-hvor er de grundtvigske i debatten?
Det er for mig ikke særlig opbyggeligt at diskutere teologi. Jeg har det langt bedre med at være til gudstjeneste. Men jeg vil ikke desto mindre mene, at det undertiden er nødvendigt at diskutere.
Det er en kendsgerning, at der vidt og bredt i præsteskabet og på det teologiske parnas (og blandt kirkens medlemmer) florerer et meget tyndt dåbssyn. Mange regner simpelthen ikke dåben for et sakramente i egentlig forstand. Det vil sige, at man ikke anser dåben for at være det af Kristus indstiftede uomgængelige middel til at frelse det fortabte menneske ind i Guds rige.
På den anden side er der en hård kerne af luthersk ortodokse og statskirkepietister, som holder fast ved dåbens sakramentale karakter, men de gør det med ord og udsagn, der bringer dem meget tæt på det højmiddelalderlige katolske syn, at dåben virker “ex opere operato”, det vil sige, at den virker automatisk i og med at den udføres. Et sådant synspunkt forfægtes f. eks. af sognepræst Claus Thomas Nielsen i Tidehverv nr. 1 januar 2022. Så vidt jeg ved, har ingen imødegået hans synspunkt, som ellers står i direkte modsætning til den lutherske bekendelse. Men ellers er det i almindelighed noget med, at man temmelig højrøstet giver det synspunkt til kende, at “dåben gør en forskel”, “dåben frelser” eller at “vi i dåben bliver Guds børn”. Hvilket ikke i sig selv er forkert, men det er bare ikke et tilstrækkeligt svar.
Hvis vi bliver ved det sidste, at vi i dåben bliver Guds børn, så er der solid bibelsk, luthersk og grundtvigsk belæg for det, men det har ikke tidligere stået alene på den måde, som det efterhånden er kommet til i de kredse. Peder Madsens bøn, der i 1912 kom til at stå som indledende bøn i dåbsritualet, indeholder den efterhånden berømte tak til den himmelske Fader, “fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn …”. Og så følger bønnen: “Tag i nåde imod dette barn, som vi bærer frem for dit åsyn …”
Den bøn er i den grad kommet til at styre hele debatten, Bispekandidater bliver i enqueter i Kristeligt Dagblad spurgt, om de mener, at man det er i dåben, vi bliver Guds børn. Alt andet er væk.
Det er oplysende at sammenligne Peder Madsens dåbsbøn med Luthers dåbsbøn fra hans tyske dåbsritual fra 1526: “Jeg råber til dig over denne N., din tjener, der beder om din dåbs gave og begærer din evige nåde ved den åndelige genfødelse…”.
I Peder Madsens bøn er barnet reduceret til en genstand for den hellige handling. I Luthers derimod er barnet en aktør. Barnet er med andre ord regnet for et fuldgyldigt menneske, et menneske skabt i Guds billede og bestemt til at tale med Gud. Den, der nu skal døbes, er en, der beder om dåbens gave. I den følgende “syndflodsbøn” hedder det så: “vi beder … at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden …” Og her tænkes der ikke på, at dåbsbarnet engang ad åre må få troen. Luther regnede bestemt ikke med, at der skulle være en frelse for spædbarnet uden troen på Kristus. Nej, der tænkes på dåben. Den frelsende tro gives i dåben. Retfærdiggørelse uden troen på Kristus var for Luther en utænkelig tanke. Og troen forstod han som en gave i absolut forstand.
Men er det ikke en forestilling om dåben som en automatisk virkende handling, der florerer i de ortodokse/pietistiske kredse? Det lyder afgjort sådan. De skal presses, før de går med til, at troen hører sammen med dåben.
Der er slet ingen tvivl om, hvor vi finder Grundtvig i hele denne problematik. Hans dåbssyn kan ikke gøres færdigt med, at “vi bliver Guds børn i dåben”. Og troen er ikke noget, der “hører sammen med dåben”, den er en del af selve dåben, uden hvilken den slet ikke er genfødelsens bad. Dette udtryk, der stammer fra Titusbrevet 3,3, spillede i øvrigt en stor rolle for Grundtvig. Hans dåbssyn rummer en langt, langt større dybde og rigdom, end man får indtryk af, når missionsfolk og tidehververe bruger ham i debatten.
Hvor er de grundtvigske? Hvor er de, der anser Grundtvig for den afgørende teolog på overgangen fra statskirke til religionsfrihed? De fylder alt for lidt i dagens debat.
Villy Klit-Johansen 21. april 2022