen og berettiget til med militær magt at flytte grænser til egen fordel og skaffe sig magten over nabolandene.
Uden folkene falder Kulturen hen i kaos og opløsning. Til kulturen hører folkestyret. Folkestyret er afhængigt af folket. Det kan lyde som en banalitet, men er en overset sandhed: Den levende folkelighed er en forudsætning for folkestyret. Uden folket ender folkestyret i en parodi. Bestræbelsen på at opløse de åndelige organismer, som folkene er, fortsætter i øvrigt for fuld kraft i vore dage. På grundlag af skadelige ideologier. Ingen nævnt, ingen glemt.
Vi mangler i dag en digter af Martin A. Hansens format til med mund og pen at føre en folkelig forkyndelse. Den er nødvendig til at oplive den gode folkelighed, der er en nødvendighed for samfundet, folkestyret og for det kristne evangeliums udbredelse.
Alle ønskes en god Valdemarsdag.
P.S. Citaterne er hentet fra “For folkets frihed. Martin A. Hansen og Besættelsen, red. Jørgen Jørgensen, Gyldendal 2018 ss. 213 og 214. Bogen kan varmt anbefales.