Efter afstemningen – hvad nu?

Ved folkeafstemningen i dag har vi taget endnu et skridt bort fra den folkelige virkelighed hen mod en falsk universalisme, der bygger på et abstrakt menneskesyn.

Vi har i aften oplevet en jubilerende politisk elite. Der blev råbt højt, men det var tomme ord. Endelig har man en fjende at definere sig ud fra. Han hedder Putin. Men positivt har de intet at byde på. Alt er tomhed.

Vi fik allernådigst i 1993 et forbehold på forsvarsområdet. Det kan jeg ikke forstå anderledes, end at vi ikke skulle afgive suverænitet på dette område. Nu har vi så hørt under kampagnen, at afskaffelse af forbeholdet ikke betyder afgivelse af suverænitet. Jamen hvordan hænger det dog sammen? Måske hænger det slet ikke sammen. Det virker som et stort bedrag.

Folk i denne gruppe er sikkert ikke enige om denne politiske sag, så den lader vi nu ligge og vender os til det væsentlige.

Folk, fædreland, grænser, modersmål, ånd, frihed, personligt ansvar, fællesskab, kærlighed, dåd, sandhed, ret.

Ordene er skrevet, som de falder mig ind, altså uden nogen systematik eller rangorden. De stammer fra vor historie, der med tiden blev stærkt påvirket af et bibelsk syn på menneske og folk, og de angiver, hvad der har været kilden til vores stat og samfund. At ordene stammer fra det bibelske univers, betyder ikke, at det slet og ret er kristendom, for kristendom er et budskab om frelse fra synden og døden. Der er altså ikke i dette noget grundlag for en kristelig politik, hvad der selvfølgelig heller ikke er i evangeliet, i frelsesbudskabet.

Men ikke desto mindre har det bibelske tankegods været kilden til den menneskelige udvikling, der har dannet vores samfund og stat. Man må være opmærksom på, at et menneskeligt samfund ikke kan være uden en åndelig kilde, der giver det liv.

Jeg får lyst til at gengive et vers, hvori Grundtvig i 1824 beskriver, hvordan han en overgang har hudflettet sin egen åndløse tid:

Jeg spotted de Blinde,
Som tænkte, for Gud,
Et fristed at finde,
Bag Muldvarpe-Skud,
Som blinde for solen,
Sig bøjed for Muld:
For Støvet i Skolen,
I Verden for Guld,
Jeg saae og jeg sagde;
Med flid de fralagde
Som Daarer sig Menneske-Værd!

Jeg identificerer mig med synspunktet, men tilføjer, at Grundtvig opgav, i hvert fald havde lyst til at opgive, den hårde kritik for i stedet at tale hjerteligt til folket frem for at skælde ud over samfundets åndsdræbende, rationalistiske elite. Det kan vi godt lære af i dag, selv om vi kan være bekymrede for retningen. Hvor ender det? Kan Mor Danmark som fugl Føniks genopstå af asken?

Vi er nødt til at tro på det folkelige fællesskabs mulighed, hvis Danmark skal bestå

Vores største tænker, N. F. S. Grundtvig, troede på det folkelige fællesskab som en mulighed. Hvis samfundet skal bestå, må der være noget, der forener, noget, der slår bro over kløften mellem unge og gamle, åndens arbejdere og håndens arbejdere, rige og fattige o.s.v. I kan selv tilføje andre modsætninger.

Det folkelige syn, som Grundtvig udfoldede så rigt, er nødvendigt som en forudsætning for demokratiet. Ellers kommer vi endnu længere ud i atomisering, individualisering, subjektivisering, ideologisering, skinger debat, uforsonlighed, uforligelige modsætninger, liberalismens tomhed.

Intet kan være mere oplivende end læsningen af Grundtvigs Nyaars-Morgen fra 1824.

Nu kalde vi Broder
Enhver, som, i Løn,
De Levendes Moder
Vil kjende for Søn,
Ei Tid eller Tunge,
Ei Hud eller Hår,
De Gamle, de Unge
At skille formaaer,
Nu skal, efter Haanden,
Hvad Eet er i Aanden
Til Eet og forsamles på Jord!

(“De levendes moder” er et af Grundtvigs mange udtryk for den åndelige realitet, der skaber folket og giver det liv).

Det folkelige arbejde skal fortsættes

Det folkelige er i årtier blevet forsømt, underkendt og endda lagt for had af “den herskende klasse” i politik, medier og skoleverdenen. Den sunde folkelighed er i disse kredse erstattet af en moralistisk, politisk korrekthed, der falsk udgives for medmenneskelighed.

Når støvet har lagt sig efter det politiske slagsmål, hvad er så den vigtigste opgave? Det er at forstå os selv.

“Den eneste vej til at forstå andre mennesker i deres folkelighed er at forstå os selv i vor egen.” (Regin Prenter 1977).

Opgaven er altså klar, men den er blevet forsømt i et par generationer.

Prenter skriver også: “vor danske folkelighed bygges op – eller rives ned! – ved brug – eller misbrug! – af de gaver, skaberen gav os at leve folkeliv på, det fælles modersmål og den fælles historie.”

De stadigt tilbagevendende beskyldninger om had, frygt og fremmedfjendskhed fra de hellige i de fleste politiske partier af humanistisk, liberalistisk og misforstået kristeligt tilsnit er ikke andet end afmægtigt skrål fra mennesker, der ser deres idealistiske og utopiske korthus styrte sammen.

Opgaven i dag er at forstå os selv i vor folkelighed. Opgaven er at tage vare på, altså bruge, den rige gave, vi har (fra Gud!) i det fælles modersmål og den fælles historie. Der er nok at tage fat på.

Måske er det kun få, der ser den opgave og er villige til at tage den på sig, men det skal ikke hindre nogen i at tage fat.

Villy Klit-Johansen 1. juni 2022