Jeg har udvalgt ti strofer af Grundtvigs 76 strofer lange digt Budstikke i Høinorden fra 1864, fordi de giver et udmærket billede af Grundtvigs syn på menneskeliv og folkelighed, så det vil vi se lidt på. (Tallene i parentes er strofernes numre i Grundtvigs digt (Udv. Skr. 10, s. 518-531)
Vi skal ikke være bange for at synge sange, som vi ikke forstår fuldt ud første gang vi ser teksten. Er det måske tendensen i de seneste udgaver af Højskolesangbogen, at der ikke må være knaster af den slags? Det er en tendens, som vi bør gå imod. “Vi har ej blot et fosterland” kan synges på Oluf Rings udmærkede melodi til “Kun ord, som går i sagn og sang”, der står i melodibøgerne til tidligere udgaver af Højskolesangbogen.
1 (8)
Vi har ej blot et fosterland
ved Østersø og Vesterstrand
at værge alle dage,
vi har i åndelig forstand
et dejligt, os forjættet land
at gæste og indtage.
2 (18)
Det gode land med livets ord
i åndens verden her på jord,
som nu vi efterhige,
det flyder i sin frugtbarhed
med mælk og honning, liv og fred,
har friheds lys tillige.
3 (52)
Nordlyset, det er sandheds ord,
i øst og vest, i syd og nord,
om menneske-idrætter,
med hånd og mund til folkegavn,
og et kærmindekranset navn
i kamp mod trold og jætter.
4 (53)
Det idræts-ord er tungens mål,
ej pennestrøg med fjer og stål,
om end de var guldrøde;
ej livets, men kun dødens ord
i bøger som i gravskrift bor,
kun Ormene til føde!
5 (54)
Kun ord, som går i sagn og sang
fra mund til mund i folkevang
opholder folkelivet;
I folkets egne gamle ord
kun folkelig oplysning bor,
af folkeånden givet!
6 (70)
Når folke-livet sine kår
og midt i dem sig selv forstår
med alle sine gåder,
da folder ud sin kraft det frit,
og gør til målet kæmpeskridt,
hvor helte-ånden råder.
7 (59)
I livets dyd og livets dåd
Guds hjertelag og vise råd
sig selv må åbenbare;
har han sig skabt hos os et spejl,
han også, det slår aldrig fejl,
for os sig vil forklare.
8 (72)
Mens rosen har sin søde duft,
mens lærken slår i sommerluft,
og nattergal i skyggen,
små-helte føder kærlighed
for frihed og livsalig fred,
og priser børne-lykken!
9 (73)
Højnordens gamle tungemål
som grønne træer med blad og nål
da skyder top og krone,
med fugle-reder altid ny,
hvorfra sig svinger sang i sky
alt med den gamle tone!
10 (74)
Da skal man se, at klarhed bor
slet ikke i bælgmørke ord
og stumme tanke-streger,
men i hvert sandhedskærligt bryst,
det jævne ord, den klare røst,
som livet vederkvæger!
Strofe 1 og 2
Vi har et fædreland at forsvare, vel har vi det, Grundtvig skrev digtet i 1864!, så den sag var meget aktuel, men nu skal I høre: der er noget, der er dybere og på en vis måde vigtigere, fordi det er selve forudsætningen for begrebet fosterland eller fædreland, og det er forudsætningen for, at nogen vil forsvare det, når det, som i 1864, endda er i fare for at blive udslettet.
Det er vigtigt for Grundtvig at trøste og oplive os ved at pege på, at vi “i åndelig forstand har et dejligt, os forjættet land at gæste og indtage.” Bagved dette billede, for det er et billede, ligger beretningen i 2. Mosebog kap. 3 om, at Gud viser sig for Moses i en brændende tornebusk og siger til ham, at han skal føre israelitterne ud af slaveriet i Ægypten og gennem ørkenen frem til det forjættede land, der flyder med mælk og honning.
Grundtvig digter imidlertid ikke om et geografisk land. Ordene “i åndelig forstand” er vigtige. Dette “gode land”, som det bibelske land er et billede på, er præget af begreberne liv og fred – og frihed. Det er så lidt aggressivt og nationalchauvinistisk, som det kan være.
Dette gode land er noget, som vi efterhiger. Det betyder, at det ikke er noget, vi har virkeliggjort eller er i stand til at virkeliggøre. Det er ikke en idé i lighed med den revolutionære socialisme, der mener at kunne virkeliggøre et slags paradis på jorden i form af det kommunistiske samfund. Med ét ord, et meget grundtvigsk ord, handler det i denne sang om folkeligheden, den folkelige fornyelse. Den mener Grundtvig vil være til folkegavn.
Strofe 3, 4 og 5
Folkeligheden lever af ordet og ånden. Ordet er et gennemgående begreb i stroferne 2, 3, 4, 5 og 10. I 3. strofe kaldes ordet “nordlyset”. I det ene ord samler Grundtvig sin drøm om en helt ny oplysning, der skal afløse fornuftsdyrkelsen. Grundtvig hadede fornuftsdyrkelsen af et godt hjerte.
Fornuftsdyrkelsens fejl er, at den mener med abstrakte begreber at kunne gribe og forstå hele tilværelsen. Samtidig fornægter den Ånden. Det er der mange strofer om i det store digt.
“Ånden er sat i band”
(Udv. 10, s. 519).
Det er Latiner-Skolens Værk,
Som Slangen træsk, som Døden stærk,
som Helved uden ende.
(Udv. skrifter 10, s. 520)
Det er især den tyske fornuft, han er ude efter, selv om oplysningsfilosofien i virkeligheden prægede hele Europa.
Al tysk Oplysning er af Luft,
Sin egen Gud er tysk Fornuft,
Og lyst den giør derefter;
Til Selv-Ophøielse og Pral,
Og til sig selv at giøre gal,
Kun dertil har den Kræfter.
Vi må forstå, at den slet ikke gør lyst, den bringer kun mørke. Det er stærke sager. Vel også for stærke, for der er mere at sige om oplysningstiden. Grundtvigs tanker om frihed er ganske vist hentet et andet sted fra, men de står ikke nødvendigvis i modsætning til oplysningstænkernes ønske om tanke- og trykkefrihed.
De voldsomme udfald mod det tyske og den tyske fornuft kan måske undskyldes med den fare for undergang, det danske folk og det danske rige svævede i. Jeg har ikke taget de meget polemiske strofer med i det udvalg, som jeg synes, vi skal synge. Den forkastelige fornuftsreligion er dog med i ordene “trold og jætter”, som det hedder med ord fra den nordiske mytologi. Trolde og jætter, det er dem, der fornægter, at mennesket er skabt i Guds billede, “med levende ord på sin tunge”, som det hedder i en anden sang. Ordet er netop det, som mennesket til forskel fra alle andre skabninger har til fælles med Gud. Over for trolde og jætter med deres dårlige filosofi, der er meget intellektualistisk og akademisk-elitær, sætter Grundtvig det folkelige. Han kalder dette syn for den mosaisk-kristelige anskuelse, fordi han henter det ud af den bibelske historie.
Hverken fornuftsfilosofien eller videnskaberne om mennesket, såsom antropologi, psykologi og sociologi, kan gribe sandheden om mennesket. De kan selvfølgelig have en stor, men dog begrænset værdi. Men sandheden om menneskelivet kender man kun ved at leve menneskeliv. Og da menneskelivet altid er folkeliv, gælder det også folkelivet, at erkendelsens vigtigste kilde ikke er fornuften, men historien. Det er det, der ligger i, at sandhedens ord er ord om menneske-idrætter, handlinger gjort af mennesker. Kærminder er et hyppigt forekommende ord hos Den Gamle. Det kommer af “kære minder”, altså historien, som vi lever i. Vi er en del af den. Og det er ikke fornuften, der er kilden til erkendelse, det er menneskeslægtens erfaring gennem utallige slægter. Vi kan ikke forstå hele tilværelsen ved hjælp af abstrakte begreber, men ordet kan give os mod og lyst til at tage det næste skridt.
Når Grundtvig taler om ordet, mener han det levende ord, ikke det døde ord i bøgerne. (Strofe 53). “Det idræts-ord er tungens mål”. Idræts-ord vil sige, at det levende ord, tungemålet, er skabende. Det er poetisk. Det kommer af af græsk poiesis, skabelse. Grundtvig taler ud fra sit historisk-poetiske syn. Ved ordet skaber ånden livet. Ordet skaber handling.
Alt det er baggrunden for 5. strofe:
Kun ord, som går i sagn og sang
fra mund til mund i folkevang
opholder folkelivet;
I folkets egne gamle ord
kun folkelig oplysning bor,
af folkeånden givet!
Her er det hele i grunden sagt. Folkelig oplysning er ikke akademikernes forskning omsat til populærvidenskab, men fortælling og sang. Akademikernes forskning omsat til populærvidenskab er det, vi kalder folkeoplysning. Ikke at den er værdiløs, slet ikke, men folkeoplysning er noget helt andet end den folkelige oplysning. Den folkelige oplysning kommer af folkets egne gamle ord. Den kommer altså ikke ovenfra, fra de lærde, men virkelig nedefra. Fra folkets eget liv.
Folkeånden er ikke det samme som Helligånden. Helligånden hører sammen med frelsen i Jesus Kristus, men folkeånden er godt nok Guds Ånd. Den er den underfulde kraft, der gennem ordet gør, at folkets liv virkeliggøres. Folkeånden hører til på skabelsens plan. Folket, eller folkene, for der er mange folk på jorden, er villet af Gud. Gud er historiens herre, og han har i historiens løb ladet folkene vokse frem med hver sin opgave. Grundtvigs syn er universelt. Han skrev flere gange verdenshistorien igennem, men han skrev aldrig en danmarkshistorie.
Strofe 6
Når folke-livet kender sine kår, nemlig sine kår som en åndelig størrelse, altså en gådefuld størrelse, der ikke kan begribes med fornuften eller for den sags skyld instrumentaliseres af staten – når folke-livet altså kender sine kår og dermed forstår sig selv, da folder det sin livskraft ud, den, kraft, som er ånden. Når det her hedder helte-ånden, skyldes det igen Grundtvigs inspiration fra den nordiske mytologi.
“Og gør til målet kæmpeskridt.” Målet er den levende folkelighed udfoldet i folkelivet. Igen: Vi kan ikke skabe himmerig på jord:
Kærlighedens himmerige
er endnu at vente på.
Ja, det oprinder først på den yderste dag, når Kristus kommer igen for at dømme levende og døde. Men her på jorden kan kærligheden, nemlig kærligheden til “eget folk og fædres land” dog gøre kæmpeskridt mod målet:
Kærlighedens jorderige
lukkes dog med bølgen blå,
er endnu og var alt længe
“Danmark dejligst vang og vænge”.
Sådan i digtet “Den danske nødvendighed” fra 1853. Se Højskolesangbogen, syttende udgave, nr. 155,4! Det er den sang, der hedder “Kærlighed til fædrelandet”. Den har også fundet vej ind i den nyeste udgave af salmebogen. Kærlighedens jorderige er noget, vi – med ordet fra 2. strofe i mit ovenstående udvalg, “efterhiger”. Men når folkeligheden virkeliggøres gennem ordet og ånden, er det allerede til en vis grad en virkelighed.
Strofe 7
Denne strofe har jeg taget med, fordi den modsiger den filosofi, der med fornuften som sin guddom mener at kunne sige, hvordan historien nødvendigvis vil forløbe og ende. Der kan tænkes på marxismen og på filosoffen Hegel. Det kan vi ikke gå nærmere ind på. Men i Grundtvigs tankegang er det ikke fornuften, der er Gud. I hans tankegang og tro forstår vi ikke mere, end vi allerede har levet. Historien er Guds, og hans nådige styrelse åbenbarer sig “i livets dyd og livets dåd”. Dyd er ikke en moralsk eller etisk kategori, det betyder sådan noget som duelighed. Dyd og dåd er altså historien. I historien åbenbares Guds hjertelag og vise råd. Menneskeslægtens levnedsløb er som et spejl, hvori Gud “vil sig forklare”. Billedet af spejlet bruger Grundtvig også i en salme, Gud Herren så til jorden ned, Slbg. nr. 493:
O du, som skabte hjerte mit,
det dybe underfulde,
o, dan det efter hjerte dit
til Himmel-spejl i mulde.
I denne salme er billedet set i frelsens perspektiv. I nærværende digt er det set i skabelsens perspektiv. Men både i salmen og i Budstikke i højnorden hænger billedet af spejlet sammen med det grundlæggende menneskesyn, at mennesket er skabt i Guds billede. På en måde, så det spejler Gud. Det indebærer en umådelig høj vurdering af mennesket. Selv det dybest faldne menneske er stadig skabt i Guds billede og har derfor en uendelig værdi. Sådan så Jesus mennesket, da han gik omkring på jorden og mødte mennesker af alle slags.
Vi vender tilbage til udtrykket “han også, det slår aldrig fejl, / for os sig vil forklare.” Vi skal være opmærksomme på, at forklare betyder noget andet end for os i dag. Nu betyder det at give nogle grunde til, at noget er, som det er. I Grundtvigs sprog betyder det, at Gud vil komme til at stå klarere for os. Gennem historien klarer Gud sig for os, altså Gud som historiens herre, ikke Gud som frelseren. Ham kender vi kun i Jesus Kristus.
Strofe 8
Strofe 8 og 9 er et par meget smukke strofer. Først nummer 8:
Mens rosen har sin søde duft
mens lærken slår i sommerluft,
og nattergal i skyggen,
små-helte føder kærlighed
for frihed og livsalig fred,
og priser børne-lykken.
Vi er nødt til at sætte kryds og bolle. Det er ikke små-helte, der føder kærlighed. Krydset skal stå under kærlighed, bolle under føder og trekant under små-helte. Det er kærligheden, nemlig kærligheden til eget folk og fædres land, der føder små-helte. Kærligheden føder ikke drabelige krigere, men hverdagens små helte, der ved, at livet er kamp. Livet er en stadig kamp mod trolde og jætter, der vil tage det underfulde ud af tilværelsen og som sagt gøre den menneskelige fornuft til Gud.
Igen kommer ordene frihed og fred, endda livsalig fred, som en beskrivelse af den lykkelige tid, der kommer, når ordet og ånden får lov til at råde.
Friheden er meget vigtig for Grundtvig. Det at høre til et folk er en fri sag. Det er nemlig en hjertesag. De, der ikke vil høre til folket, har frihed til at udelukke sig fra det. Man kommer heller ikke til at høre til et folk, for eksempel ved at folketinget beslutter det ved lov. Og omvendt kan man høre til folket, selv om man ikke har indfødsret. Her råder friheden. Ånd, frihed og hjerte er tre ord, der i dette forhold ikke kan skilles ad.
Vi skal også lige standse ved, at kærligheden priser “børne-lykken”. Grundtvigs kærlighed til folket var ikke mindst hans uudslukkelige kærlighed til de små i folket, børnene og almuen og tjenestefolkene, som ikke var regnet for noget. Dem regnede Grundtvig med.
Strofe 9
Der er mange blomster og fugle i Grundtvigs digte, både de “verdslige” og salmerne. Han skabte en meget smuk billedverden.
Højnordens gamle tungemål, det er modersmålet. For Grundtvig var det hævet over enhver diskussion, at hvis ord skal nå hjertet, så må de komme til os på modersmålet. Han afskyede latinen, som var de lærdes sprog, og han afskyede tendensen til at se ned på det danske sprog til fordel for det fremmede tyske.
I disse år vender han sig ganske sikkert i sin grav over den stigende anglificering. Der er læreanstalter og store erhversvirksomheder, hvor alt foregår på engelsk. Det engelske trænger ind alle vegne, ofte uden at folk opdager det. Det kan komme til at skade folkeligheden, så det skal vi være opmærksomme på.
Udtrykket Højnordens gamle tungemål viser i øvrigt, at Grundtvig regnede med en nordisk folkelighed. Digtet hedder jo også Budstikke i højnorden. De nordiske folk er nært beslægtede, så nært, at sprogene i virkeligheden er dialekter af det samme sprog. Andre folk er vi fjernere beslægtet med. Men alle hører de til menneskeslægten, den fælles slægt.
Men det er da et herligt billede, Grundtvig tegner af den levende folkelighed, han ser for sig:
Højnordens gamle tungemål
som grønne træer med blad og nål
da skyder top og krone,
med fugle-reder altid ny,
hvorfra sig svinger sang i sky
alt med den gamle tone.
Det er ikke uden betydning, at et levende folk altså er et syngende folk. Den folkelige sang er med til at opholde folkelivet (strofe 5), og den levende folkelighed skaber igen ny sang. Den må nødvendigvis udtrykke sig i sang. Det er da dejligt.
Strofe 10
Når det levende ord og ånden kommer til at råde, da vil i hvert fald nogle kunne se, at klarhed over menneskelivet ikke bor i de bælgmørke ord og stumme tanke-streger, som fornuftsreligionen vil trække ned over hovedet på folket. Dér bor klarheden over menneskelivet ikke:
men i hvert sandhedskærligt bryst,
det jævne ord, den klare røst,
som livet vederkvæger!
Kun der bor klarheden.
Vederkvæde betyder oplive, evt. genoplive, forfriske, styrke. Det er det jævne ord på modersmålet, altså jævne menneskers sprog, der kan oplive og styrke folkeligheden.
————————–
Perspektiverende spørgsmål
Grundtvigs digt giver anledning til at spørge, om hans folkelige syn har nogen betydning i dagens skole? Er der plads i den danske skoleverden for den folkelige oplysning i Grundtvigs forstand?
Tales der i skolen i dag udelukkende til forstanden og ikke til hjertet? Vil skolen danne børnene til med lyst at begive sig sig ud i livets kamp mod jættevæsenet? Eller vil skolen instrumentalisere børnene, altså uddanne dem til nyttige samfundsborgere, læs: gode skattebetalere?
——————
Vi kunne også spørge om, hvilken betydning Grundtvigs folkelige syn i dag har i det danske politiske system og i medieverdenen? Er der nogen bevidsthed om, at et sundt folkestyre har en levende folkelighed som forudsætning? Eller går det hele op i regneark? Mener man, at alt kan klares ved at “dreje på nogle håndtag nede i maskinrummet”?
————-
Grundtvigs dybe – og klare – tænkning om folkeligheden rejser nogle alvorlige spørgsmål til vor tids utopister, der fabler om verden som én republik uden grænser. Grundtvig rejser også alvorlige spørgsmål til dem, der drømmer om Europa som én republik uden grænser. Han kalder dem simpelthen tilbage til virkeligheden.
————-
Vi er blevet et rigt land. Det diskuteres blandt faghistorikere, om den folkelige vækkelse i bondestanden, som blev en følge af Grundtvigs tanker, var en medvirkende årsag til væksten i materiel rigdom. Det benægtes af historikerne Per Boje og Jeppe Nevers, der netop i nov. 2024 har udgivet sidste dobbeltbind af deres værk “Vejen til velstand, Kapitalismen og det moderne Danmark.” Den smukke historie om den frie bondestand, der på højskolen fik livslyst og virketrang og tog hjem og dannede andelsmejerier og andelsslagterier og skabte Danmarks rigdom ved den store eksport af smør og flæsk til det britiske marked, passer ikke. Danmarks rigdom blev skabt af helt andre kræfter. For eksempel fremsynede industrifolk med udsyn til den omkringliggende verden.
Det, som historikerne er nået frem til gennem deres forskning, skal da nok passe, men der findes anden rigdom end den materielle. Jeppe Nevers medgiver i et interview i WeekendAvisen 15/11-2024, at “grundfortællingen om de folkelige bevægelser passer fint til demokrati- og kulturhistorien, men fortællingen kan ikke forklare den økonomiske historie.”
De to historikere synes ikke at have forståelse for den åndelige kraft i de folkelige bevægelser. Den er der ingen grund til at tale ned. Der fremvoksede et rigt åndeligt liv omkring højskoler, forsamlingshuse og da også missionshusene. Det løftede i høj grad det menneskelige liv med store positive virkninger, også i det sociale og økonomiske liv. At det skulle være det, der skabte Danmarks velstand, har aldrig været pointen. Der findes anden rigdom end den materielle. Når Grundtvig taler om folkegavn, som han gør det i strofe 3 tænker han ikke på et økonomisk mirakel. Men han forudsætter rigtignok, at det åndelige aldrig kan skille fra det legemlige.
—————-
De folkelige bevægelser er stort set ved at være fortid. Derfor kan man spørge, om der stadig er håb om en folkelig fornyelse. Man kan godt få øje på tegn hist og her. Hvor mange eller få, der har sans for det lige nu, er ikke det afgørende. Vores opgave er at bruge det levende ord og på det ord leve menneskeliv med lyst og mod og glæde. Og det uanset hvor mange eller få, der har sans for det. Fremtiden kender vi ikke, og håbet kan vi aldrig opgive.
Villy Klit-Johansen den 19. november 2024