Et motiveret forsøg
I. Peder Madsens bøn – og Luthers
Der kan ikke indvendes noget imod det teologiske indhold i Peder Madsens bøn, som vi har brugt siden 1912. At vi bliver Guds børn i dåben, og at vi i dåben får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv er grundkristeligt. Det er en afsporing af debatten, når det er blevet det, den drejer sig om.
Men der er god grund til at benytte lejligheden til nu, 111 år efter, nøje at overveje denne bøns hele karakter.
En opmærksom sammenligning med Luthers “bede- og bankebøn” og “syndflodsbønnen” i hans ritual af 1526 gør det klart, hvad der er galt i den nuværende bøn. Der er faktisk sket et alvorligt skred.
Det, der i Peder Madsens bøn er påstande og belæring, nemlig at vi i dåben bliver Guds børn og får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv, er i Luthers bøn netop bøn. I Luthers bøn bedes der om, “at denne frelsende syndflod må bortskylle alt det, han har fra Adam, og det, han selv har gjort.” (syndernes forladelse). Og der bedes om, “at han med alle dine troende må blive værdig til at få del i din forjættelse om evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.” (det evige liv). Det er virkelig en væsentlig forskel, om kirken så at sige har dåben i sin magt, eller om alt beror på Gud, og vi derfor er henvist til at komme til ham i ydmyg bøn.
Det næste, man bemærker, er, at Luther forudsætter, ligesom i øvrigt Grundtvig, at barnet er en selvstændig person, som Gud kan slutte sin pagt med. I Peder Madsens bøn er der derimod en tendens til at gøre barnet til en genstand, som man gør noget ved. Det er næsten som et ekko af den lutherske ortodoksis syn på dåben som en ækvivalent til den jødiske omskærelse. Pietismen er som bekendt den logiske følge af dette syn. I Luthers ritual er det helt anderledes. Her foregår det mellem Gud og den, der døbes. Det, der sker i dåben, sker mellem Gud og den, der døbes.
- I Peder Madsens bøn bærer vi et barn frem for Guds åsyn. I Luthers bøn er dåbskandidaten en, der “begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse”. Dåbskandidaten er en, der beder og banker på hos Gud.
- I Peder Madsens bøn er dåbskandidaten en passiv genstand. I Luthers bøn er denne en, som Gud taler til og kalder troen frem i. Det er det, Luther beder om: “at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden.”
Der er endnu en stor forskel. Peder Madsen forudsætter, man fristes til at sige: i forlængelse af den statskirkelige tvangsdåb, at dåbskandidaten er et barn. Men det er jo langtfra altid tilfældet. I dag endnu mindre end på Peder Madsens tid og endnu meget mindre end på Luthers tid. Luther forudsætter derimod, at dåbskandidaten er et menneske, der trænger til frelsen fra syndens og dødens magt. Hos Luther, som hos Grundtvig, er der ingen forskel på, om den, der døbes, er barn eller voksen. Dåben er den samme. Der er kun èn dåb.
Endelig kan man pege på det ulogiske i at lade den indledende bøn begynde med tak. Det naturlige må være at indlede med bøn, som det er tilfældet i Luthers ritual af 1526, og slutte med tak. I ritualbogen er dåbskollekten (slutningskollekt) netop en takkebøn: “Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb …” Nadverritualet begynder heller ikke med en takkebøn, men med en bedebøn.
II. Presset fra moderniteten
Den nuværende dåbsbøn er, ligesom det allermeste af, hvad der bringes i forslag i dag, præget af moderniteten. Med moderniteten menes der pietismen, der, som ofte fremhævet, er individualistisk, men hvad vigtigere er: den er subjektivistisk. Den kulminerede med Kierkegaards eksistensteologi. Rent bortset fra hvad godt der er at sige om Kierkegaard, alvor kan man ikke frakende ham, så er det velkendt, at han ikke regnede dåben for noget. Det, der gør et menneske kristent, er den personlige afgørelse i voksen alder, mente han. Pietisterne og Kierkegaard har på grund af deres subjektivisme store problemer med dåben, især barnedåben. Kierkegaard regnede dåben for “ren objektivitet”, som kun kunne få betydning ved en inderlig, subjektiv tilegnelse i voksen alder. Se note! *)
Moderniteten er også slået igennem i Peder Madsens bøn. Det er som om, han viger for presset fra moderniteten. Guds ord i dåben og troen på Guds ord i dåben er, som allerede påpeget, ladt ude af betragtning. Det er den afgørende forskel på bønnen i Luthers ritual og den af Peder Madsen forfattede. Analysen viser således, i hvor høj grad den bøn, der indleder det nuværende ritual, er påvirket af moderniteten.
Skal vi ikke benytte lejligheden til nu, da der er nedsat en dåbskommission, at prøve at komme tilbage i sporet? Vi kender indvendingen. Et spædbarn kan jo ikke tro, siger man, og det kan ikke svare. Svaret på indvendingen er: Hvis Gud ikke kan slutte sin pagt med et spædbarn ved sit ord og troen, der tager imod det, han giver i sit ord, bør vi selvfølgelig ikke døbe børn. Så har baptisterne ret i, at barnedåb ikke har noget at gøre med en kristen dåb.
III. Dåbsbønnens relation til ritualets kerne
Ved formulering af dåbsbønnen bør det være en forudsætning, at den skal understøtte det, som er dåbens kerne. Dåbens kerne er, hvad ordene angår, de ord, der tæt omgiver vandøsningen:
- Fadervor under håndspålæggelse
- Dåbspagtens ord (spørgsmål og ja-svar)
- Døbeordene: Jeg døber dig …
- Fredlysningen under håndspålæggelse
Bemærk, at disse ord i dåbens kerne er tiltale og tilsigelse, talt af Herren Jesus!
Den indledende bøn skal ligesom i øvrigt også de bibeltekster, der læses i ritualet, være saglige. Dermed menes, at de ikke skal forstyrre selve dåbens kerne ved at bringe al mulig teologi ind i ritualet, den være aldrig så god og velment. Sentimentaliserende ord om de søde børn og forældres bekymringer hører heller ikke hjemme i dåbsritualets indledende bøn. I bønnen skal der bedes om netop det, som Gud vil give i dåben.
Det bør man holde sig for øje, når man drister sig ud i det såre vanskelige at formulere en dåbsbøn.
Teologisk originalitet skal man gøre alt for at undgå. Dåbsteologi er en god, ja en nødvendig ting, men den skal ikke trænge ind i dåbsritualet.
Sprogligt kan bønnen nedenfor sikkert forbedres, uden at det går ud over indholdet.
IV. Konklusion
Vi må have en bøn, der er mere bøn og mindre påstand og dogmatisk belæring. Navnlig er det vigtigt at få bønnen om Helligånden med, jf. DDS 446 “O, lad din Ånd nu med os være”.
Vi må have en bøn, der dækker både barnedåb og voksendåb.
Vi må have en bøn, der, i overensstemmelse med dåbens kerne, beder om netop det, som Gud vil give.
V. Et forsøg
Lad os bede:
(Stedord ændres i forhold til dåbskandidatens/-kandidaternes køn og antal)
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for (den), der i dag kommer til den hellige dåb. Tag imod (ham) som dit barn!
Jesus, vor Frelser fra syndens og dødens magt, du har selv sagt: “Bed, så skal I få, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer.” Giv nu dåbens gave til (den), der beder, og luk døren til dit evige rige op for (den), der banker på!
Vi beder dig, vor Gud, send din Helligånd, så (han) modtager, hvad du vil give ved dit ord i dåben! Forén (ham) med dig i dåbens pagt, og giv (ham) at leve alle sine dage for dit ansigt i glad forventning til dit kommende rige!
Amen
_____________________________
*) Elektrisk strøm vil altid følge den kortest mulige vej. Derfor er det fatalt, hvis der er en kortslutning i en printplade. Tanken har det desværre som den elektriske strøm, den følger den kortest mulige vej.
Den tankemæssige kortslutning, der her sigtes til, kommer af, at man bruger den filosofiske skelnen mellem objektivt og subjektivt på kristendommen. Denne skelnen stammer nærmere bestemt fra Kant og Hegel. Når den anvendes på teologien, konkret i den udbredte forestilling om dåben som noget objektivt og troen som noget subjektivt, er der tale om en tankemæssig kortslutning. Den stemmer godt med tankegods fra ortodoksien og især pietismen, men ikke med den lutherske reformation. De røde lamper på kontrolpanelet står og blinker.
Sagen er den, at den historiske statskirkelige lutherske ortodoksi og den statskirkelige pietisme fik dåben og troen godt og grundigt adskilt. Efter Kant blev det almindeligt, også i dansk teologi, at bruge den filosofiske skelnen mellem objektivt og subjektivt på teologien. Det er den dag i dag i præstekredse og i det teologiske akademia en udbredt forestilling, at Grundtvigs mageløse opdagelse kan indpasses i denne tradition. Men det er en kortslutning. Sandheden er, at den mageløse opdagelse ligger i forlængelse af den lutherske reformation – og i virkeligheden i forlængelse af kirkens historie helt tilbage til dåbens indstifter.
Grundtvigs tanker fulgte på dette punkt Åndens bane uden at benytte kortslutningens korteste vej. Det er hans sande storhed. Tankens enfold er hans storhed. Ganske vist taler han et sted om, hvad der er det eneste objektive i kirken. Han skriver om kirken, at den: “staaer og falder med sine Naade-Midler, fordi de er det eneste Grund-Virkelige, Objective i den.” (“Om Daabs-Pagten” 1832-33). Men det betyder noget helt andet. Han mener, at kristendom er noget bestemt, har altid været noget bestemt og vil altid være noget bestemt. Det skriver han en del om i skriftet “Skal den lutherske reformation fortsættes?” fra 1830 (Udvalgte Skrifter, bd. 5, s. 278 ff.).
Pointen i skriftet “Om Daabs-Pagten” er netop ikke en adskillelse af troen og dåben, men sammenhængen mellem dem. “Kirken har oprettet en Daabs-Pagt med os, som indeholdes i Spørgsmaal og Gjensvar, der ikke blot findes i vor Alter-Bog, og ei indførdes af Morten Luther, men findes i den Biskoppelige og den Pavelige Kirke saavelsom hos os, ja findes i Grunden hele Christenheden over, hvor Man ikke beviislig har forandret dem efter Apostlernes Tid. Denne Daabs-Pagt, som vi godt tør paastaae, er uadskillelig fra den ægte christelige Daab …” Dåbspagten med spørgsmålet på forsagelsen og troen og troens ja hertil er uadskillelig fra dåben. Uden dette er dåben ikke et sakramente. Det lagde Grundtvig stor vægt på.
Tanken om en skelnen mellem objektivt og subjektivt er en helt anden sag. Den skelnen tog Grundtvig kraftigt afstand fra. Guds ord og troen er ét, de kan ikke skilles ad. Ordet er ikke til uden troen, og troen er ikke til uden ordet. Og ordet og troen er præcis det, der gør dåben til et sakramente.
Grundtvigs mageløse opdagelse er altså ikke en opdagelse af dåbens sakramentale karakter. Dåbens sakramentale karakter forudsatte Grundtvig lige fra sin lutherske vækkelse i 1810, og på dette punkt adskilte han sig ikke fra de luthersk-ortodokse og pietisterne, nej opdagelsen i 1824-25 var, at troen og dåben hører uløseligt sammen. På dette punkt argumenterede Grundtvig konsekvent mod den lutherske ortodoksi og pietismen. Han mente, at dåben er et trosforhold til Gud. At adskille i objektivt og subjektivt, dåben og troen, som Kierkegaard og Martensen og mange efter dem har gjort, beror på en kortslutning.
Grundtvigs syn på troen og dåben som en uløselig enhed er det, man kalder Grundtvigs dåbspagtteologi. Det er enfoldigt, det er stort, og det er ingen kortslutning.
Villy Klit-Johansen, 31. august 2023