Revolution eller reformation
Midtvejsrapporten udkom den 2. april, H.C. Andersens fødselsdag. Men noget eventyr er der ikke tale om. Rapporten er tør i sproget, som det sig hør og bør i den slags tekster. Kommissionen har arbejdet systematisk – og hårdt, der er gået et stort arbejde forud. Det er der grund til at takke kommissionens medlemmer for.
Der er mange gode detaljer i rapporten. Dem ser vi imidlertid i denne omgang bort fra. Det skal ikke handle om enkeltheder, selv om de kan være vigtige nok, men om tendensen, retningen. Er der tale om en revolution eller en reformation?
En nøgtern vurdering er, at rapporten er det foreløbig sidste skridt i en revolution i slow motion. Revolutionen begyndte ret hurtigt efter reformationen. Vi vil ikke her følge udviklingen skridt for skridt, men lader det stå som en påstand, at teologerne, de skriftkloge, som Grundtvig ville sige, i ortodoksiens tid indførte den ene ændring efter den anden, der førte bort fra reformationens anliggende, og denne udvikling accelererede under den statskirkelige pietisme.
Tendensen i udviklingen var en bevægelse bort fra dåben som en pagt, der oprettes med den enkelte ved Kristi levende ord og troen, der tager imod hans gave, hen imod et ”exegeternes pavedømme”, idet teologerne i stadig stigende grad kilede deres fortolkning af skriften ind mellem Gud og mennesket. På den måde gjorde de sig til herre over dåben og menneskers gudsforhold.
Da Grundtvig fik øjnene op for denne ulykkelige tilstand, råbte han vagt i gevær. I forsøget på at standse den revolution, der var i gang, talte og skrev han år efter år om dåbspagten som essensen af dåben. Kristi levende ord og troen på det er dét, der gør dåben til genfødelsens bad i den Helligånd. Grundtvig var af den grund ildeset i det statskirkelige magtapparat.
Efter Grundtvigs død begyndte mange af hans venner at omtolke ham, så revolutionen kunne fortsættes. Den kulminerede med dåbsritualet i 1912. 1992-ritualet ændrede intet, og nu er det klart, at dåbskommissionen ønsker at fortsætte revolutionen. Kommissionens udspil lægger op til, at den inden længe føres igennem til sejr.
Hvordan? 1. Jo, strukturen fra Peder Madsens dåbritual af 1912 bevares. Denne struktur og hvad deraf fulgte, betegner ellers det største brud med den lutherske reformation. 2. Fadervor flyttes ikke tilbage på plads i dåbsritualets kerne af Kristi levende ord, men tages ud af Kristi mund og lægges i menneskers. Det hedder, at fadervor er de døbtes gave til den døbte. Igen skydes der en menneskelig instans ind mellem Gud og hans menneske. 3. Missionsbefalingen fra Matt. 28,19-20 flyttes hen til lige før vanddåben, og denne bibeltekst bliver gjort til dåbens indstiftelsesord, så den indtager den plads, der kun tilkommer Kristi levende ord i dåbspagten. Dette er bare de vigtigste ting. At revolutionen er foregået skridt for skridt betyder ikke, at der ikke kan tales om en revolution. Samlet set betyder udviklingen i den lutherske statskirke en total omvæltning.
Hvis der er nogen af kommissionens medlemmer, der støtter Grundtvigs intention og bestræbelse på, at kirkens dåb skal være “dåben efter Kristi indstiftelse”, har de ikke kunnet sætte sig igennem. Prisen betales af dem, Grundtvig kaldte ”de små”, af mennesker af alle slags, hvis hjerte hænger ved Kristus. De må ængstelige spørge, om dåben i statskirken er Kristi dåb eller de skriftkloges dåb.
Grundtvig var i den grad imod de statskirkelige lutheranske skriftkloges revolution. Han var reformationens mand. Han skriver:
”Hvad man end vil behage at kalde Reformation, saa betyder Ordet i det Latinske Sprog, hvoraf det er laant, dog en Fornyelse eller Gienfødelse af det Oprindelige i givne Forhold eller Indretninger, og toges i den Mening af Morten Luther og hans første Discipler, saa i Kirkens og Statens Historie kan den Lutherske Reformation aldrig komme til at betyde Andet, end det Lutherske Forsøg paa at bringe den Christne Kirke tilbage til sin oprindelige Beskaffenhed i alle Henseender.” (Grundtvig, Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?, Udvalgte Skrifter, bind. 5, s. 296.)
Især gjaldt det for Grundtvig dåbens og nadverens skikkelse. Han arbejdede ved Åndens kraft på, at kirkens dåbsritual skulle afspejle dåben efter Kristi indstiftelse. Dette forstod han som den lutherske reformations anliggende: At forsøge at bringe den kristne kirke tilbage til sin oprindelige beskaffenhed i alle henseender.
Kommissionen har skullet tage en række hensyn. Der nævnes: Bevidsthed om, at vi står i en tradition, evangelisk-luthersk, grundtvigsk, pietistisk, som folkekirke og som en del af Kristi kirke i verden. Yderligere: Bevidsthed om samtid, kultur og samfund, herunder sprog og erfaring. (Midtvejsrapporten s. 13). Alt sammen er udmærket, men hvad der mangler, er hensynet til det reformatoriske. Det skulle da ellers være det vigtigste. Ikke at kommissionen skulle agere reformator. Selvfølgelig ikke. Den skulle blot have forholdt sig kritisk til den lutherske tradition. Kritikken behøvede de ikke engang præstere selv, den er leveret på et sølvfad af Grundtvig. Hans indsats kunne kommissionen have ladet sig inspirere af i stedet for at vandre videre ad slow motion-revolutionens vej.
Alt tyder på, at løbet er kørt. Og hvad så? Ja, hvis de reformatoriske og de revolutionære skal kunne blive i folkekirken sammen, er tiden inde til at gennemføre Grundtvigs forslag om ritualfrihed. Så vil det blive tydeligt, at der er forskellige slags kristendom i folkekirken, og den enkelte kan frit vælge mellem de forskellige slags menigheder.
For klarhedens skyld: Til de revolutionære må regnes dem, der betragter den nuværende struktur i dåbsritualet som hellig, og dem, der kæmper en brav kamp for at bevare den pietistiske biskop Peder Madsens bøn fra 1912, for, som det atter og atter påstås, så vil en afskaffelse af denne bøn betyde en afsvækkelse af dåben som sakramente. Som om dåben først blev et sakramente i 1912! Og som om det er dogmatiske påstande, pakket ind i en takkebøn, der gør dåben til et sakramente!
Kommissionen lægger op til forskellige alternative bibelske læsninger i dåbsritualet. Den øgede brug af bibeltekster i ritualet betyder, at dåbspagten sættes i skyggen, og forskellige teologier føres ind i dåbsritualet, hvor de slet ikke hører hjemme. Deres rette plads er i prædiken og undervisning.
Endelig åbnes der mulighed for, at dåbspagtens ord i gudstjenester med dåb lyder som menighedens fælles bekendelse, hvorefter den, der skal døbes, bliver spurgt med en stærkt forkortet udgave af dåbspagtens ord. Det vil skabe det indtryk, at menighedens bekendelse er den primære form af trosbekendelsen. Men det er den spørgende form ved dåben, der er den primære. Det betyder, at både troen og de ord, med hvilke vi kan bekende den, er Guds gave i dåben. Det må fastholdes, at der kun kan døbes på et ja til Herrens levende ord og ikke på et ja til menighedens fælles bekendelse. Igen skydes en menneskelig instans ind mellem Gud og menneske. Der foreslås endda en kort tilspørgsel uden forsagelsen! Grundtvig må vende sig i sin grav.
I stedet for kommissionens forslag anbefales følgende: Ved højmesse med dåb udelades fælles bekendelse, og ved dåben benyttes der fuld tilspørgsel til den eller dem, der skal døbes.
Man skal ikke se bort fra, at det er en vanskelig opgave for kommissionen at finde en fællesnævner for de meget forskellige holdninger, som findes i folkekirken. Det er mere end svært. Kommissionen har gjort et behjertet forsøg, men det klogeste vil være at erkende, at opgaven er umulig.
Villy Klit-Johansen, 15. maj 2025